CAROL: Cate Blanchett og Rooney Mara i smuk kærlighedsfortælling

Blu-ray-anbefaling: Det blev til hele seks Oscarnomineringer til Todd Haynes’ elegante drama Carol. Blandt andet til de to hovedrolleindehavere Cate Blanchett og Rooney Mara samt filmens manuskript af Phyllis Nagy. Der faldt dog i sidste ende ingen statuetter af, men pyt nu med det. Det er jo trods alt bare en forgyldt mand.

Filmen udspiller sig i 1950’ernes New York. Her spiller Cate Blanchett den velhavende overklassefrue Carol, der på trods af sine luksuriøse omgivelser er ulykkelig fanget i et forfejlet ægteskab. Men da hun møder den noget yngre Therese – der spilles af Rooney Mara – tændes der nyt lys ikke kun i Carol, men også i Therese.

Carol-anmeldele-blu-ray-01

I 1950’ernes USA er sådan en kærlighed mellem to kvinder dog ikke just nem at have med at gøre – og da slet mellem en gift kvinde og en ung ekspedient. Men når først kærligheden tændes, kan det som bekendt være vanskeligt at slukke igen – hvilket dog også går op for de to kvinder, som må sande, at prisen kan være høj for kærligheden.

Det romantiske drama er baseret på Patricia Highsmiths bog The Price of Salt fra 1952, der delvist er selvbiografisk. Todd Haynes, der tidligere har stået bag Velvet Goldmine, Far from Heaven og Bob Dylan-hyldesten I’m Not There har her elegant bragt den både spændende, skrøbelige og smukke historie til live.

Carol-anmeldele-blu-ray-02

Filmens indbydende og detaljerige univers af 1950’er-New York kommer desuden smukt til sin ret på Blu-ray, hvor billedet står detaljerigt, klart og skarpt hele vejen, mens lydsporet leveres med velbalancerede niveauer, her også med Carter Burwells Oscar-nominerede score, der fint går hånd i hånd med dialogen.

Carol udkommer på dvd og Blu-ray den 14. juli 2016.

Blu-ray-udgivelsen byder desuden på en ok omgang ekstramateriale. Her får man otte små featuretter (i alt cirka 36 min.), der med interviews og behind the scenes-optagelser ser nærmere på blandt andet Blanchett og Mara videre til Haynes og øvrige dele af produktionen. Herudover er der 30 minutter med forskellige interviews med blandt andet Mara, Blanchett og Haynes.

[tabgroup][tab title=” Carol | Blu-ray-anbefaling”]

Carol_DK_BD-cover

Originaltitel: Carol, England/USA, 2015
Release: den 14. juli 2016
Instruktion: Todd Haynes
Medvirkende: Cate Blanchett, Rooney Mara m.fl.
Spilletid: 1 time 58 min.
Distributør: Scanbox Entertainment[/tab][/tabgroup]

GALAXINA: Fjollet rumeventyr med gummimonstre, laserpistoler og en kvindelig robot

Filmanbefaling: Har du fået nok af Star Wars, Star Trek og Kubricks Rumrejsen 2001, men ikke nok af rumeventyr? Så er den uhøjtidelige og smålumre science fiction-komedie Galaxina fra 1980 muligvis det, du leder efter.

Her får du nemlig et rumeventyr uden egentlig retning og mening, men en masse fjollede optrin og referencer til ovennævnte rumklassikere. Og bare lige så du får en idé om humoren, er der lystige ordspil som ”Ur-anus”, mens kaptajnen på filmens rumskib hedder ”Butt” til efternavn.

Galaxina-dvd-anmeldelse-02

Godt nok er Galaxina – komedie-etiketten til trods – ikke vildt sjov, men til gengæld charmerende i al sin naive, fjollede og gummimonstre-fyldte vælde. Og nej, det er som du nok har luret ikke just en spændende historie, som bærer eskapaderne gennem både dødvande og flere fornøjelige scener.

Her er der snarere tale om fraværet af en historie, mens det er karakterer og det kulørte univers, der berettiger filmen. Man kommer her ombord på politirumskibet Infinity, der svæver gennem rummet på vej hjem efter en lang mission, da de bliver sendt på en ny (farefuld) mission.

Galaxina-dvd-anmeldelse-01

De skal finde den mystiske Blå Stjerne (uha uha), som giver magt over universet. Denne mission er dog mest af alt en undskyldning for at præsentere publikum for en række bizarre optrin som alt fra et alien-bordel til en western-rumby og en bikerbande, der tilbeder Harley Davidson som en gud.

I front på rumskibet finder man Stephen Macht som Sergent Thor, der naturligvis træner med en cigar i flaben og en øl i hånden samt Avery Schreiber som kaptajn Cornelius Butt, hvis primære opgave synes at være at fortælle dårlige jokes og se fjollet ud.

Galaxina-dvd-anmeldelse-06

Men hvor bliver filmens stjerne Dorothy Stratten af, spørger du? Altså den kvindelige robot og titelrolleindehaver Galaxina! Jo, hun har en underligt perifer rolle i det muntre rumeventyr, men kommer dog mere på banen, som filmen skrider frem, mens hun udvikler følelser og får en forelsket Sergent Thor på nakken. Men nej, menneske kontra robot-tematikken bliver (naturligvis) aldrig tung.

Selvom Galaxina ikke er en vellykket komedie, var jeg ganske godt underholdt af de retningsløse og rolige rumstrabadser, hvor det blandt andet også var sjovt at spotte referencerne. Alt fra filmens introtekst-crawl og en cantina-lignende scene med inspiration fra Star Wars, videre til et rummonster som det i Alien og en Mr. Spot, der minder om Star Treks Spock.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

Galaxina er udgivet på dvd, men indeholder desværre kun trailers og slidehow som ekstramateriale.

[tabgroup][tab title=”Galaxina | filmanbefaling”]

Galaxina-dvd-cover
Originaltitel: Galaxina, USA, 1980
Udgivelse: September 2012
Instruktion: William Sachs
Medvirkende:
Stephen Macht, Avery Schreiber, J.D. Hinton, Dorothy Stratten m.fl.
Spilletid: 95 min.
Distributør: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

WITHOUT WARNING: Flyvende vagina-frisbee-monstre med tænder i dejligt billig ruminvasion

Filmanbefaling: Ja, overskriften beskriver vel i grunden ganske udmærket, hvad vi her har med at gøre. En kulørt alien-invasionsfilm lavet for en 20’er og en sæk kartofler. Greydon Clarks dejligt naive Without Warning fra 1980 – med den skønne danske titel Jagtområde Jorden – bør fordøjes tilpas tilbagelænet.

Godt nok gælder det intet mindre end Jordens skæbne, men alligevel er der en charmerende rolig vibe over filmen dens ellers ganske potente scener til trods. Jeg mener, den ene sagesløse person efter den anden angribes af flyvende vagina-frisbee-monstre med tænder. Gisp!

without-warning-dvd-anmeldelse-05

Ja, Jorden er under angreb fra rummet! Disse rummonstre er dog ikke personstore krabater, som det fine exploitation-lystige dvd-cover ellers signalerer. Her ser man nemlig et par af dem i menneskestore størrelser flyvende efter en blondine med brystpartiet skudt godt frem.

De er derimod ikke meget større end en halvt vellykket pandekage – og så kan man desuden se fiskesnøren, der får dem til at flyve gennem luften. Herligt. Nej, de er ikke just de mest skræmmende filmmonstre, jeg har set. De er derimod ækle, slimode og ganske grumme, når de sådan suger sig fast på deres ofre og skyder deres lange tænker ind i kødet og suger løs, så blodet flyder.

without-warning-dvd-anmeldelse-04

Desuden finder man selveste Martin Landau og Jack Palance som henholdsvis paranoiaramt eks-soldat og handlekraftig jæger, der forsøger at overleve og dræbe de fæle rumvæsner. Mens også karakterskuespilleren Cameron Mitchell dukker op i en kort machorolle.

De unge campister på flugt er derimod hurtigere glemt – blandt andet en meget ung David Caruso. Lad os kalde dem smuk kanonføde. De udfylder således fint deres pladser, mens man også møder en pjusket Neville Brand, en smugrygende spejderleder og en brovnten kromutter.

without-warning-dvd-anmeldelse-06

Skønne bikarakterer, der sammen med Landau og Palance samt slimede mord, frisbee-monstre og en skønt über-alien er med til at gøre Without Warning til den dejligt dovne og naive lowbudget invasionsgyser, den er. Aldrig uhyggelig, men tilbagelænet 80’er-snask, som jeg kun kan anbefale til andre fans af genren.

Without Warning er udgivet på dvd, men indeholder desværre kun trailer og slidehow som ekstramateriale. Den kan desuden også streames hos Blockbuster.dk.

without-warning-dvd-anmeldelse-03

[tabgroup][tab title=”Without Warning | filmanbefaling”]

without-warning-dvd-cover
Originaltitel: Without Warning, USA, 1980
Udgivelse: April 2015
Instruktion: Greydon Clark
Medvirkende:
Jack Palance, Martin Landau, David Caruso, Tarah Nutter, Christopher S. Nelson, Cameron Mitchell, Neville Brand, Ralph Meeker, Larry Storch Beth, Kevin Peter Hall m.fl.
Spilletid: 1 time 29 min.
Distributør: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

COLD FISH: Et mesterligt monster af en japansk vanvidsfilm

Filmanbefaling: Den japanske instruktør, vildbasse og min personlige favorit, Sion Sono, har lavet en af verdens absolut bedste film – den komplet vanvittige og blodige Cold Fish fra 2010. Jeg har netop genset den og anbefaler dig at kaste dig over den med det samme. For den stadig fremragende ved endnu et gensyn.

En vild japansk filmoplevelse, hvor alt synes at kunne ske – og mere til. En film, der uden bekymringer kaster sig ud i en ambitiøs, kompleks og herligt forskruet fortælling om menneskets mørke og tabubelagte sider. Men bestemt ikke uden en god portion grotesk og sort galgenhumor.

Cold-Fish-dvd-anmeldelse-01

Her bliver du således udsat for både maniske seriemordere, sjaskede menneskeparteringer samt undertrykte instinkter og følelser, mens Sion Sono ivrigt og medrivende blotlægger depraverede menneskelige samt syge familiære relationer.

Den underkuede tøffelhelt Syamoto lægger under for sin emsige kone, men da han møder den karismatiske fiskehandler Murata, ændrer alt sig for ham. For Murata er absolut ikke bare en uskyldig fiskehandler, men en komplet forskruet psykopat, der river alt omkring sig ind i sin verden af vanvid, mord og sex.

Mødet mellem to modsætninger udvikler sig i den grad uforudsigeligt. Den forsigtige familiefar lokkes nemlig ind i Muratas magtspil og ubehagelige vane at slå folk ihjel. Altså, hvis de kommer på tværs af hans forretning med eksotiske fisk.

Cold-Fish-dvd-anmeldelse-02

Således tumler filmen sig muntert og forskruet afsted, mens Sion Sono skruer op for farveladen, efterhånden som filmen kaster sig fremad i hidsige ryk. Det hele leveret med indtagende ubehag, stor charme og ganske enkelt filmisk virilitet og nådesløs energi.

Denden er desuden helt fantastisk som den overstadige psykopat Murata, der ruller på ordene, mens hans øjne borer sig ind i min sjæl. Et ubehageligt charmerende og foruroligende bekendtskab. Præcis som dette mesterlige monster af en film.

Cold Fish er udgivet på dvd, hvor der følger en 60 minutter lang making of med, mens den også kan streames hos Blockbuster.dk.

Cold-Fish-dvd-anmeldelse-03

Mere Sion Sono, hvis du får smag for ham:
Cold Fish var den første film af Sion Sono, jeg så, men ikke den sidste. Så får du også smag for mere vildskab fra den produktive japaner, kan du eksempelvis se Suicide Club (2001), Strange Circus (2005), Love Exposure (2008), Guilty of Romance (2011), Why Don’t You Play in Hell? (2013) og Tokyo Tribe (2014).

Sion Sono står også bag nogle både mere afdæmpede og mindre blodige titler så som Himizu (2011) og The Land of Hope (2012). Dem anbefaler jeg også.

[tabgroup][tab title=” Cold Fish | filmanbefaling”]

cold-fish-dvd-cover

Originaltitel: Tsumetai nettaigyo, Japan, 2010
Udgivelse: Oktober 2011
Instruktion: Sion Sono
Medvirkende: Makoto Ishikawa, Denden, Mitsuro Fukikoshi m.fl.
Spilletid: 2 timer 23 min.
Distributør: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

WHAT WE DO IN THE SHADOWS: Du skal se den her charmerende og vittige vampyr-mockumentar

Blu-ray-anbefaling: Jeg så vampyr-mockumentar-komedien What We Do in the Shadows første gang på genrefilmfestivalen Blodig Weekend i 2014. Det var en forrygende og sjov film at se i en fyldt biograf. En sand crowd pleaser. Jeg var derfor spændt på, om den kunne bære et gensyn på Blu-ray.

Jeg kan allerede nu afsløre, at det kan den. For også anden gang er den både sjov, charmerende og får min klare anbefaling – sine ujævnheder til trods.

I filmen følger et dokumentarhold livet i et vampyrbofællesskab i New Zealand (!). Det giver dog sig selv, at det ikke just er et problemfrit bofællesskab, når en så umage flok af sultne og karismatiske vampyrer er samlet under samme tag.

what-we-do-in-the-shadows-blu-ray-anmeldelse-04

Her møder man den lidt for selvsikre Deacon (Jonathan Brugh) til den overhøflige Viago (Taika Waititi) og den yderst dameglade Vladislav (Jemaine Clement). Det er desuden de to sidstnævnte, Waititi og Clement, der har skrevet og instrueret filmen.

De er alle sjove at følge, da de på hver deres måde er elskelige og charmerende, men også dybt groteske karakterer. Det gælder ikke mindst den Nosferatu-inspirerede gnavpot Petyr, der bor i kælderen. Han er desuden den mest skræmmende af flokken. Altså ikke særlig meget.

Filmen er godt nok ikke altid lige komisk vellykket og gentager også af og til sine gags en smule. Men pyt, for vampyrerne er godt og morsomt selskab – både når de skal klare hverdagssysler som opvask eller går i byen. De spilles desuden alle veloplagt, naturligt og vittigt med en god intern dynamik.

what-we-do-in-the-shadows-blu-ray-anmeldelse-01

Historien er groft sagt mindre vigtig. Det er karakterne og enkeltscenerne, der bærer filmen. Her er ganske enkelt tale om en herligt bizar, sort humoristisk og blodig komedie, der emmer af kærlighed til genren. For selvom filmen er både fjollet og uhøjtidelig, er det aldrig med ironisk distance.

Jeg mærker, at folkene bag er vilde med genren af et oprigtigt og blodigt hjerte. Desuden fungerer det dokumentariske greb godt med filmens løsslupne og uformelle tone, der både gennemsyrer humoren og de medvirkendes omgang med filmholdet og hinanden.

For på trods af det efterhånden gennembrugte dokumentargreb, føles det her friskt. Blandt andet i samspillet mellem filmholdet og vampyrerne. Så selvom energien sine steder løber en smule ud og finalen kunne være stærkere, ændrer det ikke på, at det er et sjovt vampyr-slæng at hænge ud med.

Filmen What We Do in the Shadows får 4 ud af 6 stjerner:
4_6 - stars

Filmen gør sig desuden godt på Blu-ray med et klart, veldefineret og farvemættet billede, mens lydsporet fint understøtter dokumentarformen. Desværre begrænser ekstramaterialet sig til et slideshow og trailers.

– Besøg Filmskribenten på Facebook her.

[tabgroup][tab title=”What We Do in the Shadows | Blu-ray-anmeldelse”]
what-we-do-in-the-shadows-blu-ray-cover

Originaltitel: What We Do in the Shadows, New Zealand, 2014
Udgivelse: januar 2015
Instruktion: Jemaine Clement, Taika Waititi
Medvirkende: Jemaine Clement, Taika Waititi, Jonathan Brugh m.fl.
Spilletid: 86 min.
Distributør: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

BURYING THE EX: Når ens omklamrende eks-kæreste bare ikke vil forblive død

Blu-ray-anbefaling: Filmskaberen Joe Dante har lavet nogle af mine favoritter. Blandt andet den originale fiskegyser Piranha fra 1978, varulvefilmen The Howling fra 1981 samt de to Gremlins-film fra 1984 og 1990. Hans nyeste film hedder Burying the Ex og er netop landet på Blu-ray.

Filmens titel varsler ganske vist død og uhygge, men bare rolig, for der er mindst ligeså meget sort humor på spil i titlen – hvis ikke mere. For ja, det er en ret så herligt skør præmis, filmen har. Max får nemlig en ret så omklamrende kæreste, som han dog mister, da hun bliver kørt ned. Meeen….

Burying-The-Ex-blu-ray-anmeldelse-03

Hun forbliver ikke i graven. Og inden Max får set sig som, vender hun tilbage fra jordens muld for at fortsætte sit forhold med ham, hvor de slap. Der er bare lige det problem, at hun er død! Ja, faktisk en zombie – der dog fint kan tale og kysse. Zombiekys, ad. Og Max var ellers lige begyndt at komme videre med en ny flirt.

Max spilles af stjerneskuddet Anton Yelchin, der på tragisk vis døde i en ulykke tidligere i år. Her er han både sympatisk og sød som fyren, der har knas med eks-kæresten fra Helvede. Den døde eks-kæreste spilles oplagt og herligt manisk af Ashley Greene, mens Max’ nye flir er den charmerende Alexandra Daddario.

Burying-The-Ex-blu-ray-anmeldelse-01

Ja, zombiegenren er modsat zombierne ikke død. Heldigvis er jeg vild med zombier, så jeg tager i udgangspunktet imod alt, der har med de levende døde at gøre – ikke mindst, når det er med Joe Dante som afsender. For selvom Burying the Ex ikke kommer op på siden af hans klassikere, er det skønt med en sorthumoristisk komedie fra ham.

Burying The Ex
udkommer på dvd og Blu-ray den 30. juni.

Desuden gør filmen sig godt på Blu-ray med et fint dynamisk og balanceret lydspor, mens billedet står klart, skarpt og farvemættet hele vejen. Desværre medfølger der intet ekstramateriale. Det kunne ellers have været spændende at høre Joe Dante snakke om zombier.

[tabgroup][tab title=” Burying The Ex | Blu-ray-anbefaling”]

Burying-The-Ex_Blu-ray-cover
Originaltitel: Burying The Ex, USA, 2014
Release: den 30. juni 2016
Instruktion: Joe Dante
Medvirkende: Anton Yelchin, Ashley Greene, Alexandra Daddario m.fl.
Spilletid: 89 min.
Distributør: Scanbox Entertainment[/tab][/tabgroup]

TRUMBO: En skøn Bryan Cranston som presset manusforfatter

Blu-ray-anbefaling: Det er efterhånden lang tid siden, at Bryan Cranston spillede den skøre far i tv-serien Malcolm i midten. Siden da er det for glansrollen som Walter White i Breaking Bad, at han nok primært er kendt for. Nu leverer han så endnu en fornemt præstation med hovedrollen i dramaet Trumbo – en rolle, der da også sikrede ham en Oscar-nominering.

Filmen udspiller sig efter 2. Verdenskrig i 1940’ernes Hollywod og er baseret på virkelighedens Dalton Trumbo, der var en yderst succesfuld manuskriptforfatter. Lige indtil han og en række kollegaer bliver både blacklisted og sat i fængsel af staten for deres politiske overbevisninger – du ved, kommunisme. Det får dog ikke Trumbo ned med nakken og fortsætter sit arbejde, dog under dæknavn.

Trumbo-anmeldele-blu-ray-02

Udover en evigt cool Bryan Cranston i titelrollen, finder man også andre fine skuespillere på den i mine øjne lækre rolleliste. Se blot på navne som Helen Mirren, Louis C.K., John Goodman og min birollefavorit Michael Stuhlbarg samt Diane Lane og Elle Fanning, Men en stærk historie fortjener også et stærkt cast.

Filmen er lidt overraskende instrueret af Jay Roach, der har stået bag noget mere letbenede og fjollede film så som Dinner for Schmucks samt Meet the Parents og Meet the Fockers videre til de tre Austin Powers-film. Med Trumbo er han rykket op i en mere dramatisk tung liga og er lykkede virkeligt godt med det.

Trumbo-anmeldele-blu-ray-03

1940’ernes Hollywood kommer smukt til sin ret på Blu-ray, hvor alt fra detaljerne i de smukke kjoler og lækre suits til Bryan Cranstons rynker gengives skarpt, med naturlig farvemætning og balanceret kontrast. Lydsporet spiller ligeledes overbevisende og klart hele vejen.

Desværre er udgivelsens to meget korte featuretter ligegyldige kig på Trumbo og Cranston. Men selvom ekstramaterialet ikke overfladige, kan jeg kun anbefale Trumbo, der måske nok ikke er perfekt, men fortæller en spændende og vigtig historie om USA og filmhistorien – nå ja, og så er der jo det indbydende cast.

Trumbo er udkommet på dvd og Blu-ray den 7. juli 2016.

[tabgroup][tab title=”Trumbo | Blu-ray-anbefaling”]
Trumbo-Blu-ray-cover

Originaltitel: Trumbo, USA, 2015
Release: den 7. juli 2016
Instruktion: Jay Roach
Medvirkende: Bryan Cranston, Helen Mirren, Louis C.K., John Goodman, Michael Stuhlbarg, Diane Lane, Elle Fanning m.fl.
Spilletid: 124 min.
Distributør: Scanbox Entertainment[/tab][/tabgroup]

Tag en tur til Disneys dyreglade og charmerende Zootropolis

Blu-ray-anbefaling: Jeg er som alle andre fornuftige mennesker vild med tegnefilm og søde dyr. Derfor glædede jeg mig også til at se Disneys nye animationsfilm Zootropolis. Den er nemlig – som titlen indikerer – fyldt med dyr. Og ja, flere af dem er bestemt også søde.

Det gælder blandt andet de to hovedroller, hvor man finder den umage duo bestående af en fupmager af en ræv samt en ivrig politi-kanin. Makkerparret må i filmen arbejde sammen for at afklare en lusket konspiration, der involverer, at en række af dyrene i byen Zootropolis på mystisk vis forsvinder.

zootropolis-blu-ray-anmeldelse-04©Disney

Udover de to charmerende og sjove hovedroller – med veloplagte stemmer af henholdsvis Jason Bateman og Ginnifer Goodwin – finder man også et væld af biroller. For i Zootropolis lever en mangfoldighed af dyr side om side, alt fra politi-næsehorn og -bøfler til yogadyrkende giraffer og ikke mindst en flok meeegeeet laaangsooomme dovendyr.

De har alle deres unikke personlighed, der vittigt og med spot on komisk timing bringes til live af både animatorerne og med stemmer af blandt andre Idris Elba som politichefsbøffel, mens Tommy Chong meget passende er en tilbagelænet yak-okse og J. K. Simmons er her i skikkelse af en løve som byens borgmester.

zootropolis-blu-ray-anmeldelse-05©Disney

Den smukt animerede film ser desuden vildt godt ud på Blu-ray med flotte farver, solid kontrast og et i det hele taget veldefineret billede, der virkelig bringer dyrene med deres detaljer og gestik til live. Lydsporet er ligeledes en fornøjelse med dynamiske panoreringer og velbalancerede niveauer.

Herudover får man også en fin omgang ekstramaterialet, der blandt andet giver et kig på skabernes inspiration fra rigtige dyr, udviklingen af filmen samt animation og musikken videre til slettede scener og karakterer. Så ja, jeg kan kun anbefale dig at tage en tur til Zootropolis.

Zootropolis udkommer på dvd og Blu-ray den 30. juni.
[tabgroup][tab title=”Zootropolis | Blu-ray-anbefaling”]
Zootropolis_BD_3D_dk-cover
Originaltitel: Zootropolis, USA, 2016
Release: den 30. juni 2016
Instruktion: Byron Howard, Rich Moore
Medvirkende: Ginnifer Goodwin, Jason Bateman, Idris Elba, Jenny Slate, Nate Torrence, Tommy Chong, J. K. Simmons, Octavia Spencer, Alan Tudyk m.fl.
Spilletid: 1 time 48 min.
Distributør: Disney Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

Michael Bay sender soldater i rå ildkamp med 13 Hours: The Secret Soldiers of Benghazi

Eksplosiv Blu-ray: Michael Bay er nok bedst kendt for sine kaloriefattige, farverige og Hollywood-underholdende eksploderende actionfilm. Du ved, Transformers-filmene, Armageddon, The Rock og de to Bad Boys-film. Men hans nyeste film fra i år er anderledes alvorlig i sit tema og historie. Bare rolig, for Michael Bay leverer naturligvis også store eksplosioner denne gang.

Men nu er 13 Hours: The Secret Soldiers of Benghazi jo også en krigsfilm – endda baseret på virkelige begivenheder og bogen, der fortæller om disse. Så det er ikke så underligt, at der også er Baysk action i spil. Tonen er dog noget mindre løssluppen og fjollet i forhold til, hvad hans film normalt excellerer i.

13-hours-blu-ray-anmeldelse-02

Filmen følger seks tidligere elitesoldater, der arbejder for et privat sikkerhedsfirma, som skal beskytte et amerikansk og diplomatisk område i Benghazi i Libyen. Men i efter et terrorangreb i 2012 er der fortsat uro. Det hele går da også galt for de hårdtrænede og automatbærende soldater, der nu må gøre deres ypperste for at beskytte sig selv og amerikanerne.

På rollelisten har Michael Bay samlet en solid flok skuespillere. Både kendte og mindre kendte – blandt andet John Krasinski, som de fleste nok primært vil kende fra den amerikanske udgave af komedieserien The Office. Her indtager han dog en noget mindre vattet rolle som soldagen Jack Silva.

13-hours-blu-ray-anmeldelse-01

Endvidere finder man blandt andre også James Badge Dale, Max Martini, Toby Stephens, Pablo Schreiber og David Denman samt Dominic Fumusa på rollelisten. Men en ting er naturligvis skuespillerne – for det er jo en Michael Bay-film, så her er det i høj grad actionscenerne og de store eksplosioner, der har hovedrollerne.

Blu-ray-udgivelsen leverer filmen med et forrygende flot billede, der står klart, skarpt og farvemættet, mens lydsporet drøner engagerende og dynamisk afsted. Filmen kommer på en disc for sig selv, mens disc to byder på en række featuretter, der blandt andet kigger nærmere på virkeligheden bag filmen og Michael Bays arbejde med at bringe historien til live på film.

13 Hours: The Secret Soldiers of Benghazi udkommer på dvd og Blu-ray den 30. juni.

[tabgroup][tab title=” 13 Hours: The Secret Soldiers of Benghazi | Blu-ray”]
13-Hours-blu-ray-cover

Originaltitel: 13 Hours: The Secret Soldiers of Benghazi, USA, 2016
Release: den 30. juni 2016
Instruktion: Michael Bay
Medvirkende: John Krasinski, Pablo Schreiber, James Badge Dale m.fl.
Spilletid: 2 time 24 min.
Distributør: Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

INDEPENDENC DAY: Det er i år 20 år siden, at Will Smith gav en ond alien en knytter i fjæset

Blu-ray-anbefaling: Det er i år 20 år siden, at Roland Emmerich på legendarisk vis sprang Det Hvide Hus i luften og Will Smith delte en knytter ud til et slimet rumvæsen og sagde “welcome to earth”. Ja, den bombastiske alien-invasions-blockbuster Independence Day har jubilæum.

I den forbindelse udkommer filmen i en nyrestaureret version med forbedre billede og lyd på en 2-disc Blu-ray. Udgivelsen byder udover den opgraderede version af filmen også på både dens biografversion og en forlænget version samt ikke mindst en omgang spændende ekstramateriale – blandt andet en helt nyproduceret dokumentar om filmen.

independence-day-blu-ray-anmeldelse-02

Der findes adskillige film, hvor Jorden bliver invaderet af rumvæsner – nogle med bulder og brag, andre med mere underspillet paranoia. Ja, Independence Day fra 1996 hører så absolut til førstnævnte – og den kan vel efterhånden godt betegnes som en nyklassiker. Det er den i hvert fald i min bog.

Independence Day er ganske enkelt rendyrket og amerikaner patriotisk alien-invasions-underholdning. Det er bombastisk, storslået og over the top. Der er i hvert fald langt fra den til de mere underspillede film i genren, så som andre favoritter som Invasion of the Body Snatchers fra både 1978 og 1956.

independence-day-blu-ray-anmeldelse-01

Det er som bekendt en charmerende og one liner-kæk Will Smith med en cigar i flaben, der her tager kampen op mod de invaderende rumvæsner, der har travlt med at smadre ikoniske bygninger. En evigt cool Jeff Goldblum er også med, mens Bill Pullman giver den som karismatisk præsident. Forrygende.

Ja, hvis du stadig har filmen til gode, så er denne 20 års jubilæumsudgave hermed anbefalet – også til adskillige gensyn. For både billede og lyd er forbedret i forhold til den gamle Blu-ray-udgivelse, mens den også indeholder spændende ekstramateriale – blandt andet en række featuretter, der ser nærmere på filmen samt et kommentarspor med Roland Emmerich og medforfatter Dean Devlin.

Independence Day – 20th Anniversary Edition
udkommer på Blu-ray den 27. juni.

[tabgroup][tab title=”Independence Day | Blu-ray-anbefaling”]
independence-day-blu-ray-cover

Originaltitel: Independence Day – 20th Anniversary Edition, USA, 1996
Release: den 27. juni 2016
Instruktion: Roland Emmerich
Medvirkende: Will Smith, Jeff Goldblum, Bill Pullman m.fl.
Spilletid: 2 time 25 min.
Distributør: Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]