’Hjem’ portrætterer en hjerteskærende jagt på et bedre
Anmeldelse: Livet tages ved hornene og skæbnen ændrer kurs, når man med instruktør og medforfatter Marijana Jankovics gribende drama ’Hjem’ tages med til 1991 i Jugoslavien. Balkanregionen er her i opløsning, hvorfor den 6-årige Majas forældre beslutter at forlade hjemlandet i jagten på et bedre liv.
Således går turen – efter sin del af genvordigheder – mod Danmark i en lille bil med onklen Laza ved rattet. Der er dog bl.a. den tunge bagside ved rejsen, at forældrene må efterlade Majas to storebrødre derhjemme. Der er rent praktisk ikke plads i bilen til hele familien. Men løftet fra mor og far er, at sønnerne snart vil blive hentet til Danmark.
Faderen Marko er klar primus motor for, at teltpælene rykkes op og rejsen bliver en realitet. Det er dog langt fra et eventyrland, som venter i Danmark, hvilket Maja ellers har haft i sigte. Derimod er det en svær, barsk og rå virkelighed, der møder forældrene og deres datter, som bliver sat i skole uden at kunne ét ord dansk, mens hendes forældre kæmper deres egne kampe.
Det er bl.a. gennem datterens øjne, vi oplever, hvordan Marko forsøger at få det hele til at fungere og drømmen om et bedre liv til at blomstre. Det er dog ligeledes svært for Marko og hans hustru Vera at finde sig til rette i det nye land. Det gælder alt fra det lavpraktiske som at tjene penge og finde et sted at bo til at blive fortrolig med omgivelserne samt at håndtere savnet af sønnerne.
En overvejende engagerende og nuanceret Dejan Čukić er Marko, mens hans tilbageholdende hustru portrætteres følelsesfint af Nada Šargin. Det viser sig dog at være Tara Cubrilos naturlige portræt af Maja, der sætter sig i hjertet og giver mig en klump i halsen. Bl.a. når hun overværer, hvordan forældrene glider fra hinanden og mister grebet om livet og dem selv.
Skuespiller Marijana Jankovic debuterer som spillefilmsinstruktør med et fermt greb om historien, der måske nok forløber lidt for snorlige og forudsigeligt. Det sagt, så vinder sidste akt mig over, hvor filmen får en ny og tidslig tyngde, der ekkoer mere tankevækkende dybt. For hvad betyder det at forlade sit hjemland? Hvad er konsekvenserne? Og hvad er et hjem egentlig?
’Hjem’ får 4 ud af 6 stjerner:
’Hjem’ har biografpremiere den 13. maj.






