Biografanmeldelse: Der trækkes på de samme fesne og forudsigelige gysertricks gang på gang i den desværre ret så generiske Stephen King-filmatisering ’The Boogeyman’. Der er ellers glimt af fint konstruerede skrækscener. De falder bare til jorden i næste nu, når der forsøges lokket et gib ud af publikum med træge jump scares.

Det er ellers et ganske fint menneskeligt drama – om end en smule gennemtærsket – man finder i centrum for gyset. Her møder man en far og hans to døtre, der alle er i sorg over moderens tragiske død. Den lille familie får dog snart andet at tænke på, da et mystisk væsen sidder på spring i mørke kroge i deres store hus. Klar til at springe frem, når mørket falder på.

Med dette monster krybende rundt i mørket og temaer som sorg, savn og fortvivlelse som dramatisk boksepude, er en ellers fin gyserfortælling sat i scene. Desværre har familien bare ikke det mest troværdige og videre overbevisende manuskript at arbejde med. Der er ellers en flig af fin søskende-dynamik at spore mellem Vivien Lyra Blair og Sophie Thatcher som døtrene.

Forholdet til deres far, spillet noget fladt af Chris Messina, bliver aldrig for alvor dybt, men forbliver ganske overfladisk i sin skildring i mødet med gruen og sorgen. Bl.a. undrer det, at de tre forbliver i deres hus, efter at en yderst brutal scene har udspillet sig i filmens første del. Mens det også kan virke underligt, at de ikke oftere ganske simpelt tænder for noget lys i det konsekvent dunkle hus.

Den slags logik kan jeg godt leve med til fordel for et grumt univers, som en gyser forsøger at skabe. Men når uhyggen udebliver, bliver det også sværere og sværere at sluge filmens kameler, der bl.a. kommer i form af et ikke helt overbevisende menneskeligt drama. Mest vellykket er David Dastmalchian i en lille rolle som en martret mand med en blodig ballast.

’The Boogeyman’ sætter det hele effektjagende over styr i sin finale, der mere beror på kedeligt bulder og brag, end den ellers momentant snigende uhygge, der er at spore af og til i gyset, som bare aldrig rigtigt får overbevisende fat om olm atmosfære eller veliscenesatte grusomheder. Tilbage står et desværre generisk gys, der er mere forglemmeligt end gysende grumt.

’The Boogeyman’ får 2 ud af 6 stjerner:

’The Boogeyman’ har biografpremiere den 1. juni.

Biografanmeldelse: Den højoktane og sejlivede bilfranchise er nået til sit 10. kapitel med ’Fast & Furious X’. I takt med hver ny film, er action-eskapaderne kun blevet vildere og vildere. Mere og mere urealistiske. Men ofte også virkeligt medrivende. Helt samme mængde af tyngdekraftfornægtende action som bl.a. i seneste kapitel er her ikke, men heldigvis slipper man ikke for sin del af bombastisk action.

Særligt lægges der action-vildt fra start med et tonsende kup, der ganske vist ikke har meget realisme i sig, men som bestemt har sin del af topfjollet underholdningsværdi i al sin overdrevne action-vælde. Desværre mister filmen momentum henover sin af og til noget tunge midte, hvor man følger den tilbagevendende Vin Diesel som Dom Toretto og hans hold af fartglade kumpaner.

Denne gang står vores helte overfor en ny og uforudsigelig psykopat af en superskurk. Det i skikkelse af en læderjakkebærende og manisk grinende Jason Momoa med navnet Dante Reynes. Han har hævn i blodet fra fortidens tumultariske begivenheder og kun ét brutalt mål, nemlig at tilintetgøre Dom og det han har allermest kært: Sin store familie.

Et af filmens trumfkort er netop Momoa som hensynsløs skurk. Han trækker måske lige rigeligt med inspiration fra Batmans nemesis Jokeren, bl.a. Heath Ledger og Jack Nicholsons ikoniske inkarnationer – dog uden at blive nær så frygtindgydende eller vanvittig. Men det er tydeligt, at Momoa har haft en fest med at give den fuld skurkegas. Han smitter positivt af på mig og på filmens energi.

Inden den vilde (og en smule lange) finale – som ikke forløses helt tilfredsstillende, hverken emotionelt eller action-vildt – falder fortællingen lidt fragmentarisk fra hinanden, hvor bl.a. det store persongalleri ikke kommer til sin ret hele vejen rundt. Instruktør Louis Leterrier formår ikke at forene de mange dele til en overbevisende helhed. Han har dog et ret fermt greb om sin del af action-balladen.

’Fast & Furious X’ har gamle, men også nye karakterer i spil. Tilbage er som sagt Vin Diesel, der stadig er familiefølsom og muskelbarsk. Michelle Rodriguez er stadig cool, mens Tyrese Gibson og Ludacris som comic relief ikke rigtigt fungerer. Kort sagt er her både skønne spildte kræfter, men også flere medrivende vilde actionsekvenser. Men som helhed fungerer filmen desværre ikke.

’Fast & Furious X’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Fast & Furious X’ har biografpremiere den 18. maj.

Biografanmeldelse: Elegant fortalt og forførende sentimental. Dramaet ‘Living’ tager livtag med livet og dets eftertænksomme efterår. Man følger således den ærværdige kontormand Mr. Williams, der får den fatale nyhed, at han kun har nogle måneders tid tilbage at leve i. Han er terminalt syg med kræft. Et langt liv flakker nu vemodigt forbi hans indre blik.

Et liv bag skrivebordet – som så mange andre kontorfolk – kommer med den nedslående nyhed nu til at stå i helt nyt lys hos Mr. Williams. Han er med årtiers slid og trivielt slæb som bureaukratisk papirnusser blevet som en skygge af sig selv og den mand, han engang var og gerne vil være. Han lægger derfor nu fra den ene dag til den næste sit liv om.

Han vil leve det liv, han måske slet ikke vidste, hvor meget han har længtes efter, hvor den grå hverdag har taget over og fået et tungt tag i den mutte gentleman. Kan han mon nå at gøre en forskel på sine sidste dage? Han vil i hvert fald gøre forsøget. Forsøget på at ændre om ikke andet, så bare et lille hjørne af verden omkring sig. Fra noget trist til noget livgivende og vidunderligt.

Bill Nighy indtager med nerve og nærvær hovedrollen som Mr. Williams. Han er et hele vejen dragende bekendtskab, der med små nuancerede virkemidler får skabt portrættet af et helt menneske med et langt liv bag sig. Så hvor filmen måske vakler en smule ind i det smågeneriske og sukkersøde, er han hele filmen værd. Han er rørende, empatisk og svær ikke at holde af.

Desuden er filmen indtaget af fint optegnede karakterer. Her møder man bl.a. Aimee Lou Wood som den søde og livfulde unge kollega Margaret Harris. Hun har en uskyldig sødme og charme over sig, der går fornemt i samspil med Mr. Williams. Man møder bl.a. også en række andre bureaukrater, der måske er ved at gå ned ad samme triste vej som Mr. Williams.

’Living’ er en elegant og rørende sentimental fortælling om at finde ind til meningen med livet. Selvom det er sent i livet. Filmen er en genindspilning af Akira Kurosawas ’Ikiru’ fra 1952 og er en visuelt indtagende fortælling, der med rolige skridt og sikker hånd af instruktør Oliver Hermanus bringer 1950’ernes London til live samt karaktererne og krydrer det hele med fint afstemt humor.

’Living’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Living’ har biografpremiere den 4. maj.

Biografanmeldelse: Dagen måtte jo komme, hvor den alsidige og karismatiske Nicolas Cage skulle spille selveste grev Dracula. Ganske vist stiftede han i 1988 bekendtskab med vampyrmyten i den satiriske ’Vampire’s Kiss’, som en mand, der tror, han er ved at blive til en vampyr. I gyserkomedien ’Renfield’ er det den ægte vare, som foldes sorthumoristisk og blodsjaskende ud.

Det er dog ikke Dracula, som er filmens hovedperson. Her finder man hans underdanige tjener Renfield, som efter årtiers slid, slæb og drab for sin herre er ved at være godt træt af sin rolle som undersåt. Han forsøger nu at undslippe det giftige og destruktive forhold. Det er naturligvis lettere sagt end gjort. Den står derfor snart på splattet ballade og skydegale kriminelle.

I midten af det hele er den stakkels Renfield fanget med både sin blodsugende herre og byens kriminelle på nakken. Det er ikke nemt at være Renfield, som da også går i terapigruppe for folk i usunde relationer. Det synes ikke just at være den store hjælp, når relationen er til den mægtige Dracula. På sin søgen efter frihed, gøres Renfield selskab af den søde betjent Rebecca. Måske hun er løsningen?

’Renfield’ disker veloplagt op med rapt skrevet og velleveret dialog, hvor også kropskomikken rammer morsomt plet. Det ser man i bl.a. voldelige blodsudgydelser med eksploderende hoveder og afrevne lemmer, der i næste nu bruges som våben. Hertil kommer en dynamisk Nicolas Cage, som i den grad lader til at have haft en fest mest af spille den slibrige Dracula. Han er skøn.

Her er måske ikke just tale om en ny opfindelse af vampyr-myten eller gyserkomedien – der er mere komedie end gys – men de tempofyldte strabadser leveres med smittende energi, hvor bl.a. Nicholas Hoult som Renfield og Awkwafina som Rebecca også er godt selskab, mens Ben Schwartz er møgbelastende god som karikeret kokain-skurk. Nicolas Cage stjæler dog alle sine scener.

Med sine 90 velbrugte minutter kender ’Renfield’ sin besøgstid. Det handler om at underholde og holde den blodige skrue i vandet. Der er måske lidt ridser i den ellers ferme vampyr-komedie, men sine skavanker og ikke altid lige velleverede jokes til trods, ramte løjerne mig med sin blodige charme, en dejligt grotesk historie og ikke mindst en viril Nicolas Cage. Han er hele filmen værd.

’Renfield’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Renfield’ har biografpremiere den 27. april.

Biografanmeldelse: Vi starter i en verden, der nærmest minder om en menneskelig apokalypse. Gaderne er fyldt med vanvittige galninge og blodige mord samt brutal smadder og generel ravage. Det er i dette boligområde, at den fåmælte Beau Wassermann bor i en forfalden og beskidt lejlighed med sin angst som eneste bofælle og konstant larm fra gaderne og nabolejlighederne.

Beau trives ikke just i sit liv, der byder på jævnlige besøg hos en terapeut, der ordinerer diverse angstdæmpende piller til ham. Pillerne synes dog kun at have lille effekt på den ængstelige mand i Ari Asters kringelkrogede og fascinerende ’Beau Is Afraid’. Hele Beaus tilværelse tager en kun endnu mere absurd drejning, da han grundet skæbnens ironi misser flyet hjem til sin mor.

Nu bliver Beau for alvor sendt ud i verden, hvor der venter den ene syrede begivenhed efter den anden, mens fortællingen snor sig ind i et sirligt edderkoppespind af fortid, nutid og fremtid. Minder, drøm og mareridt forenes i et stort skæbnepuslespil, hvor bl.a. Beaus betændte forhold til sin dominerende mor konstant er grund til skyldfølelse.

Joaquin Phoenix har den altdominerende hovedrolle, som man ser i fire alderstrin, hvor hans barndoms-jeg spilles overbevisende af Armen Nahapetian. Det er dog klart Joaquin Phoenix’ film og ham, der løber med opmærksomheden og alle scener, han er med i, hvilket stort set er dem alle. Han formår at kanalisere alt fra skrøbelighed og ynkelighed til menneskelighed og en ordknap stakkel.

Filmens anden og konstant dragende hovedperson – så at sige – er fortællingens ambitiøse leg med sin narrative struktur og dens mange overraskende, groteske og sorthumoristiske optrin. Ari Aster, der både har skrevet og instrueret, er en mand med en unik vision, der brænder igennem i hvert billede, som forløses dynamisk af fotografen Pawel Pogorzelski.

’Beau Is Afraid’ lukker mig ind i et fascinerende univers og viltert sind i form af Beaus krøllede hjerne, hvor filmen i høj grad også lever livligt af dens karakterdrevne force. Ari Aster har med sin mesterlige gyserdebut ’Hereditary’ og sin ligeledes mesterlige opfølger ’Midsommer’ ramt plet for tredje gang. Et vaskeægte hattrick af en af vor tids mest interessante filmskabere.

’Beau is Afraid’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Beau is Afraid’ har biografpremiere den 20. april.