Biografanmelde: Vi fik den første ’Alien’ i 1979 med Ridley Scotts klassiker. Efter en række fortsættelser og spin-offs lander nu hele 45 år efter originalen det nyeste rumskud på stammen med ’Alien: Romulus’. Det er ikke en perfekt film, men er sine ridser i rumskibet til trods en omgang underholdende og blodsjasket monster-ballade.

Filmen udspiller sig mellem filmen fra 1979 og James Camerons 2’er ’Aliens’ fra 1986. Det er dog med et kuld nye karakterer, at science fiction-gyset flyver ud i rummet og møder det ikoniske monster. Mere vil jeg ikke sige om filmens veloplagt simple afsæt. Der er måske nok lige sin del af for meget eksposition til en start, men så tager de grumme løjer fat og fart.

I instruktørstolen og som medforfatter på de sprudlende strabadser finder man Fede Alvarez, der har revet mig blodigt rundt i manegen med rebootet ’Evil Dead’ og den intenst klaustrofobiske ’Don’t Breathe’. I ’Alien: Romulus’ forenes bombastiske blodsprøjt med nervepirrende gys i rumskibets trange indre, hvor der venter flere monstrøse overraskelser.

I front møder vi en empatisk Cailee Spaeny, der forfølger en bedre fremtid ombord på rumskibet med ubudne gæster. David Jonsson er hendes tvetydige og fascinerende bror, mens vi møder et i øvrigt umage hold af unge nye rumkolonister. De er sjove følge, hvor det også er sjovt at gætte med på, hvem der mon bliver dræbt først.

’Alien: Romulus’ fungerer i store dele nemlig som en slasher med unge mennesker på flugt fra en glubsk dræber. Så simpelt og stramt fortalt forbliver filmen dog ikke, men ender med at gabe over måske lidt mere end, hvad bæstet kan bære. Ikke desto mindre er filmen sine fejltakter til trods et underholdende rumgys med smæk på både blod og monstre.

Der bliver desuden smidt godt i Alien-gryden med nye idéer, der måske nok vil dele vandene, men som ramte blodsjasket, klamt slimet og bæstbuldrende rent hos mig. ’Alien: Romulus’ er ganske vist ikke et formfuldt endt værk i franchisen, men det er altså en både sprudlende, seværdig og blodig tur ud i rummet, hvor man stadig ikke kan høre dig skrige.

‘Alien: Romulus’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

‘Alien: Romulus’ har biografpremiere den 15. august.

Biografanmeldelse: Det er som at træde ind i et konstant ulmende og ondt mareridt med instruktør og manuskriptforfatter Oz Perkins’ seriemorder-thriller ’Longlegs’. Her flettes traumer og usagte hemmeligheder elegant og faretruende grumt ind og ud mellem hinanden, når vi møder den unge FBI-agent Lee Harker. Hun sættes på sagen at fange seriemorderen Longlegs.

Filmen udspiller sig i midten af 1990’erne i en verden, hvor mørket på klaustrofobisk vis omkranser vores agent i smukt komponerede billeder af dunkelhed, hvor symmetriske kameraindstillinger præger den melankolske billedside, der dragende gør brug af lys, mørke og kontrasten herimellem. For i mørket og i det usagte rumsterer uroen og uhyggen fermt.

Jeg holdes hen i en anspændt uvished om seriemorderens ildevarslende udseende og motiv. Her gives kun brudstykker af en sandhed i det mørke hjerte af fortællingen, der kryber rundt i tid og sted. Mareridt og virkelighed går gribende hånd i hånd, når man følger Lee Harker på morderjagt i et sirligt opklaringsarbejde, der bl.a. involverer mystiske symboler efterladt af Longlegs.

Maika Monroe er afdæmpet engagerende som agenten, der ikke rigtigt synes at finde sig til rette i den verden, hun lever i. I endnu mere ekstrem grad gør denne utilpassethed sig også gældende for Longlegs, der ikke synes at være en del af vores verden og virkelighed. Det lykkedes på skræmmende vis at skabe et nærmest overnaturligt rum omkring morderen.

Det er bl.a. gennem Oz Perkins’ klare vision for portrættet af seriemorderen og hans visuelle tilgang til ham, at Nicolas Cage får lov til at boltre sig på oprigtigt skræmmende vis. Han er som trådt ud af et mareridt og direkte ind i mit hoved. Han får skabt et grufuldt portræt af et menneske, der nærmest får mytisk karakter. Faretruende, uforudsigelig og farlig.

’Longlegs’ er en fabulerende og ondt legende fortælling om jagten på en morder. En jagt, der går grumt ind i kroppen og sætter sig tungt i hjertet og maven på mig, hvor bl.a. også den detaljerige lydside og den dirrende musik af Elvis Perkins sætter trumf og tyngde på uhyggen i samspil med fotografen Andres Arochis billedbrillante gyserverden.

’Longlegs’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Longlegs’ har biografpremiere den 8. august.

Biografanmeldelse: Det er virkelig en skam, at det ikke lykkedes bedre for instruktør og medforfatter Eli Roth at få noget væsentligt mindeværdigt ud af det kulørte univers, man møder i actionfilmen ’Borderlands’, der er baseret på videospillet af samme navn. Desværre snubler science fiction-rabalderet gang på gang uden rigtigt at løfte sig fra jorden.

Man finder ellers en altid seværdig Cate Blanchett som den seje Lilith, der leder et lille hold af umage karakterer. De er på en mission på den farlige planet Pandora for at redde den kidnappede pige Tina, der muligvis er nøglen, som kan udløse alverdens utænkelig magt for den, der besidder den. Ja, intet mindre end universets skæbne er på spil.

Det er i sit udgangspunkt et dejlig simpelt plot, der kunne have affødt en omgang veloplagt rumsmadder med slimede monstre og maskerede voldspsykopater, der netop hærger på planeten. Det er desværre ikke tilfældet. Her er ganske vist både monstre og muskuløse psykopater, men det er sjældent underholdende eller særlig sjovt.

Der forsøges ellers med sin del af voldsgakkede scener og diverse oneliners. Her står en lille kæk robot for sin del af jokes og ironiske spydigheder. Det er dog symptomatisk for eskapaderne, at der mere rammes fladt ved siden af humormålet end oprigtigt plet. Man finder ellers en veloplagt Jack Black som stemmen bag robotten.

Udfoldelsen af jagten på Tina og flugten fra skurkene bliver bare ikke videre spændende, mens der spædes til med ikke særligt engagerende hovsaløsninger, så vores helte gang på gang klarer skærene. End ikke hovedskurken er vellykket intimiderende eller faretruende. Det er holdet af kulørte helte, der holder skruen nogenlunde kørende på det farverige bæst.

Her finder man også Jamie Lee Curtis som sej videnskabskvinde, mens Ariana Greenblatt gør sit for at gøre Tina til en rap overlever. Kevin Hart kommer aldrig til at overbevise som redningsmand og skydedygtig soldat. Så er der en smule mere pondus i Florian Munteanu som den muskelsvulmende Krieg. I sidste ende er ’Borderlands’ en forglemmelig og slatten sag.

’Borderlands’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Borderlands’ har biografpremiere den 8. august.

Biografanmeldelse: Hvad mange nok ikke havde set komme, er med ‘Deadpool & Wolverine’ nu blevet til virkelighed, nemlig Hugh Jackman tilbage i sin ikoniske rolle som Wolverine. Der var ellers blevet sat et særdeles vellykket punktum for hans portræt af X-Men-helten med ’Logan’ i 2017. Men den rapkæftede Deadpool bringer ham nu tilbage.

Ryan Reynolds er atter den rødklædte antihelt, der snakker i meta-jokes og bryder den fjerde væg. Nu slår den umage duo sig uvildigt sammen, da en fælles fjende skal bekæmpes. Side om side finder man altså den knotne Wolverine og den opkæftende Deadpool slå skurke til blods, mens musikken spiller hits og der skydes jokes af.

Historien er dog ikke det store at skrive hjem om. Den fungerer mest af alt som en noget tyndbenet undskyldning for netop at fyre frække jokes af og levere veloplagt action med Deadpool og Wolverine i front. Nå ja, og vanen tro diske op med flere overraskelser i form af diverse cameos. Der leveres da også et par ret så sjove af slagsen her.

Der er i det hele taget sin del af jokes og gags, der rammer ganske godt plet. Desværre vakler de af og til lidt rundt i de samme pay-offs, hvor der bliver genbrugt et par punchlines lidt for meget. Det sagt, så er der god energi i filmen, der på trods af en kedelig historie ikke kan underminere det fine parløb mellem Ryan Reynolds’ Deadpool og Hugh Jackmans Wolverine.

Det ligger i Deadpools DNA at gøre uhøjtideligt grin med alt, alle og sig selv. Det er da også i netop filmens komiske slagside, at eskapaderne spiller bedst. Den dramatiske nerve og mere alvorlige side af vores duo klinger desværre hult i filmen som helhed. Det er en skam, da særligt Wolverine kunne have fået mere dramatisk tyngde i sit portræt.

‘Deadpool & Wolverine’ lykkedes kort sagt bedst, når den går efter grinet og at levere voldsom actionsmadder, mens det halter med at få det mere menneskelige drama til at overbevise. Men filmens lette kalorier har da også sin berettigelse. Så er det kun tiden, der kan vise, om Deadpool rent faktisk er den Marvel Jesus, der skal få MCU på ret køl igen.

‘Deadpool & Wolverine’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘Deadpool & Wolverine’ har biografpremiere den 24. juli.

Biografanmeldelse: Fortidens minder, barndommens uskyld, tæt forbundne venner og brutale traumer. Det hele spindes sitrende godt sammen i det forknytte drama ’When it Melts’. Historien om Eva fortælles her i to parallelle spor mellem nutid og fortid. For hvad skete der egentlig den barndomssommer, som vi kommer med tilbage til?

Sporene efter sommeren for de mange år siden har nemlig haft afgørende betydning for den nu voksne Eva. Det er med insisterende sikkerhed, at de to fortællespor smyger sig fortsat mere og mere intenst om hinanden, mens jeg kommer tættere og tættere på et svar om den sommer, hvor den dengang 13-årige Eva blev mærket for livet.

Den spillefilmsdebuterende instruktør og medforfatter Veerle Baetens har et sikkert greb om struben på mig med sin historie, der er baseret på en bog af Lize Spit. Svarene gives nemlig ikke ved kasse et, men Evas hemmeligheder bringes ubehageligt til live filmen igennem, hvor ubehaget tager tankevækkende til. Både i fortiden og i nutiden samt i mødet mellem de to.

Det er ikke mindst i portrættet af Eva, at filmen får sin store dramatiske styrke. Det gælder både den 13-årige Eva, der med barndommens uskyld og en voksens melankoli gives nuanceret og gribende liv af Rosa Marchant. Charlotte De Bruyne portrætterer med stor troværdighed den voksne Eva, som lever i skyggerne af sin barndom. Et i særklasse stærkt dobbeltportræt.

Fortællingen bliver måske nok en my slap i maskerne halvvejs, men heldigvis aldrig mere end, at der samles engagerende op på det, herunder i særdeleshed gennem netop skuespillerne. Men også filmens dragende og smukt vibrerende billedside af fotograf Frederic Van Zandycke indfanger mig i de to fortælletider, hvor kontrasterne står billedbalanceret frem.

Jeg møder mig selv og min barndom i historien. Mine minder, venskaber og begivenheder, der har været med til at forme mig i mit voksenliv. Det er med andre ord stærk fortællekunst, der bringer filmens virkelighed i hjerteskærende forening med min egen. Uden sammenligning i øvrigt. ’When it Melts’ er hård kost, men en bragende kraftfuld filmoplevelse.

’When it Melts’ får 5 ud af 6 stjerner:

’When it Melts’ har biografpremiere den 11. juli.