Indlæg

SKYSCRAPER: The Rock i et fesent højhushelvede i flammer

/i , /af

Biografanmeldelse: Lad mig bare være lyseslukkeren med det samme. For nej, actionfilmen ‘Skyscraper’ er ikke god. Men hvad der er endnu værre, så er det heller ikke en videre underholdende, medrivende eller for den sags skyld spændende film. Den er mest af alt bare sådan lidt ligegyldig larm, ild og eksplosioner i 1 time og 42 minutter.

Her forsøger Dwayne ‘The Rock’ Johnson nemlig at redde sin kone og to børn ud af verdens højeste bygning, der er sat i brand af en flok skurke. Det er kort sagt filmens præmis, hvor der dog lurer et par ikke særligt overraskende overraskelser undervejs. Så ja, altså i grunden en dejlig simpel historie med et stramt fortællemæssigt fokus. Desværre bliver fortællingen eller karaktererne bare aldrig videre nærværende eller indtagende intenst forløst.

Nu er det heller ikke meget, de medvirkende har at arbejde med på karakterfronten. Det gælder desværre også for The Rock, der indtager actioneskapaderne som Will Sawyer – en tidligere elitesoldat og FBI-agent, der grundet en traumatiserende oplevelse har lagt det liv bag sig. Will arbejder nu med sikkerhedsvurderinger – blandt andet af netop den enorme skyskraber – hvorfor han og familien vikles ind i katastrofen, der også sætter hans gode ry over styr.

På skurkefronten er der heller ikke det store sus eller videre mindeværdige at komme efter. Man finder ellers Roland Möller som hovedskurken. Desværre får han – som de øvrige medvirkende – som sagt ikke meget at arbejde med. Der er for lidt mulighed for skurkagtig udfoldelse samt interaktion med The Rock og andre til, at han som sådan sætter sit mærke på filmen.

Det er i grunden kendetegnende for ‘Skyscraper’, at den forbliver ligegyldig og karakterløs. Den mangler ganske enkelt både mindeværdige scener og karakterer til at holde sig underholdende i luften. I stedet bliver det blot til uopfindsomt bulder og brag, der ender med at være så dumt, at man skulle tro, det var skrevet af en 6-årig. Nej, det er ikke et plus i dette tilfælde. Desværre.

Hvis så bare filmen havde haft mere overdreven action-dumhed – som eksempelvis scenen, hvor The Rock hopper fra en kran og ind i den brændende bygning – så kunne ‘Skyscraper’ måske have reddet sig i land som netop blot en omgang over-the-top-action. I stedet er den endt som en vag og kønsløs kopi af bedre actionfilm, som et af dens forbilleder i den suveræne ‘Die Hard’. Øv.

– ‘Skyscraper’ får 2 ud af 6 stjerner:

– ‘Skyscraper’ får premiere den 12. juli 2018.

I KILL GIANTS: Et barns kamp med både indre og ydre monstre

/i , /af

Biografanmeldelse: Det kan være svært at se virkeligheden i øjnene – særligt, hvis problemerne og smerten synes så ubegribelig og stor, at den ikke kan overskues. Det kan derfor også være lokkende, at vende den virkelige verden ryggen og forsvinde ind i fantasiens forunderlige virkelighed, hvor man skal slås mod kæmper, der ellers vil udradere ens by.

Sådan er det for outsideren Barbara i fantasy-dramaet ‘I Kill Giants’. Hun lever nemlig i sin helt egen verden i en lille amerikansk kystby, hvor hun med påsatte kaninører, en vogn fyldt med “trylledrikke” og en taske med et “magisk” våben går på jagt efter de kæmper, hun mener lever i verden og som altså er på vej for at smadre hendes by. Men er det nu også blot fantasi?

Således kommer man ind i hendes verden, der ikke er nem, og hvor mentale skygger ulmer lige under den ellers fortryllende og fantasifulde overflade. ‘I Kill Giants’ er altså historien om en pige, der kæmper sin egen indre kamp i livet og med en virkelighed, hvor hun mobbes i skolen, har det svært med at få venner, mens det derhjemme bestemt heller ikke nemt.

Men selvom Barbara spilles af en både fint skrøbelig og selvbevidst stærk Madison Wolfe, kommer jeg aldrig rigtigt ind på livet af hende. Hun holder mig – på samme måde som menneskene omkring sig – i armslængde. Hendes følelser er gemt bort, og desværre så langt væk, at jeg først for sent i filmen, får lov at kigge ind bag overfladen og blive bare en smule følelsesmæssigt engageret.

‘I Kill Giants’ mangler altså grundlæggende det følelsesmæssige greb i mig, hvorfor filmen også bliver en smule overfladisk i sit problemfyldte ungpige-portræt, hvor de samme pointer om, at Barbara har det svært fortælles igen og igen. Jeg savner blandt andet karaktermæssig udvikling, da filmens ellers fine og tvetydige fantasi-univers altså ikke er helt nok til at drage mig ind.

Så selvom Anders Walters spillefilmsdebut ganske vist har fine ting kørende for sig – blandt andet tematisk og fortællemæssigt i form af legen med virkeligheden – så ender ‘I Kill Giants’ desværre også med at være en halvflad oplevelse, jeg aldrig for alvor blev grebet af – men lige nøjagtigt nok til, at jeg trods alt sad filmen igennem spændt på at se, hvor det hele endte.

– ‘I Kill Giants’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ‘I Kill Giants’ har biografpremiere den 5. juli.

ANT-MAN AND THE WASP: Paul Rudd er charmerende som altid

/i , /af

Biografanmeldelse: Okay, bare lige for at lette mit hjerte her fra starten, så elsker jeg Paul Rudd, der kort sagt består af treenigheden: Sød, sjov og charmerende. Derfor så jeg bestemt frem til, at han igen skulle indtage rollen som Marvels mindste – og af og til største (!) – superhelt i opfølgeren ‘Ant-Man and the Wasp’. Desværre er filmen ikke på niveau med min begejstring for Paul Rudd.

Men altså, hvad handler filmen om? Jo, som titlen indikerer, er Scott Lang aka Ant-Man ikke alene på skansen. Han gøres denne gang super-selskab af Evangeline Lilly som Hope Van Dyne aka Wasp – et kvindeligt modstykke til Ant-Man. Sammen skal mini-duoen med hjælp Hopes far – Michael Douglas som Dr. Hank Pym – og skrumpedragterne forsøge at finde Hanks hustru, som de ellers troede var forsvundet for altid i det mini-mikroskopiske ‘kvante-rige’.

Således sætter Scott Lang både det frie liv samt livet som familiefar på spil. For efter begivenhederne i ‘Captain America: Civil War’ har han nemlig siddet i husarrest og været forment kontakt med skrumpedragterne og de implicerede parter. Så få dage inden han ellers ville være sluppet fri, kastes Scott altså nu tilbage i superhelte-møllen med FBI på nakken.

Det er dog ikke kun FBI, der er på nakken af vores helte, for også en mystisk skikkelse begynder at blande sig for at få fingrene i Hanks avancerede og hemmelige skrumpe-teknologi. Her er med andre ord flere flere plottråde i spil, som dog heldigvis aldrig for alvor snubler over hinanden. Historien holdes ok fokuseret og overskuelig. Ja, det er dejligt med en Marvel-film, hvor det for en gangs skyld ikke er hele Jordens undergang, der er på spil.

Netop den mere fokuserede historie passer godt til karakteren Scott Lang, da det også er historien om en mand, der blot forsøger at komme på ret køl i livet og være en god far. Ja, han er måske den mest menneskelige af alle Marvel-helte – hvilket Paul Rudd med sin naturlige charme er med til at få ud over rampen. Desværre bliver far-datter-dramaet ikke videre nærværende, ligesom jagten på Hanks bedre halvdel aldrig for alvor bliver spændende.

Det er en skam, for Paul Rudd er bestemt både sød, sjov og charmerende, mens der også diskes op med et par ganske medrivende og opfindsomme actionscener, hvor skrumpe-teknologien tages legende i brug med biler og helte, der forstørres og skrumpes i hæsblæsende og dynamisk tempo. ’Ant-Man and the Wasp’ forbliver dog med andre ord en lille, ufarlig og sød superheltefilm, der ikke for alvor river mig rundt, men blot hygger lidt om mig. Det er nu også helt ok.

– ‘Ant-Man and the Wasp’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ‘Ant-Man and the Wasp’ får biografpremiere den 4. juli.

HEREDITARY: En sorgramt horror-creeper, der gav mig onde mareridt

/i , /af

Biografanmeldelse: Det gør ondt i hele min krop. Ja, både min hjerne, mit hjerte og min mave blev ramt af sorgens tunge, insisterende og komplekse væsen med den snigende onde og yderst olme horror-creeper ‘Hereditary’. For sorgen ligger her som et knugende tungt tæppe om den lille familien Graham, man kommer tæt ind på livet af i en svær tid i kølvandet på, at de har mistet deres bedstemor Ellen.

Mere behøver du sådan set ikke vide om den hemmelighedsfulde og engagerende subtile historie i den overnaturlige ‘Hereditary’. For det er blandt andet i netop måden, hvorpå fortællingen foldes ud, at en stor del af filmens styrke ligger – i den adstadige, tunge og konstant eskalerende onde udrulning af de grumme begivenheder, som blot fik mere og mere fat i mig undervejs. Gisp!

Det er nemlig i de skjulte skygger, i de underspillede detaljer og i den sirligt sammensatte historie, at skrækken finder sit nervepirrende og gysende uhyggelige liv. Her med en forrygende og medrivende Toni Collette i front som moderen Annie, der bærer sorgen på sig, så jeg ikke kunne undgå at mærke det helt fysisk på min egen krop. Stærkt, foruroligende og rørende.

For ja, jeg både græd og ikke mindst gøs mig vej igennem filmen, der – udover at skræmme livet af mig op til flere gange – ganske enkelt også er et pokkers velspillet, velfortalt og velkonstrueret drama, der kredser om netop sorgens altopslugende og relaterbare væsen samt det svære afsavn, den umulige afsked og ikke mindst forskruede og usunde familierelationer.

Det hele kulminerer flere gange undervejs i både urovækkende, angstfulde og uhyggelige mareridtsscener. Herligt. Altsammen bragt til live på en dragende bund af et besnærende menneskeligt drama, hvor man udover Toni Collette også finder en intens Milly Shapiro som den asociale datter, en oprigtig Alex Wolff som den utilpassede søn, mens Gabriel Byrne er den rolige fader, som forsøger at holde overblikket og sammen på en familie i opløsning.

Det er imponerende nok en spillefilmsdebuterende instruktør og manuskriptforfatter, man finder bag de gysende eskapader, nemlig Ari Aster. Han er et navn, du bør holde øje med. For med ‘Hereditary’ er han netop trådt overbevisende og neglebidende ondt ind på horror-scenen med en skrækfilm, der elegant og skræmmende balancerer det psykologiske drama med det overnaturlige gys. Traumetungt, atmosfæremættet og gispende olmt. Ja, ‘Hereditary’ er fucking uhyggelig.

– ‘Hereditary’ får 5 ud af 6 stjerner:

– ‘Hereditary’ får biografpremiere den 28. juni.

DU ER DEN: Søvndyssende og umorsom omgang tagfat

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er sådan set en både smuk og sød tanke, man finder i hjertet af den amerikanske komedie ‘Du er den’. For citatet “Vi holder ikke op med at lege, fordi vi bliver gamle – vi bliver gamle, fordi vi holder op med at lege” er nemlig det tilbagevende mantra for en gruppe gamle barndomsvenner, som én måned om året leger børnelegen ‘du er den’ eller tagfat.

Det har de gjort siden første klasse og således holdes legen altså i hævd, hvor man her følger de fem nu fuldvoksne mænd i den famøse maj måned, hvor planen er at få den hidtil ubesejrede Jerry ned med nakken. Således samler Hogan vennerne for sammen at gå benhårdt efter endelig at få fældet mesteren, der står over for at skulle giftes og derfor er et lettere mål end tidligere.

Ja, lad legen og jagten begynde i en film, der på trods af en ellers herligt skør præmis ikke er særligt skør – eller endnu mere fatalt: Den er ikke særlig sjov. Den er faktisk ret kedelig, sløv og mangler komisk timing. Det er ellers ikke fordi, at der ikke gøres forsøg på at få mig til at trække på lattermusklerne – ja, både med falden-på-halen-komik, videre til absurde og grove jokes.

Således finder man blandt andet Ed Helms som den energiske Hogan klædt ud som en gammel kone i en scene, hvor han på den måde forsøger at snige sig ind på den evigt vagtsomme Jerry – spillet med overlegen charme og godt hår af Jeremy Renner. Det ender naturligvis med, at Hogan opdages og lander på røven. Tøhø – og nej, det bliver aldrig morsomt, men blot postuleret sjovt.

En ting er naturligvis den oplagte slapstick-komik, når de voksne mænd jagter hinanden fjollet rundt på både golfbaner og i indkøbscentre – noget andet er filmens forsøg på morsomme oneliners og skøre jokes. Desværre kommer komikken også til kort her, hvor blandt andet en ellers veloplagt og grov abortjoke desværre køres helt i sænk ved at tæske komisk langhalm på den.

Ja, filmen føles lidt som om, at der simpelthelt ikke har været gode nok jokes, nok veloplagt bizarre scener eller nok velskrevne morsomme karakterer, hvorfor filmen genbruger af sig selv undervejs. Det er en skam, for der er faktisk sine steder ok med charme i castet, hvor man også finder en stenet Jake Johnson, en selvglad Jon Hamm samt en deadpan-leverende Hannibal Buress.

Det er faktisk netop Hannibal Buress som den underspillede Kevin, der trods alt får leveret et par tørre og ganske veloplagte oneliners. Det redder bare ikke filmen fra overordnet at være et dovent forsøg på at få mig til at grine – mens det går helt skævt for filmen, når den forsøger med en mere dramatisk alvorlig tone. Det bliver aldrig troværdigt, men blot påklistret sentimentalt. Øv.

– ‘Du er den’ får 2 ud af 6 stjerner:

– ‘Du er den’ får biografpremiere den 28. juni.

ULYDIGHED: Forbudt begær og undertrykte følelser

/i , /af

Biografanmeldelse: Så er der undertrykte følelser, afsavn og afsked samt et nervepirrende trekantsdrama på menuen med det sensuelle og sirlige drama ’Ulydighed’. Her finder man således i centrum for den mildt knugende fortælling Rachel Weisz, Rachel McAdams og Alessandro Nivola. Et forrygende trekløver kan jeg godt allerede nu slå fast.

Netop skuespillet og karaktererne er noget af det, der fornemt driver filmen frem. Man følger her Ronit – en bestemt og lettere melankolsk Rachel Weisz – der lever et selvstændigt singleliv i New York som fotograf. Men hun er også det sorte får i sin jødisk ortodokse familie, der holder til i London. Men da hendes far dør, en meget respekteret og højtstående rabbiner, tager Ronit til London for at deltage i begravelsen.

Men helt uskyldig forbliver turen ikke. I London møder Ronit nemlig sin gamle barndomsveninde og romantisk flamme Esti – en undertrykt Rachel McAdams – der i mellemtiden er blevet gift med Ronits fætter Dovid. Han står til at skulle overtage rabbiner-rollen efter den nu afdøde far. Følelserne blusser imidlertid atter engang op mellem Ronit og Esti.

Forbudte følelser mellem to kvinder i det jødiske lokalsamfund samt ikke mindst også i et ægteskab, der er baseret på en løgn. Således udspiller filmen sig i et dejligt dragende og dvælende tempo med sin fortællingen om den forbudte kærlighed, der dog sensuelt bruser lige under overfladen hos de to kvinder, der må gøre, hvad de kan for ikke at blive opdaget.

Udover den fine historie og de mageløse skuespilspræstationer, præsenteres filmen endvidere med en smuk og veliscenesat billedside, der i smukt udskårne billeder matcher fortællingens rolige væsen, hvor dramaet dog hele vejen sitrer i skyggerne. Musikken er ligeledes en fornøjelse og akkompagnerer på samme måde som billedesiden smukt filmens melankolske univers.

Desværre rammer filmen ind i sine klichéer undervejs samt strukturmæssige forudsigeligheder. Det er en skam, når nu netop skuespillet er så naturligt og oprigtigt. Men det til trods, ender ‘Ulydighed’ i sidste end som et sart, sensuelt og indsmigrende smukt drama, der i roligt tempo sætter sig roligt og med sit forbudte begær sikkert under huden på mig.

– ‘Ulydighed’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘Ulydighed’ har biografpremiere den 14. juni 2018.

Jurassic World – Fallen Kingdom: Fuld smæk dinosaur-action

/i , /af

Biografanmeldelse: Så skal vi tilbage til den dinosaur-fyldte ø med ‘Jurassic World: Fallen Kingdom’. Det betyder den ene hæsblæsende og stortopsatte actionscene efter den anden, hvor menneskene i den grad må tage benene på nakken for at overleve de mange glubske bæster. Bryce Dallas Howard og Chris Pratt er tilbage i deres respektive og klar til kamp for dyrene.

For de to skal nemlig i denne omgang forsøge at redde de mange dinosaurer, da øens vulkan er begyndt at røre faretruende på sig. Det betyder flydende lave samt skrig, skrål og dinosaur-brøl. Således er scenen sat for massevis af dinosaurer – gamle kendinge samt naturligvis også helt nye spidstandede monstre. Og ja, det er altså ret så medrivende, når de sultne dyr farer rundt.

Det gør de så også ret så meget i en film, der beror noget mere på sin action end lige sine karakterer – eller måske rettere karakterudvikling. Det er der nemlig ikke så meget af, hvor det mere synes at være dinosaurerne, der spiller den egentlig hovedrolle og ikke menneskene. Det gør dog for mit vedkommende heller ikke det store, da jeg i den grad er en sucker for fortidsdyrene.

Men det til trods, så forhindrer det desværre ikke filmen i at rende en smule ind i dødvande undervejs og gå en lidt i ring om sig selv. Heldigvis står der en dinosaur klar til at brøle om hvert et hjørne, mens vores hovedroller puttes i den ene nervepirrende og farlige situation efter den anden. Her er naturligvis også mere than meets the eye i form af nogle bad guys med skumle planer.

Dem vil jeg dog ikke komme nærmere ind på – andet end, at jeg vil sige, der her kommer de vante Jurassic-tematikker på banen om menneskets hovmod og legen gud med skaberværket samt de heraf moralske og etiske problematikker, der jo som bekendt i franchisen konsekvent fører til død og dinosaur-ødelæggelse. Det er som sagt også tilfældet her – i stor stil. Herligt!

Så på trods af sine karaktermæssige problemer, en lidt halvkedelig historie samt et ujævnt filmisk flow, så ender ’Jurassic World: Fallen Kingdom’ altså i sidste ende som ret så underholdende og uforpligtende dinosaur-action med tryk på dinosaur-action-delen. Jeg ser så absolut frem til det næste og tredje samt indtil videre sidste kapitel i denne nye Jurassic-trilogi.

– ‘Jurassic World: Fallen Kingdom’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ’Jurassic World: Fallen Kingdom’ har premiere den 7. juni 2018.

ISLE OF DOGS: Wes Anderson og hans charmerende japanske hunde

/i , /af

Biografanmeldelse: Jeg glæder mig altid til en ny film af den uforlignelige Wes Anderson – hans stop-motion-film ‘Isle of Dogs’ er ingen undtagelse. Og jeg kan ligeså godt allerede nu sige, at jeg er ret så vild med den både søde, sirlige og charmerende fortælling om en flok hunde og en lille dreng ude på en japansk skrælde-ø i en nær fremtid.

For i filmen er hunde nemlig blevet bandlyst i Japan på grund af smitsomme sygdomme og derfor henvist til en øde ø fyldt med skrald. Drengen Atari har således mistet sin elskede hund. Derfor beslutter han sig for at flyve ud til øen for at finde hunden. Det bliver til en rejse, hvor han møder flokken af hunde, der vil hjælpe ham med at finde den forsvundne hund.

Det er i vanlig Wes Anderson-stil, at fortællingen folder sig ud. Det betyder blandt andet minutiøst opsatte tableauer, symmetriske kameraindstillinger, tør og underspillet humor samt et umiskendeligt samt imponerende øje for detaljen. Ja, i det hele taget imponerer filmen med sine sirlige hunde og et detaljerigt samt eventyrligt, der er vakt levende til live i stop-motion.

Det er således et univers, der er en fryd for øjet hele vejen igennem den charmerende fortælling. Bag hundenes stemmer finder man desuden og blandt andet prominente navne så som Bryan Cranston, Edward Norton, Bill Murray, Jeff Goldblum og Scarlett Johansson, der med hver deres distinkte stemmer er med til at levevendegøre hundene.

Men selvom her altså er tale om et indtagende univers, en sød fortælling samt fine stemmer, så savner jeg at blive mere – eller faktisk bare – en smule følelsesmæssigt engageret i fortælling. Både drengens søgen efter sin hund og hundene, der hjælper ham ude på den store ø. For desværre, så forbliver filmen mere overflade end følelsesmæssigt engagerende, hvilket er en skam.

Ikke desto mindre, så er ‘Isle of Dogs’ dog en sand visuel lækkerbisken, som filmen bestemt lever flot og medrivende af. Så selvom jeg altså ikke som sådan blev grebet af karaktererne og fortællingen, så kommer filmen altså i mål overvejende på sin visuelle charme, sin underspillede humor og delvist også hundenes fine personligheder.    

– ‘Isle of Dogs’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘Isle of Dogs’ får premiere den 31. maj.

I FEEL PRETTY: Amy Schumer er mere end kedeligt forudsigelig

/i , /af

Biografanmeldelse: Jeg elsker romantiske komedier. Altså, når de er gode, gribende og naturligvis også morsomme. Det bliver ‘I Feel Pretty’ aldrig sådan rigtigt. Til gengæld bliver den ret så kedelig undervejs, hvor fortællingen om Amy Schumers helt almindelige kvinde Renee spiller efter alle genrens forudsigelige regler. Uopfindsomt og uengagerende.

Men hvad handler filmen så egentlig om. Jo, Renee døjer med sin klodsethed og ikke mindst det at være utilfreds med sin krop og udseende. Men en dag slår hun hovedet og vupti, nu ser hun sig selv som perfekt. Og hermed vokser hendes selvtillid til uanede højder. Det åbner døre for hende til både mændene og drømmejobbet. Sådan.

Ja, her er naturligvis tale om moralen, at man blot skal være sig selv. Nej, det er ikke en spoiler, for allerede inden filmen er gået rigtigt igang, har jeg allerede set alle filmens pointer og plotdrejninger på lang sigt. Det kan for så vidt være helt fint med den her slags feel good-film, men så skal humoren altså sidde mere rent i skabet – og så skal jeg altså heller ikke kede mig.

Hverken humoren holder vand, men kører noget i ring med de samme komiske pay-offs foranlediget af blandt andet Renees klodsethed, mens jeg blot keder mig mere og mere som fortællingen skrider forudsigeligt frem i en film, der er alt for lang for sit eget bedste. Men ret skal være ret, for Amy Schumer er bestemt ikke helt uden hverken komisk timing eller charme.

Desværre så er den momentvise komiske timing og ditto charme bare ikke nok til at holde filmen fra at ramme ind i dødvande op til flere gange undervejs. Ja, vi får naturligvis også den obligatoriske romance, mens Renee naturligvis også støder sine rigtige veninder fra sig, da hun oplever den pludselige succes med sit drømmejob og jetsetterliv.

Jeg behøver vel ikke at fortælle, hvordan det hele ender. Det bør du have gættet allerede inden, du sætter dig ind i biografens mørke. Hvis du vel at mærke har tænkt dig at gøre det. For desværre faldt denne romantiske komedie ikke i hak med mig, hverken hvad angår en engagerende fortælling, indtagende humor eller fine overraskelser, men forblev kedeligt forudsigelig.

– ‘I Feel Pretty’ får 2 ud af 6 stjerner:

– ‘I Feel Pretty’ har premiere den 31. maj.

SOLO: A STAR WARS STORY: Han Solo flyver en smule ujævnt

/i , /af

Biografanmeldelse: Hvordan skal det dog ikke gå, når nu den legendariske pilot Han Solo bringes til live i en ny og ung udgave med ‘Solo: A Star Wars Story’? Ville der ryge noget mystik af karakteren? Ja. Er der overhovedet brug for sådan en film? Nok ikke. Alligevel er denne tur til en galakse langt, langt borte endt som en ganske underholdende rumfræser. Om end den er ujævn.

Det er altså ikke Harrison Ford, der endnu engang sætter sig til rette i Tusindårsfalken, men derimod stjerneskuddet Alden Ehrenreich, der tager teten op som den egenrådige, charmerende og vovede Han Solo. Han er alle tre ting på sin færd ud i en mere beskidt del af galaksen og en kriminel underverden, hvor han kommer til at møde sin kommende co-pilot Chewbacca.

Det er altså tiden inden, Han Solo støder til rebellerne og møder Luke Skywalker og prinsesse Leia. Men han møder dog også en anden gammel kending i gambleren Lando Calrissian – en indsmigrende Donald Glover – samt en lang række andre lyssky karakterer. Heriblandt den erfarne hustler Beckett i skikkelse af en pistolsvingende Woody Harrelson. Han er cool.

Sammen drager de ud på et eventyr, der kommer til at byde på skurkagtige slyngler og actionmættede kup med mere. For ja, der er action-fart over feltet, hvor selv kærligheden – naturligvis – også spiller den unge Solo et puds i form af en yndig samt selvstændig Emilia Clarke. Her er med andre ord lidt af det hele: Action, eventyr, drama, humor, venskab og kærlighed.

Men også lidt for meget af det hele. For filmen er desværre for lang for sit eget bedste. De stortopsatte actionscener snubler en smule over hinanden, mens karaktererne mister en smule af fodfæstet undervejs, hvor eventyret aldrig bliver sådan rigtigt for alvor farligt. Til gengæld er det et både kulørt og beskidt samt monsterbefængt og rumskibssydende flot univers at være en del af.

Netop det gennemførte univers er noget af det, der for mig bærer filmen igennem sine mere døde perioder, mens der også er fin dynamik at finde mellem Han Solo og Chewie, videre til Beckett og Lando. Men er der så brug for en film om den unge Solo? Måske ikke. Men det ændrer ikke på, at ‘Solo: A Star Wars Story’ er en underholdende rumfræser, om den er både ujævn og for lang.

– ‘Solo: A Star Wars Story’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘Solo: A Star Wars Story’ får premiere den 23. maj.