Kropsvæsker, sigøjnerkoner og djævelske dæmoner
Det kan godt være Sam Raimis navn på det seneste er blevet lig med de farverige og underholdende Spiderman-film. Men før Raimi drog mod Hollywood, skabte han de både morsomme, overgearede og splattede Evil Dead-film, hvor Bruce Campbell selvsikkert kæmpede mod dæmoner i den ikoniske rolle som Ash. Det er dog lang tid siden Ash sagde de udødelige ord ”Hail to the King, Baby!” – den tredje og foreløbigt sidste film i serien kom i 1992. Siden da har Raimi udfoldet sig indenfor bl.a. western, thriller og drama og senest altså boltret sig med den kække spindelvævssvinger. Men med Drag Me To Hell er Sam Raimi tilbage, hvor det hele begyndte – med horror, humor og kropsvæsker i stride strømme.
Den søde og arbejdsomme bankdame Christine Brown stiler efter posten som souschef, men det er op ad bakke – for med en slesk mandlig konkurrent og en mandchauvinistisk chef er det sin sag at kravle op i hierarkiet. Men en skæbnesvanger dag dukker en gammel sigøjnerkone op, som vil have forlænget sit lån. Den usikre Brown må vise handlekraft overfor chefen og nægter derfor den stakkels kone lånet – det skulle hun selvfølgelig aldrig have gjort! Den gamle krage kaster en forbandelse over Brown, som snart hjemsøges af en fæl dæmon, der udover at skræmme bukserne af det stakkels pigebarn også vil trække hende lige lukt i Helvede – bogstavelig talt.
Det er en pokkers underholdende rutsjebanetur Sam Raimi har fået flækket sammen. Energien fra de gamle Evil Dead-dage titter også frem undervejs, hvor overdreven splatsctick og mindre gejsere af blod og opkast flyver over skærmen. Det er ulækkert, grotesk og ikke mindst morsomt. Lorna Raver er skræmmende som den ækle sigøjnerkone, mens Alison Lohman som den blonde bankdame hiver empatiske point hjem. Man føler for en gangs skyld noget for skrækfilmens offer, når Helvedes flammer slikker hende i hælene.
Filmens lydside skal også fremhæves, for både filmens score af Christopher Young og det øvrige lydlandskab er en effektiv og afgørende medspiller, som både er medrivende, ulækker og ikke mindst grusom. Så husk at skrue godt op for anlægget, når løjerne tager fat. Helt så heldig er udfaldet desværre ikke hele vejen for filmens special effects, som skæmmes af en håndfuld grimme computergenererede effekter. Nu skal der dog ikke gå ren nostalgi i den, så fred være med det. Filmen underholder og holder hele vejen – også på trods af et par digitale fejlskud undervejs.
Sam Raimi beviser at han stadig kan udfolde sig i de både grufulde og sorthumoriske gemakker, for sjældent har en tur til Helvede været så vild, vanvittig og voldsom – og så bliver der også plads til et par hårdkogte oneliners, som ville være den gæve Ash værdig. Så kom nu Raimi, drop edderkoppedrengen og lav noget mere horror med humor i – og tag gerne Bruce Campbell med.
Ekstramateriale: Man finder en klassisk og fin lille halvanden times behind the scenes. Det er ikke videre dybdegående, men det er underholdende sat sammen og giver bl.a. et kig på nogle filmens special effects, de digitale som fysiske.
Originaltitel: Drag Me To Hell, USA, 2009.
Instruktion: Sam Raimi.
Medvirkende: Alison Lohman, Justin Long, Lorna Raver, Dileep Rao, Adriana Barraza, m.fl.
Spilletid: 95 minutter.
Udgiver: Scanbox Entertainment.
