Indlæg

Flyv med Disneys Peter Pan til den magiske Ønskeøen
 langt borte

Dvd-anbefaling: Hvis du ikke allerede er bekendt med Disneys eventyr ‘Peter Pan’ fra 1953, så er det på høje tid, at du bliver det. For det er en skøn tegnefilm, man kan se igen og igen – også selvom man er voksen. Hvis du allerede har set den, så overvej om ikke, det er på tide med et gensyn med Peter Pan, Klokkeblomst og vennerne på vilde strabadser på Ønskeøen.

Den fortryllende fortælling starter en stjerneklar nat, hvor den evigt unge Peter Pan flyver ind ad vinduet hos den rare familie Darling et sted i det skønne London. Her leder Peter Pan efter sin egen skygge, men han finder i stedet de tre Darling-søskende. Dem tager han nu med på et magisk eventyr til den fortryllede Ønskeøen sammen med den lille fe, Klokkeblomst.

Peter Pan dvd 01©Disney

Ønskeøen er en farverig fantasiverden, hvor der i den grad venter masser af vilde strabadser, magisk magi samt både indianere og havfruer. Det er dog ikke kun fryd og gammen på øen, hvor man også støder ind i Peter Pans fjende nummer et, den hidsige Kaptajn Klo. Han og børnene kommer således snart i pirat-klammeri med både Kaptajn Klo og en masse andre sørøvere.

‘Peter Pan’ kan ses med både danske og engelske stemmer og er udgivet på dvd og Blu-ray. Dvd-udgivelsen byder desuden blandt andet på et kommentarspor med Roy Disney. Så hvis du også har drømt om, hvordan det mon ville være at forblive barn – eller bare gerne vil på et magisk eventyr – så er ‘Peter Pan’ bestemt et godt sted at starte, for her kan barndommens drømme leve for evigt.

– Peter Pan er ude på dvd og Blu-ray.

Peter Pan dvd cover

Kom med ned i et magisk hav med Den Lille Havfrue

Dvd-anbefaling: Hvis der er en Disney-tegnefilm, som jeg i den grad kan huske fra da jeg var lille og VHS-maskinen stadig var et hit, så er det den sprudlende, engagerende og musikalske ‘Den Lille Havfrue’ fra 1989. Den er bestemt stadig et hit her mere end 25 år senere. For filmen er fuld af mindeværdige, sjove og frygtindgydende karakterer – og ikke mindst mindeværdige sange.

Det farverige eventyr under havets overflade er løst baseret på H.C. Andersens fortælling, men har her fået en fortryllende Disney-ficering. Man følger således havfruen Ariel, der lever i harmoni med havet og sin far Kong Triton samt sine søstre og vennerne – blandt andre den søde fisk Tumle og den syngende og sjove krabbe Sebastian. Men selvom de bor i et sandt paradis, kan Ariel ikke lade være med at drømme om, hvordan det må være at leve på land.

den lille havfrue dvd 01©Disney

Det går da heller ikke hverken værre eller bedre end, at Ariel en dag redder en prins fra at drukne. Hendes ønske om et liv på landjorden bliver nu blot endnu større. Så i al hemmelighed kontakter hun den sleske havheks Ursula, der kan hjælpe hende med at få ben og opleve et liv på land. Men det går naturligvis ikke så let, så snart står Ariel i problemer til op over hendes hoved med både kærlighedskvaler samt sig selv og sin fars kongerige i en frygtelig suppedas.

Filmen, der er ude på dvd og Blu-ray, kan ses med både danske og engelske stemmer, mens der også medfølger en lille omgang ekstramateriale på dvd-udgivelsen, blandt andet en alternativ slutning. Så ja, jeg kan da kun på det varmeste anbefale dig at finde badebukserne eller badedragten frem og tage et dyk ned i havet med Ariel og alle de andre.

– ‘Den Lille Havfrue’ er ude på dvd og Blu-ray.

den lille havfrue dvd cover

Disneys fortryllende eventyr om den sovende Tornerose



Dvd-anbefaling: Vi kender alle den fortryllende fortælling om Tornerose, der falder i en dyb søvn, da hun stikker sig på en ten. Og hvis man er ekstra heldig, så kender man også Disneys fine tegnefilmsudgave af eventyret om Tornerose. Den version er fra 1959 og holder bestemt stadig. Den er både fortryllende, magisk og musikalsk. Lad mig blot allerede anbefale dig den nu.

Eventyret begynder ved Auroras fødsel og hele kongerigets fejring af hende. Denne store og glædelige fejring gør dog den onde fe og farlige skurk Maleficent særdeles jaloux. Alt ånder dog fred og ro for prinsessen, der vokser glad op, mens de tre gode feer gør deres bedste for at beskytte hende mod ondskaben.

Tornerose dvd 01©Disney

Det er dog desværre ikke helt nok. For på sin blot 16-års fødselsdag stikker Aurora sig nemlig på en spids ten og falder i en dyb søvn – præcis som den onde Maleficent spåede. Nu er det op til den heroiske prins Philip at besejre den både farlige og ildspyende drage, som vogter over Tornerose, der sover sin dybe søvn i et stort tårn. Mon han klarer den?

Udover den forrygende fine tegnefilm – der kan ses med både engelsk og dansk tale – finder man også en omgang ekstramateriale. Her kan man blandt andet se filmen med et kommentarspor af den Oscarbelønnede animationsskaber John Lasseter, mens man også finder en musikvideo og Disnyes sange videre til at kunne se filmen med prisesse-fakta med mere.

– Tornerose er ude på dvd og Blu-ray.

Tornerose dvd cover

Skønheden og Udyret er en udødelig Disney-klassiker



Et fortryllende eventyr på Blu-ray: En af de Disney-tegnefilm, der står klarest i min erindring fra barndommen er den fortryllende, søde og tilpas dramatiske ‘Skønheden og Udyret’ fra 1991. En film fyldt med skønne sange, både gribende og søde karakterer samt en historie, der fænger fra første til sidste billede – blandt andet også takket være den skønne og opfindsomme animation.

Historien kender de fleste, da alle forhåbentlig allerede har set denne klassiker – ellers kan jeg absolut kun anbefale, at man gør det. Ikke mindst på den smukke Blu-ray-udgivelse, som filmen har fået. Men for lige at opsummere historien, så møder vi her den unge og bogglade Belle, hvis far bliver sat i fængsel af et frygtindgydende udyr. Belle tilbyder nu sig selv i sin faders sted. Hun har dog ingen idé om, at udyret faktisk er en prins, der grundet en forbandelse er forandret til det pelsede og skrækindjagende udyr.

Beauty and the Beast 01

Det er dog ikke kun prinsen, der er fortryllet i dette både morsomme og rørende eventyr. Her kommer blandt andet også både te-stel, lysestager og urværk til live på udyrets fortryllede slot, hvor Belle stille og roligt også lader sig fortrylle af stedet og ikke mindst sin stortandede og overraskende søde tilfangetager. Ja, en umulig romance, der kommer bag på dem begge to.

Så hvis du endnu ikke har denne Disney-klassiker stående på hylden, bør jeg vist have slået mere end fast, at det bør den gøre. Det er nemlig udover at være en både yderst musikalsk, morsom og dragende tegnefilm også en tegnefilm, der kan ses igen og igen. Den holder i hvert fald her mere end 25 år senere. Blandt andet takket være sin netop tidsløse historie om kærlighed – og om ikke at dømme nogen på deres ydre.

– ‘Skønheden og Udyret’ er udkommet på Blu-ray og dvd. 



Beauty and the Beast cover

VILDE ROLF: farverigt retrospil på vilde eventyr

Hvad stiller man op, hvis man er en computerspilsfigur, der er programmeret til kun at smadre ting, når man egentlig gerne vil være andet end skurken? Du ved, få lidt anerkendelse og måske nogle venner – altså lige som helten i spillet. Sådan har Vilde Rolf det, eller Wreck-It Ralph, som også er originaltitlen på Disneys nyeste animationsfilm.

Så da Rolf finder ud af, at man kan vinde en medalje i et andet computerspil og herved blive hyldet som helten, smutter han straks ud af sit eget spil. Men det kan være farligt og han får da også sluppet et fælt rumkryb fra det nye spil løs. Nu truer bæstet med at ødelægge alle computerspillene (jep, den sikre død – gisp). Så Rolf må nu forsøge at rette sin fejl, mens han også jagter medaljen.

vilde rolf 01

Selvom jeg på ingen måde er gamer, så har jeg været min tur omkring Amiga 500 og Sega Master System II – og ja, det er ret sjovt at se de gamle spilkarakterer forvandlet til kulørt 3D-eventyr, så som Pac-Man og det blå pindsvin Sonic. Men charmen ligger mest af alt hos den godhjertede Rolf og hans veninde Vanilje, som han hjælper med et racerløb blandt pixellerede sukkertoppe og slikpindetræer.

De to svinger godt og giver de til tider noget sukkersøde løjer en smule kant. For selvom her på forrygende vis blandes computerspil fra forskellige tidsaldre, så bliver Vilde Rolf også noget poleret rent historiemæssigt. Jeg savner mere mod til at tage fat i latente tematikker som ensomhed, identitet og selvværd.

vilde rolf 02

For både Rolf og Vanilje er outsidere i hver deres spil, men deres plads i skyggen bliver kun behandlet overfladisk. Det ændrer heldigvis ikke på, at her trods alt er tale om både flot, farverig og medrivende animation, der med fine referencer til de gamle spil formår at underholde langt det mest af vejen. Men jeg kunne nu godt tænke mig, at der var brugt mere tid i selskab med mikset af de forskellige spil.

Det var versionen med danske stemmer, jeg så – og ja, de fungerer fint nok. Jeg glæder mig dog til et gensyn, hvor jeg kan se filmen med de originale stemmer, da man her finder et par af mine favoritter, nemlig John C. Reilly, Sarah Silverman og Jane Lynch. Men godt det samme, for så har jeg jo lejlighed til at besøge det sukkersøde univers en gang til.[tabgroup][tab title=”Vilde Rolf | Biografanmeldelse”]Vurdering: 4/6

4_6 - stars

126635CM15.indd

Originaltitel: Wreck-It Ralph, USA, 2012
Premiere: d. 7. februar
Instruktion: Rich Moore
Medvirkende: originale stemmer: John C. Reilly, Jack McBrayer, Sarah Silverman, Jane Lynch, Alan Tudyk m.fl. Danske stemmer: Nikolaj Steen, Mads Knarreborg, Christiane Schaumburg Müller, Andrea Vagn Jensen, Rasmus Botoft m.fl.
Spilletid: 107 min.
Distributør: Disney[/tab][/tabgroup]

Disney mikses op med Star Wars

Ja, jeg ved godt, at jeg endnu ikke har skrevet noget om, at Disney har købt Lucasfilm og hermed har fået rettighederne til ’Star Wars’-universet, hvilket bl.a. betyder nye ’Star Wars’-film. Umiddelbart ser jeg ikke noget skidt i, at det nu er Disney, der bliver afsender – altså med mindre de Jar Jar Binkser lårdet endnu mere op.

Well, men grunden til, at jeg overhovedet lige nævner Disneys opkøb af Star Wars, er fordi Eclectic Method lige har lavet et labert mashup med ’Star Wars’- og Disney-universerne. Således fægtes Disneys Robin Hood nu med et lyssværd, mens Simbas far får lagt Darth Vaders ord i munden og Pumbaa taler som Yoda.

– Læs min anmeldelse af ’Star Wars’: den komplette saga

Se flere mashups fra Eclectic Method:
Bare rolig, jorden er gået under før
Blib blob… et herligt robot-mashup
Hyldest til en altid cool Bill Murray
Når filmstjerner slås på kryds og tværs
‘The Dark Side’ i ondt dubstep-mashup
Filmklip hjælper Jay-Z med 99 problemer
Tim Burton spiller op til knoglet Halloween