Indlæg

THE ZERO THEOREM: Terry Gilliam bøjer veloplagt fremtiden i paranoia, neon og skøre påfund

EN FILM DU SKAL SE: Hvis ikke du allerede har, så skal du se The Zero Theorem (ja, eller gense). Det er nemlig Terry Gilliams første spillefilm siden The Imaginarium of Doctor Parnassus fra 2009 – og ja, den skøre brite er i legesygt hopla. Men du ved, med film som Fear and Loathing in Las Vegas, 12 Monkeys og Brazil på CV’et, behøver du vel ikke vide mere, førend at du glæder dig til filmen.

Christoph Waltz indtager den paranoide hovedrolle som eneboeren og hackeren Qohen Leth, der leder efter meningen med menneskets eksistens. Meningen med livet, om du vil. Intet mindre. Men han støder selvfølgelig på forhindringer undervejs. Det er helt kort fortalt filmens præmis. For selvfølgelig er der intet, der er ligeud ad landevejen, når det kommer til Gilliam – og tak for det.

The Zero Theorem blu-ray 03

The Zero Theorem er en Gilliam i syret hopla og frit fald i et krøllet science fiction-univers. Godt nok kommer filmen ikke på niveau med hans dystopiske mesterværker og genrebeslægtede 12 Monkeys og Brazil. Men her er bestemt tale om både sprudlende og flagrende flot fremtidstrylleri, hvor alt fra religion og menneskets eksistens, videre til overvågningssamfund og kærlighed vendes og drejes i det neonoplyste og melankolske fremtidsunivers.

Waltz er en fornøjelse som den fortvivlede hacker, mens rollelisten også byder på blandt andet Matt Damon i en skøn og flamboyant cameo samt yndige Melanie Thierry som love interest, Ben Whishaw som computer-wiz videre til Tilda Swinton og David Thewlis, der også får liv at gakke ud i farverige roller.

The Zero Theoremer udkommet på Blu-ray og dvd den 8. august 2014. [tabgroup][tab title=”The Zero Theorem | Blu-ray-anbefaling”]
The Zero Theorem cover
Originaltitel:
The Zero Theorem, 2013
Release: d. 8. august 2014
Instruktion: Terry Gilliam
Medvirkende: Christoph Waltz, Matt Damon, Melanie Thierry, Ben Whishaw, Tilda Swinton, David Thewlis m.fl.
Spilletid: 107 min.
Udgiver: Universal Sony Pictures Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

NOAH: Selvfølgelig er der stenkæmper i Darren Aronofskys guddommelige rodebutik

Blu-ray-anmeldelse: Vi kender alle den usandsynlige historie om Noahs ark fra Det Gamle Testamente. Du ved, Jorden er blevet fordærvet, hvorfor Gud befaler Noah at bygge en ark til sin familie og par af alle verdens dyrearter, så de kan overleve den syndflod, der skal nulstille lortet. Noah er således Darren Aronofskys sprudlende take på den episke fortælling om guddommelig underkastelse og menneskets fejlbarlighed.

Godt nok er historien velkendt, men filmatiseringen er sin helt egen sære størrelse. Man finder således alt fra store stenkæmper til magiske evner og heftige actionscener med spruttende ildsværd. En kulørt og overraskende blanding af bibellæsning, fantasy og Blockbuster-værdig katastrofefilm, der har mere til fælles med Darren Aronofskys fabulerende The Fountain end The Wrestler og Black Swan.

noa biograf 01

Ja, Noah er en underlig sammensat film, og det er en god ting. På en gang fjollet og fascinerende, bindegal og brutal, ambitiøs og smuk. Derfor overlever den også sine skavanker. Det, at historien ikke hele vejen er lige elegant fortalt, at manuskriptet af og til overfortæller sine pointer, og at det menneskelige drama og karaktererne til tider mangler lidt pondus – det indhentes dog i filmens sidste halvdel.

Russell Crowe indtager med konstant alvorlig mine rollen som Noah – og man forstår godt hans konstant spekulerende karakter. Han har jo for pokker Gud åndende i nakken, døjer med sære syner og syrede mareridt, og har adskillige liv på samvittigheden ved ikke at tillade andre ombord på arken end sin familie. En kompleks karakter som Russel Crowe forløser med tyngde, sammenbidt nærvær og fine nuancer.

noa biograf 02

Jennifer Connelly udgør Noahs stærke og forstående hustru, mens Ray Winstones skurkerolle er underholdende, men også karikaturtung. Herudover finder man Logan Lerman som Noahs forsømte søn, Douglas Booth som hans storebror og mand til Ila, en ofte grådkvalt Emma Watson, mens Anthony Hopkins er gammel og vis som Noahs troldmandsagtige farfar. Det er dog Noah, der er den absolut mest interessante karakter, mens resten af flokken forbliver noget perifere bekendtskaber.

Det er dog primært det ujævne manuskript, man kan klandre for de en smule svagt optegnede karakterer i dette sært sammensatte, men hele vejen fascinerende epos. Et både skørt, skønt og uskønt kludetæppe af miljøaktivistiske pointer og guddommelig katastrofefilm, synd og grådighed, religion og evolution. En film, der både forvirrer og inspirer, men aldrig finder sig til rette, og tak for det.

Filmen, Noah, 4/6: 4_6 - stars_LILLE

noah noa blu-ray 03

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmens episke scenerier kommer bragende flot til deres ret på Blu-ray. Billedet er detaljerigt, veldefineret og skarpt hele vejen med mættede farver og en solid kontrast. En fornøjelse. Lydsporet er ligeledes forrygende med sin dynamiske brug af sine elementer bliver både replikker, musik og actionscener medrivende balanceret. Ekstramaterialet er ganske ok.

Her får man tre featuretter af cirka 20 minutters varighed hver. Det bliver således til en times tid bag kameraet på produktionen. Det er både interessant og informativt, men også lidt langsommeligt leveret sine steder uden at det nødvendigvis bliver mere dybdegående af den grund. Men man kommer blandt andet på location og optagelserne på Island og man får også et indblik i tilblivelsen af arken. Så alt i alt kan man fint også bruge tid på ekstramaterialet.

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 6/6 6_6 - stars_LILLE | Lyd 6/6 6_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Noah | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
noah noa cover
Originaltitel: Noah, USA, 2014
Release: d. 22. august 2014
Instruktion: Darren Aronofsky
Medvirkende:
Russell Crowe, Jennifer Connelly, Ray Winstone, Emma Watson, Logan Lerman, Anthony Hopkinsm.fl.
Spilletid: 138 min
Udgiver: Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

BOARDWALK EMPIRE SÆSON 4: Gangstereposet holder tårnhøjt niveau som forrygende serie

EN SERIE DU SKAL SE: Jeg har med spænding set frem til hver ny sæson af HBOs gangsterserie Boardwalk Empire. Heldigvis skuffer 4. sæsons intense slentretur langs promenaden i Atlantic City ikke. Produktionsværdien er stadig tårnhøj med sin flotte genskabelse af 1920’ernes USA under spiritusforbudet, hvor det fortsat er den medrivende fortælling og de komplekse karakterer, der gør serien så pokkers engagerende.

Steve Buscemi bærer atter rollen som den magtfulde og korrupte Nucky Thompson med nerve og nærvær, mens han forsøger at bevare sin magtfulde position og holde sin pressede forretning kørende. Han er dog ikke denne sæsons klare midtpunkt, for de øvrige karakterer får her yderlige plads og gør fortællingen til et kun endne mere dragende fletværk af fordækte planer og fascinerende skæbner. Alliancer sættes på kryds og tværs på prøve, hvor alle forsøger at bevare sig på toppen af magtbalancen.

boardwalk empire blu-ray 4 01

Men nej, Nucky har aldrig et roligt øjeblik. Og tak for det. Ikke en gang i familiens skød, hvor ægteskabet fortsat blot er en facade. Her finder man igen en evigt stålsat og stærk Kelly Macdonald, der forsøger at bevare modet. Nuckys forhold til sin fortvivlede bror Elias (Shea Whigham) ulmer ufortrødent, mens Michael Shannon stadig er en fornøjelse at følge som den konstant uheldige eks-agent Nelson Van Alden, det samme er Michael Kenneth Williams som den seje gangster Chalky.

Overordnet balanceres de mange karakterer, intriger og forhold med et medrivende overblik, der gennem sæsonens 12 afsnit holder gryden dramatisk i kog. Man stifter blandt andet også atter bekendtskab med en forrygende Stephen Graham som den på engang voldelige og omsorgsfulde Al Capone, mens Gretchen Mol som den sindsforvirrede femme fatale Gillian Darmody har sit at slås med.

boardwalk empire blu-ray 4 02

Boardwalk Empire sæson 4 holder med andre ord sit høje niveau og spæder som sædvanlig til med sin del af sex og ikke mindst brutal vold. Intensiteten holdes fornemt ved lige sæsonen igennem, mens både nye og tilbagevendende karakterer får fortsat nye lag. Kompleks, forførende, medrivende og med op til flere dramatiske højdepunkter. Jeg ser med spænding frem til seriens femte og sidste sæson.

Serien gør sig smukt på Blu-ray med et veldefineret og farvemættet billede, der fornemt gengiver 1920’ers USA. Det dynamiske lydspor gengiver medrivende både de velsvungne replikker, musikken og øvrige elementer. Ekstramaterialet er som på de foregående udgivelser af serien både omfattende, dybdegående, interessant og informativt. Man får indblik i alt fra de mange karakterer, den historiske baggrund, en paneldiskussion med skabere og skuespillere samt seks kommentarsport. Fornemt.

Boardwalk Empire sæson 4 er udkommet på dvd og Blu-ray d. 18. august 2014.[tabgroup][tab title=”Boardwalk Empire sæson 4 | En serie du skal se”]
Boardwalk empire 4 cover
Originaltitel: Boardwalk Empire Fourth Season, USA, 2013
Udgivelse: d. 18. august 2014
Instruktion: Tim Van Patten m.fl.
Medvirkende: Steve Buscemi, Kelly Macdonald, Michael Shannon, Shea Whigham, Gretchen Mol m.fl.
Spilletid: 682 min.
Distributør: Warner Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

OUT OF THE FURNACE: Christian Bale kæmper sig gennem et råt liv af forkerte beslutninger

Blu-ray-anmeldelse: Det der liv, vi alle slæber formålsløst rundt på, kan som bekendt være svært at leve. Det er det i hvert fald for Christian Bale i det formørkede drama Out of the Furnace. Her spiller han Russell Blaze, der kæmper sig gennem livet med sit arbejde på det lokale stålværk i hjembyen Braddock i Pennsylvania. Et hårdt liv uden mange lyspunkter – og det lysner ikke just forude.

For da han efter endt fængselsdom for spritkørsel kommer ud i friheden igen, er alt forandret – til det værre. Hans far er død, kæresten skredet og hans lillebror har lagt sig ud med en brutal bookmaker. I denne misere af rå virkelighed og forkerte beslutninger må Russel så forsøge at holde sammen på sig selv og sin familie.

out of the furnace 01

Et brutalt og opslugende drama om hvad, der er rigtig og forkert – en fortælling om hævn, gengældelse og tilgivelse. Christian Bale leder an med en indtagende naturlighed som den godmodige og retfærdighedssøgende Russell, der på trods af den megen modgang forsøger at klamre sig til det gode i livet.

Casey Affleck spiller hans lillebror, der ikke har samme overskud og tro på fremtiden, men er traumatiseret efter udstationeringer i Irak og nu ikke giver en fuck for sig selv. Woody Harrelson støder til som en voldelig og psykopatisk bookmaker, der ikke tænker sig en ekstra gang om, før han deler øretæver ud. Et sprængfarligt trekløver, der er dømt til en skæbnesvanger kollision.

out of the furnace 02

Forslåede, ødelagte og hårdtprøvede skæbner i en trøstesløs virkelighed. Nej, det lyder ikke just indbydende, men det er det. For karaktererne får engageret liv af castet, der også lader menneskeligheden øjnes bag mørket. I mindre roller finder man desuden fine præstationer af Zoë Saldana som Russells eks-kæreste, Forest Whitaker som lokal betjent og Willem Dafoe som lusket forretningsmand.

Men selvom det både er et fermt drejet karakterdrama, en spændende historie og et opslugende miljø, er filmen til tider også en anelse ujævn i sin fortælling. Her afløser et par plotmæssigt lette løsninger momentant det ellers troværdige drama. Det er dog mindre fodfejl i en film, der fastholder en fængslende tung tone af mismod og med dragende karakterer, der konstant befinder sig i pirrende gråzoner.

Filmen, Out of the Furnace, 4/6: 4_6 - stars_LILLE

Out of the Furnace 04

Ekstramateriale, billede og lyd:
Films dystre univers kommer flot til sin ret på Blu-ray. Billedet er veldefineret og detaljerigt med en både skarp og nuanceret farvepalet samt solid kontrast. Lydsporet er også en fornøjelse med sine velbalancerede niveauer, hvor alle elementer kommer til deres ret. Desværre er ekstramaterialet ikke vildt spændende.

Her får man tre featuretter. En, hvor skuespillerne taler om deres inspiration som skuespillere (4 min.), en om instruktøren Scott Coopers arbejde med både filmens locations og skuespillerne (7 min.) samt en om filmens musik, hvor blandt andet komponist Dickon Hinchliffe snakker med. Det er den mest interessante af de tre indslag (9 min.).

Ekstramateriale 2/6 2_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Out of the Furnace | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
Out of the Furnace cover
Originaltitel: Out of the Furnace, USA, 2014
Release: d. 21. august 2014
Instruktion: Scott Cooper
Medvirkende:
Christian Bale, Casey Affleck, Woody Harrelson, Zoe Saldana, Forest Whitaker, Willem Dafoe, Sam Shepard m.fl.
Spilletid: 116 min
Udgiver: Midget Entertainment[/tab][/tabgroup]

CAPTAIN AMERICA: THE WINTER SOLDIER: Alvoren klæder den kulørte superhelt

Blu-ray-anmeldelse: Det kan godt være, at den evigt gode Captain America er hentet fra Marvels kulørte tegneseriehæfter, men Captain America: The Winter Soldier skruer op for alvoren i et univers af terrorisme, frygt og Big Brother-paranoia. Men bare rolig, humoren er intakt, mens der heller ikke spares på de store eksplosioner, når først den renskurede helt svinger sit ikoniske skjold i frihedens navn.

Vi er dog med denne opfølger til Captain America: The First Avenger fra 2011 et stykke fra de ellers kække superhelteløjer, man kender fra andre Marvel-film som Iron Man og The Avengers. Det klæder imidlertid filmen og er med til at give den overkorrekte helt, igen i skikkelse af Chris Evans, dramatisk tyngde og historien fylde. Det er dog umiskendeligt et tegneserieunivers, vi befinder os i og tak for det.

Captain America Winter Soldier 01© 2014 MARVEL

For selvom tonen er mere mørk end munter, er det stadig et underholdende univers med superskurke og deres megalomaniske planer om verdensherredømmet, vilde våben og opfindsomme gadgets, mens de virile actionscener giver fingeren til tyngdekraften og lader suset i maven vinde over realismen. Ja, den der tegneserie-feel er ikke til at overse.

Men i stedet for at lade filmen afhænge af farverige gimmicks og imponerende scenerier, tager Captain America: The Winter Soldier sig tid til sine karakterer og sin historie. For godt nok puttes der godt med heftig action på den mere end to timer lange film, men det er i høj grad en spionthriller pakket ind i flot actionbulder, hvor Captain Americas tiltro til sine medmennesker udfordres. Det får vores helt til at skue indad, hvilket giver både ham og publikum plads til eftertanken midt i larmen.

Captain America Winter Soldier 03© 2014 MARVEL

Modsat forgængeren, der foregik i de nazi-befængte 1940’ere, udspiller opfølgeren sig i nutiden, hvor Capatain America aka Steve Rogers efter begivenhederne i The Avengers fortsat forsøger at forlige sig med den moderne verden, hvor han arbejder for S.H.I.E.L.D. i kampen mod alverdens skurke. Men linjerne mellem de gode og de onde udvaskes snart, da en S.H.I.E.L.D.-kollega angribes. Det bliver starten på en intens jagt efter sandheden i et kompleks sammensværgelse.

Scarlett Johansson er tilbage i kampen for retfærdighed i stramtsiddende sort som Black Widow, Samuel L. Jackson er atter S.H.I.E.L.D.-bosssen Nick Fury, mens Robert Redford gør god figur i en tvetydig rolle. Så selvom filmen sine steder er lidt tung i røven, ikke alle karakterer er lige velbeskrevet og historien lidt ujævnt fortalt, trækkes der fint tråde ud i Marvel-universet og tilbage til Captain Americas fortid, mens truslen mod den frie verden filmen igennem får et medrivende momentum.

Filmen, Captain America: The Winter Soldier, 4/6: 4_6 - stars_LILLE

Captain America The Winter Soldier 04 © 2014 MARVEL

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen kommer flot til sin ret på Blu-ray. Det mørke univers og Captain Americas heroiske strabadser står farvemættede, veldefineres og skrapt. Kontrasten er solid og detaljegraden stor. Lydsporet er en sand fornøjelse med sine dynamiske niveauer, der giver fornemt plads til både replikker og store eksplosioner. Ekstramaterialet er ok.

Her får man tre korte og desværre noget overfladiske featuretter, der går bag om filmens action- og kamp-scner (10 min.), lidt rygklapperi af Anthony Mackie (2 min.) samt et kig på Captain Americas notesbog (2 min.). Herudover er der fire korte og ikke vildt interessante slettede/forlængede scener (4 min.) og en gag reel med spas fra settet (3 min.). Mest interessant er kommentarsporet med filmens to interuktører Anthony Russo, Joe Russo samt manusforfatterne Christopher Markus og Stephen McFeely. Det er et både informativt og engageret kommentarspor.

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 6/6 6_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Captain America: The Winter Soldier | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
Captain America The Winter Soldier cover
Originaltitel: Captain America: The Winter Soldier, USA, 2014
Release: d. 14. august 2014
Instruktion: Anthony Russo, Joe Russo
Medvirkende:
Chris Evans, Scarlett Johansson, Sebastian Stan, Anthony Mackie, Cobie Smulders, Frank Grillo, Emily VanCamp og Hayley Atwell, Robert Redford, Samuel L. Jackson m.fl.
Spilletid: 136 min
Udgiver: Walt Disney Studios Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

300: RISE OF AN EMPIRE: Sandaler, sværd og slowmotion er en blodig god kombination

Blu-ray-anmeldelse: Det er otte år siden, at Zack Snyder udfoldede sin slowmotion- og computerblodselskende actionfilm 300, hvor krigeriske spartanere viste hvordan en sandal skulle bæres og et sværd svinges. Opfølgeren 300: Rise of an Empire leverer endnu mere slowmotion, endnu mere computerblod og endnu flere grækere i sandaler og med svingende sværd. Ja, det er en god ting.

Godt nok er det småt med historie og karaktertegninger – her er det de voluminøse og heftige actionscener, som har den egentlige hovedrolle. Det er helt fint, når nu de er så pokkers medrivende godt skruet sammen. Filmen holder desuden et tempo, der ikke efterlader megen pusterum til kedsomhed. Nå ja, eller karakteropbygning. Men man får lige præcis nok indblik i persongalleriet til, at man er med dem, eller imod dem.

300 rise of an empire 01

Den athenske general Themistocles forsøger at samle Grækenland ved heroisk og med strategisk snilde at lede sin hær til sejr mod den invaderende persiske hær, der ellers er i klart overtal. Det med gudekongen Xerxes spejdende ud over sine soldater og med den hævntørstige hærførerinde Artemisia krigerisk i front – brutal og uden nåde.

Filmen finder sted omkring 480 f.Kr. og udspiller sig før, under og efter handlingen i 300. Der er dog som forgængeren intet støvet over sandal-strabadserne, som lægger sig flot i tråd med Zack Snyders oprindelige visuelle vision, der som bekendt er baseret på en tegneserie af Frank Miller – manden bag blandt andet Sin City-serien. Zack Snyder har da også ageret både producer og medforfatter på filmen.

300 rise of an empire 04

Men selvom det er de storslåede actionscener, der holder filmen flyvende, gør de medvirkende også god figur i det svulstige univers, hvor død, hævn og ære konstant vejrer i vinden. Sullivan Stapleton bærer muskuløst og med heroisk autoritet rollen som Themistocles, mens Eva Green er vibrerende ond, men ikke helt frygtindgydende nok som den nådesløse Artemisia. De to stabler dog et engagerende magtspil på benene, både når kampene raser og når der skal forhandles ansigt til ansigt.

Lena Headey gentager sin rolle fra 300 som Spartas velovervejede dronning Gorgo, mens Rodrigo Santoro er tilbage som Xerxes. Det er alle karismatiske karakterer, der matcher spektaklet, hvor slagene i stort omfang udspiller sig på det brusende hav, hvor blod, afhuggede lemmer og mægtige skibe hvirvler spruttende rundt med slagord om retfærdighed og demokrati i ryggen. Medrivende, storladent og alt for meget. Skønt.

Filmen, 300: Rise of an Empire, 4/6: 4_6 - stars_LILLE

300 rise of an empire 02

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen kommer i den grad til sin ret på Blu-ray. Her står det boblende og visuelt gennemførte univers knivskarpt, farvemættet og med stor detaljegrad hele vejen. En sand fornøjelse. Det samme er det berusende og dynamisk lydspor, der giver kampene medrivende pondus og de episke replikker svung. Sådan. Ekstramaterialet er udmærket.

Her får man otte ret så fine og informative feauretter, der går bag om alt fra filmens forbindelse til forgængeren, den histories baggrund for fortællingen, actionscenerne og computerteknikken videre til filmens krigsskibe og optræningen af skuespillerne (i alt cirka 85 min.). Ikke alle er lige interessante, men man kommer fint omkring filmens tilblivelse og diverse aspekter af produktionen.

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 6/6 6_6 - stars_LILLE | Lyd 6/6 6_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”300: Rise of an Empire | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
300 rise of an empire cover
Originaltitel: 300: Rise of an Empire, USA, 2014
Release: d. 14. juli 2014
Instruktion: Noam Murro
Medvirkende:
Sullivan Stapleton, Eva Green, Lena Headey, Hans Matheson m.fl.
Spilletid: 102 min
Udgiver: Warner Bros. Pictures Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

THE GRAND BUDAPEST HOTEL: Wes Anderson bobler af visuelt overskud og fortælleglæde

Blu-ray-anmeldelse: Når Wes Anderson kommer med en ny film, så glæder man sig. For med film som The Royal Tenenbaums, Fantastic Mr. Fox og Moonrise Kingdom under bæltet, kan man ikke andet. Det kan jeg i hvert fald ikke. Jeg kunne bestemt heller ikke andet end at glæde mig til at gense hans nyeste film The Grand Budapest Hotel. Det er nemlig en Wes Anderson i visuel og fortællermæssig storform.

Ralph Fiennes leder an som den omhyggelige concierge Gustave H på The Grand Budapest Hotel, mens den mere ukendte Tony Revolori spiller hans højre hånd og hotellets pligtopfyldende lobby boy. Sammen kommer de ud på et vildt eventyr, da de ender med vrede arvinger på nakken i striden om en enorm arv. På deres flugt fra de familiære forviklinger støder de således ind i filmens imponerende cast.

Grand Budapest Hotel biograf 01

Ja, jeg kan lige så godt liste dem op: Jude Law, Willem Dafoe, Adrien Brody, Bill Murray, Jeff Goldblum, Edward Norton, Léa Seydoux, F. Murray Abraham, Harvey Keitel, Mathieu Amalric, Saoirse Ronan, Jason Schwartzman, Tilda Swinton, Tom Wilkinson, Owen Wilson og Bob Balaban. Et alsidigt cast i mindst lige så alsidige roller. Fra psykopatisk lejemorder med underbid til sukkersød konditor.

Og det er ikke kun castet, der bobler legesygt, det gør filmens minutiøse og umiskendelige Wes Anderson-univers også. Lige fra det sirligt dekorerede hotel til de detaljerige kostumer samt nøje koreograferede kamerature og de velkendte symmetriske billedkompositioner. Det er med andre ord en yderst veloplagt Wes Anderson, der folder sig ud med visuelt overskud og medrivende fortælleglæde.

grand budapest hotel 04

Æstetikken er altså forventeligt i højsædet, men overskygger ikke historien og karaktererne, der besidder en varm melankoli og sød sentimentalitet. Historien om Gustave H og det ekstravagante hotel fortælles nemlig som et tilbageblik til storhedstiden i 1930’erne, mens hotellet sidenhen har mistet sin glans og nu udgør et kært minde for hotellets aldrende ejer, der varmt fortæller sin historie for publikum.

The Grand Budapest er ganske enkelt en sand fornøjelse fra første til sidste nøje gennemtænkte indstilling. En film, jeg glæder mig til igen og igen at gå på opdagelse i. For at blive indhyllet i Wes Andersons nostalgiske, søde og charmerede univers, der befolkes af en lang række både karismatiske, excentriske og længselsfulde karakterer.

Filmen, The Grand Budapest, 5/6: 5_6 - stars_LILLE

Grand Budapest Hotel biograf 02

Ekstramateriale, billede og lyd:
Det er en sand fornøjelse at træde ind i Wes Andersons detaljerede univers med denne Blu-ray-udgivelse. Billedet står veldefineret, skarpt, farvemættet og har solid kontrast. Lydsporet er ligeledes en fornøjelse med sine dynamiske niveauer og velbalancerede elementer. Ekstramaterialet er desværre noget mindre ophidsende.

Her får man en kort, men fornøjelse tour af Bill Murray rundt i byen, hvor filmen blev skudt (4 min.) samt tre ligeledes fornøjelige ’vignettes’ om Kunstmuseum Zubrowka, filmens hemmelige Society of Crossed Keys og den hemmelige opskrift på filmens udsøgte Mendl’s-kager (i alt 9 min.). Slutteligt finder man en smule making of-indslag med interviews om blandt andet historien og at skabe hotellet (i alt 25 min.) samt et galleri med billeder fra diverse aspekter ved filmen.

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 6/6 6_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”The Grand Budapest | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 5/6:
5_6 - stars
The Grand Budapest Hotel BD cover
Originaltitel: The Grand Budapest Hotel, USA, 2014
Relase: d. 7. august 2014
Instruktion: Wes Anderson
Medvirkende:
Ralph Fiennes, Tony Revolori Jude Law, Willem Dafoe, Adrien Brody, Bill Murray, Jeff Goldblum, Edward Norton, Léa Seydoux, F. Murray Abraham, Harvey Keitel, Mathieu Amalric, Saoirse Ronan, Jason Schwartzman, Tilda Swinton, Tom Wilkinson, Owen Wilson og Bob Balaban m.fl.
Spilletid: 1 time 40 min
Udgiver: 20th Century Fox Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

TWIN PEAKS: David Lynchs tv-serie er et must have på Blu-ray

En tv-serie, du skal eje: Der er gået godt 25 år siden mordet på Laura Palmer hjemsøgte tv-stuerne med David Lynch og Mark Frosts forrygende Twin Peaks. Nu er serien endelig udkommet på Blu-ray, der udover de to sæsoner i flotte nyrestaurerede versioner også byder på spændende ekstramateriale og prequel-filmen Walk With Me. Den gennemførte boks har passende fået titlen Twin Peaks: The Entire Mystery.

Det er derfor oplagt, at du igen – eller måske for første gang – besøger den lille, fiktive amerikanske by Twin Peaks, hvor FBI-agenten Dale Cooper i skikkelse af Kyle MacLachlan undersøger det mystiske mord på teenagepigen. Her er dog ikke tale om en gængs omgang seriekrimi. Langt fra. Du ved, David Lynch er jo ikke hvem som helst. Her blandes mordgåden op med gys, forstadssyre og morbid humor.

Twin Peaks still 04

Ja, du har forhåbentlig allerede luret, at denne artikel er med indbygget anbefaling i. Og den er varm. For her er tale om en serie, der fortsat er både fascinerende, grum og underholdende samtlige af sine 30 forrygende afsnit, der gemmer på mørke hemmeligheder og udgør uforglemmeligt mareridtsfoder al a David Lynch. Serien kan altså med lethed påkræve sig at blive tituleret som en tv-serie-klassiker.

Derfor er det også kun glædeligt langt om længe at kunne nyde serien på Blu-ray med en boks, der i sig selv er en gennemført oplevelse med sit lækre, bastante design. Serien er desuden smukt blevet overført til Blu-ray uden at miste sit sprøde og taktile udseende. Hertil kan man nyde det både dybdegående, interessante og informative ekstramateriale, der giver et fyldestgørende og spændende indblik i serien.

Twin Peaks still 02

Det er derfor i grunden ret så simplet: Har du endnu ikke set denne skelsættende serie, er denne Blu-ray-boks muligheden, du har ventet på. Har du allerede set serien og måske endda flere gange, ja, så er denne boks bestemt også værd at få fat på. Men det vidste du jo allerede godt.

Twin Peaks: The Entire Mystery er udkommet på Blu-ray d. 29. juli 2014. [tabgroup][tab title=”Twin Peaks – The Entire Mystery | Blu-ray-anbefaling”]
Twin Peeks pack shot 3D
Originaltitel: Twin Peaks – The Entire Mystery, USA
Release: d. 29. juli 2014
Instruktion: David Lynch m.fl.
Medvirkende:  Kyle MacLachlan, Michael Ontkean, Mädchen Amick m.fl.
Spilletid: 1503 min. (Seriens to sæsoner) og 134 min. (Fire Walk With Me)
Udgiver: Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

HER: Joaquin Phoenix, kærlighed og kunstig intelligens er en magisk kombination

Blu-ray-anmeldelse: Hvad er det lige, der gør, at man forelsker sig? Nej vel, kærligheden er ikke sådan at få styr på. Dette møde mellem to mennesker er ganske enkelt uudgrundeligt og komplekst. Noget, man ikke kan planlægge eller regne sig frem til. Eller kan man? For i Spike Jonzes romantiske science fiction-fortælling Her, møder mennesket nemlig maskinen, og sød musik opstår.

Filmen er hensat til en nær fremtid, hvor mændene går i højtaljede bukser, farverne er varme og alt er rent og indbydende. Den en smule generte Theodore Twombly arbejder hos BeautifulHandwrittenLetters.com, hvor han skriver ’personlige’ breve på vegne af andre mennesker. Ja, han sætter ord på, hvad andre føler. Men når det kommer til ham selv, er han noget mindre klar i mælet.

Her - hende 02

Han er stadig ikke kommet sig over bruddet med sin kone. Men da han køber et nyt styresystem til sin telefon, lyder der pludselig en meget indbydende, kvindelig stemme fra computeren. Mere menneskelig og mere tiltrækkende end forventet – og starten på en mulig forelskelse. Ja, du er vel også en smule forelsket i din smartphone, hvis du mærker efter.

Joaquin Phoenix har groet sig et overskæg i rollen som den lidt akavede og øjeblikkeligt tiltalende Theodore. Man har ganske enkelt lyst til at være i selskab med ham og til at han for pokker kommer sig over eks-konen og finder kærligheden igen. Også selvom det så måtte være hos et styresystem. Det er Scarlett Johansson, der er den hæse og dragende stemme bag skærmen, som har døbt sig selv Samantha.

Her - hende 01

En romance mellem en mand og sit styresystem er ganske vist aparte, men det glemmer man hurtigt. For følelserne – på begge sider af skærmen vel at mærke –fremstår aldrig uægte. Det er komplekst, berusende og skrøbeligt som hos et hvilket som helt par af kød og blod. Der er så lige det med manglen på fysisk kontakt, hvilket afføder nogle både sære og søde intime scener.

For Spike Jonze har et særdeles fint øje for at parre det det absurde og sære med det ægte og oprigtige. Tænk blot på Being John Malkovich, Orkidé-tyven og Where the Wild Things Are. Ja, Her er ganske enkelt en magisk film om kærligheden, forelskelsen og den uforudsigelige afsats, man bevæger sig ud på, når man rækker et andet menneske sit hjerte – eller et styresystem for den sags skyld.

Filmen, Her, 5/6:5_6 - stars_LILLE

her hende 04

Ekstramateriale, billede og lyd:
Det smukke fremtidsunivers og forelskelsen kommer flot til sin ret på Blu-ray. Billedet står velafstemt, klart og veldefineret med solid kontrast og en flot detaljegrad, mens lydsporet er både velafstemt og dynamisk i sin brug af sine elementer. En fornøjelse. Ekstramaterialet er udmærket.

Her får man først en stemningsfuld og informativ making of med billeder fra produktionen og optagelser, hvilket giver et ’fluen-på-væggen’-agtigt indblik i filmens tilblivelse (24 min.), mens man får lidt yderligere indblik i filmen med Love in the Modern Age, hvor diverse af folkene bag filmen interviewes (15 min.) og slutteligt en montage-lignende indslag med bag om film-billeder og scener fra filmen (4 min.). Et ekstramateriale, der fint lægger sig op ad filmens tone og univers.

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 6/6 6_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Her | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 5/6:
5_6 - stars
Her hende cover
Originaltitel: Her, USA, 2014
Release: d. 25. juli 2014
Instruktion: Spike Jonze
Medvirkende:
Joaquin Phoenix, Amy Adams, Rooney Mara, Olivia Wilde, Scarlett Johanssonm.fl.
Spilletid: 2 timer 6 min
Udgiver: Universal Sony Pictures Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

NEBRASKA: Bruce Dern er forrygende som alkoholiseret millionjæger i road movie

Blu-ray-anmeldelse: Du har helt sikkert modtaget en eller flere af de der fupmails, som påstår, at du har vundet i et og andet eksotisk lotteri. Du har helt sikkert også slettet disse mails. For hvem hopper på den slags? Det gør Woody Grant i Nebraska. Han modtager nemlig et brev om, at han har vundet en million dollars. Derfor begiver han sig med sin søn ud på en road trip for at opkræve de mange penge, der selv sagt ikke venter for enden af rejsen.

Det er Alexander Payne, der har instrueret – manden bag The Descendants, Sideways og About Schmidt. Ja, så behøver jeg i grunden ikke skrive mere, for at du ved, du skal se filmen. Men lad mig alligevel sætte lidt flere ord på dette fine sort/hvide drama. For som det altid er tilfældet med road movies, er det ikke kun en ydre rejse, der finder sted, men også en indre. Her er således tale om et familiedrama, hvor forholdet mellem far og søn står centralt.

nebraska 01

For den lettere alkoholiserede og smådemente Woody samt hans forsagte søn David, hvis kæreste lige er skredet, er på hver deres måde endt på en blind vej i livet. Bruce Dern er den på engang forvirrede og stædige Woody, mens Will Forte er den forstående søn, som godt ved, der ikke venter en million forude. Han vil bare gerne tættere på sin far og give ham en god oplevelse i hans livs efterår.

Med Alexander Paynes vanlige sans for at forene oprigtigt drama med sort humor og lettere absurde optrin, rulles Nebraska veloplagt ud over de amerikanske veje. Således møder vi blandt andet de smådumme bonderøve i Davids to komiske fætre, da de ankommer hos Woodys bror og kone i hjembyen, Hawthorne i Nebraska, hvor nyheden om milliongevinsten selvfølgelig snart er på alles læber.

nebraska 04

Det bliver således til et møde med Woodys fortid, hvor hans alkoholmisbrug, familieproblemer og fejltrin bobler op til overfalden. Det sker blandt andet i mødet med Woodys gamle samarbejdsparter – en lettere intimiderende Stacy Keach – mens Woodys bramfri, men også omsorgsfulde kone har valgt at troppe op hos familien i Nebraska – hun spilles af en skøn og uhøjtidelig June Squibb.

Livet går ikke altid som man havde håbet på – det gælder også for Woody. For han er måske ikke endt der, hvor han havde tænkt sig at ende og har måske valgt den forkerte kærlighed og drukket mere end godt er. Men nogle gange tager livet beslutningerne for en, og så må man blot lande på benene, så godt som man nu kan. Og ja, du kan altså roligt lande med begge ben i Nebraska.

Filmen, Nebraska, 4/6: 4_6 - stars_LILLE

nebraska 02

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmens gør dog virkelig godt på Blu-ray- Det smukke billeder i sort/hvid kommer i den grad til deres ret med knivskarpt og solid kontrast, indtagene detaljegrad og velafstemte nuancer. Lydsporet går klart og velbalanceret igennem med godt rum til måde dialog, musik og øvrige elementer.

Ekstramaterialet begrænser sig til en enkelt ’making of’ (29 min.). Den er heldigvis virkelig god og kommer informativt og spændende omkring filmen, fra historiens tilblivelse, karaktererne, det at skyde i sort/hvid locations med mere. Den bør man bestemt også se.

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 6/6 6_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Nebraska | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars

Nebraska cover
Originaltitel: Nebraska, USA, 2013
Release: d. 18. juli 2014
Instruktion: Alexander Payne
Medvirkende:
Bruce Dern, Will Forte, June Squibb, Bob Odenkirk, Stacy Keach m.fl.
Spilletid: 1 time 55 min
Udgiver: Universal Sony Pictures Home Entertainment[/tab][/tabgroup]