Indlæg

THE SECRET LIFE OF WALTER MITTY: Ben Stillers eventyr er en sand fornøjelse

Blu-ray-anmeldelse: Der er en simpel, men eviggyldig sandhed at hente i Ben Stillers rørende, smukke og morsomme The Secret Life of Walter Mitty, og det er, at man skal gribe livet. At det så er en sandhed, der kan være svær at efterleve, det er en anden snak. For selvom livet befinder sig lige for næsen af os alle sammen, kræver det også mod at hoppe ud i det – at følge sine drømme. For gør man det, kan man også fejle, blive såret og miste.

Men prøver man ikke, har man allerede tabt. Det må Walter Mitty sande, da han pludselig tvinges til at gribe livet og eventyret. Han arbejder nemlig som fotofremkalder for Life Magazine, hvor fotografen Sean O’Connells negativ til fotoet, der skulle på magasinets sidste forside er forsvundet. Derfor må Walter nu begive sig ud på en rejse for at finde frem til den mystiske Sean for at få fat i negativet.

walter mitty 03

Walters livlige dagdrømme bliver med andre ord pludselig til virkelighed. Der er selvfølgelig også kærlighed med i ligniningen, for altid søde Kristen Wiig spiller Walters kollega Cheryl, som han selvfølelig er varm på, men for genert til rigtigt at gøre noget ved det. Så ja, det er både livet med vandringer på bjergrykke, samt det nære liv med kærligheden, der skal gribes.

Udover at Ben Stiller indtager hovedrollen, har han også instrueret. Begge dele er han lykkedes virkelig godt med. Han forvalter med stor naturlighed rollen som den lidt generte og akavede, men søde, dedikerede og intelligente Walter, mens filmen bugter sig veloplagt afsted med et fortællemæssigt overskud i velgennemtænkte billedkompositioner, der gør at filmen aldrig mister sin visuelle dynamik.

walter mitty 01

Det går bogstaveligtalt over stok og sten, fra det ene vilde dagdrømmeri til virkelighedens rejser på smukke bjerge. Desværre er filmens ganske heftige tempo også en smule med til, at man ikke kommer helt ind bag karaktererne. Men heldigvis nok til at man forstår og hepper på dem. Men der er altså ikke mange komplekse nuancer at komme efter i dramaet eller filmens temaer.

Det gør dog ikke det store, for man bliver i pokkers godt humør af filmen, der er baseret på en novelle af James Thurber fra 1939, som blev filmatiseret første gang i 1947. Ben Stiller leverer således både elegant, veloplagt og morsomt en velmenende reminder om, at man skal gribe livet, gå efter drømmen og finde eventyret, der altså ikke behøver være på toppen af Mount Everest, men også kan findes lige om hjørnet.

Filmen – The Secret Life of Walter Mitty, 4/6: 4_6 - stars_LILLE

walter mitty 05

Ekstramateriale, billede og lyd:
Ben Stillers strabadser gør sig i den grad godt på Blu-ray. De mange smukke billeder gengives veldefineret, klart og med store detaljegrad, mens farvepaletten er både mættet og velbeskrevet. Det dynamiske lydspor er også en sand fornøjelse med sine  velbalancerede niveauer, hvor alle elementer kommer til deres ret. Der medfølger også en stak helt ok, men også lidt overfladisk ekstramaterie.

Her får man en række slettede, forlængede og alternative scener (i alt 17 min.), mens en ni-delt behind the scenes giver et fint indblik i filmens tilblivelse, lige fra historien til karakterne og musikken videre til locations og casting (38 min.). Slutteligt får man en musikvideo med José González og så kan man klikke sig igennem et galleri med referencebilleder.

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 | 5_6 - stars_LILLE Lyd 6/6  6_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”The Secret Life of Walter Mitty | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
walter mitty cover
4_6 - stars
Originaltitel: The Secret Life of Walter Mitty, USA, 2013
Release: d. 1. maj 2014
Instruktion: Ben Stiller
Medvirkende:
Ben Stiller, Kristen Wiig, Shirley MacLaine, Sean Penn m.fl.
Spilletid: 115 min.
Udgiver: Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

NYMPHOMANIAC: Lumre Lars’ intellektuelle bollefest driller med et eksistentialistisk, morsomt og brutalt kig ind i seksualiteten

Blu-ray-anmeldelse: Drop lige de forbehold du eventuelt måtte have mod Lars von Trier. For han er altså en både morsom og drillesyg mand, der altid leger med sit publikum. Det er også tilfældet med hans seneste opus, den seksuelle dobbeltdækker Nymphomaniac. En fire timer lang rejse gennem en kvindes seksuelle eskapader, fra barnsben til hun er 50 år. Ja, bare rolig, der er både stive pikke, våde vaginaer og sæddryppende mundvige.

Denne version af filmen er dog ikke Triers egen, der er halvanden time længere, og som verden endnu har del to til gode af. Trier har dog accepteret denne kortere version, selvom han angiveligt ikke har deltaget i klipningen af den. Triers version skulle blandt andet være mere eksplicit, så det bliver spændende at se, hvad den længere spilletid vil gøre for oplevelsen af, hvad der allerede er et bæst af en film.

nymphomaniac 02

Her er nemlig tale om en fascinerende, dragende og tankevækkende film, der ganske vist har seksualiteten som motor, men i lige så høj grad handler om ensomhed og afhængighed, det at søge relationer og nærvær, at mærke sig selv og sine følelser – og om gode og dårlige mennesker. I centrum finder man Charlotte Gainsbourg som den selvbetitlede nymfoman Joe. Hun bliver fundet forslået i en baggård af den intellektuelle Seligman, der spilles med fin tilbageholdenhed af Stellan Skarsgård.

Hjemme i Seligmans spartanske eneboerbolig fortæller hun ham sin livshistorie. Man får således i tilbageblik indblik i hendes liv og mange seksuelle møder, jagten på kærlighed og anerkendelse. Det er Stacy Martin, der lægger krop til den unge Joe, som helt forrygende balancerer det uskyldige med det kalkulerede, det følsomme og kolde. En kvindekarakter, der ganske enkelt er fængslende at følge hele vejen.

nymphomaniac 01

Ja, der er seksuelt eksplicitte scener, men de er ikke tomme provokationer, men fungerer som nødvendige scener for forståelsen af Joe, seksualiteten og forholdet mellem mand og kvinde. Det, at filmen udspiller sig i tilbageblik, hvor hvert af de otte kapitler omhandler en periode i Joes liv, giver filmen en helt litterær karakter, hvor Seligman intellektuelt dissekerer Joes liv og filmens tematikker. Trier taler altså her mere til hjernen end til skridtet.

Det er desuden et forrygende cast, der lægger krop til Triers løjer, hvor der blandt andet legende tegnes tal op på billedet og indklippes gamle filmstrimler for at understrege en pointe. Drilsk og uforudsigeligt. Nå, men det var rollelisten. Her finder man blandt andet også Shia LaBeouf som Joes langvarige flamme, Christian Slater er Joes far og så dukker Jamie Bell op i en hårdtslående rolle, mens en ilter Uma Thurman smækker sorthumoristisk med dørene. Ja, selvfølgelig skal du se den.

Filmen – Nymphomanic, 5/6: 5_6 - stars_LILLE

Ekstramateriale, billede og lyd:
Udgivelsen fordeler dog på to skiver – filmens del et og to. Desværre medfølger der absolut intet ekstramateriale. Mon ikke man må vente med at få det til Triers egen version udgives? Til gengæld gør filmen sig virkelig godt på Blu-ray. Billedet står veldefineret, detaljerigt og med en smukt udfoldet farvepalet. Lydsporet er ligeledes en fornøjelse med sine klare og velbalancerede niveauer. Sådan.

Ekstramateriale 0/6 0_6 - stars_LILLE | Billede 5/65_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Nymphomaniac | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
nymphomaniac cover
Originaltitel: Nymphomaniac, Dansk | Tysk | Svensk | Fransk | Britisk, 2013.
Release: d. 24. april 2014
Instruktion: Lars von Trier
Medvirkende:
Charlotte Gainsbourg Stellan Skarsgård, Stacy Martin, Shia Labeouf, Christian Slater, Uma Thurman, Jamie Bell, Willem Dafoe, Connie Nielsen, Nicolas Bro, Udo Kier m.fl.
Spilletid: 4 timer
Udgiver: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

THE WORLD’S END: Den bedste måde at lade Jorden gå under på

Blu-ray-anmeldelse: Som alle andre ordentlige mennesker, nyder jeg at se Jorden gå under på film. Så selvfølgelig er den britiske undergangskomedie The World’s End uundgåelig filmkigning. Det er den også fordi, at det er sidste film i Edgar Wrights Three Flavours Cornetto-trilogi, der også består af de forrygende komedier Shaun of the Dead og Hot Fuzz. Alle tre film har veloplagte Simon Pegg og Nick Frost i front.

Hvor duoen i de to forrige film tog hånd om henholdsvis zombie- og buddy cop-genren, er det denne gang science fiction-genren og intet mindre end Jordens undergang, Edgar Wright tager favntag med – vittig, veloplagt og velskrevet. Her ender fem venners pub crawl nemlig som en kamp for overlevelse. Mere vil jeg ikke afsløre – og ja, drop for resten lige at se traileren. Bare se filmen.

the world's end 01

Simon Pegg spiller den hurtigsnakkende Gary King, der hænger fast i fortiden – dengang han og vennerne var teenagere med livet foran sig. De forsøgte 20 år tidligere at klare en legendarisk pub crawl i deres hjemby med hele 12 stop, men nåede aldrig at afslutte den. Gary har derfor samlet sine fire gamle venner for at give det et nyt forsøg. Men vennerne er modsat Gary kommet videre – du ved, kone, fast job og børn. De indvilger dog i at deltage for gammel venskabs skyld.

Her er altså tale om en film, der udover at være helt forrygende morsom også berører emner som venskab og nostalgi, hvilket er med til at give de medrivende løjer en fin dramatisk kant – uden på nogen måde at miste hverken fremdrift eller komisk slagkraft. Det er dog ikke kun filmens manuskript, der leveres engagerende af det ligeså veloplagte cast, også filmens actionscener sprutter af energi og overskud.

the world's end 03

Simon Pegg balancerer som Gary King fornemt mellem det vittige og tragiske, mens Nick Frost som hans bedste ven giver dynamisk modspil med skarp og vittig ping pong – hvilket desuden også gør sig gældende for de øvrige venner i flokken: Paddy Considine, Martin Freeman og Eddie Marsan. Rosamund Pike agerer desuden sød flirt fra fortiden, mens man finder Pierce Brosnan i en herligt intellektuel birolle.

Her er altså tale om en mere end værdig afslutning på en helt forrygende trilogi, og en af de absolut sjoveste komedier, jeg længe har set. Den indtog desuden den fornemme førsteplads på min top 10 over de bedste film i 2013 – dem finder du her. Selvfølgelig skal du se The World’s End – og ellers nupper du lige et gensyn.

Filmen –
The World’s End, 5/6: 5_6 - stars_LILLE

the world's end 02

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen gør sig forrygende godt på Blu-ray. Billedet er veldefineret og har dejligt mættede farver, god detaljegrad og solid kontrast, hvor både lyse og mørke scener kommer flot til deres ret. Lydsporet spiller ligeledes forrygende med dynamisk brug af sine elementer, der alle går klart igennem.

Ekstramaterialet består et sjovt og informativt kommentarspor med veloplagte Edgar Wright og Simon Pegg, videre er der en god making of, der med både interviews og behind the scenes-klip kommer tilfredsstillende omkring filmens tilblivelse (48 min.), mens der også er en enkelt slettet scene (1 min.).

Ekstramateriale 4/6 4_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”The World’s End | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 5/6:
5_6 - stars
world's end cover
Originaltitel: The World’s End, Endgland, 2013
Release: d. 4. april 2014
Instruktion: Edgar Wright
Medvirkende: Simon Pegg, Nick Frost, Martin Freeman m.fl.
Spilletid: 107 min.
Udgiver: Universal Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

THE COUNSELOR: Geparder, narko og Michael Fassbender på røven

Blu-ray-anmeldelse: Den er god nok, Michael Fassbender, Penélope Cruz, Cameron Diaz, Javier Bardem og Brad Pitt står på rollelisten i Ridley Scotts dystre krimi The Counselor. Umiddelbart opskriften på en af de der sikre Hollywood-succeser. Det er den så ikke blevet – du ved, den floppede i de amerikanske biografer. Men nu er filmen heller ikke just letfordøjelig underholdning med smukke skuespillere i lækkert tøj.

Well, der er ganske vist både smukke skuespillere og lækkert tøj. Der er med andre ord stil på drengen – men ikke kun, hvad angår filmens garderobe. For visuelt er her tale om en virkelig lækker omgang billedonani, der fornemt akkompagnerer det brutale krimiplot, der foldes underspillet ud – fascinerede, begsort og ondt.

the counselor 01

Men hvad handler filmen egentlig om? Det er faktisk et virkelig godt spørgsmål. For langt hen ad vejen efterlades man i uvished om plottets sammenhæng. På samme måde som filmens hovedkarakter, The Counselor, der også forsøger at stykke brikkerne sammen. For da han indgår en lyssky aftale om noget med mange penge og noget med meget narko, mister han hurtigt overblikket over aftalens omfang og de livsfarlige faldgruber, den afstedkommer.

For selvfølgelig løber aftalen af sporet og ender i en nådesløs og nedadgående spiral, der ikke kan andet end at ende et ondt sted. Måden hvorpå løjerne går skævt og hvilke konsekvenser det har for de involverede parter er intenst og brutalt forløst. Så selvom manusforfatter Cormac McCarthy til tider overskriver filmens dialog, og symbolikken af og til bøjes i neon, lykkedes det at fremelske et plot, der kringlet tager publikum med ind i fascinerende spil af menneskeskæbner.

the counselor 02

Nå ja, McCarthy er også manden bag bøgerne No Country for Old Men og The Road. Og så er der lige det prominente cast. En velklædt Fassbender leder an som den pressede The Counselor, mens Cruz er hans smukke kæreste. Diaz er hemmelighedsfuld femme fatale og Bardem hendes excentriske kæreste og kriminel forretningsmand, mens Pitt er en velhavende og cowboy-hattebærende narkohandler. Et cast, der fornemt puster nuanceret liv i den lyssky historie.

The Counselor er dog ikke uden problemer. Dialogen er til tider en smule stiv og afviklingen af plottet af og til ujævn, mens man ikke bliver helt så følelsesmæssigt engageret, som man kunne ønske sig. Det ændrer dog ikke på, at man føres ind i et dystert og fængslende univers af geparder, diamanter, sex og kvinder samt narkopenge, grådighed, magt og forkerte beslutninger. Bestemt ikke et dårligt sted at befinde sig i filmens to dystre timer.

– Filmen, The Counselor, 4/6: 4_6 - stars_LILLE

the counselor 03

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmens dystre univers gør sig smukt på Blu-ray. Farvepaletten er veldefineret og detaljerig med solid og indtagende kontrast. Lydsiden er ligeledes en fornøjelse med dit dynamiske lyddesign og klare levering af dialog og øvrige elementer. Udgivelsen indeholder to skiver. Den første skive byder på filmens biografversion samt tre kortfilms-agtige indslag med karakterer fra filmen (7 min.).

På den anden skive får man filmen i en godt 20 minutter længere udgave, en såkaldt ’Unrated Extended Cut’. Den lange version kan ses med et kommentarspor af Ridley Scott, mens filmen undervejs også afbrydes af en blanding af 13 behind the scenes-featuretter og interviews – de kan også ses separat (79 min. i alt). Det giver et både meget interessant og yderst informativt indblik i filmens tilblivelse.

Ekstramateriale 4/6 4_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/65_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”The Counselor | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
counselor cover
Originaltitel: The Counselor, USA, 2013
Release: d. 3. april 2014
Instruktion: Ridley Scott
Medvirkende: Michael Fassbender, Penélope Cruz, Cameron Diaz, Javier Bardem, Brad Pitt m.fl.
Spilletid: 117 min.
Udgiver: Fox-Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

PRISONERS: En fremragende thriller, der sender dig langt ind i et menneskeligt mørke

Blu-ray-anmeldelse: Du kan godt forberede dig på fugtige håndflader og ondt i maven, når først Wolverine aka Hugh Jackman sætter jagten ind på sin datters kidnapper i Denis Villeneuves fremragende thriller Prisoners. Ja, det er så absolut en god ting. For det gør ondt på den helt rigtige måde, når retfærdigheden jagtes og spørgsmålet om rigtig og forkert bliver strakt til sit indædte yderste.

Tragedien rammer nemlig her to middelklassefamilier i Pennsylvania, da deres to yngste døtre forsvinder. Tilbage står de to forældrepar, der tackler situationen vidt forskelligt – henholdsvis spillet af Hugh Jackman og Maria Bello samt Terrence Howard og Viola Davis. For tager man sagen i egen hånd, hvis ikke man synes, politiet gør sit arbejde godt nok? Og i så fald, hvor langt vil man gå?

prisoners 01

Disse selvtægtproblematikker rejses brutalt i filmen, og lader dem udspille sig i et trøstesløs univers af forstadstristesse og tungsind, hvor eneste umiddelbare ledetråd til pigernes forsvinden er varevogn og dens mentalt handicappede ejer Alex, en fedtet Paul Dano. Men her gemmer sig et langt mere komplekst og overraskende plot end forventet, hvilket med sikker hånd foldes ud for næsen af publikum.

Det er en sammenbidt Jake Gyllenhaal i rollen som kriminalbetjenten Loki, der skal forsøge at holde hovedet koldt i sagen, hvilket kan være vanskeligt, både fordi Hugh Jackman går Wolverine på den handicappede Alex’ røv, og fordi for hver sten, der vendes, er der blot nye spor, der alle synes enten at ende i blindgyder eller lede til nye tvetydige spor, som heller ikke leder til pigerne.

prisoners 02

Det er i dette intrigante og elegant vævede spil af en faderes hævntogt og moralske morads af gråzoner samt det sirligt komponerede krimiplot, at Prisoners trækker sit publikum ind i sit fascinerende og fængslende univers. Både dødspændende, moralsk udfordrende og med en finale, der efterlod mig iskold og med en klam fornemmelse i kroppen. Ja, på den helt rigtige måde.

Filmen – Prisoners, 5/6: 5_6 - stars_LILLE

Ekstramateriale, billede og lyd:

Filmen gør sig fantastisk på Blu-ray. Det dystre univers står veldefineret og skarpt hele vejen med en smukt nuanceret farvepalet af dybe farver og med solid kontrast. Lydsporet er intenst, detaljerigt og nuanceret. Det giver dynamisk liv til både dialog og øvrige elementer. Sådan. Desværre medfølger der intet ekstramateriale med.

Ekstramateriale 0/6 0_6 - stars_LILLE | Billede 5/65_6 - stars_LILLE | Lyd 6/6 6_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Prisoners | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
prisoners cover
Originaltitel: Prisoners, USA, 2013
Release: d. 10. april 2014
Instruktion: Denis Villeneuve
Medvirkende: Hugh Jackman, Jake Gyllenhaal, Viola Davis, Maria Bello, Terrence Howard, Melissa Leo, Paul Dano m.fl.
Spilletid: 1 time 53 min.
Udgiver: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

INSIDIOUS 2: Skræmmende to’er giver en fuck for logik

Blu-ray-anmeldelse: Okay, hør lige her: Jeg er skrækfilmsfan med stort S, og er normalt ret svær at skræmme. Men James Wan får sgu skovlen under mig igen og igen. Senest med hans isnende uhyggelige The Conjuring, og nu med fortsættelsen til hans ulmende onde Insidious fra 2011. Insidious 2 fortsætter lige efter, den første film slap… og gruen fortsætter i den grad.

For godt nok blev familien Lamberts søn i sidste øjeblik reddet ud af kløerne på en fæl dæmon, men ondskaben er langt fra færdig med at hjemsøge familien. Faderen Josh har nemlig – som vi erfarede i den første film – fra barnsben været udsat for lignende grusomheder. Derfor må familien nu med hjælp fra eksperter ud i det overnaturlige kigge tilbage i tiden for finde en måde at stoppe de fæle gespenster på.

insidious 2 02

Historien bugter sig således sprælsk mellem fortid og nutid, mens man selvfølgelig også kommer en tur ind i det mystiske The Further, som man blev præsenteret for i forgængeren – en art limbo mellem de levende og dødes verden. På den måde udbygges filmens univers og mytologi, mens ens håndflader bliver fortsat fugtigere. Men hvor den første film var relativt stramt fortalt, skejer to’eren helt ud – og det holder.

Plottet slår flere krøller end jeg her kan ridse op, mens logikken også bliver sendt på porten op til flere gange. Der hersker med andre ord en nervepirrende uforudsigelighed, hvilket også gør, at det i højere grad er den urovækkende stemning, der bærer filmen, end et fuldt forståeligt plot. Filmen agerer altså ofte som et ondt mareridt, der fucker vellykket med logikken og lever af frygten alene.

insidious 2 03

For den får alt, hvad den kan trække af knirkende døre, vamle skygger, øde huse og mørke kældre. Men selvom James Wan kan sin horror-ABC, rammer han ikke hele vejen alle toner lige rent, mens også dialogen til tider bliver en smule stivbenet. Det ændrer imidlertid ikke på, at her er tale om en gyserfilm, der rent faktisk er pisseuhyggelig, og som formår at fastholde gruen.

Ganske vist er klichéerne til at få øje på, men de er en del af charmen og virker ikke bedagede, men er derimod veloplagt og skræmmende godt leveret. For gyset fungerer så absolut, når James Wan spiller op til sprælsk dødedans med velkoreograferede kamerature, der guider publikum forskræmte ind i mørket, mens musikken kryber koldt ned af ryggen. Ja, Held og lykke med din nattesøvn, efter du har set Insidious 2.

– Filmen, Insidious 2, 4/6: 4_6 - stars_LILLE

insidious 2 01

Ekstramateriale, billede og lyd:
Blu-ray-udgivelsen leverer gruende fejende flot og med en isnende uhyggelig lydside. Både de mange mørke scener samt scenerne i dagslys står veldefinerede med flotte farver og solid kontrast samt god detaljegrad. Lydsporet er både dynamisk og yderst velbalanceret med sin overlegne brug af det kriblende lyddesign. Ekstramaterialet er desværre ikke videre interessant.

Her får man lidt behind the scenes med interviews af cast og crew (17 min.), et kig på filmens spøgelses-make-up (7 min.) og en Q&A med castet, instruktør James Wan og skuespiller og manusforfatter Leigh Whannell (24 min.). Videre får man tre ’webisodes’ med filmens karakterer Specs og Tucker (12 min), et kig på en hjemsøgt hospitals-location (9 min.) samt en videodagbog med Whannell (8 min.). En blandet pose bolsjer af både sjov og ballade samt en smule interessant insight.

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 6/6 6_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Insidious 2 | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
insidious 2 cover
Originaltitel: Insidious: Chapter 2, USA, 2013
Release: d. 4. april 2014
Instruktion: James Wan
Medvirkende: Patrick Wilson, Rose Byrne, Lin Shaye, Ty Simpkins, Barbara Hershey m.fl.
Spilletid: 106 min.
Udgiver: Universal Sony Pictures Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

OLDBOY: Ondt remake mangler kraft, tyngde og engagement

Blu-ray-anmeldelse: Intet er længere helligt, hvad genindspilninger angår. Fred med det, for jeg har som sådan ikke noget imod remakes. Der er da også lavet flere både gode og fremragende af slagsen, hvilket oftest er tilfældet, når der gøres noget nyt med forlægget. Det gælder imidlertid ikke Spikes Lees remake af sydkoreanske Park Chan-wooks mesterlige original fra 2003. Men okay, lad mig holde fokus på remaket.

Josh Brolin spiller den alkoholiserede og usympatiske forretningsmand Joe Doucett, der vælter sig selvdestruktivt mod afgrunden. Efter endnu en spritstiv nat bliver hans tømmermænd dog hans mindste bekymring. Han vågner nemlig op i, hvad der ligner et hotelværelse. Det er ikke tilfældet, for han er spærret inde på værelset, der skal vise sig at blive hans hjem de næste 20 år, inden han sættes fri.

oldboy remake 02

Han får ikke at vide, hvorfor han holdes fanget eller hvorfor han de mange år senere slippes fri. Men en ting ved han, og det er, at han vil hævne sig på dem, der står bag. Således følger man Joe på en brutal rejse for at finde frem til årsagen til hans tilfangetagelse – en rejse, der går gennem hævn, vold, anger og mulig soning. Ja, du gættede rigtigt, her gælder det selvfølgelig både en ydre og indre rejse.

Joe må nemlig kigge tilbage på sit liv for at finde svar. En fortid fyldt med fejl, fjender og uforsonlige handlinger. Denne eksistentialistiske og menneskeligt udmattende rejse mangler bare tyngde og troværdighed. Den fremstår mere postuleret end egentligt følelsesmæssigt engagerende. Manuskriptet savner nuancerne og karakteren nærvær – hvilket et par malplacerede forsøg på humor kun er med til at underminere. Du ved, en netop frisat Joe, der forbavses over internettet og en iPhone.

oldboy remake 01

Brolin gør dog sit for at forløse sin karakters kompleksitet – en mand, der tvinges til at stå ansigt med indre dæmoner og egne fejl, for herigennem at acceptere og håndtere sin fortid i jagten på soning med sig selv og sin omverden. Brolin formår bare ikke for alvor at give Joe den vrede og frustration samt vanvid og determination, der følger med karakteren. Hele den forvandling Joe undergår, får aldrig den pondus, der sigtes efter, men forbliver ved en ujævn forløsning af et kantet manuskript.

Hertil kommer filmens herligt excentriske skurke, blandt andet Samuel L. Jackson med hanekam. Men disse farverige karikaturer synes mere at tilhøre tegneserieland end dette onde dyk ned i en bundrådden menneskesjæl. Når alt dette dog er sagt, er filmen ikke helt ueffen. Volden er ofte brutal, stemningen trykkende og så sættes der en djævelsk slutspurt ind de sidste tyve minutter, hvor den grusomme konklusion giver publikum en knude i maven.

– Filmen, Oldboy, 3/6: 3_6 - stars_LILLE

oldboy remake 03

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmens dystre univers kommer flot til sin ret på Blu-ray. Billedet står veldefineret og med fint balanceret farvepalet, hvor både detaljegrad, nuancer og kontrast spiller godt. Lydsporet går klart igennem og gør dynamisk brug af både dialog, score og øvrigt lyddesign. Ekstramaterialet er desværre ikke det store sus.

Her finder man ok, men også noget overfladisk making of med interviews af cast og crew, der snakker om blandt andet karaktererne og historien (17 min.), mens man også får fire slettede scener, der er værd at se (12 min.) samt tre korte promo-agtige indslag om løst og fast, blandt andet John Brolins forberedelse til sin rolle (i alt 6 min.). Desværre en tam omgang.

Ekstramateriale 2/6 2_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/65_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Oldboy | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af udgivelsen 3/6:
3_6 - stars
Image converted using ifftoany
Originaltitel: Oldboy, USA, 2013
Release: d. 10. april 2013
Instruktion: Spike Lee
Medvirkende: Josh Brolin, Elizabeth Olsen, Sharlto Copley, Samuel L. Jacksonm.fl.
Spilletid: 103 min.
Distributør: Midget Entertainment[/tab][/tabgroup]

HOBBITTEN: DRAGEN SMAUGS ØDEMARK: Traveturen fortsætter med et forrygende eventyrridt

Blu-ray-anmeldelse: Med anden del i Peter Jacksons Hobbitten-trilogi, Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark, fortsætter den eventyrlige travetur for hobbitten Bilbo, de tretten dværge og troldmanden Gandalf. Målet er stadig at tilbageerobre det fortabte dværgekongerige fra den frygtindgydende drage Smaug. Ja, ikke så meget pis. Du ved, på med vandrestøvlerne og af sted gennem dunkle skove og over åndeløse bjergrykke med grumme orker i hælene.

Det er på mange måder en mere helstøbt film end den ganske vist underholdende, men også noget ujævne forgænger, Hobbitten: En uventet rejse. Traveturen er mere dynamisk afviklet og bedre grundet i formålet for det umage følges færd – at nå frem til dragen Smaug. Her er ikke scener, der som sådan føles som fyld – nej, ingen dværgesange. Hvert skridt er knyttet naturligt til historiens fremdrift, der desuden holder et godt momentum frem mod den storslåede finale.

hobbitten smaug 01

Den ene heftige scene afløser således den anden. Lige fra mødet med væmmelige kæmpeedderkopper til et besøg hos elverfolket og videre til nærkampe med de brutale orker. En eventyrlig rutsjebanetur, der modsat sin forgænger også har en mørkere klangbund. Det klæder rejsen, som her bliver fortsat mere alvorlig jo tættere på det endelige opgør, man kommer. Et mørke, der også sniger sig ind på Bilbo.

For godt nok er den godmodige hobbit nærmest uskylden selv, men hans renskurede væsen udfordres, da han drages mere og mere af den gådefulde ring, han gemmer i sin lomme. Desuden lægger Bilbo også for alvor passiviteten fra sig og tager således sværdet i egen hånd – bogstavelig talt. Der er altså mere pondus i Bilbo, og det gør ham mere interessant at følge, hvilket også er med til at løfte det effekttunge bæst engagerende fremad.

hobbitten smaug 02

Filmen er dog ikke just rig på komplekse karaktertegninger, men de mange medvirkende udfylder fint deres roller. Fra en altid fremragende Ian McKellen som Gandalf til de kampklare dværge, der ledes an af Richard Armitage som den alvorsfulde Thorin. Desuden er Orlando Bloom tilbage som elveren Legolas, mens Evangeline Lilly ligeledes er en ferm elverkriger. Deres forhold får dog ikke luft under vingerne, hvilket også gælder en romantisk sidehistorie. Jeg håber, der følges op på disse en smule uforløste relationer i tredje film.

Men filmens fodfejl til trods, er det absolut lykkedes Peter Jackson engagerende at udfolde Tolkiens fascinerende univers – i særdeleshed fordi historien indgår som en naturlig del af de mange ationfyldte scener. Filmens mørke tone er desuden med til at give strabadserne et større fareelement, uden der dog gås all in på død og opsprættede monstre. Men der serveres sin del af afhuggede orkhoveder og dødsrallende kryb. Heldigvis. Man går med andre ord ikke uforløst fra filmen, selvom her i grunden er tale om en mellemmad inden tredje og sidste del af trilogien.

– Filmen, Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark, 5/6:5_6 - stars_LILLE

hobbitten smaug 05

Ekstramateriale, billede og lyd:
Det eventyrlige univers gør sig virkelig godt på Blu-ray. Både billed- og lydsiden bringer flot strabadserne til live. Billedet står veldefineret med klare farver, god kontrast og indtagende detaljegrad, mens lydsporet spiller forrygende godt med dynamisk brug af sine elementer, hvor alt går klart og medrivende igennem. Udgivelsen byder desuden på en solid omgang ekstramateriale.

Her finder får man et kig New Zealand-locations (7 min.) samt en håndfuld indslag, der er fordelt på to segmenter – en række behind the scnenes-indslag (41 min.) samt en række produktions-videoer (37 min.). Sammen giver de et interessant, sjovt og fascinerende indblik i filmens enorme produktionsapparat, mens man også kommer tæt på skuespillere og Peter Jacksons arbejdsgang på filmen. Guf for fans.

Ekstramateriale 4/6 4_6 - stars_LILLE| Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 6/6 6_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af udgivelsen 5/6:
5_6 - stars
hobbitten smaug cover
Originaltitel: The Hobbit: The Desolation of Smaug, USA | New Zealand, 2013
Udgivelse: d. 8. april 2014
Instruktion: Peter Jackson
Medvirkende: Martin Freeman, Ian McKellen, Richard Armitage, Orlando Bloom, Evangeline Lilly m.fl.
Spilletid: 161 min.
Udgiver: SF Film[/tab][/tabgroup]

CARRIE (2013): Endnu et af de der overflødige remakes

Blu-ray-anmeldelse: Jeg skal prøve at bevare fatningen i denne anmeldelse. Du ved, formulere mig og argumentere på en måde, så min holdning til og vurdering af remaket Carrie fremgår klart og tydeligt, uden at være besudlet med cheap shots og bandeord. Altså en saglig nedsabling – og så vil  jeg også forsøge at holde mig fra at sammenligne filmen med Brian de Palmas fremragende original fra 1976. Sådan cirka. Here we go.

Historien er mere eller mindre tro mod originalen – blot uden den psykologiske finesse og de nuancerede karakterskildringer. Chloë Grace Moretz indtager rollen som den underkuede og utilpassede outsider Carrie, mens hendes religiøst fanatiske mor portrætteres af Julianne Moore. Den store gallafest venter forude på Carries high school – det er dog ikke en fest, hun gør sig forhåbninger om at deltage i.

carrie 02

Hun mobbes nemlig groft af sine medstuderende, mens hendes omklamrende alenemor nærmest har gjort deres hjem til et fængsel. Hun holder strengt opsyn med Carrie og låser hende også gerne inde under trappen, hvor hun skal bede Gud om tilgivelse – og det der med drenge, kan hun godt glemme alt om. Men der er bare lige det med Carrie, at hun har telekinetiske evner, og altså kan flytte ting med tankens kraft. Ja, en coming of-fortælling med overnaturlig kant.

Disse evner er delvist forårsaget af Carries temperament og humørsvingninger. Der går dog ikke mange minutter af filmen, førend hun har evnerne under kontrol og som en anden superhelt bruger sine evner efter for godt befindende. Ja, hun kunne fint passe ind i en X-Men-film. For i stedet for at være en sårbar og forvirret pige i følelsers vold, er hun her selvbevidst, stærk og i kontrol.

carrie 01

Der er med andre ord ikke meget teenage-angst og usikkerhed at hente i Carrie, der også nærmest fra starten tør at sige sin dominerende mor imod. Man fornemmer aldrig for alvor moderens favntag og Carries indre konflikter, mens den ellers indoktrinerede gudfrygtighed nærmest er ikke-eksisterende. Der er altså hverken meget udvikling eller nærværende drama i portrætteringen af Carrie, hendes forhold til sin mor eller problemerne med klassekammeraterne og det at passe ind.

Jeg blev heller aldrig følelsesmæssigt engageret i filmen, der blot jagter de billige thrills, som når Carrie får ting og sager til at flyve. Her er mere tale om effekt-gøgl end et interessant og engagerende portræt af en piges kamp med sig selv og sin omverden. Nu har jeg ikke læst Stephen Kings bog, der er filmens forlæg, men vil, som du nok har luret, anbefale originalen frem for dette overflødige remake. Der gøres altså intet interessant med forlægget, man har blot skruet op for rabalderet og helt ned for det menneskelige drama. Bøvs.

– Filmen, Carrie, 2/6: 2_6 - stars_LILLE

carrie remake 05

Ekstramateriale, billede og lyd:
Hvor filmen er en tam oplevelse, er Blu-ray-udgivelsens tekniske kvaliteter af en helt anden kaliber. Billedet står med flotte og mættede farver, kontrasten er solid og detaljegraden indtagende, mens lydsporet går klart og medrivende igennem med god brug af sine forskellige elementer. Ekstramaterialet består af et fint og informativt kommentarspor med filmens instruktør Kimberly Peirce, der blandt andet kommer omkring de to Carrie-film og sine tanker omkring det at skulle lave et remake.

Videre får man alternative og slettede scener (10 min.), der er værd at se, særligt da man kan se dem med Peirce på kommentarsporet. Videre er der en god making of (21 min.), klip fra en ildspåsat Carrie-double med kommentarspor af Peirce (2 min.), et indslag med cast og crews tanker om telekinese (4 min.) samt en opfindsom reklamefilm for remaket (3 min.). Man kan også se en et minut længere udgave af filmen, der indeholder en alternativ og bedre slutning end biografversionen.

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/65_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Carrie | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af udgivelsen 3/6:
3_6 - stars
carrie remake cover
Originaltitel: Carrie, USA, 2013
Release: d. 3. april 2014
Instruktion: Kimberly Peirce
Medvirkende: Chloë Grace Moretz, Julianne Moore, Gabriella Wilde m.fl.
Spilletid:  99 min.
Udgiver: SF Film[/tab][/tabgroup]

ENDER’S GAME: 12-årig knægts kamp for at redde Jorden fra grumme rumvæsner er et flot science fiction-kick

Blu-ray-anmeldelse: Der er rift om at overtage tronen efter Harry Potter har sendt Hermione hede blikke for sidste gang, og det der Twilight-helvede endelig har nået sin ende. Nu melder science fiction-filmen Ender’s Game sig så på banen – og det er bestemt ikke nogen dårlig kandidat til at hive skejser op af lommerne på de købestærke, unge mennesker. For her er tale om flot og medrivende fremtidsbulder.

Med rumskibssvung og skydegale rumvæsner sparkes filmen brølende i gang. Året er 2086 og Jorden er under angreb af aliens, men reddes i sidste øjeblik fra den nådesløse invasion. Vi springer herefter 70 år frem i tiden, hvor man siden angrebet har forberedt sig på, at de fæle bæster skulle vende tilbage. Man træner derfor børn til at blive krigstaktiske ledere, der vil kunne vinde en kommende intergalaktisk krig.

ender's game 05

En af disse børn er den 12-årige Ender Wiggin. Han udviser enestående evner ud i taktisk tænkning og har lederegenskaber, hvorfor han optages på Battle School. Ja, børnesoldater med en hær af rumskibe i ryggen. Ender må nu forlade sin familie for at blive trænet af benhårde militærfolk. Ikke nok med det, Ender udpeges som holdets vidunderbarn, hvilket afføder misundelse og han holdes derfor ude af fælleskabet. Ja, den stakkels knægt isoleres socialt, men forsøger at vende det til sin styrke.

Filmen er baseret på bogen af samme navn fra 1985, den første i en bogserie. Så der er nok af materiale for Hollywood, hvis succesen vel at mærke kommer i hus. Men mon ikke det sker. Her er i hvert fald tale om en tempofyldt film med et i udpræget grad smukt realiseret fremtidsunivers af rumskibe og vægtløse rum. Men netop filmens tempo er også med til, at historien til tider virker forceret – man hopper ganske enkelt fra det ene plotpunkt til det næste, før man nærmest når at følge med.

ender's game 02

Dette gør desværre, at filmen til tider føles en smule overfladisk, simpelthen fordi karakterudviklingen ikke når at følge med. Det er en skam, for her er masse af dramatisk guf at komme efter. Helt konkret det kyniske hierarki, som Ender indgår i på skolen og ikke mindst det enorme pres, han er under. Mens også temaer som venskab, fælleskab og selvopofrelse er på menuen, samt selvsagt samfundsmæssige problematikker om og hvad man vil ofre i krigens navn.

Man skal selvfølgelig også lige sluge, at her er tale om, at en 12-årig knægt skal redde Jorden. Men Asa Butterfield gør det virkelig godt i titelrollen – en overraskende kalkuleret knægt, der dog bløder op undervejs. En gnaven og autoritær Harrison Ford er desuden god som oberst Graff. Men på trods af den til tider lidt forjagede plotafvikling, er Ender’s Game en flot og medrivende film, der aldrig keder, men som desværre ikke helt får givet sine karakterer og tematikker pondus nok.

– Filmen, Ender’s Game, 4/6: 4_6 - stars_LILLE

Ekstramateriale, billede og lyd:
Blu-ray-udgivelsen er desværre uden ekstramateriale, til gengæld gør filmen sig virkelig godt. Billedet står veldefineret med solid kontrast, klare farver og flot detaljegrad, hvor science-fiction-universet virkelig kommer til sin ret. Lydsporet er fremragende og giver dynamisk pondus til både action og dialog, der velbalanceret håndterer lydsidens elementer. Så på trods af manglende ekstramateriale, holder udgivelsens samlede bedømmelse sig med nød og næppe på fire stjerner.

Ekstramateriale 0/6 0_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 6/6 6_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Ender’s Game | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
Enders Game cover
Originaltitel: Ender’s Game, USA, 2013
Release: d. 3. april 2014
Instruktion: Gavin Hood
Medvirkende:
Harrison Ford, Asa Butterfield, Hailee Steinfeld m.fl.
Spilletid:
114 min.
Udgiver:
Walt Disney Studios Home Entertainment[/tab][/tabgroup]