Shyamalan og Sex & The City ”vinder” stort

Så er dette års berygtede Razzie-priser uddelt – filmprisen der belønner de værste film og skuespilspræstationer fra året der er gået. Vanen tro afholdes showet dagen før den store Oscar-fest og fungerer på den måde som en slags modvægt til de eftertragtede Oscar-statuetter. I år blev Sex & The City 2 og M. Night Shyamalans The Last Airbender de helt store vindere – eller tabere om man vil.

M. Night Shymalan fik således prisen for værste instruktør for The Last Airbender eller Luftens sidste mester, som den danske titel lyder. Den løb også med prisen for værste manuskript, den nye pris Worst Eye-Gouging Mis-Use of 3-D og selvfølgelig hovedprisen for årets værste film – her var den ellers i hård konkurrence med bl.a. Twilight Saga: Eclipse, Vampires Suck og Sex & The City 2.

Sex & The City 2 gik dog ikke tomhændet hjem. Den blev nemlig vinder i kategorien værste prequel, remake, rip-off eller sequel. Årets værste kvindelige skuespiller eller skuespillerinder blev de fire veninder spillet af Sarah Jessica Parker, Kim Cattrall, Kristin Davis og Cynthia Nixon, mens samtlige af filmens medvirkende blev belønnet med den bredtfavnende pris for værste cast.

Årets værste skuespiller blev Ashton Kutcher for Killers og Valentine’s Day. Værste mandlige birolle gik til Jackson Rathbone for The Last Airbender og Twilight Saga: Eclipse, mens Jessica Alba blev årets værste kvindelige birolle for The Killer Inside Me, Little Fockers, Machete og Valentine’s Day.

I nat dansk tid er det så de ærefulde Oscar-statuetter, der skal uddeles og her tror jeg ikke ligefrem man skal forvente at se hverken M. Night Shyamalan eller tøserne fra Sex & The City på podiet.

– Se alle vindere og nominerede fra årets Razzie Awards HER.

Bodil hædrer den fængslende "R"

Den danske filmpris Bodil blev uddelt her søndag aften – og ligesom tilfældet var ved den anden store danske prisuddeling Robert, var det den rå fængselsfilm R, der løb med de tunge priser. Det for bedste film, bedste mandlige hovedrolle til Pilou Asbæk og en sær-Bodil til Tobias Lindholm for sit arbejde på R samt Thomas Vinterbergs Submarino, som Patricia Schumann fik en Bodil for bedste kvindelige birolle for.

Bodil-prisen uddeles af de københavnske filmskribenter og -kritikere og de var enige om at Trine Dyrholm skulle have en Bodil for bedste kvindelige hovedrolle i Susanne Biers Hævnen – hvilket også var tilfældet ved Robert-festen. Bedste mandlige birolle gik til Kurt Ravn for sin ubehagelige rolle i Smukke Mennesker.

Bedste ikke-amerikanske film blev Michael Hanekes fantastiske Det hvide bånd, mens bedste amerikanske film blev A Single Man. Og så modtog Armadillo ikke overraskende prisen for bedste dokumentarfilm, som det også skete ved Robert-festen. Lars Skree modtog desuden prisen for bedste fotograf for Armadillo – det er første gang prisen går til en dokumentar. Årets æres-Bodil gik til den garvede Henning Moritzen.

Læs om andre af årets prisuddelinger:
Årets Robert-priser var med stort “R”
BAFTA-uddelingen stod i kongens navn
Fincher fejres og dansk triumf ved Golden Globe
– og besøg Bodil-prisens hjemmeside HER.

BAFTA-uddelingen stod i kongens navn

I går aftes blev den britiske filmpris BAFTA uddelt og her blev det Kongens store tale, som sejrede stort med hele syv priser. Det for bedste film, den såkaldte Outstanding British Film, bedste originale manuskript og originale musik. Bedste mandlige hovedrolle gik til Colin Firth, mens prisen for bedste mandlige og kvindelige birolle gik til henholdsvis Geoffrey Rush og Helena Bonham Carter.

David Finchers The Social Network løb også med en håndfuld priser, det for bedste instruktør, bearbejdede manuskript samt klipning. Natalie Portman fik en BAFTA for bedste kvindelige hovedrolle i Black Swan, mens bedste animerede film ikke overraskende blev Toy Story 3. Og så gik prisen for bedste ikke-engelsksprogede film til den danskinstruerede Mænd der hader kvinder, som jo er på vej som et amerikansk remake af David Fincher.

Christopher Nolans flotte Inception løb med priserne for production design, lyd og special visual effects. Tim Burtons skuffende Alice i Eventyrland nappede også et par priser, det for kostumer samt sminke og hår. Og så var der også en flot cadeau til ‘Harry Potter’-filmene, som løb med den ærefulde Outstanding British Contribution to Cinema, mens Sir Christopher Lee blev hyldet med prisen Academy Fellowship.

– Se alle vindere og nominerede hos BAFTA HER.
– Læs også om årets Golden Globe-priser HER og Robert-priserne HER.

Trailer til ”The Wicker Tree”

Okay, jeg ved ikke helt om jeg glæder mig til denne. Jeg er nok snarere spændt – og en smule nervøs. For The Wicker Tree er nemlig en ”opfølger” eller et companion piece til en af mine absolutte filmfavoritter, nemlig den skræmmende The Wicker Man fra 1973 (altså ikke remaket med en forjaget Nocolas Cage).

Det er Robin Hardy, som også stod bag filmen fra 1973, der har instrueret og skrevet The Wicker Tree. Den netop frigivne trailer ser dog noget rodet ud, så jeg er bestemt ikke overbevist om, at Hardy har skabt en værdig opfølger. Der er endnu ikke fastsat nogen biografrelease – og jeg tvivler på, at den når forbi de danske biografer. Anyways, har du ikke set den originale The Wicker Man, så få fat på den. Den er mesterlig.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=BR0pTvxXGbM[/youtube]

Årets Robert-priser var med stort R

Den danske filmpris Robert blev søndag aften uddelt af Danmarks Film Akademi i Cirkusbygningen i København. Her blev det den barske og fængslende fængselsfilm R, som løb med de store priser. Den fik prisen både for årets film og årets mandlige hovedrolle gik til Pilou Asbæk, mens filmens to bagmænd Tobias Lindholm og Michael Noer også blev tildelt Robert-priser for årets instruktør(er) og manuskript. Herudover modtog R også priser for årets fotograf, klipper, special effects og lyddesign.

Trine Dyrholm fik en Robert for årets kvindelige hovedrolle for sin præstation i Susanne Biers Hævnen, som i januar løb med en Golden Globe for bedste ikke-engelsksprogede film og sidst på måneden bejler om en Oscar for bedste udenlandske film. Den var dog ikke nomineret til en Robert for årets film, hvilket er helt fint med mig, da jeg fandt den både for konstrueret og overfortalt.

Akademiet består af 450 medlemmer, som alle dagligt arbejder med film på den ene eller anden måde, hvorfor Robert-uddelingen også siges at være branchens pris. Årets mandlige birolle blev Peter Plauborg for Submarino, mens årets kvindelige birolle blev Bodil Jørgensen for Smukke mennesker. Årets børne-og ungdomsfilm blev Hold om mig og ikke overraskende var det Klovn The Movie, som løb med årets publikumspris.

Årets amerikanske film blev Christopher Nolans drømmebasker Inception, foran bl.a. den ligeledes fremragende Oscar-favorit The Social Network. Årets ikke-amerikanske film blev danske Lone Scherfigs søde, men også en anelse tamme An Education – en smule nationalisme synes at have sneget sig ind, da den var i kamp med bl.a. Michael Hanekes fantastiske Det hvide bånd og den fremragende franske Profeten. Og så fik Armadillo som forventet en Robert for årets lange dokumentarfilm.

– Find alle de nominerede og vindere hos Danmarks Film Akademi HER.

Masser af spændende kortfilm

Jeg er så heldig, at jeg igen i år sidder med i den fem mand høje jury, der skal se og dele priser ud til kortfilmsproduktioner, som er produceret på gymnasier fra hovedstadsområdet og opland. Det var virkelig spændende og sjovt at se de mange bidrag sidste år, så jeg glæder mig meget til at se de cirka 20 nye kortfilm, som i år kæmper om priserne.

Arrangementet eller Filmfestival 13, som arrangementet hedder afholdes i morgen lørdag i Cinemateket i København. Det er Medielærerforeningen for de Gymnasiale Uddannelser, som i samarbejde med Det Danske Filminstitut og Børn & Unge står bag festivalen. Desværre er det igen i år et lukket arrangement, men mon ikke der blandt deltagerne gemmer sig et par stjerneskud, som vi alle kommer til at kunne nyde i landets biografer en gang i fremtiden?

Anne Hathaway er Catwoman og Tom Hardy er Bane

Så faldt der store nyheder i Christopher Nolans med spænding ventede tredje Batman film, The Dark Knight Rises. Anne Hathaway skal spille Selina Kyle, bedre kendt som Catwoman, mens Tom Hardy skal spille den muskuløse og kampklare Bane. Jeg er ikke den store fan af Hataway, men lader tvivlen komme hende til gode. Hun er trods alt i hænderne på Nolan.

Det er ikke første gang de to skurke har indfundet sig i en ‘Batman’-film. Catwoman er som bekendt bl.a. portrætteret af Michelle Pfeiffer i Tim Burtons Batman Returns fra 1992, mens en ordknap Bane hærgede i Joel Schumachers farvelade Batman & Robin fra 1997. Det er et par interessante karakter- og casting-valg, som bliver spændende at se bragt til live i Nolans dystre ‘Batman’-univers. The Dark Knight Rises er sat til at ramme biograferne juli 2012. Der er sgu lang tid til.

KLIK videre for at læse pressemeddelelsen —> Læs mere

Fincher fejres og dansk triumf ved Golden Globe

Priserne ved dette års Golden Globe Awards er uddelt. Der var ingen helt stor prissluger, men David Finchers ’Facebook’-film, den fremragende The Social Network løb med et par af hovedpriserne, nemlig for Bedste film i kategorien drama, Bedste instruktør og Bedste screenplay samt Bedste score.

Det er filmkritikere i foreningen Hollywood Foreign Press Association, som uddeler priserne og de havde også besluttet sig for at belønne Colin Firth med prisen for Bedste mandlige skuespiller i The King’s Speech. Bedste kvindelige skuespillerinde blev Natalie Portman for sin rolle, som forstyrret ballerina i Black Swan.

Nå ja, og så var der også dansk triumf. For Susanne Biers Hævnen løb med prisen for Bedste ikke-engelsksprogede film, det foran bl.a. den kritikerroste Biutiful. Jeg er ikke specielt begejstret for Hævnen, som jeg bl.a. synes er alt overfortalt og konstrueret – til gengæld leverer både Trine Dyrholm, Mikael Persbrandt og Ulrich Thomsen fremragende præstationer.

Bedste film i kategorien musical eller komedie blev The Kids Are All Right. Christian Bale og Melissa Leo fik priserne for henholdsvis Bedste mandlige og kvindelige birolle i The Fighter, som jeg glæder mig meget til at se. Og så gik prisen for Bedste animationsfilm til Toy Story 3.

– Se listen med alle vindere og nominerede HER.

Leslie Nielsen er død, 1926-2010

Den canadiske skuespiller Leslie Nielsen er død, 84 år gammel. Han døde sent søndag dansk tid på et hospital tæt på sit hjem i Fort Lauderdale, Florida.

Leslie Nielsen er nok mest kendt for sine komiske roller, ikke mindst i Højt at flyve (1980) og som den uheldige politimand Frank Drebin i ‘Høj pistolføring’-filmene (1988, 1991, 1994). Jeg husker ham dog også fra gysergenren, hvor han bl.a. har medvirket i den underholdende slasher-film Prom Night (1980) og som Richard Vickers i det fænomenale afsnit Something to Tide You Over fra George A. Romeros antologifilm Creepshow (1982).

I sin mere end 60 år lange karriere har han medvirket i et hav af tv-produktioner og spillefilm indenfor alle tænkelige genrer. Jeg husker ham bl.a. også fra science fiction-klassikeren Forbidden Planet (1956) og katastrofefilmen SOS Poseidon kalder (1972). Han var aktiv lige til det sidste og medvirkede bl.a. de seneste år i spoof-filmene i ’Scary Movie’-serien.

To knægte finder underligt dyr …

Neill Blomkamp instruerede den fænomenale District 9 – I ved, filmen hvor et enormt rumskib svæver over Johannesburg. Det var en af sidste års bedste film, så at der nu muligvis er nye pip fra ham, er spændende. I hvert fald kunne noget tyde på det. For med den seneste digitale version af WiReD Magazine (nummer 18.12) fulgte følgende teaser med, krediteret Blomkamp.

Det er ikke meget, man får at vide, men der lægges spor ud – så lad allerede nu gætterierne og hypen begynde. Den virale-kampagne er hermed skudt i gang. Læg fx mærke til hvad der står trykt på det underlige dyr – bl.a. ”AGM Heartland” – der er muligvis noget med genetiske og biologiske eksperimenter på færde. Og prøv da også lige at søg på “Montauk Monster”, nu du er i gang.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=L-IQdQYTBKU&feature[/youtube]