Indlæg

PIERCING: Brutalt psycho-thriller i dynamisk modspil

Thriller på Blu-ray: Den mørke, dragende og ubehagelige ‘Piercing’ byder også på begsort humor midt i sine makabre eskapader. Filmen er nu udkommet på Blu-ray. Her spindes der en stilsikker og musikalsk lækker fortælling om en tilsyneladende normal familiefar.

Helt almindelig er denne familiefar dog langt fra. For under påskud af at skulle på en forretningsrejse, har han faktisk tænkt sig at dræbe en prostitueret. Intet mindre.

Det er filmens brutalt simple afsæt, der dog skal vise sig at rumme sin del af overraskelser undervejs. Ganske medrivende. Men mere vil jeg faktisk ikke afsløre her – det må du selv opleve.

Christopher Abbott er god som traumeramt, tungsindig og morderklar familiefar, mens hans sagesløse offer spilles med ynde og mystik af Mia Wasikowska. Det er blandt andet i dynamikken mellem de to, at filmens magi opstår – samt ikke mindst i samspillet mellem billed- og lydsiden.

‘Piercing’ udkommer på dvd og Blu-ray den 14. februar 2019.

En forhistorisk og episk fortælling med ‘Alpha’ på Blu-ray

‘ALPHA’ PÅ BLU-RAY: Kom med tilbage til forhistorisk tid med ‘Alpha’, der er udkommet på Blu-ray her i landet og har Kodi Smit-McPhee i hovedrollen.

Blu-ray-udgivelsen indeholder desuden både den originale biograf-version samt ikke mindst også en såkaldt Director’s cut. På den måde kan du altså se filmen i to forskellige versioner alt efter humør.

‘Alpha’ er således en episk fortælling om det at blive voksen. Der er dog lige det specielle ved lige netop denne film, at det så bare lige foregår under den seneste istid – ja, en meget kold og farlig periode i menneskehedens historie.

Her møder man en ung dreng, der får en usædvanlig allieret i form af en ensom ulv. Sammen oplever de utallige farer og har alle odds imod sig i kampen for at overleve i den barske vildmark og finde hjem, inden den dødsensfarlige vinter er over dem.

‘Alpha’ udkommer på dvd og Blu-ray den 31. januar.

BLACKKKLANSMAN: Ku Klux Klan får røven på sort komedie

Komedie på Blu-ray: Det er både vild og utrolig historie, der fortælles i ‘BlacKkKlansman’ – og ja, så er den ovenikøbet baseret på sande begivenheder. En film, der både morsomt og tankevækkende sætter racisme på menuen, mens man tages tilbage til 1970’erne, hvor en ung, sort betjent sammen med et par hvide kollegaer forsøger at infiltrere Ku Klux Klan.

Man følger således den vovede efterforskning, der er sat i værk af Ron Stallworth – den første afroamerikanske betjent i Colorado. Han skaber nemlig kontakt til den racistiske klan over telefonen, hvorfor han har brug for en hvid betjent til, når de skal mødes ansigt til ansigt. Således indledes et både sorthumoristisk og spændende forsøg på at fælde klanen indefra.

John David Washington spiller den ambitiøse betjent Ron, mens Adam Driver ses som hans noget mere uimponerede og tilbagelænede kollega Flip Zimmerman. De to udgør med hver deres forskellige energi et godt og dynamisk team i en 70’er-virkelighed, hvor racismen trives både i politiets egne rækker og på gaden, mens Ku Klux Klan forsøger at få et mere renskuret image.

Instruktør Spike Lee fortæller altså her en historie med tematisk tyngde og sørgelig relevans på både vedkommende, spændende og morsom vis. For godt nok er klanen et skræmmende bekendtskab, men de er også portrætteret som dumme, fjollede og sørgerlige eksistenser, hvilket afføder både groteske samt morsomme scener. Ja, komedien opstår, hvor modsætninger mødes.

Modsætningerne mødes i den grad her, hvor kontrasten med Ron på den ene side og de racistiske klan-medlemmer på anden anden ikke kunne være større. Godt nok er ‘BlacKkKlansman’ morsom, men alvoren ligger hele vejen som en latent understrøm i fortællingen, der ligeledes er et interessant tidsbillede af et Amerika, hvor de sorte må kæmpe for deres rettigheder.

Instruktør Spike Lee lykkedes altså med at fortælle en engagerende, humoristisk og nærværende historie med et potent og flerfacetteret emne. Godt nok bliver pointerne sine steder måske lige bastante nok, men det er til at leve med, når man altså får en overordnet dragende og spændende fortælling, der fint forløses af de medvirkende – betjente såvel som klan-medlemmer.

– ‘BlacKkKlansman’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K den 31. januar.

SMALLFOOT: En afskyelig snemand på søde afveje

Den afskyelige snemand på Blu-ray: Vi kender nok alle til myten om den afskyelige snemand med de store fødder og den bløde pels. Nu lander så animationsfilmens ‘Smallfoot’ på Blu-ray her i landet, så du kan opleve den søde film i hjemmebiografen. Her bliver den sneklædte myte imidlertid vendt sjovt på hovedet i en fortælling om både venskab, mod og familie.


For da den unge yeti aka Bigfoot Migo finder noget, som han ikke troede eksisterede, kastes til lille og sneklædte yeti-samfund ud i uro. For det som en unge og afskyelige snemand har fundet er nemlig et menneske ved navn Percy – og de afskylige snemænd tror nemlig ikke på mennesker. Altså lige indtil Migo falder over denne lille dreng.

Animationensfilmen er desuden besat af fine skuespillere bag stemmerne, hvor man således blandt andet finder Channing Tatum bag stemmen til den afskyelige snemand Migo, mens James Corden lægger stemme til drengen Percy. Videre finder man blandt andre også stemmeskuespil af Danny DeVito samt både Zendaya og Common, der desuden også står for musik til filmen.

Ekstramateriale: Udover at animationsfilmen udkommer på det fine Blu-ray-format, finder man også en omgang ekstramateriale, så man kan dykke lidt yderligere ned i filmen. Blandt andet finder man featuretten ‘Yeti, Set, Go!’, videre til ‘Sing Along’ og en ‘Mini-Movie’ samt en musikvideo med mere.

– ‘Smallfoot’ udkommer på dvd og Blu-ray den 11. februar 2018.

CRAZY RICH ASIANS: Romantisk komedie og kærlighedskvaler i Singapore

Drama på Blu-ray: Den romantiske komedie ‘Crazy Rich Asians’ er baseret på bestselleren skrevet af Kevin Kwans fra 2013. Der er således lagt op til både kærlighedskomplikationer, rødmende romantik og følelsesmæssige forviklinger, når filmen folder sig ud. Filmen udkommer nu på Blu-ray her i landet, så man kan opleve romantikken spire i hjemmebiografen – og måske endda blive inspireret til at invitere sin kæreste ud?


Filmen handler om New Yorkeren Rachel Chu, der tager med sin kæreste til hans bedste vens bryllup i det fortryllende Singapore. Her møder hun således hans store familie for første gang og opdager, at netop familien kan være vildere end kærligheden. Det bliver naturligvis starten på dramaet, der byder på udfordringer og dilemmaer for Rachel Chu.

Filmen er instrueret af Jon M. Chu – manden bag blandt andet actionfilmen ‘G.I. Joe: Gengældelsen’ samt trylle-thrilleren ‘Now You See Me 2’, men også de måske noget mere nærliggende ‘Justin Bieber: Never Say Never’ samt dansefilmen ‘Step Up 2 the Streets’. De to sidstnævnte er i hvert fald noget mere i samme boldgade som ‘Crazy Rich Asians’.


Ekstramateriale: Udover at filmen udgives på det fine Blu-ray-format, så medfølger der også en omgang ekstramateriale, hvor man kan dykke yderligere ned i filmen og blive klogere på dens forskellige aspekter. Her finder man således et kommentarspor med filmens instruktør Jon M. Chu samt forfatterens Kevin Kwan, der står bag bogforlægget. Videre finder man featuretten’Crazy Rich Fun’ samt slettede scener og spas fra produktionen.

– ‘Crazy Rich Asians’ udkommer på dvd og Blu-ray den 7. februar 2018.

THE PREDATOR: Rumuhyret er tilbage på 4K Ultra HD

4K Ultra HD: Første gang verden mødte det sidenhen ikoniske filmmonster predatoren var i 1987, hvor Arnold Schwarzenegger havde sit hyr med at holde sig i live. Nu er rumuhyret tilbage i en ny film med den simple titel ‘The Predator’ – den udkommer nu på 4K Ultra HD. Men nej, filmen holder det ikke ligefrem simpelt. Her kastes der nemlig en lang række nye idéer ind i en fortælling, der snubler klodset rundt i dumheder.

Det starter ellers mere eller mindre – og ok herligt – action-simpelt med en heftig konfrontation mellem en predator og en flok soldater. Efter et par manuskriptmæssige krumspring løber filmen sig således kluntet i gang med fortællingen om en flok skøre eks-soldater på jagt efter predatoren, der selv er på jagt efter soldaten Quinns søn, alt imens øvrigt militær boltrer sig løs i jagten på både de tidligere elitesoldater og det dødsensfarlige rumvæsen. Bulder, brag og gab.

Her er ellers flere af de helt rigtige ingredienser til en omgang veloplagt monster-action med en af mine monster-favoritter. Vi har blandt andet flokken af skydegale soldater med hver deres brist – en har bande-anløben tourettes, mens en anden konstant lirer jokes af. Der er også sin del af blodsprøjtende action. Men de gode takter drukner i et rodet fortalt og dumhedsfyldt plot.

Der er blandt andet Quinns søn, der får fingrene i noget predator-teknologi, som han lige lynhurtigt afkoder – og altså sætter ham uforvarende i kontakt med monstrene – mens en biolog viser sig overraskende dygtig udi at håndtere skydevåben. Men en ting er, at blandt andet dette og andet i plottet er utroværdigt, hvad værre er, så er filmen bare ikke særligt underholdende.

Ganske vist ræser filmen igennem sit miskmask af en historie, men det høje tempo underminerer blandt andet også noget af det karaktermæssige engagement, der ellers lægges op til. Desuden fremstår det olme monster ikke videre frygtindgydende, mens mystikken omkring det er totalt fraværrende. Det er eksplosioner og flade oneliners, der her har overtaget.

Det betyder blandt andet, at spænding, uhygge og intensitet udebliver, mens det hele bare forbliver uvedkommende. På samme måde som karaktererne og historien, der forsøger at levere løjerne med et glimt i øjet. Men lige lidt hjælper det denne plot- og idé-mæssige rodebutik, der dog har har enkelte cool drab. Det redder bare ikke filmen fra at være en flad jagt på at underholde.

4K Ultra HD og ekstramateriale:
Filmen kommer på det billed- og lydoptimerede format 4K Ultra HD, mens filmen også følger med på Blu-ray. Herudover finder man også en omgang ekstramateriale, der ser nærmere på forskellige aspekter af filmen. Blandt andet slettede scener, videre til featuretter som ‘A Touch of Black’, ‘Predator Evolution’, ‘The Takedown Team’ og ‘Predator Catch-up’ samt et billedgalleri.

– ‘The Predator’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD d. 31. januar.


THE EQUALIZER 2: Denzel Washington er hårdtslående tilbage i 2’er

Action på Blu-ray: I 2014 var Denzel Washington på banen som den stilfærdige og bogglade, men også yderst kampkompetente hævner Robert McCall i ‘The Equalizer’. Fire år senere er han tilbage i den samme rolle med ‘The Equalizer 2’ for endnu engang at hjælpe udsatte medborgere på brutal vis. Men her kommer han også personligt i spil, da en nær ven dræbes. Filmen udkommer nu på Blu-ray.

Således er der lagt op til et på en gang afdæmpet og hårdtslående thriller-drama med en både intens, nærværende og dragende god Denzel Washington i den altoverskyggende hovedrolle. Desværre er filmen bare langt fra ligeså godt som hans portræt af den melankolske og godmodige eks-agent. Historien tager fat for sent og de øvrige medvirkende er ikke rigtigt interessante.

Desuden falder filmens forsøg på en intens finale desværre noget fladt og uengagende til jorden, mens de gråzoner, der ellers er i spil med temaer som god og ond, hævn og tilgivelse, bliver udvasket undervejs og altså uinteressant sort/hvide. De onde er onde, mens de gode er gode. Det er en skam, for midt i de hårde actionscener forsøges der ellers på et eftertænksomt drama.

‘The Equalizer 2’ er altså både personportrættet af McCall og de mennesker, der er i hans liv, mens det også er benhård action med et thriller-plot, der forsøger at bugte sig overraskende og intenst om ovenstående, men aldrig rigtigt kommer medrivende i mål. Det er måske i virkeligheden filmens største og fatale hæmsko. For filmen, fortællingen og karaktererne er bare ikke medrivende nok.

Derfor ender eskapaderne også med at være uvedkommende og heraf også ret så kedelige. Jeg sidder mere og venter på rulleteksterne, end på næste drejning i filmen. Men heldigvis har fortællingen altså trods alt Denzel Washington – det er ham, der holder filmens skind på næsen, men altså aldrig nok til at redde den fra at være en kedelig og noget ligegyldig opfølger.

Ekstramateriale: Blu-ray udgivelsen indeholder desuden en ganske pæn omgang ekstramateriale. Her finder man blandt andet således 11 slettede og forlængede scener, et såkaldt trivia track, man kan se sammen med filmen, et kig på filmens action samt filmens cast.

– ‘The Equalizer 2’ udkommer på dvd og Blu-ray den 24. januar.

UPGRADE: Benhård action for fuld udblæsning

Benhård action på Blu-ray: En af nyere tids meget roste action film er den amerikanske action-og-science-fiction-film ‘Upgrade’. Nu er filmen udkommet på Blu-ray her i landet, så du selv kan få action-syn for sagen – og en over action-nakken.

Efter hans kone er blevet dræbt under et brutalt røverisk overfald, der betyder, at han selv bliver lam, opsøges Grey Trace (Logan Marshall-Green) af en milliardæropfinder, der tilbyder en eksperimenterende behandling, der vil “opgradere” hans krop.

Kuren – et kunstig intelligens-implantat kaldet STEM – giver Grey fysiske evner, der aldrig er set før, og mulighed for at få hævn mod dem, der myrdede hans kone og sårede ham selv hårdt.

‘Upgrade’ er instruktør Leigh Whannell blot andet spillefilm, efter også at have instrueret ‘Insidious 3’. Således leverer han her en både voldsom og dyster fremtidsvision, der desuden har producenten af blandt andet min favorit ‘Get Out’ i rykken, videre til ‘The Purge’ og medskaberen af ‘Saw’ samt netop ‘Insidious’.

‘Upgrade’ udkommer på dvd og Blu-ray den 17. januar 2019.

-‘Upgrade’ udkommer på dvd og Blu-ray den 17. januar 2019.

THE NUN: En dæmonisk nonne på 4K Ultra HD

4K Ultra HD: Så er den dæmoniske nonne søreme på grufuld spil igen. For i kloster-gyset ‘The Nun’ – der nu er udkommet på 4K Ultra HD – vender den onde nonne tilbage for at jage skræk og rædsel i sit publikum. Første gang, man stiftede bekendtskab med hende var nemlig i gyserfilmen ‘The Conjuring 2’, hvor hun havde en mindre, men prominent og ikke mindst hårrejsende rolle. ‘The Nun’ er altså en spin-off-film i det såkaldte The Conjuring-univers, hvor den første film af samme navn kom i 2013.

Men denne gang indtager den creepy nonne altså titelrollen i en film, der udfolder sig i Rumænien anno 1952. Her tager en nonne en skrækindjagende nat på et afsidesliggende kloster sit eget liv. Denne tragiske hændelse, der ligeledes er omgærdet af mystik, får Vatikanet til at sende en præst og Irene, en nonne in spe, afsted for at undersøge sagen nærmere. For hvad skete der egentlig?

Ja, du gættede rigtigt. Det er naturligvis den dæmoniske nonne, der er på gysende spil i det tågeomhyldede kloster. Det erfarer præsten og Irene da også ét uhyggeligt skridt af gangen. Altså bortset fra, at ‘The Nun’ bare aldrig for alvor bliver uhyggelig. Den forjager for ofte sine virkemidler, hvor der gøres lidt for hidsigt og ikke videre virkningsfuldt brug af blandt andet jump scares.

Uhyggen kommer aldrig til rigtigt at rodfæste sig, inden der forsøges jaget en chok i livet på mig med en høj lyd eller noget, der popper op i billedet. Det ender med billige bøh-tricks og ikke en snigende uhyggelig forståelse for grusom timing og opbygning af isnende intensitet. Det er blandt andet det, den første ‘The Conjuring’ gjorde så forrygende og skræmmende godt.

Men nu hvor filmens jump scares og uhygge ikke rigtigt fungerer, kunne jeg jo håbe på, at den dunkle setting ude i skoven på det store kloster kunne afføde indtagende og gotisk horror-stemning. Det leverer filmen da også i momenter, som når karaktererne går rundt i dystre korridorer og på creepy kirkegårde. Men den ellers indtagende setting og mørklagte atmosfære bliver desværre bare kørt af sporet af netop klodsede bøh samt bulder og brag.

Filmens karaktertrekløver, der består af Demián Bichir, Taissa Farmiga og Jonas Bloquet som henholdsvis den gæve præst, den uskyldige nonne in spe og en lokal bonde – der har for vane at levere irriterende one-liners og agere akavet comic relief – heller aldrig får den dramatiske tyngde, som er nødvendig for, at jeg lever mig ind i gyset gennem deres pinsler. De forbliver halvflade brikker i et gyserspil, der altså bare ikke for alvor kommer til at spille.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Udover, at man får filmen på det forførende flotte og vellydende 4K Ultra HD følger filmen også med på Blu-ray, mens man også kan dykke ned i en omgang ekstramateriale, der ser nærmere på filmen og Conjuring-universet. Her får man således featuretterne ‘A New Horror Icon’, ‘The Conjuring Chronology’ og ‘Gruesome Planet’ samt mere end 10 minutters slettede scener.

– ‘The Nun’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 24. januar 2018.

SHARP OBJECTS: Psykologisk thriller-serie fra HBO med Amy Adams

Psykologisk thriller-serie på Blu-ray: Hvis du er bare en smule vild med tv-serier, så ved du også, at HBO er værd at holde øje med, når de er klar med en ny serie, da HBO i den grad har skabt nogle af de seneste mange års mest forrygende, medrivende og spændende serier. Tænk blot på blandt andet ‘Sopranos’, ‘True Detective’ og ikke mindst ‘Game of Thrones’. Med den otte afsnit lange mini-serie ‘Sharp Objects’ er HBO således klar med en thriller-serie.

I centrum for seriens fortælling finder man den altid seværdige Amy Adams, der spiller journalisten Camille Preaker som tumler med en svær fortid. Hun vender i serien imidlertid tilbage til sin hjemby i Missouri for at efterforske mordet på en ung pige samt en anden piges forsvinden. Her er med andre ord lagt op til et nervepirrende thriller-drama med psykologisk tyngde.

Mini-serien er baseret på Gillian Flynns bog af samme navn og er af flere blevet nævnt i samme åndedrag som eksempelvis netop HBO-serien ‘True Detective’, som jeg i den grad er begejstret for – ikke mindst første sæson. Udover den Oscar-nominerede Amy Adams i hovedrollen, så finder man på rollelisten blandt andet også navne som Patricia Clarkson og Chris Messina.

Så hvis du er til karakterdrevne dramaer, psykologiske thrillers og ikke mindst mordgåder, så kan det være, at du skal kaste dig over netop mini-serien ‘Sharp Objects’. Blu-ray-udgivelsen byder naturligvis på seriens otte afsnit, der udspiller sig på 420 minutter, men man finder også lidt ekstramateriale i form af featuretten ‘Creating Wind Gap’, hvor cast og crew snakker om skabelsen af seriens fiktive by Wind Gap.

– Mini-serien ‘Sharp Objects’ udkommer på dvd og Blu-ray den 13. december.