Indlæg

SNEMANDEN: Michael Fassbender på iskold seriemorderjagt

Biografanmeldelse: Michael Fassbender giver den som ensom, alkoholiseret og cigaretrygende kriminalbetjent på jagt efter en seriemorder, der parterer sine ofre, når sneen falder. Sådan. Så er der ellers lagt op til en intens omgang seriemorderjagt i det sneklædte og konstant kolde Oslo. Men, men, men sådan går det desværre ikke i ‘Snemanden’.

Filmen synes noget amputeret fortalt, hvor plottet mere bugter sig forvildet rundt end besnærende og engagerende. Michael Fassbenders Harry Hole forbliver en kliché, jeg aldrig rigtigt kommer ind på livet af – heller ikke selvom Fassbender er god som den forpinte lone wolf. Det øvrige persongalleri forbliver også noget vagt optegnet, hvor personer kommer og går uden egentlig at gøre noget – andet end forsøge på at lede publikum på afveje eller på rette vej mod morderen.

Snemanden biograf anmeldelse 01

Det er ellers et på papiret både alsidigt og spændende cast, der spænder fra Rebecca Ferguson, Charlotte Gainsbourg over Chloë Sevigny, Val Kilmer, J.K. Simmons til David Dencik. De kommer bare ikke som sådan medrivende i spil, men står mest som svage skakbrikker i et plot, der mere slå knuder om sig selv end at inddrage mig følelsesmæssigt.

Det er ellers Tomas Alfredson, der har instrueret – manden bag den fremragende og kølige vampyrfilm ‘Lad den rette komme ind’ samt den intenst snigende spionthriller ‘Dame, konge, es, spion’. Men her synes han forvildet ind i et plot, der mangler mere medrivende retning – og hvor morderen står noget fladt og gemmer sig i kulissen.

Snemanden biograf anmeldelse thumb

Her er dog et par ganske grumt udpenslede ofre – med afskårne hoveder og den slags bestialskheder. Morderens snemænd, der dukker op hos ofrene bliver desuden ikke brugt i opklaringsarbejdet. De får blot lov til at stå der og stirre til ære for filmens publikum uden, at Harry Hole og co. ænser dem. En halvunderlig og fladt optegnet plotpointe.

Desuden så er der flere plotdrejninger og opklaringer på vej mod den ikke videre ophidsende finale, der står en smule som hovsaløsninger. Hvilket jo desværre ikke bidrager til filmens troværdighed. Helt skidt er det hele dog ikke, da løjerne netop har nogle grumme scener og sine steder et ganske besnærende sneklædt miljø. Det er bare langt fra nok.

– Snemanden får 2 ud af 6 stjerner:
2_6 - stars

– Snemanden har biografpremiere den 12. oktober 2017.

snemanden poster

Kingsman: The Golden Circle leverer bombastisk tegneserieaction i overflod


Biografanmeldelse: Ja, det er allerede tre år siden, jeg morede mig godt og grundigt med agent-og-action-komedien ‘Kingsman: The Secret Service’. Nu er opfølgeren klar til at levere mere af samme vilde, bombastiske og kulørte tegneserie-action foldet ud i et plot, der rummer samme kulørte tegneserie-logik. Komplet med en megalomanisk superskurks store planer.

Agent-eskapaderne åbner op med et veloplagt vildt ridt inden i og oven på taget af biler gennem Londons gader. Her suser således en håndfuld biler hidsigt gennem byen, hvor Taron Egerton som agenten Eggsy får sit at se til i flugten fra sine aggressive forfølgere. Dette er dog blot starten på et langt større plot, der siden foldes noget fortumlet ud i den lidt for lange film.

Kingsman The Golden Circle biograf 01

Tonen er dog sat fra første billede: Det her er en kulørt, overgearet og morsom actionkomedie. Som James Bond på speed… og LSD. Tilsat sort og gakket humor samt vilde gadgets, naturligvis. For selvom filmen måske vælter lidt rundt i for mange plottråde og karakterer, der ikke alle kommer til deres ret, så er det hele vejen veloplagt eksekveret.

Det gælder ikke mindst de mange flot udfoldede actionscener – lige fra åbningscenen videre til velkoreograferede håndgemæng med både knive og pistoler samt heftige skududvekslinger med automatvåben i massevis. Hertil kommer en håndfuld sjove karakterer med Eggsy i front. Han er veltimet morsom samt velbalanceret cool og følelsesladet, når han skal være.

Kingsman The Golden Circle biograf 02

På rollelisten ses blandt andre Colin Firth, der er tilbage som stilfuld agent og Eggsys mentor, mens Mark Strong træder i karakter som Merlin – manden, der på sikker afstand bag sine computerskærme guider Eggsy gennem action-strabadserne. Julianne Moore er med som superskurken med en vild, fjollet og verdensomspændende plan, der ikke skal afsløres her.

Hun ser i den grad ud til at more sig – så det gør jeg også. Pedro Pascal er morsom som agenten Whiskey. Dog får birollerne med Halle Berry og Channing Tatum ikke plads nok, mens Elton Johns birolle fylder for meget. Men Jeff Bridges indtager en mindre og herligt mumlende rolle. Mine forbehold til trods, så trodser filmen altså sine skavanker ved ivrigt at ville underholde og gør det.

– ‘Kingsman: The Golden Circle’ får 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars

– ‘Kingsman: The Golden Circle’ får biografpremiere den 21. september 2017.

Kingsman The Golden Circle biograf poster

MOTHER!: Et vildt ridt ind i et ondt mareridt

Biografanmeldelse: Det er bedst, at du ved så lidt som muligt om Darren Aronofskys paranoiafulde og klaustrofobiske psyko-gyser skråstreg horror-drama. Bare hop på ‘Mother!’ og lad dig blive rusket godt og grundigt op i af en historie, der stikker helt af med sine overraskende twists and turns – hele vejen ind i et olmt mareridt af håbløshed, afmagt og kærlighed.

Men selvom det er bedst så godt som intet at vide på forhånd, kan jeg godt lige lægge filmens præmis ud – helt kort. Her får et par – Jennifer Lawrence og Javier Bardem – en dag ubudne gæster i de fordækte Ed Harris og Michelle Pfeiffer. Således bliver parrets ellers ganske idylliske og afsidesliggende hus rammen om et psykologisk drama, der uforfærdet folder sig ind og ud af diverse genrer, mens parrets forhold kommer på prøve.

mother biograf thumb

Det lyder måske banalt. Det er dog absolut ikke tilfældet. For Darren Aronofsky har helt andre planer med sit publikum, end at levere et godt gammeldags parforholdsdrama. ‘Mother!’ er nemlig så meget mere end det. Det er en ond drøm legemliggjort og sat både afdæmpet og herligt hektisk i scene. Som en drøm, man ikke kan vågne fra, mens den blot forvandler sig til et mareridt.

Selvom her altså er meget i spil – æstetisk så vel som dramatisk og i sine genreskred – er det som om, at filmen ikke helt får fat i mig de rigtige steder. I hvert fald ikke hele vejen. Jeg efterlades blandt andet noget følelsesmæssigt distanceret fra de ellers dramatiske eskapader, hvilket gør, at jeg også af og til ikke rutscher med på den ellers vilde rutschebanetur, man bliver sat på.

mother biograf 01

Måske er det fordi, at en ellers fager, hengiven og uskyldigt spillende Jennifer Lawrence spiller sin rolle ensartet med konstant forskræmte dådyrsøjne og bævende læber – dog adspredt af heftige skrig og skål. Men med sine forskræmte øjne intakt. Hele vejen. Jeg savner mere liv og nuance i hendes portræt af en kvinde under enormt pres.

Så er der flere nuancer at finde i Jarvier Bardems portræt. En mand, jeg ikke helt kan placere, men som folder sig ud og overrasker. Nu er der måske også bare mere kød på hans rolle end på Jennifer Lawrences frustrerede kvinde. Ikke desto mindre forhindrer dette følelsesmæssige misforhold mig i for alvor at blive indfanget af dramaet. Det er mest fortællingen og dens overraskende vej gennem sit onde eventyr, der fanger mig. Det er bestemt også nok.

– ‘Mother!’ får fire ud af seks stjerner:
4_6 - stars

– ‘Mother!’ får biografpremiere den 14. september 2017.

mother biograf poster

IT: Den onde klovn er tilbage for fuld gyser-skrue



Biografanmeldelse: Hvad frygter du allermest her i verden? Tænk lige over det, mens du læser denne anmeldelse af gyseren ‘It’. Her er der nemlig en ond klovn på menuen, som kan tage form af dit værste mareridt. Året er 1989 og klovnen – der går under navnet Pennywise – hærger byen Derry, hvor han på grusom vis tager børns liv på stribe. En uhyggelig præmis, der desværre ikke er videre uhyggeligt udført, men heldigvis både klam, voldelig og engagerende.

For en ting er uhyggen, en anden er det drama, der udspiller sig i flokken af børn, der får klovnen på nakken. Her finder man nemlig en gruppe veldefinerede og ikke mindst velspillende børn, der giver skrækfilmen nerve, nærvær og følelsesmæssigt pondus. Det gælder således temaer som at føle sig udenfor, at være misforstået og at løsrive sig fra sine forældre.

It biograf 01

Selvom her altså er et velcastet og solidt balanceret drama som grundlag, så er ‘It’ absolut en skrækfilm – med store buldrende versaler. Filmen spiller nemlig på alle de højlydte tangenter, man kender fra genren. Desværre er det bare ikke videre uhyggeligt, da uhyggen mest består i ikke vildt vellykkede jumpscares, mens det også mest er højlydt bulder og brag, der hersker, end det er et snigende olmt gys.

Filmen går med andre ord mere efter chok end krybende ond stemning. Det understreger blandt andet Pennywise – en herligt klam Bill Skarsgård – og hans forskellige gruopvækkende inkarnationer af børnenes værste frygt. Men selvom eskapaderne ikke som sådan skræmte mig, leveres der heldigvis godt med blod samt voldelige og klamme scener med blandt andet brækkede lemmer og slimet opkast. Det retter bestemt op på den for mig manglende uhygge.

It biograf 02

Men nu er ‘It’ også mere og andet end de klamme scener og chokeffekterne, det er som sagt også et drama om venskab og det at vokse op. Her lever filmen virkelig et vellykket liv takket være børnene, der formår at balancere mellem det humoristiske, det forskræmte og helt rørende. Det er i denne balancegang mellem gyset og dramaet, at ‘It’ engagerer og bliver vedkommende.

Filmen er baseret på Stephen King-bogen af samme navn fra 1986 – den har jeg dog ikke læst, men jeg husker at have set den mini tv-serie fra 1990, der ligeledes er baseret på bogen. Men uanset hvad, så fungerer denne nye version af historien om den onde klovn som et solidt dramatisk og velfunderet gys, der dog mangler mere uhygge. Nå ja, apropos hvad du frygter mest? Jeg frygter i hvert fald klovne lidt mere efter at have set ‘It’.



- ‘It’ får 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars

– ‘It’ får biografpremiere den 7. september.

It biograf poster

LOGAN LUCKY: Et vovet kup og et par uheldige brødre på røven

Biografanmeldelse: Selvom man måske ikke just er den skarpeste kniv i skuffen, skal det bestemt ikke afholde en fra at ville føre sine drømme og planer ud i livet – eller for den sags skyld et vovet kup. Og det er præcis sidstnævnte, der er i spil i Steven Soderberghs både morsomme og ganske spændende heist-komedie ‘Logan Lucky’, der fint tager sig tid til både at bygge sin historie, miljøet og sine karakterer op. Det fungerer.

For en ting er selve det umulige kup, som to brødre forsøger at slippe afsted med under et stort NASCAR-ræs i North Carolina, noget andet er karaktererne, der skal give de neglebidende heist-strabadser følelsesmæssigt og morsomt liv. Det gør de. Her finder man nemlig veloplagte Channing Tatum og Adam Driver som de to brødre. De er dog ikke alene, for blandt andet hives en platinblond Daniel Craig ind for at hjælpe til som sprængstofsekspert.

Logan Lucky 01

Et umage trekløver, der ikke består af de mest kloge hoveder. Men hvad de ikke har af kupmæssig intellekt har de i påhitsomhed og gåpåmod. Channing Tatums velmenende og fraskilte Jimmy Logan er primusmotor og just fyret fra sit job, mens Adam Drivers enarmede bartender er med på idéen – fordi penge og broderskab. Sammen er de to både dejligt menneskelige og har veltimet humor midt i en ellers alvorlig situation.

Men bare rolig, for her er ikke tale om nogen alvorlig kupfilm. Den skal først og fremmest være morsom – og meget gerne også spændende. Den er begge dele. Her kommer den ligeledes veloplagte Daniel Craig på banen som den hidsige Joe Bang. Han ser ud til virkeligt at more sig i rollen som eksplosionsgal ekspert. De tre udgør en dynamisk og sprængfarlig trio, som jeg hepper på hele vejen, når deres ikke videre gennemtænkte plan rulles ud.

Logan Lucky 02

At vi ikke som sådan befinder os i den virkelige verden står mere og mere klart, jo længere de kommer med kuppet. Her er snarere tale om en tegneserieagtig logik. Både når det kommer til brugen af sprængstop samt kupmæssig timing. En tegneserielogik, der fint matcher Joe Bang og hans to endnu mindre bemidlede brødre, der også hives ind. Her er dog også plads til mere oprigtigt drama i blandt andet forholdet mellem Jimmy og hans datter. En sød modvægt til kuppet.

Netop i denne flok af umage karakterer og et umuligt kup opstår der reel spænding, grundet den uforudsigelige plan. Men selvom her er tale om en kupfilm, er det altså ligeså meget en komedie med elskværdige karakterer, der er limen, som holder sammen på det hele, når afviklingen af historien måske bliver lidt lang i spyttet. Men med charme, humoristisk overskud og et umuligt kup kommer Steven Soderberg og co. langt og altså også fint i mål.

– ‘Logan Lucky’ får 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars

– ‘Logan Lucky’ har biografpremiere den 7. september 2017.

Logan Lucky poster

The Hitman’s Bodyguard: Ryan og Samuel på actionfyldt røvtur



Biografanmeldelse: Der bliver i den grad delt øretæver ud, udvekslet skudsalver og sprængt ting i luften samt ikke mindst leveret vittige og ‘fuck’-fyldte replikker i den veloplagte buddy-og-action-komedie ‘The Hitman’s Bodyguard’. Ryan Reynolds og Samuel L. Jackson er i front som det umage par, der skal redde dagen og forsøge at holde hinanden ud. Selvom det er svært.

For som henholdsvis bodyguarden Michael og lejemorderen Darius skal Ryan nemlig fragte Samuel sikkert frem til Den Internationale Domstol i Haag, hvor han skal vidne mod den brutale diktator Dukovich – spillet af en herligt snerrende og ond Garry Oldman. Turen mod Haag bliver naturligvis ikke uden problemer, da Dukovichs håndlangere er lige i nakken på dem.

Hitmans Bodyguard 01

Således er der lagt op til en omgang munter og morsom actionballade (der glædeligt ikke sparer på blodige skuddueller). Det hele skal dog ikke tages videre seriøst, men mest af alt underholde med sit fint høje tempo, adskillige actionscener og ikke mindst ping pong mellem de to hovedroller. Og ja, Ryan Reynolds og Samuel L. Jackson underholder bestemt.

De virker begge i den grad til at nyde deres roller og den løsslupne tone. Deres energi og overskud smitter så absolut af på mig. For ganske vist mister de overvejende morsomme eskapader en smule momentum undervejs i en film, der fint kunne have været lidt kortere. Det ændrer dog ikke på, at her er tale om en velturneret actionkomedie, der også har actiondelen på plads.

Hitmans Bodyguard 02

For en ting er de vittige og skarpe replikker mellem Michael og Darius – der grundet en speget fælles fortid ikke kan udstå hinanden – en anden er filmens actionscener, der nærmest står i kø for at tumle energisk over lærredet. Ja, her er skruet op for eksplosioner, håndgemæng og pistoler, hvor blandt andet heftige ture i bil, båd og på motorcykel gennem Amsterdams gader er gribende.

Desuden finder man en ligeledes veloplagt Salma Hayek i birollen som Darius’ fængslede kone, der har et yderst kreativt ordforråd, når det kommer til fornærmelser og gradbøjninger af ordet ‘fuck’. Hun er et herligt og hidsigt indslag. ‘The Hitman’s Bodyguard’ ender med andre ord solidt og underholdende på begge ben, hvor den vittige duo er limen, der holder sammen på sagerne.

– ‘The Hitman’s Bodyguard’ får 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars

– ‘The Hitman’s Bodyguard’ har biografpremiere den 31. august 2017.

Hitmans Bodyguard poster

AMERICAN MADE: Tom Cruise på røven i kokainland

Biografanmeldelse: Lad det være sagt med det samme. Jeg er en sucker for Tom Cruise – men hey, hvem er ikke det? Så ja, jeg ser altid frem til en film med ham i. Med ‘American Made’ er han i god, humoristisk og dramatisk form som den dristige pilot Barry Seal, der smugler både kokain og våben. Vilde sager, der kun eskalerer fra den dag, han begiver sig ind på dette nye territorium.

For fra at være en ellers helt almindelig pilot den ene dag, så springer han ud som smugler den næste. For ja, han kan godt bruge de gode penge og så er han også ude efter spændingen ved at flyve det lille hurtige fly, der bruges til missionerne. Således flyver han i pendulfart kokain ind i USA fra Mellemamerika i 70’erne og op igennem 80’erne med Den Kolde Krig som politisk bagtæppe.

american made biograf 01

Filmen er baseret på en sand historie. Præcis hvor meget Tom Cruises vilde flyveture læner sig op af virkeligheden, skal jeg ikke kunne sige. Men som en ret medrivende, underholdende og morsom film, fungerer ‘American Made’ ret så fint. For det er en Tom Cruise, der på engagerende vis forsøger at jonglere sit kriminelle foretagende, som kun vokser sig større – og ham over hovedet.

Det er også en Tom Cruise, der i sin rolle balancerer på en moralsk forkastelig line – du ved, kokainsmugler er ikke just et videre sympatisk erhverv. Han siger også både ‘fuck’ og ‘mooner’. Jeg mærker, at han har moret sig med sin rolle og det smitter så absolut af på mig. Ganske vist mister filmen lidt momentum undervejs og er en kende for lang, men det retter Tom Cruise op på med sit komisk veltimede nærvær og fin human tilstedeværelse.

american made biograf 02

Jeg vil ikke her komme videre ind på plottet, da en del af filmens styrke netop er i, hvordan historien eskalerer, mens ordensmagtens jagter Barry og hans kompaner. Det er også en historie, hvor CIA kommer til at spille en moralsk tvetydig rolle, der får Barrys eskapader til at udligne sig en kende – eller gør den? For der er noget besnærende ved filmens leg med de moralske gråzoner.

Det er dog ikke den mest tematisk tunge eller nuancerede fortælling. ‘American Made’ er først og fremmest virkelig vellavet underholdning med en elskværdig Tom Cruise på røven i kokainland og på vingerne i vilde ridt på himlen med politiet lige i nakken. For selvom det vakse publikum nok lurer, hvor det hele bærer hen, så er turen mod enden ret så medrivende.

– ‘American Made’ får 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars


- ‘American Made’ får premiere den 24. august 2017. 

american made poster

DETROIT: En skæbnesvanger og brutal politvoldsnat anno 1967



Biografanmeldelse: Instruktør Kathryn Bigelow har bevist, at hun formår at stable nervepirrende spænding og eksplosiv action på benene med blandt andet bombedramaet ‘The Hurt Locker’ og terroristjagten i ‘Zero Dark Thirty’ samt naturligvis også med surfer-og-kupfilmen ‘Point Break’. Nu er hun tilbage i vant kaotisk og intens stil med thrillerdramaet ‘Detroit’.

Baseret på virkelige begivenheder tager Bigelow sit publikum med til en skæbnesvanger nat i 1967 under optøjerne i Detroits krigslignende gader, hvor politiet og dele af byens sorte beboere ligger i kamp. Ja, selv militæret er sat ind. Her går det snart fra slemt til værre, da politiet hører skud fra et hotel, som de straks indtager og på mest brutale vis udspørger beboerne om.

Detroit biograf 02

For der skal findes en skyldig blandt hotellets gæster – koste hvad det vil af blod, sved og mord fra det brutale politis side. Særligt er den sadistiske og racistiske betjent Krauss opsat på at finde synderen bag skuddene. Han spilles med konstant diabolske øjenbryn af Will Poulter, der desværre forbliver en kende karikeret og ensidigt portrætteret, hvilket gør, at de ubehagelige løjer mister noget af deres ellers troværdige grusomhed.

Det er ellers et ret overbevisende tidsbillede, Bigelow her fremviser med håndholdt kamera og en konstant uro i sin fortælling, der får god næring fra sine klaustrofobiske og hektiske billeder af en by i undtagelsestilstand. Beboerne forsøger dog også med fester og soulede Motown-koncerter at bevare en almindelig hverdag midt i byens kaos.

Detroit biograf 01

På kryds og tværs møder man de forskellige medvirkende, der alle får det tilfælles, at de bliver rodet ind i det grumme og hårdhændede politiforhør på hotellet. Blandt andre er John Boyega i rollen som sikkerhedsvagt nuanceret og nærværende, mens og Algee Smith giver begivenhederne intensitet, menneskelighed og en sidehistorie om stjernedrømme, der dog bliver en kende påklistret henimod filmens slutning.

‘Detroit’ ender mest af alt med at være en ganske imponerende opvisning i at opretholde kaos, spænding og intensitet i sine 142 minutters spilletid – hvilket lykkedes ret overbevisende – samt at tegne et overbevisende uroligt tidsbillede af de oprørte begivenheder anno 1967. Historien og særligt Krauss-karakteren kuldsejler dog en smule, mens begivenhederne politiske slagside og raceproblematikker mangler mere nuanceret tyngde. Men som et – lidt for langt – intenst og dramatisk stykke filmfortælling kommer Bigelow godt i mål.

– ‘Detroit’ får 4 ud af 6 stjerner:


4_6 - stars

– ‘Detroit’ har biografpremiere den 24. august 2017.

Detroit biograf poster

THE DARK TOWER: McConaughey og Elba går head to head i halvflad Stephen King-filmatisering

Biografanmeldelse: Idris Elba og Matthew McConaughey går head to head som henholdvis god gunslinger og ond mørkemand i Stephen King-filmatiseringen ‘The Dark Tower’. Men selv med to så besnærende ansigter, bliver denne dystre fortælling om det gode mod det onde desværre ikke til meget mere end en meh-oplevelse, hvor verden går roligt videre, når rulleteksterne først ruller.

Elba og McConaughey er dog ikke ene på skansen, for den unge knægt Jake – spillet helt ok drenget af Tom Taylor – bliver fanget mellem de to kamphaners kamp. Han er nemlig nøglen, der kan få ondskaben til at vinde over det gode, da hans unikke sind kan bruges til at vælte The Dark Tower (!), som ellers holder universet sammen og ondskaben ude (!).

The Dark Tower biograf 01

Ja, plottet sådan helt kort ridset op. For der bydes da også på blandt andet brusende rejser gennem forskellige verdener (for dem er der nemlig flere af), grumme monstre (sådan nogle er der også) og hidsige skuddueller (ja, naturligvis). Men selvom elementerne til en omgang heftig og mystisk kamp mellem godt og ond er tilstede, så falder det hele bare lidt fladt på maven.

Det gør det blandt andet fordi, det aldrig lykkedes at gøre nogle af karaktererne videre mindeværdige. End ikke en god omgang fader-traumer kan rette op på dette – både hos Jake og hos den rolige gunslinger. Jeg føler ganske enkelt ikke med nogen af dem. Det suger selvsagt noget af spændingen ud af løjerne, mens der også gås en kende i ring i plottet.

The Dark Tower biograf 02

For i stedet for at blive udviklet på, så gentages pointerne blot filmen igennem, så selv dem på bagerne række kan være med. Her får det ellers mystiske mørke tårn aldrig et nærvær, hvilket også kan siges om kemien blandt de medvirkende, hvor der er mere afvikling over fortællingen end reel udvikling. Spilletiden på 95 kunne med andre ord være brugt bedre – eller måske endda have nydt godt af en smule mere spilletid.

Jeg har ikke læst nogen af Stephen King-bøgerne, som filmen er baseret på. Jeg kan derfor kun forholde mig til, at som film, der ender den i udgangspunktet ellers fint stramme fortælling med blot at være sådan en ‘in the middle of the road’-agtig film, jeg har glemt hurtigt. Instruktør Nikolaj Arcel lykkedes aldrig med at få løftet den fantastiske fortælling eller sine karakterer op på et mere medrivende niveau, end at han lige får afviklet det hele fermt nok til at lande på middelkarakteren.

– ‘The Dark Tower’ får 3 ud af 6 stjerner:
3_6 - stars

– ‘The Dark Tower’ får biografpremiere den 17. August 2017.

The Dark Tower poster

ANNABELLE – CREATION: Den dæmoniske dukke er slapt tilbage

Biografanmeldelse: Creepy dukker, fæle dæmoner og en håndfuld forskræmte piger. En vinder-kombination i skrækfilmens verden. I hvert fald i min, da ovenstående er noget nær den perfekte opskrift på et neglebidende godt gys for undertegnede.

Desværre leverer den ellers ok stemningsfulde ‘Annabelle: Creation’ bare ikke den gysende grumme vare i særligt høj grad. Derimod japper filmen noget forvirret rundt i sin historie og genrens velkendte virkemidler – uden at tilføje dem den nødvendige skrækkens pondus eller de veltimede jump scares, der ellers forsøges leveret.

Annabelle 2 biograf 01

Her er tale om en prequel til ‘Annabelle’ fra 2014. Således er det altså skabelsen af den dæmoniske dukke, man her er vidne til. Og som det er kutyme, starter det hele sådan nogenlunde stille, roligt og uskyldigt ud med en flok børnehjemspiger og deres nonne, som flytter ind hos en dukkemager og hans syge kone. What could go wrong?

Ja, du gættede rigtigt – for snart knirker døre, underligt lyde lyder i natten og skumle gespenster gemmer sig i det store hus, som naturligvis ligger langt fra alting. Ja, den dæmoniske og skummelt udseende dukke Annabelle rører på sig. Det går dog kun alt for sent op for den søde flok af piger, der snart ser sig fanget i et dæmonisk spil på liv og død.

Annebelle 2 biograf 03

Desværre er der bare ikke rigtigt nogen af de medvirkende, der for alvor brænder igennem. Så det er heller ikke her, man kan kaste sin følelsesmæssige krog i eskapaderne, der forbliver noget emotionelt flade, selvom her er søde pigers liv på spil. Det er altså i høj grad uhyggen, der bliver nødt til at bære løjerne hjem. Det gør den desværre bare ikke.

Det bliver kun til et par ok fine tilløb til nogle myrekrybende grumme scener – de forløses bare aldrig videre gysende tilfredsstillende. ‘Annabelle: Creation’ ender derfor også med at være en frustrerende oplevelse, da potentialet er der. Men jeg blev bare aldrig for alvor skræmt eller revet med af pigernes kamp mod ondskaben, hvorfor stjernerne desværre lander under middel.

– ‘Annabelle: Creation’ får 2 stjerner ud af 6:
2_6 - stars

– ‘Annabelle: Creation’ får biografpremiere den 10. august 2017.

Annabelle 2 biograf poster