‘Scream 7’ er lidt uforløst, men også ok underholdende slasher-ballade

/i , /af

Anmeldelse: Det startede for 30 år siden med instruktør Wes Cravens nyklassiker ’Scream’ fra 1996, hvor vi første gang mødte den sidenhen ikoniske Ghostface-maske og morderne bag skriget. Den underholdende slasher var skrevet både veloplagt, blodigt og meta-vittigt af Kevin Williamson. Det er netop ham, man finder i instruktørstolen og som medforfatter på ’Scream 7’.

Det er ikke kun navnet Kevin Williamson, man vil kende blandt filmens krediteringer. Bl.a. er originalens overlever Sidney Prescott med i en hovedrolle, mens det også bliver til et gensyn med den benhårde reporter Gale Weathers. De spilles atter af henholdsvis en sej Neve Campbell og Courteney Cox, der viser en mere skrøbelig side af sin karakter.

Der er naturligvis også nyt bankekød på den blodige menu. Herunder bl.a. Sydneys datter Tatum, hendes flirt og en række venner. Desværre er karaktergalleriet ikke vildt interessant eller brugt videre engagerende godt i bl.a. gætterierne om, hvem Ghostface-morderen er. Det er en skam, da netop legen med at gætte morderens identitet er en del af franchisens stærke elementer.

Det sagt, så er der et par fine momenter mellem mor Sydney og datter Tatum, men det forbliver desværre et lidt overfladisk kig på deres dynamik, ligheder og forskelle, selvom også Isabel May gør god karakter som Tatum. Den overbeskyttende Sydney med traumer i bagagen får bare ikke helt den dramatiske pondus, der kunne give gyset en mere gribende nerve.

For Sydney kan naturligvis ikke undgå Ghostface, uanset hvor meget hun prøver. Morderen dukker således op i den ellers stille by, hvor hun bor med sin datter og mand i håbet om at kunne lægge fortidens grusomheder bag sig. Fortællingen om Sydney, Tatum og de øvrige karakterer får bare ikke en for alvor nærværende og intens tilstedeværelse filmen igennem.

’Scream 7’ leverer på trods af sine ujævnheder, kikset brug af en AI-tematik og flere utroværdige handlinger, i sidste ende ok slasher-underholdning. Desværre bliver filmen ikke helt meta-skarp nok eller leverer nok mindeværdige scener og mord til rigtigt at sætte sig i maven og nervebanerne på mig. Jeg håber dog ikke, at dette er enden for franchisen.

’Scream 7’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Scream 7’ har biografpremiere den 26. februar.

‘Pillion’ griber mig med sin fascinerende menneskelighed

/i , /af

Anmeldelse: Der kan ikke være større forskel på de to mænd i ’Pillion’. Colin er en genert og småakavet parkeringsvagt, der lever et stille liv og stadig bor hjemme hos sine forældre, selvom han er voksen. Derimod er bikeren Ray fri, selvsikker, cool og ligefrem i sin ordknappe facon, mens der er god fart på kværnen i det ellers begivenhedsløse engelske landskab.

Skæbnen vil imidlertid, at de to meget forskellige mænds veje krydses. Ray overhaler nemlig en aften bilen, hvor Colin sidder på bagsædet og herfra ser ham passere. Hvad Colin ikke ved er, at det langt fra er det sidste, han ser til den fræsende biker. For på den lokale pub står de to snart over for hinanden, hvilket bliver starten på en intens, udfordrende og lidenskabelig relation.

Colin er meget uerfaren udi mandlige bekendtskaber, hvorfor han i mødet med Ray også møder en for ham helt ny verden med nye følelser, lyster og instinkter, der bliver vakt til live. Colin må adlyde Rays mindste befaling og bliver snart som hans underdanige tjener, der handler, laver mad og sover på gulvet for enden af sengen med en kæde fastlåst om halsen.

Dynamikken mellem de to mænd er også den dør, som bliver åbnet for muliggørelsen af en seksuel frigørelse og ny selvindsigt for Colin, der gør sit bedste for at manøvrere i både egne følelser og Rays humør og befalinger. Det er en engagerende relation og bikertur at være med på, når Colin undergår sin menneskelige forvandling i mødet med Rays hemmeligheder.

Det er en film om også at finde sig selv og finde accept i sine omgivelser. Det er en film om tilhørsforhold og fællesskaber. Colin bliver nemlig også en del af Rays gruppe af bikere, der dyrker både fællesskabet, men også sex med hinanden, hvor Colin ser, at andre i gruppen også har en lignende underdanig kontra dominerende relation.

Harry Melling har en gribende naivitet og sky betuttethed i sit væsen. Han kropsliggør på fin vis den kejtede knægt, der begynder at finde ud af, hvem han er og hvem, han vil være. Alexander Skarsgård er med naturlig lethed cool som Ray, der desuden får spundet lidt flere lag til sin karakter, som huser et mysterium, jeg er interesseret i at blive klogere på.

’Pillion’ er sine steder også et skævt morsomt bekendtskab, hvor bl.a. Rays første møde med Colins forældre er underspillet komik på fineste vis. Desværre kommer Colins forhold til forældrene ikke nuanceret nok til sin ret, men står lidt uforløst tilbage, mens der synes at være et par menneskelige mellemregninger for lidt til at gøre filmen det mere formfuldendt gribende.

‘Pillion’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

‘Pillion’ har biografpremiere den 26. februar.

’Vægtløs’ fortæller sin gribende historie med en naturlig umiddelbarhed

/i , /af

Anmeldelse: Det er med en naturlig umiddelbarhed, at det danske coming of age-drama ’Vægtløs’ folder sin gribende fortælling om den 15-årige Lea ud. Hun bliver i filmens start afleveret med kærlighed af sin mor og lillebror på en sundhedskoloni, hvor hun skal være sommeren over. Det bliver en sommer, hun aldrig glemmer. På godt og på ondt.

Lea spilles med en troværdig lethed af spillefilmsdebutanten Marie Helweg Augustsen. Hun balancerer sin karakters skrøbelighed med alle de også voksne følelser og tanker, der følger med i den komplekse overgang fra barn til voksen. Jeg tror på hende hele vejen, hvilket også er tilfældet med Ella Paaskes portræt af den noget mere impulsive og rapkæftede Sasha.

(Foto: Louise McLaughlin)

Lea og Sasha skaber i samspil en engagerende dynamik gennem deres forskelligheder, men også i de ligheder, som der følger med midt i ungdommens tvivl og mange nye spørgsmål. Det er på den måde også en film om venskabets styrke, om fællesskabet og om at ville ses og accepteres for den, man er. Det uanset, hvad vægten under ens fødder måtte sige.

De to nye veninder har også hver deres tilgang til det modsatte køn. Hvor Sasha er bramfri og grænsesøgende, når det bl.a. kommer til at flirte med nogle lokale drenge, så er Lea genert og tilbageholdende. Jeg mærker, at hun er et brændt barn, hvilket de unge knægte ikke just hjælper på. Jeg både ser og føler hendes usikkerhed og smerte.

(Foto: Louise McLaughlin)

Det handler nemlig også om en spirende seksualitet, om at ville elskes og om at finde sine egne grænser – og om at søge dem. I rollen som den joviale voksne pædagog Rune, finder man en ligeledes naturligt spillet Joachim Fjelstrup, der balancerer sin drengede charme med en voksens ansvar for både børn og unge på kolonien.

Den spillefilmsdebuterende instruktør Emilie Thalund – der har stået for idéen til filmen, mens Marianne Lentz har skrevet det elegante manuskriptet – formår at skildre de mange usagte følelser på blid, intim og empatisk vis, mens fotograf Louise McLaughlins billeder dynamisk kommer ind i intimsfæren og gør historien sanseligt nærværende.

‘Vægtløs’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

‘Vægtløs’ har biografpremiere den 26. februar.

’Marty Supreme’ besidder en elektrisk nerve af pulserende liv

/i , /af

Anmeldelse: Der er en elektrisk nerve i den medrivende ’Marty Supreme’, der sitrende, tempofyldt og nervepirrende følger den selvsikre og selvcentrerede Marty Mauser, som jagter drømmen om at vinde VM i bordtennis. Vi befinder os i 1952 i et pulserende New York, hvor Marty hurtigt skifter jobbet i en skobutik ud med at sætte alt benhårdt ind på at blive nummer et i verden.

Her er dog tale om meget mere end den konkrete kamp for at nå bordtennistoppen. Det er i høj grad et komplekst karakterportræt af den unge Marty, der ikke skyer nogen midler for at indfri sin ambition om at sejre og samtidig blive ansigtet på sporten i USA. Det er en film, der tager nogle særdeles vilde og overraskende krumspring på sin viltre vej gennem sin sitrende historie.

Det er en film om ære, magt og lidenskab, om kynisme og kærlighed, om egoismens konsekvenser og hvad jagten på storhed kan få en til at gøre. Det er pokkers gribende sat i scene og fortalt af instruktør og medforfatter Josh Safdie, som med et sikkert greb om historie og karakterer holder bordtennisbolden flyvende i høj fart hele vejen gennem Martys op- og nedtur.

I den altdominerende hovedrolle finder man en nuanceret Timothée Chalamet som den egocentriske og konstant rapkæftede Marty, der snor sig skarpt gennem sportens forhindringer og livets udfordringer, hvilket han også møder undervejs. For det er ikke nemt at nå målet, der leder Marty ad både kringlede veje og underholdende omveje mod berømmelse.

Det er bl.a. også takket være det rapt skrevne og veloplagt eksekverede manuskript, at filmen får sit vilde liv, hvor man i det store karaktergalleri bl.a. møder to kvinder i Martys liv. Nemlig Gwyneth Paltrow som feteret Hollywood-skuespiller og den yngre Odessa A’zion, der er fanget i et voldeligt forhold. De to giver følelsesstærkt modspil til karakteren Marty.

’Marty Supreme’ lykkes med at holde et engagerende momentum gennem den dramatisk gribende og skævt morsomme fortælling, der med dynamisk kameraarbejde af fotograf Darius Khondji får indsat balstyrisk liv i historien, der også bæres netop rent visuelt, mens lydsiden med sine overraskende musikvalg og et synthlækkert score af Daniel Lopatin sætter ild til oplevelsen.

’Marty Supreme’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’Marty Supreme’ har biografpremiere den 19. februar.

’Exit 8’ er et stilsikkert, labyrintisk og menneskeligt mareridt

/i , /af

Anmeldelse: Klaustrofobien og frustrationen sætter ind hos en mand, der pludselig ser sig selv fanget under jorden i et øjensynligt uendeligt netværk af metrogange i den japanske spændingsgyser ’Exit 8’. Hvordan skal han slippe ud? Og hvordan kan det være, at han igen og igen finder sig tilbage i præcis den samme metrogang, som han ellers lige havde lagt bag sig?

Det er den simple og labyrintiske start på et levende mareridt for manden, som dog finder ud af, at der måske er en måde, hvorpå han kan undslippe sit mareridt og finde op i lyset igen. For ved nærmere eftersyn, finder han instruktioner om, hvordan han skal gebærde sig i metrogangene for at finde udgangen – nemlig exit 8.

Det er i disse instruktioner, man mærker, at filmen er baseret på et computerspil. Historien får her en computerspilsstruktur, hvor ”bane” på ”bane” nu skal gennemføres for i sidste ende at kunne nå målet, at slippe ud. Manden må nemlig bevæge sig fra exit 0 til exit 8 som en række baner, hvor et problem for hver gang skal løses, så han kan komme videre i gangene.

Instruktionerne lyder på, at hvis han ser en uregelmæssighed i de ellers ensformige gange, så skal han vende om. Hvis der ikke er uregelmæssigheder, kan han fortsætte og herved finde ud. Men overser han en uregelmæssighed, er det tilbage til start. Spilforlægget hedder ’The Exit 8’, hvilket jeg dog ikke har spillet, men i filmisk form lader historien og præmissen noget tilbage at ønske.

Bl.a. savner filmen en stærkere dramatisk side, hvor de menneskelige portrætter får større nærvær og tyngde nok til, at jeg reelt engagerer mig i dem og hermed i jagten på exit 8. Der kommer dog lidt flere menneskelige og tematiske nuancer i spil hen mod slutningen, men det er lige sent nok til, at de for alvor når at få gribende fat i filmen og den klaustrofobiske jagt på udgangen.

Instruktør Genki Kawamura lykkedes dog i samspil med et dynamisk og opfindsomt kameraarbejde af fotograf Keisuke Imamura at iscenesætte et stilsikkert univers, hvor de labyrintiske gange slår frustrerende knude på sig selv. Jeg mærker dog ikke for alvor selv denne angst, frustration og klaustrofobi. Men som et stilsikkert værk er ’Exit 8’ trods alt interessant.

’Exit 8’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Exit 8’ har biografpremiere den 19. februar.

‘It Was Just an Accident’ sætter sig som en lille knude i maven

/i , /af

Anmeldelse: En mørk aften er en lille familie på vej i deres bil, da der lyder et bump fra under bilen og et efterfølgende klynk. Faren Eghbal stopper bilen og går ud for at se, hvad der er sket. Det er en hund, han har kørt over. Det er anslaget til en intens fortælling om hævn, forsoning og mulig tilgivelse i instruktør og medforfatter Jafar Panahis ’It Was Just an Accident’.

I næste nu bryder bilen sammen og familien hører derfor, om den lokale værkfører Vahid kan hjælpe dem med at få gang i bilen igen. Der er bare det ubehagelige tilfælde ved mødet, at Vahid hurtigt mistænker Eghbal for at være den mand, som for år siden torturerede ham, da han blev holdt som fange under Irans brutale regime.

Herfra tager filmen intenst fat om sin historie, hvor Vahid tager brutale midler i brug for at finde ud af, om Eghbal nu også er den ubehagelige tilfangetager. Fortællingen tager snart sin del af drejninger, der snor sig ind i en række nærværende spørgsmål, hvor særligt ét står lysende frem: Skal Eghbal straffes, selvom der mangler beviser?

Uanset hvad svaret måtte være på dette spørgsmål, så presser flere dilemmaer og spørgsmål sig på. For kan hævn overhovedet bringe ro i sindet hos Vahid? Eller er tilgivelse og forsoning vejen frem for Vahids plagede liv og sjæl? Det er bl.a. det, som sættes tankevækkende, interessant og ganske spændende i scene.

Men selvom der køres dramatisk stærkt på ovenstående tematikker, får følelserne og smerten, der er på menuen, ikke helt taget et vedholdende jerngreb i mig. Det er mere på det rent rationelle plan, at filmen lykkedes godt med at bringe sine tematikker og dilemmaer nuanceret i spil. Det sagt, så sætter filmen sig dog afslutningsvist som en lille knude i maven på mig.

Her er kort sagt tale om en grundlæggende spændende og tematisk interessant film, der bringer fortidens dæmoner ind i en ellers ordinær hverdag, som således får et nyt og ubehageligt liv, der ekkoer en grum fortid, som bl.a. Vahid ikke har kunnet slippe eller flygte fra. Han er en plaget mand, som desuden portrætteres gribende og engagerende komplekst af Vahid Mobasseri.

‘It Was Just an Accident’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

‘It Was Just an Accident’ har biografpremiere den 19. februar.

’Predator: Badlands’ står for monster-vild action-underholdning

/i /af

Monster-action på 4K Ultra HD: Det dødbringende predator-bæst blev første gang sluppet brutalt løs på publikum med det mesterlige actiongys ’Predator’ i 1987, hvor Arnold Schwarzenegger blev jagtet af rumvæsnet. Siden er det blevet til flere film med den såkaldte yautja på jagt efter trofæer og mennesker. Nyeste skud i universet lyder titlen ’Predator: Badlands’.

Instruktør Dan Trachtenberg tager her et nyt greb om monstret. Fra at være den klare fjende og modstander, indtager predator-karakteren nu hovedrollen i parløb med androiden Thia. For da en ung yautja ved navn Dek udstødes af sit samfund, vil han bevise sig værdig til at være en del af klanen ved at bringe et storstilet trofæ med hjem fra en ufremkommelig planet.

(Copyright: 20th Century Studios)

Det er udgangspunktet for den actionvilde fortælling, der byder på flere fine overraskelser – og en for franchisen mere let tone – hvor humor får lov at spille en større rolle. Særligt gennem Thia, der i skikkelse af Elle Fanning har en ungdommens kækhed med sig. Thia går på den måde ganske fint og kontrastfyldt i samspil med den alvorligt funderede Dek.

Humoren rammer desværre ikke rent hele vejen, mens nogle af de visuelle gags og komisk leverede replikker fint kunne være nedtonet, hvilket kunne have styrket filmens dramatiske tyngde. Det er nemlig småt med karaktermæssig dybde, selvom Dimitrius Schuster-Koloamatangi som Dek får spillet sig engagerende ind i historien sammen med Elle Fannings androide.

(Copyright: 20th Century Studios)

’Predator: Badlands’ er klart stærkest gennem sin medrivende monster-ballade, hvor den planet, Dek søger at nedlægge den ultimative modstander på, huser sin del af ækle kryb og dødsensfarlig fauna. Det er på den måde også et underholdende univers at træde ind i. For selvom filmen måske nok er lidt ujævn, så lever den på trods godt gennem både action, sit univers og diverse monstre.

’Predator: Badlands’ er på den måde et veloplagt skud nyt grønt monsterblod i franchisen, der tog sin begyndelse for små 40 år siden. Ikke formfuldendt eller uden fortællermæssige ujævnheder, men det er overordnet underholdende predator-ramasjang, der gør noget nyt med både sit monster og sin fortælling, hvilket lykkes overvejende godt.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Filmen lander her på det billed- og lydlækre 4K Ultra HD, hvor filmen desuden også er med på Blu-ray. Videre finder man en større omgang ekstramateriale, der kan give et indblik i filmens tilblivese. Bl.a. er der featuretter, der kigger på skabelsen af filmens monstre, mens der også kigges på filmens karakterer og tilblivelsen af hele filmens univers samt et kommentarspor med bl.a. filmens instruktør og producer m.fl.

 

’Predator: Badlands’ udkommer på dvd, Blu-rat og 4K Ultra HD den 24. februar.

‘Sisu: Road to Revenge’ er en yderst underholdende og blodig hævnfantasi

/i /af

Brutal action på 4K Ultra HD: Det er en pokkers underholdende hævnfantasi med blodigt smæk på volden, der serveres dynamisk med instruktør og manuskriptforfatter Jalmari Helanders bombastiske actionfilm ’Sisu: Road to Revenge’. Det er ganske vist fortsættelsen til ’Sisu’ fra 2022, men den nye film kan godt nydes, selvom man ikke har set den første, vil jeg mene.

Her er nemlig tale om en dejligt simpel historie, der ganske enkelt er veloplagt fortalt og engagerende serveret i både billede og lyd. I front for de brutale eskapader er manden Aatami, som efter 2. verdenskrig i 1946 vil genopbygge sit hus et nyt sted, da hans elskede hustru og to drenge er blevet dræbt som en del af krigens rædsler. Det er derfor nu tid til en ny start.

Der er bare det store problem for finske Aatami, at kommandøren for Den Røde Hær – som dræbte enkemandens familie – er tilbage og i den grad på nakken af den sørgende overlever, som altså atter må stå ansigt til ansigt med et destruktivt arsenal af soldater og kampklare maskiner. Det afføder i den grad sin del af opfindsomme actionscener og splattede drab.

Aatami portrætteres igen gribende sammenbidt og hårdtslående voldsomt af en medrivende intens Jorma Tommila. Jeg er på hans side fra start til slut, når den vilde jagt går gennem et livløst ødeland, hvor fjenderne angriber fra alle sider. Filmen udspiller sig med få, men velvalgte replikker, hvor rå oneliners og skurkagtige monologer understøtter karaktererne.

Det er dog ikke i replikkerne, at filmens største styrke skal findes. Det skal den derimod i måden at rulle sin stramt sammensatte historie ud på og herunder rækken af opfindsomt tænkte actionscener, der gnidningsløst afløser hinanden kun afbrudt af få rolige øjeblikke i filmens velkonstruerede spilletid på små halvanden times tid.

Opfindsomheden findes altså hverken i historien eller replikkerne, mens nuancerne i karaktererne ikke er til at få øje på. Det gør dog ikke det store, når denne grotesk morsomme voldsfantasi med drøn på den blodige hævn er så pokkers medrivende fortalt. Stephen Lang udgør desuden en brutal modstander til den umiddelbart ustoppelige Aatami. Booom!

’Sisu: Road to Revenge’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 12. februar.

‘Springsteen: Deliver Me From Nowhere’ er historien om et klassisk album

/i /af

Springsteen på 4K Ultra HD: Hvhis du er fan af det musikalske ikon Bruce Springsteen, så kan filmen ‘Springsteen: Deliver Me From Nowhere’ nok ikke andet end at vække ens interesse. Det kan den måske også alene af den grund, at den har Jeremy Allen White i hovedrollen som netop The Boss, som musikeren også kaldes.

Med denne film tages man med tilbage i Bruce Springsteens liv, da han var en ung musiker, der står overfor det hele store og globale gennembrud. Således er det et kig på en helt afgørende tid for ham, da man nemlig her følger tilblivelsen af hans sidenhen legendariske album ‘Nebraska’ fra 1982.

Det er dog ikke kun nemt for stjernen at få sit nye album og sangene ned på vinyl. Han forsøger nemlig samtidig med arbejdet med musikken at forene det pres, der følger med succesen at få styr på også fortidens spøgelser.

Men som historien bekendt er blevet skrevet, så blev ‘Nebraska’ til en realitet og stor succes for Bruce Springsteed. Det er et album, der stadig står som et af hans bedste og som et yderst slidstærkt album, der både har en rå nerve og eksistentielle tematikker, der stadig vækker genklang den dag i dag.

Udover netop Jeremy Allen White i hovedrollen, så finder man på rollelisten bl.a. også Jeremy Strong i rollen som Brunce Springsteens livslange manager. Filmen er baseret på Warren Zanes bog ‘Deliver Me from Nowhere: The Making of Bruce Springsteen’s Nebraska’ fra 2023.

4k Ultra HD og ekstramateriale: Filmen udkommer her på det billed- og lydstærke 4k Ultra HD, mens den også følger med på Blu-ray. Ikke nok med det, så finder man på udgivelsen også en større omgang ekstramateriale, hvor man kan blive klogere på filmens tilblivelse med en making of, videre til kig på at gå fra bog til film. Der er også et kig på musikken fra albummet ‘Nebraska’ og en fearure om Jeremy Allen Whites forvandling til Bruce Springsteen.

‘Springsteen: Deliver Me From Nowhere’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 5. februar.

’Nürnberg’ lander som et uforløst krigsdrama med letkøbte pointer

/i /af

Krigsdrama på 4K Ultra HD: Det er med dramatisk tunge vingeslag, at den historiske film folder sine vinger ud i krigsdramaet ’Nürnberg’, der udspiller sig i kølvandet på 2. Verdenskrig, som netop har nået sin afslutning. Krigen står som tonstunge skygger over verden med nazismens faldne regime og Holocausts rædsler over sig. De ansvarlige for krigen står nu for et retsligt efterspil om retfærdighed.

Ind på midten af scenen træder den amerikanske hærs ihærdige psykiater Douglas Kelley. Han får den yderst usædvanlige opgave at skulle føre samtaler med og vurdere den mentale tilstand hos tidligere rigsmarskal og Hitlers næstkommanderende Hermann Göring samt andre af nazismens fremtrædende embedsmænd. Men hvordan går man lige til den opgave?

Kelley går til den berygtede og frygtede Göring med krum hals og menneskelighed med håbet om at kunne få ham til at åbne op og måske endda at tale over sig. Samtidig finder man hos de øvrige allierede bl.a. den målrettede amerikanske chefanklager og højesteretsdommer Robert H. Jackson, der vil have retssagen mod nazisterne op at stå.

Det er en international retssag uden fortilfælde, hvor vægtige temaer som lov og retfærdighed, ondskab og menneskelighed, determination og forståelse bølger frem og tilbage mellem det store persongalleri, hvor det dog er Kelley og Göring, der udgør det centrale epicenter, mens tolken for Kelley, sergent Howie Triest, kommer til at få en væsentlig dramatisk rolle.

Det gælder altså intet mindre end, at naziregimet skal stå til ansvar for sine uhyrligheder. Desværre er historien inspireret fortalt og generisk filmet, mens bl.a. plot og karakterer undervejs overforklares. Selvom spilletiden er på knap to timer og 30 minutter kommer man aldrig for alvor dybt nok ind i eller fyldestgørende omkring relationen mellem Göring og Kelley.

I det hele taget er der noget kedeligt uforløst over filmens karakterer og livgreb med et ellers yderst tankevækkende, væsentligt og stadig vedkommende kapitel i verdenshistorien. Det er virkelig ærgerligt, at karaktererne ikke har et stærkere manuskript at arbejde med, da de medvirkende overvejende gør det godt.

Rami Malek er den ambitiøse Kelley med både en sitrende rastløshed og ro over sig, mens en autoritær, karismatisk og charmerende Russell Crowe portrætterer den snu Göring. De to mænds psykologiske kamp og dynamik afføder bare ikke rigtigt den dramatiske tyngde, der kunne have givet filmen en mere nuanceret ballast.

En altid intens Michael Shannon er nærværende god som chefanklager Jackson, mens filmens overraskende hjerte med dertilhørende menneskelig smerte kommer i form af Howie Triest, der får en både fin og stærk scene portrætteret skrøbeligt og knugende af Leo Woodall. Desværre får instruktør og manuskriptforfatter James Vanderbilt ikke givet den øvrige film samme sjæl.

Filmens og Kelleys pointe om, at almindelige mennesker kan begå usædvanligt onde handlinger, runger i sidste ende desværre en kende hult, hvor bl.a. også filmens brug af ægte og grusomme billeder fra Kz-lejrene giver en forkert smag i munden. Det håber jeg ikke også er tilfældet for bogforlægget ’The Nazi and the Psychiatrist’ fra 2013 af Jack El-Hai.

’Nürnberg’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 4. februar.