Biografanmeldelse: Det er et tankevækkende stykke drama, der serveres med den solide ‘Just Mercy’. For her tages der nemlig blandt andet hånd om den grimme racisme, når den unge og idealistiske advokat Bryan Stevenson kæmper sagen for de sorte, der ikke selv kan eller har råd til det. At filmen er baseret på en sand historie, er kun endnu mere grumt.

I 1987 bliver den sorte skovhugger Walter McMillian nemlig dømt til døden for mordet på en ung kvinde – det selvom der foreligger i massevis af beviser, der peger på hans uskyld. Det er primært denne sag, som den velfortalte fortællingen folder sig engagerende ud omkring. For hvordan får man omstødt en sådan dom, når ordensmagten og systemet synes at være imod en?

For ikke at tale om den racisme, de sorte i filmens periode fra 1987 og frem i start-90’erne bliver forfulgt af hos politiet og i fængslerne. Det er svære vilkår for den dømte Walter McMillian, men også – og ikke mindst – den ligeledes sorte advokat, der ikke alene kæmper en række dødsdømtes komplicerede sager, men også selv oplever racisme og trusler fra politiet.

Michael B. Jordan gør god, solid og stålsat figur i rollen som den unge Bryan Stevenson, mens Brie Larson ligeledes leverer et fokuseret portræt som Bryan Stevensons kompagnon. Jamie Foxx ses som Walter McMillian, hvilket han med fint nærvær, nuancer og indlevelse bringer ud til mig. Et stærkt spillende trekløver, der er med til at holde filmen i gang, når den mister lidt momentum.

‘Just Mercy’ er nemlig noget så – måske lidt kedeligt – som et solidt spillet og solidt fortalt drama, der folder sig ud uden de store overraskelser. Den noget generiske instruktion af Destin Daniel Cretton er dog ligeledes solid – i mangel af bedre ord. Men nej, der er ikke meget personlighed i instruktionen, hvor det altså netop er de tre karakterer, som bringer karakter til filmen.

Her er med andre ord tale om et godt gammeldags drama, der er både velspillet og velfortalt, mens almengyldige tematikker som racisme, godhed og næstekærlighed er i spil – måske lige firkantet nok sat i scene sine steder, men ikke desto mindre på ganske tankevækkende vis. Det er altså i sidste ende den grundlæggende interessante historie og præstationer, som holder filmen kørende.

‘Just Mercy’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Just Mercy’ har biografpremiere den 23. januar 2020.

Biografanmeldelse: Den første film med det umage kriminalbetjente-makkerpar Mike Lowrey og Marcus Burnett kom i 1995. Michael Bay fulgte op på sin egen film i 2003 med 2’eren. Nu er det så tid til, at de to slemme drenge vender tilbage for tredje gang – det med ‘Bad Boys For Life’. Denne gang dog uden den eksplosionsglade Michael Bay ved roret.

Her er det nemlig de noget mindre kendte instruktører Adil El Arbi og Bilall Fallah, der har skullet forsøge at få samling på Will Smith og Martin Lawrence i en film, der roder rundt i de samme jokes, som bare aldrig bliver rigtigt sjove. Ja, de er blevet ældre, så naturligvis er joken om, at Martin Lawrences Marcus Burnetts skal huske at tage sine briller på sjov. Hver gang. Ak nej.

Men hvad er der så i grunden sket med duoen siden 2003? Egenlig ikke særlig meget. Mike er stadig en uforbederlig single, der jagter adrenalinsuset i sit arbejde, mens Marcus har sin familie som centrum i sit liv – og nu faktisk går så langt som til at ville pensionere sig. Det går naturligvis hverken værre eller bedre end, at de to må slå sig sammen en sidste gang.

For tråde fra Mikes fortid synes her at indhente ham, da en skurk vil ham til livs. De to må nu selvklart forsøge at stoppe mordet på Mike, inden det er for sent. Det bliver starten på en hæsblæsende jagt med skarptladte automatvåben, fræsende biler, hårdtslående slåskampe og ikke mindst store eksplosioner – nå ja, tilsat lidt ubehjælpsom humor.

Alt er med andre ord mere eller mindre ved det gamle, når ‘Bad Boys For Life’ folder sig mere eller mindre uinteressant ud. Bortset fra, at de to herrer altså er er blevet noget ældre. Indsæt Viagra-joke. Men ja, Joe Pantoliano er stadig den samme iltre chef. Hertil kommer et par plotmæssige overraskelser, der ganske enkelt virker alt for forceret til at fungere engagerende.

Will Smith og Martin Lawrence forsøger ellers efter bedste evne at løfte det stive manuskript op ad dybet, men deres interne dynamik og ordmæssige ping pong kommer aldrig op at flyve. Det der dog momentant virker en smule er actiondelen. Her er der trods alt lidt veloplagt ødelæggelse at lægge øjne til. Det er bare langt fra nok til at redde denne rodebutik ud af glemslens mørke.

‘Bad Boys For Life’ får 2 ud af 6 stjerner:

‘Bad Boys For Life’ har biografpremiere den 16. januar.

Biografanmeldelse: Der er ingen tvivl om, at Sam Mendes’ Første Verdenskrigsfilm ‘1917’ er en både teknisk imponerende og mange steder ikke mindst visuelt overrumplende filmoplevelse. Men den kommer desværre ikke helt ind under huden på mig eller ned i maven, hvor jeg ville ønske at den satte sig som et intenst stykke krigsfilm med hjertet i halsen. Men den gør bestemt sit bedste.

I filmen kastes to unge engelske soldater, Scofield og Blake, nemlig ud i en mildest talt vild og ikke mindst en øjensynligt umulig mission. De skal nemlig på krigens højeste ud i et kapløb mod tiden i et forsøg på at viderebringe en besked, der vil kunne forhindre et altødelæggende angreb på hundredevis af britiske soldater – blandt andet Blakes egen storebror. Det betyder også, at de skal krydse fjendtligt territorie.

Ja, en simpel, intens og effektiv præmis – der på trods af fortællingens skønhedspletter og mit en smule manglende følelsesmæssige engagement – bestemt er leveringsdygtig i en række elementært spændende scener, hvor nerverne får lov til at sitre – ikke mindst på de to hovedkarakterer, der konstant er på røven i dette krigskaos. George MacKay og Dean-Charles Chapman udgør en medrivende duo, det er svært ikke at heppe på og holde af.

De to gør bestemt god og nærværende figur, men desværre undermineres den ellers fint forløste og simple historie blandt andet af en overgjort sentimental scene, der skærer ud i pap, at krig er noget lort. Ja, kombinationen af en baby og krig er jo noget hø. Desværre står blandt andet den scene uelegant og forceret frem – det sammen med filmens noget sort/hvide pointer om krig.

Det er en skam, at både fjender og venner ikke som sådan får mere nuanceret pondus, end tilfældet er. Nuancerne er dog at finde i netop portrætteringen af Scofield og Blake, der med nerve fostrer både desperation og passion samt håb og håbløshed. Det står ganske enkelt malet medrivende i deres ansigter på deres mission, der desuden er fortalt som i én lang optagelse.

Med ‘1917’ fastholdes jeg således fra start til slut i ét enkelt skud. Her får mesterfotografen Roger Deakins lov til at trylle med sit kamera, hvor billedsiden hele vejen er leveringsdygtig i vilde kompositioner, kamerature og indstillinger. Ja, ‘1917’ er bestemt en teknisk imponerende bedrift, der desværre bare ikke rigtigt griber mig om hjertet eller får intenst fat i maven på mig.

‘1917’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘1917’ har biografpremiere den 2. januar 2020.

Biografanmeldelse: Ja, politi-thrilleren ’21 Bridges’ er ganske vist en både forglemmelig og generisk omgang action. Men jeg vil bestemt ikke benægte, at filmen er uden sine momenter. Det er særligt i sin action, at ’21 Bridges’ bider sig en smule fast hos mig og bliver medrivende. For når blandt andet kugleregnen siler, er der cool knald på drengen.

Det er da også i en sand kugleregn, at der mere eller mindre lægges fra action-kaj. For et i særdeleshed voldsomt shootout ender med flere dræbte NYPD-betjente. To røvere kom nemlig på røven, da de skulle sjæle en sending narko. Således er de nu to politimordere på flugt i New Yorks mørke nat. Menneskejagten sættes straks ind – det med den rå betjent Andre Davis i spidsen.

Som sådan er her altså tale om en ganske velkendt action-opskrift, der bare aldrig sådan for alvor kommer ud over rampen og sætter sig i hverken halsen eller maven på mig. Det er primært og momentant, når filmens action-scener folder sig potent ud, at jeg er på. Fra vilde biljagter, til skududvekslinger og blandt andet også en intens scene sat i et kørende tog.

Desværre bliver disse ellers ganske virile scener aldrig nok til, at ’21 Bridges’ forlader sin sikre havn af klichéer og forudsigelighed. Ja, selv i sit forsøg på at plottwiste sig vej ind i sidst sidste akt, har jeg allerede luret “overraskelserne”. Men uanset om man måtte lure plottets krumspring eller ej, så mangler filmen altså desværre noget mere pondus i sine karakterer.

Jeg bliver aldrig rigtigt engageret i vores slidsomme Andre Davis, der spilles med stort set samme mine filmen igennem af ellers ellers ganske nærværende, intens og fokuseret Chadwick Boseman. J.K. Simmons dukker også op, det som Captain McKenna. Endnu et generisk politiportræt. Sienna Miller er som Andre Davis’ kollega Frankie Burns en smule mere interessant. Men aldrig nok.

Ingen af filmens karakterer bliver dog særligt spændende – ligesom heller ikke historien bliver videre spændende. Det er som nævnt i sin action, at filmen momentant bliver medrivende. ’21 Bridges’ hæver sig aldrig op over middelmådigheden, hvilket jo bestemt også kan have sin berettigelse. Et let, hurtigt og forglemmeligt actionfix og så ikke mere.

’21 Bridges’ får 3 ud af 6 stjerner:

’21 Bridges’ har biografpremiere den 2. januar.

Biografanmeldelse: Du kan godt glæde dig til det tredje og sidste akt af sydkoreanske Bong Joon Hos nervepirrende dramathriller ‘Parasite’. For her udfoldes der sitrende spænding for fuld plade. Vejen dertil er bestemt hele turen værd og ligeledes et engagerende bekendtskab. For roligt og med sikker hånd bygges der sten på sten op til den intense og overraskende finale.

Men følger i filmen en ludfattig familie bestående af en mor og far samt deres to unge børn – en bror og søster. De bor i et af Seuls beskidte kvarterer, hvor de kæmper for at klare sig til dagen og vejen. Men da sønnen får job i at undervise en ung pige i engelsk i et rigt overklassehjem, synes lykken at vende for familien – og ikke nok med det, andre muligheder synes nu også at opstå.

For snart aner den snu søn muligheden for at få sin søster indlemmet i familien som kunstterapeut for deres yngste og ustyrlige søn. På den måde æder den lille fattige familie sig ind på den rige husstands funklende domæne, mens pengene ryger ned i deres lommer – alt imens snyderiget blot udvides og tager til. Ja, vejen mod finalen sættes således både morsomt og grotesk op.

‘Parasite’ lever således ikke kun af sine fint beskrevne og velspillede karakterer – den fattige familie i kontrast til den velhavende. Det er også en film, der suger liv til sig af sin historie, der måske nok forløber ganske lige ud af landevejen til at starte med, men så tager den sig et krumspring – og et til. Og pludselig sidder jeg og tager mig selv i at holde vejret i spænding. Herligt.

Måske bliver nogle af filmens tematikker dog skåret lige lovligt firkantet ud undervejs. Så som klasseskellet mellem den fattige underklasse-familie overfor den rige overklasse-familie. Heldigvis er der fine nuancer at finde i blandt andet filmens moralske dilemmaer, i de fint definerede karakterer og ikke mindst dynamikken internt i de to familier.

Det er dog, når filmen skifter gear og går over i at være en regulær spændingensfilm, at jeg rigtigt indfanges af ‘Parasite’. Her kommer der nemlig pludselig for alvor noget på spil, alt imens jeg sidder og knuger mine hænder i spænding over, hvad der venter om næste hjørne af filmens historie, der kommer ud på medrivende slingrekurs. Ja, af den bedste slags.

‘Parasite’ får 5 ud af 6 stjerner:

‘Parasite’ har biografpremiere den 25. december.