Biografanmeldelse: Det kinesiske drama ’Blod og vand’ har nærmest en atmosfære af at udspille sig under vand. Det er dvælende og dragende, når man i et roligt tempo kommer ind på livet af en lille familie i Kina med en reserveret far, en tilbageholdende mor og deres teenagesøn Wei, der er mere optaget af at spille computer end af sin skolegang.

Det er lige under overfladen i det stille familieliv, at dramaet sitrer og følelserne bobler. Men da Shuo fra sønnens klasse uheldigvis kommer til skade, bliver det starten på en relation til familien, der potent sparker underspillet til dramaet, hvor en udefinerbar fare nu synes at lure bag lukkede døre. En usagt konkurrence mellem de to teenagere spirer frem.

De uindfriede høje forventninger, som forældrene har til deres søn synes stille og roligt at skifte over på den udefrakommende unge dreng, der med intelligens og nysgerrighed griber ud efter et liv med en umiddelbart bedre fremtid foran sig end det, hans egen alkoholiserede alenefar kan give ham. Knugende og engagerende tager spændingerne stødt til filmen igennem.

Instruktør og manuskriptforfatter Jianjie Lin lykkedes med afdæmpede virkemidler at bringe det usagte i spil. De bortgemte hemmeligheder. De usagte og beskidte følelser, hvor misundelsen drengene imellem tager betændt til på fascinerende behersket vis. Det hele sat billedflot i scene med fotografen Jiahao Zhangs fine fornemmelse for både miljø og mennesker.

Muran Lin er virkelig god som den af sine forældre oversete teenagesøn Wei, der dukker sig mere og mere, jo mere hans mor og far overser ham til fordel for den nye ”søn” i familien. Shuo portrætteres elegant, behersket og mystisk af Xilun Sun. De to udgør en dejligt sær dynamisk duo, der synes som en umage spejling af hinanden.

’Blod og vand’ mister dog noget dramatisk pondus og engagerende momentum sine steder, men lever i disse lufthuller bl.a. af sin fint dvælende billedside og trykkede atmosfære, hvor et tema som bl.a. Kinas et-barns-politik og dens ophævelse er tankevækkende iscenesat med dens betydning for familier i landet. Det er dog, når mystikken breder sig, at dramaet for alvor lever.

’Blod og vand’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Blod og vand’ har biografpremiere den 12. september.

Biografanmeldelse: Det kan være lidt af en prøvelse at være teenager med alt, hvad det indebærer af nye følelser og en krop i forandring. Det er i hvert fald ikke nemt at være Sasha i det fine coming of age-drama ‘Humanist Vampire Seeking Consenting Suicidal Person’, der leveres med herlig sortkomisk og blodig morbid kant.

Sasha er nemlig ikke alene teenager, men også en vampyr med ét stort problem: Hun har endnu ikke udviklet sine hugtænder, mens lysten til at slå mennesker ihjel for deres blod er ikke-eksisterende. Hun har ganske enkelt medlidenhed med de mulige ofre for hendes bid, hvilket hendes blodsugende familie har det meget svært med.

Da Sasha imidlertid møder den selvmordstruede teenager Paul, bliver det starten på et umage venskab, der måske kan være en vej ud af blodtørken for teenage-vampyren, som her har et muligvis villigt offer på hænderne. Så nemt er det naturligvis ikke for Sasha at bukke under for blodtørsten, hvilket ultimativt kan betyde døden for hende, hvis hun fortsat sulter.

Med en empatisk vampyr og den depressive Paul i centrum for den sødt charmerende film, bliver bl.a. problematikker som identitetskrise og ungdomsårenes udfordringer sat gribende i scene. Det hele tilsat herlige hugtænder og en smule velplaceret blod. Ja, måske denne umage duo kan finde ud af livskriserne med hjælp fra hinanden?

Sara Montpetit udgør med sine melankolske øjne og sorte hår en engagerende vampyr, jeg gribes af, mens Paul portrætteres trist af en rørende bedrøvet Félix-Antoine Bénard. De to komplementerer hinanden på elegant og dynamisk vis. Jeg tror på dem som plagede teenagere i filmens skævt bizarre univers.

‘Humanist Vampire Seeking Consenting Suicidal Person’ er hverken et klassisk Dracula-gys eller glimtende vampyrer sat i Twilight-land, men sit eget fine og underspillet morsomme greb på vampyr-genren, der viser, at den bestemt er levedygtig og fortsat kan sætte vedkommende problematikker veloplagt i scene med farlige hugtænder og blodige mord.

‘Humanist Vampire Seeking Consenting Suicidal Person’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

‘Humanist Vampire Seeking Consenting Suicidal Person’ er månedens film i Cinemateket i København med en spilleperiode fra den 5.-30. september.

Biografanmeldelse: Det er den udødelige kærlighed mellem to unge elskende, som igen er på spil i genindspilningen af Alex Proyas’ goth-melankolske hævnfilm ’The Crow’ fra 1994. Dengang var Eric Draven aka The Crow portrætteret af en cool og sidenhen legendarisk Brandon Lee som hævneren over sine banemænd med en krage på skulderen.

Denne gang er det Bill Skarsgård, som skal bide skeer med kærligheden og hævnen. Titlen er stadig ’The Crow’ i hænderne på instruktør Rupert Sanders, der desværre aldrig lykkedes med at give historien om evig kærlighed, retfærdighed, sorg, hævn og selvopofrelse dramatisk nærvær eller engagerende tyngde.

Der forsøges ellers sat schwung på den melodramatiske fortælling, hvor vi møder de sjæleforbundne og passioneret forelskede Eric og Shelly. Skæbnen vil dog, at de begge myrdes brutalt. Det bliver starten på et grumt hævntogt for Eric, som genopstår fra gravens kolde favntag for at søge blodig retfærdighed over drabsmændene.

Han er dog ikke et maddikebefængt kadaver, men den muskuløse The Crow med en kikset ansigtstatovering, sort makeup om øjnene og iklædt læder på sin vej gennem byens kriminelle underverden, hvor han opsøger dem, der smadrede parrets liv. Det afstedkommer midt i den ellers slatne hævn heldigvis én dejligt blodig og energisk omgang bersærkergang.

Det er desværre for lidt og lidt for sent i filmen, der aldrig løfter sig fra jorden med nok dramatisk momentum eller troværdige følelser til at gribe mig. Bill Skarsgård er ellers ganske sej som The Crow, men folkene bag hans look burde være skiftet ud. Han fremstår ofte mere som en mand klædt ud i et lidt for billigt The Crow-kostume.

Fortællingen vakler desuden konstant på sit tynde grundlag, hvor bl.a. en afvænningsfacilitet er på banen, hvilket hele vejen klinger hult. FKA twigs gør som Shelly sit bedste, men det er svært, når manuskriptet er så famlende dumt skruet sammen. Selv karismatiske Danny Huston som überskurk sættes til vægs af filmens halvbagte udførelse.

’The Crow’ får 2 ud af 6 stjerner:

’The Crow’ har biografpremiere den 29. august.

Biografanmeldelse: Han er stenrig, ombejlet og omgærdet af mystik. Tech-milliardæren Slater King synes at have det hele i ’Blink Twice’. Det er måske derfor ikke så underligt, at den rodløse servitrice Frida har et yderst godt øje til ham. Som et rent eventyr vil skæbnen på utrolig vis, at han også får et godt øje til hende til et fundraiser-event, hvor han er hovedperson.

Aftenen skrider frem og romantikken tager til. Det ender da også med, at Slater King – en charmerende Channing Tatum – inviterer Frida – spillet gribende af Naomi Ackie – og hendes veninde med til hans egen private ø. En drømmeferie med fest, bobler og stoffer venter forude for de to veninder i selskab med Slater King og hans rige venner.

Under den blå himmel og i evige nætter på den solbeskinnede ø, synes festen aldrig at stoppe. Det er som et paradis for Frida og de andre, hvor hun og Slater King kommer tættere og tættere på hinanden. Det er dog som om, at der skjules noget på øen. Der synes at ske mystiske ting i kulissen, men hvad, der præcist lurer, står til en start hen i det uvisse.

Det er således med forsøget på at gribe mystikken om struben, at festen foldes ud. Det er dog noget småt med reel spænding i den lange første del af filmen, hvor festerne synes uendelige – og desværre også bliver noget ensformige at følge. De mystiske dryp af øens hemmeligheder bliver aldrig nær så dragende og medrivende, som ønsket måtte være.

Jeg har som publikum naturligvis luret, at ikke alt er så rosenrødt på øen, som overfladen tager sig ud. Der er dog noget i filmens struktur, der ikke helt får grebet mig medrivende hårdt. Der går ganske enkelt for lang tid, inden uhyggen og mystikken forløses på dyster og grusom vis. Her har filmen desværre delvist mistet mit engagement.

Heldigvis tager løjerne satirisk og brutalt til i en ok vellykket slutspurt, hvor øens hemmeligheder foldes ganske vellykket ud. Der er så bare lige det med troværdigheden i grundplottet, som jeg ikke overbevises af. Det sagt, er det svært at undsige mig, at filmen særligt i sin sidste del er drabeligt underholdende. Upåagtet hvor dum og utroværdig den også er.

’Blink Twice’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Blink Twice’ har biografpremiere 22. august.

Biografanmeldelse: Hvordan hvert menneske går igennem livet, er unikt for hvert individ. Det gælder dig og det gælder mig. Vælger man aktivt at gå med sine inderste impulser eller er det noget, man forsøger at holde for sig selv? Disse to yderpoler er groft sagt sat i scene med Dag Johan Haugeruds norske drama ’Sex (Drømme) (Kærlighed)’.

Man følger i den skævt charmerende og underspillet morsomme fortælling to mænd og skorstensfejer-kollegaer, hvis relation en dag rammes af to skelsættende begivenheder, som de deler med hinanden. Førstnævnte er gået med sine impulser, mens den anden måske lever med noget undertrykt i en livstung drøm?

Ikke desto mindre er samtalen mellem de to det tankevækkende startskud, der på morsom og fascinerende vis lyder i filmen, som nu ruller sig engagerende ud, hvor temaer som seksualitet, troskab og længsel er sat i scene, videre til tvivl, begær og frihed samt, hvordan man vælger at tage eller fravælge valg i sit liv. At forblive i sin comfort zone eller ikke.

Det handler om livskriser forløst gennem bl.a. tørre og skarpt skårne dialoger leveret med vid og bid, når man kommer tæt ind på livet af de to mænd, deres partnere og familier i Oslo. Her balanceres der elegant mellem det dramatisk gribende og en dejlig skæv humor, mens man følger den på overfladen ellers ret så mondæne hverdag.

Jan Gunnar Røise portrætterer den impulsdrevne mand, som deler sin skelsættende beretning med kollegaen, der spilles af en sart tilbageholdende Thorbjørn Harr. De to komplimenterer hinanden engagerende og morsomt godt med deres venskab og forskelligheder i historien, der videre byder på fint leverede overraskelser.

’Sex (Drømme) (Kærlighed)’ bringer mig ind på livet af menneskeskæbner, der med hver sin tilgang til livet og alt, hvad det indebærer leverer et skævt morsomt drama i tankevækkende klæder, der både varmer og udfordrer mig. Desuden er filmen med sit rolige væsen og flot komponerede billedside en visuel fornøjelse, hvor også musikken har en herlig prominent rolle.

’Sex (Drømme) (Kærlighed)’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Sex (Drømme) (Kærlighed)’ har biografpremiere den 15. august.