FLIGHT: Denzel Washington i følelsesladet frit fald

Denzel Washington drikker tæt og får samtidig lidt til næsen som den alkoholiserede pilot William ”Whip” Whitaker i Robert Zemeckis’ fine flyver-drama Flight. Et følelsesladet og fængslende portræt af en mand helt ude i torvene og med den bitre selverkendelse holdt på fordrukken afstand.

Men hvor langt kan løgnene holde ham flyvende – både for sig selv og sine nærmeste? Læsset med løgne kommer imidlertid tættere på at vælte end nogensinde før, da han bagstiv, men mirakuløst nødlander sit fly og herved redder godt 100 menneskers liv.

flight 01

En helt ud af til, men med skelletter i skabet, der truer med at vælte ud, da hans blodprøver efter styrtet viser en høj alkoholprocent samt spor af kokain. Det bliver således starten på en hård kamp med indre dæmoner, mens facaden fortsat må holdes – både overfor familie, presse og advokater.

Denzel Washington er ganske enkelt forrygende som den martrede pilot, der lever et dobbeltliv på løgnen. Han veksler medrivende fra veloplagt og snaksaglig charmør til fordrukken sutteklud uden retning. Nuanceret, komplekst og hele filmen værd.

flight 02

Så selvom temaer som alkoholisme og misbrug bliver en smule skingert sat sammen med tro og Gud, balancerer fortællingen ganske fornemt på den svære linje mellem sympati og afsky for den forpinte hovedperson. Det er simpelthen bare et godt og gribende drama med fine modsatrettede følelser i spil.

Jeg sluger derfor også gerne et par scener, hvor John Goodman som hurtigsnakkende dealer sparkes ind som comic relief. Det er ikke hele vejen lige elegant balanceret med dramaets alvor – men ja, det er sjovt. Denzel Wahsington holder dog heldigvis fint både drama og alvor i spænd med et spinkelt håb for enden af landingsbanen. 4 store stjerner og en flyversjus.

Filmen 4/6: 4_6 - stars_LILLE

flight 03

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen gør sig upåklageligt på Blu-ray, hvor både billede og lyd er i top. Billedet står skarpt, veldefineret og med indtagende detaljegrad, mens lydsporet går klart og medrivende igennem med velbalancerede niveauer, hvor både dialog og øvrigt lydlandskab fornemt komplimenterer hinanden. Desuden medfølger en omgang ok, men også noget overfladisk ekstramateriale.

En feature, hvor blandt andet manusforfatter John Gatins og Zemeckis fortæller om idéen til filmen, historien og karaktererne (10 min.). En making of, der diskuterer produktionen med interviews af cast og crew (12 min.). Et kig på hvordan filmens flystyrt blev lavet (8 min.). En kort Q&A med cast og crew dog uden Washington (14 min.). Alt er værd at bruge tid på, men det bliver aldrig specielt dybdegående.

Ekstramateriale 2/6 2_6 - stars_LILLE | Billede 6/6 6_6 - stars_LILLE | Lyd 6/6 6_6 - stars_LILLE [tabgroup][tab title=”Flight | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering: 4/6
4_6 - stars

flight cover
Originaltitel: Flight, Spanien, 2012
Udgivelse: d. 27. juni 2013
Instruktion: Robert Zemeckis
Medvirkende: Denzel Washington, Nadine Velazquez, Don Cheadle, John Goodman m.fl.
Spilletid: 2 timer 18 min.
Distributør: Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

AFTER EARTH: Will Smith og søn spilder din tid

Nogle fædre tager ud og fisker eller spiller bold med deres sønner, når de skal have noget far-og-søn-tid. Will Smith laver en film med sønniken Jaden. Jeg ville ønske, at de havde holdt sig til en fisketur. For den M. Night Shyamalan-instruerede After Earth er en postapokalyptisk science fiction-fuser. Man tages her 1000 år ud i fremtiden, hvor menneskeheden er blevet nødt til at bosætte sig på en ny planet.

Filmen udspiller sig dog overvejende på den nu ubeboelige Jorden, hvor general Cypher Raige og hans 13-årige søn Kitai må nødlande – ja, Will og Jaden Smith i stramtsiddende fremtidstøj. Cypher har brækket begge ben under nødlandingen, så Kitai må med sin fars vejledning i øret forsøge at lokalisere den nødsender, der skal redde dem væk fra den fjendtlige planet.

after earth 01

Således er man som publikum indlagt til at se Jaden løbe rundt og klynke i en skov, mens fader Smith med konstant alvorlig mine brummer sig igennem det uinspirerede manuskript, der består af floskler om, at man skal finde sig selv i nuet, erkende sin styrke og at frygt er et valg. Uden tvivl velmenende livsråd fra far til søn, der sikkert kunne have skabt et medrivende drama i mere kompetente hænder.

Men det hele er for banalt og uengagerende leveret til, at man rives med. Will Smith har erstattet sin drengede charme med en voksen alvor, der er støvsuget for nuancer og faderlig tyngde, hvor alle replikker leveres med samme monotone seriøsitet. Jaden er ligeså uinteressant som knægten, der ønsker sin fars anderkendelse – han får det meste af tiden til at gå med at klynke og blive jagtet af computergenerede dyr.

after earth 02

Deres forhold er med andre ord både for løst skitseret og vagt eksekveret til, at man engageres i deres strabadser og personlige rejse. Man får dog blandt andet en jagtscene i luften med en kæmpeørn i nakken – ja, en kæmpeørn! Men ikke en gang actionscenerne får pulsen til at stige nævneværdigt, hvilket blot er med til at sende dette far-og-søn-flop ud i glemslen allerede inden rulleteksterne indfinder sig. [tabgroup][tab title=”After Earth | Biografanmeldelse”] Vurdering 2/6:
2_6 - stars

after earth poster
Originaltitel: After Earth, USA, 2013
Premiere: d. 27. juni 2013
Instruktion: M. Night Shyamalan
Medvirkende: Will Smith, Jaden Smith m.fl.
Spilletid:  100 min.
Distributør: Sony Pictures[/tab][/tabgroup]

THE IMPOSSIBLE: Sentimentalt flodbølgedrama går i selvsving

Med udgangspunkt i en families voldsomme møde med tsunamien, der ramte Thailand i 2004, spinder The Impossible et sentimentalt drama over de dommedagslignende begivenheder. Ewan McGregor og Naomi Watts er de udsatte forældre til tre drenge, der alle må kæmpe for livet. En kedelig kamp for livet.

Der lægges ellers ud med nervepirrende svung og medrivende flodbølgedrama, som efterlader resten af filmen i en dragende post-apokalyptisk tilstand. Her er fascinerende vidder af vandmasser samt forrygende totalødelæggelser, der giver skala til håbløsheden og nerve til familiens strabadser.

impossible 01

Desværre lever resten af filmen ikke op til den første tredjedels intensitet og nærvær. For i takt med at bølgerne lægger sig og de forskellige parter finder sikre steder at slikke sårene, desto mere siver luften desværre også ud af badebolden. Der går ganske enkelt overgang i de sentimentale strygere, mens ellers livsbekræftende smil forekommer noget postulerede.

Både Ewan McGregor og Naomi Watts gør dog hvad de kan med deres desperate og hårdtprøvede karakterer. Men deres ellers dybfølte gråd i stemmen og våde øjne kan ikke stille meget op med filmens forudsigelige slaphed. De tre drenge gør også hvad de kan, men en ellers følelsesmæssig oprigtighed bliver også her skudt ned af filende strygere i tide og utide – mest i utide.

impossible 03

Det er spanske Juan Antonio Bayona, der instruerer. Han kan så absolut noget rent visuelt – også når det gælder bloddryppende rædsel. For i de brutale begivenheder sporer man hans kærlighed til skrækfilm. Både vandskadede benbrud og opkast kunne således nemt passe ind i hans fremragende spøgelsesgyser Børnehjemmet.

Det fysiske ubehag kiler sig godt ned i dramaet, men gruen bakkes desværre ikke op med samme følelsesmæssige pondus. Der spædes desuden til med nærmest religiøse referencer, mens tonen kammer over i det sentimentalt tåkrummende. Det kan hverken de smukke billeder eller momentanvise gode scener ikke ændre på.

Filmen 2/6: 2_6 - stars_LILLE

Ekstramateriale, billede og lyd:
Det kan godt være at filmen ikke er det store sus, men den gør sig virkelig godt på Blu-ray. Her står billedet skarpt, veldefineret og med indtagende farver hele vejen, mens også lydsporet spiller upåklageligt med klare niveauer og hvor blandt andet den voldsomme flodbølges brøl i filmens start er intimiderende. Der medfølger desværre intet ekstramateriale, dog følger filmen også med på dvd.

Ekstramateriale 0/6 0_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 6/6 6_6 - stars_LILLE [tabgroup][tab title=”The Impossible | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering: 3/6
3_6 - stars
impossible cover
Originaltitel: Lo imposible, Spanien, 2012
Udgivelse: d. 14. maj 2013
Instruktion: Juan Antonio Bayona
Medvirkende: Ewan McGregor, Naomi Watts, Tom Holland m.fl.
Spilletid: 1 time 47 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

PLAYER: Casper Christensen og Rasmus Bjerg går på røven i det franske

Hvis succeskriteriet for en komedie er, at man griner, er der lang vej til målet for Tomas Villum Jensens Player. Hvis succeskriteriet derimod blot er at få folk i biografen, er filmen nok bedre sikret succes. For med en coke-sniffende Casper Christensen og en kejtet Rasmus Bjerg burde billetluerne jo ligge klar med spredte ben og godt våd i fugen til et forblændet publikum.

Ja, Player føles mest af alt som et forsøg på at slå genvej til folks pengepung ved at hive to af tidens mest populære komikere ind fra højre og så håbe på, at de kan trække skidtet i hus. Det kan de ikke – langt fra. For selvom de to herrer har deres øjeblikke, ændrer det ikke på, at her er tale om en slap og umorsomt eksekveret komedie, der oser af dovenskab og billige løsninger. For helvede da også – tag jer nu sammen.

Player 01

Filmen gør ellers brug af et gammelkendt og effektivt komedie-setup, nemlig det at lade modsætninger mødes. Bjerg spiller således en kedelig advokattype, der modvilligt sendes til den franske riviera for at løse en skilsmissesag. Her bliver han franarret 10 millioner kroner og støder tilfældigt ind i sin gamle ven Theo, en dameglad Christensen – jep, hans klare modsætning. Sammen skal de to nu forsøge at skaffe pengene tilbage – mon det lykkedes? Ja, hvad tror du selv.

Den står således på en løssluppen Christensen, der mere eller mindre gentager sin rolle fra Klovn – ja, han siger fisse op til flere, klør sig i skridtet og tager snitter fra en yndig piges pony-tatoverede bagdel. Man får også prutte-og-opkast-humor med en tømmermandsramt Bjerg, der også lige flasher sin bare bagdel for god ordens skyld. Ja, de billige løsninger hele vejen og leveret uden charme.

Player 02

Jeg har ikke noget imod plat humor, men når det som her er så fantasiløst serveret og i en indpakning, der næsten ikke kunne være mindre engagerende, så bliver de tomme kalorier blot endnu mere overflødige. Og nej, de halve forsøg på at smide lidt far-og-søn-drama samt fraværende fædre-problematik ind i møllen giver hverken de medvirkende eller filmen mere pondus.

Det er i udgangspunkt fint tænkt at sætte Christensen og Bjerg sammen – og de to er da også den eneste grund til, at Player ikke helt skraber bunden (men det er tæt på). Men den umage duo byder på for få grin og filmen er mere end fattig på gode idéer og overraskelser, mens den antiklimatiske og påklistrede finale kun understreger filmens uopfindsomhed – det hele er dog heldigvis overstået på små 80 minutter. [tabgroup][tab title=”Player | Biografanmeldelse”] Vurdering: 2/6
2_6 - stars
player poster
Originaltitel: Player, Danmark, 2013
Premiere: d. 20. juni 2013.
Instruktion: Tomas Villum Jensen
Medvirkende: Rasmus Bjerg, Casper Christensen, Lise Koefoed, Ditte Arnth, Lars Brygmann, Ellen Hillingsø m.fl.
Spilletid: 1 time 20 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

MAMA: Forvrøvlet spøgelsesgys og en vammel mor

Man kan komme et godt stykke med olm stemning, et grumt gespenst og små børn –desværre er det bare ikke nok til at redde det forvrøvlede spøgelsesgys Mama fra at være andet end et kedeligt og ikke videre uhyggeligt bekendtskab. Instruktør Andrés Muschietti viser ellers godt flair for genren, men fortællingen er ujævnt eksekveret og har for slapt et greb om dramaet til, at ens engagement bliver andet en overfladisk.

Lucas’ søgen på sine to små niecer kommer efter fem år til en afslutning, da pigerne findes i live i en ødeliggende hytte. Men hvordan har de kunnet overleve? Og hvem er denne mama, som pigerne taler om? Det finder Lucas og hans kæreste Annabel tidsnok ud af, da pigerne flytter ind hos dem, hvor de skal propfodres med den omsorg og menneskelige kontakt de i alt for lang tid har været foruden.

Mama 02

Vi som publikum er dog allerede i filmens start blevet præsenteret for denne mama – et vammelt udseende spøgelse, der dog er mere CGI-genereret end skræmmende. Hun har taget sig af pigerne ude i skoven og er nu fulgt med dem ind i deres nye hjem, hvor hun vil gøre sit for forblive deres mor og beskytter. Præcist hvor besidderisk denne paranormale skabning er, får pigerne og deres nye forældre snart at føle.

Ja, et relaterbart familiedrama med en overnaturligt slagside. Desværre famler filmen sig noget kejtet gennem sin fortælling, ineffektive jump scares og plothuller. For blandt andet virker det noget usandsynligt, at pigerne først findes efter fem år – det samme gør beslutningen om, at lade disse socialt underudviklede og helt dyriske piger komme ud i virkeligheden efter relativt kort tid under professionel opsyn.

Mama 01

Men selvom man tillader filmens eventyrlige logik at tilsidesætte disse mere fornuftbårne forbehold, så undsiger den sig ikke sine klichéer og forudsigelighed samt en kluntet og unødvendigt larmende finale. Nikolaj Coster-Waldau gør det dog solidt som den empatiske onkel, mens Jessica Chastain bokser med sin rolle som usympatisk og klichéfyldt rockmusiker med sorte negle og kort lunte.

Megan Charpentier og Isabelle Nélisse bærer dog fint rollerne som de to piger og balancerer indtagende mellem det creepy og det søde. Men skræmmende eller videre medrivende bliver filmen altså aldrig for alvor. Nej, det er ikke lig med succes at have Guillermo del Toro som executive producer, selvom hans hånd mærkes – blandt andet  i den solide gotisk eventyrstemning. Men på trods af gode takter, falder Muschiettis spillefilmsbehandling af sin 3 minutter lange kortfilm altså fortumlet til jorden. [tabgroup][tab title=”Mama | Biografanmeldelse”] Vurdering: 2/6
2_6 - stars

mama poster
Originaltitel: Mama, USA, 2013
Premiere: d. 20. juni 2013.
Instruktion: Andrés Muschietti
Medvirkende: Nikolaj Coster-Waldau, Jessica Chastain, Megan Charpentier, Isabelle Nélisse m.fl.
Spilletid: 109 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

AFGANGSFILM 2013 / FIKTION: Nyt kuld fra filmskolen vælger den sikre vej

En ny årgang er netop udklækket fra Den Danske Filmskole – og dermed også en flok filmskabere, man forhåbentlig vil stifte bekendtskab med på den danske filmscene i fremtiden. Jeg har set de seks afgangsfilm indenfor fiktion, hvor man præsenteres for både stilsikre og velfortalte 30 minutters kortfilm – men det er også film uden de store overraskelser. Det er historier, man har set før, hvor der kredses om temaer som familie, tilhørsforhold og ensomhed.

Men selvom der spilles med sikre kort, kan man ikke tage fra filmene, at de fungerer godt som små afsluttede fortællinger, der desuden alle er hårdværksmæssigt stærke – ja, de ser flotte ud og lyder godt. Men de uforudsigelige bump på vejen er det desværre småt med. Professionalismen brænder igennem, men modet til at teste mediet og fortællingens rammer af er svær at få øje på.

en maler

En maler (instr. Hlynur Pàlmason)
I Hlynur Pàlmasons En maler mere end titter noget af den vildskab og det vanvid frem, der ellers mest glimrer ved sit fravær på årgangen. Her drejes en fandenivoldsk fortælling om en selvoptaget maler, der i pagt med naturen skaber sin kunst, men som samtidig er endt op med at skubbe alle fra sig. Men da en af hans sønner tropper op, konfronteres han med sin egen utilstrækkelighed – både som far, men også som et menneske, der har svært ved at bevare en vedvarende relation til andre end sig selv.

Det er fortalt med skarp sort humor, hvor den egocentriske kunstner i skikkelse af en ilter Ingvar Eggert Sigurðsson spiddes med både vid og dramatisk flair. Og selvom Paul Thomas Anderson og især hans There Will Be Blood mere end spøger i kulissen, hvilket den til tider minimalistisk skramlede lydside vidner om samt den ensomme hovedkarakters slidsomme kamp med sig selv og elementerne, er det en film med personlighed og råstyrke, hvilket de betagende billederne fotograferet med poetisk tæft af Maria von Hausswolff blot understreger.

association of joy

The Association of Joy, (instr. Amanda Kernell)
Humor er også et vigtigt element i Amanda Kernells satiriske The Association of Joy, hvor danskernes trang til at købe sig fri af dårlig samvittighed med sponsorbørn og et medlemskab i Børnefonden tages et skridt videre. Det barnløse overklassepar Charlotte og Mads får her fløjet den thailandske teenager Joy til Danmark, hvor hun skal indgå i Charlottes uddannelsesprojekt, der dog nok mest af alt er et forsøg på at udfylde det tomrum og den ensomhed, der runger i det velindrettede hjem.

Der er således lagt op til et skævt kultursammenstød og en hudfletning af overfladisk, dansk næstekærlighed. Scenariet afføder da også flere absurde og morsomme scener, hvor særligt Ida Dwinger med deadpan-gestik får udstillet den hult klingende godhed. Humoren fungerer altså ofte fint, men satiren og karaktererne forbliver noget unuancerede, hvilket gør det svært for rigtige følelser og fornemmelsen af andet end karikaturer at trænge igennem og give tyngde til satiren og den i grunden alvorlige og relevante tematik.

spidse albuer

Spidse albuer, blødende knæ (instr. Karoline Lyngbyes)
Så kommer man i instruktør Karoline Lyngbyes Spidse albuer, blødende knæ noget bedre ind på livet af den 15-årige Julie, der tumler med sine forældres skilsmisse samt gængse teenagekvaler – ja, blandt andet den klassiske ’ikke rigtigt voksen, ikke rigtigt barn’-problematik. Og da hendes storesøster planlægger at rejse til England med sin kæreste, kommer der for alvor røre i parcelhuset. Julie har nemlig ikke sådan tænkt sig at lade sin søster rejse væk – som også hendes far forlod familien – så hun forsøger med sin Lolita-list at komme ind på livet af søsterens kæreste.

Det lykkedes på indtagende vis at skildre en frustreret teenager – ikke mindst takket være Coco Hjardemaal i hovedrollen. Hun rummer som Julie både uskyldigheden og naiviteten, men er samtidig beregnende og selvbevidst. Filmen er desuden fornemt fotograferet af Lis Dyre, der giver forstadsmiljøet en sart poesi, det uden at give afkald på virkeligheden. Så selvom et par af filmens dramatiske højdepunkter ikke kommer helt troværdigt i mål, er her tale om en velafstemt fortælling med et godt greb om en teenagepiges kvaler.

flokken

Flokken (instr. Klas Marklund)
Ungdommen og dens dramatisk potente materiale er også i centrum med Klas Marklund Flokken. Her gælder det dynamikken og hierarkiet hos en gruppe unge drenge. Her får outsideren Lasse en invitation ind i varmen hos de seje drenge (ja, det er dem med læderjakkerne) efter at han har brilleret på fodboldbanen. Men selvfølgelig er sådan en optagelse ikke uden problemer – og da slet ikke, når man som Lasse har et godt øje til alfahanens pige (ja, blondinen med det søde smil). Således venter den obligatoriske manddomsprøve og nævekamp.

Det er stramt fortalt og med et fint øje for både den selvtillid og usikkerhed sådan en flok drenge rummer – men det er også et noget klichéfyldt billede, der tegnes. Drenge spiller fodbold, har Rambo-plakater på værelset og de seje går med læderjakke. Men som fortælling fungerer filmen, blandt andet i sin skildring af det stammelignende sammenhold i omklædningsrummet. Sonny Lindberg er troværdig og konstant på vagt i rollen som Lasse, mens et rituelt opgør i filmens afsluttende højdepunkt tilføjer det ellers forudsigelige drengedrama en nærmest mytologisk kant.

oasen

Oasen (instr. Carl Marott)
Med Carl Marotts genrebevidste Oasen er vi langt fra drengenes omklædningsrum, men løftes her ind i et helstøbt univers af neon og regnvejr på et lille snusket motel. Her ender den formælte Tom med den smukke Laura og hendes ubehøvlede kæreste efter at have hjulpet dem med deres benzintomme bil. Således er et trekantsdrama på et lurvet motel er sat i spil. Historien fortælles fermt og med et godt greb om sine virkemidler – fra akavet humor, over naiv romance til pulserende thriller. Fornemt.

Jens Andersen bærer den nervøse Tom med både medlidenhed og medynk på sine spinkle skuldre, mens Laura i skikkelse af Danica Curcic bløder op på filmens til tider manglende logik med sin varme og smittende nærvær. Mellem de to opstår ægte og helt rørende kemi, blandt andet i en fin dansescene – mens der med filmens dramatiske og genremæssige kovending halvvejs stables oprigtig spænding på benene og det lækre synthscore forfører på lydsiden.

escort

Escort (instr. Jonas Grum)
Mindre nervepirrende er Jonas Grums ’manden-der-falder-for-luderen’-dramaet Escort. Vi er dog langt fra Pretty Woman, når man her kommer med ind i escort-chaufføren Alex’ bil, hvor Lulu fragtes fra den ene mand til anden. Men forholdet mellem de to udvikler sig til mere end at være rent professionelt. Det er således forholdet mellem de to ensomme sjæle, der er filmens omdrejningspunkt.

Dar Salim og Maria Erwolter udfylder for så vidt fint de to hovedroller, men forholdet mellem dem bliver ikke udviklet nok og sender hermed også noget af troværdigheden til tælling undervejs. Man savner mere nuancerede persontegninger, men i glimt øjnes der rigtige følelser mellem de to. Desværre er de ikke videre interessante karakterer og engagementet i filmen bliver også derefter.

Den Danske Filmskoles afgangsfilm 2013 / fiktion:
En maler
(instr. Hlymur Pálmason) 4/6: 4_6 - stars_LILLE
The Association of Joy (instr. Amanda Kernell) 3/6: 3_6 - stars_LILLE
Spidse albuer, blødende knæ (instr. Karoline Lyngbye) 4/6: 4_6 - stars_LILLE
Flokken
(instr. Klas Marklund) 3/6: 3_6 - stars_LILLE
Oasen (instr. Carl Marott) 4/6: 4_6 - stars_LILLE
Escort (instr. Jonas Grum) 3/6: 3_6 - stars_LILLE

– Besøg filmene her og på Facebook her.
– Bestil din billet til visninger i Dagmar her.
– Bliv ven med Filmskribenten på Facebook her.

MAN OF STEEL: Superman kommer med fred (og masser af ødelæggelse)

Superman er tilbage for fuld smadder og både spytkrøllen samt de røde underbukser er droppet, get over it fanboys. Til gengæld er der smæk på eksplosioner, susende rumskibe og overmenneskelige slåskampe. Manden af stål går med andre ord i den grad til stålet i Zack Snyders Man of Steel. En storslået omgang action-ramasjang, der desværre efterlader karakterne lidt uforløste i den svulstige slipstrøm.

Ja, endnu uudklækkede Superman-fans kan fint hoppe på her, da filmen delvist fungerer som en oprindelseshistorie. Der indledes således med en gribende første del på Kal-El aka Supermans hjemplanet Krypton, hvor den kommende superhelt kommer til verden under hektiske omstændigheder. Planeten er ved at gå under, så i et forsøg på at sikre racens overlevelse sender Kal-Els forældre deres søn mod Jorden.

man of steel 01

Kal-El, hvis jordiske navn som bekendt er Clark Kent, forsøger på Jorden at finde sin plads og vej i livet – men det kan være svært, særligt når man også har superkræfter. Dem får han imidlertid brug for, da den skånselsløse General Zod dukker op i filmens anden del og truer Jorden med undergang. Herfra er der så serveret overrumplende tonseraction, mens Supermans identitetskvaler efterlades under murbrokkerne.

En bredskuldret Henry Cavill med hår på brystet klæder den ikoniske røde kappe. Han gør en god Superman – I ved, store muller og med hjertet på rette sted. Russell Crowe får meget godt ud af rollen som Supermans biologiske far, mens Michael Shannon med en ond grydefrisure er medrivende som den manisk stirrende Zod. Ja, på trods af skarpt klippet pandehår fremstår han faretruende som den megalomaniske skurk – en værdig modstander til Superman.

man of steel 02

Det er Christopher Nolan og David S. Goyer, der har stået for historien – duoen bag den netop afsluttede Batman-trilogi. Den mørke og alvorlige tone går igen her og klæder fint universet. Desværre drukner karakterne lidt i de mange og lange actionscener i filmens anden del – der dog er flot og pompøst forløst af Snyder, der heldigvis har skruet ned for Jesus-referencerne (sådan næsten da).

Så selvom Superman ikke helt får den dramatiske tyngde, man kunne have ønsket sig og blandt andet forholdet til journalisten Lois Lane (en skøn Amy Adams) er noget underfortalt – så er Man of Steel flot og bombastisk superheltetons med en velfortalt og gribende første del, der afløses af lidt for meget tomhjertet action. Det har dog også sin egen medrivende charme at se Superman og Zod ødelægge ting. Jeg håber så bare, at karaktererne får et større nærvær i den allerede annoncerede opfølger. [tabgroup][tab title=”Man of Steel | Biografanmeldelse”] Vurdering 4/6:
4_6 - stars
man of steel poster
Originaltitel: Man of Steel, USA, 2013
Premiere: d. 14. juni 2013.
Instruktion: Zack Snyder
Medvirkende: Henry Cavill, Amy Adams, Michael Shannon, Russell Crowe, Kevin Costner m.fl.
Spilletid: 143 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

GANGSTER SQUAD: Tommy guns er tomme guns i gangster-pastiche

Muligheden for at skabe filmisk gangsterguld er mere end til stede i Gangster Squad – se bare rollelisten (ja, den kommer vi til senere). Men desværre får instruktør Ruben Fleischer ikke mange mindeværdige scener ud af sine anstrengelser i et gangsterbefængt Los Angeles anno 1949. Han kan ellers sirligt sætte kryds ud for alle genrens konventioner og klichéer.

Ja, det føles som om, man har set det hele før – bare med større dramatisk tyngde og flere interessante karakterer. Men denne gangster-pastiche kan om ikke andet fungere som inspiration til gangsterkostumet til fastelavn. For hattene, håret og de nålestribede habitter sidder perfekt. Ja, mændene ser skarpe ud og kvinderne er smukke med deres knaldrøde læber og lange kjoler. Emma Stone, that is.

Gangster Squad

Men uanset hvor appetitlig denne tomme tommy guns-skydende candyfloss ser ud, så smager den altså ikke af meget. Men castet er solidt og blandt andet er Sean Penn cool som über-bossen Mickey Cohen, der leverer sin bedste Godfather-imitation, mens han slentrer rundt i morgenkåbe og banker folk i smadder. En herlig karikeret skurk, der brutalt forsøger at overtage Los Angeles, mens undercover-strømere går i modkamp.

Og ja, det er nu vi kommer til castet, for det er en ret imponerende flok Fleischer har samlet. Ryan Gosling taler med luft på stemmen og forfører Emma Stone – eller også er det omvendt. Uanset hvad, passer de begge ind i klichéen på en romance i en gangsterfilm – strømeren, der forelsker sig i bossens dame. Bum. Man ja, de ser godt ud – begge to.

Gangster Squad

Josh Brolin leder an i kampen mod gangsterne – en mand, der sætter æren højt og er fanget i krydsilden mellem konen derhjemme og krigen i gaden. Nick Nolte grynter sig herligt igennem en mindre rolle som politikommissær, mens Robert Patrick nærmest stjæler showet som skudsikker old-timer. Den karakter ville jeg gerne se i sin egen film.

Desværre har castet bare ikke meget nærværende drama at gøre godt med. For selvom der forsøges stablet relationer på benene med både romancer og kærlige familier, forbliver de sort/hvide papfigurer. Derimod fungerer action-scenerne virkelig godt – som når skudduellerne skydes i slow-motion, så patronhylstrene flyver elegant gennem luften. Alt ser bare bedre ud sådan – bare spørg Zack Snyder.

Gangster Squad

Men sådan er det desværre lidt for meget med Gangster Squad – den ser godt ud, men er også for luftig til, at man engageres andet end visuelt i kampen mod den kriminelle underverden. Her er ganske enkelt for få medrivende scener, men Fleischer trækker dog en smule på de herligt blodige kills, vi så i hans Zombieland – og ja, det er en god ting. Men hverken volden eller skududvekslingerne kan holde gryden i kog.

Det ser dog cool ud, når flokken af strømere går væk fra en bil i brand, når Ryan Gosling leger nonchalant med sin Zippo-lighter eller når Sean Penn hidser sig op. Ja, man kommer trods alt et stykke med ren star quality – og det er såmænd også nok til, at Gangster Squad afføder et par helt fornøjelige scener. Dem er der desværre bare ikke nok af.

Filmen 3/6: 3_6 - stars_LILLE

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen gør sig virkelig godt på Blu-ray. Det gennemførte gangsterunivers står veldefineret hele vejen med både indtagende farver, solide kontraster og medrivende detaljegrad. Lydsporet spiller fremragende med sine velafstemte niveauer, hvor både bulder, brag og dialog går klart igennem. En fornøjelse. Herudover får man en omgang både informativt og spændende ekstramateriale.

gangster squad 04

Man får et kommentarspor med Fleischer, der desværre ikke er videre engagerende, men noget tørt kommenterer på filmen og dens tilblivelse – nok kun for de mest dedikerede fans. Man kan se filmen med et picture-in-picture-spor, hvor der blandt andet popper trivia op undervejs samt 15 korte features, der også kan ses separat (i alt 46 min.), hvor alt fra mode til karakterer og historien bag diskuteres. Ganske fint.

Herudover er der syv slettede scener (12 min.), der introduceres kort af Fleischer, et kig på filmens locations før og nu (8 min.), en feature, der noget overfladisk ser på periodens stil og slutteligt en interessant dokumentar om Mickey Cohen (47 min.). Alt i alt er her flere gode ting at komme efter.

Billede: 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd: 6/6 6_6 - stars_LILLE | Ekstramateriale: 4/6 4_6 - stars_LILLE [tabgroup][tab title=”Gangster Squad | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering 4/6
4_6 - stars

gangster squad cover
Originaltitel: Gangster Squad, USA, 2013
Udgivelse: d. 13. maj 2013.
Instruktion: Ruben Fleischer
Medvirkende: Sean Penn, Ryan Gosling, Emma Stone, Josh Brolin, Nick Nolte, Robert Patrick, Giovanni Ribisi m.fl.
Spilletid: 112 min.
Distributør: Warner Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

FRANKENWEENIE: Tim Burton rammer plet med genoplivet hund

Om det er på grund af en kreativ krise, at Tim Burton med Frankenweenie har valgt at trække på en sin kortfilm af samme navn fra 1984 skal jeg ikke kunne sige – men ser man på den krølledes instruktørs par forrige film, kunnet noget godt tyde på det. Uanset hvad, så rammer denne søde stop motion-film i sort/hvid plet. En elskelig og underholde film om venskabet mellem en dreng og hans hund.

Her er dog ikke tale om en almindelig hund – eller dreng for den sags skyld. For efter Victors hund Sparky dør i en ulykke, vælger den opfindsomme dreng inspireret af Dr. Frankenstein at genoplive sin elskede hund. Nej, det er ikke sådan at give slip på en, man holder af. Genoplivningen lykkedes – men det giver også problemer at bringe en hund tilbage fra de døde og snart er hele byen på den anden ende.

frankenweenie 02

En sød og charmerende bizar historie, der udover at være en kærlig hyldest til venskaber også hylder gamle skrækfilm som netop Frankenstein samt japanske monsterfilm. Nej, Frankenweenie er ikke uden en hvis portion nostalgi og dertilhørende sentimentalitet. Men det gør bestemt ikke noget, for karaktererne er elskelige og filmen veloplagt fortalt.

Ja, Tim Burton kan så absolut godt klare sig uden at have Johnny Depp og Helena Bonham Carter på rollelisten. ja, hvem skulle efterhånden have troet det. Til gengæld har han så hevet gamle kendelige som Winona Ryder og Catherine O’Hara med ind i legen – dem arbejde han blandt andet sammen med på den forrygende Beetlejuice fra 1988. Her søges tilbage til rødderne – og det virker.

frankenweenie 01

Så selvom Frankenweenie ikke er nogen Burtonsk åbenbaring, besidder den noget af den vildskab og påhitsomhed hans seneste produktioner har manglet. Her er ganske enkelt tale om en indtagende og (u)hyggelig lille Burton-lækkerbisken, der med sine skæve karakterer og krøllede univers på ny fanger en fan som mig og forhåbentlig vil indfange nye Burton-fans, der så kan gå på opdagelse i instruktørens ældre titler.

Filmen 4/6: 4_6 - stars_LILLE

Billede, lyd og ekstramateriale:
Filmen ser virkelig godt ud på Blu-ray. Her står det sort/hvide-univers knivskarpt og veldefineret hele vejen med både indtagende detaljegrad, smukke nuancer og solid kontrast. Lydsporet spiller upåklageligt, hvor både bulder og brag samt diaologen går klart og tydeligt igennem, men man atter kan nyde et samarbejde mellem Burton og hans hofkomponist Danny Elfman.

Der medfølger en fin omgang ekstramateriale. Man får den oprindelige og søde kortfilm (30 min.), et spændende, men også for kort kig på tilblivelsen af filmen med interview af cast og crew, hvor blandt andet arbejdet med at udvide kortfilmen til en spillefilm berøres (23 min.), et kig på en udstilling med figurerer og andet materiale fra filmen (5 min.), den kortfilm, Victor laver i filmen med ham og Sparky (2 min) samt en musikvideo med The Plain White T’s’ cover af The Ramones-sangen Pet Sematary. Ja, kortfilmen hiver lige akkurat karakteren op på fire stjerner.

Billede: 6/6 6_6 - stars_LILLE | Lyd: 5/6 5_6 - stars_LILLE | Ekstramateriale: 4/6 4_6 - stars_LILLE [tabgroup][tab title=”Frankenweenie | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering: 4/6
4_6 - stars
Frankenweenie cover
Originaltitel: Frankenweenie, USA, 2012
Udgivelse: d. 14. maj 2013.
Instruktion:
Tim Buton
Medvirkende: Charlie Tahan, Catherine O’Hara, Martin Short, Martin Landau m.fl.
Spilletid: 1 time 27 min.
Distributør: Walt Disney Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

STAR TREK INTO DARKNESS: Flot rumaction, der hverken løber tør for rumskibe eller eksplosioner

Okay fanboys, mit kendskab til det omfattende Star Trek-univers er begrænset. Jeg har set et fåtal af filmene og endnu mindre af tv-serierne. Så nej, jeg ikke en Trekkie. Jeg var dog vild med J.J. Abrams medrivende 2009-reboot og har med spænding set frem til Star Trek Into Darkness – en bombastisk omgang sci fi-action, der dog mister sig selv en smule i eksplosioner og eye candy undervejs.

Det ikoniske rumskib U.S.S. Enterprise og dets mandskab med den kække kaptajn Kirk og den rationelle Spock i front krydser denne gang klinger med en intergalaktisk terrorist. Det er dog ikke kun freden, der er i fare – også venskabet mellem Kirk og Spock kommer på prøve. Det var lige et kort oprids af filmens præmis. Bum.

star trek into darkness 02

Ja, en tempofyldt sommer-blockbuster, hvor alle kan være med – også os, der ellers ikke frekventerer Star Trek-universet eller hilser på vennerne med the Vulcan salute (by the way, lad lige være med det). Så absolut fejende flot rabalder, hvor der dog ikke gives helt tilfredsstillende plads nok til at nuancere karaktererne og ellers interessante tematikker som hævn, selvopofrelse, menneskelighed og terrorisme.

Her skal den computergenerede rumgryde holdes i kog – de unge knægte med popcorn og cola i snotten skulle jo nødigt komme til at kede sig. Her bliver de mere filosofiske aspekter af filmen sparket hektisk ind mellem hurtige rumskibe og store eksplosioner. Fred med det, for J.J. Abrams har et godt øje for storslået action – og så er det jo også et skønt cast.

star trek into darkness 01

Den modsætningsfulde duo med Chris Pine som den dumdristige Kirk og Zachary Quinto som fornuften selv i skikkelse af Spock udgør atter et medrivende og dynamisk team, hvis forhold fint flettes sammen med filmens heftige fremdrift. Benedict Cumberbatch er virkelig god som den kyniske skurk. Han giver sin ellers sparsomt optegnede karakter en faretruende kant og indgyder uventet sympati. Sådan.

Langt hen af vejen er Star Trek Into Darkness altså både en vellykket sequel og en medrivende omgang sci fi-action. Der er dog ingen grund til at se den i 3D, da det ikke synes at tilføre det spektakulære univers ekstra pondus. Så i sidste ende gør det altså ikke det store, at nuancerne og filmens mere tænksomme aspekter bliver løbet over ende af bulder, brag og store rumskibe. Beam me up, J.J. Abrams (nej, det kan der umuligt være andre anmeldere, der har skrevet). [tabgroup][tab title=”Star Trek Into Darkness | Biografanmeldelse”]  Vurdering: 4/6
4_6 - stars
star trek into darkness poster
Originaltitel: Star Trek Into Darkness, USA, 2013
Premiere: d. 6. juni
Instruktion: J.J. Abrams
Medvirkende: Chris Pine, Zachary Quinto, Benedict Cumberbatch, Zoe Saldana, Simon Pegg, Karl Urban, Alice Eve, John Cho, Peter Weller, Bruce Greenwood m.fl.
Spilletid: 132 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]