’Eleanors sandhed’ rummer både en smertelig sorg og alt det gode i livet

Anmeldelse: Uanset hvor i livet man måtte befinde sig, så kan sorgen, smerten og savnet ramme os. I det følelsesfine drama ’Eleanors sandhed’ møder vi netop sorgen, smerten og savnet hos ung og gammel, men også troen på det gode i livet, på kærligheden og på styrken af venskaber. For da den 94-årige Eleanors liv tager en trist drejning, skal der ske noget nyt i hendes liv.

Den egenrådige kvinde flytter nu fra det solbeskinnede Florida til det menneskemyldrende New York, hvor hun skal bo hos sin datter og sit barnebarn. Men det nye kapitel sent i livet for Eleanor bliver ikke helt, som håbet var. Hun føler sig ikke for alvor set og prioriteret af sin familie, mens savnet og sorgen i hende blot gemmes bort.

(Foto: SF Studios)

Skæbnen vil imidlertid ad lunefulde omveje, at Eleanor møder den unge journaliststuderende Nina. Det sker i en støttegruppe, som hun uheldigvis får forvildet sig ind i. Problemet er bare, at den tragiske historie, hun deler med gruppen, slet ikke er hendes egen. Hun slår dog denne moralske problematik hen til fordel for omsorg og opmærksomhed. Bl.a. fra netop Nina.

Starten på et spirende venskab mellem Nina og Eleanor begynder så småt at slå rødder, mens løgnen forsøges glemt fra Eleanors side. Hun vil venskabet og den menneskelige forbundethed, hun nu møder i den store by, hvor hun ellers var begyndt at føle sig usynlig. Det er bl.a. netop i dette umiddelbart umage venskab, at filmen finder en fin dramatisk styrke.

De to kvinder deler ganske vist langt fra fødselsår, men de bærer begge på en nylig sorg og et tab, der har efterladt et tomrum i dem. Mødet mellem Eleanor og Nina engagerer og griber mig. Det er rørende, hjertevarmt og morsomt. Her brillerer June Squibb i den grad som den rappe og kærlige Eleanor. Hun er en sand fryd at være i selskab med. Fejlbarlig og såre menneskelig.

(Foto: SF Studios)

Erin Kellyman udgør som den unge Nina et dynamisk modspil med sin ungdommelige naivitet og sit godhjertede væsen. De to komplimenterer hinanden virkelig fint. Men nu læner de og resten af de medvirkende sig også op ad et virkelig fint skrevet manuskript af Tory Kamen, der rummer både skarpe replikker samt dybe menneskelige følelser og kompleksitet.

Scarlett Johansson debuterer som filminstruktør med ’Eleanors sandhed’. Det lykkes hende overbevisende at bringe liv til fortællingen og få stærke præstationer frem fra de medvirkende. Det er en virkelig vellykket debutfilm om også alderdom og familie, der griber om det sværeste i livet, men også alt det gode, som livet rummer. For ung som gammel.

’Eleanors sandhed’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Eleanors sandhed’ har biografpremiere den 21. maj.