‘It Was Just an Accident’ sætter sig som en lille knude i maven
Anmeldelse: En mørk aften er en lille familie på vej i deres bil, da der lyder et bump fra under bilen og et efterfølgende klynk. Faren Eghbal stopper bilen og går ud for at se, hvad der er sket. Det er en hund, han har kørt over. Det er anslaget til en intens fortælling om hævn, forsoning og mulig tilgivelse i instruktør og medforfatter Jafar Panahis ’It Was Just an Accident’.
I næste nu bryder bilen sammen og familien hører derfor, om den lokale værkfører Vahid kan hjælpe dem med at få gang i bilen igen. Der er bare det ubehagelige tilfælde ved mødet, at Vahid hurtigt mistænker Eghbal for at være den mand, som for år siden torturerede ham, da han blev holdt som fange under Irans brutale regime.
Herfra tager filmen intenst fat om sin historie, hvor Vahid tager brutale midler i brug for at finde ud af, om Eghbal nu også er den ubehagelige tilfangetager. Fortællingen tager snart sin del af drejninger, der snor sig ind i en række nærværende spørgsmål, hvor særligt ét står lysende frem: Skal Eghbal straffes, selvom der mangler beviser?
Uanset hvad svaret måtte være på dette spørgsmål, så presser flere dilemmaer og spørgsmål sig på. For kan hævn overhovedet bringe ro i sindet hos Vahid? Eller er tilgivelse og forsoning vejen frem for Vahids plagede liv og sjæl? Det er bl.a. det, som sættes tankevækkende, interessant og ganske spændende i scene.
Men selvom der køres dramatisk stærkt på ovenstående tematikker, får følelserne og smerten, der er på menuen, ikke helt taget et vedholdende jerngreb i mig. Det er mere på det rent rationelle plan, at filmen lykkedes godt med at bringe sine tematikker og dilemmaer nuanceret i spil. Det sagt, så sætter filmen sig dog afslutningsvist som en lille knude i maven på mig.
Her er kort sagt tale om en grundlæggende spændende og tematisk interessant film, der bringer fortidens dæmoner ind i en ellers ordinær hverdag, som således får et nyt og ubehageligt liv, der ekkoer en grum fortid, som bl.a. Vahid ikke har kunnet slippe eller flygte fra. Han er en plaget mand, som desuden portrætteres gribende og engagerende komplekst af Vahid Mobasseri.
‘It Was Just an Accident’ får 4 ud af 6 stjerner:
‘It Was Just an Accident’ har biografpremiere den 19. februar.






