CPH PIX: forrygende og fængslende asiatisk filmdag

/i /af

DAG 7: Dagen i går stod på tre asiatiske film – og det skulle vise sig at være et forrygende trekløver. Jeg kom forbi henholdsvis Japan, Sydkorea og Indonesien med de tre vidt forskellige titler. Dagen startede med en af mine favoritter, nemlig Sion Sono og hans seneste film, den dramatisk forførende Himizu – en oplevelse i særklasse.

Det var endnu en film, jeg havde set meget frem til, bl.a. fordi Sono stod for en af de bedste film på CPH PIX sidste år – ja, en af de bedste film overhovedet – den blodige Cold Fish. Himizu er dog langt fra lige så blodig, men også fyldt med sitrende frustration og solidt spark i dramaet. Filmen udspiller sig i tiden efter det katastrofale jordskæv, der ramte Japan i 2011. Teenageren Suminda bestyrer her en bådudlejning, mens han bl.a. tumler med identitetskrise, en voldelig far og en sød beundrer.

Det lyder måske ikke som det mest sprælske setup, men tag ikke fejl. Sono har skabt en både forskruet, bizar og fascinerende film, hvor kærligheden og hadet danser dødelig kinddans. Alle synes på nippet til at sprænges af fortvivlelse og vrede, men ingen tør for alvor at gribe ud efter håbet, der også anes i det dystopiske univers. Voldsom, sorthumoristisk og excentrisk. Se den.

Så gik turen til Sydkorea, hvor Poongsan foldede sig ud med potent action og et umuligt trekantsdrama. Med problematikken mellem Nord- og Sydkorea som bagtæppe følger man en navnløs mand, der smugler familiemedlemmer over den dødsensfarlige grænse mellem nord og syd. Livet for den tavse mand, der ellers ikke involverer sig politisk eller følelsesmæssigt ændres dog drastisk, da kærligheden titter frem i mødet med en kvinde, som han skal fragte hjem til sin rige mand i syd.

Et fængslende miks af genrer, hvor blandingen det meste af vejen er vellykket og både har dramatisk effekt og ikke mindst effektive action-scener. Men filmen er også en smule ujævn og bl.a. sidste del bliver lidt lang i spyttet, hvor også de moralske og politiske pointer leveres unødigt udpenslet. Men selvom filmen har skønhedsfejl, var det en både flot og medrivende oplevelse.

Aftenen sluttede i den grad med et brag. For i den indonesiske action-succes The Raid: Redemption spares der hverken håndmadder, automatrifler eller blodige macheter. En specialstyrke skal her indtage et højhus og få fat på überbossen, der holder til på toppen. Hele bygningen er selvfølgelig befolket med kamptrænede kriminelle, der alle er udstyret våben og klar til at nedslagte politiet.

Her er ganske vist mere tale om action for actionens skyld, end action, der er med til at drive historien frem. Men løjerne afvikles så dynamisk og fandenivoldsk, at man ser stort på den tynde historie. Her smides dog sin del af plotdrejninger på bordet til at det blodige bæst sparker sig medrivende vej til toppen af bygningen. Et adrenalinkick, man ikke må snyde sig selv for. Se den.

– Læs mere på CPH PIX: Himizu, Poongsan og The Raid: Redemption.

CPH PIX: ensomme bekendelser og sløv smugler

/i /af

DAG 6: Endnu en dag på festivalen, hvor jeg gik fra den ene yderlighed til den anden. Herligt. Først et mere end skrabet selvportræt af min personlige favorit, den koreanske filmskaber Kim Ki-duk og herefter lunken ramasjang-action. Men vi starter lige med den meta-drilske dokumentar Arirang, hvor en ensom instruktør bekender sig til et snurrende kamera i en kold bjerghytte.

Den ellers produktive Kim Ki-duk har ikke lavet en film siden 2008 og bruger bl.a. denne minimalistiske dokumentar til at reflektere over sin krise og sit virke – både som instruktør og menneske. Deprimeret, opgivende og med indbyggede bekendelser – men bestemt ikke uden humor. For filmen igennem stilles der spørgsmål ved hvor ægte og oprigtigt det hele er – hvor grænsen mellem fiktion og virkelighed går.

For fx da det hele er ved at blive for selvudslettende og kunstner-kvalmt, klipper Kim Ki-duk væk fra sin egen grådkvalte bekendelse og man ser ham side i hytten og fnise over sin egen opførsel. Drilsk, tvetydig og selvironisk. Jeg tænker dog, at man nok vil finde filmen mest interessant, hvis man har et forhold til Kim Ki-duk og hans fantastiske film, hvor Forår, sommer, efterår, vinter… og forår nok er mest kendt, men bl.a. er den smukke Tomme huse og den knugende The Isle også blandt mine favoritter.

Og så blev bøtten så at sige vendt. For med Smuggler stod den på tegneserievold i slowmotion og gakkede karakterer. Desværre var denne japanske manga-filmatisering en noget træg affære. Man følger her den unge slacker Kinuta, der vikles ind i at arbejde på den forkerte side af loven. Jep, her er både farverige lejemordere, brutale kriminelle og vanvittig action – men desværre også for lidt spark i historien og de medvirkende til at filmen holder sig flyvende.

Et sprælsk og ofte bizart miks af vold, tortur, humor og action – men altså uden den fornødne historie og karakterer til at drive løjerne engagerende frem. Ingen af de medvirkende blev for alvor interessante, men kun glimtvis sjove eller blot aparte bekendtskaber. Det gælder bl.a. den adrætte lejemorder Vertebrae og en vanvittig sadist, som hver især stod for et par spændstige scener. Well, der venter forhåbentlig mere medrivende smæk i The Raid: Redemption i aften.

– Læs mere på CPH PIX: Arirang og Smuggler.

CPH PIX: skummel vicevært og endnu en aflysning

/i /af

DAG 5: Jeg havde to film på programmet i går – desværre blev visningen af The Sorcerer and the White Snake aflyst, da man ikke havde fået fat i koden til at låse den digitale kopi op med. Lort og pis. Jeg havde ellers glædet mig til ’actionfyldt, Hongkong-fantasy’ på det store lærred. Øv. Nå, men heldigvis leverede den spanske viceværts-thriller Sleep Tight en udmærket omgang paranoia.

Den umiddelbart tilforladelige vicevært César har et ikke helt sundt forhold til beboerne, hvor han arbejder. Specielt den yndige Clara får lidt for meget af hans opmærksomhed. Hun er nemlig slet ikke så alene hjemme, som hun går og tror. For den skumle Cécar lurer i mørket og hans besættelse eskalerer blot, gisp.

Luis Tosar er virkelig god i den ubehagelige hovedrolle. Han mønstrer både sympati og afsky, mens lagene i hans forskruede sind åbenbarer sig. Desværre vikler løjerne sig ind i mere nonsens end godt er i sin sidste tredjedel, men det ændrer ikke på, at det var en fint myrekrybende oplevelse. Man finder en lignende præmis i den tamme The Resident – find min anmeldelse HER – den er dog ikke halvt så vellykket som denne dosis søvnløshed. Ja, tjek hellere under sengen, inden du lægger dig til at sove.

Og så løb jeg som sagt ind i endnu en aflysning. Denne gang faldt meldingen dog små fire timer før visningen og ikke da salen var fyldt op som til The Human Centipede 2 i lørdags. I stedet blev der vist Gantz, men den så jeg som bekendt i søndags.

Selvfølgelig ønsker alle parter, at filmenes afvikles uden problemer, men det er stadig pisse surt – bl.a. fordi man ikke bare kan hoppe på en anden visning, da man så misser andre. Og desværre kunne jeg ikke nå andre film i går aftes, da Sleep Tight først sluttede, da de øvrige af festivalens film var begyndt. Nu håber jeg så, at dette var den sidste aflysning. Jeg ser i hvert fald spændt frem mod resten af festivalen…

– Læs mere på CPH PIX: Sleep Tight og The Sorcerer and the White Snake.

CPH PIX: dommedag, sjælesalg og manga-action

/i /af

DAG 4: Min fire film lange søndag på PIX blev skudt fantastisk godt i gang med den knugende intense Take Shelter. En film jeg har set frem til et års tid, så jeg var glad for at finde den i festivalens program – og jeg blev ikke skuffet. Historien er centreret om familiefaren Curtis, der begynder at få nogle ubehageligt realistiske mareridt, der bl.a. med et apokalyptisk uvejr synes at varsle død og undergang.

Michael Shannon er fænomenal i hovedrollen som en mand, der gribende balancerer mellem drøm og virkelighed. For er han ved at blive sindssyg eller er undergangen virkelig på vej? Forførende sikkert og med foruroligende resonans bygger instruktør og manusforfatter Jeff Nichols historien op, så man til sidst sidder med en knude i maven og et spinkelt håb om, at alt nok skal gå. Både dommedagsfabel, medrivende familiedrama og en mands kamp med indre dæmoner. Se den.

Da jeg kom uden for Cinematekets biograf var himlen meget passende blevet malet grå af et forestående uvejr og regnen begyndt at dryppe. Sådan clasher film og virkelighed nogle gange. Men der var ikke tid til angst for dommedag, for jeg skulle straks mod Empire på Nørrebro, hvor en genfortolkning af Goethes Faust ventede – historien om den videbegærlige Faust, der sælger sin sjæl til djævelen.

Desværre var det en gumpetung sag, som russiske Aleksandr Sokurov havde stablet på benene. Her var ikke nok svung på den monumentale fortælling til at jeg blev grebet. Det var ofte som at være vidne til filmet teater, hvor et irriterende hult miks af den teatralske dialog ikke fik den fornødne tyngde. I glimt visuelt forførende med åndeløse naturbilleder, men overordnet en træg vandring gennem et gråt 18. århundrede – dog også med en herlig slibrig Anton Adasinsky som plump djævel.

Aftenen sluttede i et noget andet gear med to hæsblæsende, japanske manga-filmatiseringer, Gantz og Gantz: Perfect Answer. Ikke de mest helstøbte actionfilm, men universet var tilpas sprælsk til min smag – tilsat splattede monsterkampe og gadget-labre våben. Første film introducerer universet, hvor en håndfuld mennesker lige inden de dør, på mystisk vis ender i et rum med en sort kugle. Her beordres de nu på alien-jagt iført latex-drager og med voldsomme håndvåben.

Opfølgeren havde desværre mindre monster-action. Til gengæld blev samurai-sværd og automatvåben flittigt brugt, mens også en romance flettede sig sentimentalt ind mellem de optrappende intriger og eskalerende nonsens. Letbenet, blodig og voluminøs sci-fi-underholdning, der gav mindelser om bl.a. The Matrix og ’Men in Black’-filmene – men heldigvis forskånet for Will Smith på soundtracket.

– Læs mere på CPH PIX: Take Shelter, Faust, Gantz og Gantz: Perfect Answer.

CPH PIX: skønhedsdronning på afveje og aflysning

/i /af

DAG 3: Satan og helvede! Visningen af en af festivalens mest omtalte film blev aflyst i går – efter publikum havde sat sig – så jeg måtte desværre undvære den eksplicitte splattersag The Human Centipede 2. Men inden den melding blev givet til et feststemt og mildest talt skuffet publikum, havde jeg set den mexicanske Miss Bala – en dramatisk omgang skønhedsdronning på afveje. For her vikles den smukke Laura ind i en skånselsløs krig mellem politi og brutale bander i et støvet Mexico.

Laura ender nemlig ufrivilligt som kurer for en hårdfør bandeleder og vi følger således hendes urovækkende tur ind i det kriminelle miljø, hvor korruption og skyderier er hverdag. Men selvom Stephanie Sigman er dådyrskær som forskræmt Laura og der leveres forførende billeder samt intense scener, så forblev filmen for observerende i sin skildring af den rå virkelighed til man for alvor blev grebet. Jeg kom i hvert fald til at savne et mere nuanceret nærvær i det menneskelige drama.

Desuden ender Lauras deltagelse i skønhedskonkurrencen som et noget aparte indslag, der føles ude af sync med historien. Men selvom filmen er ujævn, så er det også en tankevækkende sag med noget på hjerte – en kritisk kommentar til et korrupt Mexico og krigen mod organiseret kriminalitet, der har kostet i tusindvis af liv.

Herefter skulle den så have stået på kontroversiel splat med The Human Centipede 2. Men ak og ve, fordi der ikke var styr på teknikken blev visningen aflyst (der venter dog to mere på festivalen). Grunden var, at man ikke havde en Blu-ray-afspiller, der kunne afspille region A. Come on – og i det hele taget at vise Blu-rays er sgu vagt. Ja, jeg ved godt, at der er mange bolde i luften, men denne ”smutter” er ganske enkelt for slap. Nogen fra PIX bør sgu straffes med ’mund-til-anus-sammensyning’…!

Nu håber jeg bare, at jeg var yderst uheldig (har ikke oplevet aflysninger de to sidste år), for når man har et tæt program, er der ikke bare mulighed for at nuppe en anden visning. Personalet i Empire snakkede dog om, at der måske blev sat en ekstra visning op i ugen efter PIX. Det håber jeg. For selvom filmen er til at få fat på, er det en film, jeg i den grad havde set frem til at opleve på det store lærred og med et skrigende publikum. Øv øv øv. Oh well, i dag venter der fire film – hvis alt går efter planen…

– Læs mere på CPH PIX: Miss Bala og The Human Centipede 2.

CPH PIX: upoleret romance og et skuffende eventyr

/i /af

DAG 2: Jeg havde kun to visninger i går, til gengæld var det to vidt forskellige film – et upoleret kærlighedsdrama og et grumt greb på brødrene Grimms eventyrunivers. Først på menuen var den nærværende Weekend – en film om to vidt forskellige fyres møde i en intens weekendflirt. Men hvad der blot skulle være et uforpligtende ’one night stand’, udvikler sig til noget mere – og hvad stiller man så op med sine følelser.

En usentimental (næsten) og skabsromantisk film, der lader os komme helt tæt på det drama, der opstår, når man hvirvles ind i et andet menneskes liv. Fortalt med håndholdt intensitet og solstrejf af poesi i et betontungt boligkompleks. Og selvom filmen ikke helt havde den følelsesmæssige tyngde, man kunne have håbet, så bærer Tom Cullen og Chris New dramaet i mål med nærværet intakt. Jep, kærligheden opstår, når man mindst venter det – ustyrlig, uforudsigelig og uforståelig.

Herefter blev der i den grad sadlet om, for med den franske Le Petit Poucet var der dømt grumt eventyr. Desværre var det et trægt og ikke specielt fortryllende et af slagsen. Historien mikser elementer fra brødrene Grimms dystre univers, bl.a. Hans og Grete og Tommeliden. Her sendes fem brødre på afveje, da deres fattige forældre efterlader dem til sig og egen overlevelse i den store skov.

Ja ja, eventyrets tankevækkende og skarpe moraler spøger i kulissen, men som film fungerede skidtet bare ikke. Universet var slapt og historien hverken uhyggelig, spændende eller magisk. Kun Denis Lavant som sulten ’trold’ lyste excentrisk op, mens eventyret momentant tittede frem i stemningsfulde naturbilleder. Jeg vil bestemt foreslå, at man i stedet kaster sig over de originale Grimm-historier.

I dag venter der mig igen kun to titler. Først den mexicanske Miss Bala og herefter den meget omtalte shocker The Human Centipede II (Full Sequence). Jeg så den fremragende og frastødende etter på PIX i 2010 og opfølgeren skulle være endnu værre. Den har jeg glædet mig meget til og det bliver sjovt at se den i en fyldt sal.

– Læs mere på CPH PIX: Weekend og Le Petit Poucet.

CPH PIX: filmglad seriemorder, sort humor og gys

/i /af

DAG 1: I går var det endelig blevet tid til at hoppe ind til festivalens første film. Jeg lagde ud med den atmosfærefyldte Last Screening – et passende sted at starte, da filmen har en lille fransk biograf som omdrejningspunkt. Her arbejder den mutte Sylvain, der udover at være filmfan også slår kvinder ihjel. En laber kombi – seriemorder-thriller og en hyldest til filmmediet, fortalt dragende og afdæmpet.

Der er noget grundlæggende fascinerende ved seriemordere – også i dette tilfælde. Psykologien var ganske vist en smule flad, men til gengæld var filmen rig på tung midnats-stemning og med et par ubehagelig mord undervejs – ikke udpenslet, men kort, kontant og grumt (minder bl.a. om den britiske Tony). Nå ja, og så fik man også en sød, men umulig romance ind fra højre. Absolut en lille fin fransk fristelse, voilà.

Herefter stod den på sort humor og dagligdagsdepression i Empire på Nørrebro, hvor Todd Solondz’ nyeste film Dark Horse ventede. Jeg er vild med hans film, hvor den mesterlige Happiness stadig står som et højdepunkt. Men hans nye film var bestemt også en deprimerende skøn oplevelse. For Solondz har et uhyre underholdende flair for at skabe tragiske skæbner, der er både sjove og tåkrummende at følge.

Her finder man Abe, der stadig bor hjemme, selvom han for længst er fyldt tredive – og så arbejder han også for sin far. Jep, en usund familiebinding. Men da han møder den mildest talt deprimerede Miranda, en smuk Selma Blair, starter han et halvhjertet forsøg på løsrivelse. Christopher Walken er fantastisk som ’deadpan’-far, det samme er Mia Farrow som hønemor og så er Mary Joe gammelkone-smækker. En skøn og absurd komedie, der slår nærmest surreelle kolbøtter undervejs. Se den.

Jeg sluttede dagen med det overnaturlige besættelsesgys Lovely Molly. En desværre noget ujævn og ikke specielt skræmmende oplevelse – dog med fine scener undervejs samt solid creepyness i mørke kældre og dunkle skovbryn. Det er den ene af gutterne bag nyklassikeren The Blair Witch Project, Eduardo Sánchez, der har instrueret og været medforfatter. Det såkaldte ’found footage’-element er da også undervejs med til at skabe intenst nærvær via håndholdte ”hjemme-optagelser”.

Det nygifte par Molly og Tim flytter ind i hendes barndomshjem. Jep, et stort knirkende hus omgivet af en dyster skov. ’Uhyggelig setting’: tjek. Snart begynder underlige lyde at rumstere, familiehemmelighederne ulmer i skyggerne og Mollys sind kommer under indflydelse af onde kræfter. Ja, man kan sætte kryds ved mange af genrens nøgle-elementer, men jeg blev bare ikke skræmt. Fint nok, så kan jeg jo udsætte mareridtene til senere på festivalen, hvor der venter mere gys…

– Læs mere på CPH PIX: Last Screening, Dark Horse og Lovely Molly.

Filmfestivalen CPH PIX 2012 er skudt i gang

/i /af

DAG 0: Så er den københavnske filmfestival CPH PIX skudt i gang – i år løber den fra d. 12.-29. april. Derfor kommer bloggen ligesom de to sidste år primært til at stå i festivalens tegn. Jeg vil her anbefale og skrive om de mange film og oplevelser, jeg kaster mig over. I går var jeg til åbningsfest i Dagmar-biografen, hvor den stod på filmteater med Dreyer – Den danske tyran – et stykke, der er lavet specielt til PIX. Herudover blev Nordisk Film Prisen uddelt, den gik til instruktøren Omar Shargawi, der bl.a. har stået bag Gå med fred Jamil og dokumentaren ½ revolution.

Efterfølgende var der fest i Pumpehuset. Teaterstykket var lidt for meget teater til min smag – well, Baard Owe var nu cool som Dreyer. Men en virkelig god aften, hvor det bl.a. også var rart at få snakket lidt med andre filmfans, inden turen nu går ind i biografens mørke.

Udover de cirka 200 film som festivalen byder på, er der også mange spændende arrangementer, lige fra det nævnte filmteater til filmrelaterede fester og koncerter samt visninger af film på locations, der matcher filmen. Mit fokus er dog de almindelige visninger.

Så det er med at få tjekket det omfattende program, hvis man er heldig at have mulighed for at deltage. Jeg hopper allerede i dag på de tre første film. Først den såkaldte ’psyko-thriller’ Last Screening, herefter sort humor med fantastiske Todd Solondz’ Dark Horse og sidst et overnaturligt gys med Lovely Molly.

– Besøg CPH PIXs hjemmeside HER og deres Facebook-side HER.
– Læs også om mine filmoplevelser på CPH PIX i 2010 og 2011.

Gribende virusudbrud spreder skræk og rædsel

/i /af

Steven Soderberghs fremragende virus-film Contagion gør absolut intet godt for min bakteriefobi – hvilket jo er et sundhedstegn for denne type film (tøhø). For det er et i den grad myrekrybende rædselsscenarie, der opbygges i denne snigende mavepuster. Her går en virus nemlig med hastige skridt dødens uhyggeligt sejrsgang verden over. Det er på en gang underspillet paranoia og verdensomspændende panik. Atju…!

Virusudbruddet skildres gennem forskellige menneskers liv og man får herved syn for flere af det skræmmende scenaries facetter. Lige fra familiefaren, der forsøger at bevare familiens tryghed til en konspiratorisk journalist, der via nettet påvirker i tusindvis af læsere, videre ind i laboratorier og regeringskontorer, hvor man jager en antivirus og samtidig forsøger at holde massepanikken på afstand.

Multiplotstrukturen er med til på elegant vis at beskrive hvordan de involverede parter både direkte og indirekte påvirker hinanden – og selvom her overvejende er et observerende syn på katastrofen, så bindes de mange tråde gribende sammen. Det lykkedes bl.a. ved en fin balancegang mellem netop et overordet blik på de sociale mekanismer og samtidigt med et skarpt øje for det nære, menneskelige drama.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

‘Game of Thrones’: magtkampe og korruption

/i /af

Selvom jeg ikke er den store sucker for middelalder-fantasy, var jeg spændt på at få set første sæson af HBO’s stort opsatte serie Game of Thrones. For hey, man går vel ikke helt galt i byen med indædte magtkampe, blodig vold og en veltalende dværg. Ja, og så holder HBO-serierne jo et uhørt højt niveau. Det er som forventet bestemt også en både flot og velcastet serie, hvor intrigerne dirrer potent i hvert ridderligt håndtryk – men løjerne er sgu desværre også lidt sløve om for alvor at bide sig fast.

Det er et enormt univers, man præsenteres for i de ti afsnit. Her kæmper mægtige slægter i det store kongerige Westeros alle for at bevare deres magt, tilrane sig mere eller at indtage den mægtigste post af alle – som konge på toppen af tronen. En kynisk og kompleks kamp, der ligger langt fra et farvestrålende fantasy-univers, men dog med plads til både drageæg og barbariske væsner i de mørke skove. Et magisk aspekt, der imidlertid ikke overskygger i seriens rå og brutale middelaldermiljø.

Sean Bean står i front for Stark-familien – en hård, men retfærdig leder og en kærlig far. Det mest udtalte modspil finder man i den rige og forfængelige Lannister-slægt, hvor en af seriens mest interessante karakterer hører til, nemlig dværgen Tyrion, spillet af Peter Dinklage. Snu, overlegen og med overraskende nuancer i sin udspekulerede færden. Hans bror spilles for resten af en herlig slesk Nikolaj Coster-Waldau, der smyger sig legende ondt om de højspændte magtkampe.

Udover disse to slægter, møder man en ordentlig håndfuld øvrige spillere i kampen om magten. Sæsonen tynges dog også en smule af at skulle introducere de mange slægter, hvilket hiver noget momentum ud af den ellers dramatiske fortælling. Og når nu det ellers flot iscenesatte miljø ikke alene i kraft af rustninger og borge drager mig, så efterlod flere af afsnittene mig noget afventende – også selvom man forsøger at holde liv i kludene med sin del af ublufærdig sex.

For efter et intenst første afsnit taber serien noget af den ellers fornemt etablerede spænding. Dramaet får først for alvor svung igen omkring sjette afsnit, hvor de mange relationer har fået bedre fodfæste og kan give stridighederne mere følelsesmæssig og facetteret tyngde. Men selvom første sæson kommer en smule tungt fra start, så afsluttes den med maner og nok pondus til, at jeg bestemt ser frem til 2. sæson.

Billede og lyd:
Det kan godt være at serien er en smule træg i optrækket, men der er ikke en finger at sætte på Blu-ray-udgivelsens billed- og lydside. Her gengives det brutale univers med velafstemte farver, et detaljerigt og skarpt billede. Lydsporet spiller på samtlige afsnit også uden problemer med solide niveauer og medrivende dynamik. Bjergtagende.

Ekstramateriale:
Man finder en imponerende omgang ekstramateriale på udgivelsen. Det er både informativt, grundigt og giver et spændende kig på produktionen samt universet, der er baseret på bogserien af George R.R. Martin. Man finder kommentarspor til syv af episoderne, bl.a. med manusforfattere, skuespillere og instruktører, heriblandt Coster-Waldau og R.R. Martin. Jeg lyttede bl.a. til det med R.R. Martin – et af de afsnit han også har skrevet. Et interessant lyt med tanker om bøgerne versus serien.

Herudover er der en håndfuld features, der på forskellig vis går i kødet på serien. Man får en interessant ’the making of’ (30 min.), der bl.a. kigger på seriens locations, musik, production design og castet. Endvidere får man en gennemgang af en række af seriens karakterer, her bl.a. med interviews af de medvirkende (30 min.). Man finder videre fire features (i alt 22 min.), der ser på det at skulle overføre bøgerne til en tv-serie, skabelsen af titelsekvensen, det fiktive sprog som Dothraki-folket taler i serien og slutteligt et kig på den dedikerede militærenhed The Night’s Watch.

Videre finder man en omfattende interaktiv guide til seriens locations, mytologi, historie, karakterer og slægter. Her er der virkelig mulighed for at nørde igennem, hvis man er blevet bidt af serien. En lignende uddybning af universet finder man med de guides, man kan slå til på hver episode og her få baggrundsviden om bl.a. karakterer og steder, mens de dukker op i afsnittet. På samme måde finder man en detaljeret feature, der går i dybden med afsnittet A Golden Crown.

Originaltitel: Game of Thrones, USA, 2011
Instruktion: Tim Van Patten, Brian Kirk m.fl.
Medvirkende: Sean Bean, Michelle Fairley, Lena Headey, Jack Gleeson, Peter Dinklage, Nikolaj Coster-Waldau m.fl.
Spilletid: 560 min.
Udgiver: Warner Home Entertainment