Blu-ray-anmeldelse: Den danske superheltefilm Antboy kører lige efter superheltebogens ABC. Alle klichéerne er på plads – men fuck det, for filmen er pokkers veloplagt sin forudsigelighed til trods. En film, der ikke taler ned til sit publikum og som tager sit materiale seriøst. Ja, det er både forfriskende og skønt med en børnefilm, hvor man kan se, at folkene bag har gjort sig umage.
Pelle er en helt almindelig 12-årig dreng. Ja, ham der bliver overset i skolen, også af sit crush – en lidt for glansbilledglimtende Amalie. Men da han bliver bidt af en underlig myre, får han dens kræfter – blandt andet superstyrke, evnen til at klatre på vægge samt syretis (oh yeah). Tegneserienørden Wilhelm – der desuden udgør en fin homage til Clark Kent med sine briller og pomadehår – opdager Pelles nye kræfter. De to outsidere slår sig nu sammen for at bekæmpe kriminalitet – og som enhver superhelt får Antboy også sit eget superskurke-nemesis i Loppen.
Men hvad filmen ikke har i historiemæssig originalitet, har den i charme og et tempofyldt manuskript, mens der også skal sendes high fives i retning af castet. Både Oscar Dietz som Antboy, Samuel Ting Graf som Wilhelm og Amalie Kruse Jensen i rollen som Ida, der bliver en del af superhelte-duoen, har alle deres spillefilmsdebut – og de er virkelig gode. Særligt Oscar i front rammer alle de rigtige følelser, og balancerer både alvor og humor overbevisende. Præcis som filmen.
Antboy er på flere måder en debutfilm, da det også er instruktør Ask Hasselbalchs spillefilmsdebut, hvilket giver lovning om, at der er gode ting i vente fra hans hånd. Nicolas Bro gør desuden god figur som den intimiderende Loppen, mens filmens score spiller med heroisk svung. Skønt. Så ja, det er bestemt til at leve med, at finalen er en smule flad og nuancerne i historien ikke alle får lige meget plads.
Filmen er nemlig skåret ind til benet med sine 76 minutter. Men det fungerer uden at virke forjaget. Der kunne dog godt være givet lidt mere spilletid til Nicolas Bro, både som Loppen, men særligt inden han bliver til superskurken. Det kunne have givet rollen lidt mere dramatisk tynde. Forholdet mellem Antboy og Ida kunne også med fordel være foldet lide mere ud. Det ændrer dog ikke på, at Antboy er en både veloplagt og vellykket superheltefilm.
Desuden kommer filmen fint omkring temaer som venskab, at være tro mod sig selv samt hvad der er rigtigt og forkert. For hvad er motivationen bag, at Pelle iklæder sig kappen og myremasken? Er det bare for at blive populær, eller er det faktisk for at gøre en forskel? Det giver filmen og Pelle den der nødvendige kant, hvilket også er med til, at man sluger den måske lidt for overfortale pointe om, at venner er vigtige. Men hey, det er de jo– all hail Antboy.
Filmen – Antboy, 4/6:
Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmens farverige univers gør sig virkelig godt på Blu-ray. Billedet står veldefineret, skarpt og klart hele vejen med både fin detaljegrad og flotte nuancer. Lydsporet spiller ligeledes virkelig godt, hvor superheltescoret har dynamisk svung og dialogen går klart igennem. Herunder får man et fint ekstramateriale.
Det består at et solidt og informativt kommentarspor med instruktør Ask Hasselbalch og manusforfatter Anders Ølholm. Herudover er der fem korte og fine featuretter, der blandt andet ser på castet, kostumerne, stunts og special effects (i alt 17 min.). Slutteligt finder man filmens trailer samt et ok interview med Ask Hasselbalch, Oscar Dietz og forfatteren bag Antboy-bøgerne, Kenneth Bøgh Andersen (7 min.).
Ekstramateriale 3/6 | Billede 5/6 | Lyd 5/6
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Antboy | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
Originaltitel: Antboy, Danmark, 2013
Release: d. 30. januar 2013
Instruktion: Ask Hasselbalch
Medvirkende: Oscar Dietz, Samuel Ting Graf, Amalie Kruse Jensen, Nicolas Bro m.fl.
Spilletid: 76 min.
Udgiver: SF Film[/tab][/tabgroup]