‘Pillion’ griber mig med sin fascinerende menneskelighed
Anmeldelse: Der kan ikke være større forskel på de to mænd i ’Pillion’. Colin er en genert og småakavet parkeringsvagt, der lever et stille liv og stadig bor hjemme hos sine forældre, selvom han er voksen. Derimod er bikeren Ray fri, selvsikker, cool og ligefrem i sin ordknappe facon, mens der er god fart på kværnen i det ellers begivenhedsløse engelske landskab.
Skæbnen vil imidlertid, at de to meget forskellige mænds veje krydses. Ray overhaler nemlig en aften bilen, hvor Colin sidder på bagsædet og herfra ser ham passere. Hvad Colin ikke ved er, at det langt fra er det sidste, han ser til den fræsende biker. For på den lokale pub står de to snart over for hinanden, hvilket bliver starten på en intens, udfordrende og lidenskabelig relation.
Colin er meget uerfaren udi mandlige bekendtskaber, hvorfor han i mødet med Ray også møder en for ham helt ny verden med nye følelser, lyster og instinkter, der bliver vakt til live. Colin må adlyde Rays mindste befaling og bliver snart som hans underdanige tjener, der handler, laver mad og sover på gulvet for enden af sengen med en kæde fastlåst om halsen.
Dynamikken mellem de to mænd er også den dør, som bliver åbnet for muliggørelsen af en seksuel frigørelse og ny selvindsigt for Colin, der gør sit bedste for at manøvrere i både egne følelser og Rays humør og befalinger. Det er en engagerende relation og bikertur at være med på, når Colin undergår sin menneskelige forvandling i mødet med Rays hemmeligheder.
Det er en film om også at finde sig selv og finde accept i sine omgivelser. Det er en film om tilhørsforhold og fællesskaber. Colin bliver nemlig også en del af Rays gruppe af bikere, der dyrker både fællesskabet, men også sex med hinanden, hvor Colin ser, at andre i gruppen også har en lignende underdanig kontra dominerende relation.
Harry Melling har en gribende naivitet og sky betuttethed i sit væsen. Han kropsliggør på fin vis den kejtede knægt, der begynder at finde ud af, hvem han er og hvem, han vil være. Alexander Skarsgård er med naturlig lethed cool som Ray, der desuden får spundet lidt flere lag til sin karakter, som huser et mysterium, jeg er interesseret i at blive klogere på.
’Pillion’ er sine steder også et skævt morsomt bekendtskab, hvor bl.a. Rays første møde med Colins forældre er underspillet komik på fineste vis. Desværre kommer Colins forhold til forældrene ikke nuanceret nok til sin ret, men står lidt uforløst tilbage, mens der synes at være et par menneskelige mellemregninger for lidt til at gøre filmen det mere formfuldendt gribende.
‘Pillion’ får 4 ud af 6 stjerner:
‘Pillion’ har biografpremiere den 26. februar.
