David Finchers ‘The Killer’ er knivskarpt skåret kølig kynisme

/i , /af

Biografanmeldelse: Med køligt overblik folder David Fincher historien om en lejemorder knivskarpt ud i ’The Killer’, hvilket på fascinerende vis ekkoer Michael Fassbenders portræt af titelkarakterens koldblodige tilgang til verden. Med en rolig voice-over af vores lydløse dræber, føres jeg dragende ind i hans verden af kynisme og kolde kontanter. Hans verdenssyn, rationale, motivation og leveregler.

Da et job imidlertid ikke forløber som planlagt, sender det lejemorderens liv ud af kurs. Dramaet dirrer underspillet fra filmens første og nøje instruerede scene, hvor tankerne hos vores unavngivne lejemorder vandrer og leder mig ind i hans sind, som det er tilfældet filmen igennem. Jeg bliver sat ind i en verden af ventetid. Af stilstand. Af ensomhed. Af nærmest umenneskelig dedikation.

Det er en virkelig besættende verden at blive en del af, hvor fortællingen på i grunden ganske lavmælt vis sniger sig afsted – dog med hidsige lynnedslag af blodig brutalitet og heftig adrenalin. Michael Fassbender kropsliggør med melankolsk gemyt sin dræber, som jeg måske nok ikke forstår, men må forsøge at forstå via filmens insisterende væsen udi at rulle hans indre liv ud.

David Fincher sætter med nøje virkemidler sit portræt stævne og kaster ham ind i en række eksistentielle spørgsmål og en menneskelig krise. For er den koldblodige dræber i grunden også helt ind til benet kynisk og beregnende – eller er der en flig af menneskelighed gemt dybt bag de triste øjne i denne filmatisering af den franske tegneserieføljeton af Alexis “Matz” Nolent og Luc Jacamon?

’The Killer’ er både en filmteknisk og velinstrueret fornøjelse, der visuelt hiver mig ind i hver en indstilling og de smukt kontrastfulde billeder af filmens fotograf Erik Messerschmidt, mens det levende og medrivende score af Trent Reznor og Atticus Ross pirrer mine ører og sætter sig i kroppen på mig. Michael Fassbender smyger sig elegant ind i midten af det hele med sit intense og nærværende portræt.

Det er kort fortalt en filmisk fornøjelse at opleve ’The Killer’, som altså smider mig insisterende ind i en lejemorders bizarre verden af moral, etik og svært forsvarlige leveregler. En film, der ganske vist emmer af kulde og kynisme i sit isnende karakterstudie, men også leverer en understrøm af det modsatte, hvilket i glimt synes at pible frem i fortællingens nærmest usynlige sprækker.

’The Killer’ får 5 ud af 6 stjerner:

’The Killer’ har biografpremiere den 26. oktober.

Den uforløste ‘Five Nights at Freddy’s’ er noget tung i røven

/i , /af

Biografanmeldelse: Det lyder som et job, der ikke er helt fint i kanten. Men Mike har hårdt brug for et arbejde, så han kan bevare forældremyndigheden over sin lillesøster Abby i ’Five Nights at Freddy’s’. Han takker derfor ja til tjansen som nattevagt på det nu lukkede Freddy Fazbear’s Pizzeria. Et spisested, der engang emmede af børnelatter og familiehygge. Det gør det ikke mere.

Mikes nye arbejdsplads huser nemlig som forventet sin del af mystik og ubehagelige overraskelser. Det går naturligvis kun alt for sent op for ham. Sideløbende med at holde styr på sit job og lillesøsteren, slås Mike også med et brutalt barndomstraume, der vender tilbage hos ham som mareridt. Han er depressiv og har i det hele taget svært ved at klare hverdagen og holde modet oppe.

Det er dog som om, at hans traume bliver et lidt mindre problem på arbejdet, da det viser sig, at stedets store robotbamser har et eget liv og ikke er videre venligt stemte overfor ubudne gæster. Der er således et familiedrama i spil tilsat groteske maskotbamser med dræbertendenser. Desværre bliver ingen af delene videre engagerende forløst. Mest af alt er det kedeligt.

Det er virkelig en skam, at det ikke lykkedes at få sendt hverken gys, traume eller det menneskelige drama rigtigt afsted. Hertil vakler filmen bl.a. noget ubeslutsomt mellem sine forskellige dele. På den ene side er der robotbamse-mordere med brutale drab, mens man på den anden side finder den pressede Mike og det drama, han gennemgår med både sig selv og sin indadvendte søster.

’Five Nights at Freddy’s’ er med andre ord et frustrerende bekendtskab, der på trods af at være kedelig og langtrukken har få gode takter. Bl.a. det dejligt groteske sammenstød mellem de søde bamser og deres blodige tendenser, mens det er forfriskende at se det forsøgt bakket op af dramatisk tyngde. At denne kombination ikke lykkedes, er virkelig bare ærgerligt.

Kort fortalt er ’Five Nights at Freddy’s’ hverken rigtigt morsom som grotesk robotbamse-slasher eller engagerende som familiedrama. I stedet ender det hele uforløst og kedeligt i denne filmatisering af spillet af samme navn. Josh Hutcheson som Mike er heller ikke vildt gribende. Så er der mere vellykket drama i Piper Rubio som Abby. Lige lidt hjælper det dog på denne tunge sag.

’Five Nights at Freddy’s’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Five Nights at Freddy’s’ har biografpremiere den 26. oktober.

‘Killers of the Flower Moon’ griber mit hjerte og knuser det

/i , /af

Biografanmeldelse: Du bør ikke lade dig afskrække af, at den legendariske filmskaber Martin Scorseses ’Killers of the Flower Moon’ er godt 3 timer og 30 minutter. Den er hele sin spilletid værd. Det gælder både karakterernes og fortællingens kompleksitet, mens der udfoldes et dragende tidsbillede i 1920’ernes USA, hvor der på mystisk vis sker en række mord på medlemmer af Osage-stammen.

Det dramatiske omdrejningspunkt finder man i Leonardo DiCaprios sammenbidte Ernest og hans hustru Mollie, der spilles med sejhed og følelsesmæssig nerve af Lily Gladstone. De står som hele mennesker både hver for sig og sammen. Det selvom deres indledende flirt ikke rammer mig helt rent. Heldigvis griber deres relation mig mere og mere filmen igennem.

Ernest kommer til byen Fairfax, hvor olien flyder med rigdom til følge. Alle vil have en bid af kagen, der dog tilhører det nu meget velhavende indfødte Osage-folk. Her starter Ernest at arbejde for sin formuende og magtfulde onkel William ’King’ Hale, der portrætteres blidt og urovækkende af Robert De Niro. Rigdommen kommer dog ikke uden problemer og misundelse.

Der er en både underliggende og yderst udtalt strid mellem de hvide borebisser og de indfødte. Snart opstår der da også sin del af hemmeligheder, rænkespil og magtkampe både bag og foran kulissen i olieland. De uopklarede mord får ordensmagten til byen, hvorfor en insisterende detektivhistorie lægges ned over den allerede intense fortælling om kærlighed, magt og tragedie.

Filmen er baseret på virkelige hændelser i et mørkt kapitel af USA’s historie. Det fortælles med indlevelse og nærvær, hvor det bl.a. er i skuespillerpræstationerne, at fortællingen får menneskelig nerve og hjerte, der knuser mig med et uskyldens forlis og grisk grådighed. Det er med et sikkert greb om karaktererne og den komplekst sirlige historie, at Martin Scorsese kommer vellykket i mål.

’Killers of the Flower Moon’ sætter en smerte ind i både min mave og mit hjerte, hvor gråzonerne står tankevækkende frem. Derfor lever og overlever filmen også sin lange spilletid, hvor jeg ikke ville gå glip af et eneste øjeblik, selvom der er lidt plotmæssige gentagelser, som dog heldigvis samtidig er med til at understrege og give historiens tragiske slagside den mere gennemslagskraft.

’Killers of the Flower Moon’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Killers of the Flower Moon’ har biografpremiere den 19. oktober.

Der er far-søn-og-dæmon-problemer i ‘Insidious: The Red Door’

/i /af

Gys på Blu-ray: Gruen er tilbage med det femte kapitel i Insidious-franchisen, der begyndte i 2010. Med ‘Insidious: The Red Door’ fortsætter historien således efter begivenhederne i de to første film, hvor man nu følger en ung Dalton, der flytter hjemmefra og på college. Film nummer tre og fire var som bekendt prequels i universet, som altså nu tager fat i Lambert-familien igen.

Den hårdtprøvede familie er således tilbage, hvor fokus er på Dalton og hans far Josh samt ikke mindst de tos komplicerede forhold. Bl.a. har Josh ikke været der for sin søn og familie i flere år, da han må siges at have sit at slås med fra fortiden. Der går heller ikke lang tid før, at dæmonerne lurer i mørket og fortidens skeletter rasler ondt i skabene hos Dalton.

Dalton studerer kunst på college, hvor hans tegninger får et kun mere og mere uhyggeligt udtryk. Men hvor kommer disse skræmmende billeder fra? Fortidens skræk og rædsel banker på den røde dør, mens jeg hvirvles med ind i mørket med Dalton og Josh, der samtidig med dæmonkampen må forsøge, om de kan læge sårene i deres tæt på forliste relation.

Uhyggen kommer et par steder fint til live med bl.a. god brug af tungt kontrastfulde billeder, hvor spillet mellem lys og mørke får en snigende rædsel til at indfinde sig, det i samspil med en lydside, der risler afsted i høje toner, ulden bas og ikke mindst isnende stilhed. Bl.a. er en tur ind i maskinen til en MR-scanning ret så vellykket klaustrofobisk og engagerende olm.

Desværre er det oftere nogle ikke alle steder lige vellykkede jump scares, der løber med en mindre skræmmende opmærksomhed. Chokkene kommer ikke helt til deres ret. Gyset fungerer bedst, når det tør tro på det usete og underspillede gys. Her er Patrick Wilson som Josh virkelig god til at portrættere angst og håbløshed. Han spillefilmsdebuterer desuden som instruktør med et fint greb om historien.

Ty Simpkins portrætterer den plagede Dalton, som ikke orker festerne på college, men mest af alt vil lukke sig ind i sig selv og ind i sin kunst. En desværre noget generisk skrevet karakter, hvis styrke mest af alt består i dynamikken og fortællingen mellem ham og hans far. For alvor uhyggelig eller dramatisk medrivende bliver ’Insidious: The Red Door’ dog desværre ikke helt. Mindre har dog også ret.

Ekstramateriale: Med til gyset følger der på Blu-ray-udgivelsen også lidt ekstramateriale i form af et kig på filmens uhyggelige univers og instrutør.

’Insidious: The Red Door’ udkommer på dvd og Blu-ray den 5. oktober.

‘Transformers: Rise of the Beasts’ er vejen frem for franchisen

/i /af

Robotter på 4K Ultra HD: Den første Transformers-film kom i 2007 med Michael Bay ved roret og store eksplosioner til følge. Nu 16 år senere lander den syvende film i franchisen, hvis man tæller den ganske fine spin-off ’Bumbee’ fra 2018 med. Michael Bay har overladt instruktørstolen til Steven Caple Jr., hvilket må være medvirkende til, at franchisen nu kan være på rette vej.

For fra Michael Bays seneste film i serien med den fesne ‘Transformers: The Last Knight’ fra 2017, kunne noget tyde på, at det netop er nyt blod, der skal til. Således bringer ’Transformers: Rise of the Beasts’ veloplagt hjerte, ganske medrivende action og en herlig børnelogik til universet, der fungerer som letbenet tegneserie-underholdning i kulørt filmisk form.

‘Transformers: Rise of the Beasts’ har nemlig flere fine ting kørende for sig. Ganske vist er historien generisk, men bl.a. fungerer flere af filmens actionscener på dynamisk vis, mens de mange robotter er både seje og sjovt selskab. Hertil kommer et ok velafstemt karaktergalleri, der på god vis cirka formår at holde fokus på en lille og overskuelig række karakterer.

Vi møder den unge Noah, der har svært ved at finde økonomisk fodfæste, bl.a. så han kan betale regningerne for behandlingen af sin syge lillebror. Men da det ikke lykkedes ham at få et lovligt job, går han med til at stjæle en dyr Porsche. Jep, bilen viser sig at være en transformer, hvilket leder til, at Noah kastes ind i en vild kamp mellem de gode og onde robotter.

Porschen er den rappe autobot Mirage, hvilket åbenbares i en medrivende biljagt gennem byen, mens det går op for Noah, at autobotters onde modstykke, de såkaldte terrorcons, vil tilintetgøre Jorden. En mystisk nøgle er omdrejningspunktet for robotkrigen. Den urgamle nøglegenstand hiver i næste nu arkæologen Elena ind i krigen, hvor hun og Noah nu bistår autobotterne i kampen.

Det hele ender på energisk vis i Sydamerikas jungle, hvor man udover bl.a. de gode Optimus Prime, Mirage og Bumblebee også møder de dyrelignende maximal-robotter som Optimus Primal og Cheetor. Kort fortalt viser ’Transformers: Rise of the Beasts’ med veloplagt action og en ok fokuseret historie – der desværre roder en smule rundt i en lidt for lang spilletid – at franchisen godt kan have en lys fremtid for sig.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Filmen tager sig strålende ud på 4K Ultra HD med sit billed- og lyd-optimerede format. Der er knald på den dynamiske lyd, mens farverne står mættede, nuancerede og med god kontrast. Der medfølger desuden mere end en times ekstramateriale, hvor man således kan dykke ned i filmen og universet bag. Bl.a. gennem en række featuretter samt både slettede og forlængende scener.

’Transformers: Rise of the Beasts’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 5. oktober.

Der serveres et styk halvbagt komedie med ‘No Hard Feelings’

/i /af

Komedie på Blu-ray: Hvad gør man lige, hvis man står til at miste sit hjem? Endda ens elskede barndomshjem? Jo, hvis man er lige så desperat som Maddie, så rykker man på en lettere aparte jobannonce. For Maddie har nemlig brug for en bil til at passe sit arbejde og hermed redde sit hjem – og det er netop en bil, der loves som betaling i jobopslaget.

Jobbet er ikke et hvilket som helst job. For bag annoncen finder man et par overbeskyttende og omklamrende curlingforældre, der er på jagt efter en kvinde, der kan date deres generte 19-årige søn Percy. Forældrene er nemlig nervøse for, at hvis deres introverte Percy ikke kommer ud af sin skal, inden han begynder på college, at han ikke vil klare den på skolen.

Således er komedien ’No Hard Feelings’ sat på skinner, hvor der således venter akavede optrin og følelsesmæssige forviklinger. Både for den 32-årige Maddie og hendes yngre date, der ikke må få at vide, at der bag Maddies tilnærmelser befinder sig forældrenes skumle plan. Med den uforudsigelige Maddie i førerposition og charmen skruet op på 1000, er spørgsmålet nu blot, om Percy bidder på.

Det er i grunden en herligt skør præmis, der da også giver Jennifer Lawrence mulighed for at gakke ud som Maddie. Hun har ganske fin komisk flair, mens hendes modsætning i skikkelse af Andrew Barth Feldman som Percy, da også afstedkommer mindre kluk. Helt op på de høje komiske nagler, kommer filmen dog ikke, selvom bl.a. særligt én scene bejler til at trække stikket hjem i al sin komiske groteskhed.

Desværre tør filmen ikke gå linen grotesk komisk ud hele vejen, hvor det generiske drama mellem netop Maddie og Percy er forudsigeligt. Lidt som filmen som helhed. De mere tungtvejende følelser, der er i spil hos den desperate Maddie og Percys nervøsitet for fremtiden, får aldrig den dramatiske tyngde, der kunne have været en troværdig modvægt til filmens komiske slagside.

Heldigvis er ’No Hard Feelings’ ganske fermt instrueret af Gene Stupnitsky, der også har været medforfatter på filmen, mens spilletiden på omkring 1 time og 40 minutter er med til at holde et overvejende fint momentum. Desværre får strabadserne aldrig viklet sig ud af sin forudsigelige historie, der trods alt rummer en ganske fin sødme og en lille håndfuld fint komiske scener.

Ekstramateriale: Blu-ray-udgivelsen byder på lidt ekstramateriale. Her finder man fraklip og spas fra produktionen, videre til et møde med filmens forskellige karakterer og en making of-feaurette.

‘No Hard Feelings’ udkommer på dvd og Blu-ray den 21. september.

‘The Exorcist: Believer’ leverer ujævn dæmon-underholdning

/i , /af

Biografanmeldelse: Lad mig bare med det samme slå fast, at nej, gyserfortsættelsen ’The Exorcist: Believer’ ikke er noget nær så mesterlig som William Friedkins skelsættende besættelsesklassiker ’The Exorcist’ fra 1973. Dermed ikke sagt, at denne nye film ikke har noget at byde på. For det har den. Her 50 år efter den første film fortsætter således den dæmoniske historie.

Bindeleddet mellem de to film bliver den første films mor til den dengang besatte 12-årige Regan, nemlig Chris MacNeil. Hun spilles igen af den i dag 90-årige Ellen Burstyn. Det gør hun godt. Med en sarthed bag sine seje øjne, der har set og overlevet noget, de fleste aldrig kunne drømme sig til i selv deres værste mareridt. Mareridtet fortsætter dog nu, da to piger forsvinder sporløst.

Da de atter dukker op, er noget forandret ved pigerne. Helt præcist hvad kan hverken forældre eller læger blive kloge på. Det ender – som det jo gør i den her slags film – med, at der hidkaldes folk til hjælp, herunder netop den dæmonerfarne Chris MacNeil samt den lokale kirke. Fra søde og uskyldsrene piger til arret ondskab og dæmonspruttende gru. You know the drill.

’The Exorcist: Believer’ ser bort fra øvrige film i franchisen og starter på en frisk i forlængelse af den 50-årige original. Det kan måske nok synes som et billigt gysertrick denne gang at lade ikke blot én, men hele to piger blive besatte. Det er det måske også. Men Lidya Jewett og Olivia O’Neill er gribende. Både før besættelsen, men ikke mindst også som besatte piger med opkast, blod og bandeord.

Selvom der bl.a. serveres et par unødvendige fake scares og ikke alle karakterer kommer fyldestgørende til deres ret, så er jeg med i pigernes levende mareridt, der desuden er ret så ulækkert. Herligt! Men båndene til alle karaktererne er altså ikke hele vejen rundt lige stærkt, dog står bl.a. Leslie Odom Jr. som den ene af filmens fædre fint frem, som fortællingen folder sig ud.

’The Exorcist: Believer’ er måske nok ujævn, hvor der bl.a. er mange idéer i spil, som ikke alle lander helt medrivende, skræmmende eller tankevækkende nok. Tyngden i filmens drama er altså ikke helt så stærkt, som jeg kunne have ønsket mig – og herunder mit følelsesmæssige engagement i fortællingen. Det sagt, så er gyset et ok medrivende, grumt underholdende og klamt dæmongys.

’The Exorcist: Believer’ får 3 ud af 6 stjerner:

’The Exorcist: Believer’ har biografpremiere den 12. oktober.

Mads Mikkelsens soldat er i fascinerende naturkamp i ‘Bastarden’

/i , /af

Biografanmeldelse: Naturen er ubarmhjertig på den jyske hede. Her bestemmer vejret over menneskets forsøg på at betvinge den ugunstige jord med brugbare afgrøder. Året er 1755, da vi møder den fattige soldat Ludvig Kahlen. Han kommer fra trange kår, har kæmpet hele sin tilværelse og har nu kun én mission i livet: At opdyrke den tilsyneladende ufrugtbare hede for at opnå hæder og rigdom.

Vejen mod et bedre liv for Ludvig er dog sej og fyldt med forhindringer. Ganske vist arbejder han under kongens kald, men den lokale godsejer Frederik de Schinkel ser sig snart vred på den hårdtarbejdende og stålfaste Ludvig. Den velhavende og kyniske godsejer ser sig nemlig som enehersker på egnen, hvilket starter en farlig strid mellem de to mænd, der begge har meget at miste.

Foto: Henrik Ohsten / Zentropa

Her gælder det store temaer som magt og ære, familie og kærlighed. For ganske vist er jagten på magt og ære central, men Ludvig – der forsøger at opbygge et liv, hvor livet ikke synes at kunne leve – bliver også knyttet til dem omkring sig, som var det hans egen familie. Men hvornår er nok mon nok for Ludvig? Hvornår bliver ofrene for store for ham i jagten på drømmen?

Mads Mikkelsen giver med fast mine og intenst liv bag insisterende øjne et vedkommende portræt af en mand, der stridsomt kæmper sig gennem livet. En kamp han fortsætter med sin plan på den golde hede, hvor liv og død side om side banker på døren. Simon Bennebjerg er som den brutale godsejer gal som en art fortidens udgave af Batmans Joker. For ham er livet kaos og liv ubetydelige.

Foto: Henrik Ohsten / Zentropa

’Bastarden’ er i det hele taget befolket af dragende karakterer og gode præstationer. Bl.a. også Amanda Collin som husholderske hos Ludvig. Hun finder sig ikke i noget pis, mens Morten Hee Andersen er en forknyt arbejder på samme gård. Selvom håbet kan synes gemt i mørket hos Ludvig, finder en flig af lys vej til ham gennem en vildfaren pige spillet af en helt igennem engagerende Melina Hagberg.

’Bastarden’ er en grundlæggende spændende historie med stærke karakterer, der desuden får billedbrillant liv af fotografen Rasmus Videbæk. Han fremtryller både naturens trøstesløse væsen og det menneskeligt intime. Instruktør Nikolaj Arcel – der har skrevet filmen med Anders Thomas Jensen – fortæller kort fortalt sikkert, smukt og dragende historien om den pokkers jyske hede.

’Bastarden’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Bastarden’ har biografpremiere den 5. oktober.