Indlæg

HOBBITTEN: EN UVENTET REJSE: Barfodet hobbit-eventyr med gangbesvær

Den står på barfodet hobbit-eventyr, når Peter Jackson igen slår sine folder i J.R.R. Tolkiens univers med Hobbitten: En uventet rejse – den første af tre film og en art prequel til ’Ringenes Herre’-trilogien. Her gør den magelige hobbit Bilbo Sækker sit bedste for at følge med 13 energiske dværge og troldmanden Gandalf. Flokken drager nemlig ud for at nakke dragen Smaug og vinde det fortabte dværgekongerige tilbage, som det ildpruttende monster har lagt øde.

Inden den farefulde færd dog for alvor tager fat, skal man igennem et lige lovligt langt forspil i hobbitternes fredelige hjemstavn. Men så går det også over stok og sten – næsten. For selvom New Zealands smukke vidder dragende lægger ryg til både computerskabte strabadser, overrumplende scenerier og masser af knoldende bæster, så går eventyret også en smule i tomgang undervejs.

Historien mangler grundlæggende mere fremdrift til at holde momentum på den noget forudsigelige fortælle-struktur. Universet er dog bestemt indtagende og karaktererne fængslende, blandt andet rammer Martin Freeman plet som Bilbo Sækker og får fint balanceret sin personlige udvikling filmen igennem. Desværre er det bare ikke nok til at trække denne knap tre timer lange gåtur udelukkende vellykket i hus.

Nej, jeg har hverken læst bogen eller sportet gummisværd og papører. Men det ændrer ikke på den til tider noget repetetive afvikling, hvor man også savner en følelse af reel fare for det lavbenede følge. For lidt på samme måde som Peter Jacksons King Kong-remake, synes rejsen til tider at fortabe sig i sit egent univers og teknologiens muligheder for svimlende billedridt. Og lad mig så lige vende filmens omdiskuterede high frame rate-visning.

For i stedet for som normalt at bruge 24 billeder i sekundet, er her tale om 48. Det giver en uhyre klarhed og detaljerigdom, men det underminerer i flere scener også illusionen. Filmen ligner til tider nemlig en billig tv-produktion med et digitalt, poleret og kønsløst look. Det er heldigvis langt fra tilfældet hele vejen. Fx gør de åndeløse panoramaskud og dunkle grottedyb fint brug af teknologiens styrker – herunder også en flot dybdevirkning i 3D. Filmen kan dog også fanges med 24 billeder i sekundet og i 2D.

Men bag teknologien finder man altså et godt gammeldags eventyr om mod, identitet og sammenhold samt det at overkomme umulige prøvelser, hvor Bilbo står centralt. Det gribende drama får bare ikke helt pondus nok og den tyngde, man kunne ønske sig, men drukner en smule i sultne trolde og brutale orker. Heldigvis er det pokkers flot iscenesat og så har jeg også en svaghed for monstre, hvor det blandt andet bliver til et forrygende gensyn med Andy Serkis i rollen som den skizofrent uforudsigelige Gollum.

Man skal også lige et smut fordi de der fucking elvere med deres stoiske ro og rollespilsenerverende fløjtespil. Sorry elver-fans, det var lige et sidespor. Hobbitten: En uventet rejse får nemlig på trods af sine skavanker kæmpet sig med slid og flittige effektfolk til en arbejdssejr. For selvom denne første del er en smule ujævn, bliver rejsen trods alt sparket overvejende godt igang. Jeg håber bare, at der kommer bedre styr på de der 48 billeder i sekundet i de kommende to film – ja, eller at jeg vender mig til hobbit-huller, der ligner noget fra en billigt produceret DR-serie.
[tabgroup][tab title=”Hobbitten: En uventet rejse | Biograf-anmeldelse”]Vurdering 4/6


Originaltitel:
The Hobbit: An Unexpected Journey, USA/ New Zealand, 2012
Premiere: d. 12. december
Instruktion:
Peter Jackson
Medvirkende: Martin Freeman, Ian McKellen, Richard Armitage, Aidan Turner, Mark Hadlow, Ian Holm, Andy Serkis m.fl.
Spilletid: 169 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

En ærlig trailer for ’Ringenes Herre’-trilogien

Jamen dog, man kan jo ikke komme frem for hobbit-relaterede filmsager i disse dage. Nu gælder det kollegaerne hos Screen Junkies og deres ret så sjove serie med ærlige trailers. Denne gang har de meget belejligt kastet sig over Peter Jacksons ’Ringenes Herre’-trilogi og det er en af deres bedre indslag i deres fortløbende serie.

Ja, selvfølgelig bliver Sauron i form af det store flammende øje omtalt som Evil Vagina Eye og flokken, der trasker ud på den lange rejse kaldes meget passende et fantasy boyband. Trilogien omtales også som en 11 timers lang reklamefilm for New Zealand, hvilket i grunden ikke er helt ved siden af – nå ja, og så kunne filmene lige så godt have heddet Brokeback Mount Doom. Tjek den ærlige trailer ovenfor.

– Se også en ærlig trailer for The Dark Knight Rises.
– Læs min Blu-ray-anmeldelse af Ringenes Herre-trilogien – Extended Edition.

Herunder er der lige et par billeder af castet:

Først trailer til ’The Hobbit: An Unexpected Journey’

For to dage siden landede den første lange trailer til The Dark Knight Rises og i dag gælder det den første trailer til en anden og længe ventet film, Peter Jacksons The Hobbit: An Unexpected Journey. Første del af to i filmatiseringen af J. R. R. Tolkiens bog og prequel til Ringenes Herre – og når nu det ikke blev Guillermo del Toro, der indfandt sig som instruktør, er Jackson jo det oplagte valg til den tjans.

Jeg ikke Ringenes Herre-buff eller Tolkien-fan for den sags skyld. Jeg har kun set filmene, som bestemt er et medrivende eventyr, så jeg ser også frem til denne. Men jeg sidder altså ikke stakåndet tilbage i ærefrygt efter traileren, der dog teaser ret fint – og så ligner universet jo sig selv – well, nu blot med en flok syngende dværge. Flere velkendte ansigter er tilbage, når filmen lander til december næste år, mens ny mand på banen blandt andet er Martin Freeman som hoved-hobitten Bilbo Baggins.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=G0k3kHtyoqc[/youtube]

– Se også: Min anmeldelse af Ringenes Herre-trilogien.

Forlænget ’Ringenes Herre’-trilogi imponerer på Blu-ray

10 år efter, at den første film i den eventyrlige trilogi baseret på J.R.R. Tolkiens bøger ramte biografer verden over, lander de tre film nu endelig på Blu-ray i de forlængede udgaver – plus timevis af dybdegående ekstramateriale. Ringenes Herre-trilogien – Extended Edition er intet mindre end en imponerende udgivelse.

Den episke og farefylde rejse starter med Eventyret om Ringen, hvor Frodo sammen med bl.a. tre hobbit-venner begiver sig mod Mordor for at tilintetgøre Ringen, der kan kontrollere verdens skæbne. En ring, der er farlig i de forkerte hænder – ikke mindst den onde fyrst Sauron, der er ude efter den med ønsket om verdensherredømmet.

Den første film er virkelig stærk. Venskabet mellem hobbitterne er rørende og medrivende, hvor Elijah Wood som den hårdtprøvede Frodo går i et med sin rolle. Det er også her det store univers etableres og flere af historiens mange karakterer præsenteres – og instruktøren Peter Jackson lykkedes elegant med dette. Jeg er dog en af de få, som ikke har læst bøgerne, så jeg skal ikke gøre mig klog på mangler, men kan blot konstatere, at som film fungerer historien og universet helstøbt.

Med De to Tårne skrues der op for action-delen, mens kampen mellem de gode og de onde tropper intensiveres. Den lille gruppe med Frodo i front splittes op og den uforudsigelige Gollum kommer for alvor i spil. Karaktererne kommer til at stå en smule i skyggen af de storslåede action-scener, men som et vildt eventyr-drøn, lever dette andet kapitel ubesværet.

Den helt store finale venter i Kongen vender tilbage. Her skal det sidste slag stå og Frodos rejse for at tilintetgøre Ringen ender. Her er mange plottråde, der skal afsluttes og selvom spilletiden runder de fire timer, så imponeres man hele vejen over de episke scenerier og de medvirkendes strabadser. Filmen synes dog efter sit store klimaks at fortsætte en tand for længe. Det ændrer dog ikke ved, at dette er et tilfredsstillende sidste kapitel i sagaen.

Nogle af trilogiens effekter fremstår ganske vist en smule forældede og humoren er til tider irriterende, men historien er stadig stærk og medrivende leveret – og får endog mere vægt i disse forlængede udgaver, der i snit tilføjer ca. 40 minutter til hver film. Et medrivende eventyr om det gode mod det onde, at finde sig selv og troen på at lykkedes, selv imod alle odds – selvfølgelig tilsat godt med glubske monstre, smukke elvere og et skud udødelig kærlighed.

Ja, da Peter Jackson i sin tid jonglerede med spandevis af blod og ulækre rumvæsner i de underholdende splatter-fester Bad Taste og Braindead, lå det ikke umiddelbart i kortene, at han skulle komme til at stå bag en af filmhistoriens mest ambitiøse og omfattende produktioner. Men han levede bestemt op til opgaven med denne både bjergtagende og imponerende filmtrilogi.

Billede og lyd:
Udgivelsen indeholder hele 15 skiver. Hver film er fordelt på to og suppleret af tre med ekstramateriale. Billede og lyd er pudset af – også i forhold til sidste års Blu-ray-udgivelse af biografudgaverne. Billedet står virkelig flot, hvor især den første film synes bedre end biografudgaven. Detaljerne er indtagende, farverne mættede og veldefinerede med flotte nuancer og gode kontraster filmene igennem.

Lydsporene fremstår om muligt endnu mere helstøbte end billedsiden. Her er solid bund, medrivende panoreringer og velbalancerede niveauer over hele linien – lige fra Midgård til Mordor.

Ekstramateriale:
Udgivelsens ekstramateriale er et kapitel for sig – eneste anke er, at det ikke er opgraderet til HD, men medfølger på almindelige dvd-skiver. Men det til side, så er det et yderst omfattende og spændende ekstramateriale, der løber op i godt 26 timer.

Hver film kommer med fire forskellige kommentarspor, bl.a. med Peter Jackson og castet. Herudover finder man en lang række features og dokumentarfilm, der på alle tænkelig leder og kanter går i kødet på den enorme filmproduktion og eventyrlige univers. Her er alt hvad man kunne ønske sig og mere til.

Her er interviews med folkene bag, fra Peter Jackson til castet og videre til dem der har stået for bl.a. speciel effects og production design. Her er sammenligninger mellem filmene og bøgerne, et kig på musikken og lyddesignet. Man er med på settet og kommer tæt på produktionen samt logistikken bag at få de tre film i kassen. En overvældende produktion, som man her får et omfangsrigt indblik i.

Konklusion:
Hvis man allerede har filmene på dvd eller Blu-ray-udgivelsen fra sidste år, kan man dog roligt opgradere. Billede og lyd imponerer og så medfølger der timevis af spændende ekstramateriale, som ganske vist har været at finde fordelt på tidligere udsendte versioner af trilogien, men altså her for første gang samlet i én boks.

Ringenes Herre-trilogien –Extended Edition er uden tvivl en udgivelse, man straks bør slå klørene – og i selskab med Frodo, Aragon, Gandalf og resten af slænget kan denne imponerende udgivelse uden tvivl slå noget af tiden ihjel hos de mange fans, inden den første af to ’Hobbitten’-film får premiere til december næste år.

Originaltitel: The Lord of the Rings, The Motion Picture Trilogy – Extended Edition, 2011 (The Fellowship of the Ring, 2001. The Two Towers, 2002. The Return of the King, 2003).
Instruktion:
Peter Jackson
Medvirkende:
Elijah Wood, Ian McKellen, Viggo Mortensen, Sean Astin, Liv Tyler, Cate Blanchett, John Rhys-Davies, Billy Boyd, Dominic Monaghan, Orlando Bloom, Hugo Weaving, Sean Bean, Ian Holm, Andy Serkis, Sala Baker m.fl.
Spilletid:
228 min., 235 min., 263 min.
Udgiver:
SF Film

EXCLUSIVE: Interview med Mark Wahlberg

I forbindelse med udgivelsen af Peter Jacksons seneste film, den overnaturlige drama-thriller The Lovely Bones bringer MTV at the Movies i samarbejde med Paramount Pictures et interview med Mark Wahlberg – eksklusivt i Danmark. Her fortæller han bl.a. om det at være far, hvorfor filmen var hård at lave og om at ville være et godt menneske.


– Hey Mark, cool du vil tale med mig om The Lovely Bones. Men lad os straks springe ud i det. Filmen beskæftiger sig med alvorlige emner som døden og sorg. Som far, hvordan var det så at arbejde med en historie, der centrerer sig om mordet på en lille pige?

”Det var hårdt, netop pga. de hårde emner. Jeg forsøgte ikke at tage det med mig, når jeg forlod optagelserne, men så havde jeg bare mareridt om det.”

– Du kunne altså ikke lade rollen og filmen blive på settet?

”Nej, ikke rigtigt. Det er bare sådan jeg arbejder – og det skræmte mig også, da jeg sagde ja til filmen. Jeg har jo nogle skønne børn, som betyder alt for mig, så det var hårdt at have filmen hængende i hovedet hele tiden.”

– Læs resten af interviewet – Klik på “Read the rest of this entry”>
Læs mere

”Hobitten” befolkes – er Tom Waits blandt beboerne?

Nu kan rygtesmedene måske snart få mere håndfaste udsagn at jonglere med, hvad filmatiseringen af Hobitten angår. Peter Jackson, som instruerede Ringenes Herre-trilogien begynder nemlig at caste til filmen i næste uge – og det gælder for alle roller. Den eneste skuespiller der er på plads, er Ian McKellen, som vender tilbage i rollen som troldmanden Gandalf.

Så rygtet om at den brovte sanger Tom Waits er i seriøs overvejelse til en rolle, skal nok tages med et gran salt. Jeg gad dog godt se ham ombord på de to film, som bogen deles op i – ikke mindst fordi jeg nemt kunne se ham blandt trolde og drager. Faktisk går rygtet på, at han skal lægge stemme til dragen Smaug, hvilket hans ru og rå stemme sikkert ville matche ret godt.

Peter Jackson fungerer bl.a. som producer og manuskriptforfatter på filmatiseringen, mens Guillermo del Toro skal instruere, hvilket han tidligere har gjort med stor succes på bl.a. Pans Labyrint og Hellboy-filmene. Manuskriptet til første film er i hus, mens de er halvvejs med film to. Så rygter om forsinkelse holder altså ikke vand ifølge Jackson, som håber at starte optagelserne en gang til april eller maj næste år.