TALE OF TALES: Her er ingen flad Hollywood-CGI, men blot et fucking ægte eventyr
Biografanmeldelse: Wow, det er altså et både vildt og vildt eventyrligt univers, italienske Matteo Garrone lukker mig ind i med sin balstyriske Tale of Tales. Her møder jeg blandt andet mystiske væsner, en liderlig konge og en længselsfuld prinsesse samt naturligvis forunderlig magi. På kryds og tværs i dette storslåede univers udspiller således en række forskellige eventyr sig.
Det slår mig først og fremmest, hvor ægte universet føles. Her er en fysisk tyngde og detaljegrad i alt fra kongekroner til trolderynker, der gnidningsfrit også overbeviser mig om, at det der store sømonster findes lige der for øjnene af mig. Af kød, blod og med et dunkende hjerte bag det enorme bryst. Og netop universet er det, der fastholder mig, når fortællingerne mister nærvær.
For selvom historierne er enten spændende, romantiske, brutale, uhyggelige eller det hele på én gang, snubler de sig desværre også en smule ujævnt ud og ind mellem hinanden. Måske de ville have fungeret bedre som separate kortfilm? Jeg var dog upåagtet hensat til og forført af det dragende eventyrland. Hele vejen.
Lige fra Salma Hayek som fortvivlet dronning, der sender sin mand (John C. Reilly) i kamp mod et mægtigt bæst, hvilet skulle afhjælpe deres barnløshed, til en stakkels prinsesse (Bebe Cave), der er uheldig at blive bortgift af sin far (Toby Jones) til en fæl trold og ikke mindst en liderlig konge (Vincent Cassel) på konstant jagt efter nye erobringer, hvilket bringer ham i fedtefadet.
Ja, Garrones to forrige film står i skarp kontrast til dette pompøse eventyr. Du ved, den rå gangsterfilm Gomorra og det legesyge drama Reality. Men med afsæt i landsmanden Giambattista Basiles eventyrsamling fra 1634 og 1636 samt hjælp fra fotograf Peter Suschitzky, production designer Dimitri Capuani og tilhørende hold har Garrone skabt et prægtigt, begærligt og farligt eventyr.
Her er ingen flad CGI-farvelade, der ellers alt for ofte ukritisk hældes ud over eventyrfilm for at bringe magien til live, men i stedet ender med at kvæle den. Nej, her banker, ånder og lever magien. Jeg tror på eventyret. Fra en fremtryllet skønhed (Stacy Martin) til et klamt monster. Et smukt, arketypisk og fandens opslugende univers, hvor kærligheden, begæret og løgnen har konsekvenser.
– Besøg Filmskribenten på Facebook her.
Vurdering 4 ud af 6 stjerner:
[tabgroup][tab title=”Tale of Tales | Biografanmeldelse”]
Originaltitel: Tale of Tales, Italien | Frankrig | England, 2015
Premiere: den 10. december 2015
Instruktion: Matteo Garrone
Medvirkende: Salma Hayek, John C. Reilly, Toby Jones, Vincent Cassel, Bebe Cave, Stacy Martin m.fl.
Spilletid: 125 min.
Distributør: Camera Film[/tab][/tabgroup]