Indlæg

12 STRONG: Thor til hest på jagt efter Taliban i Afghanistan

Biografanmeldelse: På hesteryg og med automatvåben i hænderne forsøger 12 amerikanske soldarter at udslette Taliban i dagene efter terrorangrebet på World Trade Center i 2001. Så simpelt er det actiontrumlende setup i ’12 Strong’, der er baseret på en sand historie. Således følger man Chris Hemsworth i front som kaptajn for sine mænd i fjendes land.

Det er en mission mod alle odds, blandt andet på grund af den lille indsatsstyrke af elitesoldater, og fordi deres kaptajn ikke før har været i frontlinjen. Det kommer han i den grad i Afghanistan, hvor holdet er tvunget til at arbejde sammen med en lokal krigsherre som de første, der bliver indsat i det krigshærgede land, hvor det ubarmhjertige landskab lægger ryg til eskapaderne.

12 Strong biograf 02

Desværre er filmen bare ikke videre spændende. End ikke de op til flere eksplosive actionscener sætter gang i adrenalinen hos mig. Mest af alt er det den samme actionscene, der udspilles igen og igen filmen igennem. Elitesoldaterne rykker frem, skyder lidt og får fly i luften til at bombe Taliban. Jeg mærker ikke faren, der er på spil. Det hele er sat noget fersk i scene.

På samme måde som filmen er fattig på medrivende action, er det også småt med nuancerne i den bastante fortælling. Fjenden er ondskaben selv med dræberøjne og håndvåben. End of story. Her er dog lidt tilløb til et spil på hvem, der er venner, og hvem er fjender. Hvem soldaterne med andre ord stole på. Det afstedkommer bare ikke den intensitet, der ellers sigtes efter.

12 Strong biograf 03

Jeg forbliver med andre ord noget kold over for de skarptskydende løjer. Blandt andet også fordi, jeg aldrig for alvor kommer ind på livet af hverken Chris Hemsworths karakter eller de andre på holdet. De er todimensionelle mænd med våben og en sult efter at dræbe fjenden. Det er altså ikke nok, at man indledningsvis introduceres for soldaternes søde og bekymrede familier.

Det er den danske og anerkendte fotojournalist Nicolai Fuglsig, der debuterer som filmsinstruktør. Det er han ikke sluppet videre heldigt fra. Filmen er anonym at se på, men ligner dog trods alt et stykke professionelt Hollywood-arbejde – bare uden personlighed og sjæl. Det ville dog være til at leve med, hvis filmen så bare havde leveret om ikke andet på actionfronten. ’12 Strong’ ender derfor også på bundlinjen som en noget uengagerende krigsfilm.

– ’12 Strong’ får 2 ud af 6 stjerner:

2_6 - stars

– ’12 Strong’ får biografpremiere den 8. februar.

DOBBELT BEGÆR: Sensuelt, hedt og farligt fransk begær

Biografanmeldelse: Begæret bobler hedt i franske François Ozons erotiske psycho-thriller ‘Dobbelt begær’. Et psykologisk rænkespil i følelsernes vold, hvor hemmeligheder afdækkes og sandhedens farlige væsen viser sit overraskende ansigt. Altsammen fortalt i fint forførende billeder, der smukt smyger sig om den sindrige fortælling om den depressive Chloé.

Den triste Chloé har nemlig en knude i maven, hun ikke kan slippe af med. Det er psykisk betinget, mener hendes læge. Hun opsøger derfor psykiateren Paul Meyer. Det går dog hverken værre eller bedre end, at de to falder for hinanden og indleder, hvad der skal blive starten på et både farligt og fatalt forhold, der gemmer på flere hemmeligheder, end hvad godt er.

Dobbelt begær biograf anmeldelse 01

Mere skal du sådan set ikke vide om filmens fortælling, for netop plottets hemmeligheder, afsløringer og sirligt udfoldede historie er en stor del af filmens engagerende styrke. Jeg forføres af mysterierne, men også af filmens velbalancerede og smukt komponerede billeder samt ikke mindst af Marine Vacth, der nuanceret, fortabt og stærkt indtager rollen som Chloé.

Som det noget mindre følelsesstyrede modstykke finder man Jérémie Renier som den rolige psykiater. Men som det står malet op fra starten, så er det også et forhold, hvor lykken ikke er ubetinget, men hvor skyggerne sniger sig ind som en slange mellem de to. Et forhold, der er medrivende fortalt og portrætteret. Jeg vil vide mere om de to hele vejen.

Dobbelt begær biograf anmeldelse 02

Jeg tilgiver da også derfor nogenlunde, at filmens symbolik måske er lige bastant nok sine steder. Mens der også er fortællemæssige gentagelser, hvilket trækker lidt af filmens ellers ganske fint orkestrede momentum ud af de sensuelle eskapader. Desuden kan jeg godt lide, hvordan det hele eskalerer i tredje akt, hvor der sættes psykologisk trumf på.

François Ozons har med andre ord skabt en smuk og forførende farlig film om begær, seksualitet, identitet og den uforudsigelige kærlighed, som kan sende enhver ud over kanten og ind psykens mørkeste kringelkroge. Marine Vacth bærer mig således medrivende igennem Chloés overraskende rejse ind i sig selv og sit fortabte indre, hvor begæret bobler ufortrødent.

– ‘Dobbelt begær’ får 4 ud af 5 stjerner:

4_6 - stars

– ‘Dobbelt begær’ får premiere den. 8. februar.

Roman J. Israel, Esq.: Denzel Washington ejer denne film

Biografanmeldelse: Lad det være sagt med det samme: En helt igennem forrygende Denzel Washington ejer det tilbagelænede drama ‘Roman J. Israel, Esq.’. Han har en stille intensitet og et roligt nærvær som den idealistiske og engagerede forsvarsadvokat Roman. Desværre er filmen ikke nær så god som hans Oscar-nominerede præstation, men taber noget af pusten undervejs.

Man følger her den dygtige, men også socialt akavede, Romans stille liv, som han har dedikeret til sit arbejde. Han er minutiøs, oprigtig og ikke bange for at gå imod ordrer, når han vil have, at retfærdigheden skal ske fyldest. Men nu arbejder han også i et overbelastet domstolssystem i Los Angeles, hvilket kræver sin mand – og den mand er Roman.

Roman J. Israel biograf 02

Sådan går den erfarne advokats dage, den ene efter den anden. Afdæmpet og rutinepræget. Men hans liv vendes på hovedet, da hans mentor og chef pludseligt dør. Han mister sit arbejde, men hyres nu ind af sin afdøde chefs ambitiøse advokat George Pierce – spillet selvsikkert og overbevisende af Colin Ferrell.

Roman hvirvles dog snart ind i begivenheder, der sætter hans verdenssyn og juridiske disciplin på prøve. Det er dog i ligeså høj grad det stille portræt af den sirlige Roman – som det er sager i retten – der bærer filmen frem. Desværre også en kende trægt. Filmens momentum bliver med andre ord lidt tung i røven og mister derfor også noget af den ellers fint lavmælte intensitet og uro.

Roman J. Israel biograf 03

En intensitet og uro, der ligeledes simrer lige under overfladen på den veltalende og høflige Roman. Der mangler dog noget mere faldhøjde i filmens fortælling, der synes at gå en kende i ring, mens der trædes vande undervejs. Det er ganske enkelt Denzel Washingtons nuancerede portræt, der sikrer, at filmen ikke helt mister pusten og sit engagerende nærvær.

Men ‘Roman J. Israel, Esq.’ ender desværre på bundlinjen med at være et overbevisende og fint afdæmpet portræt af Roman, mens fortællingen dog mangler fremdrift til at forløse dette portræt mere indtagende. Her mangler ligeledes bedre forløst spænding og drama, der ellers sigtes efter. Desværre reddes filmens heller ikke af det sidste akt, hvor der kommer lidt mere fart på dramaet.

– ‘Roman J. Israel, Esq.’ får 3 ud af 6 stjerner:
3_6 - stars

– ‘Roman J. Israel, Esq.’ får biografpremiere den 8. februar.

THE DISASTER ARTIST: Francos film om verdens dårligste film

Biografanmeldelse: Lad mig krybe til korset med det samme: Jeg har endnu ikke set den berygtede ‘The Room’ fra 2003, der siden har fået kultstatus som værende verdens dårligste film. Det er tilblivelsen af den film, der er omdrejningspunktet for James Francos både morsomme, småtragiske og sine steder rørende ‘The Disaster Artist’ om venskab og at gå efter sine drømme.

Den unge Greg har nemlig en drøm om at blive skuespiller, men talentet er det umiddelbart småt med. Han tør ikke at give sig hen. Men så møder han den enigmatisk og karismatiske Tommy Wiseau til en teatertime. Greg bliver vundet over af hans energi og evne til ikke at give en fuck. Et umage venskab opstår, og snart går turen til Los Angeles for at slå igennem.

The Disaster Artist biograf 01

Men nej, så let går det naturligvis ikke. Og da slet ikke for Tommy. Hvad gør man så? Jo, Tommy beslutter sig da bare for at lave sin egen film sammen med Greg. Det, der sidenhen er blevet den famøse ‘The Room’. Uden erfaring, men fuld af den naives tro på, at alt kan lade sig gøre, giver Tommy sig i kast med at skrive, instruere, spille hovedrollen i og producere filmen.

Godt nok har jeg ikke set ‘The Room’, men jeg har dog set diverse scener på YouTube og hørt venner begejstret fortælle om den. Så jeg har en nogenlunde idé om, hvilken ubehjælpsom, men også vildt morsom film, det er. Ufrivilligt morsom. Jeg savende med andre ord ikke som sådan at have set ‘The Room’ forud for James Francos eskapader i rollen som den mystiske Tommy.

The Disaster Artist biograf 03

Og netop James Franco portræt af drømmeren Tommy er det tog, der bærer filmen på sin sære charme, sit lange sorte hår, solbriller og østeuropæiske accent. Han er ikke til at blive klog på, og det drager. Ingen ved, hvor gammel han er, hvor han kommer fra, eller hvor han får pengene til filmen fra. Denne mystik indkapsler James Franco med den menneskelighed, som er nødvendig.

I rollen som Greg finder man James Francos rigtige bror Dave. Det kønne ansigt, der har noget nemmere ved at komme frem i Hollywood end den ukuelige Tommy. Deres venskab giver filmen en  engagerende dramatisk tyngde. Den finder jeg også i det fint nuancerede portræt af Tommy, der på en gang både synes at være fra en anden planet, men også mere menneskelig end nogen anden.

– ‘The Disaster Artist’ får 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars

– ‘The Disaster Artist’ har premiere den 1. februar 2018.

Kærlighedens væsen sensuelt sat i scene med Call Me By Your Name

Biografanmeldelse: Kærlighed er det bedste i verden. Det kan også være det værste i verden. I hvert fald den ulykkelige slags. I Luca Guadagninos dragende romance ‘Call Me By Your Name’ er det netop kærligheden – den komplicerede slags – som kommer i menneskeligt spil mellem den 17-årige Elio og den nogle år ældre Oliver.

Vi dumper ned et sted i det vestlige Italien anno 1983, hvor sommeren har sit greb i de billedskønne omgivelser, der danner rammen om det sødmefulde drama. Her ankommer den amerikanske og charmerende akademiker Oliver til Elios hjem, da han skal være praktikant for netop Elios far, som er professor i klassisk græsk-romersk kultur.

Call Me By Your Name biograf 02

Et hjem, der emmer af levet liv, smuk kultur, et væld bøger og lange sommeraftener. Her går dagene med at studere, svømme, spise god mad og have lange diskussioner. Ja, jeg får lyst til at gå ind i filmens liflige og lokkende miljø af alt det bedste fra et landligt Italien, der er indfanget i smukke kameraindstilling af både omgivelserne og menneskene.

‘Call Me By Your Name’ er således også en film, der lever af mere og andet end netop den spirende – og hemmelige – romance mellem de to mænd. For også fortællingens atmosfære snørrer sig varmt om mig med karakterer, der over hele linjen fremstår naturlige i deres omgang med livet og hinanden. Jeg tror ganske enkelt på det liv, der udspiller sig for mig.

Call Me By Your Name biograf 03

Netop karaktererne, med Armie Hammer og det unge stjerneskud Timothée Chalamet i front, er med til at løfte den dvælende fortælling til at være mere end sine smukke billeder. De to mandlige hovedroller får her hensat mig i deres intimsfære af følelser, begær og nysgerrighed. De to har kemi, der nuanceret river op i den svære kærlighed.

Instruktør Luca Guadagnino har ganske enkelt skabt et både overbevisende og nært samt intimt og sensuelt kærlighedsportræt, der ganske vist ikke greb helt så meget fat om mit følelsesliv til, at jeg hele vejen var hensat til de tos parløb. Her hjalp dog filmens besnærende atmosfære med at løfte mig igennem romancen. Ja, kærlighed er både det bedste og det værste i verden.

– ‘Call Me By Your Name’ får 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars

– ‘Call Me By Your Name’ har premiere den 1. februar 2018.

I, TONYA: På glatis med en rapkæftet skøjteprinsesse

Biografanmeldelse: Jeg går på ingen måde op i kunstskøjteløb. Det forhindrede dog langt fra det biografiske og sorthumoristiske drama ‘I, Tonya’ i både at charmere og underholde mig i veloplagt stil. Ganske vist er den egenrådige kunstskøjteløber Tonya Harding i centrum, men fortællingen handler om meget andet end skøjteløb: Om at være sig selv, om kærlighed og om mod.

For den rapkæftede Tonya finder sig ikke i noget pis og gør tingene på sin egen måde i en ellers konventionel kunstskøjteløbsverden. Her skal man passe ind. Det gør Tonya ikke. Det er dog ikke kun kampen om at blive respekteret for sit åbenlyse talent, som filmen drejer sig om, men ligeså meget Tonyas kamp for at blive elsket af verden og dem omkring sig.

I tonya biograf 03

Nu er der måske heller ikke noget at sige til, at Tonya higer efter anerkendelse, når man kigger på hendes ikke just sunde bagland. Her kæmper hun fra helt lille med en usympatisk mor, der viser hende nul kærlighed, videre til en en kæreste, som viser sig at være lidt for glad for at slå hende. Det lyder måske lidt tungt og trist, men bare rolig, det er ‘I, Tonya’ bestemt ikke.

Filmen er nemlig fuld af saft, kraft, fortællemæssig virilitet og humor. Ikke mindst takke være en karismatisk Margot Robbie i titelrollen. Hun bringer en ubunden og engagerende energi til Tonya, der måske ikke selv er lige elskværdig hele tiden, men som hele vejen er spændende at følge – blandt andet fordi hun netop er uperfekt og uforudsigelig.

I tonya biograf 02

Det samme er det ligeledes umage persongalleri, hvor ikke mindst Tonyas mor får lov at fylde med sin konstante galde, der – som resten af filmen – ikke er uden sort humor. For ganske vist er det et i den grad dysfunktionelt mor-datter-forhold, man er vidne til, men Allison Janney er som moderen også tilpas karikeret til, at jeg både griner af og med hende. Det samme gælder Sebastian Stan som den slatne, men voldelige kæreste, der ligeledes balancerer på kanten af karikaturen.

Således blander instruktør Craig Gillespie vellykket det tragiske og triste med det morsomme og karikerede. For selvom filmen er baseret på en sand historie, leges der veloplagt med sandheden, hvilket giver fortællingen et nuanceret metalag og fastholder Tonyas historie i et spændende spændingsfelt mellem virkelighed og fantasi. Derfor tilgiver jeg da også, at filmen mister lidt momentum undervejs, mens Margot Robbie dog bestemt er hele filmen værd.

– ‘I, Tonya’ får 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars

– ‘I, Tonya’ får premiere den 25. januar.

DARKEST HOUR: Gary Oldman er bedre end filmen i rollen som Winston Churchill

Biografanmeldelse: Vi befinder os i de spæde dage af 2. Verdenskrig. Nazisterne trumler med Hitler som befalingsmand afsted gennem Europa og banker snart på Englands dør. Det er nu den nyligt udnævnte og kontroversielle premiereminister Winston Churchill, der står med det tunge ansvar at skulle lede slagets gang og tage stilling til det presserende spørgsmål om enten at indgå i forhandlinger med fjenden eller at kæmpe imod med alle kræfter.

Det er helt kort det nervepirrende udgangspunkt for det netop Oscar-nominerede og biografiske krigsdrama ‘Darkest Hour’. Man finder her en (nærmest) uigenkendelig Gary Oldman i den altoverskyggende hovedrolle som den britiske statsmand. Komplet med det helt store makeup-arbejde for at fremtrylle den korporlige politikers karakteristiske ydre med cigaren i munden.

darkest hour biograf 02

Det er da også først og fremmest for Gary Oldmans præstation, du skal se den en smule flade film. For det er hans veloplagte og virile, nuancerede og drilske portræt, der for mig bærer filmen frem og holder mig fænget, når den ellers potentielt potente krigsfortælling mister pusten og sit momentvis sitrende momentum. Ja, vi er ude i et tilfælde af, at filmen ikke er noget nær så god som Gary Oldmans præstation. Desværre.

Men selvom Gary Oldman altså ned til selv de mindste trækninger ved øjnene overbeviser i sin Oscar-venlige præstation, så skal jeg altså også lige sluge det udstyrsstykke det er, at Churchill er bragt til live her. For ganske vist er gammelmands-makeuppen overbevisende, men den sidder også hele vejen som en påmindelse om, at vi her har at gøre med en spillet karakter og ikke en mand af kød og blod.

darkest hour biograf 01

Den ellers vildt flot udførte “gummimaske” skygger med andre ord en anelse for, at jeg bliver helt fortryllet væk i og opslugt af Gary Oldmans ellers magiske forvandling. Det hænger dog uden tvivl også sammen med, at fortællingen om de svære politiske valg mangler noget af den spænding, nerve og de eksistentielle gråzoner, der ellers implicit ligger i fortællingen.

‘Darkest Hour’ forbliver altså med at være en skuespillernes film, hvilket det øvrige cast fornemt understreger. Her med blandt andet en både sart og stærk Lily James som Churchills sekretær, videre til en vildt god og nærværende Kristin Scott Thomas som hustruen samt ikke mindst en altid god Ben Mendelsohn som King George VI. Men, men, men – dette er og forbliver Gary Oldmans film. Hele vejen op til Oscar-podiet.

– ‘Darkest Hour’ får 3 ud af 6 stjerner:

3_6 - stars

– ‘Darkest Hour’ får premiere den 25. januar 2018.

SIDSTE STOP: Liam Neeson er en pendler på røven

Biografanmeldelse: Jeg tænker ofte, at det må være trægt at skulle pendle et længere stykke med tog til og fra arbejde. Hver dag. Uge ud og uge ind. At bumle afsted på den samme strækning dag efter dag. Sådan er det for Liam Neeson i tog-og-action-thrilleren ‘Sidste stop’, hvor en ellers almindelig dag for pendleren Michael MacCauley pludselig ændrer sig radikalt.

Pludselig bliver turen nemlig langt mindre forudsigelig for familiefaderen og eks-betjenten. Han bliver nemlig passet op af en mystisk kvindelig medpassager, der tilbyder ham en stor sum penge, hvis han bare lige vil gøre hende en lille og tilsyneladende uskyldig tjeneste. Michael skal “blot” finde den passager på toget, der ikke passer ind – som hun udtrykker det.

sidste stop commuter 01

En tilsyneladende ufarlig, men også svær opgave. Ikke desto mindre tager Michael imod tilbuddet, hvilket han naturligvis ikke skulle have gjort. For ja, der er nemlig en stor hage ved dette noget overraskende tilbud. Snart er Michael således viklet ind i et komplekst spind af hemmeligheder, mord og med døden åndende både ham og de øvrige passagererne i nakken.

Således er jeg sammen med Liam Neeson og alle passagererne fanget i togets indre, der kun føles mere og mere klaustrofobisk som løjerne skrider frem. For ja, godt nok smides logikken og realismen overbord allerede inden, toget for alvor sætter igang. Men det gør nu ikke det store, når maskineriet som her spiller sine kort effektivt og med veliscenesatte actionsekvenser undervejs.

sidste stop commuter 02

Men nu hverken skal eller vil ‘Sidste stop’ være et realistisk hverdagsdrama, men derimod ufortyndet thriller-underholdning tilsat hårdtslående action. At plottet så slår lige lovligt mange knuder for sit eget bedste er blot grus i maskineriet, der ufortrødent banker sin historie afsted uden at se sig tilbage. Fuck logikken, vi har en cool Liam Neeson, der deler øretæver ud.

Hvad der således ellers er en ganske veloplagt omgang action-nonsens, bliver desværre tynget af et lidt for ujævnt flow og en sine steder for slap spændingskurve. Løjerne holder sig dog ganske pænt på skinnerne og rette spor hele vejen frem til den forventlige eksplosive finale. Desværre lidt for forudsigelig som meget andet i filmen. Ikke desto mindre tre stjerner med pil op.


- ‘Sidste stop’ får 3 ud af 6 stjerner:
3_6 - stars

– ‘Sidste stop’ får premiere den 11. januar.

sidste stop commuter poster

ANNABELLE – CREATION: Den dæmoniske dukke er tilbage

Blu-ray: Creepy dukker, fæle dæmoner og en håndfuld forskræmte piger. En vinder-kombination i skrækfilmens verden. I hvert fald i min, da ovenstående er noget nær den perfekte opskrift på et neglebidende godt gys for undertegnede.

Desværre leverer den ellers ok stemningsfulde ‘Annabelle: Creation’ bare ikke den gysende grumme vare i særligt høj grad. Derimod japper filmen noget forvirret rundt i sin historie og genrens velkendte virkemidler – uden at tilføje dem den nødvendige skrækkens pondus eller de veltimede jump scares, der ellers forsøges leveret.

Annabelle 2 biograf 01

Her er tale om en prequel til ‘Annabelle’ fra 2014. Således er det altså skabelsen af den dæmoniske dukke, man her er vidne til. Og som det er kutyme, starter det hele sådan nogenlunde stille, roligt og uskyldigt ud med en flok børnehjemspiger og deres nonne, som flytter ind hos en dukkemager og hans syge kone. What could go wrong?

Ja, du gættede rigtigt – for snart knirker døre, underligt lyde lyder i natten og skumle gespenster gemmer sig i det store hus, som naturligvis ligger langt fra alting. Ja, den dæmoniske og skummelt udseende dukke Annabelle rører på sig. Det går dog kun alt for sent op for den søde flok af piger, der snart ser sig fanget i et dæmonisk spil på liv og død.

Annebelle 2 biograf 03

Desværre er der bare ikke rigtigt nogen af de medvirkende, der for alvor brænder igennem. Så det er heller ikke her, man kan kaste sin følelsesmæssige krog i eskapaderne, der forbliver noget emotionelt flade, selvom her er søde pigers liv på spil. Det er altså i høj grad uhyggen, der bliver nødt til at bære løjerne hjem. Det gør den desværre bare ikke.

Det bliver kun til et par ok fine tilløb til nogle myrekrybende grumme scener – de forløses bare aldrig videre gysende tilfredsstillende. ‘Annabelle: Creation’ ender derfor også med at være en frustrerende oplevelse, da potentialet er der. Men jeg blev bare aldrig for alvor skræmt eller revet med af pigernes kamp mod ondskaben.

Ekstramateriale:
Blu-ray-udgivelsen byder desuden på en omgang ekstramateriale, hvor man blandt andet kan gå på opdagelse i ‘The Conjuring’-universet, som er det, filmen udspringer af, mens der også medfølger to horror-kortfilm samt slettede scener og et kommentarspor med instruktøren med mere.

– ‘Annabelle: Creation’ udkommer på dvd og Blu-ray den 14. december 2017.
annabelle 2 blu-ray cover

INTERSTELLAR: Christopher Nolans rumskib er også forrygende på 4K Ultra HD

4K Ultra HD: Jo mindre du ved om Christopher Nolans Interstellar – altså inden du ser den – jo bedre. Men du har forhåbentlig allerede set den. Uanset hvad, så tåler den flere gensyn, hvilket denne 4K Ultra HD-udgivelse bestemt indbyder til. Men læs lige videre, hvis du vil have lidt flere ord på, hvorfor du skal tilbringe tre timer i selskab med Matthew McConaughey og Nolan.

Groft sagt så ligger Interstellar tættere på Nolans Inception, Memento og Following end på hans Batman og Bane. Ja, Nolan har bestemt også set både Malick og Tarkovskijs film. Interstellar er altså en filmoplevelse, der i høj grad lever af sine spændende idéer, eksistentielle tematikker og smukke billeder –mere end at skulle afvikle et velafstemt og stramt fortalt plot. Det fungerer.

interstellar biograf 03

Interstellar er dog ikke en utilgængelig kunstfilm. Det er veldrejet science fiction-underholdning med hjerne og hjerte – hvis jeg lige må være sådan lidt retorisk tung i røven. Men sandheden er, at filmen på trods af sine godt tre timer fastholder mig og holder et tempo, der både tillader roen og eftertanken at synke ind, men også husker på at levere både action og overraskelser.

McConaughey spiller med vanlig texansk charme hovedrollen som Cooper, der ender i filmens store rumeventyr. Menneskehedens dage på Jorden er nemlig talte, hvorfor Cooper og et hold videnskabsfolk kigger mod stjernerne for en løsning. Fortællingen er dog hele vejen grundet i et menneskeligt drama, hvor McConaughey som enlig far med tilpas schwung på sentimentaliteten får sat oprigtige følelser i sving og ikke mindst et hav af tanker i gang.

interstellar biograf 01

Nolan spinder nemlig sin ambitiøse historie mellem alt det, der befinder sig mellem kærligheden og videnskaben. Fra det at være forælder til livet og døden samt noget så hjernevridende som begrebet tid. Ja, her er meget i spil, og filmen er da heller ikke hele vejen lige elegant fortalt, mens karaktergalleriet heller ikke er lige interessant. Blandt andet er Anne Hathaway som astronaut noget fersk, mens Michael Caine dog byder ind med trolig autoritet.

Men Interstellar overvinder sine ujævnheder takket være sine mange idéer samt smukke og overraskende scenerier. For på samme måde som Cooper med appetit på eventyret rejser ud i verdensrummets uvished, er Interstellar også som en rejse, man ikke ved, hvor tager en hen. En rumrejse, hvor jeg i mødet med stjernehimlen mødte både eventyret og min egen dødelighed. Altså på den der gode gamle og opløftende måde.

interstellar 05

4K Ultra HD og ekstramateriale:
Filmens imponerende billedside kommer flot og overbevisende til sin ret på 4K Ultra HD. Billedet står veldefineret med solid kontrast, god detaljegrad og en mættet farvepalet. Lydsiden er ligeledes en fornøjelse, hvor de dynamisk balancerede niveauer lader de forskellige elementer kommer til deres ret – lige fra rumskibslyde til Hans Zimmers overvældende score til replikker.

Filmen følger også med på Blu-ray, mens man også finder en virkelig god stak ekstramateriale, der på spændende vis dykker dybt ned i filmen og dens tilblivelse med et kig på diverse aspekter ved produktionen. Lige fra filmens videnskabelige idéer og baggrund, videre til de overbevisende visuelle effekter og meget mere. Alt er bestemt værd at bruge tid på.

– ‘Interstellar’ udkommer den 18. december 2017.
interstellar UHD cover