THE MEG: End ikke en over 20 meter lang dræberhaj kan redde denne haj-film

/i , /af

Biografanmeldelse: Yes! Hvor forrygende skønt med en stort opsat haj-film i biografen. Og ikke nok med det, så er her tale om en mere end 20 meter lang dræberhaj. Herligt! Det kan jo ikke gå galt i haj-underholdningens tegn. Det gør det dog desværre i den ellers potentielt underholdende action-og-haj-film ‘The Meg’, hvor Jason Statham sætter sig op imod det enorme vandmonster.

Præmissen er ellers dejligt simpel. Jason Statham spiller den fordrukne dybhavs- og redningsekspert Jonas Taylor, der naturligvis har både en eks-kone samt en traumatisk redningsaktion i bagagen, der inkluderer den enorme dræberhaj – eller Megalodon, som den også kaldes – som han i filmen sættes på jagt efter atter engang.

For da et mandskab fanges på bunden af Stillehavet grundet mødet med det glubske havmonster, er Jonas altså manden, der sættes på sagen. Således indledes den dødsensfarlige redningsaktion de mange kilometer under havets overflade, mens tiden blot tikker og ilten svinder hos det tilfangetagne crew ombord på det lille observationsfartøj.

Det er dog blot starten på, hvad der desværre er et noget halvklodset og ikke videre medrivende møde mellem den mægtige Megalodon og mennesket. For godt nok er ‘The Meg’ en film, der er sig selv og genren bevidst. Men humoren sidder desværre blandt andet bare ikke helt i skabet. Eksempelvis synes Rainn Wilsons comic relief af en milliardær at være komisk off sine steder, mens jeg faktisk også bliver i tvivl, om filmen faktisk forsøger at være dramatisk oprigtig af og til.

Blandt andet i scener, hvor der prøves at spilles skuespil og de store følelser får frit løb – som i en rørstrømsk scene mellem en far og hendes datter. Melodramaet er tykt og modarbejder på sin vis filmens ellers ganske ok uformelle og løsslupne tone. Det er som om, at filmen ikke formår at finde sin rette hylde – oprigtigt haj-drama, rendyrket haj-action eller selvbevidst haj-komedie?

Men pyt i grunden med det, hvis så bare filmen er underholdende. Det er den desværre ikke. Ikke sådan for alvor og hele vejen. Den har dog sine vellykkede komiske elementer samt haj-momenter, hvor især tredje akt, der inkluderer en badestrand fungerer ganske ok. Men, men, men – jeg savner hele vejen noget mere vildskab og galskab. ‘The Meg’ synes nemlig underligt tam, når man i grunden har at gøre med en dræbermaskine, der mæsker sig i mennesker. Øv.

– ‘The Meg’ får 2 ud af 6 stjerner:

– ‘The Meg’ får biografpremiere den 9. august.

Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot: Joaquin Phoenix er bedre end filmen

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er ikke nemt, når livet vælter en omkuld. For hvordan rejser man sig lige igen, når verden ramler om ørerne på en? Nej vel. Den slags er bare ikke nemt. Det er det bestemt heller ikke for John Callahan. En druktur ender nemlig med et biluheld og John Callahan som lam fra brystet og ned. Han er nu bundet til en kørestol resten af livet.

Nej, livet er slet ikke nemt, når det sparker en omkuld. Men John Callahan har også alkoholen at slås med samt en far, han hadede og en mor, der ikke ønskede ham og derfor bortadopterede ham. John Callahans liv er med andre ord lidt af en prøvelse. Men med et nyt perspektiv på livet i sin kørestol begynder han langsomt også at øjne lyset og det gode i livet. Vi er med på rejsen.

Joaquin Phoenix spiller John Callahan med hele sin krop – og jeg tror på ham. Lige fra hans bitre øjeblikke, til hans vrede og frustration, videre til de lyse og glade stunder. Desværre er filmen bare ikke nær så god som hans præstation. Dertil går fortællingen for meget i ring, mens den også døjer med at blive en kende for sentimental til, at den ellers besværende oprigtighed bevares.

Men filmen er i grunden befolket af indtagende præstationer, der er med til at holde mig ok engageret i fortællingen, der i høj grad også fungerer som et personportræt. Man finder blandt andet også en tilbagelænet Jonah Hill som Donny – en rolig millionær og sponsor for Calllahan i den AA-gruppe, han går i. Mens en sød og sart Rooney Mara er det romantiske indspark i Callahans liv, videre til blandt andet Jack Black og Udo Kier i mindre, men gode roller.

Men selvom her er både fine, nuancerede og troværdige præstationer at finde i fortællingen, der snor sig om livets op- og nedture, så bliver filmen desværre også bare for lang for sit eget bedste – og i sidste ende også en kende træg og småkedelig hen ad vejen. Heldigvis er instruktør Gus Van Sant dygtig til at balancere humoren med dramaet uden at gå på kompromis med nogen af delene.

Nu er filmen også baseret på virkelighedens John Callahan – en succesfuld og kontroversiel satiretegner – hvorfor humoren, ikke mindst den både grove og sorte af slagsen, ligger indbygget i hovedrollen og hermed også i fortællingen. Filmen er endog baseret på en bog af Callahan selv. ‘Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot’ har altså sine indtagende skuespillere kørende for sig, mens det halter en smule med den engagerende fortælling. Desværre.

– ‘Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ‘Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot’ får biografpremiere den 9. august.

MISSION IMPOSSIBLE – FALLOUT: Tom Cruise i forrygende frit fald

/i , /af

Biografanmeldelse: Ja, jeg elsker Tom Cruise, og jeg er vild med Mission: Impossible-franchisen. Men kan den sprængfarlige agent-og-action-serie virkelig holde dampen oppe med en sjette film? Det korte og klare svar er et rungende hell fucking yes! For ‘Mission: Impossible – Fallout’ leverer varen på så mange medrivende parametre, at jeg fik pulsen godt op at køre undervejs, hvor agenten Ethan Hunt aka Tom Cruise forsøger at overleve den ene vilde scene efter den anden.

Som del af CIA’s hemmelige agent-enhed IMF må Ethan Hunt og hans team nemlig denne gang forsøge at få fat i en farlig ladning plutonium, så den ikke ender i de forkerte hænder – og hermed altså vil skabe global død og ødelæggelse. Det lyder måske ret simpelt og ligetil. Men bare rolig, for det er der aldrig rigtig noget, der er i mission umulig-land – heller ikke denne gang.

Således bølger og snor det driftige plot sig medrivende fremad filmen igennem, hvor der både trækkes tråde tilbage i franchisen og Ethan Hunts fortid, mens nutiden kun synes endnu mere nærværende og faretruende end nogensinde før. Her er med andre ord noget på spil – både personligt for Hunt og holdet, men så sandelig også hvad angår verdensfreden.

Netop balancegangen mellem det menneskelige drama og den enkeltes ofre kontra det store billede og de manges liv, holdes intenst og hårdtløbende i live filmen igennem. Og blandt andet fordi dramaet og karaktererne fungerer, får de mildest talt svimlende, nervepirrende og fucking vilde actionscener i den grad pondus og engagerende liv. Lige fra biljagter og faldskærmsudspring, videre til Tom Cruise på løbetur for fuld fart samt helikoptor-galop og brutal håndgemæng.

For ja, en del af både franchisen og Tom Cruises varemærke er netop actionscenerne og de halsbrækkende stunts – og her leverer filmen i den grad. Her er det ikke buldrende tomme CGI-genererede scener, man spises af med, men altså rigtige mennesker af kød og blot med livet i frit fald. Jeg mærker faren og farten. Jeg mærker dødens vingesus. Det er ganske forrygende.

Tom Cruise er dog ikke alene. Men ja, han lever atter rollen som Ethan Hunt med hele sin krop. Enigmatisk og magnetisk. Joviale Ving Rhames er atter Luther, en mere alvorlig Simon Pegg ses som Benji, mens Rebecca Ferguson er ligeså cool og farlig som Ilsa Faust som sidst. Sean Harris er atter slesk som skurken Solomon, og så er Henry Cavill ny mand på holdet som badass agent Walker. Med andre ord et stærkt og karismatisk hold, der supplerer hinanden godt og dynamisk.

Tonen er denne gang en kende mere gritty, dyster og barsk end tidligere – det høres både på Lorne Balfes faretruende score, men ses også visuelt og mærkes i fortællingens nervepirrende grundtone. Dog placeres der undervejs fine åndehuller af humor, der rammer rent de rigtige steder. ‘Mission: Impossible – Fallout’ er med andre ord nervepirrende, når den skal være det, morsom når den skal være det og ja, helt rørende når det skal være det.

Det var altså det rette valg af Tom Cruise at bringe Christopher McQuarrie tilbage som både instruktør og manuskriptforfatter efter den forrige ‘Mission: Impossible – Rogue Nation’ fra 2015. Det selvom franchisen hidtil har skiftet instruktøren ud for hver ny film. Men her er altså ikke metaltræthed at spore – hverken i det vellykkede parløb, hos en nu 56 år Tom Cruise eller i serien, der hermed har nået endnu et medrivende højdepunkt med sin sjette film.

– ‘Mission: Impossible – Fallout’ får 5 ud af 6 stjerner:

– ‘Mission: Impossible – Fallout’ får premiere den 2. august.

THE DARKEST MINDS: Overnaturlige evner og ung kærlighed er røvsyg kombination

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er komisk og så er der ufrivillig komisk. Science fiction- og ungdomsfilmen ‘The Darkest Minds’ skal vel i grunden slet ikke være komisk som sådan. Men det er den. Ufrivillige komisk. Meget og ofte. Det er desuden også en film, der er dovent sat i scene og overfortæller sin historie og pointer, så selv den dummeste teen kan være med. Det fungerer ikke.

Men hvad handler filmen egentlig om? Jo, en mystisk epidemi dræber i fremtiden 98 % af børn under 20 år, mens de resterende to procent udvikler overnaturlige evner. Bare fordi. De overlevende børn bliver nu udråbt som en trussel og sættes derfor af regeringen i lejre. Men nej, det er i grunden slet ikke det, filmen handler om. Den handler nemlig om det at være teenager.

Teenager og ikke at være forstået af de voksne. At være bange for det der med at kysse. At have det svært med at passe ind. Klassiske temaer i en ungdomsfilm, som altså her er sat i science fiction-land, hvor man følger den 16-årige Ruby, der er en af de mest magtfulde unge mennesker, som har overlevet. Det lykkedes hende imidlertid at flygte fra sin fangelejr.

Hun slår sig således sammen med tre andre unge med overnaturlige evner på flugt: Den mandlige kærlighedsinteresse uden karisma og den obligatoriske the comic relief samt en lille mut pige. Flade karakterer uden nærvær, nuancer og nævneværdig kemi. Nå, men de sætter altså jagten ind på at finde et hemmeligt fristed for overlevende unge.

De finder naturligvis fristedet – og endda overraskende nemt. Et fristed, der under overfladen naturligvis gemmer på dystre hemmeligheder og en good guy, som naturligvis ikke er særlig good guy-agtig. Surprise! Nej, det er svært at spoile noget, for alt, der sker, har jeg set på lang afstand. Her er altså hverken fortællemæssige eller karaktermæssige overraskelser, hvorfor historien om de udstødte teenagere da også bliver både forudsigelig, tandløs og vildt kedelig.

‘The Darkest Minds’ er med andre ord en yderst slatten opgang ungdomsfilm, der både mangler nævneværdig nerve, spænding og følelsesmæssigt engagement samt karakterer, der er bare en smule interessante at følge. Helt grelt er det dog, at løjerne flere steder bliver så ufrivilligt komiske, at selv det kys, som det forelskede par så inderligt higer efter filmen igennem, ender med at blive tåkrummende komisk og ikke inderligt. Ja, det hele forbliver postuleret, stift og røvsygt. Øv.

– ‘The Darkest Minds’ får 1 ud af 6 stjerner:

– ‘The Darkest Minds’ har biografpremiere den 2. august 2018.

HOTEL ARTEMIS: Jodie Forster på kedeligt forbryder-hospital

/i , /af

Biografanmeldelse: Vi befinder os i år 2028 i et oprørsk og barsk Los Angeles. Her ankommer man til det såkaldte Hotel Artemis – et hemmeligt og ekslusivt hospital for kriminelle medlemmer. Ind træder Jodie Forster som oversygeplejersken Jean, der har styret stedet i 22 år. Ja, dette er filmen, der har fået Jodie Forster tilbage på det store lærred for første gang siden 2013.

Desværre er det et comeback i en film, der stort set ikke fungerer. Den er virkelig kedelig og med en historie, der aldrig rigtigt bevæger sig nogen steder hen samt en række karakterer, der ikke er videre interessante at følge. End ikke Jodie Forsters ellers hårdtarbejdende Jean med et traume i bagagen bliver videre vedkommende. Det gælder i grunden filmen generelt.

For nej, her er stort set ikke en historie. Mest af alt er det blot en flok kriminelle, man følger på hospitalet, som Jean ellers har haft godt styr på – indtil det naturligvis i filmen går fra slemt til værre, da et par skudramte kriminelle har brug for hospitalets hjælp. Det bliver starten på en række brutale begivenheder, hvor stedets ellers klare regler bliver brudt en for en.

Blandt andet det at dræbe andre patienter. Og ja, that’s it. Tumult og kriminelle på jagt efter hinanden og forsøget på at holde sig selv i live. Her er blandt andet to barske gangstere, den tvetydige femme fatale, en hidsig kriminel, et stort brød af en sygehjælper – og ja, så dukker selveste Jeff Goldblum også op i en mindre rolle som gangsterbossen The Wolf King.

Men lige lidt hjælper det på, at filmen bliver bare sådan nogenlunde medrivende, engagerende og vedkommende. Og nej, det er altså ikke nok med et par lykkelige flashbacks til Jeans fortid for at give hende noget dramatisk tynge over det, hun har mistet. Det filmen dog blandt andet har kørende for sig er dens dystre og dystopiske setting i det klaustrofobiske hospital, der nærmest synes som en ond labyrint af håbløshed.

Det er nu måske i grunden lidt underligt, når nu det er et hospital. Men hey, det er jo et hospital for kriminelle, så det bliver jo naturligvis også nødt til at være dysterst. Men den interessante historie mangler sammen med de spændende karakterer. Derfor ender ‘Hotel Artemis’ også som en skuffende fuser, der end ikke kan opvejes af en ellers comeback-klar Jodie Forster.

– ‘Hotel Artemis’ får 2 ud af 6 stjerner:

– ‘Hotel Artemis’ får premiere den 26. juli.

SICARIO 2: SOLDADO: Benhård, trøstesløs og ond opfølger

/i , /af

Biografanmeldelse: Nej, der er vel i grunden ikke brug for en opfølger til Denis Villeneuves helt igennem forrygende, kyniske og benhårde action-thriller ’Sicario’ fra 2015. Ikke desto mindre er det, hvad vi netop nu får med ‘Sicario 2: Soldado’. Heldigvis kan jeg allerede nu sige, at det er en på flere måder medrivende brutal oplevelse, som dog trods alt ikke er på niveau med den første.

Men nej, du behøver som sådan ikke at have set ‘Sicario’ for at se denne sequel (det vil jeg dog kun på det varmeste anbefale, at du gør). Denis Villeneuve har her overladt instruktørstolen til Stefano Sollima, mens manuskriptet imidlertid også denne gang skrives af Taylor Sheridan, ligesom man igen finder Josh Brolin og Benicio Del Toro i deres respektive roller fra den første film.

De er således igen den nådesløse CIA-agent Matt Graver og den enigmatiske Alejandro, som her slår sig sammen i kampen mod de skånselsløse mexicanske narkokarteller, der er begyndt at smugle terrorister over den amerikansk-mexicanske grænse. I den farlige og uforudsigelige kamp mod kartellerne sættes reglerne til side i en krig, der hurtigt går fra slem til værre.

For nej, intet går naturligvis efter planen, når man involverer sig i en så betændt konflikt, der da også kun optrappes minut for minut. Graver og Alejandro forsøger dog at holde overblikket og hovedet koldt, mens de holder deres automatvåben varme. For ja, ganske vist er her sin del af underspillet spænding, men filmen leverer bestemt også sin del af intense actionscener.

Det gælder blandt andet en engagerende eksekveret og brutal kidnapningsscene, hvor intensiteten banker medrivende afsted. Udover sin veleksekverede action, er ‘Sicario 2: Soldado’ også et dystert studie af mennesker under pres. Lige fra agent Graver og Alejandro i front til kartellerne og de øvrige folk, der opererer i kulisserne under denne kyniske krig.

Man får således et engagerende kig ind i en verden uden regler og hvor hver handling kan have fatale konsekvenser. Mest interessant er dog den tvetydige Alejandro. Desværre mister filmen noget af sin intense momentum hen imod sit tredje akt, mens der også skal sluges et par mindre plotmæssige kameler undervejs. Det er dog alt sammen til at leve med, for i sidste ende er her ganske enkelt tale om en benhård, trøstesløs og ond opfølger.

– ‘Sicario 2: Soldado’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘Sicario 2: Soldado’ får biografpremiere den 19. juli 2018.

SKYSCRAPER: The Rock i et fesent højhushelvede i flammer

/i , /af

Biografanmeldelse: Lad mig bare være lyseslukkeren med det samme. For nej, actionfilmen ‘Skyscraper’ er ikke god. Men hvad der er endnu værre, så er det heller ikke en videre underholdende, medrivende eller for den sags skyld spændende film. Den er mest af alt bare sådan lidt ligegyldig larm, ild og eksplosioner i 1 time og 42 minutter.

Her forsøger Dwayne ‘The Rock’ Johnson nemlig at redde sin kone og to børn ud af verdens højeste bygning, der er sat i brand af en flok skurke. Det er kort sagt filmens præmis, hvor der dog lurer et par ikke særligt overraskende overraskelser undervejs. Så ja, altså i grunden en dejlig simpel historie med et stramt fortællemæssigt fokus. Desværre bliver fortællingen eller karaktererne bare aldrig videre nærværende eller indtagende intenst forløst.

Nu er det heller ikke meget, de medvirkende har at arbejde med på karakterfronten. Det gælder desværre også for The Rock, der indtager actioneskapaderne som Will Sawyer – en tidligere elitesoldat og FBI-agent, der grundet en traumatiserende oplevelse har lagt det liv bag sig. Will arbejder nu med sikkerhedsvurderinger – blandt andet af netop den enorme skyskraber – hvorfor han og familien vikles ind i katastrofen, der også sætter hans gode ry over styr.

På skurkefronten er der heller ikke det store sus eller videre mindeværdige at komme efter. Man finder ellers Roland Möller som hovedskurken. Desværre får han – som de øvrige medvirkende – som sagt ikke meget at arbejde med. Der er for lidt mulighed for skurkagtig udfoldelse samt interaktion med The Rock og andre til, at han som sådan sætter sit mærke på filmen.

Det er i grunden kendetegnende for ‘Skyscraper’, at den forbliver ligegyldig og karakterløs. Den mangler ganske enkelt både mindeværdige scener og karakterer til at holde sig underholdende i luften. I stedet bliver det blot til uopfindsomt bulder og brag, der ender med at være så dumt, at man skulle tro, det var skrevet af en 6-årig. Nej, det er ikke et plus i dette tilfælde. Desværre.

Hvis så bare filmen havde haft mere overdreven action-dumhed – som eksempelvis scenen, hvor The Rock hopper fra en kran og ind i den brændende bygning – så kunne ‘Skyscraper’ måske have reddet sig i land som netop blot en omgang over-the-top-action. I stedet er den endt som en vag og kønsløs kopi af bedre actionfilm, som et af dens forbilleder i den suveræne ‘Die Hard’. Øv.

– ‘Skyscraper’ får 2 ud af 6 stjerner:

– ‘Skyscraper’ får premiere den 12. juli 2018.

I KILL GIANTS: Et barns kamp med både indre og ydre monstre

/i , /af

Biografanmeldelse: Det kan være svært at se virkeligheden i øjnene – særligt, hvis problemerne og smerten synes så ubegribelig og stor, at den ikke kan overskues. Det kan derfor også være lokkende, at vende den virkelige verden ryggen og forsvinde ind i fantasiens forunderlige virkelighed, hvor man skal slås mod kæmper, der ellers vil udradere ens by.

Sådan er det for outsideren Barbara i fantasy-dramaet ‘I Kill Giants’. Hun lever nemlig i sin helt egen verden i en lille amerikansk kystby, hvor hun med påsatte kaninører, en vogn fyldt med “trylledrikke” og en taske med et “magisk” våben går på jagt efter de kæmper, hun mener lever i verden og som altså er på vej for at smadre hendes by. Men er det nu også blot fantasi?

Således kommer man ind i hendes verden, der ikke er nem, og hvor mentale skygger ulmer lige under den ellers fortryllende og fantasifulde overflade. ‘I Kill Giants’ er altså historien om en pige, der kæmper sin egen indre kamp i livet og med en virkelighed, hvor hun mobbes i skolen, har det svært med at få venner, mens det derhjemme bestemt heller ikke nemt.

Men selvom Barbara spilles af en både fint skrøbelig og selvbevidst stærk Madison Wolfe, kommer jeg aldrig rigtigt ind på livet af hende. Hun holder mig – på samme måde som menneskene omkring sig – i armslængde. Hendes følelser er gemt bort, og desværre så langt væk, at jeg først for sent i filmen, får lov at kigge ind bag overfladen og blive bare en smule følelsesmæssigt engageret.

‘I Kill Giants’ mangler altså grundlæggende det følelsesmæssige greb i mig, hvorfor filmen også bliver en smule overfladisk i sit problemfyldte ungpige-portræt, hvor de samme pointer om, at Barbara har det svært fortælles igen og igen. Jeg savner blandt andet karaktermæssig udvikling, da filmens ellers fine og tvetydige fantasi-univers altså ikke er helt nok til at drage mig ind.

Så selvom Anders Walters spillefilmsdebut ganske vist har fine ting kørende for sig – blandt andet tematisk og fortællemæssigt i form af legen med virkeligheden – så ender ‘I Kill Giants’ desværre også med at være en halvflad oplevelse, jeg aldrig for alvor blev grebet af – men lige nøjagtigt nok til, at jeg trods alt sad filmen igennem spændt på at se, hvor det hele endte.

– ‘I Kill Giants’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ‘I Kill Giants’ har biografpremiere den 5. juli.

ANT-MAN AND THE WASP: Paul Rudd er charmerende som altid

/i , /af

Biografanmeldelse: Okay, bare lige for at lette mit hjerte her fra starten, så elsker jeg Paul Rudd, der kort sagt består af treenigheden: Sød, sjov og charmerende. Derfor så jeg bestemt frem til, at han igen skulle indtage rollen som Marvels mindste – og af og til største (!) – superhelt i opfølgeren ‘Ant-Man and the Wasp’. Desværre er filmen ikke på niveau med min begejstring for Paul Rudd.

Men altså, hvad handler filmen om? Jo, som titlen indikerer, er Scott Lang aka Ant-Man ikke alene på skansen. Han gøres denne gang super-selskab af Evangeline Lilly som Hope Van Dyne aka Wasp – et kvindeligt modstykke til Ant-Man. Sammen skal mini-duoen med hjælp Hopes far – Michael Douglas som Dr. Hank Pym – og skrumpedragterne forsøge at finde Hanks hustru, som de ellers troede var forsvundet for altid i det mini-mikroskopiske ‘kvante-rige’.

Således sætter Scott Lang både det frie liv samt livet som familiefar på spil. For efter begivenhederne i ‘Captain America: Civil War’ har han nemlig siddet i husarrest og været forment kontakt med skrumpedragterne og de implicerede parter. Så få dage inden han ellers ville være sluppet fri, kastes Scott altså nu tilbage i superhelte-møllen med FBI på nakken.

Det er dog ikke kun FBI, der er på nakken af vores helte, for også en mystisk skikkelse begynder at blande sig for at få fingrene i Hanks avancerede og hemmelige skrumpe-teknologi. Her er med andre ord flere flere plottråde i spil, som dog heldigvis aldrig for alvor snubler over hinanden. Historien holdes ok fokuseret og overskuelig. Ja, det er dejligt med en Marvel-film, hvor det for en gangs skyld ikke er hele Jordens undergang, der er på spil.

Netop den mere fokuserede historie passer godt til karakteren Scott Lang, da det også er historien om en mand, der blot forsøger at komme på ret køl i livet og være en god far. Ja, han er måske den mest menneskelige af alle Marvel-helte – hvilket Paul Rudd med sin naturlige charme er med til at få ud over rampen. Desværre bliver far-datter-dramaet ikke videre nærværende, ligesom jagten på Hanks bedre halvdel aldrig for alvor bliver spændende.

Det er en skam, for Paul Rudd er bestemt både sød, sjov og charmerende, mens der også diskes op med et par ganske medrivende og opfindsomme actionscener, hvor skrumpe-teknologien tages legende i brug med biler og helte, der forstørres og skrumpes i hæsblæsende og dynamisk tempo. ’Ant-Man and the Wasp’ forbliver dog med andre ord en lille, ufarlig og sød superheltefilm, der ikke for alvor river mig rundt, men blot hygger lidt om mig. Det er nu også helt ok.

– ‘Ant-Man and the Wasp’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ‘Ant-Man and the Wasp’ får biografpremiere den 4. juli.

HEREDITARY: En sorgramt horror-creeper, der gav mig onde mareridt

/i , /af

Biografanmeldelse: Det gør ondt i hele min krop. Ja, både min hjerne, mit hjerte og min mave blev ramt af sorgens tunge, insisterende og komplekse væsen med den snigende onde og yderst olme horror-creeper ‘Hereditary’. For sorgen ligger her som et knugende tungt tæppe om den lille familien Graham, man kommer tæt ind på livet af i en svær tid i kølvandet på, at de har mistet deres bedstemor Ellen.

Mere behøver du sådan set ikke vide om den hemmelighedsfulde og engagerende subtile historie i den overnaturlige ‘Hereditary’. For det er blandt andet i netop måden, hvorpå fortællingen foldes ud, at en stor del af filmens styrke ligger – i den adstadige, tunge og konstant eskalerende onde udrulning af de grumme begivenheder, som blot fik mere og mere fat i mig undervejs. Gisp!

Det er nemlig i de skjulte skygger, i de underspillede detaljer og i den sirligt sammensatte historie, at skrækken finder sit nervepirrende og gysende uhyggelige liv. Her med en forrygende og medrivende Toni Collette i front som moderen Annie, der bærer sorgen på sig, så jeg ikke kunne undgå at mærke det helt fysisk på min egen krop. Stærkt, foruroligende og rørende.

For ja, jeg både græd og ikke mindst gøs mig vej igennem filmen, der – udover at skræmme livet af mig op til flere gange – ganske enkelt også er et pokkers velspillet, velfortalt og velkonstrueret drama, der kredser om netop sorgens altopslugende og relaterbare væsen samt det svære afsavn, den umulige afsked og ikke mindst forskruede og usunde familierelationer.

Det hele kulminerer flere gange undervejs i både urovækkende, angstfulde og uhyggelige mareridtsscener. Herligt. Altsammen bragt til live på en dragende bund af et besnærende menneskeligt drama, hvor man udover Toni Collette også finder en intens Milly Shapiro som den asociale datter, en oprigtig Alex Wolff som den utilpassede søn, mens Gabriel Byrne er den rolige fader, som forsøger at holde overblikket og sammen på en familie i opløsning.

Det er imponerende nok en spillefilmsdebuterende instruktør og manuskriptforfatter, man finder bag de gysende eskapader, nemlig Ari Aster. Han er et navn, du bør holde øje med. For med ‘Hereditary’ er han netop trådt overbevisende og neglebidende ondt ind på horror-scenen med en skrækfilm, der elegant og skræmmende balancerer det psykologiske drama med det overnaturlige gys. Traumetungt, atmosfæremættet og gispende olmt. Ja, ‘Hereditary’ er fucking uhyggelig.

– ‘Hereditary’ får 5 ud af 6 stjerner:

– ‘Hereditary’ får biografpremiere den 28. juni.