Det politiske drama ‘Hammarskjöld’ vakler mellem to stole

/i , /af

Biografanmeldelse: Vi får med det politiske drama ’Hammarskjöld’ på den ene side et kig ind bag facaden på mennesket Dag Hammarskjöld og på den anden side hans officielle jeg som målrettede diplomat. Historien er baseret på virkelige begivenheder og udspiller sig i koldkrigstidens 1961, hvor man møder Hammarskjöld, der sidder på posten som FN’s generalsekretær.

Han gør sit bedste for at skabe fred i menneskeligt og politisk indviklede tider som del af det verdenspolitiske spil, mens han privat kæmper med ensomhed og en evig søgen efter meningen med sit liv og virke. Arbejdsmæssigt har særligt Congo Hammarskjölds opmærksomhed, da han vil skabe fred i landet, der er præget af blodige konflikter. Det synes som en umulig opgave.

Hammarskjöld går dog beslutsomt til opgaven, der kun udvikler sig i en mere og mere kompleks og for ham farlig retning. Det stopper naturligvis ikke den svenske generalsekretær, som man nu følger i de to sideløbende spor med på den ene side det diplomatiske arbejde og på den anden side et stille privatliv, hvor han skriver sine inderste tanker og følelser ned i sene aftentimer.

Vi ser begge sider af mennesket Hammarskjöld, der spilles stærkt og nærværende af Mikael Persbrandt, som dog ikke helt kan forløse manuskriptet, der står stærkest, når historien centrerer sig om det politiske spil og magtkampene. Det private følelsesliv og de afsavn, som Hammarskjöld skriver om sent på aftenerne, kommer ikke helt ud og rører mig stærkt nok.

Det er en skam, da der i udgangspunktet er en interessant todelthed i mennesket Hammarskjöld og her konsekvenserne af de valg, han træffer i kraft af sit arbejde. Både for ham personligt, men også som officiel diplomat. Desværre findes der aldrig for alvor en rigtigt engagerende balancegang mellem de to spor, der kunne have formet et reelt gribende hele.

Per Fly har både instrueret og ageret medforfatter. Han har da også et professionelt godt greb om sin historie, men den løber ind i at vakle mellem Hammarskjölds to sider, så ingen af delene for alvor går ind og bliver medrivende. En styrke ved ’Hammarskjöld’ er dog den grundlæggende interessante politiske historie og mennesket i midten af det hele, der desværre bare ikke forløses formfuldendt.

’Hammarskjöld’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Hammarskjöld’ har biografpremiere den 18. april.

‘Robot Dreams’ er en sød animationsfilm om venskab og ensomhed

/i , /af

Biografanmeldelse: Selv i de største byer med et mylder af mennesker, kan ensomheden ramme hårdt og nådesløst. Hvad stiller man så op, når ensomheden rammer? Når lyset i lejligheden ved siden af rammer krammende par på sofaen, mens venner går op og ned ad gaderne? I den ordløse animationsfilm ’Robot Dreams’ bygger en ensom hund sin egen robot.

Filmen udspiller sig i et summende New York i de kulørte 80’ere, hvor byens indbyggere er dyr i alle afskygninger. Her er aber, grise, myreslugere, elefanter og så er der den ensomme hund med mikroovnsmad siddende foran tv’et alene. Men da han bestiller og modtager sin egen robot, begynder et venskab mellem det umage par at spire.

Venskabet bliver dog testet på uventet vis før end siden. Så nu må jagten ud af ensomheden for hund og robot begynde på ny. For hvad vil vi i grunden ikke gøre for at fastholde venskaber og undgå ensomheden? I den søde ’Robot Dreams’ gør hunden i hvert fald sit bedste for at beskytte sit nye venskab, selvom det altså løber ind i problemer.

’Robot Dreams’ er lige på den anden side af halvanden time, men synes egentlig fint at kunne være fortalt som kortfilm. Historien og dens tematikker føles af og til en smule at blive trukket lidt langt ud over midten. Heldigvis gøres det på sjov og charmerende vis, hvor både hunden og robotten får fint liv i de stilrene tegninger, hvilket også er tilfældet med de andre karakterer og omgivelserne i New York.

Der sker altid sjove ting i baggrunden eller andre fine detaljer i udtrykket hos de medvirkende. Universet fungerer, selvom det af og til kan virke lidt for rent og klinisk i sit udtryk. Her kommer bl.a. netop hund og robot samt deres levende tilstedeværelse til live, selvom der altså ikke siges et eneste ord. Det er elegant historiefortælling med temaer som ensomhed og venskab i fokus.

Temaerne gives desuden en fint nuanceret krølle på halen i sidste ende, som også er med til at skabe lidt mere dybde i karaktererne og historien. ’Robot Dreams’ er med andre ord en fint animeret fortælling, jeg nemt relaterer til, bl.a. gennem fint forløste karakterer med en befriende ordløs fortælling, hvor bl.a. musikken således får plads og stor betydning.

’Robot Dreams’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Robot Dreams’ har biografpremiere den 11. marts.

‘Back to Black’ er en generisk portrætfilm af Amy Winehouse

/i , /af

Biografanmeldelse: Historien om musiker og sanger Amy Winehouse er en sand tragedie. Hun blev med sin unikke stemme, sange og karisma katapulteret til stjernestatus i en ung alder og døde år senere af en alkoholforgiftning kun 27 år gammel i 2011. Den biografiske film ’Back to Black’ fortæller nu historien om den selvsikre sangers tumultariske liv og kaotiske forhold med kæresten Blake.

Historien begynder med den unge Amy, der tryllebinder både sin familie og publikummet på pubben med sin stemme. Herfra går historien sin slagne gang for at fortælle historien om vejen til stjernerne, om misbruget, om succesen og nedturen, hvor særligt forholdet til hendes bedstemor, far og kæresten Blake spiller en central rolle for det desværre ikke vildt gribende portræt.

Marisa Abela gør dog sit bedste for at portrættere unikaet Amy Winehouse. Det er selvsagt ingen nem opgave – og det lykkedes da heller ikke rigtigt at komme helt derind, hvor sangerens dæmoner for alvor får dramatisk dybde og gribende tyngde. Heldigvis ender skildringen ikke som en karikatur, men fremstår trods alt ganske oprigtig, selvom det hele menneske er svær at få øje på.

Historiefortællingen er bare ikke særlig interessant forløst. Hvilket i grunden er ret utroligt, når nu sangerens alt for korte liv var fyldt med så meget drama. Så meget vildskab. Vildskaben og dramaet kommer desværre bare ikke rigtigt helt derind, hvor smerten vinder genklang i mig. Instruktør Sam Taylor-Johnson kommer aldrig rigtigt igennem med en unik stemme i sin menneskeskildring.

Det er heller ikke meget originalitet, at Matt Greenhalghs manuskript tillader i sin desværre ret generiske gennemgang af Amy Winehouses liv. Her står alkoholmisbruget og hendes farlige omgang med stoffer også centralt, hvor jeg bestemt er vidne til tragedien, mens musikken heldigvis også spiller en stor rolle, selvom jeg aldrig for alvor får et troværdigt indblik i stjernens musikalske rejse.

Her er ikke meget indblik i sangskrivningsprocessen og arbejdet med hendes albums. Det er en skam, da balancen mellem tragedien og hendes magiske musik ikke helt finder et gribende fodfæste. I sidste ende er filmen alt det, som Amy Winehouse ikke var, nemlig middelmådig. En film, der ikke rummer videre stor vildskab, hjerte og smerte, men sådan cirka bare er ok.

’Back to Black’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Back to Black’ har biografpremiere den 11. april.

Den djævelske ‘The First Omen’ leverer et urovækkende smukt gys

/i , /af

Biografanmeldelse: Med gyserfilmen ’The First Omen’ bringes der nyt liv til den filmserie og det univers, som blev født med Richard Donners klassiker og djævlegyser ’The Omen’ fra 1976. Den første film har affødt flere fortsættelser, en serie og en genindspilning. Denne gang er det forhistorien til originalen, vi får med en fortælling, der udspiller sig i 1971.

Vi møder her den unge og religiøse Margaret, der kommer fra USA til Rom for at tjene kirken. Der går ikke lang tid før, at et mørke og en ondskab anes i filmens dunkle sprækker. Uhyggen står hurtigt også i fuldt skrækindjagende flor, når der spilles vellykket på den usete og lavmælte gru, hvor det ellers smukt indrammede gys skæmmes en smule af et par generiske jump scares.

Det er heldigvis ikke nok til at spænde ben for filmens hele vejen elegant grumme billeder, der dynamisk og stemningsfuldt er indfanget af fotograf Aaron Morton, som både forløser helt nære closeups af udspilede øjne og mareridtslignende tableauer af ubehag. Herligt! Hertil kommer et myrekrybende score af Mark Korven, der isnende sætter sig i hjertet og maven på mig.

Instruktør og medforfatter Arkasha Stevenson bringer pulserende liv til historien af Ben Jacoby, der måske nok har et par skavanker og forudsigelige plotdrejninger. Gyset lever dog virkelig stærkt på atmosfære og sit 70’er-tidsbillede, der krydres med uhygge og brutalitet, mens man som Margaret finder en virkelig god Nell Tiger Free, der forløser naivitet, styrke og sin karakters spændingskurve med gribende nærvær.

’The First Omen’ er bedst, når den tør stole på, at jump scares ikke er vejen til at forløse uhyggen, men snarere det elegant usagte ubehag og sine syrede mareridtsscener, hvor virkelighed og fantasi smelter forrygende klamt sammen, så min puls stiger. Historiens brug af et par smågeneriske genregreb underminerer dog ikke, at her er tale om et visuelt virkeligt dragende gys.

’The First Omen’ får 4 ud af 6 stjerner:

’The First Omen’ har biografpremiere den 4. april.

‘Birthday Girl’ leverer et klaustrofobisk mor-datter-drama

/i , /af

Biografanmeldelse: Det starter med store smil og livsglad dans, når moren Nanna sejler på ferie med sin datter Cille og hendes veninde. Cille fylder nemlig 18 år, hvilket fejres med fest og farverige drinks på en luksuriøs tur ombord på et kæmpemæssigt krydstogtskib. Efter nattens festligheder mødes trekløveret dagen derpå imidlertid af en yderst ubehagelig virkelighed.

Cille er blevet voldtaget af en af skibets andre gæster, men husker ikke meget selv. Snart går de lægelige undersøgelser af Cille i gang, mens der tages vidneudsagn fra både Cille og hendes mor. Men herfra synes efterforskningen at gå i stå. Snart indser den handlekraftige Nanna således, at hvis gerningsmanden skal findes, må hun tage sagen i egen hånd.

Starten på et nervepirrende drama er sat i søen med en rå og nærværende Trine Dyrholm som Nanna. Det store ferieskib skifter efter natten nu straks karakter fra at være et festmekka oplyst af diskolys til at være et klaustrofobisk bæst, hvor luften bliver klemt ud af lungerne på en. For hvor langt kan og vil Nanna gå for sin datter? Hvad er hun villig til at gøre i jagten på gerningsmanden?

Det er nogle af de spørgsmål, som instruktør og medforfatter Michael Noer spænder intenst for skuden, der måske nok sejler en smule tematisk fladt rundt i søen med spørgsmål om bl.a. også skyld og retfærdighed. Heldigvis har filmskaberen en stærk Trine Dyrholm til at løfte dramaet og spændingen, når historien mister lidt faldhøjde og en kende troværdighed.

Hævntogtet står måske nok ikke på blodige skuddueller og store eksplosioner. Styrken er snarere at finde i den knugende og dirrende nerve, som filmen formår at rive frem, når en mor og hendes datter står overfor deres livs mareridt. Her er Flora Ofelia Hofmann Lindahl også virkelig god som Cille, der med lige dele naivitet og sejhed leverer et gribende portræt som datteren.

Det er derfor også en skam, at mor-datter-forholdet ikke sætter sig mere fast og rammer de mere dybe følelseslag, end tilfældet er. På samme måde som også filmens finale ender med at stå lidt uforløst hen. Det sagt, så lever og overlever ’Birthday Girl’ takket være bl.a. sine to hovedroller og en trykket atmosfære, der indfanges dynamisk og intenst af fotograf Adam Wallensten.

’Birthday Girl’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Birthday Girl’ har biografpremiere den 4. april.

‘Perfect Days’ er et følelsesfint kig på livets stille eksistens

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er følelsesfint, roligt og tålmodigt, at jeg med Wim Wenders’ smukke og livsreflekterende ’Perfect Days’ bringes ind i livet hos den midaldrende Hirayama. Han lever et stille liv alene og ordknapt, mens arbejdsdagene går med at rengøre offentlige toiletter i Tokyo. Han er yderst sirlig, når han på knæ skrubber både kummer og pissoirs til de skinner. Livet går sin sagte gang.

Det er et liv præget af rutiner og stille stunder, hvor bl.a. sollyset rammer den smilende Hirayama, der synes helt og aldeles i ro med sig selv og livet. Når han har fri, læser han bøger, lytter til musik på kassettebånd med Lou Reed og Patti Smith samt lever et minutiøst liv i sit lille hjem. Han nyder dagene. De små øjeblikke af skønhed, når pauserne i hverdagen tillader det.

Det er det enkle liv, som her er i centrum, hvor den sympatisk udstrålende Hirayama er det menneskelige omdrejningspunkt i en fortælling, der måske nok ikke gør umiddelbart meget væsen af sig, men rummer stor humanisme, mens der manes til rolig eftertanke hos mig selv og det liv, jeg lever med bl.a. spørgsmålet: Er jeg lykkelig?

Det er med simple og afdæmpede greb, at eksistentielle spørgsmål kommer i spil. Livets skønhed og skrøbelighed. Meningen med det hele og om man kan snyde sig lykkelig? Det er et menneskeligt portræt af en mand, der rummer mere og flere følelser, end det måske nok ved første øjekast lader sig afsløre. Det er bl.a. gennem filmens tålmodige væsen, at dens styrke findes.

Det er gennem Kôji Yakushos nærværende og sarte portræt af Hirayama, at filmen bl.a. får sit menneskelige liv og dragende nerve. Det er gennem fotograf Franz Lustigs smukt balancerede og elegante billeder af hverdagen, som her får fortryllende momenter af skønhed. Det at værdsætte de små ting i livet. Det at finde ro med der, hvor man er.

Wim Wenders lykkedes med ’Perfect Days’ på rolig dynamisk vis at åbne ind til et andet menneskes liv. Det magiske i mennesket og livet. For er vi lykkelige, hvis bare vi tror nok på det? Kan det triste og melankolske leve i smuk harmoni med livets skønhed og følelsesdybde? Det er på rørende, hjertevarm og fascinerende eftertænksom vis, jeg får en flig af et andet menneskes indre liv. Det er et smukt syn.

’Perfect Days’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Perfect Days’ har biografpremiere den 27. marts.

‘Godzilla x Kong: The New Empire’ er neonoplyst gigantsmadder

/i , /af

Biografanmeldelse: Giganterne Godzilla og King Kong tørner atter sammen, når der i monsterfilmen ’Godzilla x Kong: The New Empire’ skal smadres løs på ny. Her er tale om den nyeste film i franchisen om de mægtige bæster – altså fortsættelsen til den seneste i rækken, som vi fik i 2021 med den kulørt underholdende ’Godzilla vs. Kong’. Man kan dog godt stå på monstertoget her.

Denne gang må de to legendariske filmmonstre kæmpe side om side mod en ny titanhøj fjende, der truer ikke alene den umage kæmpeduo, men også menneskeheden. Intet mindre. Naturligvis. Her er det nemlig stor, større og størst, der tæller. Det på yderst underholdende vis. Historien er mildt sagt skør og langt over the top, hvor en kreativ 8-årig fint kunne have ageret idégenerator for filmen.

Det er absolut ment som et kompliment, da her ikke tages hensyn til logikken i nævneværdig grad. Her er det den vilde og neonoplyste fantasi, som pirres og tæskes løs på. Jeg flyver med på de kulørte strabadser, der hele vejen leveres med et skævt smil og legeglæden intakt. Fra farverige ture ned under Jordens overflade og videre i udfoldelsen af de mange forskellige væsner.

Instruktør Adam Wingard ved godt, hvad det er for en film, han laver. Han vil underholde i monstrenes tegn. Hans glæde ved titanerne og hele det bombastiske univers af monstrøse umuligheder sætter sig i kroppen på mig. Jeg jubler både når en mægtig abe sætter sig til brølende rette på et firbenet kæmpekryb og når Godzilla smadrer sig vej gennem Roms stakkels gader.

Det er altså ikke de menneskeligt mest nuancerede portrætter, man finder her. Der er både de gakkede og de mere alvorligt stemmer på rollelisten, men det er altså helt klart humoren, som er sejrherren og ikke et videre komplekst drama – selvom der faktisk er fine takter at finde i forholdet mellem lederen af missionen og den adopterede pige Jia.

Det er dog ikke tårer affødt af det menneskelige drama, som får lov at løbe. Det er snarere i henrykkelsens tegn, at en tåre finder vej ned på kinden hos mig, mens smilet breder sig fra mit ene øre til det andet, når der totalsmadres storbyer og andre monstre, så det sjasker med grønt og gult slim, mens de herlige giganter brøler løs om opmærksomheden. Storartet!

‘Godzilla x Kong: The New Empire’ får 5 ud af 6 stjerner.

‘Godzilla x Kong: The New Empire’ har biografpremiere den 27. marts.

Den rørende ‘Past Lives’ forløser følelsesfint sin skæbnefortælling

/i , /af

Biografanmeldelse: Før eller siden vokser vi op til at blive voksne. Barndommen bliver henlagt til minderne. Både de gode og de dårlige. Nogle venskaber varer ved livet igennem. Andre holder ikke distancen. Det kan der være mange grunde til. I den varmt menneskelige ’Past Lives’ skilles de ellers tætte barndomsvenner Nora og Hae Sung ad, da Nora og hendes familie emigrerer fra Sydkorea til Canada.

Vi møder de to venner i barndommens bekymringsfrie leg videre op i livet, hvor deres veje mange år senere krydses og kulminerer i et møde i New York, hvor Nora nu bor og er gift med forfatteren Arthur. Det er på en yderst følelsesfin måde, at jeg kommer ind på livet af begge parter i venskabet. Deres liv, verdensbillede og relationen mellem de to. Det er både rørende og tankevækkende.

Her sættes bl.a. tanker om skæbne i spil. Kærlighed, fortid, nutid og fremtid. For hvorfor arter livet sig, som det nu gør for os hver især? Kan vi holde fast i noget, der var engang? Kan denne barndommens magi genvindes i et møde årtier senere efter mange års adskillelse? Det er med et særdeles dynamisk greb om både karakterer og temaer, at jeg her drages ind i filmens liv.

Karakterer, der bliver formet og udfoldet som troværdigt ægte mennesker, hvis vej i livet er gået i forskellige retninger. Med det in mente, at venskabet bindes sammen af en fælles fortid. Men er det nok til at vare ved? Jeg bliver i mødet med Nora og Hae Sungs relation hensat til tanker om mit eget liv. Min barndom, venskaber og minder om barndommens uskyld og betydning.

Instruktør og manuskriptforfatter Celine Song har et virkelig godt greb om filmens følelser og en evne til at få dem sat troværdigt i spil, så selv de små nuancer rammer rent og sætter sig lige i hjertet på mig, så jeg kneb op til flere positive tårer undervejs. For livet er ikke nødvendigvis, som man troede det ville blive, da man var barn. Men det er jo nok også meget godt og helt ok.

Trekløveret med Nora og Hae Sung som det stærke dramatiske omdrejningspunkt får et engagerende tredje hjul, der på dragende vis bindes sammen med vennerne i skikkelse af Arthur. Der er en virkelig velbalanceret følelsesdynamik her, hvor fortid og nutid på både rørende og hjerteskærende vis forbindes og giver liv til fortællingen.

Greta Lee og Teo Yoo er vildt engagerende i deres nærværende portrætter af de genforenede barndomsvenner, mens John Magaro med sympatisk tilstedeværelse fuldender dramaets hjertevarme natur, som smukt bindes sammen af fotograf Shabier Kirchners velkomponerede billeder, mens filmens musik af Christopher Bear og Daniel Rossen på elegant vis sætter toner på følelserne.

’Past Lives’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Past Lives’ har biografpremiere den 21. marts.

‘Ghostbusters: Frozen Empire’ leverer charmerende spøgerier

/i , /af

Biografanmeldelse: Vi ved efterhånden godt, hvem vi skal ringe til, når det spøger. Ja, holdet af ghostbusters! Nu vender spøgelsesjægerne tilbage med efterfølgeren til den vellykkede ’Ghostbusters: Afterlife’ fra 2021, hvor de oprindelige og nye ghostbusters blev forenet. I ’Ghostbusters: Frozen Empire’ er både gamle og nye ansigter tilbage for igen at buste spøgelser.

Denne gang vender holdet af helte tilbage til, hvor det hele startede i den første film fra 1984. Nemlig i New York, hvor den legendariske brandstation atter udgør spøgelsesjægernes hovedsæde. Det knirker og knager dog i den gamle bygning, mens en ny ondskab fra det hinsides også begynder at røre faretruende på sig. Med andre ord: Det er tid til at ringe til ghostbusters!

Det lykkedes at skabe en virkelig fin og veloplagt balance mellem både de oprindelige ghostbusters og så det nye kuld af gespenst-bekæmpere. Der leveres ganske vist sin del af fan-service, som man med fordel måske nok kunne skære lidt ned på, da filmen faktisk er ved at finde sit eget ståsted i universet, der ellers har beroet på de oprindelige proton-bestyrere.

Her finder man igen Bill Murray som Peter Venkman, Ernie Hudson er Winston Zeddemore og Dan Aykroyd gentager rollen som Ray Stantz, mens Annie Potts atter er Janine Melnitz. Stærkt! De får alle fine øjeblikke i filmen, der overvejende holder et engagerende momentum af lige dele sjov og herligt gys, hvor det er karismatiske Winston og Ray, som får mest spilletid af de gamle kendinge.

Det er dog de nye ansigter, som må og skal bære franchisen videre og ind i forhåbentlig flere film. Heldigvis finder man også her et stærkt hold. Nemlig den charmerende gruppe af både unge og ældre ghostbusters, som denne gang virkelig begynder at finde eget fodfæste. De er sjove og veloplagte. Bl.a. er det voksne par spillet af Paul Rudd og Carrie Coon søde sammen. Så pyt med, at filmen er lidt rodet.

De bakkes dynamisk op af bl.a. Finn Wolfhard og Mckenna Grace, der sammen med Carrie Coon som deres mor alle er efterkommere af den afdøde ghostbuster Egon Spegler. Således er blodbåndet til originalerne intakt. ’Ghostbusters: Frozen Empire’ er kort fortalt et sjovt og opløftende skud af spøgerier, der varmer om hjertet og bringer gysende kulde ned ad nakken. Men mest hjertevarme.

’Ghostbusters: Frozen Empire’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Ghostbusters: Frozen Empire’ har biografpremiere den 21. marts.

Uhyggen udebliver i det våde gys ‘Night Swim’

/i , /af

Biografanmeldelse: Uhyggen lurer lige under overfladen i den ellers idyllisk udseende og azurblå swimmingpool, som man finder i en lille families baghave i ’Night Swim’. Far, mor og deres to børn aner dog ikke uråd, da de køber huset for at starte et nyt kapitel i deres liv. Publikum er imidlertid allerede i en ganske fin åbningsscene blevet introduceret for, at poolen ikke er uden farer.

Lidt efter lidt står det dog også klart for familien, at deres pool ikke er helt så uskyldig, som den ser ud. Men hvad er det præcist, der gemmer sig i poolens mørke dyb? Og hvad gør vandet ved den vandglade familie? Det er nogle af de spørgsmål, som gyset stiller i håbet om, at det afføder gribende uhygge. Det gør det bare aldrig rigtigt.

Helt skævt går det bl.a., når den ellers usete gru byttes ud med billige og ineffektive chokeffekter og jump scares. For selvom der indledningsvis faktisk tages et par ok svømmetag til et nervepirrende familiedrama med indbygget gys, så taber filmen det hele på gulvet undervejs i en historie, jeg ikke tror en tøddel på, hvorfor både et oprigtigt familiedrama og gyset udebliver.

Det er en skam, men når uhyggen i poolen og den hertil knyttede historie og baggrund for poolens væsen ingen mening giver, giver det langt fra den ønskede effekt af uhygge. For når karaktererne ikke får troværdigt drama og karakterskildringer at arbejde med, løber skrækken og rædslen ud med badevandet i en film, der langt fra er original i sit forsøg på at stable gys på benene.

Nu behøver et godt gys som bekendt ikke at være original for at fungere som et effektivt og medrivende gys, men når historien i tilfældet med ’Night Swim’ ikke tør stole på, at bl.a. det usete og usagte i en ellers til at starte med spændende gyserpræmis er nok til at jage uhygge i livet på sit publikum, er det også mere end op ad bakke at blive grebet af filmen.

Instruktør og medforfatter Bryce McGuire har kort fortalt ikke overbevisende flair for at etablere en troværdig uhygge og da slet ikke for at fastholde gruen, så den får bare en smule troværdigt fat i mig gennem bl.a. familiens liv og interne dynamik. ’Night Swim’ drukner med andre ord i en hovedløst klodset historie, der ikke formår at skabe gribende gys.

’Night Swim’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Night Swim’ har biografpremiere den 14. marts.