Brandon Walsh smugler stoffer i lange baner

For pokker hvor må det være surt, at have været med i en tv-serie, som er så succesfuld at man efterfølgende har svært ved at lave noget, uden at blive associeret med ens TV alter ego. Rækken af skuespillere, som har forsøgt at slå sit navn fast uden for en given series rammer er lang – og rækken af forfejlede forsøg vel lige så lang. Chandler vil vel altid være Chandler og Carrie Bradshaw altid Carrie Bradshaw – eller hvad?


Well, Woody Harrelson er vel ikke længere blot Woody Boyd fra Sams Bar. Så det handler vel i høj grad også om hvad man efterfølgende kaster sig over og i det hele taget hvem man er. Men mon ikke Daniel Radcliffe i en eller anden forstand altid vil have Harry Potter hængende over hovedet, det uanset hvor nøgen han er med en hest eller hvor meget hash han ryger. Ligesom Elijah Wood til en hvis grad også vil forbindes med Frodo, lige meget hvor syg en psykopat han er i Sin City. Anyways, en lang smøre, som kommer sig af en nyhed jeg faldt over angående Brandon Walsh – undskyld, jeg mener Jason Priestley.


Jason Priestley har mere end snust til instruktørfaget. Han har bl.a. instrueret en god håndfuld episoder af 90210 samt flere TV-film og -serier. Nu satser han på det store lærred med filmen Death of a Freerider, som handler om den virkelig Sam Brown, en 22-årig mountainbiker, der lavede store penge på at smugle stoffer. Filmen rammer ikke biograferne med det første, da optagelserne først begynder i slutningen af næste år.


Den kære Priestley er godt på vej ud af skyggen og rollen som den flittige Brandon Walsh – han takkede jo bl.a. også nej til at medvirke i den nye udgave af 90210, som han dog instruerede første episode af – well, måske det også er nemmere, når man står på den anden side af kameraet.

Alle vil da have mere Ricky Gervais!

Lige siden jeg ud på de sene aftentimer faldt over den britiske komedieserie The Office har jeg elsket Ricky Gervais. Sammen med Stephen Merchant har han skabt en de morsomste komedieserier, jeg har set. Gervais og Merchant fulgte op på den bragende succes med Extras, en serie om – ja extras, altså statister. Igen indtog Gervais hovedrollen, men ikke en nær så enerverende og tåkrummende pinlig karakter som David Brent fra The Office, men som statisten Andy Millman, der forsøger at skabe sig en karriere som seriøs skuespiller.

Jeg har netop haft et glædeligt gensyn med seriens julespecial, som noget forsinket er landet på dansk DVD (2. sæson udkom december 2007!). Det er et afsnit, eller rettere en TV-film, som sætter punktum for serien og følger Andy Millman, hvor seriens 2. sæson stoppede. Man skal altså af gode grunde ikke smide denne skive i afspilleren før seriens 2 forrygende sæsoner har haft turen.

Der er skruet en tand op for dramaet i denne special, hvor Andy Millmans ellers trofaste venskab med veninden Maggie (Ashley Jensen) og den dovne manager (Stephen Mercahnt) bliver sat på en hård prøve. Der er dog stadig masser af veltimede grin, tragikomiske optrin og vanen tro også hevet et par kendisser ind, bl.a. en potrygende George Michael, den temperamentsfulde kok Gordon Ramsay og så giver Clive Owen den som ubehøvlet superstjerne.

Ligesom tilfældet er med serien, lykkedes det overbevisende at balancere dramaet med komikken. Det er både virkelig morsomt, men også tragisk og ligeledes rørende, som bl.a. hvor Millman har forvildet sig med i Celebrity Big Brother og konstant ødelægger den ”gode” stemning med bitre spydigheder eller kommer på dybt vand under en påstået telefonsamtale med Ridley Scott. Priceless...

Har man hverken stiftet bekendtskab med The Office eller Extras, så er det på høje tid. Der venter en guldgrube af grin og dybfølt drama samt en Ricky Gervais, der straks vil blive en favorit. Tjek også hans stand-up shows, som ligeledes er forrygende. Desværre nåede jeg ikke, mens jeg var i London af fange hans seneste film The Invention of Lying i biografen – så den tripper jeg sgu lidt efter skal poppe op herhjemme.


Ekstramateriale: Der medfølger en lille håndfuld ektrafeatures, bl.a. Gervais og Merchant, som fjollende besvarer spørgsmål om serien (15 min.), nogle slettede scener fra det fiktive Big Brother-program (7 min.) og selvfølgelig lidt outtakes med Gervais’ velkende skingre grin (7 min.). Man får også et lille fint og underfundigt indslag fra en rigtig statist på serien (12 min.) plus lidt ekstra fjolleri. Et udmærket om end ikke prangende ekstramateriale.

Originaltitel: Extras – The Extra Special Series Finale, England, 2007.

Instruktion: Ricky Gervais og Stephen Merchant.

Medvirkende: Ricky Gervais, Stephen Merchant, Ashley Jensen, Shaun Williamson, Shaun Pye, Clive Owen, George Michael, Gordon Ramsay, David Tennant m.fl.

Spilletid: 80 minutter.

Udgiver: SF Film.

Find græskarhovederne frem igen…

Selvom Halloween er overstået for i år, så tøv ikke et sekund med at lange ud efter denne lille lækkerbisken. Trick ’r Treat er nemlig en hyggelig tur ind i en både munter og makaber tradition. En aften hvor alt kan ske og hvor ingen nødvendigvis er hvem eller hvad de giver sig ud for – præcis som tilfældet er med filmens karakterer. Så skal der uhygges…!


Filmen er en såkaldt antologifilm, hvilket vil sige, at der ikke fortælles én, men flere forskellige historier. I dette tilfælde udspiller de sig alle en skæbnesvanger Allehelgens aften i den lille by Warren Valley, USA. Der er den velfriserede rektor, som værner om traditionen på sin egen makabre måde. En flok tøser der dullet op til fest støder ind i en mystisk skikkelse. Den gnavne gamle Kreeg, som får uventet besøg samt en flok udspekulerede børn med en ondsindet plan – og som en rød tråd igennem filmen vandrer den lille gådefulde skikkelse Sam. Et barn iklædt en orange dragt, med en sæk over hovedet og med knapper som øjne. Let the fun begin…


Der er græskarlygter i massevis. Hekse, dæmoner og vampyrer. Varulve, spøgelser og zombier. Massemordere, masker og monstre. Et veliscenesat arsenal af alt hvad der hører sig til en rigtig Halloween-aften. Filmen emmer af en glæde for traditionen, som her serveres med god balancere mellem det uhyggelige og hyggelige, det makabre og det muntre. De forskellige historier er velfortalte og med gode skuespilspræstationer. Bl.a. er Dylan Baker som skummel rektor, Brian Cox som den gnavne Kreeg og Anna Paquin som nervøs forfører med til at føre en medrivende gennem fortællingerne, der på fornem vis fletter sig ind og ud af hinanden.

Trick ’r Treat er en veloplagt film, som gav mig noget af den der good old horror-feeling, bl.a. pga. nogle fænomenale gammeldags special effects, men nok også antologi-formen i sig selv, der gav mindelser om de gode gamle Creepshow-film. Historierne er fine, friske og de forskellige plottvists er sjove og et stykke af vejen også overraskende – sådan da. En herlig film!


Ekstramateriale: Der følger en fin stak ekstramateriale med på udgivelsen. Mest interessant er en animeret kortfilm (4 min.) og featuren, der med udgangspunkt i filmen ser nærmere traditionerne forbundet med Halloween (27 min.). Den animerede kortfilm, Season’s Greetings fra 1996 (4 min.) er lavet af filmens instruktør Michael Dougherty og var spiren til hvad der er blevet Trick ’r Treat. Her skabte Dougherty nemlig Sam, den tilbagevendende karakter i filmen.

Mindre interessant er de ekstra og forlængede scener (17 min.). Heldigvis kommenterer Dougherty, ligesom ved animationsfilmen også her, så der er små sjove iagttagelser at hente. Slutteligt får man en ligegyldig sammenligning af special effects fra en enkelt scene (1 min.). Men trods alt et fint og velfortalt ekstramateriale, som man ikke må snyde sig selv for at se igennem.


Originaltitel: Trick ’r Treat, USA, 2007.

Instruktion: Michael Dougherty.

Medvirkende: Dylan Baker, Rochelle Aytes, Leslie Bibb, Anna Paquin, Brian Cox m.fl.

Spilletid: 78 minutter.

Udgiver: Warner Home Entertainment.

London Calling: filmfristelser i lange baner

Der skal selvfølgelig også shoppes lidt, nu hvor jeg er i London. Og når det kommer til filmguf, så kan man hurtigt købe sig fattig. For hvor er der dog mange lækkerier. Fristelserne blot hober sig op i de mange indbydende specialforretninger, små antikvariater og store butikskæder.

Film i lange baner...

Film i lange baner...

Men med nettet lige ved hånden, kan man jo efterhånden finde langt de fleste film hjemme fra stuen. Det slår dog ikke det, at gå på opdagelse i de små butikker med filmene sirligt linet op. Der er altså nok af lækre film at vælge imellem, ligesom der også er diverse film-merchandise og ikke mindst labre filmbøger at gå shop-amok i.

Filmbøger i lange baner...

Filmbøger i lange baner...

Jeg fik bl.a. købt en stor dejlig bog om og af special effect- og stop-motion-mesteren Ray Harryhausen, An Animated Life – og oven i købet et eksemplar signeret af manden selv. Det blev også til en bog om zombier, moppedrengen The Book of the Dead og nyudgivelsen af The Art of The Nasty, en virkelig lækker og billedfyldt bog om de såkaldte engelske video-nasties. Herudover fandt jeg også lidt antikvarisk, bl.a. Hong Kong Action Cinema samt bøger, der går bag om Alien og Starship Troopers.

Film-merchandise i lange baner...

Film-merchandise i lange baner...

Well, the frenzy just wouldn’t end – så der kom da også et en lille håndfuld DVD’er i kurven undervejs, bl.a. den originale Pusle, den spanske Timecrimes, lidt 80’er slasher med Sleepaway Camp og den franske science fiction film Eden Log. Jep, et ret så udbytterigt shoppe-togt i Londons gader. Pyha.

The frenzy continues...

The frenzy continues...

London Calling: graveyard sightseeing…

Helt filmrelateret er denne post måske ikke – og så alligevel. Har i dag været ude på den såkaldte Highgate Cemetery, som ligger i yderkanten af det nordlige London. Det er en meget smuk og atmosfærisk kirkegård, som med sine skæve og overgroede gravsteder giver mindelser om Michael Jacksons musikvideo og kortfilm Thriller. Her ligger en lang række kendte personligheder begravet – mest kendt er vel Karl Marx.

Den overgroede Highgate Cemetary

Den overgroede Highgate Cemetary - "'Cause this is thriiil-leeer, thriiiller night...!"

Men blandt de mange skæve og tætstående gravsten, hvor planter snor sig vildt omkring finder man også et par interessante forfattere. Nemlig Anthony Shaffer, som bl.a. står bag manuskriptet til en af mine yndlingsfilm, The Wicker Man fra 1973 – altså IKKE remaket med Nicolas Cage. Han har også skrevet skuespillet Sleuth, som er blevet filmatiseret både 1972 og 2007, samt manuskriptet til Alfred Hitchcocks thriller Frenzy fra 1972.

Shaffers gravsted - på bagsiden finder man påskriften "Sleuth"

Shaffers gravsted - på stenens bagside finder man en fin detalje, påskriften "Sleuth".

Man finder også forfatteren Douglas Adams’ gravsted. Han er vel i filmkredse mest kendt for The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy, som både er blevet bragt til live i en miniserie i 1981 samt filmatisering fra 2005.

Adams gravsted. På stenen er lagt små hilsner, bl.a. et badge med påskriften "Don't Panic".

Adams gravsted. På stenen er lagt små hilsner, bl.a. et badge med påskriften "Don't Panic", et citat hentet fra "The Hitchhiker's Guide to the Galaxy"

London Calling: for fuld Hammer!

Jeg er så heldig, at der mens jeg er herovre kører en såkaldt Hammer Festival ude i Londons East End. “Festival” er måske så meget sagt, for der er mest tale om en lille fin og overskuelig udstilling med en række store fotografier fra filmproduktionerne, både foran og bag kameraet, flotte original plakater og andet PR materiale, samt en overskuelig gennemgang af selskabets historie fortalt i ord og billeder.

En fin gennemgang af Hammers historie fra dets grundlæggelse til i dag

En fin gennemgang af Hammers historie fra dets grundlæggelse til i dag.

Hammer Film Productions er et britisk produktions selskab – eller blot Hammer, som det hedder i folkemunde – der blev grundlagt tilbage 1934 og siden bl.a. har produceret både komedier, thrillers og film noir. Det er dog for sine gotiske horrorfilm, som selskabet producerede fra midt i 1950’erne til starten af 1970’erne at Hammer er blevet kendt. Bl.a. film med klassiske filmmonstre som Frankenstein, Mumien og Dracula – sidstnævnte med Christopher Lee i rollen, som den blodsugende greve.

Nogle af de flotte og farvefulde plakater

Nogle af de flotte og farvestrålende filmplakater.

Det er da også de klassiske horrofilm, som er i fokus på udstillingen. Forståeligt nok. Men hvis man nu ikke er så heldig, at man kan tage et smut ud i East End for at se udstillingen (den løber frem til d. 15. november), skal man ikke snyde sig selv for smide sine sparepenge efter et par af Hammers klassiske horrorfilm. Dem kan man sgu heldigvis få fingre i uanset hvor man befinder sig – så tøv ikke med at finde frem til bl.a. The Curse of Frankenstein (1957), Dracula (1958) og The Mummy (1959). Enjoy...

Et lille udsnit af de lækre fotos fra nogle af selskabets Dracula-film

Udsnit af de lækre fotos fra Hammers Dracula-film - bl.a. Christopher Lee som greven

– Læs mere om Hammer her og udstillingen her.

Et par af hvad man kunne kalde Hammer-girls...

Lige et par af hvad man kunne kalde vampede Hammer-girls...

London Calling: i stjernernes håndaftryk…

Det er ikke just Hollywood Walk of Fame der her er tale om, men meget sjovt alligevel. På Leicester Square, nær ved Trafalgar Square finder man på pladsen – udover en håndfuld af de store biografer – også en række håndaftryk af de store filmstjerner. Og selvom rækken af aftryk ikke er uoverskueligt imponerende, så mønstres trods alt en række håndaftryk af både de helt store samt nyere stjerneskud. Man kan bl.a. sammenligne håndflader med Meryl Streep, Patrick Swayze, Clint Eastwood, Jude Law og Sylvester Stallone. Sidstnævnte har sgu solide grabber – og de er meget morsomt ret klodset sat. Se billedet nedenfor.

Her følger lige et par af håndaftrykkene fra bl.a. Arnold Schwarzenegger, Tom Cruise, Sigourney Weaver, Dustin Hoffman, Billy Crystal, Sir Ian McKellen, Bruce Willis, Kate Beckinsale, Hugh Grant og Jim Carrey.

London Calling: Michael Jackson i fuldt vigør

Hvor ellers end i byen hvor The King of Pop skulle have gjort sit comeback, skal man se filmen, som går bag om den stort opsatte koncertrække. Det er lige præcis hvad jeg har gjort. Og det var en virkelig god biografoplevelse, men også en smule underligt med tanke på mandens tragiske skæbne.

Der var dog ikke noget tragisk over Michael Jackson, som i This Is It både danser og synger sig gennem flere af sine største hits gennem tiderne – og det uden svaghedstegn eller underlig ageren. Det var sgu fedt og filmen fik mig faktisk overbevist – min skepsis til trods – at han ville kunne have gennemført de mange koncerter. Væk var den afkræftede og diffuse stjerne, man desværre ellers har set fremstillet de seneste mange år. Det var en stærk, til tider jokende og begejstret MJ, som gav den gas de mange velsvingende hits filmen igennem.

En af de mange This Is It-posters, som pryder Londons gader!

En af de mange This Is It-posters, som pryder Londons gader!

Man kom dog ikke tættere på mennesket Michael eller fik en bedre forståelse for hans kreativitet. Ligesom der heller ikke var meget nyt at komme efter musikalsk. Man fik dog et medrivende indblik i de mange nye visuals og scene-setups, som var blevet skabt til showet og hvad der kunne være blevet et helt fantastisk og spektakulært comeback!

Filmen er altså kort og godt en fest og musikalsk lækkerbisken, en hyldest til The King of Pop – ikke dybdegående, men med musikken i fokus. Herligt, for musikken rykker i den grad hele vejen og står den tragiske skæbne til trods lige stærkt, hvilket denne film blot er med til at understrege.

London Calling: ansigt til ansigt Batman og Superman, næsten

Har været en tur på det såkaldte The Movieum her i London. Et filmmuseum, som udover at guide en gennem den britiske filmhistorie og en håndfuld af de store filmstudier og produktioner – som bl.a. Hammer, Pinewood Studios og Shepperton Studios – også byder på en række originale filmrekvisitter, lige fra Stanley Kubricks Rumrejsen år 2001 videre til Batman og Harry Potter-filmene. Det er et spændende museum – også selvom visse opstillinger og genstande (som bl.a. underlige papmachefigurer) syntes mere eller mindre vilkårligt smidt ind blandt velkendte effekter. Sikkert tilfældigt ragelse fra lageret, som blot bruges til at fylde pladsen ud og ellers skabe stemning i de forskellige rum. Men hva’ – der var mange spændende film og filmhistorier at gå på opdagelse i.

Joker-kostume (1989), Hellboy-kostume (2004) og Superman-kostume (1978)

Det er sjovt at se de mange forskellige originale kostumer, rekvisitter, manuskripter osv. Måske også en smule fjollet, bl.a. fordi kostumerne jo nok ikke er unikaer, men blot én ud af en stak fra garderoben. Der var jo nok flere habitter i Jack Nicholsens gaderobe under optagelserne til Batman, ligesom Harry Potters udstillede kost nok ikke er den eneste, som har været brugt i filmen. Tja, muligvis Daniel Radcliffe slet ikke har svedt på den… gisp.

Kryptonit fra Superman (1978) og neanterthaler-ansigt fra Rumrejsen år 2001 (1968)

Kryptonit fra Superman (1978) og neandertaler-ansigt fra Rumrejsen år 2001 (1968)

Men på en eller anden måde er der noget magisk ved at stå overfor bestemte stykker filmregi. Bl.a. blev jeg en smule starstruck, så at sige, ved at stå ansigt til ansigt med et af neandertaler-ansigterne fra Kubricks fænomenale Rumrejsen år 2001. Det var også sjovt se diverse originalmanuskripter med noter og kruseduller, bl.a. fra En Amerikansk Varulv i London og desuden også at stå (næsten) skulder ved skulder med bl.a. Judge Dredd, Jokeren og Superman – altså Christopher Reeves originale Superman-kostume fra 1978… the real deal. Ja, så kan de sgu godt beholde deres Harry Potter for dem selv.

Kostumer fra glansroller af Arnie og Sly aka Mr. Freeze og Judge Dredd

Kostumer fra glansroller af Arnie og Sly aka Mr. Freeze og Judge Dredd

– Læs mere om The Movieum her.

London Calling: Mit rendezvous med Mr. Darcy

Jeg er for tiden et smut i London og rendte her til aften ind i en gammel kending, nemlig ingen ringere end Colin Firth – eller Mr. Darcy om man vil. For som de fleste kvindelige læsere nok vil huske, så spillede han den aristokratiske kvindebedårer i tv-serien Stolthed og Fordom fra 1995. Her til aften var han blevet hidkaldt for at tænde de store juledekorationer i Londons gader. Nå ja, og så kunne han jo belejligt nok også gøre lidt reklame for den aktuelle julefilm A Christmas Carol, som også har Jim Carrey på rollelisten. Helt tilfældigt var det nu nok ikke, for den bombastiske julepynt prydes bl.a. netop af Jim Carreys animerede alter ego Mr. Scrooge, ligesom filmens logo også svæver over gaderne.

Julepynt og PR i sød forening

Den julede ceremoni foregik fra en lille beskeden scene på den store Regent Street, som var blevet afspærret til lejligheden. Men før Colin Firth til tonerne af kvindehvin fik tændt for julelysene, spillede bl.a. Daniel Merriweather og Noisettes også lige et par numre. Det hele blev sendt live til folk ude i stuerne, så i pauserne gjaldede fortærsket julemusik ud af højtalerne, men så… tiden var kommet og Colin Firth fandt vej op til scenen og det lille podium med knappen, der skulle tænde julelyset. Der blev talt ned, lysene blev tændt og julestemningen sikret… og væk var Mr. Darcy. Suk…

Colin Firth står klar ved knappen

Noisettes spiller op til dans

Noisettes spiller op til dans

Nu vi snakker jul, så husk at du stadig kan nå at vinde billetter og t-shirts til komedien Julefrokosten.