’Det blå spor’ er en herlig syret tur ind i Amazons sitrende jungle
Anmeldelse: Det er en dragende dystopisk virkelighed, jeg havner midt i med den brasilianske ’Det blå spor’. Her bliver ældre smidt ud af arbejdsmarkedet og beordret til at flytte til seniorboligkolonier for påtvunget at nyde deres otium. Det sker mod deres vilje, så de yngre generationer kan fokusere på vækst i samfundet – det uden at skulle tage hensyn til de ældre.
Det er her midt i en lille by i Amazonas-junglen, vi møder den 77-årige Tereza. Hun bliver som alle de aldrende beboere tvunget til at flytte til de isoleret beliggende kolonier. Den egenrådige Tereza har dog andre planer for sit liv og nægter at lade sig tvangsforflytte af regeringen. Hun påbegynder derfor sin plan og flugt for at få indfriet et livslangt ønske.
Jeg er med hende på flugten, hvor hun bl.a. ender ombord på en gammel båd, der skal tage hende mod sit mål på en rejse gennem Amazonas floder og sitrende natur. Tereza nægter at indordne sig samfundets regelsæt og tager sit liv i egne hænder. Jeg følger ivrigt med på den fascinerende tur, der byder på sin del af syrede mærkværdigheder.
Det betyder alt fra mødet med en sammenbidt kaptajn til en snegl, hvis blå slim hensætter dem, der drypper det i øjnene i en bevidsthedsudvidende rus. Det er flippet, overraskende og vildt at følge med Tereza på eventyret. Bl.a. også fordi en engagerende Denise Weinberg er godt selskab. Hun bærer vildskaben både i sit indre og ydre, så jeg gribes af hende og fortællingen.
Filmen er desuden fotograferet med flotte billedkompositioner og dynamisk kameraarbejde af Guillermo Garza, der indfanger de nære øjeblikke, naturflotte omgivelser og den komiske absurditet, der er i historiens præmis. Helt formfuldendt er filmen måske ikke, men som et herlig skævt og anarkistisk kig på en alternativ virkelighed, er det et charmerende spark til mine filmiske sanser.
’Det blå spor’ får 4 ud af 6 stjerner:
’Det blå spor’ har biografpremiere den 28. maj.






