Indlæg

The Shape of Water: Forunderlig og smuk undervandsromantik

Biografanmeldelse: Kærlighed, ensomhed og jagten på tosomhed forenes mellem menneske og monster på smukkeste vis i den mexicanske filmskaber Guillermo del Toros undervandsromantiske eventyr ‘The Shape of Water’. Her finder den for evigt kringlede kærlighed nemlig på forunderlig vis vej selv de mest ufremkommelige og uventede steder. Jeg var tryllebundet hele vejen.

Vi dumper ned i starten af 1960’erne et sted i USA. Den kolde krig ligger som et knugende bagtæppe for den forunderlige fortælling om mødet mellem den stumme kvinde Elisa og det tilfangetagne undervandsvæsen. Elisa arbejder nemlig som rengøringsdame på et tophemmeligt regeringsanlæg, hvor vandmanden holdes fanget. Et uventet og indtagende forhold.

The Shape of Water biograf 02

Mere behøver du ikke vide, om den fortryllende fortælling, der indhyllede mig i et univers, der balancerer fornemt og medrivende mellem det fantastiske og jordbundne. Hvor passion, begær og ensomhed snor sig om hinanden hos Elisa og den mystiske fange. Sally Hawkins er sirligt sart og drømmende i rollen som den stumme Elisa. Hun løfter mig ubesværet ind den umage romance.

Sally Hawkins er dog ikke ene om at folde fortællingen indtagende ud. Her finder man blandt andet også Elisas nostalgiske ven i skikkelse af en altid seværdig Richard Jenkins. Doug Jones er sminket til ukendelighed som vandmonstret – imponerende overbevisenede. Både skræmmende, mystisk og elskværdig. Et monster mere humant end så mange mennesker.

The Shape of Water biograf 03

Her tænker jeg ikke mindst på filmens plagede skurk, der spilles af min personlige favorit Michael Shannon. Sammenbidt og forpint gør han livet surt for det vandbundne væsen, som han ikke anser som værende andet et et vildt og utæmmeligt dyr. Han tager naturligvis fejl af vandbæstet, der dog har dyriske impulser. På samme måde som Elisa også overgiver sig til kærligheden og begæret.

Det kan vi alle lære noget af. Vi bør lade os lede mere af kærligheden, det uagtet hvor umulig den end måtte synes. For kærligheden skal nok finde en vej – om ikke andet i de sparsomme øjeblikke den viser sit livsgivende væsen. Guillermo Del Toros genreblandende fortælling er med andre ord et dragende vellykket karakterstudie, en forførende fabel og fantastisk fortælling. Forrygende.

– ‘The Shape of Water’ får 5 ud af 6 stjerner:
5_6 - stars

– ‘The Shape of Water’ har biografpremiere den 22. februar.

12 STRONG: Thor til hest på jagt efter Taliban i Afghanistan

Biografanmeldelse: På hesteryg og med automatvåben i hænderne forsøger 12 amerikanske soldarter at udslette Taliban i dagene efter terrorangrebet på World Trade Center i 2001. Så simpelt er det actiontrumlende setup i ’12 Strong’, der er baseret på en sand historie. Således følger man Chris Hemsworth i front som kaptajn for sine mænd i fjendes land.

Det er en mission mod alle odds, blandt andet på grund af den lille indsatsstyrke af elitesoldater, og fordi deres kaptajn ikke før har været i frontlinjen. Det kommer han i den grad i Afghanistan, hvor holdet er tvunget til at arbejde sammen med en lokal krigsherre som de første, der bliver indsat i det krigshærgede land, hvor det ubarmhjertige landskab lægger ryg til eskapaderne.

12 Strong biograf 02

Desværre er filmen bare ikke videre spændende. End ikke de op til flere eksplosive actionscener sætter gang i adrenalinen hos mig. Mest af alt er det den samme actionscene, der udspilles igen og igen filmen igennem. Elitesoldaterne rykker frem, skyder lidt og får fly i luften til at bombe Taliban. Jeg mærker ikke faren, der er på spil. Det hele er sat noget fersk i scene.

På samme måde som filmen er fattig på medrivende action, er det også småt med nuancerne i den bastante fortælling. Fjenden er ondskaben selv med dræberøjne og håndvåben. End of story. Her er dog lidt tilløb til et spil på hvem, der er venner, og hvem er fjender. Hvem soldaterne med andre ord stole på. Det afstedkommer bare ikke den intensitet, der ellers sigtes efter.

12 Strong biograf 03

Jeg forbliver med andre ord noget kold over for de skarptskydende løjer. Blandt andet også fordi, jeg aldrig for alvor kommer ind på livet af hverken Chris Hemsworths karakter eller de andre på holdet. De er todimensionelle mænd med våben og en sult efter at dræbe fjenden. Det er altså ikke nok, at man indledningsvis introduceres for soldaternes søde og bekymrede familier.

Det er den danske og anerkendte fotojournalist Nicolai Fuglsig, der debuterer som filmsinstruktør. Det er han ikke sluppet videre heldigt fra. Filmen er anonym at se på, men ligner dog trods alt et stykke professionelt Hollywood-arbejde – bare uden personlighed og sjæl. Det ville dog være til at leve med, hvis filmen så bare havde leveret om ikke andet på actionfronten. ’12 Strong’ ender derfor også på bundlinjen som en noget uengagerende krigsfilm.

– ’12 Strong’ får 2 ud af 6 stjerner:

2_6 - stars

– ’12 Strong’ får biografpremiere den 8. februar.

BOARDWALK EMPIRE SÆSON 5: Fremragende sidste sæson af HBO’s gangsterserie

EN SERIE DU SKAL SE: Så nåede vi til afslutningen på en af nyere tids bedste serier, nemlig med femte og sidste sæson af HBO’s forrygende gangsterserie Boardwalk Empire. Her har Steve Buscemi siden seriens start i 2010 ledt an som den knudrede og magtfulde Nucky Thompson i Atlantic City. Jeg har fulgt med fra starten, hvorfor det da også er en smule vemodig nu at skulle sige farvel.

Det var Martin Scorsese, der skød serien yderst engagerende og medrivende i gang ved at instruere pilotepisoden og siden ved også agere producer på serien. En serie, der har holdt niveauet højt og hele vejen udviklet på både sit cast og detaljerede univers, hvor historien tog sin begyndelse under spiritusforbuddet i 1920’ernes USA og frem til sidste sæson, der foregår i 1931.

boardwalk empire 5 blu-ray 01

Men udover at være en flot og dragende periodeskildring, er det seriens mange sprudlende, gådefulde og urovækkende karakterer, der for alvor har været drivkraften – hvor folkene bag absolut heller ikke har været blege for både at slå centrale karakterer ihjel eller indlemme nye bekendtskaber. Det har skabt en stemning af, at alt kan ske og gang på gang vist, at karakternes handlinger har helt konkrete og afgørende konsekvenser.

Steve Buscemi er ganske vist seriens omdrejningspunkt og hele vejen en sand fornøjelse. En mand, der kun er blevet mere og mere presset for hvert afsnit og hver sæson. Seriens styrke er altså både i sit overbevisende univers, sine mange spændende karakterer og forrygende præstationer samt ikke mindst seriens både elegante og overbevisende måde at balancere sine mange plottråde på.

boardwalk empire 5 blu-ray 02

Der er hele vejen således skabt både overraskende og fatale alliancer blandt de mange parter, der alle har forsøgt enten at bevare magten eller at tilrane sig magten. Hvor man udover Buscemi blandt andet også finder en stærk Kelly Macdonald som Nuckys hustru samt Nuckys fortvivlede bror (Shea Whigham) og ikke mindst en forbitret Michael Shannon som den evigt uheldige eks-agent Nelson Van Alden.

Blu-ray-udgivelsen af Boardwalk Empire sæson 5 består af 8 afsnit og byder vanen tro på interessant og dybdegående ekstramateriale. Man får blandt andet et indblik i alt fra de mange karakterer, den historiske baggrund til en paneldiskussion med skabere og skuespillere samt seks kommentarspor til forskelige afsnit af sæsonen. En serie, jeg helt sikkert vil vende tilbage til.

Boardwalk Empire sæson 5 er udkommet på dvd og Blu-ray den 12. januar 2015. [tabgroup][tab title=”Boardwalk Empire sæson 5 | En serie, du skal se”]
boardwalk empire 5 cover
Originaltitel: Boardwalk Empire Fifth Season, USA, 2014
Udgivelse: d. 12. januar 2015
Instruktion: Tim Van Patten m.fl.
Medvirkende: Steve Buscemi, Kelly Macdonald, Michael Shannon, Shea Whigham m.fl.
Spilletid: 451 min.
Distributør: Warner Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

 

BOARDWALK EMPIRE SÆSON 4: Gangstereposet holder tårnhøjt niveau som forrygende serie

EN SERIE DU SKAL SE: Jeg har med spænding set frem til hver ny sæson af HBOs gangsterserie Boardwalk Empire. Heldigvis skuffer 4. sæsons intense slentretur langs promenaden i Atlantic City ikke. Produktionsværdien er stadig tårnhøj med sin flotte genskabelse af 1920’ernes USA under spiritusforbudet, hvor det fortsat er den medrivende fortælling og de komplekse karakterer, der gør serien så pokkers engagerende.

Steve Buscemi bærer atter rollen som den magtfulde og korrupte Nucky Thompson med nerve og nærvær, mens han forsøger at bevare sin magtfulde position og holde sin pressede forretning kørende. Han er dog ikke denne sæsons klare midtpunkt, for de øvrige karakterer får her yderlige plads og gør fortællingen til et kun endne mere dragende fletværk af fordækte planer og fascinerende skæbner. Alliancer sættes på kryds og tværs på prøve, hvor alle forsøger at bevare sig på toppen af magtbalancen.

boardwalk empire blu-ray 4 01

Men nej, Nucky har aldrig et roligt øjeblik. Og tak for det. Ikke en gang i familiens skød, hvor ægteskabet fortsat blot er en facade. Her finder man igen en evigt stålsat og stærk Kelly Macdonald, der forsøger at bevare modet. Nuckys forhold til sin fortvivlede bror Elias (Shea Whigham) ulmer ufortrødent, mens Michael Shannon stadig er en fornøjelse at følge som den konstant uheldige eks-agent Nelson Van Alden, det samme er Michael Kenneth Williams som den seje gangster Chalky.

Overordnet balanceres de mange karakterer, intriger og forhold med et medrivende overblik, der gennem sæsonens 12 afsnit holder gryden dramatisk i kog. Man stifter blandt andet også atter bekendtskab med en forrygende Stephen Graham som den på engang voldelige og omsorgsfulde Al Capone, mens Gretchen Mol som den sindsforvirrede femme fatale Gillian Darmody har sit at slås med.

boardwalk empire blu-ray 4 02

Boardwalk Empire sæson 4 holder med andre ord sit høje niveau og spæder som sædvanlig til med sin del af sex og ikke mindst brutal vold. Intensiteten holdes fornemt ved lige sæsonen igennem, mens både nye og tilbagevendende karakterer får fortsat nye lag. Kompleks, forførende, medrivende og med op til flere dramatiske højdepunkter. Jeg ser med spænding frem til seriens femte og sidste sæson.

Serien gør sig smukt på Blu-ray med et veldefineret og farvemættet billede, der fornemt gengiver 1920’ers USA. Det dynamiske lydspor gengiver medrivende både de velsvungne replikker, musikken og øvrige elementer. Ekstramaterialet er som på de foregående udgivelser af serien både omfattende, dybdegående, interessant og informativt. Man får indblik i alt fra de mange karakterer, den historiske baggrund, en paneldiskussion med skabere og skuespillere samt seks kommentarsport. Fornemt.

Boardwalk Empire sæson 4 er udkommet på dvd og Blu-ray d. 18. august 2014.[tabgroup][tab title=”Boardwalk Empire sæson 4 | En serie du skal se”]
Boardwalk empire 4 cover
Originaltitel: Boardwalk Empire Fourth Season, USA, 2013
Udgivelse: d. 18. august 2014
Instruktion: Tim Van Patten m.fl.
Medvirkende: Steve Buscemi, Kelly Macdonald, Michael Shannon, Shea Whigham, Gretchen Mol m.fl.
Spilletid: 682 min.
Distributør: Warner Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

MUD: Et ærligt drama om kærlighed og venskab ved den Mississippi-beskidte flodbred

Biograf-anmeldelse: Jeg gik helt på røven over Jeff Nichols’ intense dommedagsdrama Take Shelter. Ja, den indtog oven i købet førstepladsen på min top 10 over de bedste film i 2012 (se selv her). Derfor har jeg selvsagt set meget frem til hans nye film, det Mississippi-beskidte coming of age-drama Mud. Og for at bruge et par floskler, men bestemt oprigtige floskler, så er det på mange måder et både rørende, ærligt og nærværende drama om barndom, kærlighed og venskab.

Store og almene temaer, der tager form hos den 14-årige Ellis og hans bedste ven Neckbone. De støder på Mud, der næsten helt mytisk synes at dukke op ud af det bare ingenting på en lille ø i Mississippifloden. Han er dog helt og aldeles ægte – et menneske på godt og ondt, men med uskylden intakt bag alle de forkerte beslutninger. For han har slået en mand ihjel, der kom på tværs af ham og hans udkårne. Han lever derfor på flugt, mens han håber på at kunne stikke af med sin elskede Juniper.

Mud 01

Mud er en dragende skikkelse, ikke mindst for et par eventyrlystne knægte. De indvilliger derfor nysgerrigt i at hjælpe ham. Eventyret overtages dog – som det altid sker – af de barske realiteter. Men da er det for sent for de to drenge og Mud at vende om. For hvor meget af det som Mud har snakket om er sandt, og hvilke konsekvenser har sandheden? Det er i dette møde mellem eventyr og virkelighed, mellem barndom og voksenlivet, at historien tager fat og fastholder sit drama.

Det handler om at turde stole på hinanden, at tro på, der vil være nogen, hvis man selv falder. Og det handler i høj grad også om kærlighed – den evige og naive, den brændende og opslidende kærlighed. Både Muds romantiske idé om at kunne stikke af med ungdomsflammen Juniper, og Ellis, der via et flygtigt møde med en af skolens piger oplever sin første kærlighed. Men det er også en umulig kærlighed. En drøm virkeligheden vækker en fra – og hvad gør man så?

Mud 02

Matthew McConaughey indtager med liv og død rollen som den mystiske Mud, der med sin slangetatovering og pistol i buksekanten er lige så fascinerende og farlig som de to drenge oplever ham. Tye Sheridan spiller med uforfalskede følelser Ellis, mens Jacob Lofland er den mere ligefremme Neckbone. Begge leverer de usentimentale og oprigtige præstationer.

Så selvom filmens uundgåelige og højspændte finale måske er en tand for meget ramasjang, gør det den ikke mindre intens – og den er desuden en nødvendig konsekvens af historien. Ja, Mud er et af de dramaer, der gør en lidt klogere på sig selv, mens man også er godt og gammeldags engageret i de liv, der udspiller sig på lærredet, hvor det på en gang smukke og barske liv ved Mississippifloden giver dramaet en uragtig og ægte resonans. Den skal du se, hvis du var i tvivl.

– ‘Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Mud | Biografanmeldelse”]Vurdering 5/6:
5_6 - stars
Mud poster
Originaltitel: Mud, USA, 2013
Premiere: d. 21. november 2013
Instruktion: Jeff Nichols
Medvirkende: Matthew McConaughey, Tye Sheridan, Sam Shepard, Resee Witherspoon, Michael Shannon m.fl.
Spilletid: 130 min.
Distributør: Scanbox Vision[/tab][/tabgroup]

MAN OF STEEL: Søde Superman kommer med fred og masser af medrivende ødelæggelse

Superman er tilbage for fuld smadder, og både spytkrøllen samt de røde underbukser er droppet, get over it fanboys. Til gengæld er der smæk på eksplosioner, susende rumskibe og overmenneskelige slåskampe. Manden af stål går med andre ord i den grad til stålet i Zack Snyders Man of Steel. En storslået omgang action-ramasjang, der desværre også efterlader karakterne lidt uforløste i den svulstige slipstrøm.

Endnu uudklækkede Superman-fans kan fint hoppe på her, da filmen delvist fungerer som en oprindelseshistorie. Der indledes således med en gribende første del på Krypton, Kal-El aka Supermans hjemplanet, hvor man ser den kommende superhelt komme til verden under hektiske omstændigheder. Planeten er ved at gå under, så i et forsøg på at sikre racens overlevelse sender Kal-Els forældre deres søn mod Jorden.

man of steel 01

Kal-El, hvis jordiske navn som bekendt er Clark Kent, forsøger på Jorden at finde sin plads og vej i livet – men det kan være svært, når man også har superkræfter. Dem får han imidlertid brug for, da den skånselsløse General Zod dukker op i filmens anden del og truer Jorden med undergang. Herfra er der så serveret overrumplende tonser-action, mens Supermans identitetskvaler efterlades under murbrokkerne.

En bredskuldret Henry Cavill med hår på brystet klæder den ikoniske røde kappe. Han gør en god Superman – I ved, store muller og med hjertet på rette sted. Russell Crowe får meget godt ud af rollen som Supermans biologiske far, mens Michael Shannon med en ond grydefrisure er medrivende som den manisk stirrende Zod. Ja, på trods af skarpt klippet pandehår fremstår han faretruende som den megalomaniske skurk – en værdig modstander til Superman.

man of steel 04

Det er Christopher Nolan og David S. Goyer, der har stået for historien – duoen bag den nu afsluttede Batman-trilogi. Den mørke og alvorlige tone fra Nolans Batman-film går delvist igen her, og det klæder universet fint. Desværre drukner karakterne lidt i de mange og lange actionscener i filmens anden del. Det er dog flot og pompøst forløst af Snyder, der heldigvis har skruet ned for Jesus-referencerne (sådan cirka).

Så selvom Superman ikke helt får den dramatiske tyngde, man kunne have ønsket sig – hvor blandt andet også forholdet til journalisten Lois Lane (en skøn Amy Adams) er noget underfortalt – er Man of Steel flot og bombastisk superheltetons med en velfortalt og gribende første del, der afløses af lidt for meget tomhjertet action. Det har dog også en medrivende charme at se Superman og Zod ødelægge ting. Jeg håber så bare, at karaktererne får større nærvær i efterfølgeren, hvor Batman som bekendt også vil dukke op.

Man of Steel, 4/6: 4_6 - stars_LILLE

man of steel 02

Ekstramateriale, billede og lyd:
Man of Steel er en sand fornøjelse at opleve på Blu-ray. Billedet gengives veldefineret, skarpt og med en fornem filmisk tekstur, der både rumme indtagende detaljegrad, farvemæthed og solid kontrast. Lydsiden er ligeledes en medrivende affære med sine dynamisk niveauer, hvor dialogen står klart og tydeligt, mens både bulder, brag og ikke mindst Hans Zimmers både bombastiske og heroiske score får god plads. Der medfølger desuden et par fine featuretter.

Selvom det ikke er det mest omfangsrige ekstramateriale, der følger med udgivelsen, er det et par fine indslag. Første featurette ser blandt andet på Supermans historie, tegneserierne samt de forskellige karakterer og tankerne bag at bringe helten tilbage på det store lærred (26 min.), andet indslag kigger på den træning, der lå til grund for blandt andet Henry Cavill samt Michael Shannons fysik, videre til slåskampe og special effects (26 min.).

Videre er der et kort indslag, hvor Dylan Sprayberry, der spiller den unge Clark Kent, ser nærmere på planeten Krypton, rumskibene, våbnene og dragterne (7 min.), mens en 2 minutters animationsfilm udruller Supermans nu 75 års lange karriere. Slutteligt er der et kig på tilblivelsen af Hobbitten (7 min.). Altså et ganske solidt, men ikke så bredtfavnende og dybdegående ekstramateriale, man kunne have håbet på.

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 6/6 6_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Man of Steel | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering 4/6:
4_6 - stars
man of steel cover
Originaltitel: Man of Steel, USA, 2013
Release: d. 23. oktober 2013.
Instruktion: Zack Snyder
Medvirkende: Henry Cavill, Amy Adams, Michael Shannon, Russell Crowe, Kevin Costner m.fl.
Spilletid: 142 min.
Udgiver: Warner Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

BOARDWALK EMPIRE SÆSON 3: Forrygende gangsterserie er fortsat fyrstelig underholdning

Blu-ray-anmeldelse: Jeg har med spænding set frem til atter at kunne slentre langs promenaden i Atlantic City – og 3. sæson af HBOs gangsterserie Boardwalk Empire skuffer bestemt ikke. Produktionsværdien er stadig tornhøj med sin flotte genskabelse af 1920’ernes USA under spiritusforbudet. Det er dog fortsat den medrivende fortælling og de komplekse karakterer, der gør serien så pokkers engagerende.

Steve Buscemi bærer fortsat rollen som den magtfulde og korrupte Nucky Thompson med nerve og nærvær, mens han forsøger at bevare sin magtfulde position og holde sin pressede spiritusforretning kørende. Men nye spillere melder sig på banen og er med til at sætte alliancerne på prøve og forrykke magtbalancen, mens der også er ved at komme gang i salget af heroin. Nej, Nucky har aldrig et roligt øjeblik.

Boardwalk Empire sæson 3 03

Den skånselsløse New York-gangster Gyp Rosetti gør en hårdtslående entré i denne 3. sæson og stikker en voldelig kæp i hjulet for Nuckys forretning. En ny og uforudsigelige modstander, der spilles veloplagt af en koldt charmerende Bobby Cannavale, der dog mest af alt er en psykopat med storhedsvanvid. En mand i følelsernes vold og altså på flere måder en diametral modsætning til den kontrollerede Nucky.

På hjemmefronten er Nuckys ægteskab ikke andet end en facade, hvor en fortsat stålsat og stærk Kelly Macdonald forsøger at bevare modet, mens Nuckys forhold til sin fortvivlede bror Elias (Shea Whigham) mildest talt er anspændt. Michael Shannon er stadig en fornøjelse at følge som den konstant uheldige eks-agent Nelson Van Alden, der nu lever som kuet dørsælger – en skøn karakter, også selvom han står en smule løsrevet fra det øvrige plot.

Boardwalk Empire sæson 3 02

Overordnet balanceres de mange karakterer, intriger og forhold dog med et medrivende overblik, der gennem sæsonens 12 afsnit holder gryden dramatisk i kog. Man stifter blandt andet igen bekendtskab med en forrygende Stephen Graham som den på en gang voldelige og omsorgsfulde Al Capone, mens Gretchen Mol som den sindsforvirrede bordelmutter Gillian Darmody har sit at slås med.

Boardwalk Empire sæson 3 holder med andre ord det høje niveau og spæder som sædvanlig til med sin del af sex og ikke mindst brutal vold – begge dele også brugt som magtværktøjer. Intensiteten holdes fornemt ved lige sæsonen igennem, mens både nye og tilbagevendende karakterer får fortsat nye lag. Kompleks, forførende, medrivende og med op til flere dramatiske højdepunkter frem mod den nervepirrende finale. Ja, nu er det så 4. sæson, jeg med spænding ser frem til.

Sæson 3 – 5/6: 5_6 - stars_LILLE

Boardwalk Empire sæson 3 01

Ekstramateriale, billede og lyd:
Som de foregående Blu-ray-udgivelser af serien ser tredje sæson også virkelig godt ud. Billedet står igennem de 12 episoder skarpt, farvemættet og veldefineret, mens også lydsporet spiller dynamisk og velbalanceret. En fornøjelse. Der medfølger en solid og interessant omgang ekstramateriale. Her får man seks kommentarspor med cast og crew, hvor den pågældende episode og serien generelt diskuteres på både informativ og engagerende vis – selvom ikke alle spor er lige gode.

Herudover kan man gå på opdagelse i datidens gangstere, byer og forhold i en omfattende, interaktiv feature, mens man også har mulighed for at se hvert afsnit med diverse info, der popper om omkring locations, cast, historisk baggrund med mere. Videre er der 24 gode og spændende featuretter fordelt med to styk på hver episode, hvor man blandt andet ser på den historiske inspiration (i alt ca. 62 min.).

I den interessante Director’s Chair fortæller to af seriens instruktører om arbejdet med serien, både overordnet samt om både episoder og specifikke scener (30 min.). Slutteligt er der tre korte indslag – Martin Scorsese, en af seriens executive producere, der giver sit besyv med om sæson 3 (5 min.), et kig på sæsonens nye karakterer (5 min.) samt en opsummering af sæson 2 (14 min.). Altså et grundigt og godt ekstramateriale.

Ekstramateriale 5/6 5_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– Bliv ven med Filmskribenten på Facebook HER.
[tabgroup][tab title=”Boardwalk Empire sæson 3 | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering: 5/6
5_6 - stars

boardwalk empire sæson 3 cover
Originaltitel: Boardwalk Empire Third Season, USA, 2012
Udgivelse: d. 6. august 2013
Instruktion: Tim Van Patten m.fl.
Medvirkende: Steve Buscemi, Kelly Macdonald, Michael Shannon, Shea Whigham, Michael Stuhlbarg, Stephen Graham, Michael Kenneth Williams, Jack Huston, Charlie Cox, Bobby Cannavale, Gretchen Mol m.fl.
Spilletid: 674 min.
Distributør: Warner Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

MAN OF STEEL: Superman kommer med fred (og masser af ødelæggelse)

Superman er tilbage for fuld smadder og både spytkrøllen samt de røde underbukser er droppet, get over it fanboys. Til gengæld er der smæk på eksplosioner, susende rumskibe og overmenneskelige slåskampe. Manden af stål går med andre ord i den grad til stålet i Zack Snyders Man of Steel. En storslået omgang action-ramasjang, der desværre efterlader karakterne lidt uforløste i den svulstige slipstrøm.

Ja, endnu uudklækkede Superman-fans kan fint hoppe på her, da filmen delvist fungerer som en oprindelseshistorie. Der indledes således med en gribende første del på Kal-El aka Supermans hjemplanet Krypton, hvor den kommende superhelt kommer til verden under hektiske omstændigheder. Planeten er ved at gå under, så i et forsøg på at sikre racens overlevelse sender Kal-Els forældre deres søn mod Jorden.

man of steel 01

Kal-El, hvis jordiske navn som bekendt er Clark Kent, forsøger på Jorden at finde sin plads og vej i livet – men det kan være svært, særligt når man også har superkræfter. Dem får han imidlertid brug for, da den skånselsløse General Zod dukker op i filmens anden del og truer Jorden med undergang. Herfra er der så serveret overrumplende tonseraction, mens Supermans identitetskvaler efterlades under murbrokkerne.

En bredskuldret Henry Cavill med hår på brystet klæder den ikoniske røde kappe. Han gør en god Superman – I ved, store muller og med hjertet på rette sted. Russell Crowe får meget godt ud af rollen som Supermans biologiske far, mens Michael Shannon med en ond grydefrisure er medrivende som den manisk stirrende Zod. Ja, på trods af skarpt klippet pandehår fremstår han faretruende som den megalomaniske skurk – en værdig modstander til Superman.

man of steel 02

Det er Christopher Nolan og David S. Goyer, der har stået for historien – duoen bag den netop afsluttede Batman-trilogi. Den mørke og alvorlige tone går igen her og klæder fint universet. Desværre drukner karakterne lidt i de mange og lange actionscener i filmens anden del – der dog er flot og pompøst forløst af Snyder, der heldigvis har skruet ned for Jesus-referencerne (sådan næsten da).

Så selvom Superman ikke helt får den dramatiske tyngde, man kunne have ønsket sig og blandt andet forholdet til journalisten Lois Lane (en skøn Amy Adams) er noget underfortalt – så er Man of Steel flot og bombastisk superheltetons med en velfortalt og gribende første del, der afløses af lidt for meget tomhjertet action. Det har dog også sin egen medrivende charme at se Superman og Zod ødelægge ting. Jeg håber så bare, at karaktererne får et større nærvær i den allerede annoncerede opfølger. [tabgroup][tab title=”Man of Steel | Biografanmeldelse”] Vurdering 4/6:
4_6 - stars
man of steel poster
Originaltitel: Man of Steel, USA, 2013
Premiere: d. 14. juni 2013.
Instruktion: Zack Snyder
Medvirkende: Henry Cavill, Amy Adams, Michael Shannon, Russell Crowe, Kevin Costner m.fl.
Spilletid: 143 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

TAKE SHELTER: Nervepirrende dommedagsfilm er uafrystelig

Der findes mange film, der omhandler Jordens undergang. De fleste dommedagsfilm er dog ofte bombastiske action-tonsere med mere fokus på spektakulære effekter end det nære, menneskelige drama. Men den knugende intense og fremragende Take Shelter behandler dommedagsfilmen på både original og fængslende vis. Ja, en af årets absolut største filmoplevelser.

Historien er centreret om familiefaren Curtis, der lever et stille liv i Ohio med sin søde kone og deres lille datter. Men alt ændrer sig, da Curtis begynder at få nogle ubehageligt realistiske mareridt, hvor et apokalyptisk uvejr truer hans familie og samtidig varsler død og omfattende undergang.

Michael Shannon er helt fænomenal i hovedrollen som en mand, der forsøger at bevare en rationel tilgang til de uhyggelige forudanelser. Men som filmen skrider frem begynder grænsen mellem mareridt og virkelighed at vakle for Curtis – er han ved at miste forstanden eller er undergangen reelt på vej?

Take Shelter er en både gribende og rørende film, hvor Jessica Chastain som hjælpeløs hustru må se til, mens hendes uligevægtige mand bliver mere og mere opslugt af de apokalyptiske visioner. Hun udgør en sart modvægt til den forpinte Curtis og er med til at give det knugende drama et fængslende fundament.

Instruktør og manusforfatter Jeff Nichols bygger historien sikkert op omkring sine karakterer, hvilket bl.a. giver dramaet en fascinerende og insisterende resonans, så man til sidst sidder med en knude i maven. Take Shelter formår med andre ord at forene dommedagsfablen med et medrivende familiedrama og ikke mindst et portræt af en mands slidsomme kamp med indre dæmoner. Fremragende.

Billede, lyd og ekstramateriale:
Der medfølger desværre intet ekstramateriale, men til gengæld gør filmen sig virkelig godt på Blu-ray. Her står filmens flotte billeder og nedtonede farvepalet hele vejen veldefineret med indtagende detaljegrad samt mættede og nuancefulde farver. Lydsporet er ligeledes med til på medrivende vis at indramme skæbnefortællingen.

[tabgroup][tab title=”Take Shelter | Blu-ray-anmeldelse”]Filmen får 5/6:

Originaltitel: Take Shelter, USA, 2011
Instruktion: Jeff Nichols
Medvirkende: Michael Shannon, Jessica Chastain, Shea Whigham m.fl.
Spilletid: 121 min.
Udgiver: Atlantic Film[/tab][/tabgroup]

’Boardwalk Empire’ er fortsat forrygende gangsterdrama

Jeg har igen været en tur tilbage i 1920’ernes spiritusbandlyste Atlantic City med gangsterserien Boardwalk Empire. I denne fremragende 2. sæson forsøger den korrupte Nucky Thompson fortsat at bevare sin magtfulde position ved at trække i de rigtige tråde. Men der opstår nye alliancer og magtbalancen rykker sig for Nucky, der i denne sæson er mere presset end nogensinde før.

Ud over at være en forførende flot serie, der fornemt folder sit fascinerende miljø ud, er her også tale om yderst velskrevet drama. Serien formår nemlig hele vejen at sætte sine karakterer på prøve, presse dem samt ikke mindst at lade deres valg og fravalg overraske. For selvom det fortsat er en forrygende Steve Buscemi som den charmerende knudemand Nucky, der er omdrejningspunktet, har det øvrige cast også hver deres historie og afgørende rolle i serien.

Netop det både alsidige og karakterstærke cast er fortsat en af seriens store styrker. Det samme er måden hvorpå de forskellige liv og handlinger påvirker hinanden. For selvom her er tale om et stort persongalleri, er de forskellige relationer og stridigheder fornemt balanceret samt medrivende forløst drama, hvor der desuden tilføjes nye og spændende personer til det farlige spil på liv og død.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere