Indlæg

Jennifer Aniston jagtes af ækel dværgtrold

/i /af

Jeg har lige genset den kuriøse gyser Dværgtroldens hævn fra 1993. Her render en ung Jennifer Aniston rundt med en shotgun i favnen, mens hun forsøger at få gjort kål på en ækel lille trold, der er på jagt efter sit guld. Det hele starter selvfølgelig en nat med lyn og torden, mens dramatiske strygere spiller om kap med regnens trommen.

O’Grady tror nemlig, at han har skudt papegøjen, da han har fået fingre i en krukke med guld efter at have fanget sig en irsk dværgtrold – eller en Leprechaun (det er også filmens originaltitel). Men da J.D. og hans datter – jep, Aniston i hvide sneaks og med pink sokker – 10 år senere flytter ind i O’Gradys gamle hus, slipper den fæle trold fri. Den er vred og hærger nu hævngerrigt løs i sin jagt på at få sit guld tilbage.

Det kan godt være, at Dværgtroldens hævn ikke er specielt uhyggelig, men det er til gengæld herligt aparte og sprælsk horror-underholdning, hvor trumfkortet er den ondskabsfulde trold. Han overspilles veloplagt af dværgen Warwick Davis, der iført grønstribede knæstrømer og væmmelig monster-makeup både fjoller barnligt rundt på rulleskøjter og bider ansigtet af uskyldige ofre. En skøn skurk.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Israelsk galskab smitter ikke skræknerven

/i /af

Så skal vi igen med en gyser ud i skoven. Men selvom coveret til Rabies proklamerer, at her er tale om noget så eksotisk som ”Israels første skrækfilm”, er der ikke nye ingredienser i kødgryden. Løjerne består af de for genren velkendte elementer – ikke at det er en dårlig ting, men i dette tilfælde udebliver den medrivende gru, selvom de medvirkende en efter en må lade livet på mere eller mindre blodig vis.

Filmen åbner stærkt. En pige er faldet i en psykopats underjordiske fælde. Mørket omslutter klaustrofobisk staklen, mens hendes bror løber efter hjælp. Herefter præsenteres vi for resten af de medvirkende, hvis veje kommer til at krydses i skovens dyb. En flok unge på afveje, ubehjælpsomme betjente, skovfogeden og hans kæreste – psykopaten fra åbningsscenen ser vi dog ikke meget mere til.

For det skal vise sig, at det slet ikke er noget så håndgribeligt som en galning med en økse, der er skurken her. Noget langt mere udefinerbart er på færde – noget, der på en eller anden måde synes smitte alle, som begiver sig ind i skovens skygger. En galskab, der som rabies forvandler rationale til voldeligt vanvid.

Det er i udgangspunktet interessant at lade gruen slå uforudsigeligt ned blandt de medvirkende. Alle kan således potentielt være mordere, eller det næste offer. Desværre lykkedes det bare ikke for denne uhåndgribelige ondskab at slå ordentlig rod. Uhyggen udebliver, men ubehaget er heldigvis intakt ved enkelte af filmens mord – hvor der bl.a. kommer landminer (!) og en hammer på banen. Av.

Men selvom man får et par vellykkede kills samt en herlig sadistisk betjent, så forbliver Rabies et noget trægt bekendtskab, der heller ikke helt vellykket får balanceret sin sorte humor med den rene ondskab. Filmens tone vakler og afviklingen af skovens nedslagtninger snubler undervejs. Men for satan, den der ’hammer-til-underkæbe-scene’ var dæleme brutal, yes!

Ekstramateriale:
Der følger desværre intet ekstramateriale med dvd-udgivelsen, udover trailers for andre af selskabets titler (filmen er ikke udkommet på Blu-ray). Det kunne ellers have været interessant at høre lidt fra de to debuterende filmskabere bag, Aharon Keshales og Navot Papushado, da det uden tvivl er en genre de brænder for.

Originaltitel: Kalevet, Israel, 2010
Instruktion: Aharon Keshales, Navot Papushado
Medvirkende: Lior Ashkenazi, Danny Geva, Ania Bukstein m.fl.
Spilletid: 90 min.
Udgiver: Another World Entertainment

Hjemsøgt hotel sniger sig olmt afsted

/i /af

Selvfølgelig er gamle hoteller hjemsøgte – specielt de store og knirkende af slagsen. Sådan er det også i Ti Wests atmosfærefyldte slow burner-gys The Innkeepers. En skrækfilm, der emmer af kærlighed til genren og hvor spøgerierne folder sig ud i roligt tempo. Her venter altså ikke et hurtigt horror-kick eller for den sags skyld stribevis af jump scares.

Derimod er her tale om en herlig tilbagelænet sag, der selvsikkert holder tempoet på halvt blus og ikke jager afsted for at please et skrækhungrende publikum. Det er lige så meget forventningerne om, hvad der lurer i mørket, der er drivkraften, som det er håndgribelige payoffs på chok-kontoen. Bare rolig, for her er både skumle genfærd og neglebidende gru på spil, men snigende som nattefrosten en kold vinteraften.

Det gamle Yankee Pedlar Inn drejer efter 100 år nøglen om. Vi følger således Claire og Luke, to afslappede ansatte, som holder skansen den sidste weekend, hotellet har åbent. Der er kun indlogeret et par gæster, så Luke har god tid til at fifle med sin hjemmeside om hotellets spøgelseshistorier, mens Claire er opsat på at få optaget gespensterne på bånd. Stille og roligt begynder fortidens beboere at røre på sig…

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Menneskeskæbner på ensom kollisionskurs

/i /af

Michael Haneke er en af mine favorit-instruktører – og han burde også være en af dine. For han laver fantastiske film, der både udfordrer sit publikum og drilsk leger med mediet. Forførende og fascinerende film, der ofte også er foruroligende bekendtskaber. Jeg har lige genset hans kradse multiplot-film Kode ukendt fra 2000, der netop er udkommet på det danske marked. Herligt.

Her følger vi en række menneskers liv i Paris, hvor filmen primært udspiller sig – dog med afstikkere til bl.a. et fattigt Østeuropa og en gård langt fra byen. Der er en smuk skuespillerinde, en mut landmand og hans søn, en illegal indvandrerkvinde, en ung, sort franskmand og en dedikeret krigsfotograf. Det er umiddelbart vidt forskellige liv, vi her får et indblik i – men måske de slet ikke er så forskellige endda.

Michael Haneke kan ikke siges at lefle for sit publikum – og Kode ukendt er ingen undtagelse. Her gives ingen lette løsninger, fine spændingskurver eller entydige svar. Filmen undsiger sig på det nærmeste også et egentligt dramaturgisk forløb, men er snarere umiddelbart tilfældige kig ind i disse menneskers liv, hvor filmens scener ikke har en klar tilknytning til et overordnet forløb.

Det kan måske lyde ekskluderende – det er ikke tilfældet. For bl.a. fordi de medvirkende puster både nærvær og troværdighed ind i deres respektive roller, gribes man af hver af deres historie. Bl.a. indvandrerkvinden, der i Luminita Gheorghius undskyldende skikkelse giver et nuanceret billede af tiggeren på gaden, mens Thierry Neuvic som charmerende fotograf slår skår i et umiddelbart eventyrligt liv.

Så selvom Haneke kan siges at behandle sine karakterer nærmest som forsøgsdyr i en undersøgelse af mennesket, fremstår de alle som rigtige personer af kød og blod. Det hænger bl.a. også sammen med at Haneke via lange uafbrudte skud, skaber en insisteren på tilstedeværelse i scenerne. Her klippes der ofte også ind og ud midt i sætninger – som snapshots af virkeligheden og med et til tider dokumentarisk feel.

Filmen giver ofte også en nærmest voyeuristisk fornemmelse, bl.a. i scenen hvor Juliette Binoche som den følelsesforvirrede skuespillerinde står mutters alene i sin lejlighed og stryger tøj til lyden af tv’et og nabobarnets skrigeri. Omgivet af liv og alligevel alene og passiv. Netop denne scene er en af flere, der er med til at pege på hvad disse mennesker har tilfælles – og hvad vi måske alle har tilfælles.

For er vi i sidste ende ikke alle alene – fremmedgjorte fra verden og os selv? Dette noget dystre portræt af mennesket er dog blot ét blandt flere tematikker. Bl.a. har Haneke også spørgsmålet om identitet og virkelighed i spil, hvilket han bl.a. gennem en leg med mediet driller frem. Man ryger fx ind i en intens scene med skuespillerinden, der mod ens forventninger viser sig at være en scene fra en af hendes film.

Her bliver virkelighed og identitet vendt på hovedet og man må bl.a. spørge sig selv, hvor grænsen mellem ens egen identitet og en påtaget rolle går, oprigtige og påtagede følelser. Nå, men inden jeg får vendt mere lommeuld, stopper jeg. Men mine rablerier vidner blot om Hanekes elegante evne til at sætte sit publikums tanker i gang.

Og ja, selvom Kode ukendt en multiplotfilm, skal man ikke forvente sig en film som – de i øvrigt fremragende – Magnolia og Short Cuts, eller for den sags skyld den bastante Babel eller de forfærdelige Crash og Hævnen, men derimod et eget enigmatisk og selvstændigt værk med mange ukendte koder at løse.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Ekstramaterialet er meget sparsomt og består kun af filmens trailer samt et slideshow med stills fra filmen. Både billede og lyd fungerer fint og velafstemt på denne dvd-udgivelse, dog uden at være prangende – og så er filmen altså ikke 130 minutter som angivet på coveret, men derimod 112 minutter, anyways.

Jeg vil lige nævne, at også Hanekes isnende og foruroligende mesterværk Pianisten netop er udkommet her i landet. Den kan absolut også anbefales og er måske et bedre sted at starte, hvis man er ny med Haneke. Well, ellers kan man også nuppe den fascinerende og ubehagelige Funny Games. Og få fat i originalen, selvom det kun er hans eget remake, der er udkommet her i landet – det er dog heller ikke helt ueffent.

Originaltitel: Code inconnu: Récit incomplet de divers voyages, Frankrig/Tyskland/Rumænien, 2000
Instruktion: Michael Haneke
Medvirkende: Juliette Binoche, Thierry Neuvic, Josef Bierbichler m.fl.
Spilletid: 112 min.
Udgiver: Another World Entertainment

Kærlighed og hævn i brutal karambolage

/i /af

Man siger, at hævnen er sød – i den brutale Revenge: A Love Story er den også både smuk, smertelig og malet op i medrivende billeder med matte farver og dragende kompositioner. En fremragende hævn-thriller, hvor kærlighedens altopslugende kraft støder sammen med et hævntogt uden nåde. Ganske vist blodig, men uden at miste sin menneskelige nerve eller grebet om kærlighedens ulykkelige skæbner.

Hong Kong er udsat for en række bestialske mord på gravide kvinder og en intens jagt på morderen er sat ind. Menneskejagten bringer den unge Kit i politiets varetægt og der indledes et særdeles hårdhændet forhør. Herfra bringer filmen os i flashbacks tilbage til den fatale begivenhed, der ledte Kit til de blodige gerninger. Mere skal ikke afsløres her – så undlad også lige at læse bagsideteksten på filmens cover.

For måden hvorpå plottet og Kits motiv foldes ud er både elegant, overraskende og hele tiden med til at holde et sikkert greb i publikum. Her leges der pirrende med publikums empati – eller mangel på samme. Det er dog sikkert, at det er kærligheden mellem Kit og den søde Wing, der besegler det intense og poetiske mordtogt, hvor hævn, forløsning og tilgivelse dirrer i den tørre luft.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

En galning, hans rustne le og en stor krokodille

/i /af

En af mine absolutte favoritfilm er Tobe Hoopers mesterværk Motorsavsmassakren fra 1974. Tre år efter fulgte han op på skrækfilmsmilepælen med den kuriøse ’galning-og-en-glubsk-krokodille-shocker’ Eaten Alive. Den er netop udkommet på dansk grund – og selvom her ikke nås samme højder som med ’Saven’, har det været et herligt gensyn med den morderiske hotelejer Jeff i dette farverige slasher-skrummel.

For den snerrende Jeff har både et hotel og en umætteligt trang til at maje sine gæster ned med sin rustne le – og som titlen antyder, lader han også sin sultne krokodille tage sig af ofrene, levende som halvdøde. Smisk smak og ned i maven på papmaché-krokodillen. Skønt. Og i takt med at flere gæster ankommer til det snuskede Starlight Hotel, stiger rædslerne og ligene hober sig op.

Eaten Alive er en både bizar og blodig sag, der ikke som sådan er uhyggelig, men til gengæld dødcharmerende med sine farverige karakterer samt klodsede og ubehagelige nedslagtninger. Her males desuden stemningsfulde scener op – badet i et blodrødt og sygeligt grønt lys, mens tågen smyger sig om det faldefærdige hotel. Som en scene fra et mareridt eller det knirkende rædselskabinet i tivoli.

Det er altså ikke som sådan historien eller et nervepirrende gys, der bærer filmen. Det gør derimod den tryggede og næsten helt surreelle atmosfære, de groteske kills samt det spraglede cast. Her leder en skræmmende og troværdig Neville Brand an som den vanvittige hotelejer – og så må vi ikke glemme den glubske krokodille. En umage dræberduo, der går løs på alt og alle – og heldigvis er der et bordel i nærheden, som leverer friske forsyninger.

Bl.a. stiller horehuset med et par ublufærdige tøser og så dukker en dameglad Buck også op. Han spilles af en ung Robert Englund, der siden er blevet mest kendt som den ikoniske drømmemorder Freddy Krueger i ’A Nightmare on Elm Street’-filmene. En karakter som Quentin Tarantino nakkede en slibrig oneliner fra til sin Kill Bill: Vol. 1, ”My name is Buck. I’m rarin’ to fuck.” Den oversættes underligt nok til ”Jeg hedder Buck. Jeg har det her bælte på.” – hva’ fa’en er det for noget vås…

Eaten Alive er kort fortalt en aparte og uregerlig lille skrækfilm, der forfører med sin sært dragende stemning og umage rollebesætning. Her skal Stuart Whitman som selvsikker sherif og Carolyn Jones som brovnten bordelmutter også fremhæves, mens William Finley som forstyrret ægtemand får filmens weirdness-faktor til at stige. Nå ja, og så er den yndige scream queen Marilyn Burns også på menuen.

– Læs også min anmeldelse af Tobe Hoopers The Funhouse.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Dvd-udgivelsens billede lider desværre under slitage og støj hist og her samt et til tider uskarpt billede, men farveholdningen er solid. Well, man kan jo vælge at se det som en del af charmen. Lydsporet imponerer ikke, men det fungerer bestemt og gengiver fint det myrekrybende soundtrack og Jeffs udbrud. Desuden finder man en stak fint og informativt ekstramateriale.

Man får et kommentarspor med filmens producer Mardi Rustam og skuespillerne Roberta Collins, William Finley og Kyle Richards samt make-up artist Craig Reardon. De taler på skift over forskellige scener. Desværre er Hooper ikke med, men det er et udmærket kommentarspor, hvor man indvies i flere fine og sjove minder fra filmen, bl.a. om den knapt så elegante krokodille og samarbejdet med Hooper.

Herudover er der fine interviews med Hooper (19 min.), Englund (15 min.) og Burns (5 min.), hvilket kompenserer en smule for deres fravær på kommentarsporet. Slutteligt en feature om Joe Ball som karakteren Jeff løst er baseret på (23 min.), syv trailers for filmen, TV- og radio-spots (3 min.) samt et slideshow med fotos fra filmen (8 min.) og en alternativ titelsekvens. Alt i alt et fint supplement til en kuriøs og vanvittig lille 70’er-perle.

Originaltitel: Death Trap, USA, 1977
Instruktion: Tobe Hooper
Medvirkende: Neville Brand, Mel Ferrer, Robert Englund, Carolyn Jones, Marilyn Burns m.fl.
Spilletid: 91 min.
Udgiver: Another World Entertainment

Tre tragiske skæbner på vej mod afgrunden

/i /af

Siden jeg for et års tid siden stødte på de første rosende omtaler af den knugende thriller Red White & Blue, har jeg været spændt på at se filmen. Nu er den udkommet her i landet – ledsaget af et en smule misvisende cover med blodsprøjt og en bagbundet tøs. Jo jo, her er bestemt brutale scener, men det er langt fra den momentvis blodige slagside, der er drivkraften – det er derimod filmens komplekse skæbneportrætter.

Her møder man tre tragiske personer, der alle er faret vild i livet og hvis veje krydses på fatal vis. Det er elegant og lavmælt fortalt, hvor alt det usagte fornemt er med til at forme karaktererne. Her følger man den hjemvendte og ustabile soldat Nate (Noah Taylor), Franki (Marc Senter), hvis kræftsyge mor ligger for døden og Erica (Amanda Fuller), der forsøger at dulme tomheden i sit liv med den ene mand efter den anden.

Personer med ar på sjælen og i underskud af ægte omsorg, men som alle af forskellige årsager enten ikke formår eller tillader sig selv at lade lyset slippe ind. Ja, det hele lyder ret deprimerende – det er det sådan set også, men fortalt med stor indlevelse og sat sikkert i scene af instruktør og manusforfatter Simon Rumley. Han formår på subtil vis at lade intensiteten tage til filmen igennem, hvilket gør det svært ikke at involvere sig i dramaet.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Tarvelig træ-gyser kløver for få hoveder

/i /af

Tja, hvis man som undertegnede er vild med horrorfilm, så støder man uundgåeligt på mange tamme forsøg udi den hårrejsende genre. Den britiske ’en-tur-i-skoven-går-grueligt-galt-på-grund-af-galning’-gyseren Don’t Let Him In er en af disse træge bump, man desværre må slæbe sig over i jagten på det vellykkede skrækfilms-kick.

En flok unge mennesker skal tilbringe en weekend på landet i en lille hyggelig hytte. Men selvfølgelig bliver det ikke en hyggelig tur, for en brutal morder hærger på egnen – han parterer sine ofre og hænger ligdelene op i træerne. Nasty stuff. Paranoiaen i flokken tager til og snart må de sande, at den såkaldte ’Træ-kirurg’ bestemt ikke blot er en skræmmende skrøne. BØH…!

Lyder det bekendt? Det er det absolut også. Ikke at denne gennemtærskede skræk-skabelon fejler noget – men når klichéerne leveres så klodset som tilfældet er og uden den nerve og det punch, der kunne have givet forudsigelighederne en smule puls, så udebliver uhyggen og engagementet i den hårdtprøvede flok.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

FOUR FLIES ON GREY VELVET: Stilfuld italiener leverer smukt morder-mysterium

/i /af

Hvis ikke man vidste bedre, kunne coveret til den netop udgivne Four Flies on Grey Velvet ligne endnu et indslag i rækken af saftige skrækfilm, der de seneste år har budt på grum tortur og litervis af blod. Men bag det farvestrålende cover gemmer sig en noget ældre sag, nemlig den italienske instruktør Dario Argentos tredje film fra 1971 – og som faste læsere vil vide, er han en personlig favorit.

Historien udspiller sig om musikeren Roberto, hvis liv ændres drastisk, da han vælger at konfrontere en mand, der i længere tid har forfulgt ham. For under deres klammeri kommer Roberto til at slå manden ihjel i et forsøg på at fravriste ham en kniv. Og mystikken breder sig yderligere, da det viser sig, at det fatale møde fotograferes af en maskeklædt fremmed, der ser til fra skyggerne.

ffogv-01

Efterfølgende begynder bl.a. de afslørende fotografier at dukke op hjemme hos den angrende Roberto. Men den gådefulde fotograf vil ikke afpresse ham for penge, men derimod – og af uransagelig årsager – drive ham til vanvid. Roberto tør dog ikke gå til politiet af frygt for at blive fængslet for mordet. Han begynder derfor sin egen efterforskning – men jagten på morderens identitet får snart blodige konsekvenser.

Vi er i klassisk Argento-land. Her er stilfulde billeder, traumeramte tematikker og ikke mindst smukt iscenesatte mord – alt sammen vævet ind i en forførende atmosfære, hvor virkeligheden til tider gradbøjes i surreelle scener. Bl.a. flettes et mareridt effektivt ind i handlingen undervejs og er med til at udviske grænsen mellem drøm og virkelighed. Smukt og skræmmende.

ffogv-04

Hertilkommer et par herligt skæve biroller, der fint balanceres med det urovækkende univers, bl.a. en fimset privatdetektiv, som Roberto sætter på sagen. Desværre mister filmen momentant en smule momentum i morder-mysteriet, men aldrig mere end at de få lufthuller fornemt udfyldes, bl.a. af Ennio Morricones alsidige soundtrack og Argentos stilfulde billeder.

Argento gør bl.a. effektivt brug af elegante point of view-skud samt forførende tableauer af byens arkitektur og spæder til med mærkværdige locations – bl.a. en salgsmesse for alverdens fantasifulde kister. Ligeledes fornægter Argentos flair sig ikke for at iscenesætte mareridts-stemning, som fx scenen, hvor Robertos hushjælp forvilder sig ind i en park og højlys dag pludselig bliver nat.

ffogv-03

Four Flies on Grey Velvet er dog ikke i liga med bl.a. det senere Argento-mesterværk Profondo Rosso. Men her er absolut tale om en habil og visuelt laber 70’er-giallo – som denne thriller-genre er blevet døbt. Så ja, på trods af et par fodfejl og en smule stift spillende Michael Brandon i hovedrollen, er dette en herlig filmoplevelse med spændende tematiske lag, visuelle lækkerier og ikke mindst en intens finale.

Læs mine anmeldelser af andre Argento-film:
– Inferno (1980): Et vidunderligt inferno af skræk og rædsel
– Pokerspilleren (2004): Et tamt spil poker om liv og død
– Giallo (2009): Adrien Brody på morderjagt i Torinos gader

Ekstramateriale, billede og lyd:
Billedet står flot og indtagende i denne digitalt restaurerede udgave. Farverne er mættede og nuancer fine. Desværre lider lydsporet til tider af slitage og knitrer som en halvgammel grammofonplade – man kan så vælge at se dette som en del af charmen. Til gengæld finder man på denne udgivelse to scener i filmens finale, der ellers var klippet ud af den engelske version – derfor slår filmen her for en kort bemærkning over i italiensk.

Ekstramaterialet er desværre ikke specielt ophidsende. Men filmens herligt syrede italienske trailer følger med samt en amerikansk trailer og teaser, der desværre er i meget ringe kvalitet. Herudover kan man klikke sig igennem en fin og kort Argento-biografi samt hans filmografi. Slutteligt får man filmens amerikanske titelsekvens og rulletekster, et diasshow med stills og plakater, et kort radiospot og trailere for andre af selskabets titler.

ffogv-cover
Originaltitel: 4 mosche di velluto grigio, Italien, 1971
Instruktion: Dario Argento
Medvirkende: Michael Brandon, Mimsy Farmer, Bud Spencer m.fl.
Spilletid: 98 min. (ucensureret)
Udgiver: Another World Entertainment

Svimlende efterdødstrip i neonoplyst Tokyo

/i /af

Der er i den grad skruet op for syren i Gasper Noés depressive farveladetrip Enter the Void. En film som ingen anden og på mange måder en fascinerende oplevelse, men mest i kraft af sin både svimlende og excentriske billed- og lydside. For historien, der binder de mange visuelle krumspring sammen er knapt så interessant.

Filmen skydes i gang med en af de mest overrumplende titelsekvenser, jeg har set. Her pumper lyd og lys nådesløst løs inden vi dumper ned i en lille lejlighed i Tokyo. Her bor søskendeparret Oscar og Linda – han er narkohandler og hun er stripper. De mistede som børn deres forældre og har siden været uadskillelige. Så da Oscar bliver skudt, kunne det betyde enden på deres forhold – men ikke i Noés verden.

For Oscars sjæl forlader blot hans krop og svæver herefter rundt for at holde øje med sin søster. Og fordi filmen opleves gennem Oscars øjne eller med kameraet lige bag ham, kommer man på nogle vanvittige kamerature – og der er mildest talt ingen steder, kameraet ikke kan komme. Ind og ud af kroppe, gennem vægge, flyvende henover byen samt frem og tilbage i hans traumatiske erindringer.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere