Biografanmeldelse: Det er en overlegent underholdende omgang agent-action, som Tom Cruise leverer tilbage i rollen som den egenrådige Ethan Hunt i ‘Mission: Impossible – Dead Reckoning Part One’. Ja, der kommer en del to. Den skal vi dog vente et år på at se. Det er næsten ikke til at bære. Men med denne første del, er der bestemt nok af actionguf at omfavne og dykke ned i. Jeg er vild med den!

Her er tale om intet mindre end nummer syv i Mission: Impossible-franchisen, der tog sin medrivende begyndelse i 1996. Det betyder absolut ikke, at Tom Cruise & co. hviler på laurbærrene. Derimod er her tale om en yderst action-ambitiøs film, hvis fortælling måske nok ekkoer forrige kapitler i serien, men ikke desto mindre leveres den med nerve, intensitet og nærvær.

Hunt og hans hold skal denne gang forsøge at stoppe en fjende, der er som et spøgelse. Overalt og samtidig ingen steder. Kort fortalt et farligt våben, der må og skal stoppes, inden det falder i de forkerte hænder. Det gælder ikke kun ét lands sikkerhed, men noget så bombastisk som hele verdens overlevelse. Det er altså ikke som sådan i selve grundpræmissen, at filmen indtager nye territorier.

Der hvor filmen brillerer er snarere i sin måde at folde historien ud på, så den får et menneskeligt nærvær og et action-medrivende momentum. Filmen emmer både af potent fortælleglæde, grundangst og alvor, men også de for franchisen velkendte dryp af tør humor. Det gælder bl.a. i måden nogle actionscener er konstrueret og i form af en underspillet Ving Rhames som Luther.

Netop det lille hold af agenter med Hunt i front er engagerende at følge – det med Tom Cruise som den klare frontløber. Han er virkelig god som Ethan Hunt. Også denne gang. Han er intenst til stede i hver en scene, han er med i. Menneskelig. Dedikeret. Medrivende. Det samme gælder for de adrenalinfyldte stunts og actionsekvenser, han folder sig ud i. Fra nævekampe til skuddueller og biljagter.

Actionfilmen byder på velkendte ansigter, men også nye og tvetydige bekendtskaber, der er med til at sætte sving i fortællingens dragende væsen. Fortiden spiller også ind og er med til at give både historien og Hunt en dramatisk ballast. Kort fortalt er her tale om en virkelig underholdende actionfilm, der er yderst veleksekveret af instruktør og medforfatter Christopher McQuarrie. Bravo!

‘Mission: Impossible – Dead Reckoning Part One’ får 5 ud af 6 stjerner:

‘Mission: Impossible – Dead Reckoning Part One’ har biografpremiere den 12. juli.

Biografanmeldelse: Det er ikke nemt at være Ilena. Hun kæmper med at skulle leve op til sine forældres forventninger om at overtage deres forretning, når de går på pension. Det er noget, hun er blevet stillet i sigte hele sit liv. Men nu hvor hun er blevet ældre og tiden nærmer sig overtagelsen, begynder en tvivl at nage i hendes baghoved. For er det overhovedet det, hun vil?

Pixars animationsfilm ’Elementært’ handler således om det komplekse forhold mellem en datter og hendes forældre. Det handler om egne forventninger til livet versus andres. Det handler om at finde sig selv og ens vej i livet. Det handler også om den umulige kærlighed. For Ilena, der er af ild, møder nemlig Evan, der er fra vandfolket. Ild og vand går som bekendt ikke helt godt sammen.

Vi befinder også nemlig i den visuelt opfindsomme storby Element City, hvor man udover ild-folket og dem af vand, også finder beboere af jord og luft. Er det mon muligt for disse modsætninger at mødes og måske endda leve i samhørighed? Ikke kun venskabet mellem Ilena og Evan, men også ildfolket og vandfolket imellem?

Det udforskes på morsom og sød vis, mens der kæles for animationen og diverse sjove karakterer, hvor bl.a. den rørstrømske Evan er et muntert bekendtskab. Han er i kontakt med sine følelser, mens Ilena har svært ved at blive klog på sine – end sige at give udtryk for dem. Der er således en fin dynamik mellem det umage par, der bl.a. også udfordrer Ilenas forældres syn på ildfolket.

’Elementært’ er måske nok en smule firkantet fortalt i sine temaer, men bl.a. takket være de engagerende karakterer, kommer der nuancer i spil, som maner til eftertanke. Her er altså tale om en veloplagt fortalt og medrivende tempofyldt historie, der både giver karaktererne plads og personlighed, det uden, at miljøet og de mindre karakterer mister fornøjelig tilstedeværelse.

’Elementært’ er med andre ord en visuelt veloplagt animationsfilm med både sjove og fint nuancerede karakterer, hvor det særligt er engagerende samt momentant rørende at komme ind på livet af særligt det modsætningsfyldte forhold mellem Ilena og Evan, mens også Ilenas ikke helt nemme relation til forældrene er følelsesfint beskrevet.

Filmen kan ses i biografen med både dansk og engelsk tale.

’Elementært’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Elementært’ har biografpremiere den 6. juli.

Biografanmeldelse: Hvad gør man lige, hvis man står til at miste sit hjem? Endda ens elskede barndomshjem? Jo, hvis man er lige så desperat som Maddie, så rykker man på en lettere aparte jobannonce. For Maddie har nemlig brug for en bil til at passe sit arbejde og hermed redde sit hjem – og det er netop en bil, der loves som betaling i jobopslaget.

Jobbet er ikke et hvilket som helst job. For bag annoncen finder man et par overbeskyttende og omklamrende curlingforældre, der er på jagt efter en kvinde, der kan date deres generte 19-årige søn Percy. Forældrene er nemlig nervøse for, at hvis deres introverte Percy ikke kommer ud af sin skal, inden han begynder på college, at han ikke vil klare den på skolen.

Således er komedien ’No Hard Feelings’ sat på skinner, hvor der således venter akavede optrin og følelsesmæssige forviklinger. Både for den 32-årige Maddie og hendes yngre date, der ikke må få at vide, at der bag Maddies tilnærmelser befinder sig forældrenes skumle plan. Med den uforudsigelige Maddie i førerposition og charmen skruet op på 1000, er spørgsmålet nu blot, om Percy bidder på.

Det er i grunden en herligt skør præmis, der da også giver Jennifer Lawrence mulighed for at gakke ud som Maddie. Hun har ganske fin komisk flair, mens hendes modsætning i skikkelse af Andrew Barth Feldman som Percy, da også afstedkommer mindre kluk. Helt op på de høje komiske nagler, kommer filmen dog ikke, selvom bl.a. særligt én scene bejler til at trække stikket hjem i al sin komiske groteskhed.

Desværre tør filmen ikke gå linen grotesk komisk ud hele vejen, hvor det generiske drama mellem netop Maddie og Percy er forudsigeligt. Lidt som filmen som helhed. De mere tungtvejende følelser, der er i spil hos den desperate Maddie og Percys nervøsitet for fremtiden, får aldrig den dramatiske tyngde, der kunne have været en troværdig modvægt til filmens komiske slagside.

Heldigvis er ’No Hard Feelings’ ganske fermt instrueret af Gene Stupnitsky, der også har været medforfatter på filmen, mens spilletiden på omkring 1 time og 40 minutter er med til at holde et overvejende fint momentum. Desværre får strabadserne aldrig viklet sig ud af sin forudsigelige historie, der trods alt rummer en ganske fin sødme og en lille håndfuld fint komiske scener.

‘No Hard Feelings’ får 3 ud af 6 stjerner:

’No Hard Feelings’ har biografpremiere den 22. juni.

Biografanmeldelse: Jeg blev efterladt med en følelsesmæssig mavepuster af de helt store af Emmanuelle Nicots franske drama ’Dalva’. Det er en film, der satte sig i hele min krop. Den kradsede til og tog en stor luns af mit hjerte og bed sig fast i hele mit skelet. Et dybtungt sug i maven, som er blevet siddende intenst fast efter mit møde med filmens 12-årige pige Dalva.

Dalva bliver i filmens start under stor tumult fjernet fra sin far og deres hjem. Hun anbringes nu på et bosted for andre børn og unge, der bl.a. har været udsat for overgreb, vold eller er blevet overladt til sig selv på anden vis. Dalva er blevet fjernet fra sit hjem, da hendes far er under mistanke for at have misbrugt hende seksuelt. Dalva er dog af en anden overbevisning.

Det er således Dalvas historie og liv, jeg kommer helt tæt på. Opsluges af. Bliver rørt af og rammes så benhårdt af, som hvis et godstog buldrede direkte ind i mit hjerte. Det gør ondt. Det er smerteligt. Det er pokkers hård kost at bevidne Dalvas møde med en ny virkelighed. Hvordan hendes billede af sig selv og faderen udfordres af omverdenen. Både af socialarbejderne og de andre børn.

Her er på mange planer tale om en gribende og gribende grum fortælling, som stærkt og vedkommende foldes komplekst og nuanceret ud. Ikke mindst takket være en åbenbaring af en skuespillerpræstation af Zelda Samson som Dalva, der står med begge ben i barndommen og samtidig har tåspidserne i de voksnes verden. Hun er skræmmende god. Naturlig, nærværende og troværdig hele vejen.

Dalva er fortællingens klare omdrejningspunkt, hvor bl.a. måden hun stille og forsigtigt får opbygget en form for relation og venskab til den noget utilnærmelige værelseskammerat Samia – en rap Fanta Guirassy – samt socialarbejderen Jayden – en kontant Alexis Manenti – er med til at underbygge og nuancere portrættet af Dalva. Her er virkelig noget på spil.

Historien om Dalva er med andre ord yderst velfortalt og pokkers rystende, hvor bl.a. også den vibrerende og sanselige billedside af fotograf Caroline Guimbal på elegant vis indfanger og slipper følelserne løs, mens musikken af Frédéric Alvarez på sitrende vis komplimenterer fortællingen, der med skarpt øje og sart sans for detaljen er sat i scene af instruktør og medforfatter Emmanuelle Nicot.

’Dalva’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Dalva’ har biografpremiere den 15. juni.

Biografanmeldelse: Der er fuld smæk på computereffekterne, når den kalejdoskopiske superhelte-sammenkomst ’The Flash’ folder sig tidsrejsende ud. Vi møder her Barry Allen aka den lynhurtige helt The Flash, som forsøger at redde sin familie fra en tragedie ved at rejse tilbage i tiden. Det afstedkommer imidlertid en lang række tidsproblemer og dimensionsforskydninger.

Det betyder bl.a., at for DC-filmene allerede kendte karakterer og skuespillerne bag vender tilbage. Bl.a. er Ben Affleck tilbage som Bruce Wayne aka Batman samt ikke mindst – og vel mest opsigtsvækkende – Michael Keaton, der ligeledes gentager sin rolle som Batman. Sidst man kunne se ham iklædt kappen var helt tilbage i 1992 i Tim Burtons gotisk mørke ’Batman Returns’.

Ikke nok med det, Barry Allen støder også ind i en yngre udgave af sig selv, der lever på en anden tidslinje. Der er således dobbelt op på Barry Allen, som nu med hjælp fra bl.a. Michael Keatons Batman må forsøge at rette op på tidsproblematikken, vende tilbage til fremtiden og ikke mindst redde Jorden fra undergang forsøgt afstedkommet af skurken Zod, der er tilbage i skikkelse af Michael Shannon.

’The Flash’ har desværre som film og helhed en del skavanker at slås med. Bl.a. får fortællingen og karaktererne aldrig den ellers tilsigtede følelsesmæssige pondus og tyngde. Her kommer bl.a. Michael Keatons tilbagevenden som pensioneret Batman aldrig rigtigt til sin ret. Heldigvis er Michael Keaton stadig virkelig cool i rollen. Han slås bare forgæves med et klodset manuskript.

Hertil kommer, at filmen flyver ufokuseret rundt i tone. Filmen rammer aldrig rigtigt en sammenhængende tone og udtryk. Bl.a. er Ezra Millers bud på den yngre Barry Allen vildt enerverende og langt mere irriterende end sjov. Han fremstår mest af alt mindre begavet og ikke som en kejtet teenager uden situationsfornemmelse, hvilket synes at være, hvad der ellers sigtes efter.

’The Flash’ ender som en frustrerende oplevelse, hvor bl.a. også en længere række af filmens effekter er vildt utroværdigt. Det ser halvbagt ud og lugter af CGI-plastik. Bl.a. en del af filmens åbningsscene, hvor en række babyer skal reddes. Det ser virkelig sløjt ud. Heldigvis reddes de ujævne løjer nogenlunde af bl.a. netop Michael Keaton og et par ret medrivende actionscener.

’The Flash’ får 3 ud af 6 stjerner:

’The Flash’ har biografpremiere den 14. juni.