Kærlighed, skæbne og tilfældigheder mødes lifligt i ’Lykketræf’
Biografanmeldelse: Skæbnen kan være lunefuld. Det samme kan kærligheden. I samspil kan både lykken og ulykken opstå. I Woody Allens liflige drama ’Lykketræf’ er det begge dele, som skæbnen og kærligheden har at byde på for filmens karakterer. Her møder vi den unge Fanny, der befinder sig i sit andet ægteskab med den charmerende rigmand Jean.
Fanny føler sig dog ikke helt hjemme i rigdommens verden med en mand, der giver hende diamantringe til uhyrlige summer og lever med penge, som var de den luft, han indåndede. En ting er imidlertid de kedsommelige middagsselskaber, hun er indlagt til, noget andet er, at ægteskabet måske ikke er helt så idyllisk, som det ellers ser ud til at være.
Hendes ægteskabelige tvivl bliver snart testet i det smukke Paris, hvor efterårets varme jordfarver har indtaget byen fra trætop til tå. Ud af det blå dukker Alain nemlig op. Han er en gammel gymnasiebekendt, der lige siden dengang har haft et godt øje til Fanny, men aldrig gjorde noget ved det. Nu synes der dog at være romantisk interesse fra begge sider.
Trekantsdramaet er således replikstærkt sat i scene, hvor snakken flyder naturligt og gribende fra skuespillernes munde, mens Fanny må gøre sit bedste for både at blive klog på egne følelser og holde hemmeligheden om Alain hemmelig. Jeg følger engageret med. Både i romancen og i det fastfrosne ægteskab, hvor de tre parter alle spilles medrivende fint.
Lou de Laâge er både sødmefuld og betagende som Fanny, mens Melvil Poupaud er karismatisk som den småkyniske Jean, der besidder andet end penge, men også en besidderisk skyggeside. Niels Schneider er yderst charmerende som forfatteren Alain, der med sit blotte blik kan få selv frosne hjerter til at tø op.
Woody Allen har med sikker hånd instrueret og skrevet en skarp, munter og appetitlig film om kærlighed, held og tilfældigheder, lykke og ulykke, hvor de tre hovedkarakterer driver historien medrivende frem, mens fotograf Vittorio Storaro gribende viser helt magisk sans for det efterårsramte Paris og al dens romantik. En absolut fin lille film med alvoren sat i sit gribende indre.
’Lykketræf’ får 4 ud af 6 stjerner:
’Lykketræf’ har biografpremiere den 21. november.