Biografanmeldelse: Hvad mange nok ikke havde set komme, er med ‘Deadpool & Wolverine’ nu blevet til virkelighed, nemlig Hugh Jackman tilbage i sin ikoniske rolle som Wolverine. Der var ellers blevet sat et særdeles vellykket punktum for hans portræt af X-Men-helten med ’Logan’ i 2017. Men den rapkæftede Deadpool bringer ham nu tilbage.

Ryan Reynolds er atter den rødklædte antihelt, der snakker i meta-jokes og bryder den fjerde væg. Nu slår den umage duo sig uvildigt sammen, da en fælles fjende skal bekæmpes. Side om side finder man altså den knotne Wolverine og den opkæftende Deadpool slå skurke til blods, mens musikken spiller hits og der skydes jokes af.

Historien er dog ikke det store at skrive hjem om. Den fungerer mest af alt som en noget tyndbenet undskyldning for netop at fyre frække jokes af og levere veloplagt action med Deadpool og Wolverine i front. Nå ja, og vanen tro diske op med flere overraskelser i form af diverse cameos. Der leveres da også et par ret så sjove af slagsen her.

Der er i det hele taget sin del af jokes og gags, der rammer ganske godt plet. Desværre vakler de af og til lidt rundt i de samme pay-offs, hvor der bliver genbrugt et par punchlines lidt for meget. Det sagt, så er der god energi i filmen, der på trods af en kedelig historie ikke kan underminere det fine parløb mellem Ryan Reynolds’ Deadpool og Hugh Jackmans Wolverine.

Det ligger i Deadpools DNA at gøre uhøjtideligt grin med alt, alle og sig selv. Det er da også i netop filmens komiske slagside, at eskapaderne spiller bedst. Den dramatiske nerve og mere alvorlige side af vores duo klinger desværre hult i filmen som helhed. Det er en skam, da særligt Wolverine kunne have fået mere dramatisk tyngde i sit portræt.

‘Deadpool & Wolverine’ lykkedes kort sagt bedst, når den går efter grinet og at levere voldsom actionsmadder, mens det halter med at få det mere menneskelige drama til at overbevise. Men filmens lette kalorier har da også sin berettigelse. Så er det kun tiden, der kan vise, om Deadpool rent faktisk er den Marvel Jesus, der skal få MCU på ret køl igen.

‘Deadpool & Wolverine’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘Deadpool & Wolverine’ har biografpremiere den 24. juli.

Biografanmeldelse: Fortidens minder, barndommens uskyld, tæt forbundne venner og brutale traumer. Det hele spindes sitrende godt sammen i det forknytte drama ’When it Melts’. Historien om Eva fortælles her i to parallelle spor mellem nutid og fortid. For hvad skete der egentlig den barndomssommer, som vi kommer med tilbage til?

Sporene efter sommeren for de mange år siden har nemlig haft afgørende betydning for den nu voksne Eva. Det er med insisterende sikkerhed, at de to fortællespor smyger sig fortsat mere og mere intenst om hinanden, mens jeg kommer tættere og tættere på et svar om den sommer, hvor den dengang 13-årige Eva blev mærket for livet.

Den spillefilmsdebuterende instruktør og medforfatter Veerle Baetens har et sikkert greb om struben på mig med sin historie, der er baseret på en bog af Lize Spit. Svarene gives nemlig ikke ved kasse et, men Evas hemmeligheder bringes ubehageligt til live filmen igennem, hvor ubehaget tager tankevækkende til. Både i fortiden og i nutiden samt i mødet mellem de to.

Det er ikke mindst i portrættet af Eva, at filmen får sin store dramatiske styrke. Det gælder både den 13-årige Eva, der med barndommens uskyld og en voksens melankoli gives nuanceret og gribende liv af Rosa Marchant. Charlotte De Bruyne portrætterer med stor troværdighed den voksne Eva, som lever i skyggerne af sin barndom. Et i særklasse stærkt dobbeltportræt.

Fortællingen bliver måske nok en my slap i maskerne halvvejs, men heldigvis aldrig mere end, at der samles engagerende op på det, herunder i særdeleshed gennem netop skuespillerne. Men også filmens dragende og smukt vibrerende billedside af fotograf Frederic Van Zandycke indfanger mig i de to fortælletider, hvor kontrasterne står billedbalanceret frem.

Jeg møder mig selv og min barndom i historien. Mine minder, venskaber og begivenheder, der har været med til at forme mig i mit voksenliv. Det er med andre ord stærk fortællekunst, der bringer filmens virkelighed i hjerteskærende forening med min egen. Uden sammenligning i øvrigt. ’When it Melts’ er hård kost, men en bragende kraftfuld filmoplevelse.

’When it Melts’ får 5 ud af 6 stjerner:

’When it Melts’ har biografpremiere den 11. juli.

Biografanmedelse: Den græske filmskaber Yorgos Lanthimos’ nyeste skud syre er den tredelte antologifilm ’Kinds of Kindness’, der kredser omkring og tager frontalangreb på temaer som bl.a. magt og kontrol, afhængighed og tilhørsforhold, familie og ensomhed, individualitet og fællesskab. Ja, meningen med det hele synes at blafre krøllet i vinden undervejs.

Vi møder bl.a. en mand, der lader sig styre af en bizart mikrokontrollerende chef. Vi møder en betjent, hvis hustru måske ikke er, hvem hun ser ud til at være. Vi møder en gådefuld kultlignende enhed på jagt efter den udvalgte. Vi møder galskaben, virkeligheden og menneskene, der lever midt i det hele. Det er legende fortalt og underspillet morsomt. Grotesk og absurd.

De tre historier indtages af samme hold skuespillere i forskellige roller. Her finder man særligt Jesse Plemons, Emma Stone, Willem Dafoe, Margaret Qualley og Hong Chau. De glider alle elegant ind i de forskellige roller og Yorgos Lanthimos’ sælsomme univers, hvor det irrationelle bliver rationelt. Hvor galskaben bliver normen i en verden, der ser almindelig ud, men konstant huser vanviddet.

’Kinds of Kindness’ fremstår på sin vis som en veloplagt og legende øvelse ud i det absurde. Ud i bizarre menneskelige relationer og skævvredne verdenssyn. Det er en antologifilm, der måske nok er lidt blød i kanterne, men i hænderne på den legesyge og eksperimenterende Yorgos Lanthimos får både historierne og karaktererne et fascinerende og gribende liv, som jeg drages ind i.

Jeg mærker fantasifuldheden og legesygen bag filmens tilblivelse. Den til tider improviserende følelse i, hvor fortællingerne går hen. Hvordan trioen af historier har en fælles og besynderlig sammenhæng. Jeg går på jagt efter ledetråde, der kan dirke låsen op til meningen med det hele. Den findes måske slet ikke? Gåden fastholdes i en virkelig sjov leg med skuespillere fuld af ballade.

’Kinds of Kindness’ er måske ikke som sådan en formfuldendt enhed. Den har buler, kanter og skrammer. Den er uperfekt. Men det er også en del af dens styrke. Det er en levende organisme, der hele tiden er i bevægelse. Improviseret og ikke sådan til at få styr på, men som gennem bl.a. sine temaer og menneskelige relationer skaber en slags elastisk sammenhæng historierne imellem.

’Kinds of Kindness’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Kinds of Kindness’ har biografpremiere den 4. juli.

Biografanmeldelse: Manipulation, perfekthedskultur og såkaldt ’bevidst spisning’ er alt sammen på menuen i Jessica Hausners kvalme, tankevækkende og skarpt satiriske ’Club Zero’. Her tages sult, faste og madforbrug til et nyt outreret niveau, når vi kommer med på en eliteskole for særligt talentfulde unge, der kommer i kløerne på underviseren Miss Novak.

Den underspillede autoritative Miss Novak underviser i ernæring for en lille skare af elever, som bliver præsenteret for ovenstående ’bevidst spisning’. Det betyder, at man skal spise mindre og mindre ved med stor bevidsthed at indtage sin mad. Alt sammen i sundhedens hellige navn. Det er i hvert fald teorien bag Miss Novaks radikale tilgang til sundhed og ernæring.

Således kommer sundhed på programmet – eller måske snarere sygelig sundhed. For eleverne tager for de flestes vedkommende godt imod ’bevidst spisning’, der kun bliver mere og mere ekstrem. Perfekthedskulturen og et ivrigt forsøg på at være god mod miljøet og vores klode er bl.a. nogle argumenterne for ikke at spise meget og herved ikke tære på Jordens resurser.

Mia Wasikowska er aldeles dragende som den hemmelighedsfulde Miss Novak. Ja, det er lige før, at jeg overbevises af hendes sygelige sundhedskur. Hertil kommer en ovenud visuelt stimulerende billedside, der er nøje komponeret i indstillinger og farver ved fotograf Martin Gschlacht og production design af Beck Rainford. En sand fornøjelse.

Netop den skarpt æstetiserede billedside er med til at styrke filmens overdrevne præmis. Der er ganske vist lidt lufthuller i et ikke altid helt troværdigt rationale hos enkelte af eleverne, mens udfoldelsen af den grotesk morsomme fortælling ikke er lige gnidningsløs hele vejen.

Det sagt, så er ’Club Zero’ bestemt en fascinerende og kvalmende filmoplevelse, der med vid, bid og opkast underholder og maner til eftertanke gennem en sygelig sundhedskultur, der måske nok synes langt ude, men i hænderne på Jessica Hausner og herunder bl.a. også holdet af skuespillere kommer til at fremstå helt plausibelt.

’Club Zero’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Club Zero’ har biografpremiere den 27. juni.

Biografanmeldelse: Der ligger en humanistisk og utrolig virkelig historie til grund for det desværre uinspirerede og jævnt fortalte anden verdenskrigs-drama ’One Life’. Det er virkelig en skam, at filmen aldrig formår at løfte sig og blive oprigtigt gribende eller følelsesmæssigt dyb. Anthony Hopkins gør ellers sit bedste.

Filmen fortæller den sande historie om Sir Nicholas ’Nicky’ Winton, der arbejder som børsmægler i 30’ernes London og her lever et mageligt liv i tiden op til, at krigen bryder ud. Den unge og idealistiske mand ser sig nu kaldet til at gøre noget for de mange tjekkoslovakiske flygtninge, som krigen afføder.

Det bliver starten for ham og en lille gruppe af dedikerede mennesker, der gør deres ypperste for at få folk og særligt børn i sikkerhed på engelsk jord, inden nazisternes jerngreb umuliggør flugt. Nicky rejser derfor i 1938 til Prag, hvor han mødes af den barske virkelighed og store opgave.

Man følger således i krydsklip den unge Nicky og 50 år senere i slut-80’erne den aldrende redningsmand, der de mange år senere stadig lever martret af, at han kunne have reddet flere end de knap 700 personer i sin tid. Skylden over ikke at have nået mere, hænger over ham som en uforløst skygge.

Anthony Hopkins er den ældre Nicky, der med nærvær portrætterer den plagede pensionist. Det forbliver dog ved et overfladisk kig ind i hans sjæleliv og den martrede skyggeside, der er kantet skrevet, men godt spillet. Pinslen de mange år senere får ikke spilletid og nuancer nok til rigtigt at tage følelsesmæssigt fat.

Det er den ældre Nickys historie, der står stærkest, selvom den fylder mindst. Derimod er tiden i 30’erne uinspireret og generisk sat i scene, hvor musikken kværner kedeligt afsted. Følelserne proppes ned i halsen på en. ’One Life’ besidder ellers styrken til en tankevækkende og gribende film. Den lykkedes desværre aldrig med dette.

’One Life’ får 2 ud af 6 stjerner:

’One Life’ har biografpremiere den 20. juni.