Indlæg

ANOMALISA: Charlie Kaufman har lavet en dukkefilm om ensomhed, som du naturligvis skal se

Blu-ray-anbefaling: Hvis du endnu ikke kender filmskaberen og manuskriptforfatter Charlie Kaufman, har du meget til gode. Men hvis du gør, så ved du også, at du ikke kommer udenom at skulle se hans nye underspillede dramakomedie Anomalisa, der er en stop-motion-film med sirligt lavede dukker i hovedrollerne. Den var endda nomineret til en Oscar for bedste animationsfilm.

Charlie Kaufman har dog primært gjort livet bedre i filmens verden som manuskriptforfatter. Som instruktør er Anomelisa nemlig kun hans tredje, udover blandt andet også den yderst fint krøllede Synecdoche, New York, der dog var med mennesker af kød og blod i rollerne, blandt andre Philip Seymour Hoffman som martret teatermand i hovedrollen.

anomalisa-blu-ray-01

På manuskriptsiden har Charlie Kaufman gjort sig yderst positivt bemærket med blandt andre film som Being John Malkovich, Orkidé-tyven, Confessions of a Dangerous Mind samt ikke mindst Evigt solskin i et pletfrit sind. Hvis du har set bare én af disse film, så har du også et ganske godt billede af hans sirligt krøllede hjerne er for en størrelse.

Anomelisa følger den ensomme Michael, der tager til Cincinnati, hvor han er inviteret til at holde et oplæg på en konference. Men da han møder en helt særlig kvinde går det pludseligt op for ham, at der er noget han har manglet i sit liv hidtil – og at verden og menneske omkring ham måske ikke er så gråt i gråt. Det sender ham ud på en indre rejse, hvor han må finde både kærligheden og sig selv.

anomalisa-blu-ray-02

Filmen har Charlie Kaufman skrevet på baggrund af sit teaterstykke af samme navn fra 2005. Men uanset om der er tale om dukker eller rigtige mennesker i rollerne, så er jeg vild med hans film og synes kun, at det er skønt, at han nu med Anomalisa igen har taget rollen på sig som ikke kun som manusforfatter, men også instruktør – dog med Duke Johnson som medinstruktør.

Filmens sirlige og smukke univers er en fryd at kigge på, da det på Blu-ray leveres detaljerigt, skarpt og klart, mens også lydsporet spiller problemfrit og indtagede. Ekstramaterialet består af et fint kig på at skabe stopmotion-universet og de mange dukker videre til et kig på filmens brug af lyd.

Anomalisa udkommer på Blu-ray den 21. juli 2016.

[tabgroup][tab title=” Anomalisa | Blu-ray-anbefaling”]
Anomalisa-blu-ray-cover
Titel: Anomalisa, 2015
Release: den 21. juli 2016
Instruktion: Charlie Kaufman og Duke Johnson
Medvirkende: David Thewlis, Jennifer Jason Leigh, Tom Noonan m.fl.
Spilletid: 1 time 31 min.
Udgiver: Paramount Pictures Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

Den charmerende kung fu-panda for fulde håndmadder i sjov 3’er

Blu-ray-anbefaling: Den elskværdige og madglade kung fu-panda Po er tilbage sammen med flokken af kampklare venner i denne tredje film. Det er naturligvis atter engang Jack Black, der lægger veloplagt og vittig stemme til Po i denne tredje ombæring med tempofyldt og farverig animation.

Her leveredes der vanen tro både heftige kampscener, hurtige replikker og ikke mindst et umage, kulørt og underholdende persongalleri, der denne gang byder på vildt mange pandaer. Po falder nemlig over et sted, hvor der lever et væld af klodsede, men søde pandaer.

Kung-Fu-Panda-blu-ray--anmeldelese-02

Men da kampsortsmesteren Kai med overnaturlige kræfter truer freden, er det den engang ligeledes klodsede Po, der nu skal være lærermester for flokken af pandaer, så de kan hjælpe i kampen mod den onde Kai.

Ok, det kan godt være, at Jack Black stjæler det mest af rampelyset, men filmen byder altså på et væld af forrygende skuespiller og deres ligeså forrygende stemmer. Lad mig blot nævne i flæng Bryan Cranston som Pos far, Dustin Hoffman som den lille Master Shifu, Angelina Jolie som tigerkrigeren Tigress og J.K. Simmons som den magtfulde yak-oksemester Kai.

Kung-Fu-Panda-blu-ray--anmeldelese-01

Videre finder man i biroller også Seth Rogens sjove og halvbøvede stemme til knæleren Mantis, Lucy Liu som slangen Viper samt James Hong, Kate Hudson og David Cross. Man finder naturligvis også kampsportslegender som Jackie Chan og Jean-Claude Van Damme som henholdsvis Master Monkey og Master Croc.

Udgivelsen byder desuden på spændende ekstramateriale, hvor man blandt andet får et par kortfilm samt ser nærmere på filmens tilblivelse, univers og karakterer. Ja, hvis du er vild med sjove dyr, der udover kamsport, bør du ikke tøve med at kigge nærmere på Kung Fu Panda 3, der også er ude på Blu-ray 3D.

Kung Fu Panda 3 udkommer på dvd, Blu-ray og Blu-ray 3D den 21. juli 2016.

[tabgroup][tab title=”Kung Fu Panda 3 | Blu-ray-anbefaling”]
kung-fu-panda-3-blu-ray-cover-02
Titel: Kung Fu Panda 2, USA, 2016
Release: den 21. juli 2016
Instruktion: Alessandro Carloni, Jennifer Yuh Nelson
Medvirkende: Jack Black, Bryan Cranston, Dustin Hoffman m.fl.
Spilletid: 95 min.
Udgiver: Paramount Pictures Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

KUNG FU PANDA 1-3: De tre sjove kampsportsfilm med kung fu-pandaen Po og hans venner

Blu-ray-anbefaling: Der er indtil videre lavet tre film om den madglade og kampsportsklare Kung Fu panda Po. De er tre DreamWorks-film er nu blevet samlet i en boks, så du enten kan se eller gense Po og hans venners farverige kampsportseventyr fra henholdsvis 2008, 2011 og den nyeste fra i år.

Det hele starter dog med en mere eller mindre ikke særligt kamplar Po, der i den første film må finde sin vej ind i en verden af Kung Fu og kampsportsdisciplin videre til film nummer to, hvor han med sine venner skal kæmpe med en fæl skurk for at sikre Fredsdalen. I Kung Fu Panda 3 er det Po selv, der må træne hel landsby af nuttede pandaer i kampen mod en overnaturlig kampsportsmester.

kung-fu-panda-1-3-01

De tre film leverer med andre ord hele vejen kulørt, sjovt og kung fu-kæmpende action med Po i front, men hele vejen med det spraglede cast af roller til at bakke ham og fortællingen op. For godt nok er Jack Black hovedrolleindehaveren med veloplagt og vittig stemme til Po, men filmene byder på et væld af andre roller.

Filmenes store samt ikke mindst umage og underholdende persongalleri består af mange forrygende skuespillere og deres ligeså forrygende stemmer. Lad mig blot nævne i flæng blandt andre Ian McShane som sneleoparden Tai Lung, Gary Oldman som Lord Shen videre til kampsportslegenden Jackie Chan og Bryan Cranston som Pos far samt Dustin Hoffman som den lille Master Shifu.

kung-fu-panda-1-3-02

Angelina Jolie er tigerkrigeren Tigress, mens J.K. Simmons er den magtfulde og onde yak-oksemester Kai i den tredje film. Videre finder du også Seth Rogens sjove og halvbøvede stemme til knæleren Mantis, Lucy Liu som slangen Viper samt James Hong, Kate Hudson og David Cross – og naturligvis Jean-Claude Van Damme som Master Croc.

Ja, hvis du er vild med sjove dyr, der udover kamsport – i særligt grad pandaer – så bør du ikke tøve med at kigge nærmere på denne boks med de tre Kung Fu Panda-film. Kapow!

Kun Fu Panda 1-3 udkommer på dvd og Blu-ray den 21. juli 2016.

[tabgroup][tab title=” Kung Fu Panda 1-3 | Blu-ray-anbefaling”]
Kung-Fu-Panda-1-3-blu-ray-cover
Titel: Kung Fu Panda 1-3, 2008, 2011 og 2016.
Release: den 21. juli 2016
Instruktion: John Stevenson m.fl.
Medvirkende: Jack Black m.fl.
Spilletid: 92 min., 90 min. og 95 min.
Udgiver: Paramount Pictures Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

BROOKLYN: Saoirse Ronan i et romantisk dilemma

Blu-ray-anbefaling: John Crowleys romantiske drama Brooklyn blev nomineret til hele tre Oscars i kategorierne for bedste film, bedste kvindelige hovedrolle til Saoirse Ronan og bedste adapterede manuskript af Nick Hornby, som blandt andet også har skrevet Lone Scherfigs An Education.

Selvom Brooklyn dog ikke endte med at vinde en af de eftertragtede statuetter, så forstår jeg godt nomineringerne, da filmen fortæller den evigt gyldig historie om kærlighed, familie, afsavn og ikke mindst at finde sig selv og sin vej her i livet.

Brooklyn-anmeldelese-blu-ray-01

Instruktør John Crowlig serverer dramaet i 1950’ernes Brooklyn. Her møder vi den unge irske immigrant Eilis Lace (Ronan), der forelsker sig i den lokale fyr Tony Fiorello (Emory Cohen). Eilis finder sig dog snart fanget mellem to verdener, hvor hun må vælge mellem livet i USA eller hjemlandet Irland.

Historien fortælles med den både sarte, søde og stærke Saoirse Ronan i front, mens man udover Emory Cohen som den amerikanske bejler også finder et andet stjerneskud på rollelisten, nemlig Domhnall Gleeson. Han har allerede et vildt CV med flere forrygende film på – blandt andet True Grit, Frank og Ex Machina samt The Revenant og Star Wars: The Force Awakens.

Brooklyn-anmeldelese-blu-ray-02

Man finder også den skønne veteran og min personlige favorit Jim Broadbent på rollelisten. Udover at udgivelsen byder på en indtagende rolleliste, finder man også slettede samt forlængede scener med valgfrit kommentarspor af instruktøren som ekstramateriale samt et billedgalleri. Så tag en tur til Brooklyn.

Brooklyn er udkommet på dvd og Blu-ray den 7. juli 2016.

[tabgroup][tab title=”Brooklyn | Blu-ray-anbefaling”]
brooklyn-blu-ray-cover
Titel: Brooklyn, England | Canada | Irland, 2015
Release: den 7. juli 2016
Instruktion: John Crowley
Medvirkende: Saoirse Ronan, Emory Cohen, Domhnall Gleeson m.fl.
Spilletid: 1 time 45 min.
Udgiver: Paramount Pictures Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

CAROL: Cate Blanchett og Rooney Mara i smuk kærlighedsfortælling

Blu-ray-anbefaling: Det blev til hele seks Oscarnomineringer til Todd Haynes’ elegante drama Carol. Blandt andet til de to hovedrolleindehavere Cate Blanchett og Rooney Mara samt filmens manuskript af Phyllis Nagy. Der faldt dog i sidste ende ingen statuetter af, men pyt nu med det. Det er jo trods alt bare en forgyldt mand.

Filmen udspiller sig i 1950’ernes New York. Her spiller Cate Blanchett den velhavende overklassefrue Carol, der på trods af sine luksuriøse omgivelser er ulykkelig fanget i et forfejlet ægteskab. Men da hun møder den noget yngre Therese – der spilles af Rooney Mara – tændes der nyt lys ikke kun i Carol, men også i Therese.

Carol-anmeldele-blu-ray-01

I 1950’ernes USA er sådan en kærlighed mellem to kvinder dog ikke just nem at have med at gøre – og da slet mellem en gift kvinde og en ung ekspedient. Men når først kærligheden tændes, kan det som bekendt være vanskeligt at slukke igen – hvilket dog også går op for de to kvinder, som må sande, at prisen kan være høj for kærligheden.

Det romantiske drama er baseret på Patricia Highsmiths bog The Price of Salt fra 1952, der delvist er selvbiografisk. Todd Haynes, der tidligere har stået bag Velvet Goldmine, Far from Heaven og Bob Dylan-hyldesten I’m Not There har her elegant bragt den både spændende, skrøbelige og smukke historie til live.

Carol-anmeldele-blu-ray-02

Filmens indbydende og detaljerige univers af 1950’er-New York kommer desuden smukt til sin ret på Blu-ray, hvor billedet står detaljerigt, klart og skarpt hele vejen, mens lydsporet leveres med velbalancerede niveauer, her også med Carter Burwells Oscar-nominerede score, der fint går hånd i hånd med dialogen.

Carol udkommer på dvd og Blu-ray den 14. juli 2016.

Blu-ray-udgivelsen byder desuden på en ok omgang ekstramateriale. Her får man otte små featuretter (i alt cirka 36 min.), der med interviews og behind the scenes-optagelser ser nærmere på blandt andet Blanchett og Mara videre til Haynes og øvrige dele af produktionen. Herudover er der 30 minutter med forskellige interviews med blandt andet Mara, Blanchett og Haynes.

[tabgroup][tab title=” Carol | Blu-ray-anbefaling”]

Carol_DK_BD-cover

Originaltitel: Carol, England/USA, 2015
Release: den 14. juli 2016
Instruktion: Todd Haynes
Medvirkende: Cate Blanchett, Rooney Mara m.fl.
Spilletid: 1 time 58 min.
Distributør: Scanbox Entertainment[/tab][/tabgroup]

WHAT WE DO IN THE SHADOWS: Du skal se den her charmerende og vittige vampyr-mockumentar

Blu-ray-anbefaling: Jeg så vampyr-mockumentar-komedien What We Do in the Shadows første gang på genrefilmfestivalen Blodig Weekend i 2014. Det var en forrygende og sjov film at se i en fyldt biograf. En sand crowd pleaser. Jeg var derfor spændt på, om den kunne bære et gensyn på Blu-ray.

Jeg kan allerede nu afsløre, at det kan den. For også anden gang er den både sjov, charmerende og får min klare anbefaling – sine ujævnheder til trods.

I filmen følger et dokumentarhold livet i et vampyrbofællesskab i New Zealand (!). Det giver dog sig selv, at det ikke just er et problemfrit bofællesskab, når en så umage flok af sultne og karismatiske vampyrer er samlet under samme tag.

what-we-do-in-the-shadows-blu-ray-anmeldelse-04

Her møder man den lidt for selvsikre Deacon (Jonathan Brugh) til den overhøflige Viago (Taika Waititi) og den yderst dameglade Vladislav (Jemaine Clement). Det er desuden de to sidstnævnte, Waititi og Clement, der har skrevet og instrueret filmen.

De er alle sjove at følge, da de på hver deres måde er elskelige og charmerende, men også dybt groteske karakterer. Det gælder ikke mindst den Nosferatu-inspirerede gnavpot Petyr, der bor i kælderen. Han er desuden den mest skræmmende af flokken. Altså ikke særlig meget.

Filmen er godt nok ikke altid lige komisk vellykket og gentager også af og til sine gags en smule. Men pyt, for vampyrerne er godt og morsomt selskab – både når de skal klare hverdagssysler som opvask eller går i byen. De spilles desuden alle veloplagt, naturligt og vittigt med en god intern dynamik.

what-we-do-in-the-shadows-blu-ray-anmeldelse-01

Historien er groft sagt mindre vigtig. Det er karakterne og enkeltscenerne, der bærer filmen. Her er ganske enkelt tale om en herligt bizar, sort humoristisk og blodig komedie, der emmer af kærlighed til genren. For selvom filmen er både fjollet og uhøjtidelig, er det aldrig med ironisk distance.

Jeg mærker, at folkene bag er vilde med genren af et oprigtigt og blodigt hjerte. Desuden fungerer det dokumentariske greb godt med filmens løsslupne og uformelle tone, der både gennemsyrer humoren og de medvirkendes omgang med filmholdet og hinanden.

For på trods af det efterhånden gennembrugte dokumentargreb, føles det her friskt. Blandt andet i samspillet mellem filmholdet og vampyrerne. Så selvom energien sine steder løber en smule ud og finalen kunne være stærkere, ændrer det ikke på, at det er et sjovt vampyr-slæng at hænge ud med.

Filmen What We Do in the Shadows får 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars

Filmen gør sig desuden godt på Blu-ray med et klart, veldefineret og farvemættet billede, mens lydsporet fint understøtter dokumentarformen. Desværre begrænser ekstramaterialet sig til et slideshow og trailers.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

[tabgroup][tab title=”What We Do in the Shadows | Blu-ray-anmeldelse”]
what-we-do-in-the-shadows-blu-ray-cover

Originaltitel: What We Do in the Shadows, New Zealand, 2014
Udgivelse: januar 2015
Instruktion: Jemaine Clement, Taika Waititi
Medvirkende: Jemaine Clement, Taika Waititi, Jonathan Brugh m.fl.
Spilletid: 86 min.
Distributør: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

BURYING THE EX: Når ens omklamrende eks-kæreste bare ikke vil forblive død

Blu-ray-anbefaling: Filmskaberen Joe Dante har lavet nogle af mine favoritter. Blandt andet den originale fiskegyser Piranha fra 1978, varulvefilmen The Howling fra 1981 samt de to Gremlins-film fra 1984 og 1990. Hans nyeste film hedder Burying the Ex og er netop landet på Blu-ray.

Filmens titel varsler ganske vist død og uhygge, men bare rolig, for der er mindst ligeså meget sort humor på spil i titlen – hvis ikke mere. For ja, det er en ret så herligt skør præmis, filmen har. Max får nemlig en ret så omklamrende kæreste, som han dog mister, da hun bliver kørt ned. Meeen….

Burying-The-Ex-blu-ray-anmeldelse-03

Hun forbliver ikke i graven. Og inden Max får set sig som, vender hun tilbage fra jordens muld for at fortsætte sit forhold med ham, hvor de slap. Der er bare lige det problem, at hun er død! Ja, faktisk en zombie – der dog fint kan tale og kysse. Zombiekys, ad. Og Max var ellers lige begyndt at komme videre med en ny flirt.

Max spilles af stjerneskuddet Anton Yelchin, der på tragisk vis døde i en ulykke tidligere i år. Her er han både sympatisk og sød som fyren, der har knas med eks-kæresten fra Helvede. Den døde eks-kæreste spilles oplagt og herligt manisk af Ashley Greene, mens Max’ nye flir er den charmerende Alexandra Daddario.

Burying-The-Ex-blu-ray-anmeldelse-01

Ja, zombiegenren er modsat zombierne ikke død. Heldigvis er jeg vild med zombier, så jeg tager i udgangspunktet imod alt, der har med de levende døde at gøre – ikke mindst, når det er med Joe Dante som afsender. For selvom Burying the Ex ikke kommer op på siden af hans klassikere, er det skønt med en sorthumoristisk komedie fra ham.

Burying The Ex
udkommer på dvd og Blu-ray den 30. juni.

Desuden gør filmen sig godt på Blu-ray med et fint dynamisk og balanceret lydspor, mens billedet står klart, skarpt og farvemættet hele vejen. Desværre medfølger der intet ekstramateriale. Det kunne ellers have været spændende at høre Joe Dante snakke om zombier.

[tabgroup][tab title=” Burying The Ex | Blu-ray-anbefaling”]

Burying-The-Ex_Blu-ray-cover
Originaltitel: Burying The Ex, USA, 2014
Release: den 30. juni 2016
Instruktion: Joe Dante
Medvirkende: Anton Yelchin, Ashley Greene, Alexandra Daddario m.fl.
Spilletid: 89 min.
Distributør: Scanbox Entertainment[/tab][/tabgroup]

TRUMBO: En skøn Bryan Cranston som presset manusforfatter

Blu-ray-anbefaling: Det er efterhånden lang tid siden, at Bryan Cranston spillede den skøre far i tv-serien Malcolm i midten. Siden da er det for glansrollen som Walter White i Breaking Bad, at han nok primært er kendt for. Nu leverer han så endnu en fornemt præstation med hovedrollen i dramaet Trumbo – en rolle, der da også sikrede ham en Oscar-nominering.

Filmen udspiller sig efter 2. Verdenskrig i 1940’ernes Hollywod og er baseret på virkelighedens Dalton Trumbo, der var en yderst succesfuld manuskriptforfatter. Lige indtil han og en række kollegaer bliver både blacklisted og sat i fængsel af staten for deres politiske overbevisninger – du ved, kommunisme. Det får dog ikke Trumbo ned med nakken og fortsætter sit arbejde, dog under dæknavn.

Trumbo-anmeldele-blu-ray-02

Udover en evigt cool Bryan Cranston i titelrollen, finder man også andre fine skuespillere på den i mine øjne lækre rolleliste. Se blot på navne som Helen Mirren, Louis C.K., John Goodman og min birollefavorit Michael Stuhlbarg samt Diane Lane og Elle Fanning, Men en stærk historie fortjener også et stærkt cast.

Filmen er lidt overraskende instrueret af Jay Roach, der har stået bag noget mere letbenede og fjollede film så som Dinner for Schmucks samt Meet the Parents og Meet the Fockers videre til de tre Austin Powers-film. Med Trumbo er han rykket op i en mere dramatisk tung liga og er lykkede virkeligt godt med det.

Trumbo-anmeldele-blu-ray-03

1940’ernes Hollywood kommer smukt til sin ret på Blu-ray, hvor alt fra detaljerne i de smukke kjoler og lækre suits til Bryan Cranstons rynker gengives skarpt, med naturlig farvemætning og balanceret kontrast. Lydsporet spiller ligeledes overbevisende og klart hele vejen.

Desværre er udgivelsens to meget korte featuretter ligegyldige kig på Trumbo og Cranston. Men selvom ekstramaterialet ikke overfladige, kan jeg kun anbefale Trumbo, der måske nok ikke er perfekt, men fortæller en spændende og vigtig historie om USA og filmhistorien – nå ja, og så er der jo det indbydende cast.

Trumbo er udkommet på dvd og Blu-ray den 7. juli 2016.

[tabgroup][tab title=”Trumbo | Blu-ray-anbefaling”]
Trumbo-Blu-ray-cover

Originaltitel: Trumbo, USA, 2015
Release: den 7. juli 2016
Instruktion: Jay Roach
Medvirkende: Bryan Cranston, Helen Mirren, Louis C.K., John Goodman, Michael Stuhlbarg, Diane Lane, Elle Fanning m.fl.
Spilletid: 124 min.
Distributør: Scanbox Entertainment[/tab][/tabgroup]

Tag en tur til Disneys dyreglade og charmerende Zootropolis

Blu-ray-anbefaling: Jeg er som alle andre fornuftige mennesker vild med tegnefilm og søde dyr. Derfor glædede jeg mig også til at se Disneys nye animationsfilm Zootropolis. Den er nemlig – som titlen indikerer – fyldt med dyr. Og ja, flere af dem er bestemt også søde.

Det gælder blandt andet de to hovedroller, hvor man finder den umage duo bestående af en fupmager af en ræv samt en ivrig politi-kanin. Makkerparret må i filmen arbejde sammen for at afklare en lusket konspiration, der involverer, at en række af dyrene i byen Zootropolis på mystisk vis forsvinder.

zootropolis-blu-ray-anmeldelse-04©Disney

Udover de to charmerende og sjove hovedroller – med veloplagte stemmer af henholdsvis Jason Bateman og Ginnifer Goodwin – finder man også et væld af biroller. For i Zootropolis lever en mangfoldighed af dyr side om side, alt fra politi-næsehorn og -bøfler til yogadyrkende giraffer og ikke mindst en flok meeegeeet laaangsooomme dovendyr.

De har alle deres unikke personlighed, der vittigt og med spot on komisk timing bringes til live af både animatorerne og med stemmer af blandt andre Idris Elba som politichefsbøffel, mens Tommy Chong meget passende er en tilbagelænet yak-okse og J. K. Simmons er her i skikkelse af en løve som byens borgmester.

zootropolis-blu-ray-anmeldelse-05©Disney

Den smukt animerede film ser desuden vildt godt ud på Blu-ray med flotte farver, solid kontrast og et i det hele taget veldefineret billede, der virkelig bringer dyrene med deres detaljer og gestik til live. Lydsporet er ligeledes en fornøjelse med dynamiske panoreringer og velbalancerede niveauer.

Herudover får man også en fin omgang ekstramaterialet, der blandt andet giver et kig på skabernes inspiration fra rigtige dyr, udviklingen af filmen samt animation og musikken videre til slettede scener og karakterer. Så ja, jeg kan kun anbefale dig at tage en tur til Zootropolis.

Zootropolis udkommer på dvd og Blu-ray den 30. juni.
[tabgroup][tab title=”Zootropolis | Blu-ray-anbefaling”]
Zootropolis_BD_3D_dk-cover
Originaltitel: Zootropolis, USA, 2016
Release: den 30. juni 2016
Instruktion: Byron Howard, Rich Moore
Medvirkende: Ginnifer Goodwin, Jason Bateman, Idris Elba, Jenny Slate, Nate Torrence, Tommy Chong, J. K. Simmons, Octavia Spencer, Alan Tudyk m.fl.
Spilletid: 1 time 48 min.
Distributør: Disney Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

Michael Bay sender soldater i rå ildkamp med 13 Hours: The Secret Soldiers of Benghazi

Eksplosiv Blu-ray: Michael Bay er nok bedst kendt for sine kaloriefattige, farverige og Hollywood-underholdende eksploderende actionfilm. Du ved, Transformers-filmene, Armageddon, The Rock og de to Bad Boys-film. Men hans nyeste film fra i år er anderledes alvorlig i sit tema og historie. Bare rolig, for Michael Bay leverer naturligvis også store eksplosioner denne gang.

Men nu er 13 Hours: The Secret Soldiers of Benghazi jo også en krigsfilm – endda baseret på virkelige begivenheder og bogen, der fortæller om disse. Så det er ikke så underligt, at der også er Baysk action i spil. Tonen er dog noget mindre løssluppen og fjollet i forhold til, hvad hans film normalt excellerer i.

13-hours-blu-ray-anmeldelse-02

Filmen følger seks tidligere elitesoldater, der arbejder for et privat sikkerhedsfirma, som skal beskytte et amerikansk og diplomatisk område i Benghazi i Libyen. Men i efter et terrorangreb i 2012 er der fortsat uro. Det hele går da også galt for de hårdtrænede og automatbærende soldater, der nu må gøre deres ypperste for at beskytte sig selv og amerikanerne.

På rollelisten har Michael Bay samlet en solid flok skuespillere. Både kendte og mindre kendte – blandt andet John Krasinski, som de fleste nok primært vil kende fra den amerikanske udgave af komedieserien The Office. Her indtager han dog en noget mindre vattet rolle som soldagen Jack Silva.

13-hours-blu-ray-anmeldelse-01

Endvidere finder man blandt andre også James Badge Dale, Max Martini, Toby Stephens, Pablo Schreiber og David Denman samt Dominic Fumusa på rollelisten. Men en ting er naturligvis skuespillerne – for det er jo en Michael Bay-film, så her er det i høj grad actionscenerne og de store eksplosioner, der har hovedrollerne.

Blu-ray-udgivelsen leverer filmen med et forrygende flot billede, der står klart, skarpt og farvemættet, mens lydsporet drøner engagerende og dynamisk afsted. Filmen kommer på en disc for sig selv, mens disc to byder på en række featuretter, der blandt andet kigger nærmere på virkeligheden bag filmen og Michael Bays arbejde med at bringe historien til live på film.

13 Hours: The Secret Soldiers of Benghazi udkommer på dvd og Blu-ray den 30. juni.

[tabgroup][tab title=” 13 Hours: The Secret Soldiers of Benghazi | Blu-ray”]
13-Hours-blu-ray-cover

Originaltitel: 13 Hours: The Secret Soldiers of Benghazi, USA, 2016
Release: den 30. juni 2016
Instruktion: Michael Bay
Medvirkende: John Krasinski, Pablo Schreiber, James Badge Dale m.fl.
Spilletid: 2 time 24 min.
Distributør: Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]