Indlæg

THE CONJURING: Et hjemsøgt hus, der fucker med din nattesøvn

Bly-ray-anmeldelse: Du kan godt allerede nu begynde at forberede dig på urolige nætter, for hauted house-gyset The Conjuring serverer i den grad olm stemning og isnende uhygge. For da familien Perron flytter ind i et stort og afsidesliggende hus, bliver det starten på ét langt mareridt. Huset gemmer nemlig på en dyster fortid, hvilket først går op for familien alt for sent.

Filmen er hensat til 1971 og baseret på grufulde begivenheder, der udspillede i den periode. Men selvom her uden tvivl er blevet hevet og trukket i virkelighedens dæmonbesatte historie, gør det ikke filmen mindre nervepirrende. Gentagende gange måtte jeg knibe øjnene nervøst sammen og mærke hvorledes håndfladerne blev fugtige. Ja, instruktør James Wan kan så absolut sit håndværk og sin horror-ABC.

conjuring 02

Filmen lægger sig op af skrækfilm, der fungerer i kraft af alt det, man ikke ser. Fantasien får altså lov til selv at arbejde – og her kommer den på overarbejde. For det er yderst effektivt den måde James Wan med brug af dynamisk kameraarbejde, et stemningsfuldt score og husets skyggefulde setting stabler op til flere intense scener på benene. Som når familiens piger leger gemmeleg i de mørke gange, eller når faderen bevæger sig ned i den dunkle kælder.

Men selvom det er lyde i mørket og skumle skygger, der langt hen af vejen er årsagen til hvide knoer, så serveres der også mere eksplicitte grusomheder. Det gøres dog med måde og så pokkers elegant, at det kun tilføjer ekstra pondus til den uro, der konstant ulmer i filmen. Gyset fungerer med andre ord virkelig godt – det gør dramaet i familien også. Karaktererne er fornemt tegnet op og man engageres i deres kamp for at overvinde ondskaben, hvorfor gyset kun bliver det mere medrivende.

conjuring 01

Der er ganske vist et par gentagelser undervejs og der er heller ikke meget nyt under solen. Fortællingen spindes med andre ord over den velkendte skrækskabelon – optrapning af underlige begivenheder, der udvikler sig så voldsomt, at de overnaturlige fænomener ikke kan negligeres, hvorfor man tilkalder eksperter i det paranormale. Her er det ægteparret Warren, hvis oplevelser filmen er baseret på.

Selvom gyset trods alt gemmer på et par onde overraskelser, er det ikke historiemæssig originalitet, der er filmens styrke. Det er derimod dens evne til at fremkalde oprigtig gru, og at familiedramaet fornemt komplimenterer gyset. James Wan, manden bag de to effektive Insidious-film samt succesen Saw, har altså skabt et både stemningsfuldt, intenst og skræmmende gys.

– Læs også min anmeldelse af Insidious 2 HER samt min top 10 med de bedste film for 2013, hvor The Conjuring har en plads HER.

Filmen – The Conjuring, 5/6: 5_6 - stars_LILLE

conjuring 05

Ekstramateriale, billede og lyd:
Gyset gør sig fremragende på Blu-ray. De mange mørke scener står veldefineret og med solid kontrast, hvilket også gør sig gældende for scenerne i dagslys. Lysporet er fejlfrit og er i den grad med til at gruen sætter sig helt ind i maven med sine velbalancerede niveauer og fine detaljer. Desværre er ekstramaterialet ikke det helt store sus, og byder således på tre mere eller mindre overfladiske featuretter.

Face-to-Face with Terror (7 min.) bringer interviews med familiemedlemmerne i den rigtige familien Perron, der taler om deres oplevelser i huset, mens Lorraine Warren deler sine minder fra huset. A Life in Demonology (16 min.) byder på bag-om-filmen med blandt andet instruktør James Wan, der taler de rigtige historier bag filmen, mens der også er et kig på Warren-parrets arbejde med det overnaturlige. Scaring the ‘@$*%’ Out of You (8 min.) er et promo-agtigt indslag med bag-om-filmen-kig samt interviews med cast og crew om blandt andet det at skræmme.

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 6/6 6_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”The Conjuring | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 5/6:
5_6 - stars
conjuring cover
Originaltitel: The Conjuring, USA, 2013
Release: d. 27. december 2013
Instruktion: James Wan
Medvirkende: Vera Farmiga, Patrick Wilson, Ron Livingston, Lili Taylor m.fl.
Spilletid: 112 min.
Udgiver: Warner Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

SPIES & GLISTRUP: Excentrisk duo er desværre ikke lige så stort et sus som Pilous pik er stiv

Blu-ray-anmeldelse: Så er der serveret sikker dansk filmsucces – skulle man tro. For med to af Danmarks mest farverige personligheder i parløb burde successen være i hus. Det er desværre ikke tilfældet med en film, der lader en del tilbage at ønske. Spies & Glistrup er nemlig både ujævn og middelmådig, men byder dog på veloplagte Pilou Asbæk og Nicolas Bro i titelrollerne.

Som du nok har luret, handler filmen om det umage venskab mellem rejsekongen Simon Spies og skatteeksperten Mogens Glistrup. Filmen tager sin begyndelse i 1965, hvor Glistrup bliver Spies’ advokat. Sammen giver de Spies Rejser luft under vingerne og baghjul til middelmådigheden. Med store visioner og provokationer følger man således de tos vej frem i verden, mens venskabet begynder at knage.

spies & glistrup 02

Sådan lidt firkantet er her tale om tre historier. Den om Spies, den om Glistrup og så den om deres venskab. Desværre balanceres denne trebenede taburat ikke helt vellykket, men bliver en kende episodisk i sin afvikling, hvor manuskript-strukturen til tider titter lidt for åbenlyst frem. Blandt andet i skildringen af, hvordan de to herrer på det nærmeste bytter roller halvvejs – Spies bliver indadvendt, mens Glistrup overtager avisernes forsider som forkæmper for nul procent i skat.

Men selvom filmen føles for lang, kommer man ikke for alvor ind på livet af de to excentrikere og deres venskab. Man sidder i sidste ende tilbage med en overfladisk fornemmelse i maven. Der diskes dog op med farverige scener, hvor Spies leder an med morgenbolledamer, stoffer og stiv pik (ja, on screen rejsning op til flere gange). Desværre flagrer filmen bare i flere retninger og finder aldrig en dynamisk balancegang i historien og skildringen af venskabet.

spies & glistrup 01

Det er ellers interessant, at det er Christoffer Boe som har instrueret og været medforfatter, da han er manden bag eksperimenterende og langt mindre folkelige titler som Alting bliver godt igen, Beast og Allegro. Men springet ind i familien Danmarks stuer er ikke helt vellykket. Både Pilou Asbæk og Nicolas Bro gør dog god figur og leverer flere scener i veloplagt ping pong – også selvom de til tider er lige på vippen til at blive karikaturer.

Man underholdes altså mere overfladisk af deres eskapader, end man gribes følelsesmæssigt af deres historie, kampe og indre dæmoner. Ja, det er altså lidt ironisk, at en film om disse to larger than life-personligheder er endt som en middelmådighed – hvilket er netop, hvad Spies og Glistrup kæmpede imod. Well, nu kan det ikke vare længe, før vi før filmen Ålen & Trier.

Filmen – Spies & Glistrup, 3/6: 3_6 - stars_LILLE

Ekstramateriale, billede og lyd:

Eneste ekstramateriale er en ikke videre interessant bag-om-filmen (28 min.). Man kommer med på optagelserne, hvor de medvirkende og instruktør Christoffer Boe sniksnakker på må og få om historien, karaktererne og deres roller. Ikke specielt informativt eller dybdegående. Det er en skam, når nu der er meget interessant materiale at dykke ned i. Men filmen ser virkelig godt ud med fin farvepalet og detaljegrad, mens også lydsporet spiller klart og dynamisk.

Ekstramateriale 2/6 2_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Spies & Glistrup | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 3/6:
3_6 - stars
spies og glistrup cover
Originaltitel: Spies & Glistrup, Danmark, 2013
Release: d. 1. december 2013
Instruktion: Christoffer Boe
Medvirkende: Pilou Asbæk, Nicolas Brom.fl.
Spilletid: 110 min.
Udgiver: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

ANCHORMAN: THE LEGEND OF RON BURGUNDY: Will Ferrells politisk ukorrekte nyhedsvært er stadig forrygende morsom

En nyklassiker du skal se: Med Anchorman 2: The Legend Continues lige om hjørnet, er det oplagt at se eller gense den første film fra 2004, som netop er udkommet på Blu-ray her i landet. Well, den kan man nu egentlig se hvornår det skal være, for Anchorman: The Legend of Ron Burgundy er en komedie, der fortsat holder her 10 år efter sin premiere.

Will Ferrell er som den selvsmagende og politisk ukorrekte nyhedsvært Ron Burgundy en af hans absolut bedste og sjoveste roller. Han er stjernen på en tv-station i San Diego, hvor filmen udspiller sig i midt-70’erne. Man følger således livet på stationen, hvor et kvindeligt modstykke indfinder sig i skikkelse af en blond Christina Applegate som den selvstændige Veronica Corningstone.

anchorman 02

Ron Burgundy gøres veloplagt følgeskab af hans venner og kollegaer, Paul Rudd som reporter, David Koechner som sportsjournalist og en tumpet vejrvært spillet af Steve Carell. Et firkløver, der udgør en herlig mandschauvinistisk redaktion, der roder sig ud i den ene sjove situation efter den anden. De kommer blandt andet i karambolage med en konkurrerende nyhedsstation, der udvikler sig til en kamp på liv og død.

Dumt, absurd og ofte alt for meget – på den helt rigtige måde. Det er dog ubetinget Will Ferrell, der er filmens absolutte hovedperson. Ja, han er en personlig favorit, hvis du ikke skulle have luret det. Men man kan heller ikke andet end at falde for hans både skabagtige og selvsikre Ron Burgundy, der både improviserer veloplagt med absurde rablerier og spiller energisk på tværfløjte. Ja, den skal du se.

anchorman 01

Desværre medfølger der intet ekstramateriale med Blu-ray-udgivelsen. Det kunne ellers have været sjovt med et kig bag kameraet, hvor der uden tvivl ville være komisk guld at komme efter med tanke på blandt andet de mange improvisationer. Til gengæld ser filmen flot ud og lyder lige så godt. Nå, men jeg smutter, skal lige se den igen.

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Anchorman: The Legend of Ron Burgundy (2004) | Blu-ray | En nyklassiker du skal se”]
anchorman cover
Originaltitel: Anchorman: The Legend of Ron Burgundy, USA, 2004
Release: d. 2. oktober 2013
Instruktion: Adam McKay
Medvirkende: Will Ferrell, Christina Applegate, Paul Rudd, Steve Carell, David Koechner, Fred Willard m.fl.
Spilletid: 95 min.
Udgiver: Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

ELYSIUM: Matt Damon på hæsblæsende og fascinerende science fiction-ridt

Blu-ray-anmeldelse: Der lukkes op for godteposen af fremtidslir, heftig action og medrivende scenerier i Neill Blomkamps dystopiske science fiction-basker Elysium. Her tegnes skellet mellem rig og fattig skarpt op, mens en desperat Matt Damon iført kropsforstærkende metalskelet forsøger at klare ærterne i en fremtid, der ikke just tegner lovende for menneskeheden – med mindre man altså er stenrig.

Året er 2154 og Jorden er forpestet af fattigdom, forurening og general elendighed. De rigeste har derfor bosat sig på en enorm rumstation, Elysium, hvor alt ånder fred og ro – luften er ren og sygdomme kurreres med et snuptag. Uheldige omstændigheder gør, at arbejderen Max må forsøge den farlige rejse mod Elysium for at redde sig selv, sine nærmeste og gøre op med det forskruede klasseskel.

Elysium 02

Ja, tematikken er tegnet sort/hvidt op – de rige er onde, kolde og kyniske, mens de fattige på Jorden (overvejende) er gode. Men selvom man godt kunne savne lidt flere tematiske nuancer, ændrer det ikke på den satirisk klangbund og at filmens fascinerende univers fejede benene væk under mig. Det er på en gang legesygt, opfindsomt og over the top, hvor et par teknologiske giraffer dog lige skal sluges.

Det bombastiske plot afvikles ganske vist til tider en kende hurtigt, og der smides også et par lette løsninger ind fra højre – men Matt Damons kamp er hele vejen medrivende. Fra vilde skududvekslinger til sejlivede robotter og påmonteringen af det kropsforstærkende exoskelet. Så hul i, at løjerne momentvis bliver en kende sentimentale, for her får man splattet eksploderende kroppe som modvægt.

Elysium 06

Jodie Foster er herligt stram i masken som Elysiums hårde forsvarsminister, der skal sikre paradiset i himlen mod de fattiges indtrængen, mens William Fichtner er skøn i en slesk birolle som brutal boss, der lige understreger præcis hvor kyniske de rige er. Sharlto Copley er en skånselsløs agent, der uden skrupler og med et samuraisværd i hånden agerer Forsters håndlanger og Damons plageånd. Selvom han ikke hele vejen er helt troværdig som ’ond-ind-til-benet-skurk’, vinder han i længden.

Blomkamp har med andre ord fulgt sin fremragende spillefilmsdebut, District 9, op med et heftigt, flot og fascinerende fremtidsridt, der med vilde guns og onde robotter overvinder sine fortællemæssige ujævnheder og noget sort/hvide karakterer, hvor blandt andet et mere nuanceret indblik i Elysiums beboere kunne have givet tematikkerne lidt mere kant. Men Damon er virkelig god og giver menneskelig tyngde og dynamik til både action og gadget-fascination. Fremrangende.

Filmen – Elysium, 5/6: 5_6 - stars_LILLE

Elysium 01

Ekstramateriale, billede og lyd:
Elysium gør sig fantastisk godt på Blu-ray. Det fascinerende univers kommer i den grad til sin ret med et veldefineret billede, der står skarpt, klart og med imponerende detaljegrad hele vejen. Lydsporet er ligeledes en sand fornøjelse med sine dynamiske og velbalancerede niveauer, hvor både rumskibe, våben og dialogen går klart og medrivende igennem. Det bliver ikke bedre.

Ekstramaterialet er også en fornøjelse. Først finder man en interaktiv featurette, hvor man kan klikke sig igennem diverse skitser og koncepttegninger for filmens univers, maskiner og robotter. Herudover er der en forlænget scene med Copleys skurkerolle (2 min.) samt en række featuretter, der giver indblik i produktionen. Først en tre-delt dokumentar, der ser på historiens oprindelse, udviklingen af manus og universets udseende, videre til en bag om kameraet på flere af filmens sets og locations samt filmens post produktion, lyddesignet og scoret (46 min.).

Endvidere er der featuretter, der giver indblik i filmens cast og Damon, Foster samt Copleys præstationer (13 min.), filmens teknologiske design, fra robotter og våben til Damons exoskeleton (10 min.), et kig på filmens visuelle effekter og hvordan de er tænkt ind i historien  (10 min.), og slutteligt et kig på Syd Meads arbejde på filmens production design (12 min.). Alt i alt et fint og solidt indblik i filmens tilblivelse.

Ekstramateriale 4/6 4_6 - stars_LILLE | Billede 6/6 6_6 - stars_LILLE | Lyd 6/6 6_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Elysium | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:

5_6 - stars
elysium cover
Originaltitel: Elysium, USA I Frankrig I Canada, 2013
Release: d. 12. december 2013
Instruktion: Neill Blomkamp
Medvirkende: Matt Damon, Jodie Foster, Sharlto Copley m.fl.
Spilletid: 1 time 56 min.
Udgiver: Universal Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

WORLD WAR Z: Brad Pitt på flugt fra sultne zombier

Blu-ray-anmeldelse: Det er med at få benene på nakken, hvis man slippe fra horderne af frådende zombier i Marc Forsters stort opsatte World War Z. Så ja, det er præcis hvad Brad Pitt gør, mens han rejser Jorden rundt i forsøget på at finde en måde at stoppe de aggressive bæster på. Der er selvfølgelig også lige tid til at smide en af de mest akavede product placement-øjeblikke længe set ind i filmens finale, Jesus.

Filmen lægger veloplagt og effektivt ud med en intens første halve time, hvor zombie-apokalypsen bryder ud globalt, og skræmmende hurtigt. Pitt, hans kone og deres to søde piger ender således midt kaosset, da smitten ud af det blå bryder løs i Philadelphias gader. Her fornemmer man reel panik og håbløshed, mens butikkerne tømmes, den lokale ordensmagt giver op og zombierne bruser ustoppeligt frem.

world war z 02

Desværre mister filmen pondus og nerve herefter, selvom der diskes op med den ene zombiefulde actionscene efter den anden. Men helt ueffen er filmen bestemt ikke. Der holdes et fint, om end ujævnt tempo, mens de panoramiske skud af byer i brænd er ganske flotte og (en smule) urovækkende – men aldrig for alvor gribende.

Rigtig skræmmende bliver filmen heller aldrig. Til gengæld skydes der zombier ned i tusindvis, mens menneskene agerer tagselvbord for de levende døde. Men man savner karakterer at engagere sig i – noget, der kunne give actionscenerne mere nerve og nærvær. Pitt gør det bestemt godt som den godhjertede FN-arbejder, der må efterlade sin familie for at drage i felten. Og ja, der bliver plads til et par Jesus-referencer til Pitt undervejs.

world war z 01

Men Pitts forhold til familien kommer aldrig for alvor til at udgøre en dramatisk medrivende modvægt til zombieballaden. Det er klart action frem for gys og menneskeligt drama, der holder filmen oppe. Men alligevel bliver løjerne en kende ensformige som filmen skrider frem. Pitt flygter fra den ene dødsfælde til den næste, mens tematikker som menneskelighed og civilisation aldrig kommer i spil. Ja, en poleret og lettere uinteressant zombiefilm med et par gode actionscener. Bum.

Filmen – World War Z, 3/6:3_6 - stars_LILLE

world war z 05

Ekstramateriale, billede og lyd:
Hvor filmen er ujævn, er Blu-ray-udgivelsens tekniske sider langt mere tilfredsstillende. Billedet står veldefineret og farvemættet, hvor både zombier og actionscener gengives flot. Lydsporet spiller dynamisk med velbalancerede niveauer og gør zombie-infernoet medrivende og intenst. Ekstramaterialet er ok, om end ikke imponerende.

Man får for det første den cirka syv minutter længere version, der indeholder lidt mere zombieplat, hvilket altid er godt, men intet, der her ændrer filmoplevelsen som sådan. Herudover får man tre featurettes. En, der kigger på, hvordan filmen blev sat i søen og om det litterære forlæg (8 min.), en, der ser på zombien gennem tiden samt zombierne i filmen (7 min.) samt en, der blandt andet ser på zombieudbruddet, special effects og acoinscener (36 min.). Ganske ok, selvom man ikke bliver vildt klogere på filmen.

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 5/65_6 - stars_LILLE  | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”World War Z | Blu-ray-anmeldelse”][/tab][/tabgroup] Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
world war z cover
Originaltitel: World War Z, USA, 2013
Release: d. 5. december 2013
Instruktion: Marc Forster
Medvirkende: Brad Pitt, Mireille Enos, Daniella Kertesz m.fl.
Spilletid: 1 time 56 min.
Udgiver: Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

THE DARK KNIGHT TRILOGY: Christopher Nolans forrygende Batman-trilogi er et must-have

BLU-RAY-ANMELDELSE: Christopher Nolans trilogi er en dyster, dragende og medrivende genfødsel af en af de mest ikoniske superhelte nogensinde, og en trilogi, der har taget superheltegenren til hidtil usete højder. Batman var ellers blevet kørt kulørt i sænk af Joel Schumachers farverige fadæser, Batman Forever og Batman & Robin fra 1995 og 1997. Men Christopher Nolan pillede det karikerede tegneserieaspekt af Nattens ridder og placerede ham i et virkelighedsnært Gotham City fyldt af korruption, kriminalitet og grådighed.

– Batman Begins (2005, instr. Christopher Nolan).
Dystert og med alvorsrungende tyngde blev Batman introduceret i Batman Begins. En oprindelseshistorie om den traumatiserede Bruce Wayne, der må rejse langt hjemmefra for at finde sig selv og sin betydning i verden – at blive til Batman. Christian Bale får fornemt etableret Bruce Wayne og hans bevingede alter ego som en troværdig karakter, der engagerende løfter både dramaet og rollen som superhelt. En film, der ikke kun gav forhåbninger om Christopher Nolans kommende Batmanfilm, men også superheltegenrens fremtid på film.

dark knight trilogy 01

– The Dark Knight (2008, instr. Christopher Nolan).
Opfølgeren slog benene væk under kritikere og fans verden over – og med god grund. For Batmans kamp mod sit ikoniske nemesis, den vanvittige Joker, serverer adrenalinpumpende action, moralsk udfordrende problematikker og ikke mindst Heath Ledgers ærefrygtindgydende præstation som Jokeren. Der lægges desuden nye og komplekse nuancer til både universet og Bruce Wayne. Absolut et højdepunkt for superheltegenren, der blev svær for Christopher Nolan at matche med sin tredje film.

dark knight trilogy 02

– The Dark Knight Rises (2012, instr. Christopher Nolan).
Men The Dark Knight Rises er et mere end tilfredsstillende sidste kapitel i trilogien. En episk flagermusefinale, der med dødsforagt kaster sig ud fra Gothams svimlende tinder og ned i et fængslende mørke af desperation og anarki. Tom Hardy er frygtindgående som den muskelsvulmende Bane, der vil lægge Gotham City i ruiner, mens Bruce Wayne tvivler på sin rolle som Batman, og så dukker Anne Hathaway op som Catwoman. Et spektakulært bæst af en superhelteafslutning. Helt forrygende.

dark knight trilogy 03

Batman Begins, 5/6: 5_6 - stars_LILLE
The Dark Knight, 5/6: 5_6 - stars_LILLE
The Dark Knight Rises, 5/6: 5_6 - stars_LILLE

Billede, lys, ekstramateriale:
Filmene ser virkelig godt ud og lyder fremragende på Blu-ray. Lydsiderne er helt i top med dynamiske og velbalancerede niveauer, der leverer de forskellige elementer klart og veldefineret – og så må man ikke glemme Hans Zimmer’ medrivende scores. Billedsiden topper med The Dark Knight Rises, men er ligeledes fremragende på de to øvrige film, hvor Batman Begins er marginalt mindre vellykket end The Dark Knight, det er dog så absolut i småtingsafdelingen. Alt i alt forrygende tekniske sider.

Der medfølger desuden flere timers både interessant og velproduceret ekstramateriale, som kommer yderst tilfredsstillende omkring filmene. Man får således indblik i alt fra produktion design og tematikker til castet, karaktererne og historierne samt actionscenerne, effekter og universet. Det er ganske enkelt et forrygende supplement til en forrygende trilogi, jeg uden tvivl kommer til at vende tilbage til igen og igen.

dark knight trilogy 04

Batman Begins: Billede 5/6: 5_6 - stars_LILLE | Lyd 6/6: 6_6 - stars_LILLE
The Dark Knight: Billede 5/6: 5_6 - stars_LILLE  | Lyd 6/6: 6_6 - stars_LILLE
The Dark Knight Rises: Billede 6/6: 6_6 - stars_LILLE 6/6 | Lyd 6/6:6_6 - stars_LILLE
Ekstramateriale samlet bedømmelse 5/6: 5_6 - stars_LILLE

– Læs også min Blu-ray-anmeldelse af Batman Collection 1989-1997 HER.
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.[tabgroup][tab title=”The Dark Knight Trilogy | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet bedømmelse af The Dark Night Trilogy Blu-ray-udgivelsen, 5/6:
5_6 - stars
dark knight trilogy cover
Originaltitel: The Dark Knight Trilogy, USA, 2013
Indeholder: Batman Begins (2005), The Dark Knight (2008), The Dark Knight Rises (2012)
Release:
3. december 2013
Instruktion: Christopher Nolan
Medvirkende: Christian Bale, Liam Neeson, Michael Caine, Katie Holmes, Gary Oldman, Cillian Murphy, Heath Ledger, Aaron Eckhart, Maggie Gyllenhaal, Morgan Freeman, Tom Hardy, Joseph Gordon-Levitt m.fl.
Spilletid:
139 min., 153 min., 165 min.
Distributør: Warner Bros. Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

PACIFIC RIM: Mægtige monstre og enorme robotter er buldrende og berusende god underholdning

BLU-RAY-ANMELDELSE: Du kan godt ånde lettet op, for selvfølgelig er Pacific Rim yderst fornøjelig, kulørt underholdning. Jeg mener, gigantiske monstre i kamp med enorme menneskestyrede robotter – en buldrende og berusende vinderkombination. Det er da også monsterentusiasten Guillermo del Toro, der instruerer, manden bag titler som Pans Labyrint, Hellboy-filmene og Mimic.

Filmen udspiller sig i en nær fremtid, hvor Jordens befolkning mildest talt er på røven. For fra en sprække på Stillehavets bund er en portal til en anden dimension åbnet, hvorfra kæmpemæssige monstre stiger op for at lægge storbyer i ruiner. Man har derfor bygget enorme robotter, såkaldte Jaegers, der med to piloter ombord bekæmper de enorme bæster.

pacific rim 04

Men efter en årrække begynder robotterne at lide nederlag. Uhyrerne dukker oftere og oftere op fra dybet og overvinder robotterne. Med andre ord, så nærmer dommedag sig med hastige skridt. Så da den ukonventionelle ex-pilot Raleigh Becket hives tilbage i en robot af officeren Pentecost, er det i et sidste forsøg på at overvinde monstrene. Ja, det er kort fortalt filmens herligt bombastiske præmis.

Med en nærmest barnlig logik og eventyrlysten naivitet foldes det tegneserielignede univers legende og medrivende ud med sine utrolige maskiner, fascinerende monstre og lettere firskårne karakterer, samt selvfølgelig videnskabsmænd med vilde teorier. Ja, vi befinder os i en verden, hvor tyngdeloven strækkes til sit yderste og fantasien overvinder virkeligheden. Lidt som dengang man legede med sine action-figurer.

pacific rim 02

Filmen er måske en smule fattig på mindeværdige karakterer, men Idris Elba har som den rå Pentecost godt med karisma, mens en sød Rinko Kikuchi byder på indtagende uskyld som den uprøvede pilot Mako Mori. Desuden dukker Ron Pearlman op som flamboyant sortbørshandler af monster-organer, selvfølgelig. Charlie Hunnam mangler dog en smule pondus som den egenrådige Raleigh.

Men nu er det ikke karakterstudier, der bærer filmen i mål, men derimod bæsterne, de spektakulære kampe og det flotte univers. Det simple plot byder da også på tilpas med overraskelser og finurlige facetter til, at spektaklet ikke henfalder til monumental action-smadder i kedelig tomgang. Ja, her får fantasien og eventyret frit spil. Uhøjtideligt, fantasifuldt og sprudlende af en kærlighed til genren.

Filmen – Pacific Rim, 5/6: 5_6 - stars_LILLE

pacific rim bluray 05

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen ser intet mindre end blændende godt ud på Blu-ray. Billedet har lækker tekstur og gengiver alt fra de store monstre, monumentale ødelæggelser og nærbilleder yderst veldefineret, farvemættet og detaljerigt. Lydsiden er ligeledes en udtalt fornøjelse med sine dynamiske niveauer, der fornemt balancerer sine forskellige elementer. Endvidere finder man et godt og interessant ekstramateriale.

På første skive finder man filmen samt et både spændende og entusiastiske kommentarspor med Guillermo del Toro, som bestemt er værd at lytte til. Videre er der 13 kortere featuretter, der blandt andet giver indblik i skabelsen af monstrene og robotterne samt filmens effekter, visuelle stil og universets mytologi (i alt ca. 62 min.).

Disc to indeholder en interaktiv notesbog, hvor man kan bladre i et væld af del Toros skitser og idéer. Herudover er der et kig på universet (5 min.), processen bag filmens special effects (17 min.), fire slettede scener (4 min.) og fraklip (4 min.). Slutteligt er der fem pre-visualiseringsscener (10 min.) og mulighed for at bladre igennem et stort udbud af koncepttegninger af diverse monstre og Jaeger-robotterne samt kostumer og filmens forskellige miljøer. Alt i alt et interessant og tilfredsstillende ekstramateriale.

Ekstramateriale 5/6 5_6 - stars_LILLE | Billede 6/6 6_6 - stars_LILLE | Lyd 6/6 6_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Pacific Rim | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 5/6:
5_6 - stars
pacific rim cover
Originaltitel: Pacific Rim, USA, 2013
Release: d. 3. december 2013
Instruktion: Guillermo del Toro
Medvirkende: Charlie Hunnam, Idris Elba, Rinko Kikuchi, Charlie Day, Robert Kazinsky, Max Martini, Ron Perlman m.fl.
Spilletid: 2 timer 12 min.
Distributør: Warner Bros. Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

THE PURGE: Ethan Hawke kan ikke stille noget op med slatten thriller

BLU-RAY-ANMELDELSE: Året er 2022 og USA har efter en voldsom krise fundet løsningen på arbejdsløshed og kriminalitet. Én gang om året er alt nemlig gjort lovligt i 12 timer – inklusiv mord. Denne ene nat virker altså som ventil for samfundet, der således giver afløb for hadet og volden, hvilket har fået USA på fode igen. Vi følger i The Purge således en rig familie i disse farlige timer i deres topsikrede hus – der selvfølgelig ikke er så topsikkert alligevel.

Så mens nogle går amok og dræber, forskanser andre sig. Ja, lad lige den præmis fise ind. Nej vel, den er sgu svær at sluge. Filmen forsøger ellers at give konceptet lidt troværdig tyngde ved at lade eksperter på tv udtale sig om denne katarsis-udøvende nat. Men rent faktisk bliver den ekstreme præmis aldrig for alvor udforsket. Hverken de politiske kvæk om økonomi og samfundslag, eller tematikker som vold, moral og menneskelighed bliver udforsket nævneværdigt.

The Purge 01

De mere komplekse aspekter af præmissen forbigås og man får altså en home invasion-film fri af tematisk tyngde. Fair nok, men desværre fungerer The Purge heller ikke på det plan. Hvor andre film i genren, så som Straw Dogs, Funny Games og Panic Room, leverer nervepirrende klaustrofobi, adrenalinfyldt vold og intens spænding, må man her kigge langt efter noget, der bare minder en smule om fugtige håndflader.

Til gengæld er der rigeligt med plothuller og et cast, der opfører sig mere eller mindre dumt. Ethan Hawke får dog som den beskyttende familiefar aktiveret en smule engagement, mens man følger, hvorledes alt kører af sporet for hans familie, der ellers har forskanset sig efter alle kunstens regler. For blandt andet har datterens kæreste gemt sig i huset og konfronterer efter aflåsningen farmand, mens familiens søn med overraskende lethed får afsikret huset for at lukke en hjemløs mand ind, der bankede på deres dør. Nej, man køber den sgu ikke.

The Purge 02

Men løjerne optrappes yderlige, da en flok maskeklædte unge banker på døren med pistoler og macheter i hånden samt godt med karikeret overspil. Den hjemløse mand, som sønnen lukkede ind, var nemlig deres bytte og åbenbart også eneste mulighed for ’udrenselse’. Så hvis ikke familien udleverer ham, vil de bryde ind og myrde hele familien. Ja, de bryder selvfølgelig ind, og så står den ellers på en tamt eksekveret katten-efter-musen-pølse.

The Purge har altså ikke mange trumfkort i hånden – hverken som en dyster og tankevækkende fremtidsvision, som medrivende home invasion-thriller eller som blodig exploitation. Og nej, det forudsigelige twist i filmens finale redder altså ikke filmen på målstregen, der trods alt nås efter små 85 minutter.

Filmen – The Purge, 2/6:
2_6 - stars_LILLE

Ekstramateriale, billede og lyd:

Filmen ikke er det store, men Blu-ray-udgivelsens tekniske side er fremragende. Billedet står veldefineret, hvor de mange mørke scener har solid kontrast, fine nuancer og god detaljegrad. Lydsporet er ligeledes en fornøjelse med sine dynamiske niveauer, der fornemt balancer de forskellige elementer. Ekstramaterialet er en tam omgang. Her får man kun en ok, men også overfladisk making of, hvor blandt andet historien, karaktererne og de politiske tematikker vendes (9 min.).

Ekstramateriale 1/6 1_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.
– Læs også min anmeldelse af en anden home invasion-fuser, You’re Next HER. [tabgroup][tab title=”The Purge | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 3/6:
3_6 - stars
purge the blu-ray cover
Originaltitel: The Purge, USA, 2013
Release: d. 28. november 2013
Instruktion: James DeMonaco
Medvirkende: Ethan Hawke, Lena Headey, Max Burkholder m.fl.
Spilletid: 85 min.
Distributør: Universal Sony Pictures Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

THE WOLVERINE: Hugh Jackman hvæsser kløerne som forpint mutant på afveje i Japan

BLU-RAY-ANMELDELSE: Hugh Jackman hvæsser atter kløerne i rollen som den brovtne mutant med hår på brystet i The Wolverine. Her møder vi en fortvivlet Wolverine aka Logan med fuldskæg og langt hår, der bor isoleret i en skov. Ja, han sporter det klassiske hjemløse-look, så man ikke er i tvivl om, at han går og grubler over noget – blandt andet sin egen udødelighed, en forpint fortid og ikke mindst sin status som helt.

Men selvom Logan har lagt helterollen på hylden, trækkes han snart ind i manegen igen. For en dag tropper den rødhårede Yukio op for at tage Logan med til Japan, hvor hendes chef, den stenrige forretningsmand Yashida, ligger for døden. Han vil nå at takke Logan for at have reddet sit liv for år tilbage. Men selvfølgelig venter der en overraskelse eller to i samuraiernes hjemland.

the wolverine 02

For Yashidas barnebarn Mariko, der er arving til det enorme imperium får snart brug for Logans beskyttelse, da både ninajer, yakuzaen og den giftige mutant, Viper, er i hælene på hende. Så mens Logan forsøger at få styr på sin eksistentielle krise, skal han også lige ondulere diverse bad guys. Og her er faktisk en ganske fin balancegang mellem karakterdrevet drama og ferme actionsekvenser – selvom ingen af delene for alvor letter fra jorden.

Men blandt andet sætter en slåskamp på taget af et tog adrenalinen i gang. Her er det altså ikke storbyer, der smadres til ukendelighed, hvilket ellers synes at være blevet normen for superheltefilm. Her gælder det derimod en mere intim historie og velafmålte doser af action, og altså ikke Jordens skæbne eller oppustet CGI-rabalder. Det er sgu lige før, jeg glemmer fadæsen X-Men Origins: Wolverine fra 2009.

the wolverine 01

Desværre mistes grebet en smule om historien, mens det hele sættes over styr i en unødvendigt larmende, men ganske cool finale, der står i kulørt kontrast til filmens ellers mere jordnære strabadser. Man skal undervejs også sluge et par akavede forsøg på humor, som blandt andet da Wolverine skal bades af to stramme japanske tanter, eller da han bliver nødt til at tjekke sig ind på et elskovshotel.

Heldigvis får filmen dog rettet op på den kollisionskurs, der ellers anes i de første fem minutter, som blandt andet byder på en tissende CGI-bjørn og en dobbeltdrøm – du ved, Logan, der vågner op fra en drøm, der viser sig også at være en drøm. Så selvom The Wolverine er en smule ujævnt afviklet og ikke kommer helt vellykket i mål, er det en delvist vellykket superheltefilm.

Filmen – The Wolverine, 3/6:3_6 - stars_LILLE

the wolverine 03

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen gør sig virkelig godt på Blu-ray. Billede står farvemættet, veldefineret og detaljerigt, lige fra de heftige actionscener til nærbilleder af en skulende Wolverine. Lydsporet er ligeledes en fornøjelse og spiller både dynamisk og medrivende med klare og velbalancerede niveauer. Ekstramaterialet er endvidere helt ok.

Først og fremmest får man en 12 minutter længere udgave af filmen, der byder på mere vold og blod samt bandeord og mere dialog. Det er ikke noget, der radikalt ændrer filmen, men lidt mere vold er kun en god ting. Herudover får man en femdelt dokumentar, der blandt andet ser på tegneserieforlægget, filmens design og Jackmans træning og arbejde med sin karakter (54 min.). Videre er der en alternativ slutning (2 min.) samt et informativt kommentarspor med instruktør James Mangold, hvilket fans af Marvel og Wolverine fint kan få noget ud af.

Ekstramateriale 4/6 4_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”The Wolverine | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
wolverine blu-ray cover
Originaltitel: The Wolverine, USA, 2013
Udgivelse: d. 28. november 2013
Instruktion: James Mangold
Medvirkende: Hugh Jackman, Rila Fukushima, Will Yun Lee m.fl.
Spilletid: 126 min.
Udgiver: 20th Century Fox[/tab][/tabgroup]

NOW YOU SEE ME: Heist-trylleri er mere flad CGI end rigtig magi

BLU-RAY-ANMELDELSE: Selvom trylle-thrilleren Now You See Me langt fra er den omgang intelligente heist-underholdning, den gerne vil være, er tryllerierne ikke uden en vis tempofyldt underholdningsværdi. Desværre er der bare mere tale om computerskabt og usandsynligt lir end reelt overraskende magi, når de fire tryllekunstnere afvikler deres storstilede numre.

Her møder man en selvcentreret Jesse Eisenberg, en tjekket Isla Fisher og en tankelæsende Woody Harrelson, mens Dave Franco forbliver en ret så anonym karakter i firkløveret. Men egentlig kommer man ikke til at kende nogen af dem videre godt. Her gælder det mere om at dupere med trylleri og en plotvridende fortælling, end at engagere med interessante karakterer. Fair nok.

now you see me 02

Der er da også fart over feltet, hvor særligt den første halve time fænger med noget af den magi resten af filmen mangler. Her bliver de fire tryllekunstnere ført sammen af en ukendt bagmand, der giver dem instrukser om at udføre et vovet nummer foran tusindvis af publikummer. Fra scenen i Las Vegas røver de således en bank i Paris og lader til alles forbløffelse de mange pengesedler regne ned over publikum.

En forvirret Mark Ruffalo agerer FBI-agenten, der sammen med Mélanie Laurent som utroværdig Interpol-kollega skal opklare den mærkværdige sag. Men en tryllekunstner afslører som bekendt aldrig sit trick – og hvad gør man så? Inden længe venter næste magiske kup, hvor agenterne kæmper mod tiden, mens tryllekunstnere lægges under stadigt hårdere pres fra ordensmagten. Og hvem er den mystiske bagmand i grunden?

now you see me 01

Men lidt på samme måde som Paris-kuppet bliver forklaret og herved mister magien, på samme måde går luften af filmen, der ikke formår at stable nævneværdig spænding på benene. Det fængende plot udebliver ganske enkelt, hvor man i stedet får serveret svært fordøjelige forviklinger samt en finale, der langt fra er det medrivende pay-off, der eller flittigt lægges op til.

Så selvom det ivrige cast peppes op af altid seværdige Michael Caine og Morgan Freeman, er det ikke nok til at redde tryllerierne ud af middelmådighedens dynd af fortænkte plottwists og lidt for lette løsninger skabt med computermagi. Heldigvis holdes der et fint tempo, som desuden gør det svært at holde styr på alle plothullerne – jep, nothing but smoke and mirrors.

Filmen – Now You See Me, 3/6: 3_6 - stars_LILLE

Ekstramateriale, billede og lyd:

Mens filmen har sine skavanker, er Blu-ray-udgivelsens billed- og lydside en helt anden fornøjelse. Billedet står klart, skarpt og detaljerigt, mens lydsporet spiller dynamisk og klart med velbalancerede niveauer. Filmen menfølger som dvd, men er gemmer ikke på noget som helst ekstramateriale.

Ekstramateriale 0/6 0_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Now You See Me | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 3/6:
3_6 - stars
now you see me cover bd
Originaltitel: Now You See Me, USA, 2013
Premiere: d. 21. november 2013
Instruktion: Louis Leterrier
Medvirkende: Mark Ruffalo, Jesse Eisenberg, Woody Harrelson, Mélanie Laurent, Isla Fisher, Dave Franco, Michael Caine, Morgan Freeman m.fl.
Spilletid: 115 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]