Indlæg

Håndholdt eksorcisme i sydstaterne

Jeg har et særdeles forskræmt forhold til dæmonbesatte mennesker og djævleuddrivelse. Derfor var det også med en hvis bæven, at jeg satte det håndholdte eksorcisme-gys The Last Exorcism i afspilleren. Helt skræmt til døde blev jeg dog ikke, men der leveres bestemt potent dæmon-gys og så er det et hele vejen troværdigt cast, som i filmen får sat deres tro på prøve.

Præsten Cotton Marcus har hele sit liv været stærk i sin tro. Men han er begyndt at tvivle og mener da også at eksorcisme er det rene hokus pokus. Han har derfor indvilget i at lade et kamerahold følge ham udføre ”djævleuddrivelse” og altså afsløre, at det hele blot er ét stort tryllenummer. Selvfølgelig viser der sig at være mere dæmon i den ellers så søde pige Nell, end Marcus og kameraholdet havde regnet med. Men hvor farlig er hun og er det overhovedet djævelen, som lurer i mørket?

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN —> Læs mere

Rumænske vampyrer og mystiske mord

Vampyren har fået sig et heftigt comeback de seneste år, hvor ikke mindst ‘Twilight’-sagaen fylder godt, selvom der ganske vist ikke er meget bid i de ømme vampyrer. Der er heller ikke meget vampyr over de væsner, man finder i Strigoi – i hvert fald ikke efter gængse vampyr-konventioner. Filmen ligger dog med sin sorthumoristiske og underspillede tone milevidt fra ‘Twilight’ – ja, eller hvad man i det hele taget forventer sig af en vampyrfilm.

Efter et ophold i Italien vender Vlad (Catalin Paraschiv) tilbage til sin hjemstavn i Rumænien. Her er en ældre mand død under mystiske omstændigheder. Den lægeuddannede Vlad er dog ikke i tvivl om, at der er tale om mord. Underligt nok er han den eneste, der synes at være interesseret i finde gerningsmanden. Men det er ikke kun dødsfaldet, som det mutte bysamfund forsøger at holde skjult, for også det rige ægtepar Tirescu synes at have rejst sig sultne fra graven…

Rumænien er som bekendt hjemsted for grev Dracula. Der er dog ikke meget ædel og kappeklædt mørkemand over den rumænske myte strigoi, der i filmen også kaldes vampyrer. De har hverken hugtænder eller angst for kors, men ligner almindelige mennesker, dog mere sultne og rødsprængte. Strigoi er altså et anderledes tag på vampyr-genren. Desværre bliver filmen bare aldrig rigtig medrivende. Historien snegler sig afsted og hverken mordgåden eller karaktererne er specielt engagerende.

Hovedpersonen Vlad, hvis navn vel er en reference til den rumænske prins Vlad Ţepeş, der var inspiration for Bram Stokers Dracula spilles mekanisk og nærmest uden spændvidde – muligvis en pointe i sig selv, men altså ikke videre befordrende for ens engagement i filmen. Heller ikke andre i det brogede bysamfund træder for alvor i karakter. Der gøres dog gode tilløb til et par mindeværdige karakterer. Bl.a. den perfide betjent, Vlads gamle farfar og ikke mindst Constantin Barbulescu som storsvedende strigoi.

Hvor plotafviklingen og karakterarbejdet halter, er miljøbeskrivelsen mere velfungerende. Skudt på location i Rumænien og med en dyster farveskala er Strigoi stemningsmættet gys, hvor lidt laber balkan-musik pifter løjerne op, som bl.a. i en fantastisk dansescene. Strigoi-myten fungerer også godt. Her sættes ikke alt for skarptskårne spilleregler op for hvad en strigoi er. Det giver myten og filmen kant samt en udefinerbar uhygge – det gælder desværre bare ikke filmen som helhed.

Strigoi bliver altså aldrig for alvor uhyggelig, men til gengæld er filmen tyk af atmosfære. Desuden kan man også at se filmen som en allegori på Rumæniens historie – et land der gang på gang har lidt under andres udnyttelse, fra kommunisterne og videre til kapitalisterne. Blodsugere om man vil. Det bliver filmen ikke mere medrivende af, men giver dog historien mere tyngde, hvor det rige ægtepar Tirescu netop er billedet på de grådige og blodsugende kapitalister.

Ekstramateriale:
Man finder instruktør Faye Jacksons kortfilm Lump fra 2006 (12 min.), et fint og mystisk operations-gys om en underlig tilbagevende gevækst hos pigen Christine (Lara Belmont). Herudover et billedgalleri for Strigoi og en håndfuld trailere for andre af selskabets udgivelser.


Originaltitel:
Strigoi, England/Rumænien, 2009
Instruktion: Faye Jackson
Medvirkende: Constantin Barbulescu, Camelia Maxim, Catalin Paraschiv, Dan Popa, Rudi Rosenfeld m.fl.
Spilletid: 105 min.
Udgiver: Another World Entertainment

INFERNO: Et vidunderligt inferno af skræk og rædsel

Skjulte rum, kringlede korridorer og dystre hemmeligheder. Den italienske instruktør og manusforfatter Dario Argentos okkulte gyser Inferno fra 1980 er et sandt labyrintisk mareridt, der med en egen indre drømmelogik vrider sig sprælsk afsted akkompagneret af et forrygende lydtæppe og skarpladte farver.

Filmen tager sin begyndelse i New York, hvor den unge Rose, en yndig Irene Miracle er faldet over bogen The Three Mothers. Her læser hun om tre hekse, der holder til i hver deres hus, i tre byer verden over. Den ene, Mørkets Moder netop i New York – og måske endda i det hus, hvor hun bor. Inden vi ser sig om, er vi sammen med Rose dykket ned under huset i en skjult underjordisk sø (!). Scenen er både utrolig smuk, nervepirrende, makaber og surreel – hvilket i øvrigt kendetegner hele filmen.

Infernoer anden del i Argentos ‘Moder-trilogi’. Første del er det skrækindjagende mesterværk Suspiria fra 1977, mens tredje del, den ujævne, men underholdende Mother of Tears er fra 2007. Selvom Inferno er en opfølger til Suspiria, er der ikke meget andet end mytologien om de tre hekse, der binder filmene sammen, så du kan uden problemer starte her. Jeg kan dog kun anbefale også at få fat på de to andre.

Det kan være svært at finde hoved og hale i Inferno. Handlingen hopper nærmest delirisk frem og tilbage mellem både uforløste og uforståelige handlingstråde, der som løsrevne brikker i et makabert puslespil kun lader os ane en større sammenhæng. Desuden skiftes hovedpersonen ud op til flere gange. Netop denne nedbrydning af konventioner og det forventelige er med til at fremtrylle filmens både dragende, fragmatiske og skræmmende væsen.

For Inferno skal ikke give mening i en narrativ forståelig forstand. Her er en forståelig handling afløst af en nærmest fabulerende fortællestil, der synes at kunne gå i alle tænkelige retninger – præcis som et rigtigt olmt mareridt. Det rationelle er altså sat ud af spil til fordel for følelsen af at være fanget levende i et mareridt. Bl.a. er scenen i et auditorium, hvor kameraet hvirvler rundt i luften til tonerne fra Verdis opera Nabucco helt vidunderlig – det samme er en uhyggelig nattevandring i Central Park.

Inferno er en dybt fascinerende film forløst i forførende farver. En smuk rædselslabyrint, hvor man leder forgæves efter forløsende udgange. Så har man mod på et alternativ til de ofte forudsigelige blodsudgydelser, der ellers fylder godt på butikshylderne og i biografmørket, så giv Argento et forsøg næste gang du trænger til at blive skræmt langt ind i natten.

Ekstramateriale:
Man finder en fin, men ikke videre dybdegående dokumentar om Argento, An Eye for Horror (60 min.). Her deltager forskellige filmpersonligheder, som enten har været involveret i eller blot er fans af Argentos virke, bl.a. George A. Romero (Night of the Living Dead, Dawn of the Dead), John Carpenter (Halloween, The Thing) og Argento selv. Der er flere fine anekdoter, som bestemt gør den værd at se. Herudover finder biografier, fotogallerier samt trailere for Inferno og andre af Argentos film. Der medfølger også en lille informativ og indsigtsfuld booklet, der fornemt fører en rundt om filmen.


Originaltitel:
Inferno, Italien, 1980
Instruktion: Dario Argento
Medvirkende: Daria Nicolodi, Irene Miracle, Leigh McCloskey,
Eleonora Giorgi, Sacha Pitoëff, Alida Valli, Leopoldo Mastelloni m.fl.
Spilletid: 102 min.
Udgiver: Another World Entertainment.

Top 10 – de bedste film fra 2010

Det er tid til at se tilbage på filmåret 2010. Det var umiddelbart ikke det stærkeste filmår, men da jeg løb min liste igennem, så det alligevel ikke helt sløjt ud. Jeg kan dog ikke udpege én absolut bedste film. Jeg har simpelthen savnet filmen, der slog benene totalt væk under mig. Ikke desto mindre har året bestemt budt på mange store filmoplevelser. Årets top 10 over de bedste film er listet i vilkårlig rækkefølge og valgt ud af de film, som har haft dansk biografpremiere det forgangne år.

Kick-Ass (Instr. Matthew Vaughn)
Helt og aldeles suveræn superhelte-underholdning, der giver den til tider fortærskede genre nyt liv. Volden er nådesløs, replikkerne rappe og karaktererne interessante. Hele farveladen bakkes op af et heftigt soundtrack og så efterlades man faktisk ikke følelseskold overfor vanviddet.

Where the Wild Things Are (Instr. Spike Jonze)
Filmatisering af den populære børnebog om drengen Max, der havner i landet med de store bæster. En både rørende, smuk og medrivende film om det at føle sig udenfor og misforstået. Bestemt ikke uden kant eller reel uhygge – og så har Karen O fra Yeah Yeah Yeahs leveret filmens fantastiske soundtrack.

The Social Network (Instr. David Fincher)
Tænkt at historien om tilblivelsen af Facebook kunne være så hamrende spændende og dramatisk, som tilfældet er med The Social Network. Men så igen, filmen handler jo ikke om Facebook, men bl.a. om ulykkelig kærlighed, magt og grådighed.

Scott Pilgrim vs. The World (Instr. Edgar Wright)
Der bliver i den grad gået til stålet i Edgar Wrights tredje spillefilm. Et visuelt overdådighedshorn, hvor computerspilsæstetik og tegneserievold blandes unikt og ubesværet med historien om den smaskforelskede Scott Pilgrim, der må bekæmpe sin udkårnes syv onde eks-kærester for at vinde kærligheden.

Amer (Instr. Hélène Cattet og Bruno Forzani)
Et nutidigt tag på en giallo – en italiensk thriller-genre med sin storhedstid i 70’erne med forgangsmænd som Dario Argento og Mario Bava. Den næsten ordløse film duperer med konstant smukke og gruopvækkende billeder, der åndeløst og intenst forenes med en dirrende og hypnotiserende lydside.

Fantastic Mr. Fox (Instr. Wes Anderson)
Vildt charmerede stop motion-film om en flok dyr, der ledt an af en snu ræv, den fantastiske Mr. Fox begiver sig ud på deres hidtil største hønsetyveri. Det er viril fortællekunst med øje for detaljen og ganske enkelt en film, der bugner af opfindsomhed og smittende legelyst.

Roman Polanskis Skyggen (Instr. Roman Polanski)
Polanski er en af undertegnede helt store favoritter og skuffede ikke med sin seneste film. En stemningsfuld og bundsolid politisk thriller, der udspilles i et klaustrofobisk og nærmest labyrintisk hus på en lille forblæst ø på kanten af det brusende hav.

Det hvide bånd (Instr. Michael Haneke)
Hvad er er ondskab, eller måske snarere, hvordan opstår den? Haneke folder elegant og med stoisk overblik sin sort/hvid film ud over mere end 2 timer, hvor vi dykker ned i et lille, indelukket tysk samfund i tiden før Første Verdenskrig bryder ud. En fascinerede film, der tager pusten fra en flere gange undervejs.

Inception (Instr. Christopher Nolan)
Det er slemt underholdende at se Nolan slippe sine vilde idéer løs med et budget, der kan matche de visuelle narrestreger. Æstetisk er Inception en drøm af en film, hvor vi væltes rundt i både velorkestreret vægtløs tilstand og forskellige bevidsthedsniveauer, alt imens vejene slår krøller i sindets afkroge.

Piranha 3D (Instr. Alexandre Aja)
Herlig uforpligtende splatter, hvor letpåklædte strandgæster bliver foder for en flok sulte piratfisk. Det er både dumt, fjollet og tåbeligt, men filmen er mindst ligeså underholdende, som de kaskader af blod, der skamløst sprøjter ud af alle tænkelig kropsåbninger.

Jeg smider også lige et par titler ind, som ikke nåede listen. Nogle var tættere på end andre, men alle bestemt seværdige film. Den dystopiske The Road, Martin Scorseses skumle Shutter Island, den franske fængselsfilm Profeten, den ubehagelige The Killer Inside Me, den hypnotiske Valhalla Rising og Pixars Toy Story 3.

Og så var CPH PIX igen i år garant for nogle af årets bedste filmoplevelser (læs alt HER). Bl.a. leverede Werner Herzog to pletskud, den udknaldede My Son, My Son, What Have Ye Done? og en rablende Nicolas Cage i The Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans. Herudover vil jeg også fremhæve den brutale Kinatay, den groteske The Human Centipede, den velorkestrerede Mother og ikke mindst den djævelsk gode The House of the Devil. Well – måske jeg bare skulle have lavet en top 20 …

Der er også titler, jeg desværre ikke har nået at se endnu, bl.a. Tron: Legacy, The Town, Buried og Somewhere. Dem snupper jeg i det nye år, som forhåbentlig byder på flere forrygende filmoplevelser.

– Læs også: De bedste film 2009

Sværd, sandaler og afhuggede lemmer

Der er dømt blodsudgydelser og skarptslebne sværd, når instruktøren Neil Marshall sender en flok romerske krigere ind bag fjendens linjer i sin seneste film Centurion. Desværre holdes tempoet ikke ved lige hele vejen, selvom blodet sprøjter lystigt løs – og så savner man nogle mere mindeværdige karakterer.

Vi befinder os i Skotland år 117. Det Romerske Rige er godt i gang med at indtage verden, men der er problemer i Skotland, hvor en indfødt klan uden de store problemer nedslagter romerne. Derfor sendes den barske 9. legion ind, men snart er de også kun en lille gruppe tilbage. De forsøger nu at nå fri af fjendens linier, men vejen igennem det barske landskab er ikke let, slet ikke med de dødsensfarlige indfødte lige i hælene.

Marshall står for en af de absolut bedste skrækfilm i nyere tid, den blodige og klaustrofobiske grottegyser The Descent. Før den havde han begået den solide varulvegyser Dog Soldiers, mens han fulgte turen ned i grotterne op med det postapokalyptiske voldsridt Doomsday. Med Centurion prøver Marshall kræfter med ’sværd-og-sandal’-genren, hvilket han slipper nogenlunde helskindet fra.

– KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN —>
Læs mere

Flere mystiske fænomener med ”Fringe”

Så står den igen på mystiske fænomener og vilde videnskabelige teorier. Jeg har netop set 2. sæson af den spraglede science fiction/crime-serie Fringe. Serien er skabt af manden bag Lost, J.J. Abrams samt Alex Kurtzman og Roberto Orci, som bl.a. har været med til at skrive serien Alias. Det er derfor ikke så underligt, at Fringe er en spændende og opfindsom serie, med idéer der ikke synes at kunne blive vilde nok.

Første sæson sluttede med en cliffhanger af dimensioner – den vil jeg ikke komme ind på her, hvis man endnu ikke er blevet overrumplet af Fringe. Men det var altså med stor spænding, at jeg satte 2. sæson i afspilleren. Kunne idérigdommen fortsætte og hvordan skulle det hele gå for det lille hold af agenter og videnskabsfolk? Og ja, 2. sæson er bestemt også rig på vanvittige påfund og spændende teorier.

– KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN —> Læs mere

‘Alien Anthology’: den ultimative udgivelse!

Et af mine favorit filmmonstre er H.R. Gigers syreholdige, elegante og foruroligende alien fra ’Alien’-filmene. Det er et monster og en film-serie, jeg gang på gang er vendt tilbage til. Derfor var det også med stor spænding, at jeg tog hul på Alien Anthology-boksen – alle fire film udgivet for første gang på Blu-ray og med timevis af ekstramateriale. Lad mig bare først som sidst få sagt, at det på alle leder og kanter er en fantastisk udgivelse.

Serien startede i 1979, hvor Ridley Scott sendte publikum ud i rummet til Sigourney Weaver, der som den hårdhudede Ellen Ripley forsøger at overleve ombord på rumskibet Nostromo. Her har besætningen nemlig fået en ubehagelig gæst på besøg, der jager dem rundt i rumskibets klaustrofobiske korridorer. Alien er en dybt fascinerende, skræmmende og intens klassiker, der nervepirrende og gnidningsløst sammenfletter gys og science fiction. Filmen er siden blevet et pejlemærke for et utal af science fiction- og monsterfilm. Et mirakel af en rumgyser.

I 1986 satte James Cameron sig i instruktørstolen – og han skruede i den grad op for actionknapperne med Aliens. Han tilførte flere frådende aliens og skarpladte automatvåben, men heldigvis uden at glemme filmens karakterer undervejs. Resultatet er en af de mest underholdende og gruopvækkende science fiction-film nogensinde. Det ikoniske opgør mellem Ripley og den slimede alien-dronningen er stadig hjertebankende monster-action i verdensklasse.

David Fincher spillefilmsdebuterede med Alien³ i 1992. Det var en produktion fyldt med problemer, ikke mindst for Fincher. Han blev nemlig forsøgt styret af selskabet, der ikke lod ham føre sin vision ud i livet. Flere scener blev skudt om og andre igen tilføjet. Alien³ er da også endt som en noget ujævn størrelse, hvor Ripley må begå sig blandt svedige, mandlige fanger på ’Fury’ 161. Dette tredje kapitel er imidlertid særdeles stemningsfuld, dyster og tyk af nihilistisk fremtidsæstetik.

Den indtil videre sidste del i serien er Alien: Resurrection fra 1997 med franske Jean-Pierre Jeunet ved roret – ja, ham med den charmerende og søde Amélie. Hans skæve science fiction-univers er bestemt dragende, men bl.a. forsøget på at dreje det ikoniske monster i nye retninger og ikke mindst udforskningen Ripley-karakteren virker malplaceret. Men monstrene er flotte og så er specielt en undervandsscene med aliens lige i hælene intens monsterspænding.

Det har været en fornøjelse at gense filmene. Det er dog uden tvivl de to første, der er de stærkeste, men både tredje og fjerde kapitel har bestemt deres kvaliteter. Monstret vil med andre ord aldrig dø. Ridley Scott arbejder sågar for tiden på en ’Alien’-prequel, altså en forhistorie. Det bliver spændende at se, hvordan han vil tackle det ikoniske monster, mere end 30 år efter han startede serien med den mesterlige Alien.

Billede og lyd
Filmene ser intet mindre end blændende godt ud på Blu-ray. Billedet står skarpt, kontrastfyldt og detaljeret – det uden at stofligheden er røget i svinget. Både de mange mørke scener i Alien og de heftige actionsekvenser i Aliens står upåklageligt. Det samme kan siges om Alien³ og Alien: Resurrection. Lydsporet på samtlige film er ligeledes fremragende. Her med perfekt afstemte niveauer og flere medrivende panoreringer, der sender dunkle dryp fra skyggerne og eksplosioner medrivende rundt i rummet. En klar forbedring i forhold til dvd-udgivelserne.

Ekstramateriale
Udgivelsens ekstramateriale er et kapitel for sig. Udover at filmene kommer i to versioner, biografversionen og en alternativ udgave, får man også timevis af ekstramateriale. Bl.a. følger man filmene før, under og i postproduktionen. Her er kommentarspor, dokumentarfilm (bl.a. den ucensurerede version af dokumentaren om tilblivelsen af Alien³, som ikke før har været udgivet), slettede scener, trailere, storyboards, manuskripter med mere. Man finder alt, der fulgte med Alien Quadrilogy-boksen (dvd-boks med filmene) plus en håndfuld ekstra timer – bl.a. to dokumentarfilm. Ekstramaterialet er omfangsrigt, grundigt og en sand fornøjelse at gå på opdagelse i.

Konklusion
Jeg kan kun på det varmeste anbefale denne udgivelse – og hvis man allerede har Alien Quadrilogy-boksen, kan man roligt opgradere. For både billede og lyd er betydeligt forbedret og så medfølger endnu mere ekstramateriale. Dette er så afgjort den ultimative udgivelse af filmene – og mere end hvad man kunne have håbet på. En uundværlig udgivelse for alle med mod på en tur ud i rummet, hvor de bistre monstre og den barske Ellen Ripley venter.

Originaltitel:
Alien Anthology, 2010 (Alien, 1979. Aliens, 1986. Alien³, 1992. Alien: Resurrection, 1997).
Instruktion: Ridley Scott, James Cameron, David Fincher, Jean-Pierre Jeunet.
Medvirkende: Sigourney Weaver, Tom Skerritt, John Hurt, Ian Holm, Carrie Henn, Michael Biehn, Lance Henriksen m.fl.
Spilletid: 117 min., 137 min., 114 min., 109 min.
Distributør: SF Film.

INCEPTION: Drømmeaction for fuld udblæsning

En af årets mest ventede film var Christopher Nolans Inception. Nu kan den genopleves i hjemmebiografen, hvor man jo så kan spole tilbage, hvis man ikke lige fangede alle detaljerne i den flerlagede historie om en gruppe ’drømme-tyve’. Det burde dog ikke være nødvendigt, for Nolan har desværre lidt for travlt med at forklare os, hvordan det hele hænger sammen. Jeg spoler dog gerne tilbage for at gense de mange spektakulære actionscener og flotte drømmesekvenser.

Det er ikke almindelige tyvekoster Dom Cobb (Leonardo DiCaprio) og hans slæng er ude efter, når de går i aktion. De trænger nemlig ind i ofrenes drømme, hvorfra de franarrer dem vigtige oplysninger. Avanceret industrispionage, om man vil. Men det er en farlig og uforudsigelig branche, ikke mindst hvis man som Cobb har problemer i hjernebarken, man forsøger at holde styr på og gemt væk.

Inception er fremragende, flot og ikke mindst underholdende. Ingen tvivl om det. Nolan kan bestemt skrue åndeløse actionscener sammen. Det har han allerede bevist, bl.a. med sine to ’Batman’-film – og med Inception findes det tunge skyts atter frem. For her vælter vi os både rundt i velorkestreret vægtløs tilstand, forskellige bevidsthedsniveauer og drømmeverdener hvor vejene slår krøller.

Æstetisk er Inception en drøm af en film. Konceptet med at stjæle og plante idéer hos drømmende ofre er interessant og forløses medrivende, alt imens man kastes rundt i drømmenes forskellige lag. Desværre overforklares filmens knuder og krøller. Man føler aldrig, at der for alvor ’fuckes’ med ens virkelighedsopfattelse – som tilfældet er med de medvirkende. Hertil insisteres der for meget på at forklare hvor, hvordan og hvorfor vi befinder i de forskellige drømmeniveauer. Det er en skam, for det efterlader ikke meget pirrende spillerum for en usikkerhed om drøm og virkelighed.

Men det er bestemt slemt underholdende at se Nolan slippe sine vilde idéer og vægtløse actionscener ud i livet med et budget, der kan matche de visuelle narrestreger. Specielt er en heftige scene, hvor der krydsklippes mellem forskellige drømme og en varevogns frie fald ud over en bro intens og yderst medrivende eksekveret. Simpelthen åndeløst.

Filmen er desuden velcastet til fingerspidserne, med bl.a. Joseph Gordon-Levitt, Ellen Page, Tom Hardy, Cillian Murphy, Michael Caine, Ken Watanabe og Marion Cotillard. I front med Leonardo DiCaprio som mestertyv og sørgende enkemand. Hans ulykkelige skæbne flettes fornemt sammen med eksplosioner og egen bevidstheds kringelkroge. Desuden skal Hans Zimmer score, som jeg har rålyttet også fremhæves. Det er intenst, smukt og bombastisk – præcis som filmen.

Ekstramateriale:
Filmen lyder fremragende og ser fantastisk ud på Blu-ray – og så er det altså en supercool bonus, at filmen også følger med på dvd. Men finder også en fin portion interessant ekstramateriale, hvor man bl.a. kommer omkring tilblivelsen af filmens actionscener og så får man også et indblik i historien og karaktererne. Det er velproduceret, spændende og et fint supplement til filmen.


Originaltitel: Inception, USA, 2010.
Instruktion: Christopher Nolan.
Medvirkende: Leonardo DiCaprio, Ken Watanabe, Joseph Gordon-Levitt, Marion Cotillard, Ellen Page, Tom Hardy, Cillian Murphy, Tom Berenger, Michael Caine, Dileep Rao m.fl.
Spilletid: 147 min.
Udgiver: Warner Home Entertainment.

Woody og vennerne er tilbage i "Toy Story 3"

Der er gået lige på den anden side af 10 år, siden vi sidst så noget til legetøjet fra ‘Toy Story’. Nu er Woody, Buzz Lightyear og resten af flokken tilbage i en tredje film – og de er bestemt ikke faldet af på siden sidst. Der er stadig fart og spænding over feltet, når det farverige legetøj bevæger sig ud på nye farefulde eventyr.

Tiden er kommet, hvor Anders skal på college, så hans elskede legetøj går nu en usikker fremtid i møde. Egentlig skulle legetøjet være endt på loftet, men ved et uheld ender Woody og co. i en børnehave. Det ligner umiddelbart ethvert legetøjs drøm, for her er hele tiden børn, der er klar til at lege. Men alt er langt fra fantastisk i denne ellers øjensynlige utopiske verden af pastelfarver og legesyge unger.

– KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN –> Læs mere

Vampyr-pige i kamp mod Frankenstein-tøs!

Med den slagfærdige titel Vampire Girl vs. Frankenstein Girl samt et farvestrålende cover med de to kampklare tøser, er der lagt op til sjov og ballade. Og allerede indenfor filmens første fem minutter har ’Vampire Girl’ da også flået huden af tre zombie-lignende skolepigers ansigter, hvorefter deres kranier balanceres ovenpå hinanden. Det er grotesk, langt ude og underholdende. Desværre taber filmen herefter pusten en smule – men heldigvis venter der en vild og voldsom finale.

Der er kommet ny pige i klassen, den søde og forsagte Monami (Yukie Kawamura) – men hun er ingen almindelig pige. Hun er nemlig vampyr og vil forvandle klassens eftertragtede dreng Jyugon (Takumi Saitô) til sin vampyr-kæreste for evig tid. Men den skabagtige tøs Keiko (Eri Otoguro) står i vejen for kærligheden – og så er der ellers lagt i ovnen til en kærlighedskamp, så blodet sprøjter.

– KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN —> Læs mere