DARK SKIES: Afdæmpet besøg fra rummet er et stemningsfuldt gys

De fleste film om invasioner fra rummet er både spektakulære og actionfyldte. Den stemningsfulde Dark Skies tager derimod et langt mere afdæmpet greb om genren og lader invasionen udspille sig nærmest som en haunted house-film hos en lille familie i forstæderne. Her er det skyggerne og underlige lyde i natten, der er i højsædet frem for flyvende tallerkener og laserpistoler.

Så bortset fra, at det altså ikke er spøgelser, der er på spil, men derimod mystiske væsner fra rummet, er her tale om en ret konventionel omgang ”spøgelses”-gys. Ja, den klassiske optrapning af underlige begivenheder om natten og børn, der ser mere end de voksne, mens skepsissen overfor det overnaturlige bliver gjort til skamme inden den store finale sætter et gruopvækkende punktum for mareridtet.

dark skies 02

Nej, ovenstående er ikke en spoiler, for har man bare det mindste kendskab til genren, ved man også udmærket hvilken vej det går. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at filmen ikke fungerer, for det gør – et godt stykke af vejen. Men det er altså ikke nytænkning, der er filmens stærke side, men derimod dramaet i familien, den tiltagende af uhygge samt flere ganske stemningsfulde scener.

Familien Barrett er en helt almindelig familie – en mor og en far samt to sønner. De er økonomisk pressede – den arbejdsløse far stresser over en ufrugtbar jobjagt, mens moren har svært ved at hive salgene hjem på jobbet. Den økonomisk klemte situation tærer på ægteskabet og familien, men bliver snart den mindste af deres bekymringer. For underlige begivenheder tager snart til i det lille hjem.

dark skies 03

Køkkenet rodes på mystisk vis til midt om natten, husets alarmsystem slår til uden grund og den mindste søn har tilsyneladende kontakt til en eller anden mystisk skikkelse. Ja, familien bliver i den grad sat på prøve – og der er faktisk en ret fin balance mellem familiedramaet, jump scares og uhyggelige scener. Men manuskriptet halter til tider, mens der også sniger sig de obligatoriske plothuller ind.

Dark Skies kommer med andre ord ikke helt vellykket i mål, men leverer altså et ganske vist ufarligt, men også stemningsfyldt gys, der med et godt greb om familiens kvaler giver gruen en fin dramatisk tyngde. Så selvom det halter en smule med den oprigtige uhygge, så smyger den olme stemning sig ganske fint om klichéerne og det hårdtprøvede familiens møde med fremmede væsner fra rummet.

Filmen 3/6: 3_6 - stars_LILLE

dark skies 01

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen tager sig ganske ok ud på Blu-ray. Billedet er farvemættet, med god detaljegrad og skarpt, men er i flere scener desværre også hæmmet af en banding, hvilket trækker fra i karakteren. Lydsporet spiller bedre og går både tydeligt, velbalanceret og dynamisk igennem hele vejen.

Ekstramaterialet er dog ikke det store sus. Her får man blot et par slettede scener (13 min.), der ikke er videre interessante samt en alternativ slutning, hvor instruktør Scott Stewart kommenterer på, hvorfor den blev valgt fra. Et tamt supplement, der altså kun inkasserer en enkelt stjerne.

Ekstramateriale 1/6 1_6 - stars_LILLE | Billede 4/6 4_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– Bliv ven med Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Dark Skies | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering: 3/6
3_6 - stars
dark skies cover
Originaltitel: Dark Skies, USA, 2013
Release: d. 15. august 2013
Instruktion: Scott Stewart
Medvirkende: Keri Russell, Josh Hamilton, Dakota Goyo, Kadan Rockett, J.K. Simmons m.fl.
Spilletid: 97 min.
Udgiver: Scanbox Vision[/tab][/tabgroup]