Så sker det, den nyeste Twilight-film vælter biograferne og ikke mindst de mange hungrende fans verden over. Første filmatisering forvandlede mig dog ikke til Twilighter. Den var slatten, kedelig og nærmest blottet for romantisk filmmagi. Jeg har dog set frem til den nye film. Jeg mener, det drama og den umulige kærlighed som følger mødet mellem vampyr, menneske og nu også varulv har sgu et intenst potentiale. Det blev desværre aldrig indfriet i første film, så jeg gav forhåbningsfuldt New Moon et skud.

Hvordan står det så til med den evigt brændende kærlighed? Jo altså, Bella som blev taget med storm af vampyren Edward i første film, forlader hende i håbet at beskytte hende mod de farer, der lurer hos vampyrerne. Bella er dybt ulykkelig, men i kulissen har barndomsvennen Jacob blot ventet på at gøre sin entré som tredjehjul – og han er gudhjælpemig en varulv! What are the odds? Først en vampyr og nu en varulv. Hvad bliver det næste – Frankensteins monster? Anyways. Herfra bølger følelserne frem og tilbage i det monstrøse trekantsdrama, hvor Bella står splittet mellem de to bejlere, som grundet deres væsen ikke er helt nemme bekendtskaber.

Hvordan fungerer så dette øjensynligt intense trekantsdrama? Heldigvis bedre end første film. Instruktøren Chris Weitz, som senest stod bag Det Gyldne Kompas har bedre tjek på at formidle følelserne og dramaet. Det er dog stadig for tandløst og cheesy leveret til for alvor at sætte sine spor i mig. Intet synes for alvor at være på spil, det selvom replikkerne er så melodramatisk spændt op, at man skulle tro det gjaldt liv og død – hvilket aldrig synes tilfældet for de medvirkende. Det hele skæres ud i pap. Hvor mange gange skal man fx se Bella vågne skrigende op, før man fatter hendes smerte over savnet af Edward? Åbenbart en del gange. Det er som om filmen ikke stoler på sit publikum og det hæmmer dramaets troværdighed. Desværre.

Men hey, ret skal være ret. New Moon er bedre skruet sammen end den første film. Man skal dog nok have et blødende ungpige hjerte for at sluge kamelen. New Moon er simpelthen for cheesy – men mon ikke fansene har deres del af selvironi, det tror og håber jeg. For filmens kitsch- og kliché-værdi når nye underholdende højder. Jeg har fx ikke tal på hvor mange gange Edward ses i lækker slowmotion eller Jacob uvilkårligt smider trøjen. Filmens cheesiness til side, så mangler der simpelthen en oprigtighed, som for alvor kan sætte følelserne i spil og få filmmagien til at blomstre.

Jeg ville så gerne kunne lide filmen, virkelig. En vampyr- og varulvefan som mig vil da ikke andet end at se et verdensomspændende fænomen som Twilight levere varen. Det er bare ikke tilfældet. Jo vist, de mange Twilight-fans vil utvivlsomt lappe filmen og de mandlige medvirkende i sig. Det håber jeg vitterligt. For der er ikke noget mere ærgerligt end at blive skuffet over en film, men har set frem til (Terminator Salvation anyone…?). Well, skuffelsen skulle da lige ligge i, at den britiske lækkerbisken Edward aka Robert Pattinson ikke er nær så meget med, som i den første film.

New Moon er klart et skridt i den rigtige retning, men fortsat en underlig flad oplevelse. Jeg har dog ikke opgivet håbet. I hvert fald skal næste film også ses, ikke mindst fordi der her er tilknyttet en ret interessant instruktør, nemlig David Slade. Han stod senest bag den hæsblæsende, flotte og blodige vampyrfilm 30 Days of Night. Så måske der kommer lidt mere saft, kraft og blod i pølsen end tilfældet er med New Moon. Jeg håber det. Giv mig nu det dybfølte og romantiske drama, der må ligge gemt et sted i bøgerne.