Indlæg

Ensom seriemorder i trøstesløst London

/i /af

Vi kender ham alle. Ham den lidt sære midaldrende mand, der vandrer ensom gennem gaderne. Ham der holder sig for sig selv. Eneboeren man hilser høfligt på i opgangen. Sådan er Tony. Ensom, mut og socialt inkompetent – nå ja, og seriemorder.

Men den fremragende britiske Tony er ikke en gængs omgang seriemorder-sjov, men et råt, realistisk og sørgeligt portræt af en eneboer, der tilfældigvis også slår folk ihjel. Ikke så meget fordi han umiddelbart nyder det. Mordene synes mere som aggressive løsninger på situationer, den dybt forstyrrede Tony ikke ser anden vej ud af – uforudsigeligt og skræmmende.

Her er ingen velkomponeret spændingskurve, gruopvækkende klimaks eller noget lindrende forsøg på at forklare eller forstå Tony, men en mere eller mindre nøgtern skildring af hans hverdag – et både trist og slemt fascinerende bekendtskab.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

THE HORSEMAN: en far på nådesløst hævntogt

/i /af

Det er ikke ligefrem brutal vold, man savner i den australske hævnfilm The Horseman. Her tager Christian nemlig på et nådesløst road trip, hvor han opsøger, torturerer og myrder de mænd, han mener var medvirkende til sin datters død. Desværre matches det rå hævntogt ikke af samme følelsesmæssige slagkraft, som de øretæver, der deles ud filmen igennem.

I hovedrollen som farmand på bersærkergang finder man ellers en overbevisende Peter Marshall. Han formår at udtrykke både den smerte og vrede, der har formørket hans sind –  og det uden, at han mister sin skrøbelighed midt i volden. Samtidig aner man også en tvivl om, hvorvidt hævnen overhovedet vil bringe ham sjælefred.

horse03

Men selvom man forstår hans vrede, kommer man desværre ikke for alvor ind under huden på ham. Måske forbi man kender for lidt til hans liv før tragedien, eller fordi forholdet til datteren aldrig rigtigt kommer til sin ret. Her får man blot et par flashbacks til datterens barndom uden skæven til, hvad det er, der er gået skævt senere i livet, som har sent hende udi et stofmisbrug.

Man bliver altså aldrig rigtig emotionelt involveret i Christians morderiske mission, men står mere som tilskuer til volden. Det har bestemt også sin brutale og medrivende intensitet. For som et ondt adrenalinkick og kynisk dyk ned i menneskets mørke sider spiller filmen uden problemer.

horse01

Desuden gøres det ellers simple setup en kende mere interessant ved at datteren selv har opsøgt det rå miljø, der bliver hendes skæbne. Hun var altså ikke uskylden selv – og måske allerede en fortabt sjæl. Christian havde altså nok allerede mistet hende, men det går først alt for sent op for ham. Det gør ikke hendes død mindre tragisk, men sparker blot mere sortsyn ind i filmens allerede kyniske univers.

Det eneste håb, man synes at ane i filmen er hos en ung blaffer, som Christian samler op undervejs – og selv hun har en tragisk baggrund. The Horseman glimrer altså ved sit konsekvente dystre univers, hvor alle synes at være enten kyniske pengemænd, psykopatiske voldsmænd eller blot fortabte sjæle.

horse02

Ekstramateriale:
Der medfølger et fint og interessant ekstramateriale. Her finder man instruktørens ligeledes brutale kortfilm, som han byggede filmen på (15 min.). Den kan ses med et fint og informativt kommentarspor af instruktøren. Herudover får man også en klassisk ’The Making of’ (36 min.) bl.a. med interviews med folkene bag og klip fra instruktørens kortfilm. Slutteligt får man gallerier med billeder fra filmen og settet, filmens trailer og trailere for andre af selskabets udgivelser samt tre slettede scener (9 min.), som også kan ses med kommentarspor af instruktøren.


Originaltitel: The Horseman, Australien, 2008
Instruktion: Steven Kastrissios
Medvirkende: Peter Marshall, Brad McMurray, Jack Henry, Chris Sommers, Caroline Marohasy m.fl.
Spilletid: 96 min.
Udgiver: Another World Entertainment

Makaber affære i skummel villa

/i /af

Selvom blodet flyder tungt fra hullet i et dukkehoved på coveret til den netop udgivne Macabre fra 1980, så er det faktisk en relativt diskret skrækfilm. Her er det mere olm atmosfære, tragiske traumer og bizarre lyster, der hersker i skyggerne, end udpenslet gru.

Der lægges stærkt fra start. For midt i den yndige Jane Bakers hede affære, drukner hendes datter lillebroren hjemme i villaen. Med elskeren bag rettet suser de hjem, men ender i en blodig ulykke. Hun overlever, mens han dør. Traumatiseret og skyldbetynget indlægges Jane på et psykiatrisk hospital. Et år senere erklæres hun rask, men er hun nu også det – og hvad med datteren?

Jane flytter ind i lejligheden, der plejede at huse de hede stævnemøder. I samme villa bor også den blinde Robert. Han ser sig lun på Jane, men må nøjes med de lystfylde hvin, der kommer fra hendes værelse. Men hvem er på besøg og hvad gemmer hun i sin aflåste fryser? Der er bestemt lagt op til makaber skyggedans…

Filmen er instrueret af Lamberto Bava, søn af skrækfilms-mesteren Mario Bava. Inspirationen fra farmand samt min personlige favorit Dario Argento er tydelig, både tematisk og stilistisk. Resultatet er desværre ikke så gruopvækkende vellykket som forbillederne. Den grufulde fortælling er stærkest, men visuelt er Macabre også sporadisk interessant, bl.a. et skummelt POV-skud gennem den mørklagte villa.

Men tempoet er trægt og de ellers potente tematikker og interessante karakterer tager ikke for alvor fat. Den makabre slagkraft, man kunne have håbet frigivet i mødet mellem bl.a. den morderiske datter og moderen – samt den blinde Roberts opdagelse af Janes dystre hemmelighed får ikke den kradse pondus, man hungrer efter.

Lamberto kommer dog langt med både lummer New Orleans-stemning, forskruede familie-relationer og grotesk elskov. Ja, og så er der jo ingen grund til at hænge sig i detaljer som skuespillet, hvor Bernice Stegers som Jane er mere succesfuld udi at være letpåklædt end leveringsdygtig i troværdige sammenbrud.

Det er også muligt, at Veronica Zinny ikke imponerer som datteren, men det kunne have været interessant, hvis hendes rolle havde fyldt mere. Og bare fordi Stanko Molnar spiller blind, er der vel ingen grund til at bevæge sig som en robot. Men han har et indbydende fjæs, der gør sig godt i den gådefulde setting – hvor fryserens hemmelighed dog ikke er svær at lure inden den ”store” afsløring.

Janes traumatiske nedtur ender altså ikke helt, som den makabre optur, der lægges op til. Men Macabre er med sin grumme historie og forskruede relationer trods alt en herlig bizar, kuriøs og ofte atmosfærefyldt sag, der fint vil matche en lummer sommeraften – også selvom man ikke måtte befinde sig i et hedt New Orleans.

Ekstramateriale:
Desværre er ekstramaterialet meget sparsomt. Her får man blot en håndfuld stills fra filmen og vanen tro en række trailere for andre af selskabets titler, dog ikke for Macabre. Til gengæld står billedet flot og farvemættet, men med en del ridser i ”filmstrimlen”, det bliver dog aldrig et irritationsmoment.

 


Originaltitel: Macabro, Italien, 1980
Instruktion: Lamberto Bava
Medvirkende: Bernice Stegers, Veronica Zinny, Stanko Molnar, Roberto Posse m.fl.
Spilletid: 87 min. (uncut)
Udgiver: Another World Entertainment

Herlig postapokalyptisk smadderkasse anno 1983

/i /af

Det går ikke stille for sig, når den postapokalyptiske smadderkasse 2019: After the Fall of New York ruller sig ud til tonerne af et labert synthscore. Her bevæger vi os tempofyldt gennem en verden lagt i ruiner af en atomkatastrofe, der i samme omgang har gjort jordens kvinder sterile. Eneste håb for en fremtid er nu at finde den sidste frugtbare kvinde, der ifølge rygtet befinder sig et sted i det ødelagte New York.

Det bliver den rå Parsifal, der skal klare den farlige mission at opstøve kvinden. Han spilles med maskulin mine af Michael Sopkiw, der med laserpistol og badutspring kæmper sig igennem filmens mange skurke. Han får bl.a. hjælp af den robotklo-besatte Bronx (Paolo Scalondro) og den hårdkogte Ratchet (Romano Puppo) i kampen mod både glubske rotter, cyborgs og de onde eurakere, som har overtaget Manhattans beskidte gader.

Hele arsenalet af genrens klichéer foldes underholdende ud i denne trash-perle fra 1983. Der stjæles desuden lystigt med arme og ben fra genrens milepæle, hvor ikke mindst John Carpenters klassiker Flugtaktion New York får mere end en kærlig hilsen med på vejen, mens også film som Mad Max og Abernes Planet spøger i kulissen. Men selvom referencerne sidder løst på dette skrummel af et elskværdigt fremtidsmareridt, så har filmens sin egen charme.

For godt nok er filmens special effects og sminken på de radioaktivt smittede ofre ikke det mest overbevisende – sådan i traditionel forstand. Men filmens farverige persongalleri samt fantastiske miniaturemodeller af et sønderbombet New York og en hemmelig base på Alaska er med til at sikre denne dramaturgisk irrationelle sag i mål, mens man forføreres af laserkampe, fremtidskostumer og underjordiske laboratorier.

Det er Sergio Martino, der har instrueret denne omgang uforpligtende nonsens-underholdning, som i grunden er en ret ambitiøs film med sine store setstykker og eksistentielle tematikker. Filmen er til tider også lige ved at vælte omkuld af unødvendig selvhøjtidelighed. Men alvoren varer aldrig længere end til næste blå laserstråler affyres eller radioaktive offer kaster grønt slim op.

Du kan med andre ord roligt lade dig blive ført tilbage til en fremtid, hvor menneskehedens eneste håb ligger i hænderne på en mand iført nittebukser og et læderbånd om hovedet.

Ekstramateriale:
Der følger desværre ikke meget ekstramateriale med udgivelsen. Man finder et sparsomt slideshow med plakater og stills fra filmen, et par fine interviews med filmens instruktør og Sopkiw, som byder på flere sjove anekdoter. Det kunne dog have været cool, hvis de var fulgt med i en booklet, i stedet for at skulle klikke sig igennem dem på skærmen. Vanen tro finder man også en stak trailere for andre af selskabets titler, men sjovt nok ikke for 2019: After the Fall of New York.


Originaltitel: 2019: Dopo la caduta di New York, Italien, 1983.
Instruktion: Sergio Martino
Medvirkende: Michael Sopkiw, Valentine Monnier, George Eastman, Edmund Purdom, Anna Kanakis, Romano Puppo, Paolo Scalondro, Louis Ecclesia, Hal Yamanouchi m.fl.
Spilletid: 96 min.
Udgiver: Another World Entertainment

Vanvittige og vidunderlige Bad Boy Bubby

/i /af

Det er ikke så underligt, at Bubby er blevet en smule bims. Han har nemlig levet i et forskruet forhold til sin mor de første 35 år af sit liv. Isoleret og uden at se andet end den grå lejligheds fire omklamrende vægge. Men ved et grumt tilfælde slipper han fri efter år med psykiske og seksuelle overgreb. Udenfor venter ham en ny og fremmed verden, han nærmest som et nyfødt barn naivt og nysgerrigt nu går i møde.

Bad Boy Bubby er en kompleks film, et ambitiøst og originalt værk, som både er dybt bizart, frastødende og rørende. Her favnes bredt både tematisk, stilistisk og genremæssigt, men det bliver aldrig et distanceret rod af løse idéer eller et ligegyldigt filmeksperiment. Den forunderlige historie snor sig nemlig hele vejen overraskende og medrivende, hvor en eminent Nicolas Hope som Bubby binder trådene sammen med sit portræt af det mærkværdige voksenbarn på forskruet dannelsesrejse.

Det er ikke kun fortællingen der er original, også filmens billed- og lydside leger med konventionerne. Filmen er nemlig skudt af hele 32 fotografer. Et vellykket eksperiment, der fornemt underbygger Bubbys hele tiden nye syn på omverdenen, bl.a. en smuk scene, hvor han for første gang hører musik. Lydsiden understreger også Bubbys unikke syn på verden, da al reallyd er optaget med mikrofoner bag Hopes ører og herved matcher hans bevægelser. Det lyder flippet, men fungerer fint og subtilt.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN —> Læs mere

Muskuløs cyborg deler tørre tæsk ud i 80’er-fremtid

/i /af

Man kan ikke andet end at blive forført af coveret til den netop udgivne 80’er-basker Hands of Steel. Jeg mener, en bicepssvulmende robot-arm, laserskydende helikoptere og en lastbil der eksploderer. Når omslaget samtidig prydes med taglinen ”30% menneske… 70% robot… 100% dødbringende”, så er der ingen anden udvej, end at smække action-svineriet i afspilleren.

Den muskuløse cyborg Paco Queruak er programmeret af onde bagmænd til at dræbe en ledende aktivist, der står i vejen for deres kriminelle foretagende. Men da Paco skal sætte dødsstødet ind, tager en del af hans menneskelighed over og skåner aktivistens liv. Paco flygter nu ud i Arizonas ørken og slår sig ned på et motel, hvor den søde ejer Linda snart får et godt øje til ham. Men både politi, slagfærdige truckere og de onde arbejdsgivere er lige i hælene på ham.

Hands of Steel er en i grunden dybt mærkværdig film, måske allermest fordi den slet ikke burde være så underholdende, som tilfældet er. Historien er til tider klodset eksekveret, plottet slår besynderlige knuder og instruktøren Sergio Martino kan ikke siges at være den store personinstruktør. Men filmen har en fascinerende, udefinerbar og nærmest primal tiltrækningskraft, hvor der dyrkes en naiv macho- og eksplosions-fascination og hvor laserpistoler selvfølgelig er kæmpestore.

Det er skønt med en film, der kan give vanetænkningen af actionfilm et spark bagi. For denne charmerende Terminator-inspirerede fremtidsfilm er alt andet end strømlinet – hvilket desværre er tilfældet med størstedelen af Hollywoods linde strøm af letfordøjelige actionbrag. Hands of Steel er ganske vist ikke fejlfri 80’er-action, men derimod en herligt bumlende fornøjelse, hvor umotiverede eksplosioner og svulmende armlægningskonkurrencer går forud for et logisk plot og troværdige karakterer.

Hands of Steel er måske bedst beskrevet som en lille fortættet tidslomme af filmmagi fra en svunden tid. En film der befolkes af mere eller mindre overbevisende karakterer, bl.a. Paco spillet med mekanisk overbevisning af Daniel Greene og John Saxon som den onde bagmand. Og så skal det lækre synth-score af Claudio Simonetti også fremhæves, for straks det sparker ind i filmens titelskvens, ved man, at man er i gode hænder. 100% dødbringende? – det kan du bande på!

 

Ekstramateriale:
Der er desværre ikke det store at komme efter hvad ekstramateriale angår. Der medfølger kun et udmærket tekst-interview med instruktøren Sergio Martino, som man kan klikke sig igennem på skærmen. Herudover er der en stak trailere for andre af selskabets titler, men ikke det slideshow, som ellers står omtalt på coveret. Til gengæld står filmen virkelig flot med mættede farver og et velfungerende lydspor.


Originaltitel: Vendetta dal futuro / Hands of Steel, Italien, 1986
Instruktion: Sergio Martino
Medvirkende: Daniel Greene, John Saxon, Janet Agren, Claudio Cassinelli, George Eastman, Andrea Coppola, Donald O’Brien m.fl.
Spilletid: 90 min.
Udgiver: Another World Entertainment



Værktøjsmord og yndige piger

/i /af

Med en film som den rå og brutale The Toolbox Murders fra 1978, hensættes man til de hedengangne grindhouse-biografer. Her røg snaskede gysere og skarpladte action-film skødesløst over lærredet med vold, sex og mord i højsædet. En sleazy biografstemning, som Tarantino og Rodriguez forsøgte at genskabe med deres grindhouse-projekt, dobbeltfeaturen Death Proof og Planet Terror. Men intet slår den ægte vare – selvom de to nyere nostalgi-trip bestemt også er underholdende.

En hætteklædt morder går nynnede omkring i et lille boligkompleks i Los Angeles og slår yndige piger ihjel. Brutale mord, der som filmens titel antyder udføres med diverse værktøj, bl.a. boremaskine, hammer og sømpistol. Velbekomme. Beboerne er selv sagt forfærdede over de uhyrlige hændelser og jagten går nu ind på morderen, inden han slår til igen.

Man kunne umiddelbart tro, at The Toolbox Murders er endnu en slasher lige efter bogen. Det er dog ikke hele sandheden. Godt nok leveres der både modbydelige nedslagter, bare bryster og en maskeklædt morder – heldigvis – men filmen har også en dramatisk tyngde, hvor sorg, afsavn og mistet kærlighed indfinder sig i det brutale plot. Det er både forfriskende og velfungerende, ikke mindst pga. karakterarbejdet.

Men som tilfældet er med en slasher- og exploitation-film som The Toolbox Murders, er det mord, morder og yndige damer, man kommer efter. Det serveres bestemt også – og bakkes medrivende op af et fængende soundtrack og en stemningsfuld billedside. Specielt er scenen med en afklædt Kelly Nichols helt forrygende. En nervepirrende cocktail af sex og død, hvor den førnævnte sømpistol har en afgørende rolle, alt imens anlægget spiller den ømme kærlighedsduet Pretty Lady. Herligt.

Jeg kan kun anbefale denne lille, snaskede exploitation-perle, som har langt mere charme og stemning end mange af de nyere forsøg på at genskabe, hvad man kunne kalde en ’grindhouse-feel’. Desuden er persongalleriet for det meste overbevisende – eller blot underholdende, om man vil. Det er dog uden tvivl Cameron Mitchell, der stjæler billedet med sit karismatiske portræt af onkel Vance. Så indløs roligt billet til denne blodige tur til et udsat boligkompleks i L.A.

Ekstramateriale
Filmens trailer og trailere for andre af selskabets udgivelser, et billedgalleri, et par korte radio- og tv-spots samt lidt trivia om filmen og skuespillerne Cameron Mitchell og Pamela Ferdin. Herudover får man også en lille, lækker booklet, der giver en udmærket beskrivelse af filmen, produktionen og de medvirkende. Det er klart sidstnævnte, der er det mest interessante ekstramateriale.


Originaltitel: The Toolbox Murders, USA, 1978
Instruktion: Dennis Donnelly
Medvirkende: Cameron Mitchell, Pamelyn Ferdin, Wesley Eure, Nicolas Beauvy, Tim Donnelly, Aneta Corsaut, Kelly Nichols m.fl.
Spilletid: 94 min. (uncut)
Udgiver: Another World Entertainment

Rumænske vampyrer og mystiske mord

/i /af

Vampyren har fået sig et heftigt comeback de seneste år, hvor ikke mindst ‘Twilight’-sagaen fylder godt, selvom der ganske vist ikke er meget bid i de ømme vampyrer. Der er heller ikke meget vampyr over de væsner, man finder i Strigoi – i hvert fald ikke efter gængse vampyr-konventioner. Filmen ligger dog med sin sorthumoristiske og underspillede tone milevidt fra ‘Twilight’ – ja, eller hvad man i det hele taget forventer sig af en vampyrfilm.

Efter et ophold i Italien vender Vlad (Catalin Paraschiv) tilbage til sin hjemstavn i Rumænien. Her er en ældre mand død under mystiske omstændigheder. Den lægeuddannede Vlad er dog ikke i tvivl om, at der er tale om mord. Underligt nok er han den eneste, der synes at være interesseret i finde gerningsmanden. Men det er ikke kun dødsfaldet, som det mutte bysamfund forsøger at holde skjult, for også det rige ægtepar Tirescu synes at have rejst sig sultne fra graven…

Rumænien er som bekendt hjemsted for grev Dracula. Der er dog ikke meget ædel og kappeklædt mørkemand over den rumænske myte strigoi, der i filmen også kaldes vampyrer. De har hverken hugtænder eller angst for kors, men ligner almindelige mennesker, dog mere sultne og rødsprængte. Strigoi er altså et anderledes tag på vampyr-genren. Desværre bliver filmen bare aldrig rigtig medrivende. Historien snegler sig afsted og hverken mordgåden eller karaktererne er specielt engagerende.

Hovedpersonen Vlad, hvis navn vel er en reference til den rumænske prins Vlad Ţepeş, der var inspiration for Bram Stokers Dracula spilles mekanisk og nærmest uden spændvidde – muligvis en pointe i sig selv, men altså ikke videre befordrende for ens engagement i filmen. Heller ikke andre i det brogede bysamfund træder for alvor i karakter. Der gøres dog gode tilløb til et par mindeværdige karakterer. Bl.a. den perfide betjent, Vlads gamle farfar og ikke mindst Constantin Barbulescu som storsvedende strigoi.

Hvor plotafviklingen og karakterarbejdet halter, er miljøbeskrivelsen mere velfungerende. Skudt på location i Rumænien og med en dyster farveskala er Strigoi stemningsmættet gys, hvor lidt laber balkan-musik pifter løjerne op, som bl.a. i en fantastisk dansescene. Strigoi-myten fungerer også godt. Her sættes ikke alt for skarptskårne spilleregler op for hvad en strigoi er. Det giver myten og filmen kant samt en udefinerbar uhygge – det gælder desværre bare ikke filmen som helhed.

Strigoi bliver altså aldrig for alvor uhyggelig, men til gengæld er filmen tyk af atmosfære. Desuden kan man også at se filmen som en allegori på Rumæniens historie – et land der gang på gang har lidt under andres udnyttelse, fra kommunisterne og videre til kapitalisterne. Blodsugere om man vil. Det bliver filmen ikke mere medrivende af, men giver dog historien mere tyngde, hvor det rige ægtepar Tirescu netop er billedet på de grådige og blodsugende kapitalister.

Ekstramateriale:
Man finder instruktør Faye Jacksons kortfilm Lump fra 2006 (12 min.), et fint og mystisk operations-gys om en underlig tilbagevende gevækst hos pigen Christine (Lara Belmont). Herudover et billedgalleri for Strigoi og en håndfuld trailere for andre af selskabets udgivelser.


Originaltitel: Strigoi, England/Rumænien, 2009
Instruktion: Faye Jackson
Medvirkende: Constantin Barbulescu, Camelia Maxim, Catalin Paraschiv, Dan Popa, Rudi Rosenfeld m.fl.
Spilletid: 105 min.
Udgiver: Another World Entertainment

Vampyr-pige i kamp mod Frankenstein-tøs!

/i /af

Med den slagfærdige titel Vampire Girl vs. Frankenstein Girl samt et farvestrålende cover med de to kampklare tøser, er der lagt op til sjov og ballade. Og allerede indenfor filmens første fem minutter har ’Vampire Girl’ da også flået huden af tre zombie-lignende skolepigers ansigter, hvorefter deres kranier balanceres ovenpå hinanden. Det er grotesk, langt ude og underholdende. Desværre taber filmen herefter pusten en smule – men heldigvis venter der en vild og voldsom finale.

Der er kommet ny pige i klassen, den søde og forsagte Monami (Yukie Kawamura) – men hun er ingen almindelig pige. Hun er nemlig vampyr og vil forvandle klassens eftertragtede dreng Jyugon (Takumi Saitô) til sin vampyr-kæreste for evig tid. Men den skabagtige tøs Keiko (Eri Otoguro) står i vejen for kærligheden – og så er der ellers lagt i ovnen til en kærlighedskamp, så blodet sprøjter.

– KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN —> Læs mere

En skrækindjagende babysitter-tjans

/i /af

En af de bedste film jeg så på dette års CPH PIX filmfestival, var Ti Wests intense og skræmmende The House of the Devil fra 2009. Den 80’er-æstetiske knaldperle er netop udkommet i Danmark – og den holder bestemt til gensyn. Specielt på sådan en mørk og stormfuld novemberaften.

Den yndige studine Samantha (Jocelin Donahue) får job som babysitter i et hus, der ligger et godt stykke uden for byen – og som selvfølgelig er omgivet af en mørk skov. Men selvom der er noget skummelt ved jobbet og den mystiske Mr. Ulman (Tom Noonan), der tager imod hende, takker hun ja – hun kan jo godt bruge pengene. Men der gemmer sig ubehagelige overraskelser og mørklagte hemmeligheder i det store knirkende hus.

– KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN—> Læs mere