Jonah Hill som kokain-købende babysitter
”Ok folkens, nu skal vi lige lave en lidt edgy komedie med ham der den sjove Jonah Hill. Ville det ikke være cool at få ham til at passe nogle møgunger og så ellers smide kokain, druk og bandeord ind i løjerne?”. Cirka sådan kunne brainstormen bag The Sitter have lydt. Ikke nødvendigvis et dårligt udgangspunkt for en løssluppen komedie, men desværre er resultatet mere kedeligt end morsomt.
Jonah Hill spiller den upædagogiske babysitter Noah, der mod sin vilje ender med at skulle passe tre unger – den konstant nervøse Slater, hans oversminkede og øretæveindbydende lillesøster Blithe samt adoptivknægten Rodrigo, der er vild med at springe ting i luften. Det kan jo kun gå galt – og det gør også. For aftenen udvikler sig til en jagt igennem byen med børnene på slæb og narkokriminelle i hælene…
Jeg er vild med Jonah Hill, som da også er filmens største trækplaster. Han har en fantastisk komisk timing, tør humor samt en herlig underspillet mimik. Se bare film som den komiske nyklassiker Superbad, den desværre noget oversete Cyrus og den i mine øjne undervurderede Funny People. Desværre kan Jonah Hills charme og ofte veloplagte improvisationer ikke redde filmen fra at gå død undervejs.
KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–>
Afviklingen af den simple historie er ikke stram nok, og når først flere af de samme gags genbruges, bl.a. Rodrigos hang til at smadre ting, så mister løjerne også sin kækhed og noget af den uforudsigelighed, der ellers kunne være opstået i det på papiret sjove sammenstød mellem børn og en verden af druk, stoffer og bandeord.
Man savner også flere mindeværdige karakterer, der kunne være med til at løfte de slappe komiske optrin. Desværre formår bl.a. min personlige favorit Sam Rockwell bare ikke helt at indfri potentialet i en ellers herligt maniske rolle som vanvittig pusher-boss. Det gør dog helt galt, når man forsøger at tilføre filmen morale og dramatisk tyngde. Bl.a. Noah, der giver Blithe råd om, at det er det indre, der tæller.
Det er desværre bare mere kvælende sentimentalt og klichéfyldt, end et oprigtigt rørende øjeblik. Men Jonah Hill og bl.a. hans ligefremme facon overfor børnene er til tider bestemt sjov. Ja, han siger alt det, man selv har lyst til. Desværre er han bare ikke nok til at redde The Sitter op i den middelmådige ende af Hollywoods samlebåndskomedier. Øv.
Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen gør sig fint på Blu-ray. Billedet står langt det meste af filmen farvemættet og veldefineret, dog uden at imponere. Her er en smule udsving i skarpheden, men intet graverende og farvene har hele vejen et indtagende spark i sig. Lydsiden er mere stabil, hvor replikker og soundtrack går klart og velbalanceret igennem.
Der medfølger en stak luftigt ekstramateriale, der mest af alt byder på spas og løjer fra produktionen. Man får en række slettede og forlængede scener (26 min.), hvor bl.a. Jonah Hills improvisationer får mere plads – det er desuden det meste af vejen ham, der er i centrum på de øvrige korte features, der byder på flere grineflip og fraklip (i alt ca. 12 min.) samt ’making of’ med mere sjov og ballade fra settet (15 min.). Ja, hvis man er stor fan af Jonah Hill, vil man sikkert more sig momentant. Man kan desuden se filmen to versioner, biografversionen og en 6 minutter længere udgave.
Originaltitel: The Sitter, USA, 2012.
Instruktion: David Gordon Green
Medvirkende: Jonah Hill, Sam Rockwell, Max Records, Landry Bender, Kevin Hernandez m.fl.
Spilletid: 81 min. (biograf-version), og 87 min. (forlænget version)
Distributør: SF Film
