Seksløbere, cowboyhatte og fjogede Ku Klux Klan-medlemmer. Quentin Tarantino er med Django Unchained gået all in på westerngenren. Et voldeligt, vittigt og voldsomt underholdende ridt ud over prærien med dusørjægere Jamie Foxx og Christoph Waltz samt Leonardo DiCaprio som en slesk satan i de amerikanske Sydstater anno 1858.
Efter den veltalende dr. King Schultz har købt (og skudt) Django fri, vælger han at indgå et umage partnerskab med den mutte eks-slave og habile gunslinger. Sammen begiver det sort/hvide team sig ud som dusørjægerene for at tage slynglers liv og indkassere dusøren. En lukrativ, men også farlig forretning, der fører dem til bomuldsplantangen Candyland, hvor de vil forsøge at købe Djangos kone fri.
Her slentrer DiCaprio rundt som velklædt slaveejer med det velklingende navn Calvin Candie (ja, han kunne lige så godt have været stripper). Inden den dynamiske duo dog når så langt, kommer de vidt omkring, hvor racismen over alt spyttes efter Django, ”a nigger on a horse” – og ikke mindst slaverne, der indgår i husholdningen som kvæg.
For godt nok underholder Tarantino, men han tackler også et ømtåleligt emne i den amerikanske historie. Ja, efter nazismen blev skalperet i Inglourious Basterds, er turen nu kommet til at hævne undertrykkelsen af de sorte. Alvoren lyser da også ud af øjnene på Django, men aldrig mere end at de vittige indspark holder balance i regnskabet.
En balancegang, der holdes med tungen dirrende lige i munden, så man sidder på stikker for om det nu går den ene eller anden vej, alt imens der med sikker hånd males smukke vidder op med sneklædte bjergtoppe og tørre sletter. For ja, det er en western, men så absolut Tarantinos western. Det efterlader blandt andet de velsmurte replikker ingen tvivl om.
Som i Inglourious Basterds leger Waltz atter nonchalant med ordene, mens Foxx tørt leverer sikre one-liners, ”I like the way you die, boy.” Og nu vi er ved døden, så byder Tarantino vanen tro også på brutal übervold, hvor blodet sprøjter fra skudsår og hundebid. Det er hård kost og drøngod underholdning. Ikke mindst når de intense skuddueller maler lærredet rødt – en dynamisk kontrast til de dialogtunge scener, hvor der tales medrivende i ring og ordene bliver sagt for ordenes skyld. Skønt.
Nu må man heller ikke glemme en rapkæftet Samuel L. Jackson, der som Candices husslave giver en agtsom og intens præstation, som fint spiller op imod det prominente trekøver. Når alle fire er i samme rum, springer spændingerne lifligt løs i luften. Som scenen, hvor Django med en finger på aftrækkeren kun har øje på at få sin kone købt fri. Kærlighed han har gået igennem ild og vand for – i fodlænker.
Tarantino har i flere af sine film flirtet med genren, så det var kun et spørgsmål om tid, før han ville tackle en fuldblodswestern. Det er præcis, hvad han serverer – men med sit eget umiskendelige fingeraftryk. Det understreger det alsidige soundtrack også med velklingende toner fra både John Legend, Ennio Morricone og Beethoven. Ja, du kan roligt sadle op – Tarantino rammer plet med seksløberen.[tabgroup][tab title=”Django Unchained | Biografanmeldelse”]Vurdering: 5/6
Originaltitel: Django Unchained, USA, 2012
Premiere: d. 24. januar
Instruktion: Quentin Tarantino
Medvirkende: Christoph Waltz, Jamie Foxx, Leonardo DiCaprio, Samuel L. Jackson, Kerry Washington m.fl.
Spilletid: 165 min.
Distributør: Sony Pictures[/tab][/tabgroup]