BLODIG WEEKEND 2013: Genrefilmsfestival byder på spændende og brutal horror

For anden gang kan man mæske sig i alverdens horrorfilm på den årlige genrefilmsfestivalen Blodig Weekend i København. Festivalen løber fra d. 26.-29. september med enkelte visninger i Århus. Programmet byder på flere interessante titler – og alene det at kunne kaste sig over horrorfilm i fire dage er lækkert.

Nedenfor følger tre titler for hver af festivalens fire dage, som jeg ser frem til – torsdag d. 26. september er der dog kun to titler på programmet, men to titler, jeg glæder mig til. Jeg har også indsat festivalens øvrige titler for overblikkets skyld. Klik på titlerne for Blodig Weekends omtaler.

Festivalen byder langt overvejende på film fra horrorland, man finder dog også enkelte afstikkere til blandt andet action- og westerngenren. Man kan desuden købe film, merchandise og andre lækkerier på collector’s market lørdag d. 28. september i Cinemateket fra kl. kl. 13:00-21:00, mens festivalen også byder på en række gæster. Blodig Weekend finder primært sted i Cinemateket i København, men har også en håndfuld visninger i CinemaxX i både København og Århus.

Jeg skal introducere remaket af den grumme We Are What We Are fredag d. 27. september kl. 21:45. Originalen er en brutal og dyster oplevelse og genindspilningen skulle ligeledes være en grum omgang gru. Kig endelig forbi og sig hej.

– Besøg Blodig Weekend på deres site HER og på Facebook HER.

Torsdag den 26. september:


EVIL DEAD
, (Fede Alvarez, USA, 2013, kl. 19.00, CinemaxX, KBH og Århus).
Remakes er ofte ildeset – og oftest med god grund – men det her skulle været et sjaskhamrende godt et af slagsen. Lavet med kun praktiske effekter som i de gode gamle dage. Så selvom der nok ikke er tale om en milepæl i genren, bliver det cool at se de vamle blodsudgydelser på det store lærred.

evil dead remake blodig weekend

V/H/S 2, (Diverse instruktører, USA, 2013, kl. 22:00, Cinemateket).
Jeg er ret glad for den første V/H/S – en antologigyser med håndholdt kamera – og denne opfølger skulle være endnu bedre. Instruktørerne bag de forskellige indslag er i denne omgang blandt andet Eduardo Sánchez (The Blair Witch Project), Gareth Evans (The Raid) og Jason Eisener (Hobo with a Shotgun). Min anmeldelse af den første V/H/S finder du HER.

VHS 2 Blodig Weekend stills

Fredag den 27. september:

I DECLARE WAR, (Jason Lapeyre, Robert Wilson, Canada, 2012, kl. 14.00 i Cinemateket).

THE BATTERY, (Jeremy Gardner, USA, 2012, kl. 16:30 i Cinemateket).
Dette skulle være et nyt og interessant take på zombiegenren. Jeg er vild med zombier – som alle horrorfilmfans vel er – så jeg er spændt på at se, hvordan man har forsøgt at gribe den ofte noget stivbenede genre an.

Battery Blodig Weekend stills

THE FORBIDDEN PHOTOS OF A LADY ABOVE SUSPICION, (Luciano Ercoli, Italien, 1970, kl. 19.15 i Cinemateket).

STITCHES, (Conor McMahon, Irland, 2012. Kl. 19.30 i Cinemateket).

BYZANTIUM UPDATE: DENNE VISNING ER DESVÆRRE BLEVET AFLYST. (Neil Jordan, England-USA-Irland, 2012, kl. 21.30, CinemaxX, KBH og Århus).
Jeg får desværre ikke mulighed for selv at se denne vampyrfilm, da jeg skal introducere We Are What We Are i Cinemateket. Instruktøren har blandt andet Interview With a Vampire og The Company of Wolves på CV’et. Filmen har Saoirse Ronan og Gemma Arterton på rollelisten samt Thure Lindhardt og Caleb Landry Jones, hvor sidstnævnte imponerede i Brandon Cronenbergs Antiviral – du finder min anmeldelse HER.

Byzantium Blodig Weekend stills

RETURN TO NUKE ‘EM HIGH VOLUME 1, (Lloyd Kaufman, USA, 2013, kl. 21.30 i Cinemateket).

WE ARE WHAT WE ARE, (Jim Mickle, USA, 2013, kl. 21.45 i Cinemateket).
Endnu et remake på programmet. Der skulle dog være tale om et solidt et af slagsen. Filmen er i hvert fald allerede blevet modtaget positivt – og ja, den mexicanske original er fremragende. Det bliver spændende at se, hvordan man her har behandlet det både stemningsfulde og brutale forlæg. Jeg introducerer desuden filmen.

We Are What We Are Blodig Weekend stills

Lørdag den 28. september:

COLLECTOR’S MARKET
. Salg af memorabilia, plakater og meget mere. Fri entre, fra kl. 13.00-21.00 i Cinemateket.

DEN NIHALEDE KAT, (Dario Argento, Italien-Frankrig-Vesttyskland, 1971, kl. 14.15 i Cinemateket).
Filmen introduceres af Dario Argento-eksperten Thomas Rostock og er en af festivalens ”retro”-titler. Ja, jeg er kæmpe fan af Dario Argento – i hvert fald hans film fra 1970’erne og 1980’erne og dette er en af hans perler, og så på 35 mm. Den skal du se. Læs evt. min anmeldelse af hans Four Flies on Grey Velvet HER.

Cat o nine tales Blodig Weekend stills

DARK TOUCH, (Marina de Van, Frankrig-Irland, 2013, kl. 16.45 i Cinemateket).
Dette skulle være en ret brutal omgang, hvor man følger en 11-årig pige, der er eneste overlevende efter en blodig massakre i en fjerntliggende by i Irland. Håber på en ordentlig mavepuster.

Dark Touch Blodig Weekend stills

Blodigt nyt fra undergrunden, danske genrefilm, fri entre, kl. 18.00 i Cinemateket.

DADDY’S LITTLE GIRL, (Chris Sun, Australien, 2012, kl. 19.00 i Cinemateket).

Alex Puddu-koncert med Edda Dell’Orso, efterfulgt af filmen ONCE UPON A TIME IN THE WEST, (kl. 19.30 i Cinemateket).

KISS OF THE DAMNED, (Xan Cassavetes, USA, 2012, kl. 21.30 i Cinemateket).

SHARKNADO
, (Anthony C. Ferrante, USA, 2013, kl. 21.30 i CinemaxX, KBH og Århus).
Ok, den her er måske ikke horror som sådan. Men ud fra dens trailer, der har floreret på nettet ser det ud til at blive en yderst underholdende tåbelighed. Jeg mener – hajer, der hvirvels op i tornadoer og spreder skræk og rædsel. Ja, det kan vist kun blive underholdende – og så er Ian Ziering på rollelisten (Steve fra Beverly Hills 90210).

Sharknado Blodig Weekend stills

Søndag den 29. september:

ADJUST YOUR TRACKING, (Levi Peretic, Dan M. Kinem, USA, 2013, kl. 14.15 i Cinemateket).
Festivalens eneste dokumentar og jeg glæder mig. Den handler nemlig om den subkultur af filmfans, der samler på VHS-bånd. Jeg har selv en forkærlighed for de gamle kassetter, så det bliver forhåbentligt både sjovt, interessant og underholdende at få indblik i disse samleres liv.

Adjust Your Tracking Blodig Weekend stills

GROTESK, (Peter J. Bonneman, Danmark, 2013, kl. 16.30 i Cinemateket).

Blodigt nyt fra undergrunden, danske genrefilm, (kl. 18.00 i Cinemateket, fri entré).

HERE COMES THE DEVIL, (Adrián García Bogliano, Mexico-USA, 2012, kl. 19.00 i Cinemateket).

FRESH MEAT, (Danny Mulheron, New Zealand, 2012, kl. 19.15 i Cinemateket).

BIG BAD WOLVES, (Aharon Keshales, Navot Papushado, Israel, 2013, kl. 21.30 i CinemaxX, KBH og Århus).
En israelsk hævn-thriller af de to instruktører, der stod bag den interessante, men også noget ujævne Kalevet aka Rabies. Denne titel skulle dog være mere vellykket – valget for mit vedkommende står dog mellem denne og actionfilmen The Tower, og selvom de begge lyder spændende bliver det for mit vedkommende The Tower jeg kaster mig over.

Big Bad Wolves Blodig Weekend stills

THE TOWER, (Ji-hoon Kim, Sydkorea, 2012, kl. 21:30 i Cinemateket).
Dette er en afstikker til actiongenren – og det skulle være en yderst effektiv og medrivende film i samme boldgade som Det tårnhøje helvede og Die Hard. Jeg har desuden en svaghed for sydkoreanske film, så som Old Boy, The Chaser og Public Enemy, så mon ikke også, at denne titel bliver en positiv oplevelse.

Tower Blodig Weekend stills

THALE, (Aleksander Nordaas, Norge, 2012, kl. 21.45 i Cinemateket:).

BONUS: Besøg af sangerinden Edda Dell’Orso.

Desuden gæster den 78-årige sangerinde Edda Dell’Orso festivalen. Hun har langt stemme til film som Once Upon a Time in the West, Den gode og den onde og den grusomme og har desuden sunget sange til over 50 titler af instruktører som Giuseppe Tornatore, Ettore Scola, Mario Bava og Jess Franco.

Alternative slutninger på film bliver til kunst

Vi kender alle det der med at sidde tilbage efter en film og tænke, hvad nu hvis de onde havde vundet – eller omvendt, at en tragisk slutning i stedet havde været en happy ending. Silver Screen Society har taget denne tanke op og bedt en række kunstnere om at gentænke slutningen på en af deres favoritfilm. Det er nu endt som udstillingen Alternate EndingsBottleneck Gallery i Brooklyn.

Man kan således fra d. 14 december se en række værker, der har gentænkt slutningen på film som bl.a. Se7en, The Dark Knight Rises og RoboCop. Så er man i New York inden udstillingen lukker d. 4 januar, bør man kigge forbi – well, man kan også nøjes med at kigge herunder, hvor jeg har samlet en række af værkerne.

Jeg er ret vild med de to RoboCop-værker – selvom den, hvor den ikoniske betjent er endt som skrammel i en kasse er ret sørgelig. Værket med The Thing er også virkelig smuk med sit grafisk stramme look og så fænger No Country For Old-værket mig også samt den noget mindre deprimerende slutning på Se7ven.

Keith Negley – No Country For Old Men

Mark Englert – Skyfall

Rich Rayburn – The Thing

Cuyler Smith – Star Wars: The Empire Strikes Back

Eva Galesloot – Home Alone

Rob Loukotka – The Dark Knight Rises

Scott Balmer – RoboCop

David Sizemore – Up!

Emory Allen – RoboCop
 

Kyle Fewell – Predator

Alex Griendling – Temple of Doom

Andres Lozano – Se7en
 

Mark lone – Edward Scissorhands

Shaun Lynch – A Life Aquatic

BLODIG WEEKEND 2012, DAG 4: Træt kannibal, spansk splat, forskruet familie og varulve

DAG 4: I går var sidste dag på den nye filmfestival Blodig Weekend. Fire dage med både grufulde, smukke og medrivende film sluttede med manér, hvor jeg bl.a. løb ind i glubske varulve og poetiske teenager-traumer. Først stod den dog på en kannibalistisk søvngænger med Eddie: The Sleepwalking Cannibal.

Her spiller Thure Lindhardt kunstneren Lars, der er gået kreativt i stå og derfor flytter til en lille canadisk flække for at undervise på en kunstskole. En dag vender hans inspiration dog uventet tilbage i forbindelse med den stumme Eddies blodige søvngængeri og snart opsøger Lars det brutale natteroderi for at få gang i sit udtørrede kunstnersind. Ja, en herlig bizar præmis med sort humor og kunstner-klichéer.

Desværre går filmen en smule død undervejs. Historien afvikles noget statisk, mens forholdet mellem Lars og Eddie ikke helt får dramatisk bund nok til at holde mig fast – og ja, så kunne jeg også godt have undværet den overflødige romance. Til gengæld var filmen flot med sine stemningsfulde nattebilleder og kolde snelandskab. Den tørre humor sad dog ofte lige i skabet, bl.a. takket være Lindhardts underpillede tone – men helt vellykket var den altså ikke.

Inden filmen var der desuden en kort, men interessant debat om genrefilm (som fx gys, science fiction og fantasy), hvor bl.a. disse films trange kår i Danmark og begrænsede tildeling af filmstøtte-kroner blev diskuteret. Super fint med sådanne debatter på festivalen – og så stod den ellers på medrivende blodsprøjt med den spanske [REC]³ Génesis. Her går et bryllup helt i hundene, da en dæmon-lignende virus spreder sig blandt gæsterne, som en efter en forvandles til frådende monstre.

Godt tyve minutter inde i bryllupsmassakren droppes den håndholdte ’found footage’-stil, der ellers kendetegner de første film i serien. Det ændrede dog ikke på intensiteten og det blodopkastende tempo. Man kunne dog for min skyld godt have skruet ned for humoren i filmens anden halvdel. Men den faktisk helt rørende kærlighedshistorie mellem brud og brudgom gik godt i spænd med gruen og så var Leticia Doleras i brudekjole og med en stor motorsav en super cool heltinde.

Herefter ventede den både kradse og smukke Excision – endnu et højdepunkt på festivalen. Med surrealistiske mareridt og et ondt familiefordærv gik den i kødet på teenageren Pauline og hendes problemer med drenge, forældre og seksualitet. Et atypisk familiedrama og teenageoprør, der både var uhyre velskrevet og spillet. Bl.a. imponerede AnnaLynne McCord i hovedrollen som Pauline, der psykisk går i opløsning. Tragisk, men hele tiden med en sympati for Paulines pinsler.

Der blev desuden heller ikke lagt fingre imellem, når de eksplicitte mareridt foldede sig både blodigt og poetisk ud. En æstetisk nydelse og et i gribende portræt. Ja, ganske enkelt en forrygende og original filmoplevelse, der medrivende formåede at balancere tunge temaer som psykisk sygdom, religion og sex – det uden, at den sorte humor ødelagde det forskruede ubehag og den grundlæggende alvor i dramaet.

Tonen blev noget lystigere med den spanske horror-komedie Game of Werewolves. Her blev der serveret heftig varulve-action i en lille indspist landsby, som Tomás tager til for at skrive en bog. Forfatteriet erstattes dog snart af en flugt fra bidske varulve, der desuden var lavet med flotte, praktiske effekter. Herligt old school og med solidt spark i både brøl og brutal varulvevold. En sjov film, uden at blive ren komedie og som for alvor kom op i gear i sin sidste hæsblæsende halvdel.

Jeg nåede at se 15 titler under denne første omgang af Blodig Weekend, der udover at byde på fremragende film også beviste, at horror-genren kan være meget mere end blot blodig og brutal. En genre, der kan rumme både relevante og rørende fortællinger samt spænde fra krads alvor til herlig løssluppen splat. Jeg håber bestemt, at festivalen vender tilbage næste år – hvilket den gør, hvis man kan tro de umiddelbare meldingerne fra arrangørerne. Jeg ser i hvert fald allerede frem til endnu en omgang film, der både udfordrer filmmediet og sit publikum.

– Find mere om Blodig Weekend HER.
– Læs om min DAG 1, DAG 2 og DAG 3.

Læs også om disse relaterede film:
Kill List: Sprælsk skrækfilm er forrygende ond
Maniac Cop: Morderisk betjent amok i New York
Rabies: Israelsk galskab smitter ikke skræknerven
Hobo with a Shotgun: Rynket Rutger Hauer ser rødt… blodrødt!

BLODIG WEEKEND 2012, DAG 3: Gotisk gys, vanvid, overtro samt indavl og midnatsgru

DAG 3: Blodig Weekend blev endnu mere blodig på tredjedagen, der bød på alt fra morderisk indavl til zombie-lignende gladiatorer. Dagens første film var det flotte, gotiske gys Livid. Den er lavet af de to franskmænd Julien Maury og Alexandre Bustillo, der debuterede i 2007 med Inside – en af de seneste års absolut mest forrygende, blodige og poetiske skrækfilm.

Det smukke og grumme er også fængslende forenet i Livid, der dog er helt anden og mindre blodig sag end debuten. Her var skøn ’haunted house’-stemning i det store, knirkende hus, hvor filmen udspiller sig. Lucie og en flok af hendes nysgerrige venner bryder nemlig ind i gemakkerne efter mørkets frembrud, for at finde den skat, som efter signede skulle være gemt et sted i huset.

Deres skattejagt ender dog snart som et overnaturligt mareridt, der med en egen mørk logik sætter virkeligheden ud af spil og indsætter isnende uhygge. For fra at være en spøgelseshistorie udfoldet i en relaterbar virkelighed, ender filmen som et regulært mareridt, hvor det overnaturlige hersker. Et forførende genremiks. Man forstår godt sammenligningen med bl.a. italienske Dario Argentos irrationelle skrækfilm.

Herefter gik turen ind i et sindssygehospitals mørke gange med den atmosfærefulde The Incident, hvor stormen raser og regnen siler ned. Her går patienterne pludselig amok og kaster sig voldeligt over personalet. En både dyster og herligt tung film, hvor både volden og vanviddet eskalerer på smukkeste vis – og det uden at svælge unødvendigt meget i brutaliteten. Isoleret gru og med super karismatisk skurk.

Dagen fortsatte med Sennentuntschi. En ambitiøs og originalt fortalt film, der med et indbygget mordmysterie bl.a. slyngede sig omkring overtro, okkultisme, religiøs fanatisme og mænds forkvaklede forhold til kvinder. Den blev dog lidt tung i røven og en smule ujævn i sin afvikling af sit knudrede plot. Men pyt med det, for filmen levede fint i kraft af en indtagende og rå miljøskildring samt sin fortættede stemning i det smukke, schweiziske bjerglandskab, hvor det olme drama udspillede sig. 

Herefter hoppede jeg på horror-komedien Inbred, hvor blodet sprøjtede lystigt fra afrevne lemmer og åbne benbrud. En underholdende omgang snask, hvor en flok byboere støder på en hob af morderisk indavl langt ude på landet. Filmen mister dog tempo og energien siver momentant ud af den ellers veldrejede blodpølse.

Men balancen mellem ubehagelig vold og sort humor var ofte fin, mens det kulørte cast af landsbytosser også hjalp på udskejelserne – selvom der gik lidt for meget ”spøg-og-skæmt”-gebis i noget af indavlet.

Jeg sluttede dagen med den onde Morituris. En herlig mørk og makaber midnats-shocker, der leverede både oprigtig ubehag samt et morbidt og overraskende skifte halvvejs i filmen. For denne italienske exploitation-lækkerbisken starter i velkendt terræn med et par søde, feststemte tøser på vej til rave med deres nye mandevenner. De er dog ikke særligt søde gentlemen, for i stedet for dans og kindkys, byder de i ly af skovens mulm og mørke op til voldtægt og misbrug. Grumt.

Ja, Morituris gav denne skønne fysiske reaktion, hvor maven vender sig i takt med pigernes pinsler. Et både originalt og fantastisk bæst af en film, der gav mindelser om klassikere som de brutale The Last House on the Left og I Spit on Your Grave – uden dog på nogen måde af blive en tam hyldest. En film, der så absolut er i sin egen ret og et væmmeligt højdepunkt på festivalen. Fuck yeah! Midnatsgru, der gjorde alt det rigtige for mig uden at blive forudsigelig. Ubarmhjertig, skånselsløs og smuk brutalitet, hvor en bizar og sadistisk sidehistorie desuden fornemt ekkoede pigerne og deres voldtægtsmænds blodige skæbner.

– Find mere om Blodig Weekend og filmvisningerne HER.

Læs også om disse relaterede film:
Strigoi: Rumænske vampyrer og mystiske mord
– The Ward: Creepy sindssygeanstalt med labre tøser
The Woman: Lænket kvinde er grotesk familieunderholdning
A Serbian Film: Kontroversiel serber gør sit bedste for at chokere
I Spit on Your Grave (remake): Girl power med en blodig hækkesaks

BLODIG WEEKEND 2012, DAG 2: Seriemorder, monster-sprutte og biograf-dæmoner

DAG 2: Fredag kom filmfestivalen Blodig Weekend for alvor i gear og jeg fik set fire film på en forrygende anden dag. Jeg startede med at introducere det fremragende remake af William Lustigs seriemorder-klassiker Maniac i Cinematekets biograf – en voldsomt lækker film. I hovedrollen som morderen Frank finder man en forpint Elijah Wood, der tumler med barndomstraumer og pigeproblemer (mildt sagt).

For den kære Elijah kan simpelthen ikke lade være med at myrde og rituelt skalpere smukke kvinder for at påklæde sine elskede mannequiner deres nye, blodige frisurer. Ja, grumt og brutalt, men også tragisk. For udover de yderst rå og medrivende mord, kommer man også godt ind i hovedet på den syge Frank – ja, nærmest bogstavelig talt. For størstedelen af filmen ses fra Franks point of view, hvilket bl.a. er med til at give ham et uhyggeligt nærvær og samtidig understrege hans ensomhed.

Desuden var filmen en visuelt indtagende sag, der med sine stemningsfulde og smukke billeder fornemt indrammede ubehaget og Franks i grunden sørgelige liv. Maniac forener således eksplicitte mord med et indtagende portræt af en seriemorder – hvilket også er en af originalens styrker. Fik jeg for resten sagt, at der var nogle lækre kills – on screen, insisterende og kniven helt inde i kødet. Sådan!

Stemningen blev noget lettere og mere løssluppen med den efterfølgende horror-komedie Grabbers. En monsterfilm efter alle kunstens regler, der fint fik brugt genrens klichéer uden at miste sin egen berettigelse. For løjerne på en lille irsk ø, hvor et blæksprutte-lignende moster går amok var absolut veloplagt creature feature-underholdning med både veltimet komik og et slimet uhyre.

Det charmerende og skæve cast af irske øboere bød desuden på flere mindeværdige karakterer. Heriblandt Lalor Roddy som uimponeret fisker, Richard Coyle som fordrukken betjent og hans regelrette kollega, en sød Ruth Bradley. Nej, aldrig rigtig uhyggelig, men oprigtig sjov og med herlig tør humor. Aftenen sluttede med den italienske instruktør Lamberto Bavas to snaskede 80’er-film, Demons og Demons 2.

Den første er en perfekt biograffilm, da den netop foregår i en biograf, hvor en flok ækle dæmoner går løs på de sagesløse gæster. Yes! Grønt slim, lysende øjne og et cool soundtrack med både laber synthesizer-bund samt bl.a. Mötley Crüe og Pretty Maids. Opfølgeren blev vist i Husets hyggelige biograf, hvor løjerne fortsatte med dæmonbesatte yuppier, svedige bodybuildere og mere monster-splat. Herligt.

Lamberto Bava var selv til stede og introducerede filmene samt svarede på spørgsmål fra et begejstret publikum. Desuden var det en oplevelse i sig selv at se Demons i en fyldt sal med et hujende publikum! Når ja, jeg fik også lige signeret mine eksemplarer af de to film samt hans Macabre, der vises i dag, hvor der bl.a. også venter gotisk gru med Livid og indavlede galninge i Inbred. Kom så afsted…!

– Find mere om Blodig Weekend og filmvisningerne HER.

Læs også mine anmeldelser af:
Macabre: Makaber affære i skummel villa
Inferno: Et vidunderligt inferno af skræk og rædsel
Four Flies on Grey Velvet: Et smukt morder-mysterium

BLODIG WEEKEND 2012, DAG 1: Blodigsudgydelserne blev skudt grotesk godt i gang

DAG 1: I går torsdag var første dag på den nye filmfestival Blodig Weekend, der afvikles i København frem til og med søndag – en festival dedikeret til de mere grumme, groteske og blodige film. Og ja, festivalen blev skudt godt i gang. Jeg nuppede to styk – den samfundssatiriske og sorthumoristiske God Bless America samt den energiske no-budget science fiction-sjasker Manborg.

Vi har vel alle haft lyst til, måske ikke ligefrem at nakke, men så i det mindste at give reality-stjernerne en kindhest. Den fraskilte Frank tager skridtet videre i den herligt absurde God Bless America. For efter at være blevet fyret og oven i hatten få konstateret kræft vælger han at pløkke løs på egoistiske og forkælede døgnflue-kendisser i et korstog for at få folk til at opføre sig ordentligt.

Frank gøres selskab af pigen Roxy og så går der ellers Bonnie og Clyde i løjerne – eller måske rettere Mickey og Mallory Knox. Det er både morsomt og mildt tankevækkende at se den bizarre præmis ført ud i livet. En absurd parodi på kendis-møllen og sulten efter at være på – noget Roxy selv fanges i, da hun midt i nedskydningerne netop selv higer efter at blive set på TV. En fin pointe. Tara Lynne Barr er desuden skøn som den skarpladte og hurtigtsnakkende skolepige Roxy.

Filmen mister desværre en smule pusten af og til, mens logikken også er sat helt ud af spil – bl.a. med et mistænkeligt fravær af politi. Det er dog ”detaljer”, man ikke skal hænge sig i. Desuden af Frank og Roxy en medrivende duo, der giver mindelser om bl.a. Hit-Girl og Big Daddy i Kick-Ass, samt The Crimson Bolt og Boltie i Super. Joel Murray er perfekt som den livstrætte Frank, men mangler mere psykologisk dybde, der kunne have gjort dramaet mere nærværende. Nu må man nøjes med blodig og underholdende satire, hvilket bestemt også varmt kan anbefales.

Herefter var der dømt charmerende science fiction-snask med den skramlede Manborg. En film lavet med et minimum af penge, men et overskud af kærlighed til både 80’er-action og gamle computerspil. Her følger man Manborg – halvt menneske og halvt cyborg – der samme med tre andre kulørte typer går til kamp mod en hær af ækle nazi-monstre, der ledes an af den grumme Count Draculon.

Nogen vil kalde det kitsch, kult eller dårlig smag – jeg vil sgu bare kalde det pokkers god stil. Det tungt dundrende synthesizer-score er labert og de skønne stopmotion-effekter samt selvgjorte special effekts skaber et indtagende univers af VHS-drømme, hologrammer og kærlige referencer til film som The Terminator og RoboCop. Jep, Manborg er både morsom, veloplagt og voldsom. I dag venter der så bl.a. en grum seriemorder og sultne dæmoner… yes!

– Find mere om Blodig Weekend og filmvisningerne HER.

Læs også:
Vidunderlige og vanvittige VHS-film
Hands of Steel: Muskuløs cyborg deler tørre tæsk ud i 80’er-fremtid

2019: After the Fall of New York: Herlig postapokalyptisk smadderkasse

’The Artist’ blev den store Oscar-vinder

Jeg må ærligt indrømme, at Oscar-showet ikke som sådan har min store interesse, men det er da altid meget sjovt (og til tider spændende) at se, hvem der løber med de prestige-fyldte priser. Men jeg er altså ikke en af de film-fans, der har siddet oppe hele natten for at se showet. Tja, hvis Refns fænomenale Drive havde været nomineret i flere kategorier end ’sound editing’ kunne det måske have trukket lidt mere i mig.

Well, nu er der også en del af de nominerede film jeg endnu ikke har set – det gør mig nu heller ikke det store, da der ikke er mange jeg som sådan død og pine straks har måttet kaste mig over. Martin Scorseses Hugo er jeg dog ivrig efter skal lande i de danske biografer. Nå, men det var vinderne, jeg egentlig lige ville skrive om.

Det blev noget så usædvanligt som den sort/hvide stumfilm The Artist, der løb med de tunge priser. Det for bedste film, bedste instruktør (Michel Hazanavicius), bedste mandlige hovedrolle (Jean Dujardin), bedste musik og bedste kostume. Noget af en imponerende høst – og ja, det er en film, jeg har villet se, Oscar-statuetter eller ej.

Bedste kvindelige hovedrolle gik til favoritten Meryl Streep for sit portræt af Margaret Thatcher i Jernladyen – hendes tredje Oscar-statuette. Bedste mandlige birolle blev heller ikke den store overraskelse, den gik nemlig til Christopher Plummer for sin rolle i Beginners og så løb Octavia Spencer med prisen for bedste kvindelige birolle for The Help – ja, hende HER.

Bedste animerede film blev den fremragende Rango. Der var blot en enkelt pris til den ellers populære The Descendants, nemlig for bedste manuskript baseret på en bog. Prisen for bedste originale manuskript gik til Woody Allen og hans skønne Midnight In Paris.

Martin Scorsese og hans Hugo løb med hele fem priser, det for bedste art direction, bedste lydklipning, bedste lydmixning, bedste cinematography og bedste visuelle effekter (tag den Michael Bay). David Finchers dystre The Girl With The Dragon Tattoo fik prisen for bedste film-klipning og som tippet blev bedste udenlandske ikke-engelsksprogede film den iranske A Separation. Bum.

– Se alle de nominerede og vinderne HER.
– Se også min Top 10 for 2011
– Min anmeldelse af Midnight in Paris
– Min anmeldelse af Rango

Tarantinos film fanget i nye flotte værker (update)

UPDATE: De to sidste billeder i Tim Doyles Tarantino-serie er kommet online, så som lovet har jeg også postet dem – klik HER for for Pulp Fiction og Jackie Brown. Det endt med at være en virkelig flot serie.

For et par uger siden skrev jeg om udstillingen Quentin vs. Coens – læs mere HER. I den sammenhæng kunne jeg vise et par af de værker, som vil være at finde på udstillingen, der sætter fokus på filmskaberne gennem værker skabt med inspiration i deres film. Mere end 100 kunstnere deltager og nu er sløret løftet for et par ret så flotte billeder af Tim Doyle.

Doyle har nemlig lavet et billede til hver af Tarantinos syv film, Reservoir Dogs, Pulp Fiction, Jackie Brown, Kill Bill Vol. 1 og 2, Death Proof og Inglourious Basterds. Det er dog endnu kun fem, som via /Film har fundet vej til nettet – de kan ses nedenfor – jeg opdaterer straks, jeg fanger de sidste to. Jeg er specielt vild med Death Proof, som flot fanger det voldsomme bilsammenstød. Det er Spoke Art, der står bag udstillingen, som kan ses på Bold Hype Gallery i New York fra d. 7. og 9. april. Besøg Spoke Art HER.

Se andre Tarantino-lækkerier:
Tarantino og Coen-brødrene mødes i New York
Tarantino vs. Coen-brødrene
Kill Bill møder Billy Joel
Tarantinos signaturskud
Flotte alternative Inglourious Basterds plakater

KLIK VIDERE for Tarantino-plakaterne i større format —> Læs mere

Tarantino og Coen-brødrene mødes i New York

Nogle af vor tids mest succesfulde instruktører er uden tvivl Quentin Tarantino og Coen-brødrene. Nu sætter Spoke Art filmskaberne stævne på en udstilling på Bold Hype Gallery i New York. Udstillingen kommer til at byde på værker af mere end 100 kunstnere, der alle har ladet sig inspirere af deres film eller instruktørerne selv. Så hvis man er på Manhattan mellem d. 7. og 9. april kan man evt. slå et smut forbi.

Jeg er ret vild med deres film, som bl.a. tæller Tarantinos Pulp Fiction, Kill Bill-filmene og Inglourious Basterds samt brødrenes Fargo, The Big Lebowski og No Country for Old Men. Det er også nogle virkelig både flotte, idérige og inspirerende værker, der er blevet skabt til udstillingen. Nedenfor ses et meget lille udpluk, så skynd dig videre til Spoke Art HER for meget mere og billederne i større format.

Se andet labert film-kunst:
– Gremlins, Ghostbusters og Goonies – DEL 1, DEL 2, DEL 3.
– Kunst inspireret af Wes Anderson – DEL 1 og DEL 2.
– og få også en lille smule Kubrick på væggen.

Bodil hædrer den fængslende "R"

Den danske filmpris Bodil blev uddelt her søndag aften – og ligesom tilfældet var ved den anden store danske prisuddeling Robert, var det den rå fængselsfilm R, der løb med de tunge priser. Det for bedste film, bedste mandlige hovedrolle til Pilou Asbæk og en sær-Bodil til Tobias Lindholm for sit arbejde på R samt Thomas Vinterbergs Submarino, som Patricia Schumann fik en Bodil for bedste kvindelige birolle for.

Bodil-prisen uddeles af de københavnske filmskribenter og -kritikere og de var enige om at Trine Dyrholm skulle have en Bodil for bedste kvindelige hovedrolle i Susanne Biers Hævnen – hvilket også var tilfældet ved Robert-festen. Bedste mandlige birolle gik til Kurt Ravn for sin ubehagelige rolle i Smukke Mennesker.

Bedste ikke-amerikanske film blev Michael Hanekes fantastiske Det hvide bånd, mens bedste amerikanske film blev A Single Man. Og så modtog Armadillo ikke overraskende prisen for bedste dokumentarfilm, som det også skete ved Robert-festen. Lars Skree modtog desuden prisen for bedste fotograf for Armadillo – det er første gang prisen går til en dokumentar. Årets æres-Bodil gik til den garvede Henning Moritzen.

Læs om andre af årets prisuddelinger:
Årets Robert-priser var med stort “R”
BAFTA-uddelingen stod i kongens navn
Fincher fejres og dansk triumf ved Golden Globe
– og besøg Bodil-prisens hjemmeside HER.