Indlæg

Beastie Boys bliver til kortfilm

Jeg går ikke så meget op i at poste trailere her på bloggen, men gør gerne undtagelser, når der fx lander en spøjs sag, som traileren til Beastie Boys-kortfilmen Fight For Your Right – Revisited. Ja, jeg ved godt, at traileren til Lars von Triers Melancholia ramte nettet i går – og ja, jeg glæder mig også helt vildt, se den HER. Men nu gælder det altså den stjernespækkede kortfilm. Lad mig blot remse et par af de medvirkende op, Elijah Wood, Seth Rogen, Will Ferrell, Jack Black, Danny McBride og John C. Reilly samt cameos af bl.a. Susan Sarandon, Jason Schwartzman og Stanley Tucci.

Kortfilmen følger den legendariske rapgruppe lige efter den klassiske musikvideo for Fight For Your Right fra 1987. Ud fra traileren at dømme, ser det ud til at være en vildt underholdende film, hvor et par af mine favoritkomikere får lov at improvisere – bl.a. får Will Ferrell lov til at slå sig løs som rapper – herligt. Man kommer dog nok først til at kunne se filmen i sin fulde længde, når deres nye album Hot Sauce Committee, Pt. 2 rammer gaden til maj. UPDATE: hele filmen er nu online og kan ses herunder:

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=evA-R9OS-Vo[/youtube]

– Se også dette Beastie Boys-mashup: Galactica vs. Sabotage.

En sød robot kortslutter

Selvom den hjælpsomme robot Blinky ser virkelig sød ud, er det ikke ensbetydende med, at den ikke kan afstedkomme problemer. Det bliver kun alt for klart i Ruairi Robinsons kortfilm BlinkyTM, hvor Alex Neville (Max Records fra den fantastiske Where the Wild Things Are) får den søde robot i julegave.

BlinkyTM er smukt og stemningsfuldt filmet og effekt-arbejdet er ligeledes virkelig gennemført, robotten interagerer og fungerer overbevisende i samspil med Max og omgivelserne. Desværre er historien ikke den mest originale og man lurer relativt hurtigt hvad der vil ske. Men alene for filmens visuelle kvaliteter samt den både søde og skræmmende robot Blinky, er den bestemt værd at bruge små 12 minutter på.

[vimeo]http://vimeo.com/21216091[/vimeo]

Se andre kortfilm:
Cool og dyster TMNT fanfilm
En smuk science fiction-kortfilm
Charmerende og animeret kortfilm
Seje russiske Transformers går amok
Er ”The Raven” den nye ”District 9”?

En tur gennem titelsekvensens historie

Der er ikke noget så lækkert, som en gennemført titelsekvens til at sætte tonen for en film. Nogle gange er det visuelt værk og hel lille film i sig selv. Bl.a. er Saul Bass’ titelsekvenser til en række af Alfred Hitchcocks film banebrydende. Ian Albinsons lille montage A Brief History of Title Design indfanger nogle af de mest ikoniske titelsekvenser gennem tiden, hvor der også er blevet plads til tv-serier.

Han starter tilbage i 1916 med Intolerance og så kører det ellers derudaf, hvor den ene klassiske titel toner frem efter den anden. Citizen Kane, Psycho, Goldfinger, Star Wars, The Terminator, Se7en osv. Nogle nye og mindeværdige titelsekvenser er bl.a. den farverige og eksperimenterende i Scott Pilgrim vs the World og Zombieland, der byder på Metallicas tunge For Whom the Bells Tolls, mens zombier spytter blod i super slow motion – super cool.

[vimeo]http://vimeo.com/20759580[/vimeo]

Se også:
Listen med film brugt i montagen
Saul Bass-inspirerede titelsekvenser til Lost og Tron

"Inception" som papirsklip på 60 sekunder

Jeg skrev for et par uger siden om konkurrencen ’Done in 60 Seconds’, hvor film bliver genfortalt på 60 sekunder. Afstemningen er lukket og den endelige vinder findes af et dommerpanel ved et event d. 27. marts ud af de fem, som fik stemmer nok til finalepladsen. Desværre gik min favorit – en modellervoks-udgave af Eraserhead ikke videre til sidste runde. Se de 5 finalister og andre af filmene HER.

Jeg poster lige endnu et 60 sekunders-remake, for der var en jeg havde overset og den er altså fin og ret original i sin udførelse. Det er Inception, der genfortælles med sirlig papirsklip og foldning. En teknik der passer godt til historiens brug af flere drømmelag. Voice-overen er desværre ikke særlig godt indtalt, men alligevel ret sjov, ”It’s because we’re in a dream within a dream within a dream…!”

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=KaDLuBaT4ho[/youtube]

Jeg har postet en del Inception-gøglerier – tjek et par ud her:
Ghostbusters tilsat Inception
Hvis Inception var lavet i 1950’erne
Inception sweded af vanvittig familie
Inception serveret a cappella
Inception vs. The Matrix
Dum og dummere a la Inception
Fars Fede Ferie får Inception-treatment

Film fortalt på 60 sekunder

Empire kører en ret sjov konkurrence med film fortalt på 60 sekunder. Her har man kunnet sende bidrag ind med hvilken som helst film-fortolkning – eneste regel har været en spilletid på 1 minut. Feltet er nu nede på 20 styk og blandt dem finder man både nye og gamle film, bl.a. The Social Network, The Wizard Of Oz, Jurassic Park, Toy Story, Predator og The Terminator.

Der er et nogle virkelig fine imellem, bl.a. den nedenstående Lego-version af Die Hard. Men også udgaven af David Lynchs syrede Eraserhead er virkelig gennemført og veludført, se den HER. Den fik min stemme. Men klik videre for at se filmene og stem på din favorit HER. Afstemningen slutter d. 25. februar.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=Cdlzl0jp30Q[/youtube]

– Klik videre til Empire for at se og stemme på filmene HER.

Cool og dyster TMNT fanfilm

Vi er jo nogle, som stadig går og venter på, at en ny Teenage Mutant Ninja Turtles film skal se dagens lys. Der har flere gange været tilløb til et reboot af de kampklare padder – og altså ikke kun som tegnefilm og legetøj. Det er ind til videre blevet ved idéer til tegnebordet. Men nu har en cool kortfilm set dagens lys.

Fight The Foot er en uafhængig fanfilm, som præsenterer os for et mere dystert Turtles-univers, end det man bl.a. kender fra de første film og ikke mindst tegnefilmene. Jeg kan ret godt lide dette mere dunkle univers og så ser padde-designet også ret cool ud. Jep, kom nu med det dystre og voldelige reboot vi alle venter på.

Kortfilm i alle tænkelig afskygninger

Så var det i går, at dette års Filmfestival 13 blev afholdt i Cinemateket i København. Her er det kortfilmsproduktioner fra gymnasier i hovedstadsområdet og opland, som deltager. Vi fik set de i alt 18 kortfilm og delt priser ud til vinderne. Igen i år var det en fornøjelse at sidde med i juryen og se de mange forskellige kortfilm – og ikke mindst mærke entusiasmen både bag og foran kameraet. Filmene favnede bredt, hvor bl.a. alt lige fra klaustrofobisk drama, over voldsvillig action til komedie og skræmmende gysere rullede henover det store lærred.

Der skulle deles priser ud til både B- og C-niveau. På C-niveau var det gyseren Mediefagsprojektet, der løb med 1. prisen. Her blev der taget kærlig hånd om found footage-genren, som man bl.a. kender det fra The Blair Witch Project og Paranormal Activity. En genrebevidst sag, som leverede grum stemning og gode chok. På B-niveau modtog Alberts krig Juryens Specialpris. En poetisk og legende film, hvor krigen opleves gennem et barns øjne. 1. prisen gik til den gennemførte, forførende og meget flotte En Date, der med bl.a. referencer til A Clockwork Orange serverede et køligt og foruroligende portræt af en yderst velformuleret seriemorder.

Masser af spændende kortfilm

Jeg er så heldig, at jeg igen i år sidder med i den fem mand høje jury, der skal se og dele priser ud til kortfilmsproduktioner, som er produceret på gymnasier fra hovedstadsområdet og opland. Det var virkelig spændende og sjovt at se de mange bidrag sidste år, så jeg glæder mig meget til at se de cirka 20 nye kortfilm, som i år kæmper om priserne.

Arrangementet eller Filmfestival 13, som arrangementet hedder afholdes i morgen lørdag i Cinemateket i København. Det er Medielærerforeningen for de Gymnasiale Uddannelser, som i samarbejde med Det Danske Filminstitut og Børn & Unge står bag festivalen. Desværre er det igen i år et lukket arrangement, men mon ikke der blandt deltagerne gemmer sig et par stjerneskud, som vi alle kommer til at kunne nyde i landets biografer en gang i fremtiden?

En lille, smuk science fiction-film

Nu sænker julefreden sig jo sikkert snart – og til at få pulsen ned i gear allerede nu, kan jeg anbefale lige at bruge 3 minutter på den lille, nye kortfilm Modern Times. Det er en ret så gennemført og smuk film, som fornemt kæder Charlie Chaplin-klassikeren sammen med stram science fiction-æstetik. En virkelig smuk og næsten rørende film, som bl.a. leder tankerne hen på sidste års fremragende Moon.

[vimeo]http://vimeo.com/17631561[/vimeo]

… og hvis du er sneet inde, så tjek også lige følgende kortfilm:
Cool kortfilm med robotter og russisk mystik
– Hæsblæsende menneskejagt med ”The Raven”
Kæmpekrabberne angriber
It’s only a movie, it’s only a movies, it’s only…
Seje, russiske Transformers amok
Charmerende, animeret kortfilm

Der er en del skuespillere, som ligner lort …

”You look like shit!” er en replik, man helt sikkert har hørt på film – måske også flere gange, end man lige skulle tro. Skulle man imidlertid være i tvivl om man har hørt replikken, så har Ben Craw fra The Huffington Post været så flink at lave en lille montage med den famøse replik. Det er altså ret sjovt, men for pokker hvor må det have taget lang tid at klippe sammen. Hvor mange af filmene kender du?

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=wlonv3yJCL4[/youtube]

Se andre sammenklip:
”Get out of there!”
Julianne Moore græder en del
Et heftigt trip ind i herlige action-klichéer