THE MOTH DIARIES: Søde kostskolepiger og mystiske mord

/i , /af

Det dystre teen-gys The Moth Diaries er en fascinerende film, der har spændstige temaer som selvmord, jalousi og seksualitet i spil. Ja, enhver skolepiges kvaler. Desværre indfries det ellers potente potentiale ikke for alvor, men filmens gotiske og overnaturlige univers bevarer sin dragende tone på trods af filmens ujævnheder.

Der lurer konstant et mørke på den gamle kostskole, hvor Rebecca bor med den blonde Lucie. De er bedste veninder – og måske mere end det. Rebeccas følelser for veninden synes i hvert fald mere end blot venskabelige. Det forstærkes kun, da den mystiske Ernessa starter på skolen. Jalousien tager nu fat, for Lucie er pludselig mere interesseret i den nye pige, der desuden gemmer på en grum hemmelighed.

Det ellers liflige ungpigeliv slår derfor snart revner og mørket slipper ind, mens der passende diskuteres gotisk litteratur i undervisningen, hvor Bram Stokers Dracula er på skemaet – og som underviseren slår fast med store bogstaver på tavlen, indeholder enhver god vampyrhistorie sex, blod og død. Ja, så ved man, hvad der er i vente for de 16-årige piger. Sådan cirka. Tag den, slatne Twilight-tøser.

Men selvom The Moth Diaries altså ikke kommer helt vellykket i mål – blandt andet er den forjagede finale frustrerende uforløsende – ja, så tør filmen tage fat i og behandle sine emner med en oprigtig alvor, uden at blive belærende. Der kommer således ublufærdigt både lesbisk kærlighed og menstruationssnak på menuen, mens der ryges pot i smug og døden slynger sig ind på livet af pigerne.

Ikke kun fordi flere på skolen dør under mystiske omstændigheder – ja, Ernessa er nemlig vampyr (måske). Men også fordi Rebecca tumler med tabet af sin far, der har begået selvmord og derfor grubler over, om hun har samme destruktive drift. Hun spilles desuden med fin ømhed af en bly Sarah Bolger, mens Lily Cole med sit lettere bizarre og karismatiske udseende ubesværet indtager rollen som Ernessa.

Jeg har ikke læst Rachel Kleins bog, som filmen er baseret på, men instruktøren Mary Harron, der nok mest er kendt for sin filmatisering af American Psycho, får fint skabt et univers, der balancerer indtagende mellem drøm og virkelighed. Så selvom dramaet og karaktererne er en smule ujævnt leveret og følelserne ikke helt får den nødvendige pondus, så er The Moth Diaries et stemningsfuldt og ofte fascinerende bekendtskab.

Billede, lyd og ekstramateriale:
Filmens atmosfærefulde billedside gengives flot på Blu-ray, dog uden at imponere. Nuancerne er fine og detaljegraden god, men billedet står ikke lige veldefineret hele vejen – men intet graverende. Lydsiden fungerer ligeledes fint med klar og fyldig volumen. Der medfølger desværre intet ekstramateriale.

Originaltitel: The Moth Diaries, Canada/Irland, 2011
Instruktion: Mary Harron
Medvirkende: Sarah Bolger, Sarah Gadon, Lily Cole m.fl.
Spilletid: 1 time 22 min.
Udgiver: Scanbox Vision

LIVID: Grumt gotisk gys er et forførende mareridt

/i , /af

Selvom det er velkendte horror-elementer, der udgør det gotiske gys Livid, så venter der flere overraskelser undervejs. Fortællingen får nemlig et eget og uventet liv i det knirkende palæ, hvor den dystre fortælling folder sig dragende ud. Her emmer det af olm haunted house-stemning, mens det smukke og grufulde fængslende forenes.

På sin første dag som hjemmehjælper besøger den unge Lucie nemlig et stort hus, hvor en creepy gammel dame ligger i livsløs koma med et snurrende iltapparat over ansigtet – nærmest som et levende lig. Men da natten falder på, vender Lucie sammen med sin kæreste og en ven nysgerrigt tilbage. De vil finde den skat, som den rige olding efter signede skulle have gemt et sted i de skumle gemakker.

livid01

Deres skattejagt ender dog snart som et overnaturligt mareridt, der med en mørk logik sætter virkeligheden ud af spil og i stedet indsætter isnende gru. For godt nok starter filmen som en spøgelseshistorie grundet i en relaterbar virkelighed, men den ender som et pirrede ondt bæst, hvor det uforklarlige hersker. Man forstår godt sammenligningen med bl.a. italienske Dario Argentos irrationelle skrækfilm.

Livid vil og har da også allerede delt publikum på grund af sin mangel på rationel sammenhæng i sin sidste halvdel. Men jeg er vild med den drømmende logik og det overrasende genremiks, der her skaber en helt unik atmosfære. En herlig ambitiøs film, der tør tage chancer og udfordre en ofte stivbenet og konservativ genre.

livid02

Det er de to franskmænd Julien Maury og Alexandre Bustillo, der står bag. De debuterede i 2007 med Inside, der er en mest forrygende, blodige og poetiske skrækfilm, jeg har set de seneste år. Med Livid er de gået i en ny retning, hvilket bestemt ikke gør det mindre interessant at se, hvad de kommer op med i fremtiden. Jeg holder i hvert fald øje med dem – og det bør du også.

Filmen 5/6: 5_6 - stars_LILLE

Billede, lyd og ekstramateriale:
Filmens forførende og dunkle scener står yderst flot på Blu-ray-udgivelsen. Her kommer både de mange mørke nuancer og det smukke production design til sin ret. Lydsporet gør også sit til at sætte adrenalinen i gang med nervepirrende panoreringer, lyde i skyggerne og velbalancerede niveauer.

Der medfølger desuden et fint interview med de to instruktører, der blev lavet under den københavnske filmfestival Blodig Weekend tidligere i år (22 min.). Her fortæller de bl.a. om, hvordan de startede deres samarbejde, tankerne bag Livid og deres idéer til rebootet af Hellraiser, som de tidligere har været tilknyttet. Herudover får man et slideshow med stills fra filmen (2 min.) samt dens trailer.

Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 4/6 4_6 - stars_LILLE | Ekstramateriale 2/6 2_6 - stars_LILLE[tabgroup][tab title=”Livid | Blu-ray-anemeldelse”]
Samlet vurdering 4/6:
4_6 - stars

livid cover
Originaltitel: Livide, Frankrig, 2011
Instruktion: Julien Maury, Alexandre Bustillo
Medvirkende: Chloé Coulloud, Félix Moati, Jérémy Kapone m.fl.
Spilletid: 88 min.
Udgiver: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

THE TWILIGHT SAGA: BREAKING DAWN – DEL 2: Den udødelige vampyrkærlighed når sin afslutning

/i , /af

Det melodramatiske trekantsdrama mellem gummivampyren Edward, den stædige Bella og ulvedrengen Jacob når med The Twilight Saga: Breaking Dawn – del 2 sin længe ventede afslutning. Det betyder også et farvel til et populærkulturelt fænomen, der siden 2005 har givet piger hede drømme og en tro på evig kærlighed.

Dette sidste kapitel fortsætter hvor forrige film slap. Her blev Bella og Edward gift – og så gik det ellers hurtigt. Bella blev gravid, men vampyr-babyen forsøgte at gnaske sig vej ud af den afmagrede piges mave. I den dramatiske fødselsfinale blev Bella dog reddet ved at Edward – langt om længe – forvandlede hende til en vampyr. Vupti.

Den bomstærke Bella skal nu lære at forholde sig til sine nye kræfter samt livet som mor. Ja, der er selvfølgelig fortsat gnidninger mellem hende, Jacob og Edward, men det er større problemer, der overskygger dramaet. For de magtfulde Volturi-vampyrer tror nemlig fejlagtigt, at den hurtigt voksende datter er udødelig og derfor udgør et brud på vampyr-lovene. Derfor truer en krig mellem klanerne nu med at bryde ud.

Jeg har ikke læst de populære bøger af Stephenie Meyer, men kan blot konstatere, at filmserien – ikke overraskende – fortsætter i samme rille med sit højtsvungne og frustrerende ufarlige kærlighedsdrama. Jeg mener, her er vitterligt liv og død på spil, mens spændstige tematikker som udødelighed og opofrelse også er på banen.

Men de ellers interessante gråzoner og forbudte følelser får aldrig det bid og nærvær dramaet tørster efter for at blive andet end poleret dagdrømmeri med evig kærlighed, mystik og sløset manuskriptskrivning. Bl.a. kunne den ulykkeligt forelskede Jacob godt være blevet en spændende karakter – fanget af en kærlighed til Bella, der må forblive uforløst. Han spilles desværre bare af den blanke robot Taylor Lautner.

Der er dog momentvis en gnist mellem Kristen Stewart og Robert Pattinson som det forelskede vampyrpar. Sagde jeg vampyr? For der er som bekendt ikke meget vampyr at hente her – i hvert fald ikke af den dagslysforkastende slags. Her bruges vampyr-myten mere som et let krydderi til historien om udødelig kærlighed og forbudte lyster. Fred med det, for sådan er universt skruet sammen – men det er stadigvæk skørt, at blodsugerne glimter som disco-kugler i dagslys og ikke går op i flammer.

Nej, jeg er ikke målgruppen, men det undskylder altså ikke det stive skuespil og den ujævne afvikling af det kønsløse drama. Michael Sheen er dog herlig teatralsk som vampyr – ja, heldigvis er løjerne ikke helt uden et glimt i øjet. Men de højtravende replikker, den klodsede CGI og Bella, der spæner op af en klippevæg fremstår altså en tand fjollet – og hvorfor skal alle ligne nogle fra et dårligt rockband?

Originaltitel: The Twilight Saga: Breaking Dawn – part 2, USA, 2012
Premiere: d. 15. november
Instruktion: Bill Condon
Medvirkende: Kristen Stewart, Robert Pattinson, Taylor Lautner m.fl.
Spilletid: 1time 55 min.
Distributør: Nordisk Film

At leve med tabet og jage den forløsende hævn

/i /af

Traumatiske oplevelser i barndommen har affødt adskillelige superhelte – og hvis der også er involveret et par døde forældre, er kimen med sikkerhed lagt til, at det forældreløse barn på et tidspunkt ifører sig en maske for at banke skurke på plads. Den fængslende og mørke Boy Wonder ligger dog på trods af sin titel og helte-tematik langt fra de superheltefilm, der de seneste år har oversvømmet biograferne.

Her pakkes helte-myten nemlig underspillet ind i en rå realisme, der er fri for smarte gadgets og storslået action, mens dramaet også har en psykologisk tyngde, flere af de kulørte superhelte mangler. Men genrens konventioner er i spil hele vejen, men altså på subtil vis. Det er primært det rørende og tragiske portræt af Sean, der udgør filmens kerne, mens spandex og megalomaniske nemesisser forbliver i kulissen.

Sean bor alene med sin far og ligner enhver anden flittig studerende, men den introverte teenager bærer på et tragisk traume. For som lille så han sin mor blive dræbt for øjnene af sig, så i ly af natten og iklædt en sort hættetrøje går han nu i flæsket på kriminelle i sin evige jagt på sin mors drabsmand og den forløsende hævn.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

OPERATION ARGO: Falsk filmhold på redningsmission i Iran

/i /af

Hvad gør man, hvis man skal redde seks amerikanere ud af Iran, hvor folket i 1979 har væltet den provestlige statsleder og oprettet en islamisk republik? Jo, man sender en mand ind i landet under påskud af, at han skal lave en science fiction-film. På den måde kan amerikanerne forklædt som filmhold nemlig slippe ud af landet – måske. Ja, det lyder skørt, men Operation Argo er utroligt nok baseret på virkelige hændelser.

Ben Affleck har instrueret og spiller selv evakuerings-eksperten Tony Mendez, der får idéen med det falske filmhold og derfor rejser ind i Iran. Her har amerikanere levet i skjul i flere måneder efter, at de flygtede fra den amerikanske ambassade i Teheran, der blev stormet af militante styrker. Det er dog kun et spørgsmål om tid, før de bliver fundet og sandsynligvis myrdet. Den vovede plan skal derfor snarest føres ud i livet.

Der er en absurd modsætning mellem den kulørte redningsmission og dramaets alvor. Men det på papiret noget uforenelige forhold balanceres det meste af vejen fornemt. Det lykkedes bl.a. fordi Affleck ikke er bange for at bruge det komiske i situationen – og det uden at alvoren undermineres. Det ses fx i en medrivende krydsklipning mellem det farverige Hollywood og det iranske oprørs rå realiteter.

Selvom man ikke for alvor synes at komme ind under huden på de medvirkende, er her dog ikke tale flade karakterer. Men de mange medvirkendes forskellige historier og liv samt filmens ivrige plotafvikling gør desværre, at castet ikke kommer til at bide sig helt så nærværende fast, som man kunne have ønsket sig. Dette forhindrer dog heldigvis ikke filmen i at være spændende thriller-underholdning.

Affleck bærer dog sin 70’er-habit fint og med en følsom eftertænksomhed, men hans kulsejlede forhold til konen og hans søn får ikke helt den følelsesmæssige pondus strygerne ellers sigter efter. John Goodman og Alan Arkin er dog rent guld i hopla som henholdsvis special effects-mand og garvet filmproducer. Ja, det er i sidste ende den mere lette tone i dramaet, der vejer tungest i filmens vægtskål.

Operation Argo er altså på trods af sine ujævnheder både medrivende og veloplagt fortalt. En grundlæggende fascinerende film med et godt øje for detaljen samt 70’er-miljøet. Så pyt med, at bl.a. den ellers nervepirrende finale fremstår noget forceret iscenesat. For spændingen fungerer – også selvom troværdigheden i det risikable filmeventyr ikke altid leveres lige overbevisende.

[tabgroup][tab title=”Operation Argo | Biograf-anmeldelse”]Vurdering 4/6


Originaltitel: Argo, USA, 2012
Premiere: d. 8. november
Instruktion: Ben Affleck,
Medvirkende: Ben Affleck, Bryan Cranston, John Goodman, Taylor Schilling, Kyle Chandler, Clea DuVall, Alan Arkin m.fl.
Spilletid: 120 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

Cool, blodig og dynamisk samurai-action

/i /af

Hvis du tror, at hæsblæsende actionfilm nødvendigvis skal være sådan noget med hurtige biler, larmende maskinpistoler og eksploderende helikoptere, så tro om igen. For Takashi Miikes helt igennem forrygende remake 13 Assassins leverer i den grad både cool, blodig og åndeløst pulserende action – med samuraier!

Filmen udspiller sig i midten af 1800-tallets Japan, hvor den brutale Lord Naritsugu hærger landet med både mord, tortur og voldtægter. Derfor får samuraien Shimada til opgave at gøre det af med den barbariske tyran og samler 13 samuraier, som han vil føre i kamp mod Naritsugu og hans 200 mand store hær. En på papiret umulig mission, men Shimada har en plan, der måske kan give dem sejren.

Filmens første del fungerer som en yderst indtagende optakt inden det godt en time lange og voldsomme opgør sparkes åndeløst igang. Her foldes det smukke univers flot og stemningsfuldt ud med både dragende æstetik og dramatisk klangbund. Man følger bl.a. hvordan de 13 karismatiske samuraier samles og får samtidig syn for den magtbegærlige Naritsugus diabolske raseren.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Fuldstændig fjollet fængselsaction… på et rumskib

/i /af

500 voldshungrende fanger og en helvedes masse plothuller vælter rundt i et topsikret fængsel, der befinder sig i kredsløb om Jorden. Jep, Lockout er en omgang fuldstændig fjollet action, hvor en mand, der er lidt for kæk i replikken skal forsøge at redde præsidentens datter ud af klørene på fangerne, der har overtaget styringen.

Guy Pearce indtager rollen som den fandenivoldske og egoistiske antihelt Snow, hvis replikker udelukkende består af fjollede onelines, der leveres mere eller mindre veloplagt. Skulle man imidlertid være i tvivl om, at han ikke giver en fuck for noget, kan man jo bare se på hans T-shirt, der skærer det ud i pap: ”Warning: offensive”. Og sådan er det hele vejen – bøjet i neon, så selv en dum sælunge kan følge med.

Nu giver filmen sig heller ikke ud for at være original eller reflekteret action, men vil intet andet end at underholde. Desuden er ’fuldstændig fjollet action’ heller ikke nødvendigvis noget negativt i min bog, men så skal løjerne altså blandt andet også leveres veloplagt og tempofyldt – hvilket ikke hele vejen er tilfældet med Lockout.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Kedelig diktator på slap line

/i /af

Jeg vil lige skynde mig at sige, at jeg både kan lide Sacha Baron Cohens anarkistiske og politisk ukorrekte komedier Borat og Brüno. Desværre skuffer hans seneste film, den satiriske The Dictator. Den er både ujævn, til tider pinligt usjov og synes meget af vejen mest af alt stykket sammen af uigennemtænkte improvisationer – groft sagt.

Meget lig de ovennævnte film, følger vi også her en ekstrem karakter i et kultursammenstød med komisk slagside og ikke mindst muligheden for lege med fordomme og tabuer. Cohen spiller nemlig den herligt usympatiske diktator Aladeen, der på sin rejse ind i et terrorforskrækket USA mister sin politiske status. Han tvinges derfor til at begå sig blandt almindelige mennesker, der ikke aner, hvem han er.

En på papiret sjov og grænsesøgende præmis, desværre er udførselen alt for ofte slap og underligt nok bliver filmen også kedelig repetitiv i sine gags og jokes. For selvom den reelle spilletid er på knap 75 minutter, opstår der flere døde perioder undervejs. Cohens karakter har dog bestemt sine øjeblikke og er som skabt til at gå over stregen hos et bornert amerikansk publikum – men særlig skarpt bliver det altså ikke.

KLIK VIDERE FOR RESTEN ANMELDELSEN–> Læs mere

’E.T.’ imponerer på fornem genudgivelse

/i /af

Steven Spielbergs rørende og rynkede rumvæsen-klassiker E.T. the Extra-Terrestrial fra 1982 er netop landet på Blu-ray, så jeg har lige haft et medrivende gensyn med Elliott og hans intergalaktiske ven. En film, der stadig holder her 30 år efter sin premiere. Filmen har desuden fået flot nyt liv med en nyrestaureret billed- og lydside.

Vi har vel alle drømt om at finde et rumvæsen i baghaven, men hvordan ville man mon reagere, hvis det endelig skete? Det er præcis det, der sker for Elliott, da rumvæsenet E.T. ved et uheld bliver efterladt på Jorden. Elliott, hans storebror Michael og lillesøsteren Gertie forsøger derfor nu at hjælpe den lille rummand hjem igen.

E.T. the Extra-Terrestrial er fængslende filmmagi, der med universelle temaer som ensomhed, venskab og familie leverer sit gribende drama – og det uden at blive skinger eller overfladisk i tonen. Her er tale om et på en gang sentimentalt og oprigtigt bevægende drama, hvor man i E.T. får en uimodståelig karakter, der er lige så ikonisk og genkendelig som John Williams smukke score.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

En blodig kolbøtte af en skrækfilm

/i /af

Der spyttes den ene klichéfyldte skrækfilm ud efter den anden, for slet ikke at tale om de mange idéforladte remakes, prequels og sequels. Det er bl.a. derfor en fornøjelse at se The Cabin in the Woods, som er en både opfindsom og sprælsk sag, der oplagt og med en ivrig kærlighed til genren vender horror-klichéerne på hovedet.

For hvad der til at starte med ligner en gængs omgang metervaregys med blonde duller og mørke kældre, ruller sig snart uventet om på maven for at lege tagfat med et genrebevidst publikums forventninger. Regelbogen for gys følges dog indledningsvis til punkt og prikke, hvor man følger fem friske unge, der tager ud i en hytte for at feste løs. Snart begynder overraskelserne dog at poppe blodigt op…

Så har jeg vist også sagt nok om plottet, for jo mindre man ved, desto bedre. Men lad mig blot igen slå fast, at her er tale om en dybt underholdende omgang gru, der ikke er, hvad den først giver sig ud for at være. Det er måske ikke en specielt uhyggelig sag, men snarere en medrivende rutsjebanetur ind i genrens velkendte ritualer, hvor der dog også leveres et par vellykkede jump scares undervejs.

Men udover, at det bl.a. er sjovt at spotte referencer til horrorklassikere, er her ganske enkelt også tale om en solid omgang underholdning med gode idéer og en fint afstemt sort humor. Man kan desuden midt i de grumme løjer også spotte det drilske spørgsmål om, hvorfor vi overhovedet ser de her blodige film og har denne voyeuristiske trang til at se folk blive pint og plaget. Nej, titelskiltets knaldrøde reference til Michael Hanekes Funny Games er ikke tilfældig.

Filmen er skrevet og instrueret af Drew Goddard, mens Joss Whedon har været medforfatter. Whedon var senest aktuel med den kulørte The Avengers og er bl.a. også manden bag tv-serierne Buffy the Vampire Slayer og Firefly, mens Goddard bl.a. har været med til at skrive tv-serien Lost og monsterfilmen Cloverfield. Altså to gutter, der elsker genren, hvilket bestemt skinner igennem i filmen.

Nå ja, de fem unge i kødgryden udfylder fint deres respektive roller som karakter-klichéer med et twist. Bl.a. Chris Hemsworth som sportsfan, Kristen Connolly som læsehest og Fran Kranz som det skæve bonghoved. The Cabin in the Woods vil uden tvivl overraske og underholde hele vejen, hvor ikke mindst skrækfilmsfans med kendskab til genrens konventioner vil blive rigeligt belønnet. Se den!

Billede, lyd og ekstramateriale:
Filmen gør sig yderst indtagende på Blu-ray. Billedet står veldefineret og med en flot og farvemættet farvepalet samt en indtagende detaljegrad. Lydsporet er ligeledes en fornøjelse og buldrer medrivende afsted med gode panoreringer og solid bund i grusomhederne. Desuden medfølger en omgang lækkert ekstramateriale.

Her får man en fin ’The Making of’, hvor bl.a. Goddard og Whedon snakker om deres årelange samarbejde og filmens tilblivelse samt deres kærlighed til genren (26 min.). Herudover er der to interessante features om filmens effekter – både de flotte, praktiske samt de computerskabte (i alt 24 min.). Videre er der en to korte features, hvor Kranz bl.a. taler om sin rolle, mens Whedon giver en kort tur rundt på settet (i alt 13 min.).  Slutteligt får man en mere dybdegående Q&A samt et både morsomt og informativt kommentarspor med Goddard og Whedon. Alt i alt en både kvalitativ og spændende omgang ekstramateriale. En fornøjelse.

Originaltitel: The Cabin in the Woods, USA, 2011
Instruktion: Drew Goddard
Medvirkende: Chris Hemsworth, Kristen Connolly, Anna Hutchison, Fran Kranz, Jesse Williams, Richard Jenkins, Bradley Whitford m.fl.
Spilletid: 95 min.
Udgiver: Midget Entertainment