De 10 bedste film fra 2014 – og det store filmiske tilbageblik
De 10 bedste film fra 2014 og mit filmiske tilbageblik: Jeg har måske ikke set helt så mange film, som jeg gerne ville i 2014. Sådan er det altid. Men fuck det, for det har overvejende været gode film, året har budt på. Sådan cirka. Derfor er det da også – som det altid er – svært at sammensætte en top 10 med årets bedste film.
Men som altid gør jeg forsøget og peger samtidig på andre nævneværdige film fra 2014. Jeg kommer traditionen tro også omkring højdepunkter fra festivalerne CPH PIX og Blodig Weekend samt langer ud efter en håndfuld filmskuffelser. Og bare lige så vi undgår misforståelser, så er min top 10-liste og øvrige titler baseret på film, der har haft dansk biografpremiere i 2014.
1) HER (instr. Spike Jonze)
Joaquin Phoenix, kærlighed og kunstig intelligens er en magisk kombination i Spike Jonzes Her, hvor maskinen møder mennesket og sød musik opstår. En enestående film om forelskelsen og den uforudsigelige afsats, man bevæger sig ud på, når man rækker et andet menneske – eller styresystem – sit hjerte . Min anmeldelse.
2) GODZILLA (instr. Gareth Ewans)
Massiv og tonstung monsterdestruktion med menneskelig tyngde. Det er dog absolut den ikoniske Godzilla og de andre bæster, der vinder slaget i sidste ende. Herligt befriet for ironisk og kulørt distance til sine monstre og karakterer i et regnvådt univers af nedtonede farver og frygt. Brøøøl! Min anmeldelse.
3) NYMPHOMANIAC – DIRECTOR’S CUT (instr. Lars von Trier)
Lars skruer drilsk op for safterne med sin egen, ekstra lange version af den intellektuelle og sæddryppende bollefest. Ja, Lars’ egen dobbeltpenetrerende, abortudrivende, kneppeglade, ucensurerede og 90 minutter længere director’s cut får et stort ja tak her fra til hr. Lars von Trier. Min anmeldelse.
4) BOYHOOD (instr. Richard Linklater)
Ja, du ved jo godt, at det kun går én vej – og det er vejen mod graven. Så er der bare lige det der liv, som skal leves, inden dødens kendsgerning ikke længere kan holdes på afstand. Både livet og døden står lysende klart frem i Boyhood, der er som se selve livet og tiden rulle hastigt af sted for øjnene af en. Min anmeldelse.
5) INTERSTELLAR (instr. Christopher Nolan)
Interstellar overvinder ujævnhederne i plottet og karaktererne takket være sine mange idéer samt smukke og overraskende scenerier. En både storladen og intim rumrejse, hvor jeg i mødet med stjernehimlen mødte både eventyret og min egen dødelighed. Altså på den der gode gamle og opløftende måde. Min anmeldelse.
6) NIGHTCRAWLER (instr. Dan Gilroy)
Der er intet så godt som et blodigt trafikuheld i bedste sendetid. For er der noget, som trækker seere til, så er det død, blod og lemlæstelse. Det ved en dæmonisk forrygende Jake Gyllenhaal i rollen som pænt creepy og pænt udmagret reporter, der opsøger og filmer ulykker, så gruen kan ende i nyhederne. Min anmeldelse.
7) THE GRAND BUDAPEST HOTEL (instr. Wes Anderson)
Wes Anderson bobler af visuelt overskud og fortælleglæde i sin vildt stjernebesatte The Grand Budapest Hotel. Æstetikken er i højsædet, men overskygger ikke historien og karaktererne, der besidder en varm melankoli og sød sentimentalitet. En fornøjelse fra første til sidste nøje gennemtænkte indstilling. Min anmeldelse.
8) THE WOLF OF WALL STREET (instr. Martin Scorcese)
Det kan godt være, at Scorsese er 71 år, men der er intet forældet over dette medrivende grådigheds-kick. En potent, vanvittig og højtråbende tur ind i fusk og fiduser på finansmarkedet med en ivrig og intens Leonardo DiCaprio i hopla som finansspekulant med kokain i næsen og damer på dilleren. Min anmeldelse.
9) DAWN OF THE PLANET OF THE APES (instr. Matt Reeves)
Fuck yes, talende aber til hest med automatvåben i hænderne er en forrygende god kombination i Matt Reeves’ yderst vellykkede opfølger, Dawn of the Planet of the Apes. Dyster, medrivende og karakterdrevet abeaction. Min anmeldelse.
10) EDGE OF TOMORROW (instr. Doug Liman)
Tom Cruise vågner op til den samme dag igen og igen i denne heftige science fiction-tidssløje-basker. En dag, hvor han gang på gang tvinges i krig mod fæle rumvæsner, der dræber ham igen og igen. Ja, Tom Cruise er iført et metalskelet med raketter på ryggen. Og det er helt forrygende. Min anmeldelse.
Andre nævneværdige film fra 2014
Okay, ikke alle af de her titler har måske været tæt på min top 10, men de er alle virkelig gode film. Klik på titlerne for mine anmeldelser. Her we go.
Oscar-slugeren 12 Years a Slave var en intens tur ind i et af den amerikanske histories mest betændte kapitler, Coen-brødrene var musikalske og oplagt melankolske med Inside Llewin Davis, mens Matthew McConaughey var virkelig mager i Dallas Buyers Club. Peter Jackson sendte Bilbo i mål med den krigsliderlige Hobbitten Femhæreslaget og Roman Polanski fandt pisken frem med SM-dramaet Venus i Pels.
Guardians of the Galaxy gav mig lyst til at købe mit eget rumskib, mens dukke-gyset Annabelle gav mig meget lidt lyst til at købe dukker. Anchorman 2 var en virkelig vellykket 2’er, Darren Aronofskys Noa var en guddommelig rodebutik, mens alvoren klædte Captain America – Winter Soldier og så var Lego The Movie var en skøn animationsoverraskelse.
Teenage Mutant Ninja Turtles er langt bedre end sit rygte og Bruce Dern var forrygende i Nebraska. Julia Louis-Dreyfus og James Gandolfini leverede vittigt voksendrama med Enough Said, mens Christian Bale, Casey Affleck, Woody Harrelson var meget alvorlige i Out of the Furnace og dokumentaren Jodorowsky’s Dune om Jodorowskys desværre aldrig fuldbyrde film var fascinerende.
Bredtfavnende filmoplevelser på CPH PIX 2014
Jeg nåede at se 27 beskedne titler ud af det 150 film store program på dette års CPH PIX – og der var langt overvejende tale om gode film. Heldigvis. Herunder er lige nogle af højdepunkterne, mens du finder det hele lige her.
Shion Sono leverede japansk vanvid med sin samurai-og-filmelskende Why Don’t You Play in Hell?, mens en anden af mine favoritjapanere – nemlig Hitoshi Matsumoto – berigede festivalen med sin absurd sjove bondagekomedie R100. Sydkoreanske Kim Ki-duk skruede op for, hvor fucked up en familie kan være med Moebius, mens mesteren Alejandro Jodorowsky efter knap 25 år siden sin sidste spillefilm gav et forrygende comeback med The Dance of Reality.
Den groteske Wrong Cops var en bizar omgang syre, In Darkness We Fall en omgang no bullshit survival horror og The Station en herligt blodig monsterfilm med cool old school-effekter. The Double gav Kafkask klaustrofobi, Enemy var et fascinerende og urovækkende mindfuck og The Distance var en surrealistisk heist-film med telepatiske dværge. Det også blev det til et gysende gensyn med The Exorcist, hvor William Friedkin selv var tilstede – helt forrygende godt.
Der var to fremragende to’ere på programmet: The Raid 2 var brutal og medrivende, mens alt var større og vildere i Dead Snow: Red vs. Dead. Der var også fine dystopier på festivalen: The Zero Theorem var måske ikke Terry Gilliam i topform, men bestemt en skøn og skør dystopi, mens Snowpiercer måske nok var en lidt overfortalt sci fi-allegori, men også underholdende og flot, og så spruttede The Congress af kulørt og boblende animation.
Skræmmende filmoplevelser Blodig Weekend 2014
For tredje gang kunne man mæske sig i grum horror og andre både bizarre og brutale genrefilm på filmfestivallen Blodig Weekend, der denne gang var fordelt over to weekender, modsat de to første års ene weekend. Der var altså rig mulighed for at mæske sig i klamme indvolde, blodtørstige vampyrer og vamle kannibaler. Så det gjorde jeg. Det kan du læse om i al sin blodige vælde lige her.
Det var et klart højdepunkt at gense den forrygende 80’er-snasker The Toxic Avenger, hvor legenden Lloyld Kaudman selv var tilstede. Det var han hele første weekend og konstant veloplagt. Skønt. Det var også en fornøjelse at gense min favorit Kannibalmassakren aka Cannibal Holocaust, hvor instruktør Ruggero Deodato var mødt op for at tale om sin grumme klassiker. Den er selv mere end 30 år efter sin premiere fortsat er en trøstesløs omgang med dyredrab, voldtægter og generel blodig omgang med menneskekroppen. Skønt.
Der blev leveret en forrygende omgang slasher-gru med franske Alexandre Bustillo og Julien Maurys Aux yeux des vivants aka Among the Living, som jeg havde fornøjelsen af at introducere. What We Do in the Shadows var en vellykket horror- mocumentary-komedie om tre umage vampyrer, mens der var vildt meget død i ABCs of Death 2 og en elskelig, men ikke helt vellykket varulv i Wolf Cop.
Film, der skuffede i 2014
Intet filmår uden skuffelser. Altså ikke nødvendigvis bare lortefilm – for dem er der nok af – men altså film, jeg havde glædet mig til og som så viste sig at være lortefilm – eller i hvert fald middelmådigheder og ligegyldigheder.
Lad mig starte med Ridley Scotts bibelske fuser Exodus: Gods and Kings og i samme åndedrag også lange en lussing af sted til David Finchers fesne Gone Girl. Den ellers velcastede American Hustle var en ligegyldighed og så havde Miller og Rodriguez ikke behøvet at lave opfølgeren Sin City: A Dame to Kill For – jeg havde også fint været foruden remaket af RoboCop.
X-Men: Days of Future Past var et kulørt rod, mens George Clooneys stjernebesatte Monumenternes Mænd var en flad og forglemmelig skattejagt i nazi-land, mens Brad Pitts tropper i Fury heller ikke rigtigt kom op at ringe. Mads Mikkelsen red forudsigeligt rundt i den klichétunge western The Salvation – og nej, desværre hjalp hverken dino-robotter eller et nyt cast Michael Bays Transformers: Age of Extinction.
– Læs også mine top 10-lister for 2009, 2010, 2011, 2012 og 2013.
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.
| Billede 5/6
