SINISTER: mareridtsfoder af den fineste slags
Du kan lige så godt forberede dig på søvnløse nætter efter at have svedt dig vej igennem den skræmmende Sinister. En pokkers effektiv og stemningsfuld omgang gru, der både sætter sikre chok ind og væver en mareridtslignende stemning i et lille parcelhus med en grum fortid. Jep, familiemord i massevis og olme nætter.
Men forfatteren Ellison beder sgu næsten også selv om det. For velvidende om, at en familie blev hængt i baghaven, flytter han med sin familie ind i huset for at skrive om de uopklarede mord. Og da han finder nogle skumle super8-film med optagelser af drabene, tager gruen til. Snart opsluges han af det bestialske mordmysterie – men hvor sikker er han og familien overhovedet i det skyggefyldte hus?
Ja, her er tale om en klassisk præmis – en mere eller mindre falleret forfatter og en udsat familie. Men historien leveres med fine twists and turns og er ikke mindst leveringsdygtig i den ene nervepirrende scene efter den anden, når Ellison bevæger sig rundt på mørklagte loftrum eller ser de grufulde filmoptagelser igennem. Her er ganske enkelt ikke mange øjeblikke, hvor man føler sig sikker. Gisp.
Ethan Hawke leverer som forfatteren og familiefaren desuden en medrivende præstation, der både afføder sympati og giver angsten et ansigt. Hans forhold sin familie giver dramaet god tyngde, hvor der blandt andet er fint modspil at hente i en blid, men bestemt Juliet Rylance som den forstående kone. Man er med andre ord med på den hårdtprøvede families rædselstur hele vejen.
Hertil kommer en forrygende lydside, der i den grad formår at holde adrenalinen kørende. Et eksperimenterende og ondt lydlandskab, der fornemt understøtter de dystre biller, hvor lyset ikke slipper ind mange steder. Man bevæger sig nærmest hele tiden rundt i sparsomt belyste rum, hvor skyggerne virkelig sætter fantasien på arbejde. Skrækindjagende godt og vedholdende uhygge. Fire store stjerner.
Filmen: 4/6
Billede, lys, ekstramateriale:
De skræmmende strabadser ser virkelig godt ud på Blu-ray. Her er en solid kontrast og fin dynamik i de mange mørke scener. Detaljerigt og nuanceret. Den isnende lydside spiller ligeledes forrygende godt. Her er nervepirrende panoreringer og godt rum i det uhyggelige lydlandskab. Der medfølger også en lille stak ekstramateriale.
Her får man et par slettede scener med en nabokone, der dog ikke giver nævneværdig baggrund til historien (5 min.). Herudover der to features – den ene omhandler et hus, der i virkeligheden har været scene for en grum forbrydelse (12 min.), den anden handler om rigtige true crime-forfattere og arbejdet med at skrive om virkelige mord (9 min.). Ikke vildt interessant og altså ikke noget, der direkte omhandler filmen.
Billede: 5/6 | Lyd: 5/6 | Ekstramateriale: 2/6[tabgroup][tab title=”Sinister | Blu-ray-anmeldelse “]Samlet vurdering: 4/6
Originaltitel: Sinister, USA, 2012
Udgivelse: d. 5. marts 2013
Instruktion: Scott Derrickson
Medvirkende: Ethan Hawke, Juliet Rylance, James Ransone m.fl.
Spilletid: 1 time 49 min
Udgiver: Scanbox Vision[/tab][/tabgroup]