Science fiction for håbløse romantikere

Grundpræmissen i science fiction-thrilleren The Adjustment Bureau har at gøre med en hemmelig organisation, der på mystisk vis har en finger med i spillet, når det gælder skæbne og fri vilje. Det er dog imidlertid kærlighedshistorien mellem Matt Damon og Emily Blunt, der bærer strabadserne helskindet gennem plothuller og New Yorks smukke gader.

Matt Damon er den lovende, unge politiker David Norris, der er godt på vej til at få en plads i det amerikanske senat, men så støder han ind i danseren Elise, en sød Emily Blunt – og ja, det er kærlighed ved første blik. Herfra begynder underlige ting at ske. Mystiske hatteklædte-mænd forsøger nu af ukendte årsager at holde de to adskilt. Snart er Norris på flugt fra den lyssky organisation og på jagt efter sit livs kærlighed.

’Kærligheden overvinder alt’ kunne meget vel have været filmens tagline. For selvom her både er interessante konspirationer, heftig katten-efter-musen-action samt filosofiske overvejelser om den frie vilje, så er det romancen, der banker mest overbevisende i The Adjustment Bureau.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN
–>

Filmen bygger på en novelle af science fiction-forfatteren Philip K. Dick. I ved, ham der har skrevet historier, der bl.a. er kommet Blade Runner, Total Recall og Minority Report ud af. Her nås samme højder dog ikke og dybere filosofiske overvejelser om eksistens og skæbne kommer aldrig for alvor i spil. Det gør til gengæld kærligheden – og den slår gnistrer mellem Damon og Blunt.

Så selvom man bestemt må sluge et par plotmæssige kameler undervejs, så falder en håbløs romantiker som undertegnede selvfølgelig i med begge ben. Det hjælper bestemt også, at instruktør George Nolfi har et godt flair for flotte billeder og fermt skruer paranoia sammen i et par medrivende jagt-scener.

The Adjustment Bureau er kort fortalt en omgang letbenet science fiction med en interessant ’hvad-nu-hvis-præmis’. Det er underholdende om end ikke hele vejen lige overbevisende. Men den hjerteskærende romance sidder lige i skabet og løfter med bankende hjerte og en klump i halsen filmen ud sine plothuller.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Blu-ray-udgivelsen står med et flot billede og en ligeledes medrivende lydside. Detaljerne er indtagende og farverne veldefinerede, mens lydsporet går klart og velbalanceret igennem. Herudover får man en lille stak ekstramateriale.

Man finder et udmærket kommentarspor med instruktør og manusfatter George Nolfi. Han kommer fint omkring filmen, lige fra det tekniske til historien og castet. Herudover finder seks slettede/forlængede scener (7 min.) samt et interaktivt kort over New York, hvor man kan klikke sig rundt i gaderne og undervejs se korte klip fra filmen og bag-om-kameraet-optagelser. En sjov idé, men også en smule omstændeligt. Slutteligt får man tre små features på i alt 15 minutter med fokus på bl.a. locations, special effects, historien og karaktererne. Det er ikke dybdegående, men værd at se igennem.


Originaltitel: The Adjustment Bureau, USA, 2011
Instruktion:
George Nolfi
Medvirkende:
Matt Damon, Emily Blunt, Daniel Dae Kim, John Slattery, Anthony Mackie, Terence Stamp, Michael Kelly m.fl.
Spilletid:
1 time 46 min.
Udgiver:
Universel Pictures