Anmeldelse: Virkeligheden slår urovækkende knuder på sig selv, når gyset tager syret til i den klaustrofobiske ’Backrooms’. Intet er nemlig, hvad det umiddelbart giver sig ud for, når vi møder Clark, hvis liv tager en radikal drejning, da han tilfældigvis finder en mystisk vej ind til labyrintiske baglokaler i sin møbelforretnings kælder.

Men hvad er det egentlig Clark finder vej ind til i disse umiddelbart endeløse gange, der viser sig at rumme sin del af grusomme og absurde overraskelser? Det er et af de helt store spørgsmål, der får uhyggelig spændvidde i gyserfilmen, hvor vi også møder Clarks psykolog Mary. Clark bliver hurtigt draget, fascineret og opslugt af at udforske de mystiske omgivelser.

Rejsen fra fascination til galskab udgør dog en hårfin balancegang for Clark, der også gøres selskab af netop Mary på sin udforskning af de gullige lokaler, der kun tager til i ildevarslende ubehag. For her under jorden synes det også at være mødet med de tos egne indre dæmoner, der venter. Det er nemlig begge mennesker, der kæmper deres egne indre kampe.

Det er på den måde også en tankevækkende fortælling om menneskelig sårbarhed og et plaget indre liv, der tages livtag med. Bl.a. også helt håndgribeligt i de lange gispefremkaldende rum, som møder Clark og Mary. Instruktør og manuskriptforfatter Kane Parsons viser netop et stærkt flair for at skabe både en ydre og indre gru, der går dynamisk i spænd med hinanden.

Filmens fortælling er sat originalt i scene, hvor bl.a. også production designer Danny Vermette bør fremhæves sammen med set decorator Trevor Johnston, som stabler kunstneriske tableauer på benene og samtidig skaber klaustrofobiske omgivelser, der også er med til at vække min fascination og holde mig draget af turen gennem gangene.

Desuden får Chiwetel Ejiofor som Clark og Renate Reinsve som Mary givet karaktererne engagerende liv, selvom nogle af filmens psykologiske mekanismer og pointer måske ikke som sådan er opfindelsen af den dybe tallerken. ’Backrooms’ er på trods en gribende film, hvor bl.a. også fotograf Jeremy Cox’ elegante billeder bestyrker filmens grusomheder.

’Backrooms’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’Backrooms’ har biografpremiere den 28. maj.

Anmeldelse: Uanset hvor i livet man måtte befinde sig, så kan sorgen, smerten og savnet ramme os. I det følelsesfine drama ’Eleanors sandhed’ møder vi netop sorgen, smerten og savnet hos ung og gammel, men også troen på det gode i livet, på kærligheden og på styrken af venskaber. For da den 94-årige Eleanors liv tager en trist drejning, skal der ske noget nyt i hendes liv.

Den egenrådige kvinde flytter nu fra det solbeskinnede Florida til det menneskemyldrende New York, hvor hun skal bo hos sin datter og sit barnebarn. Men det nye kapitel sent i livet for Eleanor bliver ikke helt, som håbet var. Hun føler sig ikke for alvor set og prioriteret af sin familie, mens savnet og sorgen i hende blot gemmes bort.

Skæbnen vil imidlertid ad lunefulde omveje, at Eleanor møder den unge journaliststuderende Nina. Det sker i en støttegruppe, som hun uheldigvis får forvildet sig ind i. Problemet er bare, at den tragiske historie, hun deler med gruppen, slet ikke er hendes egen. Hun slår dog denne moralske problematik hen til fordel for omsorg og opmærksomhed. Bl.a. fra netop Nina.

Starten på et spirende venskab mellem Nina og Eleanor begynder så småt at slå rødder, mens løgnen forsøges glemt fra Eleanors side. Hun vil venskabet og den menneskelige forbundethed, hun nu møder i den store by, hvor hun ellers var begyndt at føle sig usynlig. Det er bl.a. netop i dette umiddelbart umage venskab, at filmen finder en fin dramatisk styrke.

De to kvinder deler ganske vist langt fra fødselsår, men de bærer begge på en nylig sorg og et tab, der har efterladt et tomrum i dem. Mødet mellem Eleanor og Nina engagerer og griber mig. Det er rørende, hjertevarmt og morsomt. Her brillerer June Squibb i den grad som den rappe og kærlige Eleanor. Hun er en sand fryd at være i selskab med. Fejlbarlig og såre menneskelig.

Erin Kellyman udgør som den unge Nina et dynamisk modspil med sin ungdommelige naivitet og sit godhjertede væsen. De to komplimenterer hinanden virkelig fint. Men nu læner de og resten af de medvirkende sig også op ad et virkelig fint skrevet manuskript af Tory Kamen, der rummer både skarpe replikker samt dybe menneskelige følelser og kompleksitet.

Scarlett Johansson debuterer som filminstruktør med ’Eleanors sandhed’. Det lykkes hende overbevisende at bringe liv til fortællingen og få stærke præstationer frem fra de medvirkende. Det er en virkelig vellykket debutfilm om også alderdom og familie, der griber om det sværeste i livet, men også alt det gode, som livet rummer. For ung som gammel.

’Eleanors sandhed’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Eleanors sandhed’ har biografpremiere den 21. maj.

Anmeldelse: Turen går atter ud i en galakse langt, langt borte, når Star Wars-filmen ’The Mandalorian and Grogu’ flyver afsted for fuld fart gennem storslåede scenarier, hvor den umage duo møder alverdens monstrøse skabninger på en farefuld mission i det godes tjeneste. Således er dusørjægeren Din Djarin og hans tro følgesvend Grogu klar på et nyt eventyr.

Vi møder den heroiske duo i tiden efter det onde imperiums fald. De tilbageværende kejserlige krigsherrer er spredt for alle vinde, men udgør fortsat en trussel for den spirende nye republik, der må gøre sit ypperste for at beskytte alt det, som oprøret kæmpede for. Det er her, dusørjægeren og Grogu kommer til undsætning.

Den Nye Republik hyrer nemlig de to til at redde den forsvundne Rotta the Hutt i bytte for vigtig information i kampen mod ondskabens tilbagekomst. Rotta er søn af de originale Star Wars-films skurk Jabba the Hutt. Den røde tråd til universets store historie er bl.a. herved intakt. Filmen er dog også sin egen fine tur gennem vilde strabadser, mange udfordringer og dødelige farer

Hvor historien dog ikke er den mest interessante, lever filmen bedre gennem sine karakterer, det sprudlende univers og de mange monstrøse væsner, der bl.a. er bragt taktilt til live med delvis brug af dukker og stop-motion. Fra dræberklare bæster til små søde skabninger fra fjerne planeter. I front finder man Din Djarin og Grogu, der – som i serien om duoen – også her er godt selskab.

Det er imidlertid ikke karaktermæssige nuancer og dramatisk tyngde, filmen får fremtryllet mest af. Derimod disker instruktør Jon Favreau op med en stor portion rumaction og flotte set pieces. Fra luftbårne dueller til særegne omgivelser. Så selvom filmen af og til mister noget af sin ellers engagerende fremdrift, er det et underholdende univers at træde ind i.

Her er bl.a. også opløftende musik af komponist Ludwig Göransson med til at bestyrke eventyret, der mest af alt er en omgang charmerende feel-good i rummet. Det er ikke just nye landvindinger, der gøres, men som sin egen lille fortælling i det store Star Wars-univers, flyver dusørjægeren og Grogu ganske vist ujævnt, men heldigvis også overvejende underholdende i mål.

’The Mandalorian and Grogu’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’The Mandalorian and Grogu’ har biografpremiere den 20. maj.

Anmeldelse: Vi går vel alle rundt med et par uskyldige hemmeligheder for venner og familie. Men hvad ville der ske, hvis dem omkring os kunne se og høre alt, hvad man gør – særligt det, som egentlig skulle være hemmeligt? Det er netop tilfældet i det tyske drama ’Marielle ved alt’, hvor datteren Marielle på mystisk vis begynder at se og høre alt, hvad hendes forældre gør.

Fra det ene øjeblik til det næste får den 12-årige datter nemlig på forunderlig vis evnen til at vide alt, hvad hendes forældre foretager sig, hvor ikke mindst forældrenes hemmeligheder nu kommer til at sætte gang i dramaet og familien på prøve. For løgnene bliver straks afsløret af Marielle, så hvad stiller forældrene og deres datter nu op med denne nye virkelighed?

Hvad der starter uskyldigt for Marielle og familien, bliver snart til en ubehagelige evne og kig ind i de voksnes verden, som bestemt ikke er et videre opløftende sted at være. Her møder Marielle nemlig forældrenes løgne og samtaler, der ikke er for et barns ører – og slet ikke datteren. Det er på en gang både sortkomisk og dramatisk menneskeligt.

For det er midt i en jordnær virkelighed, at den mystiske evne indfinder sig med et spørgsmål, der sætter sig engagerende i mit hoved: Hvordan ville jeg selv reagere, hvis jeg enten fik evnen eller en af dem omkring mig gjorde? Forældrene vælger at handle efter, at deres datter kan følge med i deres mindste bevægelser. Det afstedkommer relaterbare dilemmaer om moral og etik.

Fra at være et på overfladen velfungerende hjem og familie, bliver det nu en dramatisk slagmark, der ikke kun sætter forholdet mellem datter og forældre på prøve, men ikke mindst forældrene imellem. Ægteparret står pludseligt ansigt til ansigt med, hvem de er og ikke mindst, hvem de gerne vil være for hinanden og datteren. Det er gribende, hjerteskærende og rørende.

Instruktør og manuskriptforfatter Frédéric Hambalek balancerer overvejende vellykket komikken med dramaet, hvor den lille familie gør god og troværdig karakter. Her med gode Julia Jentsch og Felix Kramer som presset forældrepar. Det er dog en følelsesnuanceret Laeni Geiseler, der som Marielle løber med mit hjerte. Hun er gribende god.

’Marielle ved alt’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Marielle ved alt’ har biografpremiere den 14. maj.

Anmeldelse: Livet tages ved hornene og skæbnen ændrer kurs, når man med instruktør og medforfatter Marijana Jankovics gribende drama ’Hjem’ tages med til 1991 i Jugoslavien. Balkanregionen er her i opløsning, hvorfor den 6-årige Majas forældre beslutter at forlade hjemlandet i jagten på et bedre liv.

Således går turen – efter sin del af genvordigheder – mod Danmark i en lille bil med onklen Laza ved rattet. Der er dog bl.a. den tunge bagside ved rejsen, at forældrene må efterlade Majas to storebrødre derhjemme. Der er rent praktisk ikke plads i bilen til hele familien. Men løftet fra mor og far er, at sønnerne snart vil blive hentet til Danmark.

Faderen Marko er klar primus motor for, at teltpælene rykkes op og rejsen bliver en realitet. Det er dog langt fra et eventyrland, som venter i Danmark, hvilket Maja ellers har haft i sigte. Derimod er det en svær, barsk og rå virkelighed, der møder forældrene og deres datter, som bliver sat i skole uden at kunne ét ord dansk, mens hendes forældre kæmper deres egne kampe.

Det er bl.a. gennem datterens øjne, vi oplever, hvordan Marko forsøger at få det hele til at fungere og drømmen om et bedre liv til at blomstre. Det er dog ligeledes svært for Marko og hans hustru Vera at finde sig til rette i det nye land. Det gælder alt fra det lavpraktiske som at tjene penge og finde et sted at bo til at blive fortrolig med omgivelserne samt at håndtere savnet af sønnerne.

En overvejende engagerende og nuanceret Dejan Čukić er Marko, mens hans tilbageholdende hustru portrætteres følelsesfint af Nada Šargin. Det viser sig dog at være Tara Cubrilos naturlige portræt af Maja, der sætter sig i hjertet og giver mig en klump i halsen. Bl.a. når hun overværer, hvordan forældrene glider fra hinanden og mister grebet om livet og dem selv.

Skuespiller Marijana Jankovic debuterer som spillefilmsinstruktør med et fermt greb om historien, der måske nok forløber lidt for snorlige og forudsigeligt. Det sagt, så vinder sidste akt mig over, hvor filmen får en ny og tidslig tyngde, der ekkoer mere tankevækkende dybt. For hvad betyder det at forlade sit hjemland? Hvad er konsekvenserne? Og hvad er et hjem egentlig?

’Hjem’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Hjem’ har biografpremiere den 13. maj.