Jonah Hill som kokain-købende babysitter

/i /af

”Ok folkens, nu skal vi lige lave en lidt edgy komedie med ham der den sjove Jonah Hill. Ville det ikke være cool at få ham til at passe nogle møgunger og så ellers smide kokain, druk og bandeord ind i løjerne?”. Cirka sådan kunne brainstormen bag The Sitter have lydt. Ikke nødvendigvis et dårligt udgangspunkt for en løssluppen komedie, men desværre er resultatet mere kedeligt end morsomt.

Jonah Hill spiller den upædagogiske babysitter Noah, der mod sin vilje ender med at skulle passe tre unger – den konstant nervøse Slater, hans oversminkede og øretæveindbydende lillesøster Blithe samt adoptivknægten Rodrigo, der er vild med at springe ting i luften. Det kan jo kun gå galt – og det gør også. For aftenen udvikler sig til en jagt igennem byen med børnene på slæb og narkokriminelle i hælene…

Jeg er vild med Jonah Hill, som da også er filmens største trækplaster. Han har en fantastisk komisk timing, tør humor samt en herlig underspillet mimik. Se bare film som den komiske nyklassiker Superbad, den desværre noget oversete Cyrus og den i mine øjne undervurderede Funny People. Desværre kan Jonah Hills charme og ofte veloplagte improvisationer ikke redde filmen fra at gå død undervejs.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Uadskillelige brødre i brutal og beskidt gangsterfilm

/i /af

Det er en rå, beskidt og brutal skildring af livet som gangster, man får serveret i John Hillcoats stemningstunge Lawless. Filmen er baseret på den sande historie om Bondurant-brødrene og deres ulovlige foretagende som hjemmebrændere i forbudstidens USA. Et spiritusforbud stopper dog ikke de tre brødre, men da den ihærdige specialagent Rakes gør sin ankomst, intensiveres jagten på trekløveret.

Forrest, Howard og Jack Bondurant vil dog ikke lade sig kue og fortsætter ufortrødent deres hjemmebrænderi. Et dramatisk setup, der måske ikke byder på de helt store overraskelser i historien, men som fortælles med fine og indtagende nuancer i både karaktertegningerne og miljøskildringen. Endvidere udfoldes Lawless ofte i et herligt dvælende tempo, der lader det naturskønne Franklin County i Virginia komme til sin ret og samtidig giver plads til, at historien kan slå medrivende rod.

For en ting er kampen mellem de to parter, en anden er den fængslende fornemmelse for personerne samt ikke mindst den verden og det liv, de lever. Her kan John Hillcoat virkelig noget. For selvom filmen måske er en smule ujævnt struktureret, så bliver den også blot bedre og bedre, jo længere man drages ind i brødrenes hårde liv. Ja, her er op til flere både intense og blodige, men bestemt også rørende øjeblikke.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

SNOW WHITE AND THE HUNTSMAN: Snehvide slår på tæven i dystert eventyr

/i /af

Ja, den kære Kristen Stewart kan andet end at forelske sig i glimtende gummi-vampyrer og varulve-drenge. For i den flotte og actionfyldte Snow White and the Huntsman spiller hun den smukke Snehvide. Det er dog den skønne Charlize Theron, der stjæler billedet som den herligt selvoptagede og onde dronning Ravenna i denne genfortolkning af brødrene Grimms klassiske eventyr.

Ravenna vil gøre alt for at forblive den smukkeste, men Snehvide vokser som bekendt op og kommer til at overgå dronningen. Derfor sender den magtbegærlige Ravenna en jæger ud for at dræbe den unge skønhed. Jægeren, der her ses i skikkelse af en drikfældig Chris Hemsworth forbarmer sig dog over Snehvide. Sammen flygter de fra dronningens grumme hær og støder bl.a. også ind i flokken af dværge.

Det velkendte eventyr og de karismatiske karakterer fortolkes frit, hvilket der er kommet en både heftig, dyster og visuelt fantasifuld film ud af. For her fremtrylles et yderst indtagende og mørkt univers fyldt med mystiske væsner, episke scenerier og storslåede slag. En muddertung og beskidt middelalder tilsat magisk trolddom.

Kristen Stewart er desværre noget anonym som en ellers heroisk Snehvide – det samme er den tamme romance mellem hende og knøsen William, en glat Sam Claflin. Chris Hemsworth gør en bedre figur som jægeren, der tumler med sorgen over sin afdøde kone. Det er dog Charlize Therons, der tager stikket hjem med sit vibrerende portræt af den vanvittige og skønhedshungrende dronning.

Man må dog endelig ikke glemme Sam Spruell som dronningens nederdrægtige bror – en herlig slesk karakter, der løfter alle scenerne, han er med i. Slænget af dværge er endvidere et af eventyrets frydefulde trumfkort. De giver løjerne et humoristisk spark bagi – uden at blive Disney-fjollet. For her er tale om en bidskt flok af øksesvingende krigere, der består af en imponerende flok skuespillere, bl.a. Bob Hoskins, Ray Winstone og Ian McShane. Sådan!

Det bliver svært for Peter Jackson at toppe den samling af dværge med sin kommende Hobbitten: En uventet rejse, der som bekendt også byder på et slæng af dværge. Well, Snow White and the Huntsman er med andre ord et visuelt opfindsomt og smukt eventyr, der fortæller det klassiske eventyr med et fint tempo, beskidt action og ikke mindst fantasifulde og indtagende scenerier.

Filmen: 4/6

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen står virkelig flot på Blu-ray. Univers er farvemættet gengivet og har både en fornemt detaljegrad samt veldefinerede nuancer og solide kontraster. Lydsporet er ligeledes en fornøjelse og spiller medrivende op mod billedsiden med velbalancerede niveauer og fine panoreringer. Der medfølger også en smule luftigt ekstramateriale.

Man får en overfladisk ’making of’, der hæmmes af rygklapperi (21 min.), korte features, der ser på Snehvide, Ravenna, jægeren og dværgene (i alt 24 min.), en fin feature om filmens special effects, bl.a. det magiske spejl og hæren (13 min.) samt en feature om fortolkningen af eventyret, hvor det er ret interessant at se klip fra en ”promo”, der blev lavet for at sælge filmen til selskabet (6 min.).

Endvidere kan man gå på opdagelse i fem af filmens settings i 360-graders panoramaskud – alle med introduktion af instruktør Rupert Sanders og diverse korte indslag om hver setting. Man kan også se filmen i to versioner, biografversionen samt en 4 minutter længere udgave, som jeg så – men hvad forskellen består i, skal jeg ikke gøre mig klog på. Hungrende fans kan slutteligt kaste sig over et informativt og ganske underholdende kommentarspor med instruktøren, visual effects supervisor Cedric Nicolas-Troyan og klipper Neil Smith.

Billede: 5/6  | Lyd: 6/6  | Ekstramateriale: 4/6

[tabgroup][tab title=”Snow White and the Huntsman | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering: 4/6

Originaltitel: Snow White and the Huntsman, USA, 2012.
Instruktion: Rupert Sanders
Medvirkende: Charlize Theron, Kristen Stewart, Chris Hemsworth m.fl.
Spilletid: 127 min. (biograf-version), og 131 min. (forlænget version)
Distributør: Universal Pictures[/tab][/tabgroup]

PROMETHEUS: Et flot og svulstigt rumeventyr

/i /af

En af mine filmfavoritter er Alien fra 1979. En skræmmende og klaustrofobisk science fiction-gyser med et fantastisk monster. Med den storladne og visuelt forførende Prometheus er Ridley Scott nu efter mere end 30 år tilbage med en forhistorie til sin egen milepæl. Men også en film i sin egen ret og måske starten på en ny saga langt ude i rummet, hvor ingen kan høre dig skrige.

For ja, vi skal atter ud i det uendelige verdensrum, hvor en jagt efter svar på menneskets oprindelse er sat ind, intet mindre! Ombord på rumskibet Prometheus har et hold forskere med eventyrlyst og overmod således sat kurs mod en fjern planet, der muligvis rummer svarene. Ekspeditionens sikkerhed bliver dog snart sat over styr, for selvfølgelig gemmer planeten på ubehagelige overraskelser…

Lige fra den episke åbningssekvens af en brusende natur og videre ned i de mørke dybder indkapsles eventyret i forførende smukke og fængslende flotte billeder. Her kan den gamle Ridley Scott absolut sit kram. Desværre er historien ikke nær så sikkert leveret. De flotte løjer mister en smule fokus og historien ender med en del uforløste elementer i spil. Her forsøges ganske enkelt fortalt for meget på for kort tid.

Hvis bare filmen havde været længere, så kunne historien og ikke mindst de medvirkende muligvis have fået mere tilfredsstillende spillerum. Mest interessant er Michael Fassbender som den gådefulde androide David, der tumbler med eksistentielle problemer. Men også både Noomi Rapace og Charlize Theron gør god figur som henholdsvis cool heltinde og snerpet leder med hemmeligheder.

Men desværre er der for mange i castet, der aldrig får ordentligt fodfæste og derfor ender som halvt forløste karakterer. Jeg ville fx gerne have set mere til Idris Elba i rollen som cigarrygende rumkaptajn – og hvorfor pokker har man ikke bare castet en gammel mand i rollen som oldingen Peter Weyland, i stedet for Guy Pearce iført gammelmands-makeup.

Prometheus er dog bestemt en både spektakulær og herligt ambitiøs film, der har nok pondus til at overvinde sine ujævnheder. Et forførende univers, der også sætter lidt lommefilosofisk sving i temaer som religion kontra videnskab og som heldigvis heller ikke er bleg for at servere klam og overgearet B-films-snask. Skønt! Så pokker i at finalen forjages en smule og logikken ikke hele vejen synes at have førsteprioritet.

Så selvom Prometheus ikke et nyt rummesterværk, er det både tempofyldt og fejende flot science fiction, der sender fine hilsner til filmen fra 1979 og H.R. Gigers originale monster-design. En actionfyldt og smukt buldrende drømmemaskine, jeg med sikkerhed vil vende tilbage til flere gange.

– Læs også min anmeldelse af ‘Alien-Anthology’ på Blu-ray.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen står yderst flot på Blu-ray-udgivelsen. Billedet er skarpt, farvemættet og veldefineret med både fine nuancer og solide kontraster. Lydsporet er ligeledes medrivende og spiller med velafstemte niveauer. En fornøjelse. Der medfølger desuden en ok omgang ekstramateriale. Man får to kommentarspor, et med Ridley Scott og et med manusforfatterne Damon Lindelof og Jon Spaihts. De er begge  informative og giver et fint indblik i idéerne bag filmen samt det endelige resultatet.

Herudover får man en række slettede og forlængede scener med valgfrit kommentarspor af filmens klipper og visual effect supervisor, bl.a. en lettere alternativ åbningsscene – men desværre ikke de mest interessante scener (37 min.). Endvidere medfølger de fine, korte film, der blev brugt til filmens opfindsomme markedsføring. Men desværre er her altså ikke tale om den dybdegående omgang ekstramateriale, man kunne have håbet på.

Originaltitel: Prometheus, USA, 2012 Premiere: 31.05.2012
Instruktion: Ridley Scott
Medvirkende: Noomi Rapace, Michael Fassbender, Charlize Theron, Idris Elba, Guy Pearce, Logan Marshall-Green, Rafe Spall m.fl.
Spilletid: 123 min.
Udgiver: SF Film

Indiana Jones’ eventyr imponerer på Blu-ray

/i /af

En af de største filmhelte nogensinde er Indiana Jones. Med sin ikoniske hat og John Williams’ medrivende score i ryggen er han om nogen synonym med rendyrket eventyr. Nu kan man opleve ham svinge pisken og sætte nazister på plads med en ny og yderst lækker Blu-ray-udgivelse. Her er de fire film samlet for første gang og det med nyrestaureret billede og lyd samt timevis af interessant ekstramateriale.

Harrison Ford indtog første gang rollen som den eventyrlystne arkæolog i 1981 med den forrygende Jagten på den forsvundne skat. Den er som de tre fortsættelser instrueret af Steven Spielberg og med George Lucas som enten manusforfatter eller producer. Det er en pokkers underholdende film, der selv efter 30 år er et både dynamisk og medrivende eventyr. Nå ja, og så har den en af filmhistoriens mest uforglemmelige åbningsscener – ja, den hvor Indy flygter fra en trillende kampesten.

Harrison Ford er karismatisk og herlig sarkastisk i titelrollen, mens han gives godt modspil af Karen Allen som den egenrådige Marion Ravenwood – og så er John Rhys-Davies altså fantastisk som Indys betroede ven Sallah. Tempoet er højt og humoren veltimet, uden at karaktererne eller historien af den grund mister pondus i jagten på den sagnomspundne Pagtens Ark og kampen mod de onde nazister. Et udødeligt og på alle måder appetitligt eventyr.

Tre år senere kom den uundgåelige fortsættelse, Indiana Jones og templets forbandelse. En fængslende og langt mere dyster film. Selvom den ikke er lige så stærk som forgængeren, byder den dog på flere mindeværdige scener. Bl.a. den hæsblæsende jagt i minerne samt menneskeofringer med Amrish Puri som herlig diabolsk kultleder. Willie Scott er dog ikke nær så interessant et kvindeligt sidekick som Marion, mens knægten Short Round er irriterende kæk. Men jeg kan godt lide den mere mørke tone og de for franchisen karakteristiske eksotiske locations.

Den mere lette tone vender i 1989 tilbage med Indiana Jones og det sidste korstog – det samme gør de grumme nazister, mens jagten her sættes ind efter den hellige gral. Sean Connery slår sig til castet som Indiana Jones’ far og dynamikken mellem de to er en af filmens helt store styrker. Her er indtagende lune og en følelsesmæssig slagkraft, der fint spiller op mod de spektakulære action-scener. Yderst fornøjeligt.

I 2008 vendte Indy så tilbage i den udskældte Indiana Jones og Krystalkraniets Kongerige. Ja, noget af magien er væk, men her bydes altså også på et ekstravagant eventyr og så kan man heldigvis ikke tage charmen fra Harrison Ford. Året er 1957 og skurkene nu russiske kommunister, ledt an af Cate Blanchett som kold agent. Indy og co. boltrer sig her vanen tro gennem jungler og krypter, mens vittige replikker fyger gennem luften – men de der CGI-aber kunne jeg godt have undværet.

For ja, desværre kammer løjerne til tider over i kikset computergenereret action. og det dræner eventyret for noget af sin charme, mens effektjageriet også af og til overskygger historien og castet. Indys gamle flamme Marion vender desuden tilbage, mens Shia LaBeouf er den energiske Mutt – en mulig arvtager til Ford. En tempofyldt sag, der dog ikke lever op til de gamle film og Indy-magien opnås kun momentant.

Men selvom alle nok havde været bedst tjent med, at serien var forblevet en trilogi, så er filmene samlet set en sand fornøjelse at se og gense. En franchise, der er blevet en stor del af den populærkulturelle bevidsthed – og med god grund. For med sine uforglemmelige karakterer, eksotiske locations og dynamiske manuskripter leverer Indiana Jones eventyr, der kan ses igen og igen.

Billede og lyd:
Filmene har i den grad fået en flot restaurering. Farverne er mættede og gengives både troværdigt og overbevisende uden at miste sin filmiske kvalitet. Billedet har desuden solide kontraster, er imponerende detaljerigt og står skarpt, dog med en smule blødhed hist og her på de gamle film, men bestemt intet graverende. En fornøjelse.

Lydsiden er en endnu bedre. Her er imponerende godt smæk på både bulder og brag samt ikke mindst John Williams’ skønne score. Replikkerne går også klart igennem i et miks, der fornemt og medrivende balancerer sine elementer med både gode panoreringer samt fine detaljer og nuancer i lydlandskabet. Bedre bliver det ikke.

Ekstramateriale:
Der medfølger en femte disc, hvor man primært finder det mere end 7 timer lange sortiment af ekstramateriale. Her er både nyt og gammel materiale, desværre mangler der en smule fra dvd-udgivelserne, men det er til at leve med, med mindre man altså er ekstraordinær Indy-freak. For udgivelsen byder på massevis af dybdegående materiale om de fire film, deres tilblivelse og betydning for filmhistorien.

Man finder en ’making of’ for hver film (i alt ca. 156 min.) samt 12 kortere features, der ser på alt fra musikken til effekter og production design samt castet og locations (i alt ca. 145 timer). Endvidere er der to dokumentarer – en fra 1981, der bl.a. byder på spændende gamle klip og interviews (58 min.) samt en ny dokumenter, der bl.a. indeholder sjældne slettede scener og fraklip (58 min.). Alt i alt er her altså tale om et yderst fyldestgørende og interessant supplement til nogle fantastiske film. Sådan!

Læs om andre filmserier:
– Alien Anthology
– Mission: Impossible 1-4
– Ringenes Herre-trilogien
– Star Wars: The Complete Saga
–Harry Potter – den komplette saga

Originaltitel: Indiana Jones – The Complete Adventures, 2012. Indeholder: Raiders of the Lost Ark (1981), Indiana Jones and the Temple of Doom (1984), Indiana Jones and the Last Crusade (1989), Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull (2008).
Instruktion: Steven Spielberg
Medvirkende: Harrison Ford, Karen Allen, John Rhys-Davies, Kate Capshaw, Amrish Puri, Sean Connery, Shia LaBeouf, Cate Blanchett, Ray Winstone m.fl.
Spilletid: 115 min., 118 min., 127 min. og 123 min.
Distributør: Paramount Home Entertainment

LOOPER: Hjernevridende tidsrejse er medrivende science fiction

/i /af

Man kan ikke andet, end at blive rundtosset, hvis man forsøger at få fod på tidsrejser og deres mange paradokser samt hjernevridende muligheder. Men det er unægteligt en fascinerende tanke at kunne rejse frem og tilbage i tiden, hvilket forløses både medrivende og intelligent i den intense tidsrejsethriller Looper.

Vi befinder os i 2042, hvor lejemordere – såkaldte loopers – arbejder for fremtidens kriminelle. For i 2072 er tidsmaskinen en realitet og ofre sendes således tilbage i tiden for at blive likvideret og gemt af vejen. Men en dag, da looperen Joe står klar til at trykke på aftrækkeren, i det øjeblik ofret fra fremtiden dukker op, er det hans eget fremtidige jeg, han pludselig ser i øjnene – og hvad gør man så…?!

For som looper risikerer man nemlig, at arbejdsgiverne sender ens ældre jeg tilbage i tiden, så man uvidende dræber sig selv – en barsk måde at blive fyret på. Men Joes ældre jeg har ikke som de andre ofre en sæk over hovedet og undviger skuddet. Så nu er der to gange Joe på fri fod, hvilket selvfølgelig ikke går. Snart er begge jaget vildt, mens de forsøger at hitte redde i og styre hvad fremtiden vil bringe…

Ja, det kan hurtigt blive knudret, når tiden overvindes og en mand møder sit ældre jeg i en jagt på at overleve fremtiden. Men instruktør og manusforfatter Rian Johnson formår elegant at etablere sit tidsrejsekoncept uden at man mistes undervejs – men heldigvis nok til at de modstridende tidskomplikationer pirrende kilder ens intellekt.

Det er intelligent science fiction, der nærmest ubesværet forener sit koncept med en hele tiden flertydigt æggende historie og interessante karakterer – og det uden at miste sin kvalitet som rendyrket thriller-underholdning. Joseph Gordon-Levitt og Bruce Willis – som henholdsvis en ung og en gammel Joe – har en vedkommende kompleksitet og uforudsigelig dynamik filmen igennem. Deres tanker snor sig udfordrende om samme hjerne, mens tiden slår krøller og fremtiden omskrives.

Og selvom her bestemt leveres højspændt action med automatvåben og blodsprøjt, så er det mere historien og karaktererne, der er i front end konstant dundrende bulder og brag. Looper stoler nemlig på sin historie og gemmer sig altså ikke bag tanketomme eksplosioner og fremtids-gadgets, men bruger disse elementer med omtanke og som en naturlig del af filmens fængslende univers.

Jeg er dog i tvivl om nødvendigheden af at sminke Gordon-Levitt, så han matcher en ung Willis. Det synes til at starte med en smule akavet – også selvom makeuppen er overbevisende. Men det ændrer bestemt ikke på, at Looper er et yderst medrivende bekendtskab, der bag tidsrejser og science fiction også er en gribende fortælling om kærlighed og hvad man vil ofre for at bevare den. Tankevækkende, tragisk og smukt. Jep, Looper er klar til at indtage pladsen som en science fiction-nyklassiker.
[tabgroup][tab title=”Looper | Biografanmeldelse”]Vurdering: 5/6

Originaltitel: Looper, USA/Kina, 2012
Premiere: 4. oktober 2012
Instruktion: Rian Johnson
Medvirkende: Joseph Gordon-Levitt, Bruce Willis, Emily Blunt, Paul Dano, Noah Segan, Jeff Daniels m.fl.
Spilletid: 118 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

Der er smæk på den übervoldelige ’Dredd’

/i /af

Man er ikke i tvivl om, hvad der skal ske, når først filmens blodrøde titel banker buldrende ud af lærredet i dundrende 3D. Og ja, det første uskyldige offer jordes da også lige splattet ned af brutale kriminelle, allerede inden man når at sætte sig til rette. Jep, Dredd er fandenivoldsk action med blod, kugler og sort humor lige i fjæset.

Filmen foregår i en dystopisk fremtid, hvor megabyer tordner sig gråt op mod en håbløs himmel af aske og et udsigtsløst intet. Vi befinder os i Mega-City One, hvor kriminaliteten er høj og dødsraten endnu højere. Her forsøger de såkaldte ‘Judges’ at opretholde lov og orden ved at agere jury, dommer og om nødvendigt også bøddel.

Den konstant snerrende Judge Dredd får dog sin sag for, da han og ung kvindelig rekrut bliver fanget i en enorm boligblok. For udover civile, huser blokken også en djævelsk gangsterboss – den nådesløse Ma-Ma. Hun styrer med hård hånd sin klan af morderiske bøller, der nu får til ordre at sende de to betjente i graven…

En af grundene til, at Dredd lykkedes så medrivende godt, er bl.a. fordi, den holder skidtet simpelt. Her er ikke læssevis af subplots, biroller og plot-twists til at sende det voldelige bæsts momentum til tælling, men blot fuld smadder på store guns, bastante one-liners og blodige kills. Brutalt, lige til og ganske enkelt ren fysisk filmfryd for fuld hammer – dog ikke uden et par ujævne bumps undervejs.

For selvom Dredd er en yderst underholdende omgang tegneserievold, så bruges der også nogle lige lovligt letkøbte løsninger i plottets afvikling. Men selv et par halvklodsede manuskriptløsninger er ikke noget, der skubber denne action-tonser  – der desuden er herligt befriet for romancer – nævneværdigt ud af kurs. Heldigvis.

Filmen bygger på den groteske og blodige tegneseriekarakter Judge Dredd, der så dagens lys tilbage i 1977. Samfundssatiren fra de kulørte hæfter er dog ikke så fremherskende i filmen, der har mere travlt med at nedskyde skurke og svælge i volden. Men fred med det, for satiren simrer trods alt lige under overfladen.

Judge Dredd blev også forsøgt filmatiseret i 1995 med Sylvester Stallone i titelrollen – ikke just en succes. Denne gang er det en ubarberet og herligt muggen Karl Urban, der bærer den ikoniske hjelm – som han selvfølgelig ikke tager af! Olivia Thirlby er det labre sidekick (heldigvis uden hjelm), mens Lena Headey indtager rollen som den rå Ma-Ma, hvilket hun til dels slipper godt fra med sit arrede ansigt og rådne tænder.

Filmen får endda også indskudt et par smukke åndehuller af svævende voldspoesi. Ikke mindst, når the bad guys indtager stoffet Slo-Mo, der meget belejligt har den effekt, at man oplever alt 100 gange langsommere. Det afføder nogle skønne ’over the top’ kills i super slowmotion – hvilket man nok til dels kan tilskrive filmens fotograf, Anthony Dod Mantle. Jep, Dredd er et kulørt, herlig voldeligt og flot monstrum.

Som bonus tillader jeg mig også lige at anbefale den fremragende, indonesiske action-smasker The Raid: Redemption. Den har nemlig flere ligheder med Dredd. Her er det også et højhus fyldt med bøller og en ond boss, der skal indtages af et par betjente.

Originaltitel: Dredd 3D, USA/England/Indien, 2012
Premiere: d. 27. september
Instruktion: Pete Travis
Medvirkende: Karl Urban, Olivia Thirlby, Lena Headey m.fl.
Spilletid: 95 min.
Distributør: SF Film<

Endelig sprang Johnny Depp ud som bleg vampyr

/i /af

Tim Burton slår sine krøllede folder i vante gotiske gemakker med Dark Shadows. Johnny Depp har igen en excentrisk rolle og en spraglet garderobe, Danny Elfman står for musikken og Burton finder vanen tro plads til sin søde kone, Helena Bonham Carter. Jep, flokken er klar til endnu en omgang gotisk sjov og vampyrballade.

I 1700-tallets Maine venter der den succesfulde forretningsmand Barnabas Collins en grum skæbne. For da han forelsker sig i den yndige Josette, knuser han den barmfagre heks Angeliques hjerte. I en hævnrus gør hun det således af med Barnabas’ udkårne, forvandler ham til en vampyr og begraver ham levende. Love’s a bitch. Her ligger han så i små 200 år, indtil kisten ved et tilfælde graves op i de kulørte 1970’ere. Bum.

Selvom den blege vampyr er som dumpet ned fra månen, stopper det ikke Barnabas fra at ville have sin nu forfaldne virksomhed til at blomstre på ny. Han flytter derfor ind i sit gamle gods, hvor en dysfunktionel familie af hans efterkommere bor. Sagerne kompliceres dog kun yderligere, da den æggende Angelique dukker op. Gammel kærlighed ruster som bekendt aldrig…

Selvom filmen er baseret på 60’er-serien af samme savn, så er det umiskendeligt Burton. Det smager dog af genbrug, men derfor kan der jo godt være tale om flot og uforpligtende underholdning – det er det da også. Et stykke af vejen. For efter de vage Sweeney Todd og Alice i Eventyrland fremstår Dark Shadows noget mere veloplagt. Både karaktermæssigt og visuelt synes man at kunne spore fornyet fortælleglæde. Men rigtig sjovt eller uhyggeligt bliver det sgu ikke. Desværre.

Depp gør hvad Depp skal i rollen som malplaceret vampyr med hang til flæser og menneskeblod. Hans møde med de hippe 1970’ere afføder da også et par komiske kulturchok – men der hives altså også lidt for billige point hjem på den bekostning, som fx da Barnabas forundret undersøger ’et forhekset’ fjernsyn. Men hey, det var da på tide, at Burton fik klædt sin Depp ud som vampyr.

Det er dog ikke kun Depp, der får lov at skeje ud. Chloë Grace er modvillig teenagetøs, Michelle Pfeiffer er gammelkone-laber med hagelgevær og Helena Bonham Carter er herligt bizar som fordrukken psykiater. Bella Heathcote er blot dådyrsøjne-sød, mens Jackie Earle Haley er cool som stenet pedel. Jeg fik dog aldrig fidus til Eva Green – hun overbeviser altså ikke som småskør og hævntørstig heks.

Ja, der er fyldt godt op på hylderne. Burton mister da også grebet om historien og det store persongalleri undervejs. Der er for mange bolde i luften, filmen mister fokus og engagementet siver ud af de ellers indledningsvist medrivende løjer. Filmen ender med andre ord som en ujævn og unødvendigt rodet størrelse – men mødet mellem gotisk stemning og farverigt 70’er-frisind er ofte forførende.

Billede, Lyd og ekstramateriale:
Filmens smukke production design og gotiske scenerier står virkelig flot på Blu-ray-udgivelsen. De mange mørke nuancer samt 70’-spraglede farver gengives indtagende og detaljerigt. Lydsporet spiller ligeledes overbevisende, hvor bl.a. det labre soundtrack og scoret går klart og velafstemt igennem. Lækkert.

Ekstramaterialet består af ni korte og promo-agtige features, der med bl.a. Burton og Depp går bag om produktionen (i alt 37 min.). Her ser man bl.a. på production design, Depps rolle og special effects. Små og ikke videre dybdegående indslag med for meget rygklapperi. Man kan også se filmen med kommentarer og indklip undervejs, (bl.a. genbrug fra de små features). Herudover får man 5 slettede scener, der dog ikke er det store sus (6 min.). Alt i alt desværre ikke det mest ophidsende ekstramateriale.

Originaltitel: Dark Shadows, USA, 2012
Instruktion: Tim Burton
Medvirkende: Johnny Depp, Michelle Pfeiffer, Helena Bonham Carter, Eva Green, Bella Heathcote, Chloë Grace, Jackie Earle Haley, Jonny Lee Miller m.fl.
Spilletid: 112 min.
Udgiver: Warner Home Entertainment

Benknusende god action-smadder er toppen

/i /af

Adrenalinen pumper ud af samtlige sprækker og revner i den skurke-besatte bygning i den indonesiske action-succes The Raid: Redemption. Her spares der hverken på håndmadder, automatrifler eller blodige macheter, når en specialstyrke indtager et højhus i Jakartas slumkvarter for at nedlægge en überboss, der holder til på toppen.

Hele huset er selvfølgelig befolket af kamptrænede kriminelle, der alle er udstyret med skarpladte våben og er særdeles veltrænede udi at nedslagte politiet. Jep, her er ganske vist mere action end historie og karakteropbygning, men løjerne afvikles så dynamisk og fandenivoldsk, at jeg ser stort på den noget tynde historie. Det er action for actionens skyld – hvilket i dette tilfælde er rigeligt til at drive filmen frem.

Her smides dog nok af plotdrejninger samt en håndfuld karismatiske skurke og helte på bordet, til at det blodige bæst sparker sig medrivende vej helt til toppen af højhuset. Et adrenalinkick, man ikke må snyde sig selv for – og bestemt en af de for mit vedkommende mest underholdende action-flicks i lang tid.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Ryan Gosling snor sig smidigt i intenst politisk spil

/i /af

Hvad foregår der egentlig bag de lukkede døre, når politikere får aftaler i hus og indtager vigtige poster på deres vej mod toppen – og er det overhovedet muligt at bevare sin integritet og idealisme i den benhårde magtkamp? Med George Clooney i instruktørstolen og som demokratisk guvernør, tages man med bag kulisserne i det spændende politiske drama Kamæleonen.

Som den danske titel indikerer, så kan spillerne på den politiske scene – ikke mindst dem i kulissen – tilpasse sig omgivelserne alt efter hvad der er mest fordelagtigt for at bevare succesen – og jobbet. Ryan Gosling spiller den knivskarpe og dygtige Stephen Meyers, der styrer kampagnen for guvernøren Mike Morris, som kæmper for at blive demokraternes præsidentkandidat.

Morris, der spilles med præsidentværdig gestik af Clooney, er noget så sjældent som en hæderlig politiker. Han vil ikke indgå uldne aftaler, der går imod hans overbevisninger bare for at komme frem i verden. Til at starte med, i hvert fald. For efterhånden som det politiske spil spidser til, bliver der slækket på integriteten og snart ruller en lavine af løgne og intriger, mens knive stikkes i ryggen for et godt ord.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere