Indlæg

THE HAPPYTIME MURDERS: Grove dukkeløjer falder yderst umorsomt på røven

/i , /af

Biografanmeldelse: Egentlig er kombinationen af uskyldigt udseende dukker med grove jokes og gakkede sjofelheder jo et ret så godt afsæt for en sorthumoristisk komedie. For komikken opstår ofte, hvor modsætninger mødes. Og det gør de bestemt i ‘The Happytime Murders’. Men lad mig allerede nu skuffe dig med at sige, at intet fungerer tilnærmelsesvis tilfredsstillende her.

Men hvad handler filmen først og fremmest om? Jo, vi ankommer til en verden, hvor mennesker og dukker lever side om side. Ind træder den storrygende privatdetektiv og dukke Phil Philips, der bliver sat på en sag, hvor dukkerne fra en gammel 90’er-serie bliver dræbt en for en. Sammen med sin gamle makker Connie Edwards må de to nu opklare mordmysteriet.

Således er en fortælling efter kriminalfilmens ABC og buddy cop-klichéerne lagt på skinner. En privatdetektiv med et traume i bagagen samt et uvildigt makkerpar, der ikke kan udstå hinanden – i hvert fald til at starte med. For ja, naturligvis kommer de to til at bløde op over for hinanden. Men ja, klichéerne forsøges her brugt som komisk fodder. Det bliver bare aldrig morsomt.

Mere fatalt er det dog, at filmens ellers mange og hyppige forsøg på at være morsom, grov og over the top fejler gang på gang. Timingen er helt off – blandt andet i dynamikken mellem Phil og makkeren Connie, som spilles af en svært umorsom Melissa McCarthy – mens der træskes rundt i de samme jokes filmen igennem. Jokes, der bare aldrig fungerer.

Jeg er ellers absolut for både platheder og jokes under bæltestedet. Ja, det er her filmen befinder sig. Men både sæd-og-sex-jokes samt dukker, der siger “fuck” og andre frækheder forbliver umorsomt, postuleret og forceret. Det er kun i enkelte glimt, at noget af filmens galskab – der kunne have fungeret – stikker hovedet frem for blot at blive kørt over af endnu et ligegyldigt “fuck”.

Som eksempelvis i en pornobutik, hvor en blæksprutte malker en ko, så mælken sprøjter. Det er langt ude og helt gakket. Men filmen følger aldrig op på den slags bizarre indspark og forfalder til billige trick, som netop blandt andet bare at lade dukkerne sige kedelige sjofelheder. Men det bliver bare aldrig sjovt. Forudsigeligheden sejrer og historien er ligegyldig. Absolut en fuser.

– ‘The Happytime Murders’ får 1 ud af 6 stjerner:

– ‘The Happytime Murders’ får premiere den 13. september.

THE NUN: En dæmonisk nonne på bøh-ivrige afveje

/i , /af

Biografanmeldelse: Så er den dæmoniske nonne søreme på grufuld spil igen. For i kloster-gyset ‘The Nun’ vender den onde nonne tilbage for at jage skræk og rædsel i sit publikum. Første gang, man stiftede bekendtskab med hende var nemlig i gyserfilmen ‘The Conjuring 2’, hvor hun havde en mindre, men prominent og ikke mindst hårrejsende rolle. ‘The Nun’ er altså en spin-off-film i det såkaldte The Conjuring-univers, hvor den første film af samme navn kom i 2013.

Men denne gang indtager den creepy nonne altså titelrollen i en film, der udfolder sig i Rumænien anno 1952. Her tager en nonne en skrækindjagende nat på et afsidesliggende kloster sit eget liv. Denne tragiske hændelse, der ligeledes er omgærdet af mystik, får Vatikanet til at sende en præst og Irene, en nonne in spe, afsted for at undersøge sagen nærmere. For hvad skete der egentlig?

Ja, du gættede rigtigt. Det er naturligvis den dæmoniske nonne, der er på gysende spil i det tågeomhyldede kloster. Det erfarer præsten og Irene da også ét uhyggeligt skridt af gangen. Altså bortset fra, at ‘The Nun’ bare aldrig for alvor bliver uhyggelig. Den forjager for ofte sine virkemidler, hvor der gøres lidt for hidsigt og ikke videre virkningsfuldt brug af blandt andet jump scares.

Uhyggen kommer aldrig til rigtigt at rodfæste sig, inden der forsøges jaget en chok i livet på mig med en høj lyd eller noget, der popper op i billedet. Det ender med billige bøh-tricks og ikke en snigende uhyggelig forståelse for grusom timing og opbygning af isnende intensitet. Det er blandt andet det, den første ‘The Conjuring’ gjorde så forrygende og skræmmende godt.

Men nu hvor filmens jump scares og uhygge ikke rigtigt fungerer, kunne jeg jo håbe på, at den dunkle setting ude i skoven på det store kloster kunne afføde indtagende og gotisk horror-stemning. Det leverer filmen da også i momenter, som når karaktererne går rundt i dystre korridorer og på creepy kirkegårde. Men den ellers indtagende setting og mørklagte atmosfære bliver desværre bare kørt af sporet af netop klodsede bøh samt bulder og brag.

Filmens karaktertrekløver, der består af Demián Bichir, Taissa Farmiga og Jonas Bloquet som henholdsvis den gæve præst, den uskyldige nonne in spe og en lokal bonde – der har for vane at levere irriterende one-liners og agere akavet comic relief – heller aldrig får den dramatiske tyngde, som er nødvendig for, at jeg lever mig ind i gyset gennem deres pinsler. De forbliver halvflade brikker i et gyserspil, der altså bare ikke for alvor kommer til at spille.

– ‘The Nun’ får 2 ud af 6 stjerner:

– ‘The Nun’ har biografpremiere den 6. september.

DE UTROLIGE 2: Fuld animations-fart på superfamilien igen

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er altid med stor spænding, jeg går i biografen til en ny film fra Pixar. De har nemlig lavet nogle af de mest forrygende og rørende samt sjove og smukke animationsfilm siden den første i 1995 med ‘Toy Story’. Siden er det blevet til skønne film som ‘Monsters, Inc.’, ‘Finding Nemo’ og ‘Ratatouille’ samt ‘WALL-E’, ‘Up’ og ‘Inside Out’. Med andre ord film, der er svære at matche. Nu lander Pixar-film nummer 20 med superhelte-opfølgeren ‘De Utrolige 2’.

Den første film er fra 2004, men fortællingen fortsætter, hvor den slap for nu 14 år siden – og det med samme hold bag karaktererne samt igen med Brad Bird som instruktør og manuskriptforfatter. Således åbnes der med fuld action-sving, hvor superhelte-familien Parr går op imod den såkaldte Underminer i en medrivende og elegant koreograferet omgang tju-bang. Stærk åbner!

Det ender dog hverken værre eller bedre end, at superhelte bandlyses verden over – hvorfor familien med de utrolige kræfter må lukke helte-foretagendet. Imidlertid udpeges familiens moder Helen som fortaler til at få heltene gjort lovlige igen. Imens må super-fader Bob blive hjemme og passe familien. Det passer ham ikke just. Men en ny skurk lurer naturligvis om hjørnet, hvilket kræver, at hele den spandex-klædte familie står sammen i kampen mod ondskaben.

Ja, historien er på sin vis simpel og ligetil. Det er da heller ikke her, filmen overrasker eller brillerer (desværre), det gør den dog derimod i blandt andet netop sine intense, sjovt tænkte og svimlende action-sekvenser, mens der også er engagerende grin, jokes og gags at hente i familien og ikke mindst dynamikken internt. Blandt andet datteren Violet, der har problemer med en dreng og hendes fars klodsede forsøg på at hjælpe hende. Det er sødt, akavet og morsomt.

Nogle af de største grin står familiens mindste medlem for, nemlig babyen Jack-Jack, der viser sig at besidde et arsenal af superkræfter, han først lige er begyndt at opdage: Laserøjne, multiplicering af sig selv og at selvantænde med mere. Det er komisk timing i fuldt flor, når først super-babyen ruller sig ud – som blandt andet i mødet med en snarrådig vaskebjørn. Desværre mangler de muntre løjer mere karaktermæssig tyngde og nuancer til for alvor at bide sig fast i mig.

Hertil kommer, at fortællingens udfordringer aldrig rigtig føles som egentlig udfordringer for super-familien, der klarer skærerne mere eller mindre nemt og bekvemt. Men altså på absolut – og hele vejen – medrivende animeret vis. Men helt dramatisk grebet af historien og karaktererne blev jeg desværre ikke. Heldigvis byder filmen på masser af visuelle lækkerier, et farverigt persongalleri og ikke mindst veloplagte jokes og morsomheder. En herlig super-familie.

– ‘De Utrolige 2’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘De Utrolige 2’ har premiere den 30. august.

MILE 22: Mark Wahlberg med store automatvåben bliver aldrig rigtigt spændende

/i , /af

Biografanmeldelse: Den står på varme automatvåben, blodige slåskampe og farlige paramilitære teams i det nyeste samarbejde mellem instruktør Peter Berg og skuespiller Mark Wahlberg med den brutale, men desværre også kedelige actionthriller ‘Mile 22’. Det er ellers ikke fordi, der ikke bliver gået til action-stålet, men historien og karaktererne bliver aldrig rigtigt spændende.

I front for de hårdtslående eskapader finder man en lettere knotten Mark Wahlberg som James Silva – lederen af en paramiltær enhed. Det kampklare team får til opgave at eskortere betjenten Li Noor fra den amerikanske ambassade i Indonesien til en fly 22 mil derfra. Betjenten har nemlig yderst følsomme oplysninger, som han kun vil give videre, hvis han bringes i sikkerhed.

Således indleder det lille elitehold den farlige tur mod flyet. Og nej, det bliver naturligvis ikke nemt. Langt fra. For i nakken har de skydeivrige personager, der vil gøre alt, hvad de kan for at stoppe Li Noor fra at slippe ud af landet. Der er med andre ord lagt op til hæsblæsende kat-efter-musen-rabalder. Desværre er de ellers visuelt brutale løjer bare ikke videre engagerende.

Hertil er historien ikke interessant nok fortalt eller intenst nok sat i scene. Og så kan Mark Wahlberg og co. altså kaste nok så mange håndgranater. Det bliver ‘Mile 22’ ikke mere medrivende af. Der leveres ellers actionscener i flere afskygninger. Fra bomber i gaden, til susende skududvekslinger mellem biler og motorcykler samt nære slåskampe, hvor næverne mødes, så blot sprøjter. Det er sidstnævnte, der er filmens mest underholdende actionscener.

Men nu har ‘Mile 22’ også et trumfkort i indonesiske og karismatiske Iko Uwais. Hvis det navn ikke lige ringer en klokke, så gør de to ‘The Raid’-film måske? Det er i hvert fald to imponerende og yderst medrivende kampsports-og-action-film, der netop har Iko Uwais i hovedrollen. Han får også her lov til at vise, hvad han kan udføre med de bare næver og improviserede våben. Kapow!

Men et par ganske velkoreograferede og blodigt brutale scener redder ikke filmen fra aldrig rigtigt at få intenst actiontag i mig. Mark Wahlbergs karakter er desuden heller ikke halvt så interessant, som filmen selv tror det med indlejret svær barndom og særlige evner. Adrenalinen kommer bare aldrig for alvor i omløb, selvom Peter Berg gør, hvad han kan. Men hertil mangler han et bedre greb om den engagerende historie, veludført action og de vedkommende karakterer.

– ‘Mile 22’ får 2 ud af 6 stjerner:

– ‘Mile 22’ får biografpremiere den 30. august.

PAPILLON: Genindspillet fængselsdrama fænger ikke helt

/i , /af

Biografanmeldelse: Jeg har (desværre) aldrig fået set den originale ‘Papillon’ fra 1973, der har Steve McQueen og Dustin Hoffman i hovedrollerne. Men nu har Michael Noer altså genindspillet det klassiske fængselsdrama med Charlie Hunnam og Rami Malek som duoen i front. Desværre er denne nye version af den barske fortælling – som er baseret på en sand historie – en halvlunken oplevelse, der aldrig rigtigt griber, rører eller for alvor river mig med sig.

Fortællingen følger i 1931 den selvsikre tyv Henri ‘Papillon’ Charrière – spillet noget fladt af Charlie Hunnam. Han idømmes uskyldigt livstid for et mord, han ikke har begået og sendes derfor i straffelejr i Fransk Guyana. Her møder han den meget lidt street smarte og sårbare falskmøntner Louis Dega – spillet engagerende af en nærværende Rami Malek.

De to aftaler, at Papillon skal beskytte Dega mod betalling, der skal hjælpe ham med at realisere sine flugtplaner. Det bliver således også starten på et umage venskab, mens man følger det ubarmhjertelige liv i fangenskab. En af filmens problemer er blot, at venskabet aldrig rigtigt brænder igennem eller gør et nævneværdigt indtryk på mig. Det er dog primært Charlie Hunnams noget ferske portræts skyld.

Han giver ganske enkelt ikke sin karakter nødvendig tyngde, nærvær eller nuancer. Det er ret fatalt, når filmen i høj grad beror på netop hans præstation og karakter. Heldigvis er fortællingen i sig selv helt grundlæggende ganske spændende, mens blandt andet netop Rami Malek som Dega og modvægt i venskabet er med til at bære deres fælles scener ganske godt hjem.

Men når det, der udgør filmens dramatiske centrum ikke rigtigt fungerer, så er det ikke godt. Deres venskab står med andre ord en kende postuleret hen, mens Papillon-portrættet i sig selv aldrig rigtigt overbeviser eller engagerer mig. Det er altså grundfortællingen om venskab og fangenskab samt det at bevare håbet i en håbløs situation, der holder filmen nogenlunde ovenvande.

Hertil kommer, at der trods alt stables ganske fint intense scener på benene bag de omklamrende mure – og så er en barsk Roland Møller også god i en mindre rolle i en film, der dog også mangler engagerende og mindeværdige bi-karakterer så som sadistisk fængselspersonale og medfanger. Derfor ender ‘Papillon’ desværre som en ok, men også forglemmelig oplevelse.

– ‘Papillon’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ‘Papillon’ har biografpremiere den 23. august.

The Spy Who Dumped Me: Dybt søvndyssende og yderst umorsom action-komedie

/i , /af

Biografanmeldelse: Jamen dog, en agent-og-action-komedie med mine soft sports Mila Kunis og Kate McKinnon i hovedrollerne. Det lyder i mine ører som en dejligt uforpligtende omgang underholdning. Det er da også præcis, hvad man er gået efter at levere med ‘The Spy Who Dumped Me’. Desværre leverer filmen ikke varen. Meget langt fra. For action-delen er uopfindsom og endnu mere fatalt, så er løjerne overraskende umorsomme. Mega øv.

Der er end ikke meget af hverken smittende energi eller komisk kemi at hente i Mila Kunis og Kate McKinnon, der her kommer på afveje i agentland som to uheldige veninder med røven på agent-komedie. De bliver nemlig ufrivilligt blandet ind i en hemmelig mission og international sammensværgelse, da Mila Kunis’ aka Audreys ekskæreste viser sig at være en hemmelig agent.

Herfra går den (knapt så) vilde – og meget lidt morsomme – jagt gennem Europa, hvor de to Los Angeles-kvinder har både snigmordere og andre lyssky typer på nakken, mens de må lære at begå sig på agent-manér med både de bare næver, bilræs og skydevåben. Således står den altså på agent-forviklinger, glat action og det ene mislykkede forsøg efter det andet på at være sjov.

Ja, det er egentlig noget af en bedrift, at det er lykkedes at få en så umorsom og meget lidt charmerende action-komedie ud af et ellers komisk talent som Kate McKinnon samt den ellers altid charmerende Mila Kunis. Det er ikke desto mindre tilfældet, hvor der ellers ivrigt jages grin – både dem under bæltestedet og dem over. Men aldrig vellykket.

Hverken diarré-, prutte- eller pik-jokes er sjove, mens fish-out-of-water- samt slapstick-humoren med de to kvinder på afveje afføder grin hos mig. End ikke et lille kluk. Og jeg synes ellers, at de to hovedroller besidder komisk timing. Bare ikke her. Men nu er det også et pølset, uopfindsomt og dybt uinteressant manuskript de har at arbejde med samt en historie, der er yderst søvndyssende.

Ja, ‘The Spy Who Dumped Me’ varer faktisk lige knap to timer. Det er aaalt for langt i forhold til, hvad blandt andet den uengagerende historie kan bære. Læg hertil, at filmen slet ikke er morsom og du har noget af en snooze-fest af dimensioner. Det er virkelig en skam og stakkels spildte kræfter på denne action-komedie, der er mere søvnfremkaldende end latterskabende. Gaaaab.

– ‘The Spy Who Dumped Me’ får 1 ud af 6 stjerner:

– ‘The Spy Who Dumped Me’ får premiere den 16. august.

THE EQUALIZER 2: Denzel Washington er hårdtslående tilbage i slap 2’er

/i , /af

Biografanmeldelse: I 2014 var Denzel Washington på banen som den stilfærdige og bogglade, men også yderst kampkompetente hævner Robert McCall i ‘The Equalizer’. Her fire år senere er han tilbage i den samme rolle med ‘The Equalizer 2’ for endnu engang at hjælpe udsatte medborgere på brutal vis. Men her kommer han også personligt i spil, da en nær ven dræbes.

Således er der lagt op til et på en gang afdæmpet og hårdtslående thriller-drama med en både intens, nærværende og dragende god Denzel Washington i den altoverskyggende hovedrolle. Desværre er filmen bare langt fra ligeså godt som hans portræt af den melankolske og godmodige eks-agent. Historien tager fat for sent og de øvrige medvirkende er ikke rigtigt interessante.

Desuden falder filmens forsøg på en intens finale desværre noget fladt og uengagende til jorden, mens de gråzoner, der ellers er i spil med temaer som god og ond, hævn og tilgivelse, bliver udvasket undervejs og altså uinteressant sort/hvide. De onde er onde, mens de gode er gode. Det er en skam, for midt i de hårde actionscener forsøges der ellers på et eftertænksomt drama.

‘The Equalizer 2’ er altså både personportrættet af McCall og de mennesker, der er i hans liv, mens det også er benhård action med et thriller-plot, der forsøger at bugte sig overraskende og intenst om ovenstående, men aldrig rigtigt kommer medrivende i mål. Det er måske i virkeligheden filmens største og fatale hæmsko. For filmen, fortællingen og karaktererne er bare ikke medrivende nok.

Derfor ender eskapaderne også med at være uvedkommende og heraf også ret så kedelige. Jeg sidder mere og venter på rulleteksterne, end på næste drejning i filmen. Men heldigvis har fortællingen altså trods alt Denzel Washington – det er ham, der holder filmens skind på næsen, men altså aldrig nok til at redde den fra at være en kedelig og noget ligegyldig opfølger.

– ‘The Equalizer 2’ får 2 ud af 6 stjerner:

– ‘The Equalizer 2’ har biografpremiere den 16. august 2018.

THE MEG: End ikke en over 20 meter lang dræberhaj kan redde denne haj-film

/i , /af

Biografanmeldelse: Yes! Hvor forrygende skønt med en stort opsat haj-film i biografen. Og ikke nok med det, så er her tale om en mere end 20 meter lang dræberhaj. Herligt! Det kan jo ikke gå galt i haj-underholdningens tegn. Det gør det dog desværre i den ellers potentielt underholdende action-og-haj-film ‘The Meg’, hvor Jason Statham sætter sig op imod det enorme vandmonster.

Præmissen er ellers dejligt simpel. Jason Statham spiller den fordrukne dybhavs- og redningsekspert Jonas Taylor, der naturligvis har både en eks-kone samt en traumatisk redningsaktion i bagagen, der inkluderer den enorme dræberhaj – eller Megalodon, som den også kaldes – som han i filmen sættes på jagt efter atter engang.

For da et mandskab fanges på bunden af Stillehavet grundet mødet med det glubske havmonster, er Jonas altså manden, der sættes på sagen. Således indledes den dødsensfarlige redningsaktion de mange kilometer under havets overflade, mens tiden blot tikker og ilten svinder hos det tilfangetagne crew ombord på det lille observationsfartøj.

Det er dog blot starten på, hvad der desværre er et noget halvklodset og ikke videre medrivende møde mellem den mægtige Megalodon og mennesket. For godt nok er ‘The Meg’ en film, der er sig selv og genren bevidst. Men humoren sidder desværre blandt andet bare ikke helt i skabet. Eksempelvis synes Rainn Wilsons comic relief af en milliardær at være komisk off sine steder, mens jeg faktisk også bliver i tvivl, om filmen faktisk forsøger at være dramatisk oprigtig af og til.

Blandt andet i scener, hvor der prøves at spilles skuespil og de store følelser får frit løb – som i en rørstrømsk scene mellem en far og hendes datter. Melodramaet er tykt og modarbejder på sin vis filmens ellers ganske ok uformelle og løsslupne tone. Det er som om, at filmen ikke formår at finde sin rette hylde – oprigtigt haj-drama, rendyrket haj-action eller selvbevidst haj-komedie?

Men pyt i grunden med det, hvis så bare filmen er underholdende. Det er den desværre ikke. Ikke sådan for alvor og hele vejen. Den har dog sine vellykkede komiske elementer samt haj-momenter, hvor især tredje akt, der inkluderer en badestrand fungerer ganske ok. Men, men, men – jeg savner hele vejen noget mere vildskab og galskab. ‘The Meg’ synes nemlig underligt tam, når man i grunden har at gøre med en dræbermaskine, der mæsker sig i mennesker. Øv.

– ‘The Meg’ får 2 ud af 6 stjerner:

– ‘The Meg’ får biografpremiere den 9. august.

Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot: Joaquin Phoenix er bedre end filmen

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er ikke nemt, når livet vælter en omkuld. For hvordan rejser man sig lige igen, når verden ramler om ørerne på en? Nej vel. Den slags er bare ikke nemt. Det er det bestemt heller ikke for John Callahan. En druktur ender nemlig med et biluheld og John Callahan som lam fra brystet og ned. Han er nu bundet til en kørestol resten af livet.

Nej, livet er slet ikke nemt, når det sparker en omkuld. Men John Callahan har også alkoholen at slås med samt en far, han hadede og en mor, der ikke ønskede ham og derfor bortadopterede ham. John Callahans liv er med andre ord lidt af en prøvelse. Men med et nyt perspektiv på livet i sin kørestol begynder han langsomt også at øjne lyset og det gode i livet. Vi er med på rejsen.

Joaquin Phoenix spiller John Callahan med hele sin krop – og jeg tror på ham. Lige fra hans bitre øjeblikke, til hans vrede og frustration, videre til de lyse og glade stunder. Desværre er filmen bare ikke nær så god som hans præstation. Dertil går fortællingen for meget i ring, mens den også døjer med at blive en kende for sentimental til, at den ellers besværende oprigtighed bevares.

Men filmen er i grunden befolket af indtagende præstationer, der er med til at holde mig ok engageret i fortællingen, der i høj grad også fungerer som et personportræt. Man finder blandt andet også en tilbagelænet Jonah Hill som Donny – en rolig millionær og sponsor for Calllahan i den AA-gruppe, han går i. Mens en sød og sart Rooney Mara er det romantiske indspark i Callahans liv, videre til blandt andet Jack Black og Udo Kier i mindre, men gode roller.

Men selvom her er både fine, nuancerede og troværdige præstationer at finde i fortællingen, der snor sig om livets op- og nedture, så bliver filmen desværre også bare for lang for sit eget bedste – og i sidste ende også en kende træg og småkedelig hen ad vejen. Heldigvis er instruktør Gus Van Sant dygtig til at balancere humoren med dramaet uden at gå på kompromis med nogen af delene.

Nu er filmen også baseret på virkelighedens John Callahan – en succesfuld og kontroversiel satiretegner – hvorfor humoren, ikke mindst den både grove og sorte af slagsen, ligger indbygget i hovedrollen og hermed også i fortællingen. Filmen er endog baseret på en bog af Callahan selv. ‘Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot’ har altså sine indtagende skuespillere kørende for sig, mens det halter en smule med den engagerende fortælling. Desværre.

– ‘Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ‘Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot’ får biografpremiere den 9. august.

MISSION IMPOSSIBLE – FALLOUT: Tom Cruise i forrygende frit fald

/i , /af

Biografanmeldelse: Ja, jeg elsker Tom Cruise, og jeg er vild med Mission: Impossible-franchisen. Men kan den sprængfarlige agent-og-action-serie virkelig holde dampen oppe med en sjette film? Det korte og klare svar er et rungende hell fucking yes! For ‘Mission: Impossible – Fallout’ leverer varen på så mange medrivende parametre, at jeg fik pulsen godt op at køre undervejs, hvor agenten Ethan Hunt aka Tom Cruise forsøger at overleve den ene vilde scene efter den anden.

Som del af CIA’s hemmelige agent-enhed IMF må Ethan Hunt og hans team nemlig denne gang forsøge at få fat i en farlig ladning plutonium, så den ikke ender i de forkerte hænder – og hermed altså vil skabe global død og ødelæggelse. Det lyder måske ret simpelt og ligetil. Men bare rolig, for det er der aldrig rigtig noget, der er i mission umulig-land – heller ikke denne gang.

Således bølger og snor det driftige plot sig medrivende fremad filmen igennem, hvor der både trækkes tråde tilbage i franchisen og Ethan Hunts fortid, mens nutiden kun synes endnu mere nærværende og faretruende end nogensinde før. Her er med andre ord noget på spil – både personligt for Hunt og holdet, men så sandelig også hvad angår verdensfreden.

Netop balancegangen mellem det menneskelige drama og den enkeltes ofre kontra det store billede og de manges liv, holdes intenst og hårdtløbende i live filmen igennem. Og blandt andet fordi dramaet og karaktererne fungerer, får de mildest talt svimlende, nervepirrende og fucking vilde actionscener i den grad pondus og engagerende liv. Lige fra biljagter og faldskærmsudspring, videre til Tom Cruise på løbetur for fuld fart samt helikoptor-galop og brutal håndgemæng.

For ja, en del af både franchisen og Tom Cruises varemærke er netop actionscenerne og de halsbrækkende stunts – og her leverer filmen i den grad. Her er det ikke buldrende tomme CGI-genererede scener, man spises af med, men altså rigtige mennesker af kød og blot med livet i frit fald. Jeg mærker faren og farten. Jeg mærker dødens vingesus. Det er ganske forrygende.

Tom Cruise er dog ikke alene. Men ja, han lever atter rollen som Ethan Hunt med hele sin krop. Enigmatisk og magnetisk. Joviale Ving Rhames er atter Luther, en mere alvorlig Simon Pegg ses som Benji, mens Rebecca Ferguson er ligeså cool og farlig som Ilsa Faust som sidst. Sean Harris er atter slesk som skurken Solomon, og så er Henry Cavill ny mand på holdet som badass agent Walker. Med andre ord et stærkt og karismatisk hold, der supplerer hinanden godt og dynamisk.

Tonen er denne gang en kende mere gritty, dyster og barsk end tidligere – det høres både på Lorne Balfes faretruende score, men ses også visuelt og mærkes i fortællingens nervepirrende grundtone. Dog placeres der undervejs fine åndehuller af humor, der rammer rent de rigtige steder. ‘Mission: Impossible – Fallout’ er med andre ord nervepirrende, når den skal være det, morsom når den skal være det og ja, helt rørende når det skal være det.

Det var altså det rette valg af Tom Cruise at bringe Christopher McQuarrie tilbage som både instruktør og manuskriptforfatter efter den forrige ‘Mission: Impossible – Rogue Nation’ fra 2015. Det selvom franchisen hidtil har skiftet instruktøren ud for hver ny film. Men her er altså ikke metaltræthed at spore – hverken i det vellykkede parløb, hos en nu 56 år Tom Cruise eller i serien, der hermed har nået endnu et medrivende højdepunkt med sin sjette film.

– ‘Mission: Impossible – Fallout’ får 5 ud af 6 stjerner:

– ‘Mission: Impossible – Fallout’ får premiere den 2. august.