Lad dig forføre af Juliette Binoche i det psykologiske drama ’Forført’
Biografanmeldelse: Kan du overhovedet stole på, at den, som sidder på den anden side af skærmen nu også er den, som vedkommende giver sig ud for at være? Det kan man ikke i det franske og psykologiske drama ’Forført’. Den 50-årige Claire laver nemlig her sin egen virkelighed på nettet, der snart vikles ind i et intrigant spind af løgne, da hun udgiver sig for at være den 24-årige Clara.
For da den fraskilte Claire bliver forladt af sin unge elsker Ludo, bliver det starten på internet-løgnen og hendes unge alias. Men snart skifter Claires fokus fra Ludo til hans ligeledes unge ven Alex. De to bygger snart et intimt forhold op over Facebook og med hede telefonsamtaler. Alex ved bare ikke, at Clara altså langt fra er den, som hun giver sig ud for at være.
Men selvom Claire fortier sin sande identitet og Alex lever på en løgn, så er følelserne mellem de to ægte. Men kan løgnen bære eller vil den briste? Hverken Claire – og slet ikke Alex – ved i hvert fald langt fra, hvilket brusende farvand de sammen sejler passioneret ud på. Således leger ’Forført’ altså kispus med internet-virkelighed, farlige løgne og blind kærlighed.
Fantasi og virkelighed danser således hedt side om side, mens kærligheden i internettets tidsalder sættes stævne i en film, der desværre mister sig selv, sit dramatiske fodfæste undervejs og sætter det over styr i sit sidste akt. Plotdrejningerne bliver for fortænkte og dramaet underligt stift. Jeg hives derfor også ud af, hvad der ellers grundlæggende var et æggende drama om kærlighed, identitet og passion.
På trods af ovenstående dramatiske fodfejl, så er ’Forført’ værd at se takket være en besnærende og fint nuanceret Juliette Binoche i rollen som den forvirrede og manipulerende Claire. En karakter, der også puster til emner som jagten på evig ungdom, lykke og ubetinget kærlighed – eller kærlighedssult, om man vil. Claire er gennem Binoche både relaterbar og sårbar, men også knudret og forvirret.
’Forført’ har med andre ord et trumfkort i Binoche. Desværre kan selve filmen ikke helt følge troværdigt trit med hendes engagerende spil i dobbeltrollen som Claire og Clara, hvor nogle af filmens tematikker måske nok også bliver en kende for unødvendigt bøjet i neon, hvilket dog igen – og heldigvis – modarbejdes af de fine nuancer i netop Binoches præstation.
’Forført’ får 3 ud af 6 stjerner:
’Forført’ har biografpremiere den 13. august.