Anmeldelser – Side 53 – Filmskribenten

Indlæg

EVIL DEAD (1981 og 2013): Splattet milepæl og medrivende remake

4. oktober 2013/i Anmeldelser, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Ja, folk jamrer over remakes af horrorfilm. Og ja, vi har også fået langt overvejende dårlige og decideret jammerlige genindspilninger. Så det er klart, at en hvis skesis indfinder sig, når der gås ombord i Sam Raimis splattede lowbudget-klassiker fra 1981. Men bare rolig – originalen holder stadig og remaket er medrivende splat. Begge film er nu udkommet som dobbelt-udgivelse på Blu-ray.

Det har været en fryd at genopleve originalen, der her præsenteres med et yderst flot billede og en solid lydside. Det er stadig en uovertruffen, legesyg og manisk omgang splat med herligt spruttende effekter og ikke mindst Bruce Campbell i den ikonisk overspillede rolle som Ash. Han og fire venner skal tager en tur ud i en hytte i skoven. Her finder de The Book of the Dead, som udløser blodig død og dæmonbesættelser.

Siden er der kommet to efterfølgere, hvor serien blev taget i en mere komisk retning. Den første er ganske vist ikke er uden makaber humor, men den er altså langt mere dyster og sine steder oprigtig uhyggelig – blandt andet Betsy Bakers creepy sang, og virkelig vammel – blandt andet de boblende dæmonbesættelser. Sam Raimi var blot 21 år, da han med olm stemning, vilde vinkler og manisk kameraarbejde samt ukuelig entusiasme lavede denne splattede klassiker.

Genindspilningen har med andre ord noget at leve op til. Heldigvis går den egne veje og mimer ikke originalen – ellers ville et remake jo være ligegyldigt. Det er dog stadig en flok unge, der tager ud i en hytte, hvor de finder en bog, som udløser vamle dæmonbesættelser – og så er der heller ikke sparet på blodet. De er i hytten, da Mia, spillet helt forrygende af Jane Levy, skal ud af sit stofmisbrug og en kold tyrker er vejen frem. Hendes abstinenser bliver dog snart deres mindste bekymringer.

Du gættede rigtigt, gruppen udsættes snart for alverdens grumme pinsler – og her er flere virkelig ubehagelige scener, der indebærer lemlæstelse af kroppe. Filmen refererer desuden fint og subtilt til originalen, og blandt andet er scenen med træet, der voldtager også med. Filmen er dog sin egen makabre, groteske og intense skrækfilm, der måske godt kunne have undladt sin prolog, men som til gengæld fyrer en forrygende finale af efter adskillige snaskede scener.

Her er altså tale om to film, der på hver deres måde er forrygende oplevelser udi blodig splat. En Blu-ray-udgivelse, der hører hjemme på hylden hos enhver horrorfan – fuck it, hos filmfan. At remaket har delt vandene er forventeligt, men har man et hjerte, der banker bare en smule for blodindsmurt og kropsvæske pjaskende horror, skal man være et skarn for ikke at sætte pris på disse scener i genindspilningen.

The Evil Dead, 1981 – 5/6:
Evil Dead, 2013 – 5/6:

Ekstramateriale, billede og lyd:
Billede og lydside fungerer særdeles godt på begge film. Originalen har klaret overførslen til Blu-ray virkelig flot. Der er forventeligt snavs og gryn i billedet, men kontrasten er solid, her er god detaljegrad og farverne er mættede. Remaket har ligeledes en stærk billedside, hvor de udpenslende blodudgydelser står klart, skarpt og detaljerigt En vammel fornøjelse.
Lydsporet på originalen har også fået et ordentlig spark bagi og går både klart og medrivende igennem med gode niveauer, creepy atmosfære og godt rum. Remaket er en forståeligt nok en tand bedre med sin dynamiske lydside, hvor både dialog, grufulde drab og det olme score af Roque Baños går klart igennem. Sådan.

Ekstramaterialet til originalen er en sand fornøjelse. Her får man et ok kommentarspor med Raimi, Campbell og producer Tapert, der blandt andet snakker om overførslen af filmen til Blu-ray og deres kamp for at få lavet filmen. Man kan også se filmen med et underholdende Picture-in-Picture-spor, hvor filmfolk og fans som Stuart Gordon og Alexandre Aja popper op undervejs og giver deres syn op filmen.

Herudover er der en virkelig gode making of One by One We Will Take You: The Untold Saga of The Evil Dead (54 min.), der går i dybeden med filmen, hvor blandt andet fans som Edgar Wright og Eli Roth taler om deres forhold til filmen. Man finder også hele 59 minutters slettede alternative/scener samt tre kortere indslag (i alt 26 min.), der blandt andet ser på make-up og filmens modtagelse i England.

Ekstramaterialet til remaket er mindre imponerende. En række korte featurretter giver her et ok, men også lidt overfladisk kig på filmen. En om at skulle lave et remake (7 min.), en hvor originalen og remaket diskuteres (10 min.), en om, hvor hårdt det var at optage filmen (8 min.), en om The Book of the Dead (5 min.) og en, hvor man via egne optagelser følger Jane Levy en dag på optagelserne (9 min.). Både castet og Fede Alverez samt blandt andet Bruce Campbell interviewes. Herudover er der et ok kommentarspor med Alvarez, medforfatter Rodo Sayagues samt castet, Jane Levy, Lou Taylor Pucci og Jessica Lucas. Det er værd at lytte til.

The Evil Dead, 1981
Ekstramateriale 5/6 | Billede 5/6 | Lyd 5/6

Evil Dead, 2013
Ekstramateriale 3/6 | Billede 5/6 | Lyd 6/6

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”The Evil Dead (1981) & Evil Dead (2013) | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering 5/6:

Originaltitel: The Evil Dead (1981), Evil Dead (2013).
Release: d. 12. september 2013
Instruktion: Sam Raimi og Fede Alvarez
Medvirkende: Bruce Campbell, Ellen Sandweiss, Richard DeManincor, Betsy Baker, Theresa Tilly samt Jane Levy, Shiloh Fernandez, Jessica Lucas, Lou Taylor Pucci, Elizabeth Blackmore m.fl.
Spilletid: 85 min. og 91 min
Udgiver: Universal Studios Entertainment[/tab][/tabgroup]

KVINDEN I BURET: På stivbenet jagt efter den gode krimi

2. oktober 2013/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Jeg har ikke læst en eneste af Jussi Adler-Olsens krimiromaner om Afdeling Q, den ihærdige kriminalbetjenten Carl Mørck og hans partner Assad – og kommer nok heller ikke til det. Men selvom denne første film i rækken ikke hæver sig over det middelmådige, vil jeg ikke afvise, at jeg sidder klar, når næste film en gang rammer biografen. For selvom Kvinden i buret er ganske solid, er den også underligt ufarlig.

Nikolaj Lie Kaas indtager rollen som den sammenbidte Mørck, der efter en tragisk ulykke på en politisag ender på nervemedicin og dårlig kaffe. Han henvises til at lede den nyoprettede Afdeling Q, der skal tage sig af uopklarede sager. Ikke just en attråværdig tjans. Her teames han op med den optimistiske Assad, en veloplagt Fares Fares. Ja, du gættede rigtigt – de to bider sig snart fast i en uopklaret sag. Fem år tidligere forsvandt den ambitiøse politiker Merete Lynggaard nemlig på mystiske vis.

Men den umage duo tror selvfølgelig ikke på, at der var tale om selvmord, og snart begynder konturerne på en anden og mere dyster forklaring at tegne sig i sagens ellers sparsomme ledetråde. Så stik imod deres ordrer, sætter de to alt ind på sagen, hvilket leder dem på sporet af gerningsmanden, der holder Lynggaard fanget i et væmmeligt trykluftkammer uden kontakt til omverdenen.

Der er således lagt op til en klassisk kamp imod tiden, hvor genrens klichér holdes i ave. Betjenten med et forlist ægteskab i rygsækken og en tragedie, der har sendt ham ud i mørket (ja, Carl Mørck – get it), hvor eneste trøst er flasken i inderlommen og en dedikation til en politisag. Ja, han vil selvfølgelig også helst arbejde alene, men får ufrivilligt en partner på nakken, hvor den obligatoriske forbrødring indfinder sig – og så videre. Ja, klassikere som Seven og Ondskabens øjne spørger også i kulissen.

Men nu er visse elementer en fast del af genren, desværre føles de i dette tilfældet bare mere slidte end friske. For egentlig udgør Lie Kaas og Fares en god og dynamisk duo, Sonja Richter er nærværende i den forpinte rolle som den både skrøbelige og viljestærke kvinde i buret, mens også Mikkel Boe Følsgaard er troværdig som Meretes hjerneskadede bror. Men afviklingen at plottet føles en smule stift, mens man da også må sluge sin del af plotmæssige kameler.

Man savner også mere psykologisk dybde og en knapt så skematisk struktur, mens spændingen forbliver moderat, om end den intense finale har et vist momentum – sin genkendelighed til trods. Men med lige dele flair for genren, et stemningsfuldt univers samt et grumt og kringlet plot røg affæren relativt effektivt ned i svælget på min indre krimihund – men man glemmer hurtigt Mørck og co. i mørket, straks filmen har nået sin forventelige konklusion. [tabgroup][tab title=”Kvinden i buret | Biografanmeldelse”]Vurdering 3/6:

Originaltitel: Kvinden i buret, Danmark, 2013
Premiere: d. d. 3. oktober 2013
Instruktion: Mikkel Nørgaard
Medvirkende: Nikolaj Lie Kaas, Fares Fares, Sonja Richter, Mikkel Boe Følsgaardm.fl.
Spilletid: 97 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

ANTBOY: Pissemyre bærer sin superheltekappe med bravur

2. oktober 2013/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Den danske superheltefilm Antboy kører lige efter superheltebogens ABC. Alle klichéerne er på plads – men fuck nu det, for filmen føles frisk, er veloplagt og medrivende sin forudsigelighed til trods. En film, der ikke taler ned til sit publikum og som tager sit materiale seriøst. Ja, det er både forfriskende og skønt med en børnefilm, hvor man kan se, at folkene bag har gjort sig umage.

Pelle er en helt almindelig 12-årig dreng. Ja, ham der bliver overset i skolen, også af sit crush – en lidt for glansbilledglimtende Amalie. Men da han bliver bidt af en underlig myre, får han dens kræfter – blandt andet superstyrke, evnen til at klatre på vægge samt syretis (oh yeah). Tegneserienørden Wilhelm – der desuden udgør en fin homage til Clark Kent med sine briller og pomadehår – opdager Pelles nye kræfter, og de to outsidere slår sig nu sammen for at bekæmpe kriminalitet. Og som enhver anden superhelt får Antboy også sit eget superskurke-nemesis i Loppen.

Men hvad filmen ikke har i historiemæssig originalitet, har den i charme og et tempofyldt manuskript, mens der også skal sendes high fives i retning af castet. Både Oscar Dietz som Antboy, Samuel Ting Graf som Wilhelm og Amalie Kruse Jensen i rollen som Ida, der bliver en del af superhelte-duoen, har alle deres spillefilmsdebut – og de er virkelig gode. Særligt Oscar i front rammer alle de rigtige følelser, og balancerer både alvor og humor overbevisende. Præcis som filmen.

Antboy er på flere måder en debutfilm, da det også er instruktør Ask Hasselbalchs spillefilmsdebut, hvilket giver lovning om, at der er gode ting i vente fra hans hånd. Nicolas Bro gør desuden god figur som den ganske intimiderende Loppen, mens filmens score spiller med heroisk svung. Skønt. Så ja, det er bestemt til at leve med, at finalen er en smule flad og nuancerne i historien ikke alle får lige meget plads.

For filmen er skåret ind til benet med sine små 77 minutter. Men det fungerer uden at virke forjaget. Der kunne dog godt være givet lidt mere spilletid til Nicolas Bro, både som Loppen, men særligt inden han bliver til superskurken, hvilket kunne have givet rollen lidt mere dramatisk tynde. Forholdet mellem Antboy og Ida kunne også med fordel være foldet lide mere ud. Det ændrer dog ikke på, at Antboy er en både veloplagt og vellykket superheltefilm.

Desuden kommer filmen fint omkring temaer som venskab, det at finde ud af, hvem man er og hvad, der er rigtigt og forkert. For hvad er motivationen bag, at Pelle iklæder sig kappen og myremasken – er det bare for at blive populær, eller er det faktisk for at gøre en forskel? Det giver lige filmen og Pelle den der nødvendige kant, hvilket også er med til, at man sluger den måske lidt for overfortale pointe om, at venner er vigtige. Men hey, it’s true – all hail Antboy. [tabgroup][tab title=”Antboy | Biografanmeldelse”]
Vurdering 4/6:

Originaltitel: Antboy, Danmark, 2013
Premiere: d. 3. oktober 2013
Instruktion: Ask Hasselbalch
Medvirkende: Oscar Dietz, Samuel Ting Graf, Amalie Kruse Jensen, Nicolas Bro m.fl.
Spilletid: 77 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

BLODIG WEEKEND 2013, DAG 4: Fra grotesk undergrund til VHS-samleri og tårnhøjt helvede

30. september 2013/i Blodig Weekend, Blodig Weekend 2013 /af Bjarke Friis Kristensen

Så blev det sidste dag på dette års genrefilmsfestival Blodig Weekend. Tiden flyver jo afsted, når blodet flyder. Dagens første film var festivalens eneste dokumentar, nemlig den VHS-hyldende Adjust Your Tracking. Her fik man et skønt, nørdet og underholdende kig ind i kultur af amerikanske VHS-samlere, der overvejende er vilde med skrækfilm eller blot obskure perler, hvilket jo fint går i hånd med festivalen.

Jeg er på ingen måde selv hardcore samler, men jeg har da min del af mere eller mindre sjældne bånd, samt bånd, der bare har en sej titel og et cool cover. Ja, jeg køber stadig bånd, når jeg falder over de rigtige til den rigtige pris – hvilket altså ikke er i nærheden af de uhyrlige summer som nogle af de amerikanske fans er villige til at betale. Du ved, 700 dollars op opefter.

Men jeg kan bestemt relatere til deres begejstring for det gamle format og jagten på båndene – som ofte har det med at befinde sig i snaskede kældre og mugne papkasser. Der er selvfølgelig mange grunde til at folk samler på VHS-bånd. I filmen tales der blandt andet om det nostalgiske aspekt ved båndene, mens en grund også er, at en lang række titler slet ikke er udkommet på andre formater.

Efterfølgende var der en fin Q&A med et par af de største danske samler, Hans-Jørn Reimer and Nils Markvardsen. De havde sjove anekdoter om deres samlinger og deres forhold det gamle format. Tjek desuden den danske Facebook-gruppe for VHS-samlere, Danish Ex-rental VHS Appreciation Group (DEVAG), det er lige her.

– Adjust Your Tracking, 4/6:

Meget fint i tråd men dokumentaren og de snaskede filmtitler, der her blev vist klip fra, var næste visning en vaskeægte omgang no-budget-snask fra den danske undergrund. Den efterhånden berygtede Grotesk var nemlig efter flere års tilløb blevet klart til sin verdenspremiere, hvilket skete i en propfyldt sal i Cinemateket. Filmen blev indledt af en Q&A med bagmændene Peter J. Bonneman og Tue Sprogø samt hovedrolleindehaveren Heine Sørensen. Cool at høre om deres arbejde med filmen.

Plottet, siger du? How about go fuck yourself. Well, nu har et plot sgu heller aldrig skullet komme i vejen for en omgang slibrig sleaze, men lad mig alligevel kort ridse filmens game plan op. Det er noget med en hemmelig rummission, der går galt. En rumfærge, der crasher i Øresund – og noget med radioaktivitet, hvilket der som bekendt altid kommer morderiske mutant-monstre ud af. Således hærger denne øksesvingende monstermand det danske sommerland. That is it. Bum.

Næ, mere behøver man ikke for at skabe trashet horror-underholdning. Men hvorfor det hele skal se ud som om, det er filmet med en kartoffel, skal jeg ikke kunne sige – men pyt nu med det. Just bring on the gore, for fuck sake. Og ja, der diskes da også op med skønne old school-splatter-effekter med afhuggede lemmer og smadrede ansigter. Hvilket på det nærmeste er filmens eneste formildende omstændighed.

Men desværre er de blodige løjer bare ikke videre opfindsomme – på nær en scene, hvor en kvindes øje (der stadig kan se), proppes op i hendes røv. Men det er ganske enkelt småt med mindeværdige mord, scener og karakterer. Monstret er dog ret cool med sin muterede mund, der fylder halvdelen af det boblende zombie-fjæs.

Men tempoet er mildest talt ujævnt – og så savner man mere fandenivoldsk energi, hvilket kunne have hjulpet denne grotesk amatøragtige sjasker. Hell, man fornemmer sgu ikke rigtigt, at de har gjort sig umage. På nær effekterne. Løjerne fik dog flere i salen til at juble – men lad mig gætte på, at det primært var folk, der på en eller anden måde havde en relation til filmen. For det er da sikkert ok sjovt at se ens venner blive skudt i smadder, men det er der jo ingen grund til, at også andre horrorfans skal belemres med. Men hey, den ene stjerne er bestemt fyldt med blodig kærlighed.

– Grotesk, 1/6:

Næste film var den mexicanske Here Comes the Devil. En rodebutik, der forvilder sig ind i et okkult plot, den langt fra formår at indfri overbevisende. Der kunne ellers være kommet noget godt ud af historien om et forældrepar, hvis børn dukker op efter at have været forsvundet et døgns tid. Der er nemlig sket noget med børnene, der nu nærmest er helt søvngængeragtige.

For hvad er historien egentlig med den mystiske bakke lidt uden for byen, som børnene har været i kontakt med. Hæfter man sig ved filmens titel, får man et praj om, hvilken ondskab der er på spil. Desværre formår filmen aldrig at fastholde eller opbygge nævneværdig stemning.

Den bliver heller aldrig uhyggelig, selvom der særligt i filmens sidste del forsøges med eery stemning og billige spooks. Skuespillet er heller ikke just imponerende, selvom forældreparret trods alt har et par fine scener sammen og et forfriskende komplekst forhold. Men manuskriptet er langt overvejende uinteressant.

Ja, man ved, at det ikke er helt godt, når rulleteksterne er det bedste ved filmen. En skam, at de ellers potente tematikker som sex, djævle og hævn ikke kom ordentlig op i gear, for filmen synes mest af alt at slæbe sig selv afsted i halvt tempo.

– Here Comes the Devil, 2/6:

Desværre er der heller ikke det store at komme efter med splatterkomedien Fresh Meat – eller splatterkomedie er nok at tage munden for fuld. For selvom denne new zealandske film blandt andet byder på kannibalisme, tortur og et par åbne skudsår, er der langt fra tale gory fun – eller bare ’fun’ i det hele taget.

For filmens forkrampede forsøg på at hive grin ud af publikum er mildest talt ikke videre vellykket. Den både platte og sorte humor fejler – du ved, fede mænd i pigeundertøj og lille lystig dans af en gerningsmand, der parterer et lig parteres (off screen, that is). Ja, Tarantino mere end spøger i kulissen, men anstrengelserne virker her forældede og idéerne er uopfindsomme.

Man følger en gruppe kriminelle, der netop har reddet deres partner ud af en fangetransport. De gemmer sig nu hos en tilsyneladende almindelig familie i forstæderne. Magtbalancen skifter dog undervejs, mens der skrues op for larm og rabalder, i stedet for, at man faktisk havde gjort sig umage med det svage og dårligt skrevne manuskript. Kun Temuera Morrison gør i glimt manisk god figur som forbitret patriark. Men bottom line – en blodfattig, flad og umorsom hakkebøf.

– Fresh Meat 2/6:

Der er heller ikke nogen stor oplevelse at komme efter med den norske Thale, hvor man kommer en tur op i de mørke, norske skove, hvor rengøringsholdet Leo og Elvis tager sig af et dødsbo. Her gemmer kælderen på en hemmelighed – nemlig en mystisk og mut nøgen kvinde, der måske ikke er helt så menneskelig som hun ser ud.

Desværre er Thale bare en af de der frustrerende filmoplevelser, hvor man aner potentialet til en både spændende og interessant film. Det er dog skide lige meget, at filmen er lavet for en 20’er. Desværre gøres der bare ikke op for den billige produktion med nævneværdig opfindsomhed eller interessante karakterer.

I stedet får man en ujævn og sløv film, der minder mest om en kortfilm, som er blevet pumpet op til at runde lige på den anden side af 60 minutter – og så er den ”store” finale flad og overstået hurtigere end man kan nå at føle skuffelsen. Nej, filmen får ganske enkelt aldrig luft under vingerne.

– Thale, 2/6:

Heldigvis sluttede festivalen for mit vedkommende af med et veloplagt brag af en film med den sydkoreanske skyskraber-katastrofefilm The Tower. Den eneste egentlig actionfilm på dette års program og en herlig eksplosiv måde at slutte Blodig Weekend af med.

Det er juleaften og alle er feststemte i den luksuriøse skyskraber Sky Tower. Men en brand bryder ud i den ellers helt paradisiske mastodontbygning, så nu må brave brandfolk forsøge at redde flest mulige ud af den enorme brandfælde. Ja, et simpelt plot afviklet med god tæft for både action, menneskeligt drama og medrivende scener.

Blandt andet er en scene med en kollapsende bro nervepirrende – hvilket kendetegner filmen det meste af vejen. Og så kom der også godt svung på sentimentaliteten, mens der både reddes gravide kvinder, børn og ældre mennesker. Filmen er bestemt heller ikke uden dødelig konsekvens, blandt andet er scenen, hvor en proppet elevator ender omgivet af flammer både klaustrofobisk og ubehagelig.

– The Tower, 4/6:

Ja, en ujævn filmdag, men en ubetinget god dag på festivalen, hvor jeg også lige fik hilst på Søren Henrik Jacobsen, der har den fine gyser-blog Skræk og Rædsel (den er her), samt film-entusiast med mere Nicolas Barbano og jeg fik også lige hilst kort på Jack Jensen, der har bloggen En lejemorder ser tilbage (den er her) – han havde for resten også en rolle i Grotesk. Nej, jeg kan sgu ikke vente til næste års omgang Blodig Weekend. Et virkelig godt initiativ og rent guf for os danske horrorfans. Tak for fire forrygende og blodige filmdage.

– Besøg Blodig Weekend på Facebook HER og eget site HER.
– Læs mine anmeldelser fra DAG 1, DAG 2 og DAG 3.
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.

BLODIG WEEKEND 2013, DAG 3: Fra grum tortur til fjollet hajtornado

29. september 2013/i Blodig Weekend, Blodig Weekend 2013 /af Bjarke Friis Kristensen

Dario Argento er en af mine helt store favoritter – i hvert fald hans film fra 70’erne og 80’erne. Derfor er det også virkelig cool, at Blodig Weekend har en af hans film på programmet på festivalens tredje dag – mere bestemt hans anden spillefilm, Cat O’ Nine Tails fra 1971. Et mere tilgængeligt fortalt mordmysterie end eksempelvis hans ekspressionistiske mareridt som Suspiria og Inferno fra 1977 og 1980.

Det gør dog hverken filmen mindre kompleks eller mindre forførende end hans mere kulørte eskapader. For med et stilsikkert greb om det flerlagede og grundlæggende spændende krimiplot fører Argento publikum ind i en verden af usikkerhed, mistro og lyssky personager, mens Ennio Morricone står for det stemningsfulde score.

Man følger den blinde Franco (Karl Malden), en forhenværende journalist, der får færden af et komplot i forbindelse med mordet på en videnskabsmand. Franco slår sig derfor sammen med den ihærdige journalist Carlo (James Franciscus). Sammen forsøger de nu at komme til bunds i mysteriet inden flere dør – inklusiv dem selv.

De to udgør en både medrivende og mindeværdig duo, mens Francos lille niece Lori (Cinzia De Carolis) bringer fin uskyld ind i det farlige plot. En på mange måder fremragende thriller, eller giallo, som italienerne har døbt denne genre af krimifilm fra 1960’erne og frem – med netop Argento som en af genrens bannerførere.

– The Cat O’ Nine Tales, 5/6:

Med Marina de Vans mørke thriller Dark Touch kom der traumer, ensomhed og underspillede toner af overgreb i spil. Historien er centreret om den fåmælte 11-årige pige Neve (Missy Keating), der overlever en mystisk og brutal massakre på sin familie. Her er dog ikke tale om gerningsmænd i gængs forstand, men en massakre forårsaget af uforklarlige, overnaturlige kræfter.

Neve er den eneste, der overlever og hun flytter nu ind hos et omsorgsfuldt nabopar. Men de mystiske begivenheder synes at forfølge Neve, der er mere involveret i massakren end politiet har øje for. Nej, det er ikke en spoiler at nævne, at filmen har et slægtskab med Brian De Palmas telekinetiske coming of age-klassiker Carrie.

For med overnaturlige elementer og familiedrama forenet, får tematikker som barndom, hævn og usikkerhed liv gennem Neves indre konflikter, der manifesterer sig på dødbringende vis, mens omverdenen ser uforstående til. Filmen bliver dog en anelse repetitativ, mens finalen er unødvendig bombastisk. Men med sit formfuldendte univers og velkomponerede billeder en det absolut en smuk oplevelse.

Filmen savner dog en smule nuancer samt mere psykologisk dybe, mens balancen mellem eksplicit gru og dystert drama heller ikke helt lykkedes. Og selvom jeg ikke blev videre følelsesmæssigt involveret i Neves kamp, er det på bundlinjen en ganske fin oplevelse, der kun er med til at forsøge min angst for børn.

– Dark Touch, 3/6:

Blodig Weekend byder selvfølgelig også på vampyrer – og de mere sexede af slagsen. For med Xan Cassavetes’ delvist vellykkede Kiss of the Damned møder man vampyren Djuna , der falder pladask for forfatteren Paulo. Og inden man får set sig om, er de to endt i kanen og Paulo forvandlet til vampyr. Bum. Du ved, udødelig kærlighed og den slags – og heldigvis milevidt fra gummivampyrerne i Twilight.

Men da Djunas mere løsslupne søster Mimi dukker op, begynder problemerne at melde sig. Hun er nemlig modsat Djuna i følelsernes vold og ikke til at holde styr. Man skal dog ikke hænge sig så meget i det løse plot. Filmen fungerer mere som et karakterstudie og portræt af livet som vampyr, der lever igennem et smukt og stemningsfuldt billedsprog, mens lydsiden sitrer af klassisk musik.

Desværre trækker svage præstationer fra vampyr-trekløveret ned i oplevelsen, hvor forelskelsen mellem Djuna og Paulo heller ikke bliver helt troværdig. Men som en visuelt besværende oplevelse med sanselige vampyrbid, sex og blod, der tør tage sig tid til at fortælle sin historie, klarer Kiss of the Damned skærene, selvom filmen altså ikke fænger helt så meget som den er smuk.

– Kiss of the Damned, 3/6:

Fuck yes, festivalens næste film var en vaskeægte omgang tortur. For filmen, der ellers bærer den børnevenlige titel Daddy’s Little Girl, var bestemt ikke for børn. En brutal hævnfilm lige efter bogen, hvor en far finder frem til gerningsmanden, der slog hans 6-årige datter ihjel. Ja, du gættede rigtigt – farmand finder værktøjskassen frem.

Men inden torturen sætter ind, følger man farens nedtur og hvordan venner og familie håndterer tragedien. Et drama, der fungerer godt, blandt andet fordi Michael Thomson som faren får fat i de rigtige følelser. Desværre går nærværet og et følelsesmæssigt engagement fløjten, når først volden overtager.

For fra at have været sårbar, sympatisk og relatererbar, vender faren på en tallerken, når først han har fastspændt gerningsmanden på sit torturbord. Han mister troværdighed og slår over i at levere kække one-liners, mens der skæres fingre af og trækkes tænder ud på morderen. Filmens ellers alvorlige tone afløses af en sorthumoristisk, hvilket suger noget af luften ud af den ellers grumme tortur-ballon.

For ja, det ér grumt – men desværre ikke grumt nok. Og når torturen ikke har følgeskab af følelser eller karakterer med mere dybde, bliver det også en mindre medrivende omgang hævn at være vidne til. Men hey, man går sgu ikke helt galt i byen med en film, hvor en gut får stukket pigtråd op i røven.

– Daddy’s Little Girl, 3/6:

Dagens sidste film var den meget omtalte Sharknado – en af festivalens tre film, der vises i CinemaxX. Her foldede filmen sig fjollet ud på et stort lærred i en godt fyldt sal med engagerede publikummer – de optimale forhold for en film, der handler om hajer, der suges op i tornadoer og regner ned over Los Angeles, hvor de mæsker sig i sagesløse ofre. Ja, den er god nok – og ja, en af hajerne kløves i to med en motorsav.

Filmen var oprindeligt lavet til TV af selskabet The Asylum, der er berygtet for at lave billige pendanter til Hollywood-blockbusters – du ved, Transmorphers i stedet for Transformers og så videre. Sharknado brillerer således med adskillige håbløse effekter, mens afviklingen af den tåbelig præmis og action-scenerne mildest talt er hjælpeløs. Hollywood-skiltet bliver da også meget symbolsk smadret undervejs.

Klipningen er jammerlig, skuespillet tvivlsomt og timing i leveringen af one-liners fraværende. Man kan altså ikke andet end at se vantro til, når Ian Ziering leder an i løjerne – ja, Steve Sander fra Beverly Hills 90210. Han spiller helten Fin og leverer sin rolle helt straight – hvilket han faktisk gør overraskende godt, til trods for det jammerlige manuskript. Ja, han har sgu stadig sin del af karisma

Med fred med filmens ubehjælpsomhed, for den skal bare underholde, og det gør den også med jævne mellemrum. Men tempoet halter en smule, den mangler flere opfindsomme scener og mere mindeværdig karakterer. Men Sharknado har en ofte charmerende uskyldighed over sig samt en barnlig logik, der er med til at hjælpe dette train wreck af en katastrofefilm igennem sine katastrofale 86 minutter.

– Sharknado, 3/6:

– Besøg Blodig Weekend på Facebook HER og eget site HER.
– Læs mine anbefalinger og få et overblik over Blodig Weekend HER.
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.

BLODIG WEEKEND 2013, DAG 2: Fra zombier til kække dræberklovne

28. september 2013/i Blodig Weekend, Blodig Weekend 2013 /af Bjarke Friis Kristensen

I går fredag var anden dag på genrefilmsfestivalens Blodig Weekend (læs mere HER) – og den startede mindre blodig, end den sluttede dagen forinden. For I Declare War rykkede væk fra snasket horrorland og ind i krigsgenren – dog med et cool twist. For man følger her en gruppe børn, der leger krig i en skov, hvor virkeligheden og børnenes fantasi smelter sammen.

Så når de forestiller sig, at de render rundt med rigtige våben, er det også det, man som publikum ser. En spændende måde at gribe børnenes leg an på, der får en ellers uskyldig leg til at gælde liv og død. Der leveres således medrivende krigsscener, mens der fortælles en dynamisk og nuanceret historie om venskab og fjendskab med blandt andet misundelse, magtbalancer og hævntørst i spillet.

For selvom det egentlig bare er en gruppe børn, der leger krig i en skov, får dramaet med dette twist ekstra pondus. Nu er her også tale om yderst velspillende børn, der er med til at bevare den brutale illusion hele vejen. Stærkt og vedkommende.

– I Declare War 4/6:

Med dagens anden film var vi tilbage i horrorland med The Battery, der tager et tilbagelænet, men ikke mindre indtagende favntag med zombiegenren. Her følger man Ben og Micky, der bevæger sig rundt i et postapokalyptisk og mennesketomt New England. De er ikke på vej noget bestemt sted hen, men bevæger sig blot for at overleve.

Filmen har derfor også en løs struktur, hvor det ligeså meget er stemningen og forholdet mellem de to venner, der holder filmen kørende, end et egentligt plot – og det fungerer virkelig godt. Både Adam Cronheim som drømmeren Mickey og den mere praktisk anlagte Ben, spillet af Jeremy Gardner, er veloplagte og nogle, man har lyst til at følge rundt i dette ødeland.

Det er desuden Jeremy Gardner, der også har skrevet og instrueret filmen – det er han sluppet mere end heldigt fra. Her udfoldes et troværdigt og fængslende univers, hvor der med fint flair for dramaet smides langsomt stavrende zombier ind de helt rigtige steder. Filmens ofte lange og observerende indstillinger er desuden med til at højne realismen, hvor begivenhederne får lov at udspille sig i realtid foran kameraet.

Jeg blev virkelig grebet af stemning, den improviserende og dokumentariske feel, hvor man aldrig rigtig vidste, hvor filmen ville bevæge sig hen – også fordi hverken Ben eller Mickey ved det. Læg hertil et lækkert soundtrack og en velbalanceret brug af (sort) humor midt i håbløsheden og du har en zombiefilm, der formår at give originalt liv til en ofte forudsigelig genre.

– The Battery 4/6:

Tredje film på dagens program tog publikum med tilbage til 1970 med den italienske krimi-thriller Forbidden Photos of a Lady Above Suspicion – eller en giallo, som italienerne kalder det. Thure Munkholm, der arbejder på filmfestivalen CPH PIX introducerede med indsigt og beundring den forførende film.

Her følger man den smukke Minou, der i en stemningsfuld åbningsscene opsøges og trues af en mand, der tilsyneladende ligger inde med dystre hemmeligheder om Minous mand. Han afpresser hende således til at underkaste sig sine seksuelle lyster i et herre-slave-forhold – for hvis ikke Minou makker ret, vil han afsløre de skæbnesvangre hemmeligheder, der indebærer mordet på en mand.

Ingen tror dog på Minous historie om denne mytiske afpresser. Men som det gælder for genren, er ikke alt, hvad det giver sig ud for at være. Det sirlige og løsmaskede plot fører således publikum på afveje og ind i en verden af kynisk afpresning, undertrykte drifter og fordækte kort, mens der kæderyges og køres sjusser ned i et væk. Filmen er dog ligeså meget båret af sin atmosfære som af plottet.

For med sine smukke billeder og et lækkert svingende score, bliver man her henført i en nærmest drømmelignende tilstand, hvor virkeligheden til tider udvaskes og underbevidstheden får lov at tage over – ikke ulig det mareridt den uligevægtige Minou befinder sig.

– Forbidden Photos of a Lady Above Suspicion 4/6:

Med klovne-slasheren Stitches blev der i den grad skiftet gear – og understreget hvor herligt alsidig Blodig Weekend er. Her stod den nemlig på sjov og blodig ballade med herlig lowbudget 80’er vibe og groteske kills. En ond klovn vender tilbage fra graven for at hævne sig på en gruppe børn, der år forinden var skyld i hans død. Hmm, så er det vel i grunden en zombie-dræber-klov-slasher?! Anyways...

Under en højstemt fest, går jagten således ind på børnene, der nu er teenagere – du ved: hor, druk og drab. ja, det er kloven og de opfindsomme mord, der skal sikre filmens succes. For den er aldrig uhyggelig, karaktererne flade og manuskriptet ikke særligt stærkt. Heldigvis er der også flere gode drab at komme efter – blandt andet ét, der involverer en paraply, eller hvad med en rusten dåseåbner. Cool.

Ja, sorthumoristisk og morbide løjer med en klovn, der lirer cheesy one-liners af. Han spilles desuden veloplagt af komikeren Ross Noble, der også introducerede filmen. Her er dog filmens gode takter til trods ikke tale om en ny klovneklassiker. Delvist charmerende og delvist vellykket, men ikke helt med det tempo og nok oplagte kills til at hæve sig over at være mere end en forglemmelig horror-komedie. Hvilket også er helt ok og ofte nok – som det er tilfældet med Stitches.

– Stitches 3/6:

Sidste film på dagens program var We Are What We Are – et særdeles vellykket amerikansk remake af den mexicanske original fra 2010. Her følger man en familie i dagene efter, at moderen er død på tragisk vis. Familien er selvsagt ramt af sorg – med gemmer også på dystre hemmeligheder. For hvorfor er det lige, at folk forsvinder i det lille samfund, hvor familien lever forskanset fra omverdenen.

En stemningsfuld film, der med nedtonede farver og tungt regnvejr turde tage sig tid til sin historie og ikke jage efter at afvikle det grumme plot. For godt nok er vi i horrorland, men her ligeså meget tale om en film, der er båret af et knudret familiedrama som af blodig gru og eery scares – hvilket man dog også får, men i små, velvalgte doser.

Desuden er Julia Garner og Ambyr Childers både sarte og stålsatte som familiens engleagtige piger med mælkehvid hud og røde render under øjnene, mens den ordknappe patriark spilles med tungsind og fysisk pondus af Bill Sage – og ja, familiens lille knægt (Jack Gore – ja, Gore, det hedder han sgu) bringer fin uskyld ind i det olme familieforetagende.

En på mange måder vellykket dag to på festivalen, hvor der for alvor blev åbnet op for godteposen med et alsidigt udbud film. Jeg glæder mig i den grad til at hoppe ind i biografen de kommende to dage af Blodig Weekend.

– We Are What We Are 5/6:

BLODIG WEEKEND 2013, DAG 1: Blodsjaskende godt remake og håndholdt V/H/S-horror

27. september 2013/i Blodig Weekend, Blodig Weekend 2013 /af Bjarke Friis Kristensen

I går torsdag var det endelig blevet tid til første dag på genrefilmsfestivalen Blodig Weekend (læs om den HER). Det var det medrivende remake Evil Dead, der åbnede ballet på blodig vis – meget passende. Ja, folk jamrer over remakes, og ofte med god grund. Så det er klart, at når der oven i købet er tale om Sam Raimis splattede lowbudget-klassiker fra 1981, at en vis skepsis indfinder sig.

Men heldigvis går remaket egne veje – ellers ville et remake jo også være ligegyldig. Det er dog stadig en flok unge, man her følger på deres skæbnesvangre tur ud i en afsidesliggende skovhytte, hvor de finder en skummel bog, der udløser død, ødelæggelse og vamle dæmonbesættelser – og der er ikke sparet på blodet.

De er i hytten, forbi Mia skal ud af sit stofmisbrug – hun spilles for resten af en helt forrygende Jane Levy. Hendes abstinenser bliver dog snart det mindste af gruppens bekymringer. Ja, du gættede rigtigt, der venter dem alverdens grumme pinsler – og der diskes op med flere virkelig ubehagelige, lemlæstende og blodspruttende scener.

En makaber og intens skrækfilm i sin egen ret. At remaket har delt vandene er forventeligt, men har man et hjerte, der banker bare en smule for snasket og kropsvæske pjaskende horror, skal man altså være et forpulet skarn for i det mindste ikke at sætte pris på disse scener i denne veloplagte genindspilning. Fuck yes – suck it, remake haters!

– Evil Dead, 5/6:

Dagens anden og sidste film var opfølgeren til den underholdende og håndholdte antologi-gyser V/H/S (læs min anmeldelse HER). En på mange måder vellykket 2’er, der byder på fire kortfilm samt en rammefortælling i found footage-genren – og der er højt niveau stort set hele vejen rundt. Rammefortællingen følger Larry og Ayesha, der har fået til opgave at undersøge en ung knægts forsvinden. I hans dunkle hjem, bliver de mødt af en række tændte fjernsyn og en stak VHS-bånd.

De ser således båndene igennem (ja, antologiens fire kortfilm), mens man vender tilbage til de to i huset, hvor stemningen bliver fortsat mere eery. Første bånd i maskinen er Phase I Clinical Trials, der følger en mand, som efter at have mistet synet på det ene øje, får indopereret et øje/kamera, der samtidig optager alt. Men der følger uventede bivirkninger med øjet og snart ser han skumle skikkelser i sit hjem. En creepy film med både olm atmosfære og fine jump scares.

Herefter blev der smidt sort humor i horrorgryden med den indvoldsudrivende zombiefilm A Ride in the Park, hvoraf den ene instruktør er Eduardo Sánchez – den ene af de to gutter bag nyklassikeren The Blair Witch Project. Her udvikler en cykeltur gennem skoven sig til en sjasket zombiemassakre med blod på linsen. Good and gory zombie fun. Med det tredje indslag, Safe Haven, blev der gået balls out med sjasket splat, et herligt grotesk plot og adskillige blodige money shots.

Her udvikler et dokumentarholds besøg hos en sekt sig til et sandt mareridt. For selvfølgelig gemmer de hvidklædte medlemmer på mørke hemmeligheder. En forrygende rutsjebanetur med flere groteske what the fuck-øjeblikke, mens løjerne bare eskalerer hele vejen mod den forrygende finale. Så ja, mange tak til de to instruktører bag, Gareth Evans (The Raid) og Timo Tjahjanto (det forrygende indslag, L is for Libedo på The ABCs of Death, læs min anmeldelse HER).

Sidste indslag var desværre også antologiens svageste. For selvom Slumber Party Alien Abduction er en cool titel, var det en noget ujævn oplevelse. Det er ellers Jason Eisener, der har instrueret – manden bag den fremragende Hobo with a Shotgun. Men det larmende besøg fra rummet tumlede noget forslået rundt i mørket, mens man blev mere rundtosset end skræmt af de blege rummænd. Heldigvis fik rammefortællingen lov til at binde den blodige sløje på filmen, som den fortjente.

– V/H/S 2, 4/6:

RUNNER RUNNER: Batfleck og popdreng på ligegyldigt gamblertrip

25. september 2013/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Okay, den overskrift er måske ikke helt fair, for jeg kan sgu egentlig godt lide både Ben Affleck og Justin Timberlake. Jeg tillader mig dog alligevel den lidt hovne tone, da deres gambler-pølle Runner Runner ganske enkelt ikke er en god film. Så er lidt kæk mudderkastning vel på din plads. Men okay, lad mig forsøge at uddybe. Men først – hvad handler filmen om?

Kort fortalt har vi den intelligente universitetsstuderende Richie Furst, en ivrig Justin Timberlake. Han er en haj til poker på nettet, så for at betale sin uddannelse, satser han alt, han ejer. Han taber, men finder beviser for, at han er blevet snydt. Han rejser derfor til Costa Rica for at konfrontere bagmanden bag poker-sitet, Ivan Block – en overskudsagtig Ben Affleck. Han inviterer imidlertid Richie ind i sit foretagende og snart er millionerne, damerne og festerne hans nye livsstil.

Men det nye liv har selvfølgelig en bagside – og snart får den ellers regelrette Richie svært ved at vikle sig fri af det lyssky foretagende, hvor både bøller, korrupte politikere og FBI snart ånder ham i nakken. Ja, den havde du jo nok luret. Men skulle du have svært ved at følge med i det ellers letforståelige og forudsigelige plot, er de medvirkende hele vejen meget flinke til at fortælle, hvorfor de gør som de gør og hvad de har tænkt sig at gøre.

Man bliver ganske enkelt holdt i hånden hele vejen – og der bliver da også lige for de langsomste i klassen smidt en forklarende voice-over på. Én ting er dog at være klichéfyldt og bøje både karakterer og fortælling i neon. Men når skidtet ikke engang er spændende, er der ikke meget andet tilbage end en film, der er ligeså grådig efter folks penge som en enarmet tyveknægt, der ikke giver noget tilbage af betydning. Ja, tematikker som retfærdighed, moral, kynisme og grådighed forbliver flade.

Det er også småt med karisma hos Timberlake og Affleck, der mest er et par flotte fyre på automatpilot – og desværre kan en ellers både sød og æggende Gemma Arterton som kvindeligt fodspænd ikke sparke meget liv i lortet, der dog på trods af alt holder en fornuftig spilletid på 91 minutter. Oh what to do, endnu en opslidt luder af en ligegyldig Hollywood-kliché. Du ved, sådan en man ville ønske, man ikke havde set, selvom oplevelsen trods alt ikke gav en lyst til at begå selvmord.

– ‘Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Runner Runner | Biografanmeldelse”]
Vurdering 2/6:

Originaltitel: Runner Runner, USA, 2013
Premiere: d. 26. september 2013
Instruktion: Brad Furman
Medvirkende: Ben Affleck, Justin Timberlake, Gemma Arterton m.fl.
Spilletid: 91 min.
Distributør: SF Film / Fox Film[/tab][/tabgroup]

ANNA KARENINA: Keira Knightley og kærlighed svøbt i smukke billeder

22. september 2013/i Anmeldelser, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Nej, jeg har ikke læst den russiske roman fra 1877, Anna Karenina af Leo Tolstoy, som filmen er baseret på. Det burde nu heller ikke være nødvendigt for at nyde Joe Wrights smukke filmatisering med Keira Knightley, Jude Law og Aaron Taylor-Johnson i et kompliceret trekantsdrama.

Keira Knightley er Anna Kerenina, der er gift med politikeren Alexei Karenin, spillet med følsom diktion af Jude Law. Deres ægteskab vakler dog – Anna begynder at tvivle på deres ægteskab og hun får øjnene op for officeren Vronsky, spillet af Aaron Taylor-Johnson (ja, Kick-Ass) med korngult hår og overskæg.

Det er dog kun et kort sum up af historien, eller hovedhistorien om man vil. For i biroller og sidehistorier vendes og drejes kærligheden ligeledes, hvor de mange facetter, faldgruber og modstridende følelser får liv. Både den rene, intellektuelle og idealistiske kærlighed samt den kødelige, tragiske og umulige kærlighed. Ja, det er en af de der evigtgyldige historier.

Men selvom forlægget er mere end 100 år gammel, er der ikke noget forældet ved denne filmatisering. Jo, den finder ganske vist sted i 1800-tallets Rusland med smæk på de store kjoler, stramme manerer og en gudfrygtig tro på ægteskabets ubrydelige bånd. Men instruktør Joe Wright har et særdeles elegant øje for billeder, tempo og filmisk flow, der hele vejen holder smukt liv i fortællingen.

Her leges der veloplagt mediet, hvor scenerne nærmest som teaterkulisser smyger sig ind og ud af hinanden i både overraskende og medrivende sceneovergange. Lige fra imponerende balscener med lysekroner, der svæver ned fra loftet til sneklædte vidder og hæsblæsende hestevæddeløb. En visuelt medrivende lækkerbisken. Desværre kom jeg ikke helt ind på livet af dramaet og de medvirkende.

Ikke at Keira Knightley, Jude Law og Aaron Taylor-Johnson ikke gør god figur, for det gør de. Men følelserne forbliver mere deres, end at de satte sig i mig. Desuden giver den søde kærlighedshistorie mellem Alicia Vikander som prinsesse Ekaterina og Domhnall Gleeson som Konstantin Levin et fint og uskyldigt modspil til det tragiske trekantsdrama. Ja, du kan roligt læne dig rette og nyde denne smukke film.

Anna Karenina 4/6:

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmens forførende billedside kommer virkelig til sin ret på Blu-ray. Her står de mange duperende scenerier veldefineret, med mættede farver og imponerende detaljegrad. Lydsporet er ligeledes en fornøjelse med sine velbalancerede niveauer, klare dialog og medrivende musik. Der medfølger også ok ekstramateriale.

Man får et ok kommentarspor med Joe Wright, der informativt guider en igennem filmen med tanker om både den visuelle stil og det historiemæssige indhold. Herudover er der otte slettede scener med et par fine imellem (13 min.) samt en håndfuld featuretter, der noget overfladisk ser på historien (5 min.), det at filmatisere romanen (5 min.), Keira som Anna (4 min.), Joe Wright på settet (5 min.), lidt om kostumerne (3 min.) og slutteligt en time-lapse over filmsettet (8 min.).

Ekstramateriale 3/6 | Billede 5/6 | Lyd 5/6

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Anna Karenina | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering 4/6:

Originaltitel: Anna Karenina, England, 2012
Release: d. 3. september 2013
Instruktion: Joe Wright
Medvirkende: Keira Knightley, Jude Law, Aaron Taylor-Johnson m.fl.
Spilletid: 2 timer 9 min
Udgiver: Universal Studios Entertainment[/tab][/tabgroup]

ANTIVIRAL: Fascinerende body horror fra sønnike-Cronenberg

20. september 2013/i Anmeldelser, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Blu-ray-anmeldelse: Der venter kropsligt fordærv og psykisk deroute med Brandon Cronenbergs bizarre og veloplagte spillefilmsdebut Antiviral. Ja, det er David Cronenbergs søn og man må sige, at æblet ikke falder langt fra stammen med tanke på fader Cronenbergs body horror-titler som Videodrome og The Fly. Brandon har ligeledes et fokus på kroppens forfald, der udover det fysiske ubehag også indeholder bidsk satire og grotesk humor.

Vi befinder os i en nær fremtid, hvor det er udbredt at få overført kopier af sygdomme fra kendisser, så man herved kan føle en form for biologisk forbindelse til stjernerne. Ja, kendiskulturen taget til det ekstreme. Syd March arbejder her for et firma, der overfører disse kendissygdomme – men han har også en farlig bibeskæftigelse.

For at tjene lidt ekstra smugler han nemlig sygdomme ud for at sælge dem på det sorte marked, mens han også eksperimenterer med sygdommene på egen krop. Snart løber eksperimenterne og hans omgang med den kriminelle underverden dog af sporet – en nedadgående spiral, der kun eskalerer.

Her er altså tale om en på mange måder sælsom præmis – men den fungerer. Blandt andet fordi det lykkedes Brandon Cronenberg at skabe et troværdigt og fængslende univers. Her foldes den bizarre fortælling ud i et både smukt og koldt stiliseret univers, hvor blanke overflader og hvide vægge står i kontrast til de væmmelige sygdomme og kroppens kødelige forfald.

Men filmen fungerer også fordi Caleb Landry Jones i den altoverskyggende hovedrolle som Syd March leverer en fremragende og intens præstation, der bringer både nerve, nuancer og troværdighed til den outrere fortælling. Ja, en både absurd og fascinerende film, hvor den kuriøse præmis og Syds optrappende sygdomsforløb leveres med sikker hånd om både karakterer og historie.

Brandon Cronenberg, der desuden også har skrevet filmen, rammer således en medrivende balancegang mellem sit stramt æstetiske udtryk, boblende body horror og intellektuelt pirrende tematikker som identitet og kendiskultur. Så den til tider lidt ujævne pacing er bestemt til at leve med – desuden er Malcolm McDowell cool i en fin birolle. En på mange måder fornem spillefilmsdebut, der på trods af, at farmand Cronenberg spøger i kulissen også er en film i sin egen ret.

Filmen 4/6:

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen står klart og veldefineret på Blu-ray med en flot og nuanceret farvepalet samt solid kontrast og indtagende detaljegrad. Lydsporet går klart og velbalanceret igennem – dynamisk og medrivende. Ekstramaterialet begrænser sig til en ganske god making of (30 min.), der giver et fint indblik i filmen og dens tilblivelse med interviews af cast og crew. Videre fem behind the scenes-klip, der mest er udpluk af making of-featuretten (13 min.) samt et slideshow med stills fra filmen (2 min.).

Ekstramateriale 3/6 | Billede 5/6 | Lyd 5/6

– Bliv ven med Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Antiviral | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering 4/6:

Originaltitel: Antiviral, Canada, 2012
Release: d. 12. september 2013
Instruktion: Brandon Cronenberg
Medvirkende: Caleb Landry Jones, Malcolm McDowell m.fl.
Spilletid: 107 min.
Udgiver: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

Indlæg

EVIL DEAD (1981 og 2013): Splattet milepæl og medrivende remake

KVINDEN I BURET: På stivbenet jagt efter den gode krimi

ANTBOY: Pissemyre bærer sin superheltekappe med bravur

BLODIG WEEKEND 2013, DAG 4: Fra grotesk undergrund til VHS-samleri og tårnhøjt helvede

BLODIG WEEKEND 2013, DAG 3: Fra grum tortur til fjollet hajtornado

BLODIG WEEKEND 2013, DAG 2: Fra zombier til kække dræberklovne

BLODIG WEEKEND 2013, DAG 1: Blodsjaskende godt remake og håndholdt V/H/S-horror

RUNNER RUNNER: Batfleck og popdreng på ligegyldigt gamblertrip

ANNA KARENINA: Keira Knightley og kærlighed svøbt i smukke billeder

ANTIVIRAL: Fascinerende body horror fra sønnike-Cronenberg

Alt indhold tilhører Filmskribenten.dk

Følg os på Facebook

Nyeste indlæg

KATEGORIER

ARKIV